Det var ikke længe Lukas havde været i Dianthos, men længe nok til at have fundet ud af, at det bedste sted til småtyverier var det sorte marked. Det var let at liste sig rundt, når ingen gad at skænke en lodden hund den mindste smule opmærksomhed. Desuden var det jo sådan set ikke tyveri. Lukas havde i sinde at give alt tilbage, som han havde taget. Det var bare ikke muligt endnu og han skulle jo spise. Om det så var for de købendes krystaller, de sælgendes frokost eller noget helt tredje.

Lukas traskede rundt blandt folkemængden og forsøgte at snuse sig frem til føden. Engang imellem rendte han ind i den slags type, som var dum nok til at lade sin kutte stå åben og afsløre en lille læderpung der hang fast ved bæltet. Det var dem han gik efter.
Når de stoppede op ved en bod, listede hunden sig ind mellem de mange folk og forvandlede sig. Mellem alle de mørke kutter kunne han lige række en hånd op og løsne en læderpung, som blev taget i munden. Dette tog ham kun få øjeblikke, før man kunne se en hund møve sig ud mellem folkene igen og traske videre. Han var uden tvivl blevet set nogle gange, men aldrig af dem han tog fra, og langt de fleste var ligeglade, så længe det ikke gik ud over dem.

Sådan fortsatte han en gang om dagen, inden han vendte tilbage til sit hjem. - En lille, smal gyde i udkanten af markedet, som ikke så ud af meget. Et halvtag dækkede en lille del og under det havde Lukas gemt sine få ejendele væk mellem gamle brædder og en slidt, brun kutte. Det var også her de nyligt indsamlede ting havnede.

I dag var Lukas ude på endnu en tur gennem markedet. Det havde regnet tidligere, hvilket man kunne se på den stadig halvvåde pels. Lyden af raslende krystaller fangede ham hurtigt, men ejerens farlige blik fik ham til at holde afstand, også selvom det ikke var rettet mod ham, men en af de lidt ekstra skumle mænd der passerede ham. Han var overbevidst om at komme i gevaldige problemer, hvis han forsøgte at stjæle fra den skinnende mand. I stedet måtte Lukas spejde efter en anden mulighed.

Efter at have stået midt på gaden og stirret på den farverige fremmede, var det måske ikke så smart at gå efter en, der stod ved en af de nærmeste boder. Han kunne have risikeret at tiltrække lidt for meget opmærksomhed, men så langt tænkte Lukas ikke i øjeblikket. Han havde ikke spist hele dagen. Desuden var det sjældent at disse former for småtyverier krævede ret meget hjerne.
Det var en lille, ranglet fyr, der stod og kiggede intenst på skriftruller og bøger, da Lukas møvede sig ind mellem ham og et par andre, og forvandlede sig.
Så kom hånden lige så stille frem og rakte op mod den nok meget lette krystalpung der hang fast i hans bælte.

Det var ikke fordi Lukas var sluppet afsted med disse småtyverier hver eneste gang. Han havde måtte tage imod lidt tæsk her og der, men det var intet i forhold til noget af det, han havde oplevet i Rubinien. Det var sjældent at en lille, ranglet fyr med krøllet, uglet hår og pjuskede ører blev set som meget af en trussel. Denne gang var ikke anderledes på dét punkt, men han var nu alligevel ikke forberedt på den daggert, hvis spids blev rettet direkte mod hans strube. Det fik ham til at få et noget bekymret udtryk i ansigtet, da han rettede de store øjne op mod den fremmede, der havde et godt tag om hans håndled.

Ingen omkring dem reagerede. Det var ikke første gang en tyv blev taget på fersk gerning, bestemt heller ikke sidste og ingen ville blande sig i interne sager. Lukas stirrede ind i de krystalklare, blå øjne, der stirrede tilbage i hans brune. Der var et eller andet over ham...
Han rynkede på næsen, bruge lige et øjeblik på at finde ud af hvad han lugtede af, men blev afbrudt i sit tankemylder, da den fremmedes tydelige dialekt blev afsløret.
"Ikke noget!" Skyndte han sig at svare, selvom det tydeligvis var løgn. Han rømmede sig, ikke kun fordi grebet om håndledet blev strammet til og begyndte at gøre ondt, men lugten...

Skævende ned mod daggerten der blev flyttet, gjorde han nu endelig et forsøg på at trække hånden til sig. Det grumme smil var ikke ligefrem indbydende. Det var utroligt at så feminin en mand kunne se så grim ud.
"Pas lige på med den der!" Udbrød han som det første, idet han tog fat i den fremmede andet håndled med sin frie hånd og forsøgte at skubbe det skarpe våben lidt på afstand.
"Så kunne du i det mindste give en lille bitte bøf. Eller en lille pølse." Maven knurrede som han begyndte at snakke om mad. Jo, han kunne sagtens tænke på mad, selvom han egentlig følte sig rimelig truet.
"Du ser jo ikke ligefrem ud til at mangle noget selv," pointerede han og så ned over ham. Det fine tøj og afsløringen om hvor mange krystaller der lå i pungen, så var det vel ikke svært at se hvor stor forskel der var på de to.
"Og du stinker af kat." En sætning der ikke skulle være røget ud, men alligevel fik luft da han ikke kunne slippe væk fra lugten. Men det var vel næppe en fornærmelse. Det var jo bare sandheden.

Nårh, så lod den fine herre ikke til at være helt så hård, da Lukas valgte at svare igen. Godt nok med tiggeri, men hvis det virkede, så var det vel også fint. Selvom han nu ikke forventede at få noget ud af sit tiggeri. Det havde kun virket et par gange før, men de fleste kunne alligevel ikke sige nej til en ynkelig, lille hund. Det var noget andet når han faktisk åbnede munden og svarede så direkte igen, som han så ofte gjorde. Det endte som regel ikke helt godt.
Derfor så Lukas også lidt undrende ud, da den anden pakkede det skarpe våben væk igen og i stedet løsnede snoren til pungen. Han rettede blikket op i de blå øjne igen, som de irritationsbelagte ord lød. Hvor mange katte havde han lige?! Han måtte svømme i dem hvor han kom fra, for at stinke så forfærdelig meget af dem.

Man kunne se glimtet i øjnene gå fra undrende til næsten fortryllet, da han viftede den raslende krystalpung foran ham.
"En lille del?" Mumlede han gentagende, som var han udelukkende interesseret i værdien. Det var nok mere sulten der stadig trak, og måske tanken om et lille værelse på en kro, hvor regnen ikke dryppede ned gennem taget.
Han rettede de store øjne tilbage mod den andens, skulle lige til at kommentere noget med, at han da godt lige kunne dele lidt ud, når han nu stod der og pralede, men det underlige blik fra ham distraherede. Han rynkede brynene, begyndte at følge langsomt efter. Så langsomt, at han kun var nået halvvejs, da den rige fyr allerede var på vej tilbage.

Øjnene blev endnu større. Han havde en pølse med! Åh, det kunne vel ikke være til ham?! Han havde helt bestemt ikke fået fornemmelsen af at få noget som helst fra den mand, han lige havde forsøgt at berøve.
Halvt hoppende bevægede han sig tættere på og med ét greb han pølsen og hev den ud af hånden på ham. Der kom ingen ord fra ham, inden han stoppede en tredjedel af den ind i munden og vippede hovedet glædeligt fra side til side som han tyggede. Der gik ikke mange øjeblikke før den var væk.
"Tak! Må jeg ikke få en mere? Bare én mere?" Begyndte han allerede at tigge igen. Men det alt for lykkelige ydre stoppede brat, da han nu tænkte over mandens ord. Han havde svedt og blødt for sin velstand. Som Lukas nu lige havde fået lidt af. Ørene lagde sig lidt tilbage, men det var svært at se for det krøllede hår.
"Nej, vent. Jeg vil ikke have mere, hvis jeg nu også skal svede og bløde for det." Måske han skulle have tænkt over det, inden han nærmest stjal det krydrede stykke kød, men det var vel for sent nu.

Nydt den? Nej, det havde han ikke haft tid til. Det eneste han havde tænkt på, var sulten. Den var heldigvis blevet stillet bare en lille smule, men det betød ikke, at han ikke kunne få mere ned. Om han så fik det af den rige mand der lugtede af kat eller ej. Selvom det nu var langt lettere at tigge efter mad hos ham, end det var at stjæle krystaller fra markedets kunder. Specielt når det faktisk virkede! Det var ikke forventet at virke én gang, men nu lod det til at det virkede en gang mere. Var han bare let at overtale? Nej. Der var noget andet. Det underlige blik fra før. Han ville ham noget, han vidste bare ikke hvad.

Han kunne ikke lade være med at smile lidt, i forhåbningen på at han ville ende med at leve op til halvhundens forventninger. Han kunne få mere om lidt. Måske smilet også afspejlede den lille snert af glæde han mærkede i maven, når han for en gang skyld kunne få lov til at være lidt social. Trods det så var med denne virkelig underlige mand.
Smilet falmede dog hurtigt igen, som der blev spurgt ind til hans måde at leve på. Han indrømmede gerne at have lidt for lange fingre nogle gange, men at leve på den måde, var ikke ligefrem noget han nød.

Han skævede ned af gaden, ned mod den smalle gyde, som lige nu husede de få ting han ejede, inden han rettede blikket tilbage mod den anden og trak let på skuldrende.
"Måske," svarede han. Ingen havde vist den mindste interesse for ham, så han kunne ikke lade være med at undre sig over den fremmedes interesse nu. Hvorfor gik han ikke bare? Glemte alt om den lille tyv, der havde forsøgt at stjæle en mindre formue fra ham.
"Hvorfor spørger du?" Han valgte med vilje ikke at svare i dybden på noget af det han blev spurgt om. Han kendte ham ikke, og forventede egentlig heller ikke at komme til det. Medmindre hans interesse for ham viste sig at være reel og ikke bare ren skuespil, fordi han havde ondt af den ynkelige halvhund eller ikke havde bedre at tage sig til.

Ørene lagde sig endnu længere tilbage, da han fik svaret. Oh, han kunne mærke den gnavende knude af skam i maven, noget han som regel ikke kunne mærke før han var nået tilbage til sit ensomme hjem. Det kunne selvfølgelig ikke undgås, nu hvor hans ugerninger blev pointeret så direkte. Hans blik sank til jorden og fingrene gav sig til at pille nervøst ved det slidte tøj.

Han havde ret. Han skyldte ham mere end bare skeptiske svar, meget mere. Det var trods alt heller ikke hver dag han fik en pølse fra den bod. Det var oftest en af de langt mere slusede, hvis man da kunne tro på, at det kunne blive værre på dette marked.

Lukas forblev stille mens den anden talte, men nikkede let til få ting, bare for at vise, at han lyttede efter. Og for at vise, at han gav ham ret. Blikket forblev rettet mod jorden lidt endnu, men ørene rettede sig op og afslørede hans interesse, da maden endnu engang kom på bordet.

Det tog ham et øjeblik at overveje i stilhed. Vise, hvad han gik glip af? Havde han i sinde at tilbyde noget mere, end det kedelige liv på gaden? Endelig rettede han sig op, afslørede de helt røde kinder og så den anden i øjnene.
"Undskyld. Jeg vil gerne takke ja til et ordentligt måltid. Og så skal jeg nok svare på alle dine spørgsmål," lovede han, stadig i fuld gang med at pille ved en tråd i tøjet, der langsomt blev længere og længere. Den lavede samtidig starten på et lille hul i stoffet, som voksede med trådens længde.

"Der er en kro lige hernede?" sagde han og pegede længere oppe ad gaden. Det var en af de små, luskede kroer, som man dårligt kunne se lå der. Indgangen lå halvt nede i jorden og lignede mest indgangen til en gusten kælder. Men det var varmere og mere privat.
Han gættede, da han nævnte kroen. Han vidste ikke om det var lige nøjagtig dét, han havde ment med et ordentligt måltid, men det var vel lidt bedre end boderne. Lidt.
Hvis der ingen indvendinger var, tog Lukas sig den frihed at føre an mod kroen. Han valgte dog at forvandle sig tilbage til hund, mens de gik gennem gaden. - Han brød sig ikke om at gå gennem alle de skumle typer som normalt, af nervøsitet for at kunne blive genkendt senere hen. Det var måske en irrationel frygt.

Halen svingede næsten muntert fra side til side, som de bevægede sig ned ad gaden. Alt taget i betragtning, havde det vist sig at være en god dag. Måske den endda kun blev bedre herfra, med udsigten til et ordentligt måltid og hvis han tænkte stort, - et bad. Det var måske for meget, men han havde vel lov til at håbe. Det var ikke fordi han som sådan havde noget imod at se luset og beskidt ud, ikke når det var nødvendigt, men tanken om et bad var aldrig helt dårlig.

Lukas skulle til at vade ind i krostuen, men blev stoppet af en fod. De store øjne rettede sig op mod den anden og blev dér, mens han tog form som sig selv igen.
"Jeg ville sikkert ikke være det første dyr, der sætter fod indenfor," sagde han og lænede sig lidt for at se ind af den første revne af dæmpet lys der viste sig, da døren blev åbnet. Han havde set flere rotter i gyderne op til bagsiden af kroen før. Det ville ikke være overraskende, hvis nogle af dem fandt deres mad i køkkenet.

Han kunne ikke lade være med at smile, rødme en lille anelse, da stolen blev skubbet ud til ham. Det var ikke så ofte, at han blev behandlet som mere end en simpel slave, eller en gadehund. Han var faktisk aldrig blevet behandlet som mere end dét.
Han tog plads, men ikke pænt, som benene blev trukket op og krøllet sammen under ham. Der gik ikke længe, før han så den fine mand komme tilbage mod bordet, og lige bag ham gik en ung fyr med forklæde og to brændevin i hænderne, som blev placeret på bordet til dem. Lukas lænede sig lidt frem på stolen og rynkede næsen, som han snuste til væsken i glassene. Skarp. Han satte sig tilbage igen og rettede så sin opmærksomhed mod den anden.
"Hvorfor hjælper du mig?" Spurgte han straks. Han var en spøjs fyr. Et loddent halvdyr forsøgte at stjæle fra ham og til gengæld giver han ham mad og dyr drikke.

Heldigvis blev de betjent med det samme. Der var andre gæster der var ankommet før dem, men den rubinske herre med de gyldne sko så langt rigere ud, så han kom i første række. Dette var nok det fineste sted her på det sorte marked, men det var langt under Silenes standarter. Men han nød at se hvor luksuriøst varmen fra en kro kunne være for et stakkels halvdyr. Det måtte betyde at han var desperat.

Inden Silene selv tog plads på stolen overfor halvdyrsstaklen, trak han et hvidt lommetørklæde op fra en inderlomme. Et der normalt blev brugt til at lægge over skødet, så han ikke fik grisset sig til med krummer, men nu blev det brugt som siddeunderlag i stedet. Silenes silkebukser var alt for fine til de her møbler.

Modsat Lukas, der fandt brændevinen skarp, tog Enzel sig ikke af smagen. Han tog en god, erfaren slurk af den. Det varmede i maven, og det holdt den evige brandert ved lige… Og så kunne han nå at tænke over, hvor ærlig han skulle være over for hundens spørgsmål.

”Fordi... jeg vil kneppe dig,” Kom det fra ham helt roligt og overbevisende, og lige i rette tide til at knægten med forklædet overhørte det. Han nåede lige at stoppe kort op, inden han nærmede sig dem, for at stille en stor skål kødgryde på bordet foran Silene. Skålen blev hurtigt skubbet hen til rette vedkommende af Silenes egen guld og smaragd-glimtende hånd. Han forsøgte ikke at smile, som han betalte værten godt. Det var meget velkalkuleret at han lige skulle minde halvdyret om hans rigdomme efter at have sagt noget så filterløst. Men uærligt.

Han vendte sin fulde opmærksomhed på hvalpen igen og trak da på smilet. ”Beklager min ligefremhed. Men jeg kan sagtens spotte et kønt ansigt bag al det smuds. Skræmmer det dig?”

Det morede ham en smule at se den fine mand lægge et ligeså fint lommetørklæde på stolen, for ikke at blive beskidt. Ikke fordi det var specielt morsomt, men fordi han blev mindet om sit gamle liv i det varme Rubinien, hvor han selv gjorde præcis det samme for den fornemme familie, han arbejdede for. Det føltes som en evighed siden, og alligevel var det kun måneder siden. Trods titlen som en af husets slaver, havde han været heldig at starte livet dér. Det sted, han fandt sin bedste ven. Den fremmedes rubinske dialekt mindede ham også om dengang. Der var noget bekendt over det.

Han betragtede den gode slurk, der blev taget af den skarpt lugtende drik, med et lidt skævt blik, men det gav ham lidt mod til selv at give det en chance. Det var trods alt uhøfligt ikke at smage, når der nu var blevet betalt for det. Mens han ventede på et, hvad der lod til at være et velovervejet svar, med den tid det tog, rakte han ud efter glasset og sippede let til indholdet.
Han nåede kun lige at få en lille tår ind, før den i chok blev spyttet i fuld fart ud over hele bordet.
Hørte han rigtigt?! Straks blev en hånd lagt for munden og i et øjeblik sad han og stirrede på den anden med store øjne. Følelsen af noget bekendt over den rubinske dialekt forsvandt med ordene der blev sagt som svar. Det stirrende blik blev distraheret af skålen der blev stillet på bordet og skubbet tættere på af den nærmest skinnende hånd. Han havde slet ikke tid til at spise lige nu!
Var det sådan de rige snakkede? Måske det var normalt, men Lukas kunne nu ikke skjule den lille snert af angst, han følte i øjeblikket. Ørene lå ikke helt tilbage, men så en smule flade ud.

Det tog ikke fyren med forklædet længe, før han kom tilbage til bordet med en ren klud, som han lagde på bordet ved Lukas. Lige så forsigtigt fjernede han hånden fra munden og tørrede både sig selv og bordet af med kluden. Han rømmede sig.
"Lidt," svarede han hæst. Det skræmte ham måske lidt mere, end han lige indrømmede, men han ville heller ikke fremstå helt afvisende, trods sin manglende erfaring på lige netop dét punkt.
"Hvorf... Hvo.. Har du.." Hvad sagde man?! Han trak vejret dybt, dog lidt rystende.
"Er det derfor vi er her nu?" Endelig fik han et sammenhængende spørgsmål ud. Det var stadig hæst og mere hviskende end noget andet, som om han forsøgte at stoppe nogle i at lytte med.

Silenes tøj var uskadt. Han veg hurtigt tilbage i stolen og så overrasket ned på brændevinspytterne på bordet, og fik et godt kig på Lukas der så både chokeret og ængstelig ud. Det var meget frækt, syntes han i al hemmelighed. Men han gjorde ikke yderligere for at skræmme ham mere. Han vidste ikke om han havde fået den reaktion han havde håbet på. Han ville gerne se om han kunne røbe om han var jomfru eller ej, og han lod da til at reagere meget voldsomt på hans kommentar. Men han havde ikke rejst sig fra bordet i foragt endnu.

Han ventede på at værten kom med kluden og tillod hvalpen at tørre op og samle sig selv om en respons. Da han spurgte om det var derfor de var her nu, lukkede Silene sine øjne og trak vejret dybt. Da han åbnede dem igen, var han en helt anden. Hans ellers spydige blik blev varmere og han smilte knapt så mobbende som førhen. 
 
”Næ. Det er dit valg om du vil hjælpe et stakkels, ensomt menneske,” Han smilte lidt bredere, ganske bevidst om at han pyntede utroligt meget på en opdigtet historie om sig selv, der på ingen måder var sand. Han lænede sig lidt frem med albuerne i det nu tørre bord, og hvilede sit hoved i sin hånd. ”Jeg kunne betale dig rigeligt…” Sagt lidt drømmende og lidt overvejende.

Han tillod ikke at halvdyret fik lov til at svare ja eller nej lige med det samme, for så ville han højest tænkeligt give ham et forhastet ’nej’. ”Spis endelig først. Så kan du tænke over det… Vi kan lære hinanden bedre at kende imens. Mit navn er Enzel Silene.” 

Det havde helt bestemt ikke været et af halvhundens mest stolte øjeblikke. Han var sjældent pinligt berørt over noget som helst, men det var nu alligevel første gang, at han havde spyttet drikkelse ud over bordet. Han kunne vel berolige sig selv en lille smule med, at han i det mindste ikke fik ramt den fine mand. Det var næppe den bedste slags væske at blive dækket i, hverken når det gjaldt rengøringen efter, eller lugten det medførte. Trods sin bordmakkers overraskelse, lod han dog ikke til at være forfærdet over den lidt voldsomme reaktion. Det var slet ikke til at forestille sig hvad der havde ventet ham, hvis han havde gjort det samme, hvor han voksede op.

Lukas var klar til at svare den anden med et nej, der måske udelukkende var sagt i nervøsitet. Men han fik ikke lov til at svare. Enzels ord gav ham mulighed for at tænke nærmere. Det var ikke fordi tanken om den slags tiltrak ham vildt meget, men tanken om betalingen gjorde måske. Det ville give ham chancen for at gøre mere. Være mere, end bare en lodden gadehund, der overlevede ved at stjæle.
Det lidt varmere blik fik ham til at slippe de værste spændinger i kroppen og de pjuskede ører rettede sig lige så stille op igen.
"Jeg hedder Lukas." Der gik nogle øjeblikke, inden han endelig rettede ryggen også og præsenterede sig ordentligt. Der fik han også samlet sig nok til at række ud efter skålen og meget fattet give sig til at spise indholdet. Så desperat og grådigt han havde spist pølsen tidligere, var det næsten ikke til at forestille sig, at han kunne spise så pænt, som han gjorde nu.

"Du er fra Rubinien?" Lukas var ikke selv klar over, om det var et spørgsmål eller en konstatering. Han genkendte uden problemer Enzels accent, men ledte måske mere efter en bekræftelse. Det var også en hurtig måde at få tankerne lidt på afstand af det valg, han skulle tage.
Skulle han tage imod tilbuddet og blive betalt af en tydeligt rig mand? Eller fortsætte som han havde gjort indtil nu...
Men indtil da, kunne han gøre præcis som Enzel sagde; Lære ham bedre at kende.

“Ahh… Lukas” Gentog Silene, for høfligt at trænes i at huske det. Men i virkeligheden også lidt med tanken om, at han skulle have et mere passende arbejdsnavn. Plet, eksempelvis. Hurtigt måtte han skjule sit smil bag en tår af brændevinen, så det blev kamufleret som en reaktion på den varmende drik.

“Ja, jeg er fra Rubinien,” Bekræftede han, uden at blive fornærmet over konstateringen. Det var ingen hemmelighed for denne herre tydeligvis. Han havde ikke gidet at forsøge at smide dialekten, da det var alt for svært for ham, og centralkrystalisiansk lød fjollet på en eller anden måde... Og ligeledes havde han beholdt klæderne derfra. Silke var langt mere luksuriøst og langt bedre for hans fine hud at bevæge sig i. Det eneste der snød lidt, var den meget blege hud og de blå øjne. Men det var ikke så unormalt heller, hvis man var slave eller søn af slave. Fragtet fra norden for generationer siden, for at fremavle foretrukne, genetiske træk til den perfekte halvdyrs-sengeslave. Mon Lukas ikke var fra Rubinien selv? Silene havde efterhånden svært ved at spotte det. Men de fleste af hans ansatte havde en eller anden baggrund i rubinien. Det havde de fleste halvdyr trods alt. “Hvad med dig selv? Er du løbet bort fra din skæbne?” Han tillod det ellers beherskede smil og lod det brede sig, som om han nød tanken om at denne hvalp muligvis havde været udsat for nogle ting. Eller hans mor, i hvert fald. Noget tydede på at han ikke havde venner eller familie her, så han var ret sikker på at Lukas ikke var her fra. De havde garanteret masser til fælles. Men der var ingen medlidenhed at hente. Til gengæld ville Silene gerne udnytte situationen til sin egen økonomiske interessefordel.

Det var underligt. Enzels sydlige dialekt fik Lukas til at savne det liv, som han ellers lige var flygtet fra. Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan det mon var blevet, hvis han havde valgt at blive. Sandsynligvis meget værre, end han forestillede sig. Alt taget i betragtning, så havde han jo haft det godt. Han havde været heldig, at blive født ind i den familie, som tjente den velhavende herre. Han havde haft langt mere frihed, end de fleste andre slaver ville kunne drømme om. Det var den fortid han savnede. Ikke den fremtid der nok havde ventet ham, hvis han ikke var gået.

Lukas nikkede let til bekræftelsen, inden han rettede blikket mod maden, førte en godt fyldt ske op til munden og sluprede for at få det hele med. Det var godt nok længe siden, han havde spist noget så godt. Selvom kroen her uden tvivl ikke var det bedste, så var det langt bedre end det småtteri, han havde stjålet ved boderne.
Han trak let på skuldrende, som han tyggede af munden og overvejede sit svar. Joh, det var han vel.
"Den nye herre i huset ville ikke beholde mig," sagde han næsten helt skamfuldt og en smule lavt, hvorfra han skyndte sig at proppe munden med en skefuld mad mere. Han tørrede en lille dråbe kødsaft af underlæben, som lige så stille var på vej ned over hagen.
"Jeg var bange for, hvor jeg ville ende. Hvem jeg ville ende hos. Så jeg flygtede," fortsatte han kort efter, stadig med lidt mad i munden. Det sidste blev sunket og stadig med hovedet bøjet, rettede han de brune øjne, der selv i menneskeform afspejlede en hunds, mod Enzel.
"Jeg forestiller mig ikke, at det er samme baggrund du kommer fra." Trods sin baggrund, var han ikke alt for nervøs for at være mere direkte, da han antog at den fine mand havde familiens formue med sig. Det var i hvert fald sådan han så ham, når han sad der med sine nydelige silkeklæder, skinnende smykker og pungen fuld af krystaller.

Tænk at nogen ville smide en ung, smuk halvdyrsslave ud. Tja, Silene gættede sig til at denne slaveejer ikke havde smag for unge drenge, måske, og så sig en chance for at sælge Lukas på det selv samme marked, som Silene selv var blevet solgt på… 
Intet af det som Lukas fortalte om, skræmte eller chokerede ham. Dette havde været en stor del af hans eget slaveliv, så Lukas var blot én ud af mange slaver han havde interviewet.

”Din stakkel,” Svarede han og drak af flasken, på en måde der ikke helt virkede som om han virkelig følte medlidenhed for ham. End ikke da han så ind i de lokkende hvalpeøjne, som Lukas havde til sin fordel her. 

Silene vidste ikke helt hvilken historie han skulle give Lukas, da han så snedigt drejede samtalen væk fra sig selv og ville høre mere om ham. Han vidste i det hele taget ikke om Lukas var berettiget til hans baggrundshistorie. Men fordi det alligevel tog lidt tid for Lukas at spise når han skulle tale, måtte Silene jo hellere give ham noget at lytte til.

”Nej, jeg er jo så heldig at være født menneske.” Løj han så naturligt at han selv kunne lade sig overbevise ”Jeg har mange storebrødre og søstre, så jeg er langt nede i fødekæden, og der er ingen fremtid for mig i Rubinien. I Dianthos har jeg startet egen forretning og forsøger at få min egen familie som jeg kan forkæle.” Dette var baggrundshistorien for Enzel Silene. Selvom der var nogle sandheder om ham i historien, var der langt flere usandheder, og Silene havde ikke tænkt sig at gå i detaljer. 

”Har du nogensinde tilfredsstillet en anden mand?” Silene drejede skarpt emnet tilbage på Lukas. Sex var i den grad hans yndlingsemne. ”Eller en kvinde?”

Blikket blev rettet mod den nu næsten tomme skål igen og han kunne ikke lade være med at smile svagt. Selvfølgelig ville en mand af Enzels stand ikke have den mindste medlidenhed med sådan en som Lukas. Et simpelt halvdyr, der havde levet det meste af sit liv ved at tjene andre og nu kun var fyld på gaden. Tanken om en bedre måde at tilbringe sin tid på var fristende, og Enzel virkede da heller ikke så slem. Kun meget direkte.

Det svage smil bredte sig lidt mere, som han lyttede til den andens baggrund. Han var muligvis født menneske, men han stank stadig langt væk af kat. Ikke at det kom bag på ham. Sådanne typer som ham, havde ofte katte. De små, højrøvede dyr.
Men hvis man så bort fra dem, var det den slags levemåde, der fik ham til at smile. Egen forretning. Egen familie. Det lød ikke helt skidt. Ikke at han overhovedet vidste hvilken forretning det skulle være. Han ville bare gerne have noget, der var hans eget.

Alt blev afbrudt, da Lukas var lige ved at kløjes i en lille skefuld mad, heldigvis ikke så slemt som sidst og han nåede at redde den med et par små host. Han sank, så tungt at man tydeligt kunne høre det, før han rystede let på hovedet.
"Nej," svarede han en anelse hæst og rømmede sig, som kinderne blev mere og mere røde. Lukas havde ikke engang været tæt på at gøre den slags, med hverken en mand eller kvinde.
"Men det har du?" Gik han ud fra. Det var ikke et spørgsmål han forventede svar på, og den nervøse nysgerrighed begyndte at vise sig i de ellers ret uskyldige øjne.
"Hvordan er det?" Sagde han lavt, næsten hviskende, som var han bange for at få ballade for at spørge om sådan noget. Hvis det var Enzels tanke fra starten, at han gerne ville kneppe ham, kunne han da ikke undgå at være nysgerrig om hvordan det føltes.