Efter at have arbejdet så hårdt på ikke at komme i arresten, var det lige præcis der hun var endt. Rory sad og surmulede på den stenhårde bænk og ventede på, at det var hendes tur til at komme ud. Det sjove var, at hun ikke engang var blevet taget for sin egen forbrydelse. Næh nej, hun var blevet taget ind, fordi andre ikke kunne holde nallerne for sig selv. Det var da ikke hendes skyld, at der var kommet en slåskamp inde på kroen, som byvagten blev nødt til at tage hende ind for! Nogen havde åbenbart sagt, at det var hende som havde optrappet konflikten. Pft, hun havde bare været som hun altid var. Det var da de sensitive mænd som ikke kunne tage svesken på disken. Hvis mænd sagde kvinder var sensitive, så burde de tage et kig på deres eget ego.

Rory var placeret i en celle, hvor der kun var to andre kvinder end hende selv. Heldigvis var de lige så snakkesalig som hende selv, hvilket betød de ikke havde udvekslet et eneste ord. Rory havde ventet i flere timer på at hun blev løsladt! Men åbenbart var dette ikke en vigtig sag, og det betød de holdte hende inde længere, da de ikke rigtig vidste, hvad de ville stille op med hende. Hun sad med armene over kors og havde lyst til at råbe til vagten, at han skille få fingeren ud af røven og lukke hende ud. Hvad var dette for en opførsel mod en statsborger, som endnu ikke havde en officiel plet på straffeattesten. Vreden bed hun dog i sig fordi hun vidste, at det ikke ville nytte noget at lave en scene. Faktisk ville det rettere gøre hendes sag endnu hårdere.

Issac' tur til at tage sig af arresten og skansen på denne var nu kommet. Tidligere på dagen havde han gjort vagt rundt omkring i byen, og holdt øje med sine byvagter. Selvom at han var løjtnant, var han nød til at vise sit ansigt i byen, for at give de andre end lyst til at komme og gøre deres arbejde - hvis først han begyndte ikke at vise sig, hvorfor skulle de så? 
Der lå flere pergamenter på bordet, som han trådte inden for og afløste en af de vagter som sad der da han kom, de var aldrig alene. Pergamenterne indeholdte diverse informationer om de indsatte og deres grund til at blive anholdt og taget med i arresten. Issac kunne godt lide at holde gang i arresten, der var ingen grund til at de anholdte opholdte sig på stedet mere end højst nødvendigt. Der var hele tiden kriminelle som bad om at blive fanget og sendt i arresten, og efter det kunne de blive sendt i cellerne og tænke sig om på det niveau. 

Issac tog et pargament op og gennemlæste det er par gange; han kendte personen, det var der ingen tvivl om. Så kunne hun ikke holde sig fra igen at bryde sig med loven og dermed bruge sin aften eller dage i arresten. Et sted som han virkelig havde lært at hun på ingen måder brød sig om. Det var lidt ironisk. 
Samtidig så var han glad for at han nu kunne stå overfor hende, for efter deres lille besøg på kroen havde det vist sig at han havde mangle sit emblem, et emblem som faktisk betød noget for ham og han havde fået som led i hans ansættelse som byvagt og en ting som han altid bar. Nu måtte han skjule at han havde mistet det, eller fået det stjålet.
Han rejste sig fra bordet og gik ned mod cellen som hun var placeret i. Han trådte hen foran tremmerne og kiggede ind på Rory, som hun sad der, surmulende som hun bedst kunne gøre det. Han stak hænderne i lommen, "Så endte du her alligvel, hva?" Et kækt smil bredte sig på hans læber.

Det var utroligt man ikke engang kunne få en lille en på øjet. Bænkene var umulige at være komfortabel på. Ja, faktisk havde hun allerede ondt i bagdelen af at sidde der flere timer i træk. Hun kiggede op fra sine hænder, da en genkendelig stemme ramte hendes øregang. Årh fantastisk han var her nu. Nu havde hun endnu et problem at deale med. Hun vidste ikke om han var her for at holde hende for nar eller om han var sur over, at hun havde taget det lille emblem på hans trøje. I hvert fald regnede hun ikke med, at han ville lukke hende ud for anden gang i streg. Medmindre de kunne gentage succesen, men hun havde en erfaring med sådan nogle ting ofte kun skete en gang. Man kunne da godt se om venligheden ville stige op i ham… eller også kunne hun bruge emblemet som sin livslinje, hvis han altså havde opdaget den var væk.

“Glad for at se mig igen Issac?” Spurgte hun og pådrog sig samme kække smil. Det var bedre at tilpasse sig hans humør. Hun skulle lige finde ud af, hvor hun havde ham henne. Det var også præcis derfor, at hun havde laver sin research omkring ham efter deres møde. Han var ikke ligefrem en mand som var svær at finde informationer om. Hans fulde navn var Isaac Thorne, 36 år, havde en kone ved navn Serafina, men ingen børn. Det undrede hende at en mand med hans status stadig var uden efterkommer, men rygterne gik på at kvinden ikke kunne give ham et… gad vide om det var derfor han bollede udenom? Tingene måtte umuligt stå godt til derhjemme, hvis han opførte sig sådan. Hans hustru skulle efter sigende også være en smuk kvinde, ung, men mine yngre end hende.

Kvinderne skulede en smule til Rory, fordi hun rejste sig op og gik helt hen til tremmerne. Hun tog fat om hver sin stang og stod nu ansigt til ansigt med Issac. De andre indsatte undrede sig nok over hvilket forhold de havde. Det var ikke normalt at vagter var så venligsindet mod indsatte. Normalt talte de ikke engang til dem medmindre det var højest nødvendigt. “Men jeg er sikker på du har tjekket mine papirer. Så hvad med du tager mig ind til afhøring med det samme? Vi ved jo begge, at jeg slet ikke burde sidde inde for hvad der står,” foreslog hun en anelse overmodigt.

Det var sjældent at man som byvagter fik at vide at cellerne og arresten var behagelig at sidde i eller bruge sin tid på. Det skulle ikke være behageligt at sidde herinde, det var en straf man fik for at have gjort noget som ikke var inde for lovens sider og det var helt selvforskyldt. Man hørte ofte brok fra person som sad inde i cellerne, og det blev man helt vant til, for det ville altid komme. Han havde ikke regnet med at skulle se Rory i cellerne denne aften, så der var mange ting der kom frem i ham, som han mødte hendes blik med hans eget. Hun ville uden tvivl forsøge endnu engang at slippe ud af denne situation på den ene eller anden måde, og lige nu sad hun med et trumfkort - hvilket hun udmærket vidste. 

Men at hun sad der nu betød at han ikke skulle ud og lede efter hende, for at få sit emblem igen - hvilket han virkelig agtede at få. Hans humør var måske splittet som han så hende, han havde uden tvivl haft et godt møde med hende sidste gang og det havde vendt sig til hans fordel, hvilket han virkelig havde nyt. Det var dog et lille smil som fromede sig på hans læber over hendes spørgsmål "Det var måske ikke noget jeg havde forventet, men du har måske savnet at stå overfor mig?" Svarede han kækt igen.

"Du vil gerne ind til din afhøring nu?" Han kiggede roligt på hende, det var ham der bestemte hvad der skulle ske. Selvfølgelig havde han læst hendes papirer, men nu kendte han også denne kvinde og han vidste at hun kunne sno virkeliden på en hel anden måde, og kun til hendes fordel, som om det hun havde fortalt og det der stod i papirerne var rigtig, det kunne han kun tvivle på. Men han ville også gerne have hende i en rum, så han kunne få sit emblem.
Han gik hen til cellen og kiggede ind imod hende, "Kom" Lød det blot fra ham, som han åbnede cellen så han kunne tage hende med sig.

Issac var tydeligvis underholdt af den absurde situation og Rorys ageren derefter. Hvis han stadig kunne finde ironien i det hele, så betød det vel ikke han var særlig sur på hende? Det var jo ikke ligefrem fordi hun havde taget hans vielsesring, hvilket nok kunne have skabt meget optøjer i hjemmet. Ja, hun havde faktisk gjort ham en tjeneste ved at tage en anden genstand af guld. I det mindste ville han ikke få problemer med kvinden derhjemme - også selvom han selv var ude om det. Hvilken byvagt ville ofre sin position for en nat med en kriminel? Det hele vendte sig dog til hendes fordel, så at han var korrupt så hun intet problem i. Det gjorde ham til et godt kort at have på hånden, og i hendes spil handlede det om at få hele dækket.

“Hvorfor ville jeg ellers troppe op i din lejr?” svarede hun blot og drejede let på hovedet. Et lettere slesk smil formede sig på hendes læber og hun studerede ansigtet på sin samtalepartner for at se hans reaktion. Hvor var han henne. Var det også bare et spil fra galleriet fra hans side? Rory undervurderede ikke sin partner, hvis hun var direkte dumdristig ville hun aldrig være nået så langt i livet. Hun nikkede til hans spørgsmål om afhøringen og tråde tilbage idet han åbnede døren.

Inden hun gik ud af døren sendte hun sine cellekammerater et fortællende blik, som viste, at hun havde alt i kontrol. Ja, de kunne være ligeglade. Det var ikke fordi hun ville redde deres røv. Blikket var mere for at demonstrere, hvilken magt hun havde over autoriteter. Hun kiggede derefter tilbage på Issac, som forhåbenligt ikke havde overværet den kortvarige interaktion. Han førte hende ind til et lille lokale med et bord og to stole. Det var tydeligt hvor Rory burde placere sig, men i stedet satte hun sig på kanten af bordet. Hun kiggede med et skarpt blik på byvagten, nej løjtnanten, og kom med et lille drilsk smil. “Så løjtnant Thorne, brug alle dine beskidte kneb på at lokke informationer ud af mig,” sagde hun afprøvede og ventede på hans reaktion.

Isaac fandt det da morsomt at Rory sad her i cellen, eftersom at hun sidste gang havde gjort alt for at slippe ud af sådan en situation, endda med at tilbyde ham hendes krop, hvilket han selvfølgelig ikke havde afslået. Der var ingen grund til at stå og vise hans frustration over hende foran alle andre i rummet, det ville måske blot stille en undren over hvordan hun er kommet i besiddelse af hans emblem, hvilket han bestemt ikke ønskede.

"Ja, det kan ikke være fordi at du at du har holdt dig inden for loves regler?" Han kiggede på hende med et roligt og bestemt blik, og modtog det sleske smil som hun havde givet. Han tvivlede på at han var en person hun ønskede at se, når hun sidder i cellerne. Det var også kun fordi at hun havde noget af hans, at han var på et punkt hvor han havde brug for at vise sig fra en anden side af. Hvis hun ikke havde det, ville han ikke have nogen grund til at vise sig fra en god side af.

Isaac følte at han havde et godt kendskab til denne kvinde, efter deres sidste møde. Han vidste hvordan hun ville vende situationen til hendes fordel, på hvilken som helst måde for at føle sig i kontrol over situationen.
Denne følelse af kontrol viste sig igen da de kom ind i afhøringslokalet og hun tydeligt demonstrerede denne handling ved at sætte sig på bordet. Han forventede næsten ikke andet. Isaac placerede sig foran hende og lod et bestemt blik fange hendes, "Jeg er næsten glad for at du er endt herinde" Kom det roligt fra ham, som han startede "For jeg er ret sikker på at du har noget af mit?" Han kiggede spørgende på hende.

Issac nærmede sig hende og havde et helt andet udtryk på ansigtet, da han placerede sig med kort afstand fra hendes knæ. “Noget af dit?” Spurgte hun og gav ham et falsk forvirret blik. Selvfølglig vidste hun lige præcis, hvad han talte om. Det var bare sjovere, hvis han måtte skære det ud i pap for hende. Hun holdte dog ikke masken længe før hun skiftede retning. “Nårh jo, det lille guldemblem på din trøje? Jeg kunne ikke dy mig selv for at tage et kig på den. Men den er i en ganske god tilstand, et sted hvor kun jeg ved hvor er,” svarede hun og så igen på, hvad han havde at sige, når hun indrømmede at hun havde taget den fra ham.

Hun havde egentlig tænkt sig at sælge den. Smelte den om til et andet smykke eller få en god sum krystaller. Alle vidste dog, hvem det tilhørte hvilke gjorde, at de ikke ønskede at tage imod den. Skuffet havde hun taget den med hen til hendes skjulested. Der hvor alle hendes personligere mest værdifulde ejendele lå. Ja, uden hende ville han aldrig få det emblem af se. Hun ville nægte at vise ham vejen, så han måtte lade hende ud før det overhovedet kunne på tale, at han fik din værdifulde genstand tilbage. “Så hvad har du at tilbyde for dit dyrebare emblem? Jeg tror du er ret sikker på, hvad jeg er mest interesseret i,” lokkede hun og kom med et lille skævt smil. Nu måtte hendes plan ikke gå i vasken.

Han vidste udmærket at det var hende der havde taget det fra hende, og han kendte hende udmærket til at hun ville bruge dette imod ham på alle tænkelige måder. Hun havde ingen grund til at spille dum, eller sjov på nuværende tidspunkt. 
"Nej, det kunne du vel ikke" Kom det ærligt fra ham, hun var jo en tyv. Ham søgte hendes blik og havde et seriøst blik malet i ansigtet, "Og hvor er det? han tvivlede virkelig på at hun ville røbe dette på nogen punkter.

Når det var et emblem som tilhørte hans arbejde, så var han ekstra øm omkring det, fordi han var glad for det og det var vigtigt. Han vidste samtidig også at der nok ikke var mange der ville købe det af hende, med mindre hun smeltede det om.
Selvfølgelig vidste han hvad hun ønskede, men han kunne ikke bare lade folk gå på den måde, hvad ville de andre ikke tro?
"Du ved godt du sidder her for en grund?" Han kiggede ned på hende igen, og mindes deres sidste møde, som blikket fandt hendes, uden at afsløre dette. "Du må forklare din uskyld"

Arh, hvor var den legesyge Issac hun kendte? Det var næsten komisk at se ham med sådan et alvorligt ansigtsudtryk malet på ansigtet grundet deres… lad os sige atypiske forhold. Hvis han var alvorlig, var det der han faktisk var farlig og kunne gøre hende skade. Denne tanke brød hun sig ikke om, så hun prøvede at godt som muligt at holde stemningen let, selvom det var en svær opgave. Han var tydeligvis ikke tilfreds med hende. Tjo, måske også med god grund, men hvad havde han regnet med? Hun var trods alt en mestertyv som tog alt hvad hun kunne få fat . Det var faktisk ligemeget hvem hun tog det fra.

“Som sagt. Et sted jeg kun kender. Du kan vende hele byen på hovedet og stadig ikke finde din dyrebare genstand, men jeg vil være mere end villig til at give dig det tilbage, hvis du lader mig fri denne gang. Det komiske er endda, at jeg ikke sidder herinde grundet mine egne handlinger,” svarede hun ham og lagde hovedet en anelse på skrå. Hun havde nu placeret armene bag sig og lænede sig en smule tilbage.

“Jeg var på kroen - der hvor vi sidst skiltes, hvis du husker det. En slåskamp mellem nogle fulderikker udbrød og mit navn poppede åbenbart op, da de mente jeg var skyld i dens opståen. Det er jeg selvfølglig helt skyldfri. Sølle slåskampe på barer er ikke min kop te, men desværre kender de andre byvagter mig ikke lige så godt som dig, Issac,” forklarede hun og tilføjedes hans navn fordi hun nu kunne. Det var nok en anelse respektløst sådan at tiltale ham ved fornavn, men så igen, de havde trods alt set hinanden nøgne så de normale regner gjaldte ikke for dem.

Han kunne godt høre at hun prøvede at holde stemningen let, med hendes typiske måde at være på - så godt som han kendte hende, for han havde jo kun mødt hende en enkelt gang.
De var jo på hver deres side af loven, det var klart og derfor kunne han ikke se det morsomme, som hun kunne, for det var ham der var blevet bestjålet og hende der var personen bag det. 
Han havde et klart billede af at der ikke var meget sjov i dette, hvilket var grunden til hans mere seriøse mine - hvilket hun måske havde svært ved at tage seriøs, nu hvor hun havde set ham på en anden måde. Men han burde måske også have set det komme, i og med at hun er en tyv og at han skulle have været mere påpasselig under deres møde.

"Hvis jeg lader dig gå? Det ved du godt at jeg ikke har mulighed for" Det havde han vel egentligt, det var ham der havde en højere rang end de andre, men det ville sætte ham i et dårligt lys, uden videre undersøgelse af sagen. Under alle omstændigheder så var det ham der havde det sidste ord inden en person blev sat fri eller sagen skulle videre og personen skulle dømmes.
Han vidste godt at han ikke kunne vende hele byen på hovedet på grund af emblemet, for det ville sætte ham i et endnu dårligere lys og sætte spørgsmålstegn ved hans opførsel. 

Issac lyttede til hendes ord, og reagerede ikke på at hun nævnte deres sidste møde - selvfølgelig kunne han huske det, men det ville vise hende at han havde et punkt for hende, hvis han reagerede. Slåskampe var noget der skete dagligt på kroen, og det virkede aldrig som noget større problem og folk blev blot taget med i arresten natten over, så egentligt kunne han blot sætte hende fri. "Men Rory, hvis du intet havde med slåskampen at gøre, hvorfor kommer dit navn så op?"

Rory var træt af det ikke gik hendes vej i lige dette øjeblik. Det var bare et emblem, så vigtigt var sådan en genstand vel ikke. Hun ejede ikke noget, som hun ville være alt for ked af at miste. Krystaller kunne købe alt hvad hjertet begærede og hun gjorde sig ikke rigtig i sentimentale ting. Personlige genstande var plot genstande hun ikke holdte tæt til hjertet. Modsat denne Issac som var fornærmet over hendes lille gestus. Hun rullede ufrivilligt med øjnene, hvilket han ikke virkede helt glad for. Hov, det kunne hurtigt blive set som respektløst, hvilket det vidst også var. “Årh Issac, sidste gang vi så hinanden var du ikke så stiv i det,” begyndte hun med samme kække stemme som før. “Dog kan jeg huske noget andet der var meget stivere end din personlighed nu,” sagde hun med et skævt smil og håbede på at få den ventede reaktion. Det havde trods alt virket sidste gang, så hvorfor ikke prøve igen.

Hun begyndte at rette sig op igen og kiggede nu med de mørkeblå øjne op på ham. Hun havde erfaret sig, at mænd godt kunne lide når de kiggede ned til kvinder. Måske var det en måde at vise dominans, når man har hævet over dem. Det, eller også tænkte de blot på hvordan de ville de ud på knæ foran dem. Lige meget hvad, så brugte hun det kort mod ham. Hun var ligeglad med at bruge beskidte kneb. “Issac du og jeg ved begge at du er i en position, hvor du vil kunne lade mig gå uden nogen ville stille spørgsmål. Jeg har sagt hvad jeg ved. Folk vil have mig under bussen. Du ved hvordan folk er når de ser en som en trussel… ikke at jeg er det.”

I bund og grund handlede det ikke blot om emblemet, selvfølgelig var dette vigtigt for ham, fordi at det viste hvilken rang han var og hvad han var inden for Byvagterne og på et eller andet tidspunkt blev dette opdaget og han måtte ud i en sø forklaring, hvilket han blot ikke ønskede. Han brød sig virkelig ikke om tyve, slet ikke når det ramte ham selv og det var måske en smule ironisk nu hvor han ofte kiggede væk for en skilling, men ikke når det omhandlede tyveri - uanset om man var velhavende eller ej. 
Han kunne sagtens forstå hvordan hun fandt hendes kommentar sjov, og hvis det ikke havde været for dette seriøse øjeblik, så var han måske givet efter, men det gjorde han ikke. Han sparede hende ikke en mine, og hun måtte hade det. 

Nu var det ham der havde kontrollen over hende, han kunne blot smide hende tilbage i cellen igen og få fat i emblemet på en anden måde. Hun måtte finde sig i en ubekvem situation lige nu. Hun gjorde alt hvad hun kunne for at få ham over på hendes side, og det lignede at de beskidte kneb blev fundet frem - selvom de fleste af hendes beskidte kneb var brugt, og sidste gang havde han nydt dem.
Der var en grund til at han var gået det skridt, som han var gået sidste gang, for hun var attraktiv, smuk og spændende som person.
"Du må give mig noget bedre end det der" Han kiggede ned på hende, og i hvilken som helst anden situation ville han indrømme at han nød synet af hende ovenfra. Det var ham der havde hendes frihed i hans hule hånd, og hvis han gav den fra sig, ville hun tro at hun kunne snog sig om hendes finger og han ville virke svag.
"Du bliver nød til at give mig noget om den aften, så jeg har noget at skrive i sagen" Han prøvede virkelig at række ud til hende, give hende muligheden.

Så hvad var plan b så. Han gad tydeligvis ikke hoppe på krogen som den dumme fisk han var. Måske havde han mere substans end at tænke med sin lyst frem for hovede. Det kunne Rory jo ikke bruge til noget, hvis hun gerne ville komme helskindet ud af situationen. Hun måtte derfor gå i gang med at overveje nogle flere taktikker. Argh, hun skulle ikke have spillet smart og bedt om at blive afhørt så tidligt. Hun var sikker på at plan a ville virke med det samme. Var han træt af hende efter en gang? Alle hun kendte kom tilbage for mere, så det var derfor det forvirrede hende, at denne mand ikke agerede på samme vis. Det stod godt nok også i en anden situation end med de forrige. Han valgte nu at prioritere sin stilling frem for personlige lyst, hvilket gik Rory på nerverne. 

“Jeg synes ellers jeg har været meget gavmild i de ting jeg har tilbudt. Du har bestemt nydt mere af mit selvskab end andre indsatte. Medmindre du selvfølglig benytter dig af alternative straffe ofte?” Svarede hun kækt og løftede øjenbrynet en smule. Igen frembragte det ikke en ønsket reaktion, da han nærmere virkede irriteret og begyndte at grave endnu mere i sagen. Argh, hvorfor kunne han ikke bare give op og skrive hun ikke havde noget af gøre med den! Hun mente jo fuldt og fast, at hun var uskyldig.

“Fint Issac. Jeg vil give dig alt min viden om den aften, og jeg vil sågar være så flink at give dit dyrebare emblem tilbage. Er du så glad? Til gengæld vil jeg ikke være her et sekund mere efter, og du er ikke inviteret hen til mit hjem. Du må stole på at jeg kommer med den senere i aften. Aftale?” Spurgte hun og var selv overbevist om, at dette var en ret god deal for dem begge.

"Jeg er ikke sikker på hvor meget du har tilbudt mig" Kom det ærligt fra ham som han kiggede ned på hende, "Du har tilbudt mig emblemet mod din frihed" Det var måske fair nok og han havde magten til at gøre det, og måske skulle han blot spille sine kort rigtig, hvis han ønskede dette tilbage.

"Men nu skal du høre.." Startede han roligt, som han trådte frem mod hende og mindskede mellemrummet i mellem dem. Selvfølgelig havde han en interesse i hende, og hvis man respekterede ham og hans regler, så ville man opleve ham som en person som så igennem fingre med rigtig meget - også for hende. "Jeg kan godt lide dig, jeg nød vores sidste møde og du sætter mere i gang end du aner. Men den aften på baren interessere mig ikke ret meget." Han løftede hendes ansigt med en finger, så de kiggede hinanden i øjnene, "Men det gør det at du stjal fra mig, det betyder noget for mig. Jeg kan sagtens være flink mod dig og vi kan få et godt forhold til hinanden, men så skal du aflevere emblemet tilbage" Han sendte hende et blik som mente hvad han sagde. Inderst inde så havde han da lyst til hende, det var der da ingen tvivl om. Ikke efter deres første møde.

"Hvis du ønsker en alternativ straf så skal du blot sige til, så skal vi nok finde ud af det" Han kiggede hende stadigvæk dybt i øjnene, og strøg en finger hen over hendes kind "Men vi kan også blot slå en streg over alt det her, ved at du giver mig emblemet og jeg lader dig gå. Jeg stoler på dine ord når du siger at du vil finde mig i aften." Hvis hun ikke kom retur, så måtte han jo lede efter hende igen indtil han fandt hende.

Udover at hun havde taget emblemet for at sælge det, så var det endnu mere nyttigt i denne situation, da hun nu havde noget at tilbyde for sin frihed. Til gengæld var hun dog ikke særlig populær ved Issac længere, men hun tvivlede på, at hun overhovedet havde været det til at begynde med. De var selvfølglig på forskellige sider af loven, og selvom Issac havde en tendens til at se igennem fingrene med det, så ville det altid være en væg der skillede dem ad. “Og det er ikke nok?” Spurgte hun en anelse udfordrende. Noget for noget, det virkede da som en fair handel.

Han trådte endnu tættere på hende nu sådan hendes knæ rørte hans lår. Hun vidste endnu ikke om det var et godt tegn eller for at vise sin autoritet ved at træde tættere på. Hun var overrasket over hvilke ord der dernæst kom ud af munden på ham, da han tidligere helt havde afvist hendes tilnærmelser. Nu indrømmede han, at hans tanker i ny og næ nåede til hende. Gad vide om det var når hans kære kone ikke tilfredsstillede ham? Hans finger kom nu under hendes hage og fik hende til at kigge direkte op på ham. “Hvornår har jeg ikke holdt mit ord? En aftale er en aftale Issac. Sidste gang fik vi begge hvad vi ville have. Hvad skulle have ændret sig siden da?” Spurgte hun. Fingeren på hendes hage strøg hende nu over kinden.

Hun kom med et tandløst skævt smil. Måske havde hun ham lige hvor hun ville have ham. Hans hænder hentydede til det. “Det lyder næsten som om du hellere vil give mig en alternativ straf end en retslig forfølgelse?” Lokkede hun som hans tommeltot nu strøg hendes underlæbe. Hendes ben spredtes nu sådan han kunne komme helt tæt på hende og stå mellem hendes ben. Hænderne placerede hun nu på hans lår. “Er jeg korrekt?”

Han kunne sagtens se hvorfor hun havde taget  lige fra ham af, det lå jo til hendes type i det hele bare at stjæle, men det ville også være meget nyttigt for hende i en situation som denne, så hun lå med trumfen.
"Jo, bestemt" Han kiggede på hende med et roligt, men bestemt blik for han vidste netop ikke om hun ville holde denne aftale, hun var jo kriminel og så godt kendte han hende heller ikke.
"Det er sandt" Lød det roligt fra ham, som deres øjne søgte hinanden, "Men jeg havde bestemt heller ikke regnet med at du ville stjæle fra mig" Men det burde han måske have gjort? Det kan han kun takke sig selv for. "Men hvis det er en aftale som du har tænkt dig at holde, så ser jeg ingen problem i at lade tvivlen komme dig til gode" Det var nødvendigt for Issac, uanset hvem han stod overfor, at skabe en tillid til personen, så han kunne regne med at han ikke selv kom i problemer på nogen måder. Det risikerede han ofte, ved at se igennem fingre med kriminelle handlinger.

I bund og grund betød det ikke meget for ham, om hun blev retsligt straffet eller ej, et værtshus slagsmål skete nærmest hver dag og det var næsten spild af tid at bruge tid på, men nu var hun her og det kunne han lige så godt få noget ud af, især når hun havde hans ejendele. 
"Hvis jeg skal være ærlig, så så jeg ingen grund til at give dig retslige forfølgelse. At de overhovedet har taget dig med ind for et værtshus slagsmål, virker næsten spild af tid" Han nød hvordan hun gjorde sig til for ham, det var tydeligt at se hvad hun ønskede lige nu, som hun spredte hendes ben og lod hendes hænder ligge på hans lår. "Men jeg ser ingen grund til, efter vores sidste møde, ikke at nyde lidt af hinanden inden jeg lader dig gå ustraffet" Issac tog sin hånd til sig, for efterfølgende at lade den glide op ad hendes lår, ind under nederdelen hun havde på, for til sidst at mærke stoffet omkring hendes underliv.

Rory havde intet problem med at bryde sine aftaler. Når man var en kriminel som hende var ens moralske kompas ikke altid helt i orden. Hun prøvede dog i højere grad at finde smuthuller i aftaler fremfor direkte at bryde dem, fordi hun så mere værdi i det. Så måtte folk være lige så snedige som hende selv og sætte barriere op. Han havde aldrig eksplicit sagt, at hun ikke måtte stjæle fra ham. Måske lå det under linjerne, men de formaliteter tog Rory sig ikke af. “Giv mig et sted og et tidspunkt, så kan du se at jeg holder mine løfter,” svarede hun og havde rent faktisk tænkt sig at holde lige denne aftale. Hvis ikke, så havde hun pludselig en meget sur byvagt efter sig.

Issac havde ret i, at slagsmål næsten skete dagligt på kroen eller andre steder i gadebilledet. Det var derfor absurd hun var blevet taget ind, så hun var sikker på at der var en stikker iblandt de andre kriminelle som havde smidt hende under bussen. Hun var meget opsat på at finde ud af, hvem eller hvad personen havde sagt. Lige nu måtte hun dog rede sin egen røv ved at komme ud af arresten. Selvom hun havde pirret ham en del, så var Issac en bedre mulighed end enhver anden byvagt. Hun ville lyve for sig selv hvis hun ikke indrømmede, at hun nød deres sidste møde. Dog var hun en god løgner, så god at hun endda kunne snyde sig selv.

Hånden kørte målrettet under hendes nederdele og var hurtigt ved hendes inderlår. Det var tydeligt, at dette ikke længere var deres første gang, fordi handlingerne virkede mere målrettede. Issac var ikke længere i tvivl om hvad han måtte og hvilke knapper han kunne trykke på. Rory havde det ligeledes på samme måde. Hånden uden på hendes trusser kørte ved hendes åbning, og hvis hun ikke var en smule opdelt før, så var hun det bestemt nu. “Nej der er bestemt ingen grund til at gentage succesen.” Hendes stemme var allerede en smule åndet og nu ventede hun på, at han ville føre hånden under stoffet. Hun kunne ikke vente på, at der ikke længere var en barriere mellem dem. Hun opdagede også, hvordan bulen i bukserne på ham begyndte at vokse. Kærligt tog hun den ene hånd og begyndte at køre den drillende over den voksende bule.

Nu var aftalen på plads og det var nu Isaac skulle sørge for at der blev skabt en tillid mellem dem, så han kunne begynde at stole på hende og forhåbentlig i fremtiden bruge hende på en lidt anden måde, en blot at mødes når hun kom i fedtefadet. Det var sådan han havde gjort med de andre i hans netværk - skabt en tillidt.
Hun kunne selvfølgelig stjæle fra hvem hun ønskede, men konsekvensen var også derefter.
"Mød mig ved kroen i aften, så mødes vi der" Det lød på hende at hun var oprigtig i hendes ord, hvilke han måtte tage for gode varer og stole på.

Det virkede ikke på hende at hun havde noget imod den drejning som deres møde nu fik, tværtimod så virkede det til at hun nød det lige så meget som ham selv. De spredte ben var en direkte indbydelse til nydelse. Han så ingen begrænsninger eller så sig nedslaget til at bede eller få om lov, som hans hånd smilede sig op ad hendes inderlår og mødte stoffet som nu skilte ham fra hendes intime.
Isaac lænede sig ned imod hende, som hun pirrende lod sin hånd bevæge sig lysten imod hans eget underliv. Han kunne høre hvordan hendes åndedræt allerede nu var påvirket, som han lod deres læber mødes i et krævende kys.
Stoffet var stadigvæk en barriere mellem dem, som skulle brydes. Han skubbede det til siden og mærkede med det samme hvordan lysten i hende hurtigt havde vist sig, og lod hans stimulerende bevægelser påvirke hende direkte på den våde og følsomme hud og intime punkt.

Hun noterede sig at de skulle mødes ved kroen. I aften var en meget upræcis tidsangivning, men dette skænkede hun ikke en anden tanke, da stoffet omsider var blevet fjernet og hænderne nu rørte hende der, hvor hun havde mest brug for ham. Hun mødte hans krævende kys med lige så mange forventninger som ham selv. Deres tunger dansede og dominerede hinanden, ligesom de gjorde i virkeligheden med deres kat og mus spil. Issacs hænder vidste hvad de skulle gøre, hvor de skulle røre hende og med hvilken kraft. Rory måtte indrømme, at hun ikke havde ladet sig nyde dem lang nok tid sidste gang. Det var præcis derfor hun nu valgte at modtage frem for at give. 

Med små bevægelser bevægede tommeltotten sig omkring hendes clit. Det var ikke vildt og voldsomt, men nok til at hun kunne mærke sensationen i hele kroppen og hvordan det kildede i maven. De andre fingre havde bevæget sig længere ned og gnubbede sig op ad hendes åbning, hvor han testene først stak en finger ind og derefter to. Rory kom med et kæmpe suk da den anden finger trængte op i hende og bevægede utålmodigt med underlivet for at få han længere ind. Selvom hun virkelig nød fingrenes behandling, så ville hun stadig fyldes mere op. Dette var ikke længere for at slippe ud af en dårlig situation. Denne gang ville hun også have det, men det ville hun ikke indrømme for nogen. 

Bulen i bukserne havde vokset sig større og hun begyndte nu at løsne bæltet på ham og lyne lynlåsen op. Hun havde frigjort sig fra kysset for at gøre denne handling, men Issac havde bestemt ikke klaget. Hun trak bukserne ned over knæene på ham og var nu kun mødt af et lag stof som adskilte hende og hendes begærs objekt. Hun kiggede op på Issac: “Fortæl mig hvad jeg gør i dine fantasier,” befalede hun, da han direkte havde indrømmet at ham havde tænkt på hende. Hun ville vide hvad fantasierne handlede om. Måske ville hun sågar være så gavmild at lade ham udleve dem.

Han kunne aftale videre med hende hvornår aftalen skulle ligge, inden de skiltes. Lige nu steg stemningen I mellem dem hurtigt, og derfor var der ikke plads til praktiske gøremål.
Han nød lige så meget at give, som at modtage - det kunne næsten være bedre. Følelsen af at bryde barrieren og mærke hendes våde jeg, var alt overskyggende og som hun gengældte hans kys med lige så stor passion som ham, kunne det næsten ikke blive meget bedre.
Tungerne legede lystigt med hinanden, som deres læber tvag sig sammen og hans finger med rolige bevægelser stimulerede hende forneden.

Hendes tunge åndedræt var bevis på at han endnu en gang ramte de rigtige knapper, som hans finger gled i cirklende bevægelser. Isaac så det samtidig som et tegn på at gå videre og lade hende modtage mere.
Åndedrættet blev da også afbrudt af et dybt og højt suk, som han lod sine fingre lystigt glide ind mellem de bløde læber. Hendes rokken med underlivet fik ham til at følge bevægelserne og lod dem glide frem og tilbage i takt.

Han skænkede tempoet med sine fingres nysgerrige legen, så han kunne give hende plads til at frigøre ham for hans bukser. Det var bestemt ikke noget dårligt træk fra hendes side af, for ligesom lysten var enorm hos hende, så var den det samtidig hos ham. 
Isaac lod begge sine hænder bevæge sig op ad hendes krop, og begyndte langsomt at knappe hendes skjorte op, en efter en, til denne var åben lige akkurat nok til at hende bh kom til syne.
"Det er nok mere hvad jeg gør ved dig" Kom det ærligt fra ham, som han frigjorde det ene bryst og masserede det blødt, "Men blot det at se dig nøgen igen, mærke din krop og dit indre er nok og skal jeg nok vise dig mine tanker" Han lænede sig ned mod hende, for at omslutte hendes brystvorte med hans læber.