Det var en meget hærget Phillippe der kom ind i kroen da nattens mørke var begyndt at snige sig ned gennem Tusmørketågen. De sidste par dage havde været... intense.. Da han var vågnet den foregående morgen, og var gået ud for at vaske sig, havde han fundet sig selv med et helt sort vedhæng. Tung i hovedet efter aftens alkohol havde han først ingen erindring om hvad der kunne være sket, men da små glimt fra den forrige aftens begyndte at spille for hans indre, forsvandt alt farve fra hans kinder og han stirrede ned på sit sorte lem med store øjne. Hvis Katarina så ham nu.. Bare tanken fik det til at løbe ham koldt det af ryggen og han kunne ikke hurtigt nok komme i gang med at vaske sig ren. 
 Phillippe havde dog febrilsk været ved at prøve at gnubbe sig ren i alt for lang tid, for før han vidste af det - og før det var lykkedes ham at vaske sig bare en smule ren - havde Katarina stået med armene foldet over brystkassen og et ikke spor tilfreds udtryk over sig. 

 Katarina havde dog slet ikke reageret som Phillippe havde forventet, og i stedet for alverdens grusomheder, endte han med endnu en aften fuld af druk. Phillippe vidste ikke hvad hvad pointen var, men han var da glad for at Katarina ikke havde fået en hvis kropsdel til at forsvinde som straf for hvad end han havde gjort. 
 Snedkeren havde derfor umenneskelige tømmermænd da han satte foden indenfor kroen, og lignede mest af alt en der burde ligge i sin seng. Men selvom han var lettet over Katarinas reaktion, frygtede han også lidt at der var noget i gærer, og derfor turde han heller ikke helt være hjemme. 
 " Kan jeg få en skive brød. Uden noget.. " Ordene blev træt mumlet ud, som han kort rundede op fordi disken, inden han uopmærksomt gik hen til bordet han normalt sad ved og dumpede ned en på en tom stol. Han havde knap nok sat sig, inden han lod sig tippe forover, og satte sig med kinden ned mod bordet og armende hængende ned mod gulvet. Han var sikker på det her måtte være sammen en udød havde det.. 

 Det var et lavt tak der blev mumlet af brødet blev lagt på bordet ved siden at Phillippes hoved, og sløvt løftede han den ene arm op for at tage brødet med ned under bordet til den anden hånd, hvor han brækkede et lille stykke af brødet og tog det i munden - alt sammen uden at løfte hovedet fra bordet. Snedkeren burde nok bare være blevet i sengen, men han orkede ikke at være i nærheden af Katarina længere. Og han frygtede stadig lidt at hun plottede på noget efter en overraskende milde reaktion. 
 Langsomt blev der tygget på det tørre brød mens Phillippe prøvede på at komme i tanke om mere fra sidst han var på kroen. Han kunne huske han havde fået brev var Enzel. Han kunne huske han var gået op på værelset og var gået i gang med at lege med blækket. Men han kunne virkelig ikke huske hvad det præcist var endt med. 

 Med et tungt, udmattet suk, fik Phillippe sat sig ordentligt op igen på stolen, og det var først her, at han opdagede han ikke sad alene ved bordet. Først havde han stirret lidt på personen, uden at genkende dem, og da han synes at det lignede Enzel, blev de grålige øjne noget størrer, og Phillippe lænede sig lidt frem i stolen, mens han gned øjnene. Det kunne ikke passe.. Det måtte være hans hjerne der spillede ham et puds. Da han stoppede med at gnide øjnene sad halvkatten dog stadig over for ham. En kende usikkert på om han bare så syner, skævede han lidt rundt, for at se om andre havde lagt mærke til der sad nogle ved hans bord, inden han forsigtigt hviskede.
 " E-enzel..? "

 Snedkeren klappede med det samme munden lukket da han blev tysset på, og kiggede febrilsk rundt i kroen for ikke at tjekke der var en hel masse der kiggede på dem. Der var dog ingen der kiggede, og det trætte, grå blik vendte tilbage til Enzel. Phillippe troede stadig ikke helt sine øjne, og derfor virkede det nok som en lidt intens stirrede. 

 Først da Enzel kom med en kommentar til Phillippes.... måltid var det som om snedkeren blev hevet tilbage til virkeligheden, og han flyttede blikket ned på det kedelige brød - det eneste der virkede super indbydende for ham i dette øjeblik. 
 " Ja, " mumlede han og så tilbage på Enzel da han lagde hånden på ham. Noget sagde ham at Enzel ikke bare var dukket op fordi det lige var faldet ham ind. Brynene rynkede sig en smule som Phillippe lyttede til Enzel snakke. Langsomt knækkede han stykker af brødet og førte det op til munden. 
 " Han plejer at være meget venlig, " fortalte han. Selvom han hadede at krofatter aldrig sendte bud efter Katarina når Phillippe fik for meget at drikke, værdsatte han alligevel hvor meget krofatter fandt sig i med Phillippe, og at han stadig måtte komme på kroen.  

 Mens Phillippe gnaskede på brødet blev blikket på Enzel, mens han prøvede at finde ud af, om han havde gjort noget for at få Enzel til at komme til Tusmørkely. Han mindes ikke at have skrevet noget i sine breve der ville overbevise bordelejeren til at forlade sin forretning og ægtemand. Phillippe rettede sig lidt op ved den tanke, og så kort rundt i kroen igen. Han havde vel ikke tage Nicola med, havde han? Phillippe sank kort en klump ved tanken, og så tilbage på Enzel. De havde skrevet lidt breve til hinanden, men ellers havde ikke set eller hørt fra Nicola siden han tog tilbage til bordellet efter deres skænderi. 
 " Var det en god tur her til? " endte Phillippe med at spørger, for måske at finde lidt ud af om Enzel var her alene. Det ville ikke komme bag på ham, hvis han havde Nicola ude i en karet eller noget. 

Selvom Phillippe viste lidt interesse i hans rejse hertil, virkede han alligevel lidt underligt tilpas. Lidt paranoid faktisk. Men Enzel kunne da godt forstå at frygten for at blive opdaget var endnu større her, tæt på Katarina, end hjemme i Dianthos. “Er du glad for at se mig?” Måtte Enzel vide, da det ikke helt virkede som om at Phillippe var glad. Kunne han overhoved huske at han havde krævet at Enzel skulle komme til Tusmørkely? “Du virker overrasket over at se mig her…”
 
Fordi der ikke var så mange øjne på dem lige nu – Enzel havde tjekket fra skyggen af sin hætte – kunne han lægge sin hånd på Phillippes og give den et rigtigt klem. Det føltes godt at røre ved ham. Phillippes hånd var så stor og hærdet af finmotorisk snedkerarbejde. Han kunne nærmest ikke vente til den selv samme hånd skulle røre ved hans forfinede hud og forpurre den senere, når han endelig havde fået ham op at ligge i sengen.

 Phillippe nikkede lidt til hvad Enzel sagde. Han forstod ham godt. Selvom han havde været på noget længere rejser før, var det bare som om turen til Tusmørkely var noget af det længste man kunne komme på. Enzels tilføjelse fik Phillippe til at stivne let, og en rosa farve sneg sig op i snedkerens let grålig kinder som han blev mindet om hans fulde perversiteter. Blikket blev slået ud til siden mens han rømmede sig en smule forlegen.
 " Det var.. godt..  " mumlede han.
 " Jeg er glad for.. du kunne lide det..? " mumlede han videre. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, og derfor kom det også ud en smule prøvende. Åh ved guderne, hvorfor havde han dog gjort det.. Trods han var lettere pinlig berørt over.. kunstværket løftede han alligevel blikket til Enzels igen, og sendte ham et lille smil. 

 Det sidste af brødet blev stoppet i munden og Phillippe gav sig til at tygge godt på det. Han ville gerne hvis de kunne komme væk fra alle kroens gæster, for her i byen vidste de alle hvem han var, og han havde ikke lyst til at Katarina skulle høre om et mystisk besøg af en fremmed. Det gav ham også muligheden for lige at tænke lidt over hvad han skulle svare, mens han tyggede af munden. 
 " Selvfølgelig er jeg glad for at se dig.. " Hviskede Phillippe næsten, efter han havde set sig omkring, for at sikre sig der ikke var nogle der fulgte med i deres samtale. Hovedet blev lagt en smule på skrå, og Phillippe rynkede panden lidt.
 " Jeg havde bare ikke forventet at se dig her.. Så hurtigt.. " Det sidste blev tilføjet som en eftertanke. Phillippe kunne stadig ikke huske at han havde skrevet Enzel skulle komme til Tusmørkely, men han var ikke i tvivl om, at Enzel mente det var Phillippe der havde bedt ham komme, så han spillede bare med på det. 

 De spinkle læber blev presset lidt sammen da Enzel sagde han havde været bekymret. Han kunne virkelig ikke huske hvad han havde skrevet i det brev, og han kunne ikke forstille sig hvad han kunne have skrevet der ville gøre halvkatten bekymret. Phillippe sank lidt og nikkede så. 
 " Det var ikke min mening.. " tilføjede han og prøvede at sende Enzel et undskyldende blik og smil, men Phillippe så mest af alt bare udmattet og udkørt ud. Brødet havde hjulpet lidt på kvalmen men han havde det stadig som om nogen stod og bankede ham i hovedet med en hammer. 

 Phillippe overvejede Enzels næste ord lidt. Han var ikke helt sikker på hvad Enzel præcist mente med at han havde holdt sig i skindet, og det lød mere som et spørgsmål end en konstatering, så hvad skulle han svare? 
 "  Det er også godt at se dig,  " endte han med at sige, mens han nikkede lidt. Han håbede at det var et fint nok svar for Enzel, ellers måtte de vel tage det når de var alene. Phillippe var ikke meget for at snakke om alt for meget hernede. Han stolede virkelig ikke på folkene i Tusmørkely lige nu. Derfor nikkede han diskret i retningen af trappen mens han holdt det grålige blik mod Enzels. Forhåbentligt var Enzel så ivrig efter at være alene med Phillippe at det var nok af en hentydning til at halvkatten rejste sig fra bordet.

  Phillippe forstod godt hvorfor Enzel pludselig snakkede lidt højere end deres samtale ellers havde været, men det gjorde ham lidt usikker. Dem omkring vendte deres blikke mod dem ved skiftet, og Phillippe havde haft det fint uden den opmærksomhed på dem. Snedkeren bøjede hovedet lidt som en hilsen og anerkendelse af at han skulle hilse. Selvom ingen af dem mente det. 
 " Hr. Silene, " Mere kunne han nå at sige alligevel. Phillippe kiggede ikke efter Enzel men gned ansigtet lidt. Selvom han nu var glad nok for at se Enzel, så var det ikke helt hvad han orkede. I hvert fald ikke denne dag. 

 For at det ikke skulle være indlysende at han gik efter halvkatten, og for at sikre sig der ikke var flere der havde deres opmærksomhed på Phillippe gik han op og bestilte en øl. Da den blev sat foran ham tømte han den i få mundfulde og stod efterfølgende lidt og stirrede ned i bunden af kruset. Han håbede på det kunne trylle lidt af tømmermændene væk, for Enzel ville helt sikker blive utilfreds hvis han var alt for død når han kom op på værelset. Forhåbentligt kunne det også få ham til at glemme Katarina lidt. 
 Da han syntes at have ventet længe nok, tjekkede Phillippe kort at der ikke var nogle der holdt øje med ham, inden han gik mod trappen og op til værelserne. Som han havde gået forbi et par døre stoppede han dog op. Havde Enzel sagt hvilket værelse han var i? Det let pjuskede bryn rynkede sig lidt mens han kiggede rundt mellem dørene. 

 Phillippe nåede at stå et øjeblik og kigge lidt usikkert mellem dørene, i håb om der var et eller andet han kunne bruge til at finde ud af hvilket rum Enzel var i. Han havde snakket om at være i et lidt bedre værelse, men hvilket et var det? Phillippe havde altid været i de billige værelser så han vidste egentlig ikke hvilket der var det gode, selvom der ikke var så mange værelser generelt.
 Det var dog ikke noget han nåede at tænke mere over, for en dør åbnede sig op. Han forventede at se Enzel stikke hovedet ud - eller lignende - men i stedet hørte han et bump. Overrasket kiggede Phillippe på døren mens han blinkede lidt og overvejede om det var et tilfælde at den dør åbnede, eller der var sket noget med Enzel. 

 Lige som Phillippe bestemte sig for at uanset hvem der havde åbnet døren, var det nok godt nok at tjekke de var okay, hørte hans Enzels stemme kalde ham ind. Meget kort kiggede han rundt, inden han skyndte sig ind af døren, og lukkede den efter sig. 
 " .. Er du okay? " lød det forvirret og en kende bekymret da han så Enzel sidde på gulvet. Blikket gled lidt ned over det han kunne se af halvkatten, for at se om han kunne se der var noget galt. 

 Ordene der forlod Enzel fik Phillippe til at stå og glo lidt olmt på halvkatten, inden begge bryn løftede sig. Han vidste ikke helt hvordan han skulle have det med at Enzel sad med en mus mellem hænderne. På den ene side virkede det lidt halv ulækkert, men Enzel havde fanget med med sine bare hænder, og det var et eller andet sted ret imponerende. 
 " .. Ja okay. Det... Giver mening.. " mumlede han, mest til sig selv. Han havde ikke tænkt så meget over Enzels barndom, det var jo generelt ikke noget de havde snakket så meget om, men det gav meget god mening. Det kunne han sagtens se for sig. 

 Phillippe vidste ikke helt hvor han skulle gøre af sig selv mens Enzels skillede sig af med musen, og flyttede sig derfor bare så Enzel kunne komme til døren, og stod så ellers bare og ventede på Enzel blev færdig og klar. Læberne pressede sig lidt sammen da Enzel endelig rettede opmærksomheden ordentlig på Phillippe og han så lidt undskyldende på halvkatten. 
 " Undskyld... Jeg skulle gøre et eller andet for at sikre mig folk ikke fulgte med i hvad jeg gjorde efter du gik. En øl drikker jeg så tit, følger efter andre op til værelserne... det sker aldrig rigtigt.  " Hvis noget var det Phillippe fulgte folk op af trapperne, men selv det var svært at få til at ske, når alle vidste hvem han var og hvem han tilhørte. Den ene af Phillippes hænder løftede sig og lagde sig mod Enzels hår på toppen af hans hoved.
 " Jeg håber ikke det er alt for slemt " Hovedet lænede sig lidt til den ene siden, og mens han snakkede lod han hånden køre lidt gennem det sorte, krøllede hår og om bag de pjuskede ører. De var så indbydende.

 Den ene muskuløse arm blev lagt omkring livet på halvkatten da han trådte tættere på, og hånden i Enzels hår forsatte videre ned i nakken på ham. De grå og trætte øjne var vendt mod Enzels lysende blå, og han sendte ham et lille smil, der var en blanding af undskyldende og medlidende.
 " Kroen er det mest private jeg kan komme.. Alle kender og elsker Katarina her.. Og jeg har... Ja... Folk er ikke lige så imponeret over mig.. " Efter hans ene virkelig fulde aften på kroen, hvor han havde lagt an på alle, selv mændene da ingen af kvinderne ville ham, var folk begyndt at være lidt varig omkring ham, og sladrede ekstra meget til Katarina. At sige han havde  venner i Tusmørkely var en overdrivelse. 

 " Men nu er du her, " hviskede han og lænede sig lidt ned mod ham. Hånden på Enzels lænd gled langsomt ned mod numsen. Det var lidt for at distrahere Enzel fra hvad han havde fortalt, for hvis halvkatten tænkte for meget over hvorfor beboerne i Tusmørkely ikke var imponeret over snedkeren ville han nok hurtigt blive i dårligt humør. 

Som han mærkede Phillippes hånd der fortsatte ned, svejede han villigt med ryggen og løftede på halen så Phillippe kunne komme til med hånd og klemme ham, hvis det var det han havde brug for. Enzel havde i hvert fald brug for det!
“..Åh” Sukkede Enzel og lukkede øjnene, behaget “Sig hvad du vil have. Jeg vil give dig det nu og her.” Hviskede han, klar på det hele. Han trængte sådan at mærke Phillippe rigtigt. Så han kunne føle sig som en del af den tosomhed han længdes efter.

 " Mmmm.. jeg kan være ret imponerende en gang imellem, hva? " brummede Phillippe tilfreds. Søde ord kunne selvfølgelig også noget for snedkeren, men nok også især i øjeblikket, for det var bestemt ikke meget han fik at søde ord af Katarina. Han ville bestemt ikke klage hvis Enzel fortsatte med de fine ord om ham. 

 Tungen gled ud mellem læberne og Phillippe lod den glide let hen over underlæben en smule sulten, som Enzel svajede i ryggen og fik presset sig tættere ind mod Phillippe. Det var selvfølgelig ikke så lang tid siden de så hinanden sidst, men Phillippe havde lidt glemt hvor fræk Enzel var. Den store hånd nåede ned til ballen, og Phillippe gav den et godt klem, som han trykkede halvkatten mere ind til sig. 
 " Mmmmm.. " brummede Phillippe igen, mens han betragtede Enzels behagede udtryk. Enzels ord fik det til at spænde op mellem Phillippes ben og han sukkede tilfreds. Han lænede sig det sidste stykke ned, og nappede Enzel lidt i underlæben. Han ville elske hvad end Enzel gjorde ved ham, men han havde virkelig ikke hovedet til at skulle komme med noget han skulle gøre. Hvad han ville have. 
 " Jeg vil have dig. Du må gøre lige hvad du har lyst til. " Endte han derfor med at sige.