Der var ikke mange steder i Dianthos, som Catherine var mere glad for end "Det halve svin", det skulle lige være for havnen og Bordelhuset, men "Svinet" var noget bestemt. Det var her man fandt en stemning, som man ikke fandt mange andre steder i hovedstaden, det var her man kunne gøre de bedste handler, møde spændende mennesker og få et god slagsmål hvis aftenen bød på den slags - sågar ende på et værelse oven på med en af byens værste. 
Det var et fast punkt på hendes liste, når skibet lå til i byen. Det var ofte her hun overnattede, med mindre hun blot blev på skibet, men ved at bo på stedet, så fik hun hele oplevelsen.

Denne tur til byen var ikke anderledes. Catherine havde skaffet adgang til det værelse hun oftest boede på, når hun var på kroen. Det var altid rart at have et "fast" sted, som man kendte, en madras som man vidste var til at sove på og et rum som vækkede minder. Krostuen var atter fyldt som aftenen bød på, og smilet sad bredt på kvindens læber som Catherine og et par af skibets ansatte trådte indenfor efter en tur rundt i hovedstaden. Hun bestilte hurtigt rom til dem alle, mens hun lænende op ad baren, fik øje på en velkendt skikkelse. Det var intet unormalt herinde, der var altid et ansigt eller to, som man kendte af den ene eller anden grund. 

Hun forlod rommen og baren, for at gå de raske skridt ned til bordet, hvor den unge mand sad. Hun satte hænderne på hans skuldre og lænede sig ind over ham bagfra, "Diego, min ven" Hendes ord var selvsikre og små drillende, som hun satte sig ned ved bordet, da hun trak en stol hen ved hans side og kiggede over på ham, med det velkendte smil, "Jeg vidste slet ikke du var i byen, i øjeblikket" Hun bed sig drilsk i underlæben og søgte hans øjne, "Men det er dejligt at vide, så kan du måske indfri din gæld?" 

 Nye omgivelser havde været en nødvendighed efter alt det forbandede lort, der var sket det sidste stykke tid, især den forpulede dæmon der jagtede ham som var han et byttedyr. Diego havde været længe under vejs for at ende i hovedstaden, men nu var han her endelig! Det var underligt at være tilbage… Sidst han havde været her var han stødt på en kvinde der havde hjulpet ham… Catherine, vidunderlig kvinde hvis han skulle sige det, men det var nu ikke derfor han var her nu. Han havde blot haft brug for at komme væk fra Balzera for en stund.
 
Ørerne bevægede sig efter en hver eneste lyd, halen hang efter ham og svejede let fra side til side. Folk så ganske vidst underligt på ham. Var halvdyr ikke normalt? Han trak let på skuldrene og begav sig videre på sin færd mod Det Halve Svin. Det var også der han havde befundet sig sidst, så kunne han vel leje et værelse og få nogle dages søvn og forsøge at finde nogle småjobs, hvis det var nogen. Men først… ALKOHOL!
 
Det Halve Svin var endnu ikke fyldt med folk, der sad sutterne, dem der altid var der og så nogle andre. Målrettet gik Diego op til baren for at få skænket noget rom. Det første glas røg ned ret hurtigt, men nummer to skulle alligevel nydes, så han fandt sig et bord og slog sig ned og sad i sine egne tanker. Han fulgte ikke rigtigt med i, hvad der skete omkring ham, hvilket nok havde været en god ide, da han mærkede et sæt hænder på sine skuldre, efterfulgt af et velkendt ansigt og stemme.
 
Ørerne blev lagt ned og han skævede mod den ene hånd, før hun trak en stol over og satte sig ved hans side ”Catherine?” sagde han med et skævt smil på læberne og så på hende. Let trak han på skuldrene og kløede sig kort i nakken ”Det var egentlig heller ikke planen…” sagde han. Havde det ikke været for den forpulede dæmon, havde han sikkert været i varmen endnu… Han stivnede lidt da han hørte hendes ord om den gæld. ZALANS! Et kækt smil kom frem på læben som han lænede sig lidt over mod hende, med blikket lukket fast med hendes ”Jeg troede ikke du havde så god hukommelse.” sagde han og blinkede en enkelt gang til hende med venstre øje.

Det var tydeligt at hun havde taget ham i en uventet situation, hvor han slet ikke havde regnet med at nogle ville kende ham - og at han muligvis blot kunne sidde selv og nyde lidt rom. Hun befandt sig jo ligeså lidt i Dianthos som han gjorde, så at de var her på samme tid var blot et heldigt sammentræf. 
"Min hukommelse fejler ikke noget, slet ikke når det kommer til gæld" Grinede hun højt og lod blikket mødes med hans. Catherine var altid et hjælpsomt mennekse, men hvis nogen stod i gæld til hende, hvilket der var flere der gjorde, ud fra de ting som hun havde gjort for andre, så glemte hun det ikke og så helst at gælden blev indfriet hurtigst muligt, men hun var heller ikke urimelig. "Bare rolig, lad os nyde aftenen. Jeg har det ikke tralvt med gælden" Hun kunne sagtens se at han heller ikke var på det punkt og ikke havde regnet med at skulle indfri gælden i aften, hvilket var helt fair. 

Der gik et kort øjeblik så vendte et af hendes besætningsmedlemmer ned med den rom hun havde bestilt og en flaske ved siden af til, så kunne de to helt sikkert få en aften hvor de kunne få det relativt sjovt. Hun kendte ham godt nok til at han kunne drikke og gerne gjorde det med hende. "Men hvad gør at du er endt i Dianthos igen? Det er kun et glædeligt syn" Hun sendte endnu et drilsk smil til Diego, og lod et lille bid i underlæben passere. 

Chancen for de ville være mødtes var måske én ud af hundrede, men her var de. Havde Diego været klogere var han nok ikke taget til Dianthos i første omgang, men for at slippe for den dæmonkvinde, ville han rejse til et helt andet land. bevares så var Catherine på ingen måder som den kvinde. Som hun talte klukkede han "Jeg troede kun du var menneske... Ikke elefant." sagde han kækt. Han vidste godt hun på ingen måder var urimelig når det kom til at indbetale gæld, dog kendte han også hendes regler, hvis der gik for længe og der var vel gået noget tid siden deres aftale? Han hævede et øjenbryn og så på hende "Så du dræber mig først senere? Noteret." sagde han, endnu med det kække smil på hans læber. Han kunne godt lide at prikke lidt til folk, desuden vidste han at Cath bare ville give igen på et eller andet tidspunkt. 

Diego så kort på hendes besætningsmedlem og sendte et skævt smil, inden han igen vendte blikket mod Cath da hun igen talte. Ørerne blev igen lagt ned og stirrede tomt på glasset foran ham. Han vidste ikke hvordan han skulle fortælle om den dæmonkvinde der havde overfaldet ham. Uden at se på hende skar han tænder og knugede om glasset "Dæmon..." sagde han ud mellem de sammenbidte tænder. Han havde ærligt ikke specielt lyst til at rive op i det sår. Ærligt havde han brug for at komme væk, stak halen mellem benene og sad nu i hovedstaden.

Der var folk som man kunne stole på, og så var der dem man ikke kunne og Catherine havde ofte en god næse når det kom til at skilne folk mellem disse, og i følge hende selv hørte Diego til den første kategori og derfor var det at inddrive hans gæld måske heller ikke noget som stod øverst på hendes liste - men at bruge den imod ham var noget andet, og noget som underholdte hende til en vis grad. 
"Pas på hvad du siger" Svarede hun små drillende hans kække kommentar, "Der er ingen grund til at undervurdere mig" Hun smilede kækt til ham og fangede hans blik. Det var en drillende tone, og orderne var lige så drillende. 
"Det ville være ærgerligt at dræbe dig, kære" Hun lod sin ene hånd placere sig på hans kind og lod den glide ned ad denne og lod et smil brede sig på sine læber, "Men lidt kærlig smerte, har siger jeg aldrig nej til" Hun sendte ham et kækt blink, og lod fantasien gøre sig arbjede. 

Hun fulgte hans blik som det gled rundt på hendes mandskab, og måske gjorde deres selvskab ham utryg ved deres næste emne. Hun gjorde derfor tegn til at de skulle forlade bordet, og finde sig noget andet at give sig til - det plejede de ofte at være alt for gode til. 
Hun kunne se på ham at noget tryggede ham, hans tilstede værelse skiftede fra kækt og underholdende til et noget mere skarpt og bekymrende et af slagsen, hvilket ofte betød at noget ikke var som det skulle være. "En dæmon? Vil du fortælle mere eller lade det ligge?" Hun lagde roligt sin hånd oven på hans, for at give sin støtte, "Hvis du ønsker at tale mere privat, kan vi også det" 

Diego havde det som han gik på tynd is, men på samme tid vidste han også at Catherine ville lade ham have en mulighed for rent faktisk at få samlet gælden sammen, men at bruge den mod ham, var en anden sag. På den ene side ville han gå gennem ild og vand for hende og på samme tid havde han lyst til, bare at bede hende ende hans liv med det samme. Alt i alt, var hun en dejlig kvinde.

Et kækt smil kom frem på hans læber som hun bad ham passe på " Undervurdere dig? Pssh jeg sætter bare tænderne i dig." sagde ham, endnu med det kække smil på læberne. Det lille spil de altid spillede, drillende hinanden, men aldrig rigtigt kom i det røde felt. Det var bare sådan de var. Let hævede han det ene øjenbryn " Du ville fortryde det... Hvem skulle så være den der irriterer dig?" sagde han og lænede sig ind mod hendes hånd, som han strøg den over hans kind. Han klukkede kort " Kærlig smerte siger du, hmm?" sagde han med en let brummen i stemmen, nærmest kælende. 

Diego så på hendes mandskab forlade bordet og sendte dem et svagt undskyldende smil. Han havde ikke lyst til hendes mandskab skulle høre hvor ynkelig han var, det var nok at han skulle forklare det til hende. Ørerne blev lagt ned og han sukkede nærmest. Hvor skulle han starte? Han søgte hendes blik og smiler var nu forsvundet " Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal få det ud... Udover at kvinder kan være enormt skræmmende..." sagde han stille. Han kunne mærke hvordan en klump i halsen var ved at danne sig bare ved tanken " Hvad ville dit mandskab ikke tro, hvis vi tog den privat?" sagde han og skævede kort mod hendes mandskab. 

Catherine lod sit blik glide over på ham, og lod et kækt smil udfolde sig på hendes læber, efter hans ord. "Du tirrer mig, gør du" Lød det kærligt fra hende, som hun greb om hendes glas og trak det op til læberne og drak af indholdet, "Men der skal selvfølgelig heller ikke meget til, hvis man gør det rigtigt" Det var heller bestemt heller ikke hvem som helst, som fik den side frem i hende. Catherine vidste godt at hun var attraktiv og var ombejlet, hvilket hun sagtens kunne kontrollere og styre, sige nej til de som ikke fortjente hendes ord - eller mere. 
"Det er det jeg mener" Smilet bredte sig endnu engang på hendes røde læber, som hans hånd strøg hendes kind, i en helt sikkert små drillende bevægelse, "Selvfølgelig vil jeg fortryde det" Catherine lod sig selv læne over mod ham, og lod hendes ene hånd glide op ad hans ben, uden på buksebenet. 
"At sætte tænderne i mig, må vel høre ind under kærlig smerte?" Grinede hun småt og lod hendes øjne mødes ham, og kiggede dybt i dem. 

Hendes mandskab vidste godt hvem der bestemte og de havde de, indtil nu, kun respekteret og levet efter, ellers havde de heller ikke været en del af skibets besætning. 
Det var tydeligt at se at noget tyngede ham, og det var selvfølgelig noget hun gerne ville inddrages i, hvis der var noget hun kunne gøre. Ofte havde hun muligheder som andre ikke havde. Hun kiggede seriøst over på ham, og lod den rolige flirten, som havde fyldt luften omkring dem for et kort øjeblik siden, pakke væk. "Kvinder kan være dristige, lumske og skræmmende" Det var hun helt enig i. 
"Det skal du ikke bekymre dig om" Lød det fra hende beroligende, "Jeg er deres kaptajn, de respektere mig og mine valg, og jeg respektere deres, og derfor blander vi os sjældent i hvad hinanden gør, når vi er på land" Hun havde ingen grund til at tro, hvorfor de skulle interessere sig i hvad hun gjorde privat. 

"Kom" Hun rejste sig fra bordet, tog hans hånd og trak ham med sig. Hun smed en guld mønt til kromutteren og indikerede at de lånte et værelse, inden hun trak ham med op ad trappen og fandt et ledigt og frit værelse og trådte inden for. 

Diego sendte hende et halv kækt smil over hendes kommentar. Han forsøgte i det mindste at være sit gamle selv, men der var ikke nogen tvivl om at den dæmon havde ødelagt ham. Svagt trak han på skuldrene ”Men alligevel vælger du selv dine bejlere, trods det er nemt at tirre dig.” sagde han og blinkede en gang til hende. Det var altid sjovt at tirre hende, for han vidste hvad der ville ende med at komme ud af det. Bevares, lige nu var det nok bare mere held fra hans side at han stadig kunne, på trods af traumen. Han holdt jo stadig af Catherine, for hun havde jo ikke gjort ham noget, hvilket sikkert også var derfor han stadig var en smule blød i knæene overfor hende. Diego fik et smil frem på læberne som hun sagde hun faktisk ville fortryde hvis hun dræbte ham. Det var i det mindste en mindre kvinde han skulle bekymre sig om. Hånden på hans ben fik ham til at trække på smilebåndet, hun vidste hvad der skulle til og han havde ikke så meget angst for hun skulle gøre noget ubehageligt. Han låste deres blikke sammen og han trak på smilebåndet ”Det tænker jeg da det er.” sagde han og gav hende igen et blink.
 
Diego kendte ikke til piraters regler, hvis de havde nogen i det hele taget… Der var vel en eller anden form for regler, ikke? Han vidste det ikke og det var sikkert heller ikke noget han behøvede at sætte sig ind i, for han ville aldrig ende som pirat… Regnede han da ikke med. Som hendes blik blev mere seriøst og hun talte, så han ned i jorden. Han skammede sig over det der var sket, for han havde altid haft kontrol, men overfor en dæmon, havde han ikke en chance. Han svarede hende ikke på det med kvinderne, men hun havde ret… Han havde i hvert fald mærket det på egen krop. Svagt skævede han da imod hendes besætning som egentlig ikke skænkede ham ret mange tanker, da de havde mere travlt med noget andet. Igen rettede han blikket mod Catherine og hævede et øjenbryn ”Så det er sådan en uskreven regel i har? At man ikke stiller spørgsmål om hinandens færden?” det var på ingen måde dømmende ment, det var mere af interesse hvis noget.
 
Han så på hende som hun rejste sig og tog hans hånd. Uden han helt nåede et komme of fra stolen, havde hun allerede trukket ham med sig op for at betale og fluks op til et værelse og de begge gik indenfor.

Hun kiggede drilsk over på ham, og lod deres øjne mødes "Jeg vidste ikke at du var min bejler" kom det drillende og kækt fra hende. Måske kunne hun vælge og vrage mellem de bejlere som hun nu af og til havde. Havde hun brug for nogen mand til at passe på sig, andet end hendes besætning? Hun var en kvinde som selv kunne tage sig af sine problemer, hun var kvikkere og stærkere end andre mænd, selvom hun havde et meget feminint og flot udseende. Inderst inde havde hun nok ikke lyst til at skulle smedes sammen med en anden - men at ses med mænd når hun endelig var i havn, var mere noget for hende. 
"Det er jeg helt sikker på at det er, kære" Det bløde smil formede sig på hendes læber atter engang, som hun søgte hans blik. Hun følte sig småt tiltrukket af det kønne ansigt, som han bar, sammen med den store charme som befandt sig i ham. Hun lænede sig tættere ind mod ham, og lod sine læber hviske til ham, "Jeg ville elske hvis du satte tænderne i mig" 

Om det direkte var en regel, var nok ikke noget hun havde tænkt over, måske mere en almindelig høflighed og gensidig respekt. Hun brugte dag og nat med disse mænd, hun kendte hver og en af dem på mange måder, man hvad de gjorde i deres fritid og deres privatliv når de var i havn, det blandede hun sig ikke i. "En regel er nok meget sagt. Det er nok mere mig der er har en forventning omkring det" Svarede hun roligt, og lod hendes hånd bevæge sig rundt på hans lår, en beroligende effekt. "Jeg kan ikke se hvorfor de skulle være interesseret i hvad jeg laver privat - med mindre jeg er i fare" Hun var nok sikker på hvad, de regnede med at hun foretog sig når hun ikke befandt sig med dem.

Hun lod ham komme ind i rummet sammen med hende, og lukkede døren efter dem. Hun trak ham hen mod den beskedne seng og placerede ham på sengekanten og satte sig selv ved siden af ham. "Nu har du muligheden for at fortælle mig hvad der går dig på, kære" Hun kiggede over på ham, i et forsøg på at gøre ham behageligt tilpas. Herinde var der kun de to. 

Han trak let på skuldrene ”Åbenbart.” sagde han og klukkede. Han ved ikke ligefrem om han var en af hendes bejlere, jo, han ville med glæde bruge sine vågne timer sammen med hende, hun forhold? Hun kunne selv… Catherine havde ben i næsen og det vidste han. Hun var ikke bange for noget og kunne sagtens klare sine problemer selv og det sidste hun havde brug for, var en der blot gik i vejen for hende. Et eller andet sted forstod Diego hende godt, desuden ville det passe bedst med en der også var pirat, hvis nogen overhovedet.
Som hun talte låste han sit blik fast med hendes og sendte hende et smil. Han kommenterede ikke på de første ord der kom fra hende, men som hun lænede sig tættere på og hviskede, svor han at hans hjerte stoppede et sekund. Kort bed han sig i underlæben og sendte hende da et kækt smil og hviskede tilbage ”Måske hvis du er heldig.”
 
Han nikkede kort til hendes forklaringer ”Altså… Hvis jeg var dit mandskab havde jeg nok ikke ladet dig ud af syne, men det er af personlige grunde.” sagde han med et kækt smil på læberne. Det ville være for katastrofalt at have ham som mandskab, for han ville ikke kunne lade hende være, plus han var virkelig ikke ret god til at håndtere havet… Han ville blot være en klods om benet, når det kom til livet på en båd. Måske det bare handlede om tilvending når det kom til søsygen. Mandskabet vidste sikkert også i underbevidstheden hvad hun lavede når hun forsvandt og han kunne umuligt blive set som en trussel… Han var ikke ligefrem en voldsom person, medmindre han virkelig var nødt til de, hvilket han sjældent var.
 
Han så sig over skulderen som hun lukkede døren og fulgte hende over til sengen. Opgivende sukkede han og så ned i jorden ”Jeg ved næsten ikke hvordan jeg skal starte.” sagde han og skævede let til hende.

Endnu engang viste han tydeligt sin charme, som han sad der ved siden af hende og gjorde sig til. På en god måde. Hun nød bestemt hans selskab. Hun kunne ikke lade være med at få det velkendte smil frem på hendes læber, hans ord satte sig i sig. Rødmen bredte sig i hendes kinder - hvilket var sjældent. Det var ikke de træk hos sig selv, som hun satte mest pris på dukkede frem på den måde. "Åh, jeg ville ellers nyde at have sådan en person i blandt midt mandskab" Hun kiggede drillende på ham. Måske ville de andre ikke have samme mening om deres eskapader, så måske var det ikke den bedste idé, men hun elskede den alligevel. 
Hvis Diego var så meget ude på dybt vand, alt efter hvad der var sket ham, så var det måske noget hun skulle tilbyde? At tage ham med ud, hvor ingen vidste hvor han var og roen kunne sænke sig over hans liv. Ude på havet var det sjældent man mødte andre, og når man gjorde var det ofte i plyndringer og så var det enten dem eller en selv. 

"Start fra starten af, kære" Hun lod langsomt sin hånd ligge sig på hans lår endnu engang, med rolige og behagelige bevægelser, "Der er kun os to, ingen ved hvor du er". Hun måtte alligevel være ærlig overfor sig selv, for det var sjældent at hun sad overfor personer som havde det på denne måde, og uden at der blev lukket op, havde hun svært ved at komme ind på ham og emnet. "Er det så slemt?" 

Diego var ikke bange for at sige hvordan han havde det med hende og at han ikke ville slippe hende af syne, var sandt. Han ville have sine øjne på hende hvert sekund han kunne, ikke fordi han var besidderisk, han ville bare ikke have der skulle ske hende noget. Da farven kom frem i hendes kinder, fik han et skævt smil på læberne ”Ja så?” sagde han nærmest spindende. Det ville formentlig ikke være den bedste ide, men tanken om det var nu lokkende. Tanken om at komme ud på havet havde bevares strejfet ham et par gange og skulle han… Skulle det være med Catherine. Han kunne ikke forestille sig på noget andet skib, på trods af hendes mandskab nok ville skræmme ham det første stykke tid. De var trods alt nogle intimiderende typer.
 
Han så på hendes hånd og tog den, knugede den let. Han sagde ikke noget til at starte med og kunne mærke hvordan en klump i halsen var ved at forme sig. Bare at skulle tænke tilbage på det gav ham det dårligt. Ikke han havde lyst til at bryde sammen, han følte sig vattet, for han kunne ikke klare en kvinde… Han så på hende med et halvt smil ”Det… Kan man vel godt sige det er…” sagde han stille og sank klumpen i halsen. Det var så svært for ham at åbne op og hun var også den første der kom til at vide det. Han knugede hendes hånd igen og så på hende ”Jeg blev overfaldet af en kvindelig dæmon… Hvem hun var, har jeg ingen ide om, men jeg ville kunne genkende den blå hud og det røde hår:” sagde han og skar tænder og så atter ned i jorden ”Overfaldet er måske sågar en underspilning af hvad der reelt foregik…” sagde han og begyndte svagt at ryste ved tanken.

Hun mærkede hvordan han tog imod hendes hånd og knugede den let, som deres samtale langsomt skred frem. Hun lyttede til ham som han fortalte, hun kunne se på ham hvor meget det gik ham på som han langsomt lukkede op. 
Der var ingen tvivl om at det der var sket for ham, var frygteligt. Dæmoner var ofte utilregnelige og havde en let trang til at overskride grænser, overfalde eller værre ting endnu. 
"Det er jeg virkelig ked af at høre, Diego" Kom det støttende fra hende, som hun søgte hans øjne og aede hans hånd, som knugede sig til hendes, "Hvor skete dette henne?" Catherine havde mange spørgsmål omkring dette, men ville heller ikke bryde ud med dem alle på en gang, det var tydeligt at han havde svært ved at lukke op for dette - om det så var på grund af overfaldet eller at det var en kvinde, var også svært for hende at finde ud af. 

Hun kiggede undrende over på ham over hans sidste ord, som hun ikke helt var med på hvad han mente med, "Hvad mener du? Hvad der reelt foregik?"

Hele hans indre sitrede over nærmest at skulle genopleve det inde i hovedet som han fortalte om det. Det var rart at have en der ikke sagde noget, men faktisk lyttede og ventede til han var færdig med at fortælle. Han trak svagt på smilebåndet over hendes ord og så ned på deres hænder som hun begyndte at nusse hans hånd, men rettede blikket mod hende som hun talte " Tilbage i Balzera." sagde han nærmest opgivende. Han var ikke engang sikker tilbage hvor han boede, for nu vidste hun at han var til at finde der, så måske han bare skulle tage med Catherine ud på havet? For der kunne han da ikke blive fundet lige så let.

Han mærkede hvordan hans hjerte stoppede et sekund g han mærkede en klump forme sig i hans hals. Han skulle have holdt sin kæft og bare have holdt det til et overfald, men han kunne ikke. Han skar er sekund tænder "Havde det bare været et overfald, havde jeg kunne komme over det... Det er trods alt en del af at være dusørjæger... At nogle forsøger at ende dit liv før du tager deres." sagde han og lukkede øjnene, tog en dyb indånding og fortsatte "Hun... Voldtog mig Cath... Jeg kunne intet gøre... Jeg kan mange ting, men dæmoner kan jeg ikke gøre ret meget ved... Jeg er så ussel... Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv..." kom det nærmest febrilsk for ham og han fortsatte med at hakke ned på sig selv, kaldte sig alt muligt. Tårerne var begyndt at trille ned af hans kinder, ikke fordi han græd, men han kunne bare ikke holde tårerne tilbage. 

Hun nikkede roligt, som han fortalte hvor henne det var sket. Det var jo i sig selv ligegyldigt hvor henne det var sket, for det kunne næsten ske over det hele. Man var ikke klar over at man stod overfor en dæmon, før det var for sent og disse dæmoner blev der kun flere og flere af. Heldigvis ikke så mange under krigen mod mørket, men der var kommet flere. 

Hun ville virkelig gerne virke interesseret i ham, så hun lyttede til hvert et ord og havde heller ikke meget at sige da orderne og hans fortælling gled ud mellem hans læber. Det er klart at han som dusørjæger står overfor forskellige typer opgaver, som kræver at man ofre sig selv på forskellige måder - men at en dæmon havde udsat ham for dette, havde hun aldrig hørt om før. 
"Det er jeg virkelig ked af at høre, virkelig" Det var svært at komme med ord, som på nogen måder kunne heale det sår bare lidt, det følte hun ikke var muligt. "Du er ikke ussel, kære" Hun lod sin hånd glide ned ad hans kind og fjernede de få tårer som nu kom krybende, "Det er de færreste som kan gøre noget ved dæmoner, end ikke jeg" Det var klart han havde de tanker som han havde. Hun var aldrig blevet udsat for noget lignende, så hun kunne ikke sætte sig i hans sted, men hun kunne gøre sit bedste. 

Hun rettede sig op og kiggede på det sårede menneske som sad ved hendes side. Dette fantastisk menneske, som nu var ødelagt. Hun trak ham indtil sig og lagde armene omkring ham, i et varm og trøstende kram. "Jeg er hos dig, kære" Hviskede hun roligt til ham, "Det er okay du er ked af det, det er godt at du har fortalt det, kommet ud med det. Nu er du her, og ingen får lov til at røre dig" 

Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han var så forvirret og frustreret at han bare havde lyst til at skrige. Dusørjægere skulle være forberedt på alt, men dette var ikke just noget der havde stået i jobbeskrivelsen. Hele hans krop sitrede som billederne fra hændelsen spillede om og om igen i hans hoved. Hvorfor ham? Han havde aldrig mødt kvinden før så han kunne ikke have gjort hende noget. Måske var han bare det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.
 
Hans blik var rettet mod hende som hun talte. Det var rart at have en der lyttede uden at afbryde og Catherine var ufatteligt god til at lytte. Ikke nok med hun lyttede, hun beroligede ham på en måde som ingen anden kunne. Han vidste han altid kunne komme til hende hvis der var noget han ville have læsset af, men eftersom hun var på havet, så var det næsten et under at de var stødt på hinanden. Hendes kommentar om han ikke var ussel fik ham til sukke ”Jeg blev overmandet af en kvinde Cath…. En KVINDE.” sagde han gennem sammenbidte tænder. Der var ingen mand der havde lyst til at blive overmandet af en kvinde… Ikke på denne måde i så fald.
 
Som hun lå armene omkring ham kunne han ikke længere holde tilbage og lod tårerne få frit spil. Han knugede sig ind til hende og så på hende med tårer strømmende ned af kinderne ”Catherine… Jeg ville… Normalt ikke spørge om dette, jeg hader vand… Men vær sød at tage mig væk… Bare lidt tid…” sagde han og så på hende fuldkommen ulykkelig.

Det var klart at det havde været en rystende oplevelse. Der var ingen der villes udsættes for den slags, eller lignende. Normalt var det også omvendt det skete, statistikken for kvinder som voldtog var nærmest ikke eksisterende. Så selvfølgelig var han rystet, men i hendes optik var det ikke usselt at blive overmandet af en dæmon, om det så var en kvinde eller ej. Han havde tydeligvis en anden opfattelse. 
"Det er jeg godt med på, kære. Jeg forstår godt din sort" Kom det fra hende, hun kunne sagtens forstå hans udbrud og det var også iorden, hun kunne tage det og vidste hvorfor det kom, "Du blev overfaldt af en dæmon, om det så var en kvindelig eller mandlig dæmon betyder ikke meget, der var intet du kunne stille op alligevel" Det var mere spørgsmålet hvorfor det skete? Det plejer ikke at være den slags som dæmoner går efter, men denne havde sunket umådeligt dybt. Det var ikke sikkert at hun kunne tale ham til fornuft og forstå hvad hun mente.

Det var ikke overraskende for hende at han nu gav slip og lod følelserne tage over. Det var ikke ofte hun var i denne situaiton, og slet ikke med Diego. 
Et lille smil bredte sig på hendes læber, som hun havde armene omkring ham og trukket ham ind mod sig. De havde allerede talt om det tidligere, og hun ville nyde at have hans selskab ombord, om han så kunne hjælpe til på skibet eller ej. "Der er intet at tale om, kære" Kom det fra hende trøstefuldt, "Du ved du altid kan komme til mig, så selvfølgelig må du tage med væk" Hun ville elske det. Hun nød hans samværd, og det kunne næsten kun blive bedre, hvis de brugte mere tid sammen. 
"Jeg forstår godt at du er såret, og føler dig ussel og det er også okay" Startede hun roligt og rykkede sig væk fra krammet og kiggede på ham, "Det tager helt sikkert også lang tid at komme over, men der var intet du kunne have gjort i situationen" Hun lod sin hånd glide op på det smukke, men sårede ansigt. De flotte karaktertræk, havde hun altid været tiltrukket af.

Han forsøgte at falde til ro, men det var så svært når billederne blev ved med at spille i hovedet på ham. Han lyttede til hendes ord, men vidste næsten ikke hvad han skulle sige. I det mindste vidste hun godt hvorfor han havde dette udbrud, hvorfor han var ved at falde fuldkommen fra hinanden. Hun havde ret… Han kunne nok ikke have gjort noget alligevel, mand eller kvinde. Diego så på hende og nikkede svagt ” Jeg ved det…” kom det ret opgivende for ham. Han kendte ikke alverdens til dæmoner, så om det var normalt at de jagtede tilfældige folk på gaden og gjorde dette ved dem, havde han ingen ide om… Det var i hvert fald sket for ham og han håbede det ALDRIG skete igen.
 
Han var næsten stoppet med at ryste. Hun havde bare en beroligende effekt på ham, den måde hun var overfor ham. Det var sjældent at nogen af den var i denne situation, i hvert fald mens de var sammen, men en gang skulle vel være den første? Han rettede sig op og tørrede tårerne fra sine kinder og så på hende ”J… Jeg vil bare heller ikke være i vejen for dig… Og slet ikke dit mandskab.” sagde han stille. Han vidste ikke hvordan de ville have det med ham ombord, men hvis Catherine var der, havde de vel ikke så meget at sige? Hun var trods alt kaptajnen. Hans øjne lyste næsten op som hun sagde han gerne måtte komme med væk. Tårerne gled stadig ned over hans kunder, men i det mindste ikke i en konstant strøm længere. Han så kort væk og hun igen talte. Han følte sig virkelig ussel og ved siden af sig selv, men tiden healede alle sår, plejede man at sige, så mon ikke det ville blive bedre med tiden og hvis han alligevel kunne få lov til at tage med hende, ville det hele være så meget nemmere. Bare tanken om at bruge mere tid sammen med hende, fik ham nærmest til at slappe af. Som han mærkede hendes hånd glide op ad hans kind, rettede han blikket mod hende og trak svagt på smilebåndet ”Tak Catherine… Tak fordi du altid lytter.” sagde han og lænede sig ind mod hende og lod hans læber ramme hendes ene kind.

Langsomt kunne hun se hvordan hendes ord og berøring, hendes støtte, hjalp ham i denne situation. Selvom det sår nok, måske, aldrig ville heale. Tårerne trillede stadigvæk, ned ad de bløde kinder. At hun kunne have sådan en virkning på et andet menneske, kom måske bag på hende, dette hårde ydre som hun normalt havde, var ganske enkelt pakket væk. 
"Du kommer ikke til at være i vejen, kære" Kom det ærligt fra hende, hun skulle nok finde hans plads på skibet, om end at han ikke var pirat eller bare det mindste glad for vand, "Du får min kahyt, sammen med mig, så der kan du opholde dig når du har brug for det og ellers bare bevæge dig rundt. Jeg skal nok finde din plads på skibet og du skal nok finde den" Hun havde ingen betænkeligheder ved at tage ham med ombord, for det var mere vigtigt at beskytte ham fremover end at efterlade ham. Hvis der skulle blive noget med mandskabet, skulle hun nok tage den. Det var hendes skib. 

Catherine havde sine venner tætte og hun ville altid være der til at beskytte eller hjælpe, så stor var hendes loyalitet og hun forventede selvfølgelig det samme, i det omfang man kunne. "Selvfølgelig, kære" Hun sendte ham et smil og tørrede endnu en tårer væk fra hans kind, "Jeg vil altid være hos din side". Et smil bredte sig på hendes læber, da hans læber mødte hendes bløde kind og hun lod blikket glide over på ham. Hun lod sin hånd ligge sig på hans kind og skubbede hans hoved mod hendes. Langsomt lænede hun sig frem, uden at tænke sig alt for meget om og lod hendes røde læber mødes med hans. Kysset blev kort, inden hun stoppede og kiggede undskyldende på ham, "Undskyld .." Indrømmede hun, det var måske ikke det bedste træk efter det han havde fortalt hende. Men hun var tiltrukket af ham.

Hendes kærlige behandling og hendes beroligende ord, var med til han roligt faldt til ro. Jo det sad stadig i ham, men han kunne mærke at det havde hjulpet at han faktisk have talt med nogen om det, kontra at gå med det alene. Han burde nok havde snakket med nogen før, men han havde ikke rigtig nogen at gå til. Diego trak svagt på smilebåndet ”Er du sikker? Jeg føler bare jeg vil ende som ekstra last. Specielt i denne tilstand…” sagde han stille. Han vidste godt at hun ville holdehånden over ham, hvis der blev brug for det. Han nikkede svagt til hendes ord. I det mindste kom han til at få hendes kahyt, sammen med hende. Det kunne næsten ikke være bedre, for så skulle han ikke frygte for sit liv ”Jeg skal i hvert fald ikke lave mad…” sagde han og kløede sig i nakken. ALDRIG i livet om han skulle lave mad til nogen, hans kokkeevner var som at smide en person uden arme og ben i havet og bede ham svømme.
 
Diego vidste at Cath ville gøre alt for dem hun havde nær og han var en af dem. Han trak på smilebåndet og så på hende som hun sagde hun altid ville være der for ham ”Det værdsætter jeg, Cath.” sagde han stille og lod hende tørre tårerne fra hans kinder. Han lod hende skubbe ham tættere på hende. Som deres læber mødtes i et kys, stoppede hans hjerte et kort sekund. Han så på hende som hun undskyldte ”Du skal ikke undskylde Cath… ” sagde han med et skævt smil. Nej det var måske ikke det rette at gøre, men det var hende… Cath var han ikke bange for og han vidste hun ikke ville gøre ham ondt. Langsomt lænede han sig dog ind mod hende og lod igen deres læber mødes, men brød ikke kysset denne gang.