Proxima var endt i nedre bydel lidt ved et tilfælde. Hun forstod stadigvæk ikke helt denne verden, til trods for, at hun havde været i den i lidt over 5 år. Og så havde hun set det mest spændende... var det hus det hed(?), hun nogensinde havde set. Det var stort, mørkt og forfaldent. Det var helt bestemt interessant, så Proxima ville se nærmere på det! Da hun kom indenfor, så smækkede døren lige bag hende, men det tog hun altså ikke så tungt. Hun vidste ikke rigtig noget om verden, og vidste ikke heeeelt hvad hun skulle være bange for. Ikke endnu i hvert fald.

Kort efter var hun kommet op af trappen, og kiggede rundt fra rum til rum, men da hun hørte døren gå, så stoppede hun op. Rummet var meget mørkt, men der var et maleri af en person af en art, så hun stillede sig foran det. Godt gemt, hvis hun selv skulle sige det. Men hvis man spurgte andre, så var det sikkert et ekstremt dårligt gemmested, haha.

Så hun stod foran maleriet og ventede, mens hun lyttede til den nytilkomnes fodtrin. Hun hørte vedkomne komme op af trappen, mens hun bare stod så stille som hun kunne. Så kom vedkomne ned af den gang, hvor Proxima stod. Hun kunne se lyset fra den fakkel, som vedkommende havde i hånden fra rundt om hjørnet. Og så snart hun blev lyst i ansigtet, så kunne hun ikke lade vær med at råbe: "BØØØØH!"

Mange var generelt bange for Proxima, fordi hun så anderledes ud. For nogen ville hun ligne et spøgelse, så at kvinden begyndte at løbe fra hende, ja det kunne hun altså godt forstå! Eller hun kunne ikke forstå det selv, men andre ville kunne forstå det. På hendes vegne. Hendes hud så bleg ud, i lyset fra faklen, selvom den i daglys mere ville ligne en stjernehimmel, og hendes hår hvidt som var hun virkelig et spøgelse.

Men da kvinden løb, så fulgte hun da efter! Hun blev ved med at sige lyde, som hun selv fandt meget uhyggelige, hvilket var en underlig blanding af navneord fra forskellige husstande - som næppe var særligt uhyggelige, men bare det at hun talte virkede til at skræmme kvinden. Da de kom til døren, som var smækket bag både hende selv og muligvis også denne kvinde, kunne hun ikke lade vær med at begynde at grine.

"Du sku' ha' set dit ansigt!"

Proxima blev ved med at sige underlige ord, som hun selv fandt skræmmende. Kost var dog ikke et af dem, da hun huskede, at hun havde mødt nogen med en kost engang, og den har bestemt ikke set skræmmende ud. Men ord som stol, blad og sko faldt ud af munden på hende i sådan en hast, at det nærmest lød som en messen. Egentlig sagde hun bare det første ord, som faldt hende ind, og sådan fortsatte hun ellers bare, til hun var helt forpustet.

Men hun kunne godt se, at hun havde skræmt det her stakkels væsen, som ikke var meget højere end hende selv. Dog var hun ikke helt sikker på, hvad hun skulle sige, og kvindens ord forvirrede hende. Huset var da ikke hendes, var det? Var det virkelig Proxima's hus? Havde hun overtaget det uden at lægge mærke til det? Hvordan var det dog sket? Derfor fandt hun sig selv sige:

"Det er ikke mit hus. Og jeg kan heller ikke komme ud," sagde hun med et skuldertræk, og rakte ud efter dørhåndtaget for at vise kvinden, at den altså heller ikke ville gå op for hende.

"Jeg er Proxima!" kom det så glad fra hende, som hun holdt hånden klodset frem på en måde, som hun havde set andre væsner gøre, når de hilste på nogen.

Proxima så indgående på kvinden, og kunne ikke helt finde ud af hvordan hun skulle svare. Så hun gav lige sig selv et par sekunder til at tænke, før hun svarede: "Ikke mig i hvert fald. Jeg gik herind fordi det her hus... er det ikke det det hedder?.. så spændende ud!" Hun gestikulerede vildt og det så måske endda lidt morsomt ud også.

For hun var da ikke et spøgelse, var hun? Det mente hun da i hvert fald ikke! Sidst hun tjekkede, så var hun en stjerneæder. Selvom hun ikke var helt sikker på, hvad et spøgelse var heller. Men hun var i hvert fald ikke død, ikke hvad hun havde lagt mærke til at i hvert fald, og det mente hun da var et af kriterierne for at være et spøgelse. Eller var hun helt forkert på den igen? Det ville i hvert fald ikke være første gang, at hun havde taget fejl. Det gjorde hun faktisk så ofte, at hun tog det som en del af sine levevilkår.

"Davs! Sikke et sjovt navn!" kunne hun ikke lade vær med at udbryde, uden tanke for om det var uhøfligt eller ej.

"Fordi jeg tænkte det kunne være sjovt? Blev du bange?" spurgte hun lidt forvirret, selvom det jo hele tiden havde været hendes hensigt at skræmme Lilac. Helt fra starten faktisk. Også fra før hun overhoved vidste hvem der var, som var kommet ind i det her øh... hus, var det det hed! Hvordan kunne hun blive ved med at glemme det? Ja, det forstod hun altså heller ikke. Hun pillede ved ærmet af sin kjole, og var måske endda ligefrem lidt skamfuld. For hun havde ikke gjort det for at være ond, nej, det var bare fordi hun søgte noget sjovt at lave!

"Spøget? Hvad er et spøgelse?" spurgte hun forvirret, og forstod ikke helt ordet, tydeligvis. Hun var ingen ekspert i menneskeord, selvom det var blevet hendes modersmål.

Hun var nok den tyndeste skikkelse, som denne Lilac nogensinde havde set. Knoglerne på hendes fingrer var tydelige, og hendes ribben var tydelige under tøjet. Det var ikke så mærkeligt, at nogen måske troede hun var syg, men det var nu altså bare sådan Stjerneædere så ud. De var tyndere og mere ranglede end et gennemsnitsmenneske.

"Jeg er navngivet efter den første stjerne jeg åd," forklarede hun kvinden, for der var jo en logik bag hendes navn. Det virkede dog ikke til at der var en logik bag 'lilac', "Det er sådan min slags bliver navngivet." Hun lød pludselig klogere og mindre naiv, når hun talte om noget, som hun vidste noget om.

"Er du sikker?" kunne Proxima ikke lade vær med at spørge, for hun syntes da, uden at være ekspert, at hun havde set frygt på Lilacs ansigt. Men igen, hun kunne let tage fejl.

"Er du sikker på, at du ikke vil med ovenpå, og se hvad det er?" spurgte hun og pegede på loftet over dem. Hun var meget nysgerrig på, hvad det egentlig var for et slags hus. Det virkede i hvert fald ikke til, at der boede nogen i huset, så hvad lavede alle de lyde?

"Oooh... døde væsner som er kommet tilbage til livet? Hvordan gør de det?" spurgte hun med et forvirret ansigtsudtryk, for hun forstod ikke helt... var den så ikke stadigvæk det væsen den var før? Eller hvad var det hun ikke lige forstod der? Hun vidste godt, at hun måske ikke var blandt de klogeste væsner. Og at hun ikke forstod den her verden særlig godt. Men hun prøvede da, ikke?

"Fysisk set, så har du ret. Men hver stjerne indeholder en mængde energi, kaldet lys, som vi stjerneædere kan indtage, og så dør stjernen," forklarede hun måske lidt for detaljeret i forhold til hvor dum hun ellers havde lydt tidligere i samtalen. Hun havde faktisk lydt pænt dum, selvom hun ikke selv kunne se det. Hun troede... ja, hun vidste ikke hvad hun troede, men i hvert fald ikke, at hun var dum.

"Hvorfor ikke? Er du bange da?" spurgte hun så. Der var intet ondt ment med hendes ord, men de kom måske lidt spottende ud alligevel. Det var bare ikke det hun havde ment, men hun var kun 5 år gammel og havde kun været her i de 5 år. Så hun vidste ikke, hvordan man skulle begå sig og blev ofte forvirret over toneleje.

"Det er altså spændende! Tænk hvis der er en genopstået død herinde! Så kan vi tale med den!" begejstringen i hendes stemme var tydelig.