Duften af markedspladsen var efterhånden velkendt for Serafina og hun elskede den og mylderet af mennesker. Hun var begyndt at holde af, at sidde ved springvandet og observerer mennesker og lærer fra deres adfærd. Se hvordan forskellige situationer udfoldede sig og derfra også se om nogle var så optaget af andre ting at hun kunne snige sine hænder ned i nogle lommer og fange lidt dyrebare krystaller eller andre skinnende ting. 

En ting hun havde lært, var at gå i meget almindelige kjoler, som ikke var for prangende, så hun ligesom gik i et med resten af den almene befolkning. Det var så anderledes end det hun var opvokset med i adlen, men for at være ærlig, så havde hun ikke noget imod det. Her var der ingen regler. 
I dag var hun iført en afdæmpet bordeaux farvet kjole, der var tætsiddende, med lange ærmer. Udover havde hun et sjal, dog var hendes hår løst og uglet som altid. Hun bar også en taske, hvor hun kunne putte sine tyvegodser i. 

Efter lidt tid så hun en pige, ikke meget ældre end hende selv stod og snakkede med en meget fin herre, hvis lommer så ud til at være dagens gevinst. Serafina tog sjalet op over hovedet og gik langsomt i deres retning og lige i det hun gik forbi dem, smuttede hendes hånd ned i mandens taske og fik fat i en pose der måtte være fuld af krystaller. Hun var sikker på ingen havde set hende, indtil hun kiggede op og fik øje på pigen foran. Hendes øjne virkede bekendte og Serafina gik i stå. 

Arya elskede Dianthos. Hun elskede friheden, og hun elskede menneskerne omkring hende. Hvordan der altid var noget at observere og lytte til. Alt ved byen var fantastisk, og selvom at hun altid skulle have nogen ved sin side, så generede Det hende ikke. Især ikke som det var hendes kammerside ved hendes side. Deres tøj var klart af det pænere, selvom Arya havde tonet det ned, med en simpel brun og gul kjole.
Hun havde taget en tur rundt på markedspladsen da hun var stødt på broderen til Grev Konspuri. En ældre herre, som altid havde en ting eller to at sige, men han havde altid en god bog at forslå, så hun hilste glædeligt på ham, og lod ham snakke hendes øre af, og svarede på de ting hun kunne komme til, mens hun mentalt noterede de reference han kom med, så hun forhåbentlig kunne finde det i bøgerne senere.

Det var dog også lige midt i en af hans næsten monologer at hendes blik gled væk, og hun så skikkelsen af noget næsten velkendt bevæge sig forbi, og var det en hånd? Hendes øjne fulgte den, indtil pigen vendte sig om og Arya stirrede ind i et par isblå øjne hun overraskende nok kunne genkende.
"Serafina?" lød det fra hende inden det gik op for hende hvad hun sagde og hvem det var. Hun vidste godt lidt hvad der var sket, men næppe hele historien, hvis hun skulle være ærlig. Men at finde den anden kvinde her på markedspladsen var det sidste hun forventede.

Ved siden af hende rynkede Konspuri let på næsen.

Chokket over at være blevet set, gjorde det svært for Serafina at genkende hvem der stod foran hende. Men personen havde sagt hendes navn med så meget genkendelse at det endelig gik op for hende hvem det var. "A-a-arya" fik hun fremstammet. Imens hun stirrede med store øjne på Arya, fik Serafina med sine hurtige hænder puttet posen hun lige havde fisket op fra mandens taske, ned i hendes egen. Bevægelsen var så hurtig at nogen næppe havde lagt mærke til det. Udover måske lige Arya, som med sine store øjne havde fulgt Serafinas bevægelse. 

Da alt var sket så uventet, havde Serafina ikke lagt mærke til hvem Arya havde snakket med, men manden rømmede sig og Serafina kiggede op på en herre hun havde set før for en del år siden og kunne derfor ikke huske hans navn. Dog trådte Serafinas finere manere i kraft og hun tog sjalet ned så hendes vilde hår sprang ud, tog sit bedste smil på og gav manden hånden. "Jamen goddag hr! Det er sørme længe siden og ikke mindst længe siden jeg har set min søde kusine, kunne du give os et øjeblik?" Det var virkelig længe siden hun havde set Arya, ikke siden hun var blevet udstødt fra sin familie. Serafina vidste ikke engang hvor meget Arya vidste om hendes lærestreg. Dog var Arya en af dem i familien hun bedst kunne lide udover sin bror og hun ville så gerne høre alt om hvordan det gik med hende og resten af familien. Hun glemte alt om at hun lige havde stjålet foran Arya og i sin iver glemte hun igen sine manere. Hun hev fat i Arya og tog hende lidt længere væk fra alle menneskerne og spurgte "Skal vi ikke finde os et lidt roligere at sidde og snakke? Jeg har sådan savnet dig!"   

Arya var sikker på at hendes øjne måtte have spillet hende et puds. Det kunne ikke være rigtig hvad hun lige havde set, eller det håbede hun i hvert fald ikke, og som hun skævede til manden ved hendes side, så var hun også sikker på at det ikke var tidspunkt at spørge hende foran manden. Hvad hvis det var forkert? Så ville det kun gøre det værre, og selvom Arya vidste at Serafina ikke ligefrem var en populær person i de adelige kredse, så vidste hun trods alt ikke rigtig hvad der var sket.

Hr. Konspuri så også lidt halvforfjamsket ud over den pludselig meget pludselig sprudlende personlighed. Han tog hånden. "Jamen, i lige måde. Og jeg vil da ikke stå i vejen, hvis det er så lang tid siden," sagde han og kiggede mod Arya for at få bekræftet historien ved Arya.

Arya nikkede også. "Det var hyggeligt at snakke med Dem," indrømmede hun overfor Konspuri, men nåede ikke at sige mere, før at Serafina havde hevet hende væk. Hendes tjenestepige prøvede at følge med også.
"Ro på," sagde Arya leende, med et glimt i øjet. "Vi kan sætte os derover," tilbød hun og pegede på nogle bænke der stod i den fjerne ende af ønskespringvandspladsen. Der var stadig folk omkring dem, men Arya ville foretrække at sidde lidt ned efter hun allerede havde stået op en betydelig mængde. Selvom Arya havde mere farve i kinderne, og virkede friskere, så ville hendes krop nok aldrig blive så frisk som en normal person.

Blikket fulgte Aryas hånd og med et accepterende nik, gik de hen og satte sig på bænkene. Serafina lagde mærke til Aryas tjenestepige, som satte sig ved dem, men stadig med lidt afstand, som for at give dem lidt privatliv. Klassisk for adelen at have nogle med sig, især i Dianthos vilde gader. Det var dog en ting som Serafina ikke savnede, hun elskede sin frihed og var ikke bange for nogen. Hun kendte dog godt til Aryas helbred og forstod hvorfor hun både havde behov for at sætte sig og behovet for hjælpen fra en tjenestepige. 

Hendes fulde opmærksomhed faldt dog på Arya nu hvor de sad sammen og hendes søde ansigt, gjorde Serafina så glad. Hvor var det dog rart at se et velkendt ansigt, hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde set et familiemedlem og savnet af hendes forældre blussede op. Hun undertrykte det dog og smilte til Arya. "Først må du fortælle mig hvad du laver her i Dianthos, af alle steder havde jeg ikke regnet med at støde på dig her også helt alene, jeg troede aldrig din mor ville slippe dig fri på den her måde?" spurgte hun med oprigtig interesse. 

Arya lænede sig lidt tilbage på bænken, selvom hun holdt den ranke ryg mens hun sad ned. Som en kvinde af hendes stand helst skulle, men hun virkede afslappet i kroppen, som hun altid havde været, selv når hun havde siddet og været syg i sin seng, og dårligt havde kunne se nogen. Det var næsen som en anden person at se. Det var tydeligt at så meget var sket med hende, både med sundere kulør i ansigtet og det hele.
"Jeg bor her," lød Aryas glade og lettere begejstret stemme. "Jeg... fik det bedre, og selvom min mor ikke var meget for det, så lod hun mig flytte hertil, selvfølgelig under opsyn, men siden Aldamar også boede her, da jeg først flyttede hertil, så var det ikke så slemt for hende." Han var godt nok flyttet tilbage til Zircon nu, for at opfylde sine pligter som fyrstesøn, men hun følte sig ikke ensom. Venner havde hun fået massere af trods alt, men det havde heller aldrig været hendes problem trods alt. "Hvad med dig? Du... forsvandt bare?" Arya var ikke helt sikker på hvad historien reelt var med Serafina.