Polaris havde haft en fantastisk aften! Eller well, eftermiddag, men det havde været skønt! Hun havde spillet hovedrollen i en lille sagnfortælling kaldet 'Bjørnen og Elveren', og hun var bare så god til det! Ja, hendes hud var lidt anderledes, men lidt makeup på, og så lignede hun en elver lige så godt som en elver selv gjorde! Det var et teaterstykke, som handlede om en elver, som var ude og gå i skoven. Der fandt hun en bjørn (spillet af en med en formskifterevne selvfølgelig), som havde en stor torn i poten. Elveren hjalp bjørnen på grund af sit gode hjerte, og snart efter forvandlede bjørnen sig til en smuk elverprins. Hvorfor elverprinsen var blevet forvandlet til en bjørn var vidst ikke helt så sikkert, men det var et godt stykke!

Hun smilede til spejlet, som hun lod sine fingre løbe gennem det snehvide hår, og skævede til døren. Hun var den eneste i dette omklædningsrum, fordi hun havde været den eneste kvindelige skuespiller i stykket. Desuden var der sjældent andre, som turde gå derind, hvis hun var derinde. Ikke fordi hun var voldelig eller noget, men fordi hun havde en seriøs omgang stjernenykker, og mente at hun fortjente sin egen suite, når hun skulle klædes om. Hun kunne dog ikke lade vær med at fnise, da hun opdagede, at hun stadigvæk havde de spidse elverører spidser på ørerne, og tog dem af, for at smide dem på makeupbordet.

Så forlod hun rummet, og gik ud af bagindgangen, som hun altid gjorde. Der kom sjældent nogen der, og derfor følte hun sig mest tryg ved at tage den vej. Med et smil trak hun hætten op, men pludselig blev hun grebet fat i bagfra af et væsen med store, brune poter. Hun kunne mærke de sorte kløer mod sin talje, og gispede forskrækket, mens hun forsøgte at vende sig om. Det lykkedes dog kun halvt, som hun stod ansigt til ansigt med et væsen, som tydeligvis var halvt dyr, halvt menneske. I dette tilfælde halv bjørn. Så kom et andet væsen ud af skyggerne, og smilede til hende, som en lang øgletunge hvislede ud mellem de tørre læber på endnu et halvdyr. Denne halv øgle af en art.

"Polaris," sagde øglemanden og smilet blev større, "Den stooooore skuespillerinde..."

Det andet halvdyr grinede på en måde, som talte sit tydelige sprog om dennes intelligens. Sådan tog Polaris det i hvert fald.

"Slip mig!" råbte hun så højt hun kunne, men en stor, brun pote blev slået for hendes mund.

"Nu ikke alt det skrigeri, Polaris," fortsatte øglemanden, og tog et par skridt fremad, så han stod næsten ansigt til ansigt med Polaris.

Hun spyttede og forsøgte at bide bjørnemanden, men han virkede ligeglad.

"Hvad vil I med mig?" drillede øglemanden i en tynd udgave af en pigestemme, og lo højt, så højt som dens enorme gab tillod. Han kunne virkelig gabe op! "Jo snuske, nu skal du høre!" fortsatte han i sin egen stemme.