Med den karakteristiske lyd af en knogle der pludselig bliver til to får den rødhårede mand rettet armen på plads. Han tager sig dog et øjeblik til at betragte sit værk før han kører kniven gennem kødet og fastgører den til sit lærred. Et par dråber af blod løber ned over væggen, hvor resten af kunstværket for længst er størknet, en effekt der kun er med til at fuldende effekten, som de tre nu ukendelige skikkelser omfavner hinanden på en måde ingen menneskelig krop burde kunne.
Bag ham lyder den lette raslen af besværet vejrtrækning og som han vender sig rundt for at betragte det sidste tilbageværende medlem af sit publikum, bemærker han de første stråler af sollys gennem sprækkerne af de blokkerede vinduer. 

"Det tog længere end forventet, men perfektion kan ikke forhastes."
Hans stemme er munter og bærer ingen præg af den manglende søvn. Den bundne skikkelse reagerer dog ikke, så han tager et skridt nærmere og lader smilet falde væk.
"Ikke en fan af kunst?"
Han klør sig i de små røde skægstubbe der omkrænser hans hage, mens han tager personen foran sig ind. Det er dog svært at få et ordenlig syn, som sår, blod og jord dækker det meste af ham... eller hende? Det meste af håret er revet ud og for en stund kommer han i tvivl om det var drengen eller pigen han lod sidde tilbage. Han kaster et blik tilbage på sit mesterværk. Ah, det var drengen han gemte til sidst, men som han tager synet af sit værk ind går en ting op for ham. Værket er færdigt! At tilføje et ekstra sillouet vil kun svække reaktionen når naboerne engang kommer og undersøger hvad der bringer lugten af forrådnelse til deres kvarter.
"Ah, du må være skuffet over ikke at kunne være sammen med din familie! Forståeligt, men sådan sker det desværre. Vi bliver skilt fra dem vi elsker og må finde vores egen vej i livet." 
Ordene falder for et sidste døvt øre, som det andet for længst er faldet væk, men det stopper ikke den rødhårede mand fra at tale videre.
"Men vær ikke bange, vi skal nok få dig tilbage på benene. Måske endda du kan hjælpe dem til at finde værket mens det stadig er friskt. Du ved, jeg hjælper dig og du hjælper mig, det er jo på tide Dianthos mindes om hvad ægte kunst er."
Med et par hurtige bevægelser indkapsler han barnet i sin lange kappe, kaster ham over skulderen og går ud i den stadig tavse morgen.

Ikke meget senere træder Denaro ind i helbredshuset. Hans øjne store, næsten paniske, som de søger lokalet for liv. 
"Hjælp! Der er et såret barn!"
I hans arme ligger en læmlestet skikkelse af en dreng. Uden tøven træder den rødhårede mand frem imod den nærmeste seng, hvor han uden meget nænsomhed placerer den sårede skikkelse og træder tilbage. Han undertrykker et smil, som han gør sig klar til at nyde showet. Det er trods alt ikke hver dag man får lov at se de professionelle arbejde, og måske man kan lære et trick eller to.

De guldbroderede rober slæbte hen af brostenene. Narcis var ligeglad, om de blev snavsede. Nogen ville få til opgave at gøre dem rene. Væsnet, der efter alt yderligt at dømme var elver, tårnede sig op over de mange væsner, der i de tidlige morgentimer var på vej på arbejde, til markedspladsen, til smedjerne, til de mange små forretninger langs hovedgaden, til helbredelseshuset. Selv var han på vej fra paladset mod Skumringskvarteret. Ikke det mest velansete sted i byen, bevares, men han havde modtaget besked om, at de havde noget dernede, han måske kunne bruge. Hans undskyldning til dem, der holdt hans usynlige lænker, havde været to forskellige; den ene havde han lovet at vende tilbage med nyheder om dæmonkult, han selv havde opfundet til lejligheden; til den anden havde han lovet flere krystaller. Mennesker var så simple.

Et væsen med rødt hår passerede forbi Narcis. Han ænsede ham ikke i første omgang, men da et bekendt strejf af svovl, blod og sadisme nåede hans næsebor, standsede den to meter høje skikkelse så brat op, at en knægt stødte direkte ind i hans fløjsklædte ryg. Knægten kastede et enkelt blik på guldbrokaden, ædelstenen på Narcis' fingre og den højhævede næse og begyndt instinktivt at bukke og skrabe, som bønder ofte gjorde. Narcis var ligeglad. Han havde ikke sanset dæmonaura i lang tid. De gyldenrøde lokker flød efter ham i vinden, som han skiftede retning og i et roligt tempo fulgte efter væsnet, der netop havde passeret hans vej. Var han på vej mod helbredelseshuset? Hvad skulle han dog der...

Denaro kom fra ham, men det varede ikke længe, før Narcis også var nået tæt nok på helbredelseshusets bygninger, til at kunne fornemme den kraftige udladning af helende magi, bygnings helbredere havde sat i værk. En dæmon i et helbredelseshus og så kort efterfulgt af brug af store mængder magi? Det kunne umuligt være et godt tegn. Narcis smilede.

Da han nåede hoveddøren, så han efter det røde hår og fik hurtigt øje på det. Han var trods alt ikke nået langt. En flok på fem helere omringede den nærmeste seng. Takket være hans anseelige højde, kunne han få øje på et væsen. Væsnet var ikke magiskt eller voksent, men mere kunne Narcis ikke så. Barnet var dækket af blod og åbne sår og manglede tilsyneladende mindst et øre, hvis ikke andet. Den rødhåredes kappe var dækket af blod. Der var noget, der ikke stemte. Kun en halvdæmon kunne da så meget som overveje, at hjælpe sådan et væsen, der absolut ingen chance havde for at overleve.

"Hr. har De brug for hjælp? Har De en tid eller er De her for at besøge nogen?" spurgte et acceptabelt eksemplar af menneskeracen ham. Han var klar over, at han var svær at overse. "Nej," svarede han, "Jeg så blot drengen," gættede han, han havde 50% chance for at ramme rigtigt, "Og ønskede at se, om han klarede den." Han lød oprigtigt. Sådan da.

Denaros øjne var fast rettet imod barnet og helerne, som deres kamp blev mere desperat for hvert nyt fund de gjorde sig. Skulle han selv komme med et bud ville knægten aldrig blive sig selv igen. Fysisk var der ingen tvivl om at mindst det ene ben måtte fjernes, der var trodsalt blevet stoppet mere end et par madikker og 'næring' derind for at give dem en god start på livet. Værre endnu var barnets psykiske tilstand.
I den omkringværende forvirring havde Denaro droppet selv det minimale forsøg på skuespil han havde trådt ind med, ingen var interesserede i en vagabond iklædt snavset tøj og med hår, der burde være rødt som blod, men efterhånden havde taget en mere brunlig kulør. I stedet for chokerede øjne og et skræmt ansigtsudtryk stod han derfor med et selvtilfreds smil.

En stemme bragte dog hans fokus fra projektet. Den bar ikke de samme undertoner hast og desperation, som prægede alle de der arbejdede med døende, i stedet havde den autoritet, en selvsikkerhed om at blive hørt og måske endda en manglende interesse for resten af verdenen. Den lød næsten bekendt.
Blikket fandt et smukt syn. Fejlfri hud, dybe øjne og klæder der talte om en mand, som fik helerne til at komme til ham og ikke omvendt. Det var en mand der ikke hørte til i denne del af byen.
Denaro tøvede et øjeblik, som han tog skikkelsen ind inden han lod blikket glide tilbage på behandlingen. Det lød til at Denaro ikke var den eneste der var kommet for showet.

"Tre ravstykker på de amputerer benet."

Nogen ville måske kalde det snyd at gamble på noget man havde dyb indsigt i, men beløbet var næppe noget at tale om så Denaros samvittighed led ingen overlast. Familien havde trods alt været fattigere end forventet og kunstværket langt mere omfattende end først planlagt. Gode knive vokser jo ikke på træerne. 
Engang ville han have brugt sin magi, men den slags ville alt for hurtigt afslørre ham, og mystikken var en del af pakken. Plus, han kunne egentlig god lide at gå gennem byen uden at skulle toppes med enhver byvagt der følte sig usårlig.

"Hvis du da har råd."

Smilet var smalt, skævt og matchede øjnene der bar et spor af list. Han lagde ingen skjul på sin selvsikkerhed om at vinde væddemålet, om han så selv skulle blande sig i behandlingen. Knægten havde trodsalt masser af jord, sand og sten tværet ind i sårene. 

Sygeplejeren rynkede øjenbrynene en anelse og lod til at tage mod til sig til at sende den uvedkommende rigmand på porten. Narcis afbrød ham, før han nåede at åbne munden, med en stemme lige så rig og fejlfri som resten af ham. Hele hans udseende var trods alt en sirlig konstruktion, ikke en pore var tilfældig:
"Jeg har i sinde at være til økonomisk hjælp," Der blev lagt et let, fintfølende tryg på 'økonomisk'. Ingen ville være i tvivl om, at drengen ville få brug for krystaller, hvis han overlevede. Hvis. Desuden var det den gamle dæmons erfaring, at hvis en helbreder gik til den udsøgt klædte elver ved døren, før de gik til det døende barn i sengen, så havde de andre prioriteter. Hvis ikke drengen skulle bruge pengene, kunne helbrederne—i kraft af Helbredelseshuset naturligvis—jo bruge dem. Helbrederen så op på Narcis med et stænk af ubehag, som om han burde blive og bevise, hvad han havde lært: At Krystaller i form af bestikkelse, ikke var ægte krystaller, og at al liv var helligt. Men selvfølgelig vidste han bedre: Drengen burde dø og Helbredelseshuset havde evigt brug for penge. Han trådte til side for den rige elver.
Narcis blev stående. Det meste af den indre filosoferen var foregået i Narcis' eget hoved. Han spegulerede blot på, hvordan et menneske tænkte, og gjorde det derved klogere, end det i virkeligheden var, blot for at have en nogenlunde fornuftig tankestrøm. Meget lig når mennesker havde samtaler med deres kæledyr, som om de stupide kræ forstod dem. Og ligeså meget lig, at man altid kunne regne med, at domesticerede hunde hungrede efter godbidder, så kunne man altid regne med, at grådige mennesker var hungrede efter krystaller.

Narcis blev stående og så med nogen nysgerrighed på hvert lillat mærke og hver afdækket muskel. For ham var det en vandskabning... men selvom kunstværket ikke var hans smag, så kunne han genkende et, når han så det. Nogen havde tydeligvis taget sig god tid, og gjort noget ud af deres kære håndværk. At dømme efter kunstnerens udseende, var der ikke meget andet, der bekymrede ham. Han var dækket i snavset, der så ud til at være indgroet, og hvad der kunne ses af tøj under det, så ud til at være en arbejdsmands tøj. *Passende...* Denaro gemte sig godt. Mens Narcis selv oftest tiltræk sig opmærksomhed, så havde han mest lyst til at lægge afstand til det uhumske dyr. Men han gjorde det ikke. Han kunne fornemme bagende sol, udtørret ørkenvind, altomsluttende, kvælende sand, og gyldenbrun aura. Auraen var kraftig nok til at minde narcis om sin egen... den gang hans evner ikke var undertvunget hans nuværende form. Der var også noget andet. Tydeligvis dæmon, men.. han kunne ikke for en tydelig fornemmelse af den. Det var en fornemmelse, han ikke havde haft i lang tid, hvilket sagde en del, når man havde levet i 6000 år.

Hans venstre mundvig krummede sig ved lyden af 'tre ravstykker', det var grinagtigt. Krystaller interesserede ham tydeligvis heller ikke. Hvis han da havde dem overhovedet. Han strakte halsen en anelse for et se værket efter i kanterne, og fornemme hvor den helbredende magi forsvandt hen.
"De redder benet... tre ravstykker på armen. De har vidst overset armhulen." Naturligvis var Narcis sikker på, at han ikke ville miste sine ravstykker. Det betød jo intet, at kunstneren selv gættede med, når man var så intelligent som han. Kunstnere så også oftest deres fejl, snarere end fokusere på de geniale ting; som et skjult sår.
"Din?" Narcis kendte jo naturligvis svaret. Han spurgte som en forælder ville spørge en anden, mens de begge holdt øje med deres uvorne unger: med et sigende blik og et lille smil på læben over, hvor underholdende det var se dem te sig. Smilet var ikke passende mens, sådan et barn lå omringet af læger og knapt kunne trække vejret af udmattelse, blodmangel og skræk over, hvad hans øjenlågsløse øjne havde sat, men hvem ville bemærke det i dette kaos?

Denaro tog sig tid til at tage drengen ind igen og ganske rigtigt var der et dybt snit oppe i drengens armhule, blodet var dog størknet og lå skjult af den manglende hud og muskelmasse der var fjernet fra samme side af halsen, mens brandsårene han havde brugt til at stoppe blødningerne fra halsen også hjalp til at skjule det hele. For en stund undrede Denaro sig over hvorfra knægten havde fået de sår, for det havde ikke været en del af planen. Det tog dog ikke længe før han huskede hvordan knægten havde teet sig da de gik igang og nærmest havde stukket sig selv på kniven ved et uheld. Tsh, det er jo hvad der kan ske når man ikke er samarbejdsvillig, knægten kunne jo havde fået slået sig selv ihjel med den slags.

"Du har fat i noget, men jeg har hørt de skulle være gode herinde, så er villig til at tage dig op på væddemålet."
Denaro kløede sig i skægget mens han overvejede. Det var ikke gode odds han gav sig selv, men stedets omdømme var trodsalt glimrende. På den anden side ville det vel højst løbe i nul for ham nu hvor den sorte farve var begyndt at sprede sig fra skinnebenet og op imod låret, hvis de ikke snart opdagede det ville de koste mere et blot et ben.

"Knægten er min egen. Jeg tog ham til mig efter hans familien..." 
Han tøvede et øjeblik, som var skæbnen for svær at bringe til ord.
"Mødte en smuk men tragisk ende."
Den rødhårede mand gav et suk og syntes for en stund at være en mand med verden på sine skuldre. Tynget af ansvar og pligt han ikke kunne lægge fra sig, men som det hele blev for meget forsvandt udtrykket, erstattet af et veltilfreds smil og øje der skinnede af latter.
"Men min pligt er gjort, så hvad han finder på herfra er ikke mit problem. Jeg er her blot for underholdningen, og måske et eftershow, hvis han er i stand til at tale."

For en stund stod Denaro, opslugt af skuespillet foran ham, som en heler så den sorte farve og begyndte at skrige op. Andre løb efter remedier. Knive for store til at blive kaldt skalpeler og en sav hvis klinge skinnede sølv i lyset fra vinduet. 
En enkelt mand forsøgte at gøre de andre opmærksomme på at de stadig stod i modtagelse, men hans bekymringer blev fejet væk, de havde vigtigere ting at tænke på.

"Er det altid så interessant herinde? Må indrømme det er min første gang og indtil videre er jeg langt fra skuffet."
Han tog et skridt tilbage og lagde vægten imod væggen. Dette ville enten blive en meget kort seance med patienten død på bordet, eller fortsætte til langt op af dagen. Personligt var Denaro kun interesseret i den første del, for så snart der var lidt kontrol over situationen ville spørgsmål begyndte at blive rettet imod hans vej, og den slags efterlod altid en kedelig smag i munden.

Narcis stod en stund i den koncentrerede stilhed inden Kiles porte sprang op. Hvad var der sket? Nårh, bare en smule blodforgiftning. Vent... hvor var... åh, hende med det grønne hår. De havde en helbreder, der specialiserede sig i gifte. Hendes aura var en sygelig gul. En af helbrederne skrappede om, hvor "Dalia" eller "Delilah" var henne. Hun havde åbenbart meldt sig syg. Hvor paradoksalt. Narcis' svage smil blev ene anelse svagere. Han havde tabt væddemålet. Det var uden betydning, han skulle nok få sine tre ravstykker tilbage. Hans nye bekendtskab havde foreslået det første væddemål; han ville uden tvivl tage imod et væddemål mere.

Den gamle dæmon, havde selvfølgelig også hørt efter Denaros svar. Så han havde efterladt et større kunstværk et sted. Spændende.
"Jeg håber sandelig han kommer til at tale igen, et ville være en tragedie, hvis han skulle miste evnen til at fortælle, hvad det er, han har oplevet," Narcis sørgede for at se bedrøvet ud, men hans stemmeføring var entusiastisk, som en baron på tribunen til en operaforestilling.
Det gjorde hans løgnehistorie om en dæmonkult langt mere troværdig. Det ville skabe en fantastisk panik. Og han ville blive lukket ud, så han kunne hjælpe med opsporingen. Det var måske ikke til Denaros fordel, men han kunne advares. Narcis var alligevel ikke komfortabel med at have en så gammel dæmon så tæt på. Planlægningen fortsatte i dæmonens hoved, mens øjnene var rettet mod åren der sortnede og snoede sig op mod drengens hofteben. Bare lidt længere og benet ville være det sidste af helbredernes problemer. Der var en lærling imellem. Han ville få en hård dag.

"Jeg kommer her, så ofte, som min beskæftigelse tillader mig. En del af min tid bliver brugt på at finde dygtige magikere—arh, det er godt at vide, at stemmebåndet ikke er blevet beskadiget," Narcis fortælling om, hvordan han foretrak at vide, hvor potentielle chikaner befandt sig, så han kunne destruere eller udnytte dem på den ene eller anden måde, blev afbrudt af drengens skrig, som en helbreder brød hans hud med første træk af en savtakket klinge. De havde vidst ment, at bedøvelse ville tage for lang tid.

Denaro skød ryggende ud og strakte sig så mageligt at enhver forbipasserende kat ville kigge i misundelse på denne rødhårede dødelige mand. Det havde været et par lange, næsten søvnløse dage, men lyden af skriget med undertoner fra saven og komandoer råbt i hast var en symphoni der behagede hans ører og hans indre 'dæmoner', eller mere præcist, den ene af dem. 

"Det er næsten pinligt, men jeg troede faktisk ikke han havde flere skrig i sig.."
Denaro tøvede et øjeblik som en blodåre blev blottet og et kort sprøjt af rødbrun væske sprøjte ud på gulvet før en af assistenterne greb den med en klemme og lukkede af.
"Men det er jo derfor det er vigtigt at se de professionelle arbejde. Nogle gange lærer man tricks man ikke kendte til."
Hans blik faldt på saven og en utilfreds mime trak sig over hans ansigt.
"Mine præferencer falder dog sjældent på så grove instrumenter."

Med benet næsten afmonteret var den største underholdning for Denaro væk. Der var selvfølgelig stadig armen, mest på grund af muligheden for at vinde 3 ekstra ravstykker og derved få væsentlig flere penge i pungen end han havde startet dagen med, men selv det tog mindre prioritet end muligheden for at foresage mere ravage i hovedstaden, der så længe havde nægtet ham adgang.
Blikket faldt på de små flasker af medicin der skulle afhjælpe smerterne og bringe knægten ud af bevidsthed, men som måtte vente indtil benet var helt af. En lindring der ville stoppe musikken og ødelægge den gode stemning i lokalet. Uacceptabelt!

Med en minimal fokus af vilje søgte Denaro lokalet. Der var uhyggelig rent og de normale mængder af sand og sten imellem fliser og træplader var vasket væk. Heldigvis havde han bragt sit eget, både i lommer og poser, men bedre endnu, i knægten. Et par småsten skød uset fra det næsten afmonterede ben og slog imod glassene der straks tippede fra operationsbordet og ned imod gulvet, hvor deres aflastning ville være tabt. Mere kunne selvfølgelig findes, men det ville tage tid. Tid hvor Denaro kunne nyde musikken i sit fulde.

"Når der falder lidt ro på situationen, og byvagterne bliver blandet ind, tænker jeg at et kvikt hovede eller to følger blodsporerne tilbage hvor jeg fandt ham. Det er måske lidt en snoet vej, men jeg er sikker på at de nok skal kunne følge mine aftryk."
Det ville selvfølgelig være mest underholdende, hvis knægten selv kunne lede dem derhen, men hvis de ville lægge knægten til at sove, så var det godt at sikre sig en backup plan. Han kunne selvfølgelig stadig slette sine spor når han gik herfra, et par dage til at lade kunstværket modne ville trodsalt kun understrege effekten, men det var også begrænset hvor længe han kunne opholde sig i byen, selv efter så mange års tavshed.

Den oldgamle dæmon skævede til rødtoppen. Pinligt, havde han sagt. Yderligere undersøgelse var vidst på sin plads. Han kunne fornemme, at skallen var menneskelig. Den var besat af en af snylterdæmonerne, primitive væsner der ikke kunne eksistere i denne verden uden en vært. Men mennesket var vidst stadig ved bevidsthed, og måske var den bevidsthed ikke så gammel, som Narcis kunne være bekymret for. Han fortsatte spekulationerne om besætterdæmonen i ental, fordi han endnu ikke havde opdaget, at den rødhårede kunstner var besat af to dæmoner. Nå, man måtte vel hellere spørge: "Hvor længe har De været kunstner?" Spørgsmålet var selvfølgelig ikke direkte, det ville jo være indlysende. Barnet i sengen havde skreget sig stum igen. Munden stod stadig på vidt gab, mens blodet piblede fra resterne af hans ben. Narcis var mere interesseret i den lille smule blod, der stødt piblede fra armhulen. Madressen tog langsomt farve, mens den sugede den halvkoagulerede væske til sig. Narcis undlod at gøre yderligere opmærksom på det. Naturligvis. Han ville jo nødigt tabe sit væddemål.

"Hmm... for mennesker er de ikke dårlige. De er de bedste, Krystallandet kan tilbyde..." svarede han hånligt. Hvem havde brug for helbredere, når man blot kunne genskabe sin krop. Skade var skade, og Narcis kunne ikke hele sig selv, men lidt kosmetisk illusionsmagi og en ny skal, når den gamle blev lidt slidt var mere effektivt. Han passede nu godt på den skal han havde. Apropos tin der nemt gik i stykker: KLIR! Narcis havde heller ikke set Denaros sten flyve, men han så nu en falske bedøvende lige knust på gulvet og væsken sive ned i træet. Lærlingen havde været hurtig. For hurtig. I et forsøg på at redde de dyrebare dråbe, havde han grebet ud efter flasken, og som tak stod han nu glasskår gravet ind i håndfladen. Blodet reflekterede mod de grønlige, blanke flader på skårene.
KLIR! Hvad var det?

Narcis rynkede næsten umærkeligt brynene. Det passede ham bedst, hvis drengen ikke var i live til at forklare, hvad der var virkelig var sket. Uden et øjenvidne var det en del nemmere at binde folk en historie på ærmet. 'De ar på huden er formet som dæmoniske symboler for påkaldelse', 'det kunne ligne en ofringsceremoni', den slags. De befalte ham altid at fortælle sandheden, og han løj jo ikke. Alt lignede dæmoniske symboler for mennesker, hvis de kneb øjnene lidt sammen. Og det kunne bestemt ligne en ceremoni for nogen. Hvis den nogen ikke var Narcis, der havde nærstuderet den slags ceremonier og vidste bedre end at tage en dæmons ord for gode vare. Apropos: "Man kan kun håbe, de finder frem hurtigst muligt... Er De interesseret i endnu et væddemål? For drengens overlevelse?" Hvis drengen ikke selv kradsede af, havde Narcis alle planer om at sørge for at 'hjælpe'.