Det var efterhånden længe siden, Lykke havde haft lidt fritid. Lige i øjeblikket havde Mørket ret travlt med at indtage nye territorier, så Lykke havde været fuldt beskæftiget med slag forskellige steder. Derfor havde der ikke været meget tid til overs til andet, men nu var slagene stilnet lidt af, og hun havde for en gangs skyld en aften til at gøre, hvad der passede hende. Det var også derfor hun havde lagt ret stor afstand til Obsidianøerne, da hendes vinger havde båret hende afsted henover landet; heroppe var der næppe nogle, der ville genkende hende, og hun ville stadig være langt nok væk fra Dianthos til at kunne undgå de fleste plakater med hendes navn på.

Det var først, da mørket var faldet på, at Lykke var landet et stykke uden for en lille by; hun kunne se lyset fra den på denne afstand, og hun var roligt begyndt at gå mod den. Jo nærmere hun kom kroen - som var hendes bestemmelsessted - jo højere blev lydende, og det var tydeligt, der var mange mennesker - eller væsner - derinde, og at der var høj moral. Der måtte vel næsten foregå et eller andet? Ikke at hun fandt det relevant, lige nu ville hun bare gerne drikke alene i et mørkt hjørne.

Lykke slog derfor dørene op, og et skævt smil bredte sig på hendes læber. Perfekt. Der var så mange forskellige racer, at ingen ville bemærke en dæmon mere. Hun satte først kursen mod baren, hvor hun bestilte det største krus mjød, hun kunne få fat i. Derefter satte hun kursen mod et af de tomme borde i et af de dunkleste hjørner af etablissementet. Herfra kunne hun holde øje med alle andre væsner og derved holde øje, hvis nogen havde fået nys om, hvem hun var.

 Augustus var taget hjem til godset, for at se sine forældre - selvfølgelig! Det havde intet er gøre med ham næsten havde brugt alle de krystaller han havde haft med og løbende havde fået tilsendt. Bestemt ikke! Han var jo en kærlig søn der holdt af sine forældre! Men de var selvfølgelig vant til at være uden ham og derfor havde han også givet dem aften fri, og var taget på hans stamkro. Det havde jo nærmest været hans ekstra hjem, mens han boede hjemme!

 Døren til kroen blev slået op med et brag og Augustus gik ind med armene over hovedet og et stort smil på læberne som han trådte ind som var han Lysets Dronning hende selv - måske bare en hel del mere selvglad. 
 " Jeg er tilbage min pøbel! Jeg håber ikke I har manglet mig for meget! " Augustus' entusiasme var bestemt ikke gengældt. De fleste rullede med øjnene og rystede ligegyldigt på hovedet - ikke noget Augustus så, for han havde fået øje på en dame han ikke havde set før! Armene kom ned, og han sætte hænderne godt ind mellem dellerne, og skød brystet lidt frem.
 " Til ærer til alle jer skønheder, et af mine pragtfulde numre! " Fortalte han med et charmerende glimt i øjnene og blikket mod den interessante kvinde. Hvidt hår, nærmest skinnende hud og vinger. Godt nok mørke vinger, men hun var da i sandhed en engel! Augustus trådte mod hende, inden han trak en stol ud og en kende kejtet fik stillet det ene ben på op stolen - ikke en super behagelig stilling for Augustus, men det skulle til! 

 " På min færden gennem verden, gennem sol og blæst og skyer.. " Det var højlydt, og pivfalsk og høje suk bredte sig en ildebrand gennem kroen som Augustus begynde at synge.
 ".. har jeg mødt så meget smuk på alfarvej. 
 Men det svandt som alt det andet, for det store eventyr
 I lyse nætter hvor jeg mødte dig! " Augustus rakte armen i retningen af den smukke engel så hun ikke var i tvivl om at sangen var til hende.
 " Og jeg synes jeg har kendt dig, før jeg så dig første gang

 For i alle mine drømme var du med.
 Jeg har ofte set dig smile, jeg har hørt din stemmes klang,
 Ja for mig var drømmeland et dejligt sted. " Folk var begyndt at råbe af ham at han skulle stoppe, men Augustus havde tænkt sig at synge sig smukke serenade færdig! Augustus tog benet ned fra stolen for at gå mod skønheden.
 " Og på lykkens stille veje, der hvor ingen fod har trådt,
 Drømmer vi om kærlighed i stort og småt –
 Vi er glade for en hytte, men vi får et dejligt slot
 For i eventyret ender alting goooooodt!" Som sangen sluttede stod Augustus ved bordet hans nye øjesten, og han dumpede hurtigt ned på en stol ved bordet. Nu var hun hans!

Lykke havde næsten tømt sit krus, da døren til kroen bragede op pludseligt. Ind trådte en af de mest flommede mandslinger, Lykke nogensinde havde set, og hun formåede kun lige nøjagtig at skjule væmmelsen, der skulle til at skylle ind over ansigtet. Allerede inden manden var begyndt at tale, havde Lykke rejst sig og sat kurs mod baren. Hun satte det store krus på disken med et opgivende suk.
"Jeg har behov for noget stærkere til det der" sagde hun og kastede med hovedet mod fedtbjerget, der nu Zalahjælpemig ville til at synge?! "Har du noget rom?" spurgte hun så, og bartenderen småklukkede, som han begyndte at fylde hendes krus. Så satte Lykke sig tilbage igen, men til hendes store rædsel var sangen til hende. Hun himlede så mange gange med øjnene, at det nærmest føltes som om, de rullede rundt i hulerne på hende. Da manden var færdig, satte hun kruset til læberne og begyndte at drikke. Hun stoppede ikke igen, før det var tomt, og hun satte kruset ned med et brag, inden hun ræbede sig, så det kunne høres i hele kroen. Så skævede hun til manden.

Lykke satte roligt den ene klov mod mandens stol og hænderne mod væggen, så hun kunne skubbe stolen væk fra bordet, mens hun tydeligt så kvalm ud i ansigtet.
"Bordet er optaget" sagde hun sagte uden overhovedet at værdige ham et blik.
"Og hvis du begynder at synge igen, fedeberg, flår jeg struben ud på dig." Stemmen var blevet imponerende glat og sukkersød ved den sidste trussel (Lykke anså det nu for et løfte).

 Man skulle tro at så aggressive og nedladende ord ville have en effekt på Augustus, men det var ikke fordi hende ord slog han ud af kurs. Det var tydeligt for ham, at hun ikke var vant til komplimenter, og derfor kom han i stedet til at smile lidt skævt over hendes ord. Han forstod jo hvad hun mente, bag de hårde ord. Så i stedet for at trække sig og blive intimideret af hende - hun var jo bare en kvinde - så flyttede han stolen endnu tættere på hende en den havde været før. Optaget og lettere underholdt over hendes reaktion lagde han slet ikke mærke til hendes totalt misformede ben, især fordi hans fokus nok mest var på hendes bryster, hvis noget. 
 Albuen blev sat mod bordet og Augustus støttede hovedet mod hånden mens han betragtede hende lidt i stilhed. Hun var noget mere smuk når man kom tæt på! Huden var i sandhed nærmest hvid som en engels, og selvom hendes øjne var usædvanlige og blot helt hvide, var det jo blot et tegn på uskyld. Hvis var jo en ren farve. Hornene og de spidse ører var lidt unormalt for en engel - i hvert fald Augustus billed af en engel - men han fandt det også ganske elegant. 
 
 "De er vel nok en opsigtsvækkende en! " lød det muntert fra den tykke mand der, uden at fjerne blikket fra hans engel, løftede hånden i luften og viftede lidt rundt med den - det betød "kom med noget at drikke". Augustus regnede med han ikke behøvede at kigge efter nogen, eller sige noget. De vidste jo hvem han var og hvad tingene betød! Så da han havde viftet lidt med den, fandt den i stedet ned til overskægget som han rettede lidt på med tommel- og pegefinger.
 " Fortæl mig, min engel, hvad hedder De? " 

Lykke vinkede igen efter krofatter, og han kom igen ned for at fylde hendes krus. Hun greb ham dog blidt om håndleddet - han lignede stadig en, der lige havde fået knust sin arm - og sendte ham et opgivende blik.
"Lad bare flasken stå" svarede hun monotont. Krofatter sendte hende et medlidende blik og nikkede. Det var tydeligt, hun havde brug for det, når hun nu ikke kunne slippe af med spaden.

Lykke bad en stille bøn til Zaladin om mere tålmodighed, inden flommemanden igen åbnede munden. Opsigtsvækkende? Selvfølgelig var hun det. Hun var nok den vigtigste person i rummet (ifølge hende selv), så selvfølgelig var hun da opsigtsvækkende! Hans næste ord fik dog hendes øjne til at lyne, og hun så tydeligt fornærmet ud.
"Hvor vover du?!" udbrød hun arrigt og bankede en næve i bordet. Det ellers massive egetræsbord knagede klagende under det pludselige stress, og da hun løftede hånden for at pege anklagende på manden, var der et tydeligt aftryk af, hvor hånden havde ramt.
"Ikke nok med du ikke vil skride fra mit åsyn, så fornærmer du mig også?! Jeg er aldeles ikke en engel din lille mide!" Havde Lykke været en drage, havde hun skudt flammer ud af næsen lige nu.

 Et skævt smil bredte sig under det spidse overskæg da hun bad op at flaske blev stående. En kvinde lige efter hans smag! Nu skulle de drikke! Selvfølgelig tænkte Augustus at det var for de kunne dele flasken, hun bad om at den blev stående. Augustus knipsede med fingrene for at fange krofatters opmærksomhed inden han helt forsvandt.
 " Hey! Et krus, " kommanderede han og så derefter tilbage på hans nye skønhed. Det gippede kort en smule forskrækket i alt fedtet og Augustus så på hende med et overrasket udtryk - ikke et dårligt et af slagsen dog. Han kunne lide sine kvinder vilde! De var så aktive i soveværelset. Den tykke godsejersøn støttede albuen mod bordet og lagde hagen mod håndfladen. Når han sad sådan så han nærmest helt forelsket ud.  Hun virkede jo nærmest helt perfekt!

 " Åh min sukkertrold! Nu ikke så arrig! Jeg mener det jo godt, en skønhed som Dem bør da ikke sidde alene sådan et sted! Det er da sand fejl at De ikke sværmes med komplimenter og skønne ord! " Forklarede han. Nærmest perfekt. Det kunne godt gå galt når kvinder havde en mening, og det var da en skam hun stod der og ville bestemme hvad han skulle kalde hende. Men han skulle nok få hende omvendt! Før hun vidste af det, var hun helt vild med ham! Og ellers måtte han vel hjælpe hende lidt på vej. 

Lykke trak først flasken over til sin side af bordet, inden en tanke slog ned i hende. Måske hun kunne drikke ham i søvn? Det var vel et forsøg værd. Hun nikkede derfor til krofatter med et lille smil, da han så lidt spørgende på hende, og han kom kort efter tilbage med et krus.

Lykkes kæbe strammedes tydeligt, da manden først begyndte at snakke, men det skiftede øjeblikkeligt over hans uventede kompliment. Hun så et øjeblik komplet forvirret på ham, som de ellers blege kinder blev en anelse lyserøde.
"Ja... jo... det har du selvfølgelig ret i" fik hun fremstammet, stadig lettere paf. "Bare... vær venlig ikke at kalde mig engel. Jeg er trods alt en dæmon, og der er ikke en værre fornærmelse for vores race" forklarede hun lidt flovt, som hendes blik flakkede lidt til siden. Hvorfor forklarede hun lige dette til denne mandsling?
"Mit navn er Lykke" sagde hun så efter lidt tid, som hun igen slog blikket hen på fedlingen. Af en eller anden grund havde hans kompliment fået hende til at sænke paraderne lidt. Hvad var der lige galt med hende? Han var stadig et lillebitte menneske, der egentlig ikke fortjente hendes opmærksomhed. Alligevel fandt hun sig selv fylde hans krus med rom.

 Det var lige for Augustus blev helt overrasket over at han ikke behøvede at bruge sin evne på hende, men så igen.. Han var jo Augustus Junior! En smule stolt rettede han sig op i stolen. Hovedet blev løftet fra at blive støttet mod hånden og hånden lagde sig mod bordet.
 Brynet løftede sig lidt da hun begyndte at snakke om at være en dæmon. Blikket gled kort ned over hendes krop, men det gik i stå ved brysterne, for det var jo alt han behøvede at se! Han forstod ikke hvad hun havde imod at  blive kaldt engel, men man kunne vel godt have stærke følelser til ens egne race. Ønsketænkning var jo en ting! Og desuden, alt der betød noget for Augustus var hvad der skete under lagnerne, og hvis hun var en dæmon der også.. Det glædede han sig til at opleve!

 " Ja så? En dæmon...? Det glæder jeg mig til at se mere til! " mundvigene trak sig i endnu et stort, slesk smil under overskægget, der helt automatisk kom til at vippe lidt op af. Og da hun sagde hendes navn, lyste han nærmest helt op.
 " Lykke? " han slog en dyb og kort latter op i en munter tone. Det kunne da ikke være mere perfekt!
 " Min en.. ildfulg! Så kunne min sang da også kun have været til Dem! " han lød så tilfreds. Han havde jo sagt lykkens stille vej, omend hun ikke var stille, så var hun Lykke! Det var et tegn fra guderne! Kruset krofatter var kommet forbi med blev skubbet lidt mod hende.
 " Skænk mig en tår, " sagde han som hun fyldte hans krus op. 

( Lukket på grund af inaktivitet, skriv endelig en besked til mig når du kommer tilbage, hvis du er interesseret i at forsætte på tråden :3 )