Hvor længe de efterhånden havde fløjet var der ikke styr på, men det var heller ikke det, det kom an på. Nu handlede det blot om at komme først for at få lov at dræbe den første person der blev spottet. Det var måske alligevel vovet at tage ind til selve stamme byen, men de små byer var måske nemmere, ellers var der sikkert også nogle rejsende her og der på vejene der endte med at se en ende. De havde fløjet og kæmpet lidt side om side, men i sidste ende var det alligevel Jonathan der satte fødderne på jorden først, men ikke med ret meget mere mellemrum end fem sekunder.
 
Som hun landede på jorden ved siden af ham, daskede hun til hans skulder ” Det er det jeg sagde! Du snyder.” sagde hun og klukkede let. Hun vidste Jonathan var en smule hurtigere end hende når det kom til stykket, men det var ikke meget. De isblå øjne gled rundt på omgivelserne i forsøg på at spotte nogen ”Kællingerne først.” sagde hun og lod en hånd glide over hans kind og rakte armen ud og bukkede, som tegn på han skulle gå først. Det var jo ham der vandt trods alt. Hun kunne ikke lade være med at klukke over kommentaren og rettede sig da op efter hun havde bukket sig let.

Som han landede på jorden blot få sekunder før hende, stod han helt selvtilfreds og arrogant og kiggede på hende “ snyd og snyd altså den kloge nare den mindre kloge min kære “ sagde han flabet, og ja han var nok lige en my hurtigere end hende, men igen han ville have æren i det første drab, så han skulle være sikker på han vandt, han kiggede kort rundt og kiggede efter det første offer, han lyttede til hende ord omkring kvinder skulle dø først, men en ting der var sket med ham siden de sidst havde set hinanden, var faktisk at Jonathan havde svært ved at dræbe hunkøn, han kiggede derefter på hende igen, “ nahhh der er intet sjov i kvinder, de kan ikke gære modstand jeg har brug bare for at der er en smule modstand, “ sagde han selvsikkert og kiggede rundt, folk i byen havde ikke rigtig lagt mærke til de to mørkets kriger var til stede, men de ville de snart.

Men Jonathan så hurtigt en tilfældig mand kom gående og der gik ikke langtid før, de første dråber blod lå på jorden, og manden lå død ved siden af Jonathan, han kiggede på hende og smilte “ lad os begynde “  

Eretreys kneb øjnene sammen som han talte ”Luk ædespalten…” sagde hun gennem sammenbidte tænder. Hun var bestemt ikke en god taber og slet ikke overfor Jonathan, for han skulle altid lige komme med en eller anden dumsmart bemærkning, der gang på gang fik hende lyst til at klappe ham en, men hun gjorde det ikke. Hun så på ham med et undrende blik ”Det var dig der var kællingen… Idiot.” sagde hun og tog sig til panden. Nogle gange skulle man tro han var fatsvag, men kommentaren om kvinder ikke var sjove, fik hende til at fnyse ”Tak for ingenting…” sagde hun og lod blikket glide rundt på folk i den lille landsby. Det var næsten underligt at der endnu ikke var nogen der som sådan havde lagt mærke til dem, eller også havde de ikke tænkt så meget over det?
 
Eretreya klappede ”Såååååå dygtiiiiig.” sagde hun nærmest hånligt inden sendte ham et kækt smil og gik op til ham og sparkede til den døde mand ved hans side. Hun lænede sig ind mod ham og kyssede hans kind som hun trak sit sværd ”Så kom.” sagde hun og blinkede til ham.

Efter den første person var slagtede gik der ikke langtid før den næste person også falde om, Jonathan stoppede kort op som han så på hende “ du kan for en omkamp, hvad med vi tæller hvem der slår flest ihjel?” sagde han smilende, han elskede at have et væddemål igen med hende, det hele var bare som et leg når han var sammen med hende, “ vinder skal vaske den andens rustning og våben for blod “ sagde han med et smil og nikkede til hende kort, han vidste at hun ville sige ja, så Jonathan tog fat i hende og hev hende ind til sig, hvor efter han kyssede hende på munden, og holde det i få sekunder inden han skal hende igen.

Jonathan smed de første par ild kugler afsted mod de huse der var i nærheden af dem, så de gik igang med at brænde, det måtte da vække de folk der var i denne by, på den ene eller den anden måde.

Eretreya så på Jonathan og himlede med øjnene ”Du har reele evner… Jeg kan kontakte de døde… Og så skal folk bide i mig hvis jeg skal have en jordisk chance… Er du dum!?” vrissede hun og så en person komme imod dem, men fik hevet en af hendes kaste knive frem og ramte ham lige i halsen, hvilket fik manden til at kollapse på jorden. Hun hævede et øjenbryn da hun hørte hvad han sagde ”Mener du ikke taberen skal gøre rustningen ren? Det lyder da absurd at vinderen får en straf…” sagde hun som hun havde lagt pres på -Vinderen-. Som hun blev hevet ind til ham sendte hun ham et kækt smil, der forsvandt da deres læber mødtes i nogle sekunder.
 
Hendes blik fulgte ildkuglerne der fløj afsted og hun satte af, over mod manden hun netop havde dræbt for at få sin kniv igen. Hurtigt satte hun af sted igennem luften og tumlede direkte ind i en flok af tre mænd og væltede dem omkuld. To af dem faldt hvæsende til jorden, som deres hals var blevet skåret op af to knive, hurtigt havde hun vendt sig i luften og kastet en kniv direkte i nakken på den sidste og hun fik hurtigt returneret kniven og fløj videre indover byen.

Han trak let på skulderen over hendes kommentar, men igen hans svar blev nærmest besvarede ide hun gik igang med at dræbe folk, han fik et lille smil på læben “ går ud fra det et ja” sagde han og løb imod befolkning der var begyndt at gå i panik over ilden i taget, Jonathan satte af på jorden og brugte hans vinger til at komme længere frem, han nåede også at hive sværdet i luften, og ide han landede svingede han sværdet i en cirkel rundt om ham, og tre folk måtte lade live, blodet sivede ud af dem og ramte ham og jorden.

Landsbyens vagter var begyndt at nærme sig pladsen hvor de var på, vagter med våben et lille smil kom frem på hans læber igen, han rettede sig og rettede på tøjet kort “ endelig nogle der faktisk kan kæmpe” sagde han og kiggede over på ere, som han så en mand med bue og Pil skyde en pil imod hende, jonathans øjne lyste op, og 1 meter før den rammede hende dukkede han op foran hende, med pilen i hans hånd, hans lysne øjne blev rettet på hende “ jeg mistet dig ikke igen “ smilte han og i et spildt sekund så man Jonathan væk, og fremme ved hende igen det eneste der var til forskel var blod, og at manden med buen lå død.

Eretreya var ikke sikker på hun ville vinde denne kamp heller, men hun ville i så fald gøre et heftigt forsøg. De første tre mænd havde hun i det mindste fældet og der var helt sikkert flere der ville smage på både hendes sværd og knive. Folk begyndte at løbe ud af den brændende bygning og nærmest lige i favnen på hende. To kvinder tikkede om nåde, men hun var ligeglad. Med en hurtig bevægelse faldt de to kvinder til jorden med et let bump med deres hals skåret op. Eretreya’s før hvide hår og blege hud, var nu smurt ind i blod fra de første fem ofre.
 
Lyden af en pil der kom susende imod hende fik hende til at vende sig, men en meter fra hende blev den grebet af ingen andre end Jonathan. Lige så hurtigt han havde været der forsvandt han før hun kunne nå at svare på hans ord, så i stedet trak hun blot på smilebåndet. Som hun vendte sig for at se vagterne komme tættere på dem, dukkede han igen op og manden med buen var død. Et kækt smil kom frem på hendes læber som hun kastede to knive mod den nærmeste vagt. Den ramte ham i brystet og han tumlede et par skridt baglæns, hvilket fik hende til at kaste endnu en, som satte sig fast i vagtens højre øje og formentlig havde gået længere ind. Om ikke andet faldt han omkuld nogle meter fra dem.

Det var ikke svært at kæmpe imod de vagter der var kommet, Jonathan og ere lejede jo nærmest med dem, Jonathan satte afsted imod en lille flok af uskyldige folk, og lige inden han skulle til at flænse dem midt over, blev han ramt af en lys stråle, der slog ham tilbage på jorden, havde han ikke haft hans rustning på så havde han fået kæmpe sår, blot mærkede han smerte på brystet hvor han var blivet ramt, Jonathan rejste sig op og kiggede imod retningen hvor han var blivet angrebet fra, og til hans store overraskelse var det en lysets kriger der var dukket op, “ ser mand det nu bliver det spændende” sagde han og kiggede på ere og smilede.

Det var ingen hemmelighed at denne kriger vil kunne kæmpe, men Jonathan frygtede ingen så han skulle nok finde en møde at dræbe denne kriger på, dog var det ikke nemt at han hele tiden tænkte på at Ere skulle beskyttes.

Eretreya svingede sit våben mod en flok der kom imod hende og blodet dækkede hendes ansigt. Hun havde netop rettet blikket mod Jonathan for at se hvordan han klarede den, men som hun fik gjort det, så hun han faldt til jorden, ramt af et lys "Jonathan!" råbte hun og satte af fra jorden og stillede sig ved hans side som han kom op på benene igen. Blikket blev rettet mod personen der havde sendt lyset afsted. Et bredt smil fandt vej til hendes læber og hun skævede mod Jonathan ved sin side "Ser man det... " sagde hun og lod smilet være fremme endnu. Ikke hun så specielt venlig ud, taget i betragtning af hun var smurt ind i blod, hendes lyse øjne og det faktum at hun smilte så bredt. 

Eretreya lod blikket være låst fast på modstanderen så hun var klar, hvis der skulle ske noget, plus personen var sikkert ikke alene, det ville nærmest være selvmord. Men tiden måtte vise hvad der ville ske.

Efter at han var blivet ramt af lysets krigeren, og havde rejst sig op kiggede han på Ere, som nu stod ved hans side, han smilede til hende som ingenting var sket, selvom han selvfølglig kunne mærke det angreb, Jonathan vende sig imod krigeren “ så vil du min kære ha lov, eller skal jeg starte “ sagde han roligt og afventede hende, Jonathan frygtede ikke denne kriger men kampen blev langt mere spændende.

Jonathan hev sin skafte frem, og efter få sekunder kom hans sværd til syne, han stod med det langs siden og kiggede på krigeren og derefter på hende igen.

Det var ikke til at vide hvad denne dag vil bringe og hvad den vil ende med, men en ting var sikkert denne kriger der skød på ham, ville ikke have et liv efter denne dag er ovre.

Eretreya lod blikket hvile på Jonathan ved sin side, velvidende at han nok skulle klare sig, det havde han gjort så mange gange før. De isblå øjne rettede sig da imod krigeren fra Lyset og læberne trak sig i et bredt, nærmest forstyrret smil som hun hørte hans ord til hende. Hun trak sværdet op og knækkede nakken "Jeg starter gerne" svarede hun og skævede mod ham igen og derefter mod krigeren overfor dem. Hvis dette endte galt for dem, ville hun i hvert fald ende i fangehullet, hun var trods alt eftersøgt af lyset, men hun følte ikke krigeren skulle have den chance, så uden tøven slog hun vingerne ud og satte af fra jorden, blot for at flyve i høj fart imod modstanderen, der ikke var forberedt på den fart Eretreya kom med. 

Krigeren blev væltet omkuld og lå på jorden som hun landede et par meter fra personen og vendte sig mod Jonathan med et kækt smil, før hun satte i løb over mod personen som var begyndt at komme på benene og trak sit sværd, netop som hun var kommet over til dem og nåede lige med nød og næppe at parere det hug med sværdet som Eretreya sendte imod personens ansigt.