Dagen havde stået på en masse eksperimenteren med dufte ude i olie destilleriet, og som sædvanligt når Frederik arbejdede var tiden fløjet fra ham. Solen var på vej ned, da den rødhårede tjenestepige, Anett, kom ud til den unge olie forhandler. 
 " Hr. Hanson.. " kaldte den unge pige, men støjen der altid summede i destilleriet gjorde så Frederik ikke kunne høre hende. Hun rømmede sig derfor og hævede stemmen lidt.
 " Uhm.. Hr. Hanson! Der står en mand inde i indgangen.. Vi kan ikke få ham til at gå.. " Anett stod en smule uroligt og blev ved med at se sig over skulderen i retningen af hovedbygningen. Frederik havde løftede blikket fra det han havde gang i, og så mod Anett da han hørte hende. Brynene rynkede sig lidt og blikket fulgte hendes, mens han gav sig til at vaske hænderne i en vandspand beregnet til netop det.
 " Hvem er han? " Anett trak lidt på skuldrene inden hun slog blikket lidt ned i jorden.
 " Det ved vi ikke. Jeg har ikke set ham før. Og han vil ikke sige hvem han er.. " Forklarede hun og så tilbage på Frederik der rynkede brynene lidt. Han mente da ikke han skulle have gæster. Da han havde tørret hænderne rakte han hånden ud mod døren, som en indikation til at de kunne forlade det lille olie destilleri. 
 " Det er ikke en gæst af mormor Helke? " Frederik gned næseryggen lidt mens de gik op langs grusstien til huset. Anett rystede lidt på hovedet.
 " Det tror jeg ikke. Han ser meget ung ud. " Hun lød dog ikke helt sikker. Hun vidste hvordan Frøken Sefia kunne være, så det ville ikke komme helt bag på hende hvis det faktisk var hende der havde en finger med i spillet her.
 " Og han virker også beskidt! " Fik hun hurtigt indskudt med næsen let rynket. 
 " Hm.. Tak, Anett.. Du kan bare gå ind, jeg tager hoveddøren. " Anett nikkede og drejede af grusstien for at gå ind af indgangen til tjeneste gangene. Frederik selv, forsatte videre ind til han nåede hoveddøren. Inden han åbnede den, rettede han sig lidt op. Den hvide skjorte blev børstet lidt af og han rullede ærmerne ned igen, så han så nogenlunde anstændig ud. Så åbnede han døren for at gå ind og håbede han ikke stak for meget af blomster.  

"Okay, jeg løj måske lidt. Jeg kom ikke bare for at spørge om lidt vand, som jeg for øvrigt ikke engang har fået, men hvis jeg nu ser rigtig sød ud, så kan jeg godt lige komme ind og låne et bad, ikke? Og en seng. Lidt mad. Har i noget med sukker? Jeg føler mig lidt flad. Kom nu. Jeg ser da lidt kær ud, gør jeg ikke?" Jaris fandt det største smil frem, han overhovedet kunne og tiltede hovedet let på skrå. Det fik tilsyneladende ikke tjenestepigerne til at give sig, da de stadig insisterede på, at han skulle gå. Men de havde jo ladet ham møve sig ind i entréen, eller også havde de bare ikke været stærke nok til at stoppe ham, da han maste sig ind, så nu kunne han vel lige så godt blive lidt.
Selv Jaris var faktisk blevet lidt overrasket over, hvor uopmærksom han havde været denne gang, da han nu var endt i Safirien. Så dårlig var han altså ikke til at finde vej normalt. Eller også var han bare blevet distraheret på de rigtige tidspunkter førhen, så han lige netop ikke endte så langt i den forkerte retning. Men det betød altså også, at han nu havde brug for et sted at overnatte, bare en enkelt nat, så han lige kunne blive vasket og samle lidt nye forsyninger til den lange rejse, der lå forude.

Det var bare umuligt at komme igennem til de snobbede tjenestefolk. Ingen ville lytte!
"Fint! Så skal jeg nok gå! Men må jeg binde min sko først?" Med de ord og et lettere barnligt fornærmet udtryk i ansigtet, bukkede han sig ned og begyndte at rode ved sin ene sko. Men i stedet for at binde den, fik han hurtigt trukket skoen af, rettet sig op og kastet den ind i den lille gruppe af tjenestefolk. Det var nu!
Straks fór han afsted, direkte ind af den nærmeste dør, smækkede den i efter sig og satte den nærmeste stol foran, for at holde dem alle ude.
"Tak for gæstfriheden!" Halvråbte han muntert. Han placerede sig i stolen, ikke kun for endelig at sidde ned, men også for at give stolen lidt ekstra vægt. Det skulle jo ikke være helt let at skubbe døren op igen. Han havde selvfølgelig bare ikke set, at der herinde, i biblioteket, var en dør mere i den anden ende af rummet.
Indtil videre var han sikret. Han kunne læne sig helt tilbage med et tungt suk og endelig slappe bare lidt af. Han gad virkelig ikke at gå mere nu.

 Frederik trådte ind i entreen til et værre på styr. Tjeneste folk stod og hamrede på døren ind til biblioteket, og der var ingen ubuden gæst at se nogen steder. En lidt ældre, buttet tjenestepige vendte opmærksomheden på Frederik som han kom ind.
 " Hr. Hanson. Han løb der ind, vi kan ikke åbne døren.  " forklarede hun. Frederik brummede og så mod døren ind til stuen. Det var ikke unormalt at intelligensen svandt lidt ind, i pressede situationer. Han nikkede lidt mens han gik forbi trappen, mod stuedøren.
 " Spørger for han ikke smutter forbi jer. " sagde han blot, som han forsvandt ind i stuen og stoppede døren den anden dør til biblioteket. Mon hans gæst havde opdaget den ekstra dør? Uden større overvejelse om hvad han ville træde ind til, trykkede han forsigtigt håndtaget ned. Han burde nok være en smule på vagt, og klar til at teleportere sig væk, skulle hav vise sig at være farlig. 

 Døren åbnede sig, og Frederik takkede lydløst Anett for at have husket og spørger dørene så de ikke knirkede længere. Havde den knirket som han åbnede den, ville gæsten i hvert fald vide han var alene i rummet længere. Med så lydløse skridt han kunne mønstre, trådte Frederik ind i rummet og lukkede blidt døren i bag sig. Blikket gled over til den blokerede dør, hvor en ung mand havde sat en stol for døren, og sat sig på den. Frederik tog sig lidt tid til at betragte manden, inden han trådte længere ind i rummet.
 " Sidder De godt?  " spurgte han mens han gik mod den fremmede med rolige skridt. Hænderne var foldet bag ved ryggen, og Frederik stod ret. Blikket gled igen ned over manden, og denne gang lagde han mærke til at han manglede en sko. Det ene bryn løftede sig en kende. Var han hjemløs? Han kunne godt se manden virkede beskidt, som Anett havde pointeret, men han virkede ikke decideret uren.

Jaris kunne ikke lade være med at sidde og smågrine lidt. Han kunne mærke de små ryst i døren, og dermed også i stolen, da tjenestefolkene stod og hamrede på døren. Deres desperate forsøg på at komme ind, forhindrede ham dog ikke i at slaske helt sammen i stolen og lukke øjnene i. Hvis han gad at koncentrere sig bare en lille smule, ville han nok have været mere forberedt på at få selskab. Det var jo ikke fordi han ikke kunne høre stort set alt der foregik, men de mange lyde hen over de sidste dages rejse, havde ikke hjulpet på den lidt tunge hovedpine. Det fik alt til at smelte lidt sammen.

Trods den fremmedes forsøg på at være så lydløs som muligt, hørte han egentlig godt de listende skridt komme nærmere. Alligevel gibbede det let i hele kroppen, da han hørte stemmen så tydeligt. Et helt tilfredst smil bredte sig om læberne, inden han åbnede øjnene og lige lod blikket glide hele vejen ned over den anden. Han kiggede selvfølgelig lidt ekstra mod bukserne, inden han rettede blikket op igen.
"Det ved jeg ikke helt. Prøv at vend dig om, så kan jeg måske bedre se om de sidder godt," svarede han storsmilende. Han kunne ikke lade være med at svare så ironisk, når den anden nu tiltalte ham så formelt. Han havde uden tvivl forventet en helt anden tone, når han nu teknisk set var brudt ind i biblioteket. Hvorfor stod den fine fyr ikke og råbte af ham?
Han havde til gengæld ikke forventet at få selskab så hurtigt. Han sad da foran døren? Med let rynkede bryn rettede han sig lidt op og så over mod den anden dør.
"Ej! Det er da virkelig uretfærdigt. Nu var jeg lige sluppet væk fra hyænerne i gangen og så har du ved Zaladins trævlede bukser en dør mere i den anden ende." Han sukkede tungt og lænede sig så helt tilbage igen.
"Nå. Jamen så behøver jeg vel ikke at rejse mig for at spørge, om du vil hente min sko?" Nu gik Jaris selvfølgelig ud fra, at det var denne herre, der ejede det fornemme sted, og hvis han ikke lod til at være yderligere utilfreds med sin nye gæst, så kunne han vel godt lige blive siddende og finde sig lidt til rette.

 De manden blik blev hængende ved Frederiks bukser, løftede han det ene bryn lidt og fulgte blikket. Havde han spildt olie på sig? Der var dog ikke noget at se, og ordene der kort efter forlod hans mund forklarede det hvilende blik. Alt Frederik gav ham, var et lavt og ikke specielt imponeret hm, men alligevel kunne han ikke helt holde mundvigene fra at trække en smule på sig. Om det var ordene i sig selv, eller det store smil der fik et smil hos olie forhandleren til at presse sig på, vidste han ikke helt. 
 Frederik gik længere ind i rummet, op til skrivebordet der stod nær ved døren så han kunne læne sig op af det, der hænderne på bordet bag sig. Han trak lidt på skuldrene til manden klagerier omkring den ekstra dør, ikke at det gjorde en forskel. Frederik skulle nok være kommet ind til ham, ekstra dør eller ej. En tanke der fik den ene mundvige til at trække sig en smule triumferende op. Det nåede dog ikke at være mere end en smule, for de næste ord fra mandens mund, fik et mere irriteret udtryk frem hos den høje, mørkhårede mand.
 " Ligner jeg må.. " ..ske en tjenestedreng.. Øjnene smallede sig og Frederik stoppede sig selv inden han færdiggjorde sætningen. Noget sagde ham at han ikke ønskede at manden svarede på det spørgsmål. Ude på den anden side af døren, var de rigtige tjeneste folk holdt op med at ruske og hive i døren.

 " Hvad bringer Dem-dig til Svennings Gård? " spurgte Frederik i stedet. Han kunne vel lige så godt finde ud af hvad der foregik. Hvorfor denne mand var.. brudt ind. Om han skulle få smidt ham ud, sendt bud efter nogle vagter inde fra Zircon af, eller hvad han skulle gøre ved ham. 
 " Søger du arbejde? " Måske var han bare en lidt for overmodigt knægt der ønskede at tjene krystaller. Frederiks mørkeblå blik var vendt mod manden med det ene bryn løftet. Han betragtede hans form. Han kunne sikkert godt hjælpe til i plantagen. 

Ah, se. Der skulle bare lidt friske vittigheder til, så kunne man jo ligefrem få den mørke mand til at smile. Eller næsten smile. Mon ikke det nok skulle lykkedes at se noget ordentligt, inden han forlod stedet. For han havde selvfølgelig ikke i sinde at gå derfra endnu. Hvis han kunne møve sig nok ind, så ville han da ikke klage over at blive til dagen efter.
Men måske han alligevel havde formået at fornærme den anden allerede? Han så i hvert fald ikke specielt tilfreds ud, når han sådan blev spurgt om at hente og bringe. Havde Jaris måske ikke spurgt pænt? Måske ikke pænt nok. Han var jo ikke ligefrem havnet et helt dårligt sted. Fyren dér så ud til at have krystallerne i orden. Også sig selv i orden. Jaris kunne dufte hele blomsterengen, som den anden sandsynligvis havde badet sig i. Det var lige før den dækkede over lugten af sved, som kom fra dæmonen. Men også kun lige før. At gå uden en ordentlig vask i nogle dage, gjorde vel et eller andet ved det ellers friske ydre. Forhåbentligt kunne man ikke lugte det, uden at være lidt tættere på.
"Hm?" Han lagde hovedet let på skrå, løftede let det ene øjenbryn og ventede egentlig bare på at fyren færdiggjorde sine irriterede ord, men så vigtige var de åbenbart ikke.
Betød det, at han selv skulle hente sin sko?

Han var da sød. Det var godt nok længe siden, at Jaris var blevet spurgt om det. Han kunne da kun grine lidt. Han burde vel egentlig svare rigtigt, fortælle hvorfor han overhovedet var her, men han var da lidt nysgerrig.
"Næh, egentlig ikke. Men hvad har du?" Når han nu selv bragte arbejdet op, så skulle han da lige høre, om han kunne tilbyde noget godt. Noget der kunne holde Jaris beskæftiget og ikke få ham til at kede sig alt for meget. Han ville jo ikke have det største imod at skulle underholde tjenestepigerne. Måske noget i køkkenet. Taget stedets størrelse i betragtning, var han sikker på at spisekammeret måtte være fyldt godt op. Ikke at han manglede krystallerne, dem havde han vist rigeligt af i Rubinien, men han var selvfølgelig heller ikke for genert til at spørge, om han kunne blive betalt lidt anderledes. Stakkels rigmand. Han havde ikke den fjerneste idé om hvilken mand, der var trådt ind i hans hjem. For det var vel hans hjem?

 Frederik kunne ikke høre det lille hm, men hovedet der blev lagt på skrå, og brynet der blev løftet gik ikke forbi han. Han havde dog ikke tænkt sig at færdiggøre sætningen, eller generelt give ham et svar. Hvis han ville have sin sko, måtte han selv hente den. Ellers kom der nok en at tjenestefolkene med den, når det hele havde været faldet til ro i noget tid. I stedet rystede Frederik bare på hovedet, mens han løftede den ene hånd afvisende. Bare glem det. 

 I stedet for at finde tilbage til bordet, lagde Frederik armene over kors på brystkassen. Da der blev grinet, og manden efterfølgende sagde nej til at han ledte efter job, for så alligevel at spørge ind til arbejde, løftede Frederiks bryn sig først, inden de rynkede sig og han fnøs.
 " Hvis du ikke søger arbejde, hvorfor så spørge.. " sagde han bare, i stedet for at svare på spørgsmålet. Frederik skubbede sig fri at bordet for at gå over mod stolen og den fremmede mand. Ansigtet var foldet i lidt mere seriøse folder nu. Det var ikke fordi han frygtede hvad denne mand havde af hensigter, men det betød ikke at han ville lade en fremmed vandre rundt på gården. 
 " Så hvis du ikke er her for arbejde, hvorfor er du så brudt ind? " tonen var hård og kontant, og det var tydeligt han forventede at svar. 
Der blev dog ikke mange sekunder for manden at svare, da den anden dør åbnede sig op ind til biblioteket. Først kom et rødhåret hoved ind, som blev der tjekket om det var sikkert, inden Anett trådte ind gennem døren. Frederik holder blikket på han ubudne gæst lidt, inden han flyttede det hen på Anett.
 " Hr. Hanson, frøken Sefia vil gerne se Dem inde i stuen. " Frederik sukkede og gned ansigtet lidt. Det var ikke fordi han ikke ønskede at snakke med sin mormor, men hvorfor lige nu.. Hun vidste uden tvivl hvad der forgik.
 " Javel.. " mumlede han og flyttede blikket tilbage på gæsten. Armene viklede sig fri, og den ene hånd løftede sig for at pege på ham.
 " Bliv der..  " Han begyndte at gå mod Anett, men stoppede kort op og vente sig tilbage mod manden og pegede på stolen.
  " Lige der! " Frederik skulede til ham, inden han forsvandt ud af biblioteket og ind i stuen. 

Så seriøs. Med den alvorlige attitude han havde, var Jaris næsten overrasket over, at han endnu ikke var blevet smidt direkte ud. Han satte tydeligvis ikke pris på de kække kommentarer og dumme spørgsmål, så det var utroligt at han faktisk var så tålmodig. Det var dog ikke den høflige tone, som fyldte mest. Indtil videre havde han ikke hørt andet end irritation, og så ikke engang i form af et svar.
"Det kunne jo være du kunne tilbyde noget spændende," svarede han, selvom han udmærket godt var klar over, at der ikke blev forventet et svar. Han kom nærmere, så Jaris rettede sig op i stolen og forsøgte at spejle det alvorlige udtryk i ansigtet. Det var selvfølgelig tydeligt, at det seriøse udtryk ikke var oprigtigt, og chancen for at fyren kun ville blive mere irriteret over at blive drillet på den måde, var sikkert ret stor.
"Brudt ind? Må jeg være fr..." Jaris blev hurtigt afbrudt af døren der åbnede og det drillende udtryk i alvor løsnede sig straks, da han blev beordret til at blive siddende. Han løftede hænderne, som tegn til at han selvfølgelig ikke havde tænkt sig at rykke sig det mindste.
"Ja ja, Hr. Hanson. Husk nu at smil lidt engang imellem, ellers sætter ansigtet sig fast i den der kedelige position!" Halvråbte han efter ham.

Jaris blev ikke siddende længe. Lige så snart han hørte døren lukke, rejste han sig op og fjernede stolen så lydløst som muligt. Han skubbede den anden sko af med foden og åbnede døren ud til entréen, hvor han straks blev mødt af blikkende fra to tjenestefolk.
"Arrheej, h-hvor er det godt... at i stadig står her. Fordi..." For Zaladin også, han håbede lige på at kunne snige sig forbi. Han kunne jo ikke blive siddende i biblioteket, det blev simpelthen for kedeligt. Så hvorfor ikke gå på opdagelse i det store hus?
"... Jeg skal snakke med jer om noget meget vigtigt. Ja! Ser i, jeg så noget udenfor, ikke?" Mens han begyndte at snakke, gav han sig til at skubbe dem begge mod hoveddøren.
"Nu er jeg jo ikke så opmærksom, vel? Men det kunne godt se lidt mistænksomt ud." Insisterende puffede han dem ud af døren og gav dem tegn til at skulle gå lidt videre. Han pegede et tilfældigt sted hen.
"Derovre. Jeg ville gerne gå med, men jeg kan jo ikke gå ud uden sko. Det er lige dér. Bare gå lidt tættere på." De behøvede kun at gå få skridt, så Jaris kunne lukke døren og låse. Straks listede han halvløbende op ad trapperne. Uden sko ville han forhåbentligt ikke give meget lyd fra sig.

Der skulle lige kigges ind på alle værelser, inden Jaris kunne beslutte sig om hvilket et, han skulle invadere. Han var kort inde og rode lidt i tingene på det ene værelse, hvor han fandt fine smykker og lige så fine kjoler. Det kunne umuligt være en ung kvinde, der sov her. Den slags kjoler så man oftest på lidt ældre kvinder. Han lagde en af de lange perlehalskæder om sin hals, inden han fortsatte ned af gangen.
Til sidste endte Jaris på det værelse, han gik ud fra tilhørte Hr. Hanson. Hr. Muggenmås. Lige så forsigtigt lukkede han døren til værelset i, og gav sig så til at kigge alt tøjet igennem. Han kunne vel godt lige låne lidt?
Den lange perlehalskæde, der først stoppede lige under navlen, blev hængene om halsen, men alt andet blev smidt. Det beskidte tøj lå i en bunke, mens den nøgne mand fandt flere bukser og skjorter, som han lige skulle prøve. Èn efter èn.

 Da døren lukkede sig i bag Frederik, kunne han ikke holde mundvigen fra at trække sig lidt op ved gæstens ord. Ikke fordi han tænkte manden havde ret, men der var alligevel noget underholdende over ham. Mundvigene trak sig dog helt op i et lille smil, som han gik hen til sofaerne og hans mormor, der alt var placeret ved brændeovnen. 

 Efter nogle minutter stod den unge olieforhandler foran døren til biblioteket igen, og gned ansigtet lidt. Mormor Helke havde bedt ham huske at være venlig og ordentlig ved deres gæst. Hun havde ikke inviteret ham, og selvom han var dukket op så uanmeldt var han stadig en gæst, og Frederik skulle byde han ordentlig velkommen. 
 "  Jeg undskylder for min opførsel og mangel på høflighed. Velkommen til Svennings Gård, De er selvfølgelig velk.. " Frederik begyndte at snakke som han åbnede døren og gik ind og først alt for sent opdagede han at han var alene. Den irritation over at skulle behandle den flabede og uvelkomne gæst ordenligt blev kun endnu større, og hænderne knyttede sig sammen, inden en frustreret lyd lød og Freder begyndte med hurtige skridt at gå mod entreen. Her blev han mødt af hamren på døren, noget der fik ham til at stoppe op og smalle øjnene. Var det ham? Selvom han inderligt ønskede at det var den forfærdelige gæst, var der noget der sagde ham, at det var det ikke, og derfor låste han døren op. Ind væltede to tjenestefolk.
 "  Hr. Hanson! Det var... Han snød os! " sagde den ene forpustet. Frederik viftede ligegyldigt med hånden og rystede på hovedet.
 " Det er lige meget.. Bare vend tilbage til arbejdet.." lød det opgivende var den høje, unge mand, inden han vendte sig rundt. Det gav vel god mening han var forsvundet oven på. 

 Ikke mange sekunder efter var Frederik i gang med at tjekke værelserne. Synes det mødte ham på Mormor Helkes værelse gjorde ham kun endnu mere frusteret over denne fremmed mand. Hvor ville han gerne smide ham for porten, men det var ikke det han havde fået besked på.. 
 " Hvor er du, din lille mide..." mumlede han lavt for sig selv, som han gang på gang, åbnede en dør uden at finde ham. Havde Frederik haft bedre hørelse, havde han nok kunne høre at der skete noget inde på hans værelse. Så havde han nok været bare en smule forbedret da han åbnede døren.
 Synet der mødte ham, da han åbnede døren var nok til at prikke hul på den bobbel af irritation og frustration. Det var tydeligt at fornemme at Frederiks første tanke da han så manden på sit værelse var at puste sig endnu mere op og skælde ham ud, men som det gik op for ham at manden var nøgen var det som om han fik i stå og tabte pusten. Den ene hånder var løftet i en pegende og anklagende position mens den anden stadig var på dørhåndtaget. Hvis man vidste hvad man skulle se efter, ville man ikke være i tvivl om, at Frederik tjekkede den unge mands krop ud. 

Det var da helt umuligt at finde noget der passede. I den høje fyrs bukser, ville Jaris jo ende med at træde bunden af dem i stykker inden længe. Ikke at det ville gøre ham så meget, men det var da stadig lidt irriterende at rende rundt i for lange bukser. For ikke at tale om samtlige skjorters lange ærmer. Han kunne jo ikke pille ved noget som helst, hvis de hele tiden kom i vejen. Det forhindrede ham dog ikke i at prøve alt. Han kunne vel være heldig lige at finde noget der var blevet overset i en oprydning.
Jaris kunne høre den mugne mand åbne dørene til alle værelser ude på gangen. Et par bukser mere blev smidt på gulvet, idet døren ind til ham blev åbnet.
"Hvorfor har du ikke noget tøj, der ikke er lavet til 'se mig, jeg kan finde ud af at vokse'-folk? Bare i tilfælde af, at du får gæster der ikke blærer sig med sin højde." Hr. Hanson var trods alt en fin fyr. Han kunne da godt lige have tænkt over den slags, have lidt ekstra liggende, hvis han nu fik gæster. Det var da ikke meget at forlange?

Jaris så sig lige over skulderen, reelt ventende på et svar, men den forventning blev hurtigt skubbet til side, da han lagde mærke til den andens distraherede opmærksomhed.
"Men det har du da slet ikke tid til at svare på, kan jeg se," konstaterede han smilende. Han skævede mod den dømmende pegefinger og bagefter hånden på dørhåndtaget. Skulle han ikke lige til at skælde ud? Eller overvejede han at skynde sig ud, efter han lige havde kigget lidt?
Jaris vendte sig rundt og gav dermed den anden god mulighed for at se hele fronten. Så trak han lige så stille en skjorte på igen.
"Men se, Hr. Hansemand. Dit tøj er bare alt for langt. Man kan jo slet ikke se røven," sagde han og vendte siden til, så man lige kunne se formen af bagdelen, der blev dækket til at den åbne skjorte. Hvis han skulle stå der og tjekke ham sådan ud, så skulle Jaris da nok give ham noget at kigge på.

 Det var selvfølgelig ikke fordi Frederik havde lyst til at stå og betragte den andens mands krop, men hvordan kunne han undgå det? Han stod jo der og var blottet som en nyfødt! Synet havde fået alt i Frederik til at gå i stå, selv da han blev snakket til hverken rørte han på sig eller svarede. Han var som frosset fast på stedet. Det var først da manden vendte sig rundt, at Frederik kom til live. Udsynet til de mere private dele fik noget til at reagere inden i ham, og den mørkhårede, høj mand flyttede hurtigt blikket væk og rømmede sig svagt. Han skulle lige samle sig. 

 Det var ikke længe Frederik nåede at være faldet ned fra irritationen over denne barnlige og forstyrrende mand, da et noget så upassende kælenavn blev slynget i hans retning. Det mindede ham alt for meget om hans far. Hænderne blev knyttet og tænderne bidt hårdt sammen.
 " Frederik, om jeg må be! " snappede han af manden og flyttede et hårdt blik hen i den anden mands.. orange øjne? Det hårde blik blødte for at blidt sekund op i overraskelse, men han kom hurtigt frem til at han egentlig var ligeglad. Meget bevidst holdt Frederik blikket i den anden mands, men det var som om der var noget der blev ved med at trække hans blik mod den nu lidt mere dækkede krop. Hvad var det for noget magi!
 " Gider du være så venlig og tage dit tøj på igen! " Frederik flyttede blikket til siden og indså først selv nu, at han endnu ikke var flyttet sig ud af stedet. Hånden på dør håndtaget slap dens greb og lagde sig mod ryggen, mens den anden, der stadig pegede, blev flyttet op og kørt i gennem håret. Det var blevet så varmt, pludseligt. Frederik tog en dyb vejrtrækning.
 " Jeg er sikker på tjenestefolkene kan finde noget mere passende og rent tøj.. " man kunne nærmest mærke hvor uvillig Frederik var til at sige ordene. Han ville så gerne have manden væk fra gården, men nu hvor mormor Helke havde bedt ham opføre sig ordentligt, var der ikke så meget andet han kunne gøre. 

Det var godt nok ikke længe Jaris fik lov til at drille ved at gøre sig lidt ekstra til. Til gengæld bed han jo hurtigt mærke i den detalje, at det lige nøjagtig var kælenavnet, som havde irriteret herren. Frederik, som han nu så bestemt bad om at blive kaldt. Smilet der bredte sig om læberne afslørede da også tydeligt, at Jaris ikke havde i sinde at kalde ham dét. Selvom han måske endda forsøgte at holde den flabede attitude bare lidt skjult i det smil, så lykkedes det ikke. Hvis han havde haft tid til at lytte efter, så havde han måske hørt Frederiks samtale tidligere, og dermed vidst at han ikke havde tænkt sig at smide ham ud. Men han havde kun hørt mumlen, da han først var travlt optaget af at smide tjenestefolkene ud og derefter liste rundt ovenpå. Han måtte vel hellere prøve på at opføre sig bare en smule ordentligt. Prøve.

Frederik beordrede ham næsten til at tage sit tøj på igen, og Jaris skævede kort mod sin tøjbunke på gulvet, der lå næsten lige ved siden af døren. Næsten lige ved siden af Frederik.
"Så krævende du er, Frede. Men okay, hvis du insisterer," sagde han og trak skjorten af sig, mens han nærmede sig Frederik.
"Her." Kun omkring tre fod fra ham, stoppede Jaris op og lagde lige så roligt skjorten hen over hans skulder. Han ville vel gerne have den tilbage, ikke? Han kunne da heller ikke lade være med at vende ryggen til ham, inden han bukkede sig ned for at tage sit tøj.
"Nu er det jo ikke for at være påtrængende, men rent tøj gør jo ikke så meget, når det skal dække en beskidt krop. Sååh..." Den kortærmede trøje blev trukket over hovedet og bukserne trukket på, inden han vendte fronten til ham igen.
"Kan jeg låne et bad?" Spurgte han storsmilende, mens han lukkede bukserne til.
"Du må gerne kigge på der også," skyndte han sig at tilføje, hvis nu det skulle gøre ham mere tilbøjelig til at sige ja. Han førte en hånd op til halsen og stak den så ned i trøjen, for at trække perlekæden med op over. Indtil han blev direkte bedt om at give den tilbage, eller indtil han skulle forlade stedet, havde han tænkt sig at beholde den.

 " Frederik.. " blev det sammenbidt mumlet da manden så irriterende valgte endnu et kælenavn. Det mørkeblå blik flyttede sig tilbage til gæsten, da han pludselig var kommet helt hen til ham, og løftede det ene bryn lidt, da skjorten blev lagt over hans skulder. Frederik fnøs, og nærmest hev skjorten ned at skulderen for at folde den lidt sammen. Selvom Frederiks opmærksomhed var på skjorten da han foldede den sammen, kunne han alligevel ikke lade hver med at skæve lidt til siden mod den lettere strittende bagdel. 
 Med en svag rosa farve over de skarpe kindben, rømmede Frederik sig idet han trådte væk over til sengen, hvor skjorten blev lagt. Udelukkende fordi han fandt manden irriterende, rullede ham med øjnene over efterspørgslen. Selvfølgelig gav det mening af fik et bad først. Han stank.. 
 " Jeg får Anett til at gøre et bad klar, Hr...?" Frederik løftede spørgende det ene bryn. Han vidste stadig ikke hvad hans gæst hed, og det var efterhånden begyndt at irriterer ham en del, at han ikke havde noget navn at kalde ham. 

 Manden sidste kommentar, fik Frederik til at slå blikket fra ham og begynde at gå ud af værelset med et fnys. Som om han ville kigge på. Det var kun fordi det ikke var til ikke at kigge når han stod sådan og var så blottet, at Frederik var kommet til at kigge lidt. 
 " Selvfølgelig skulle det være et forvokset barn.. " mumlede Frederik for sig selv, uden at det var meningen andre skulle hører det. Han gik ud fra Svennings Gårds gæst fulgte efter ham, men han regnede bestemt ikke med at han ville kunne høre ham. Da han nåede trappen, stoppede han dog op, for at se sig over skulderen og tjekke at han ikke var den eneste der havde forladt værelset.

Selvfølgelig skulle Jaris belejligt nok overhøre hver eneste gang han blev rettet på. Hver eneste gang han valgte at give den irriterede herre et nyt kælenavn, eller virkelig ofte genbruge dem, han hadede mest. Det kunne vel være irriterende nok i sig selv, men ville sandsynligvis kun blive værre, når det gik op for Frederik, at Jaris faktisk kunne høre stort set alt. At han helt bevidst valgte ikke at lytte efter. I stedet ville Frederiks sammenbidte rettelser blive ignoreret eller besvaret med flabet latter.
Nårh ja. I alt rodet havde han da helt glemt at præsentere sig for den fine fyr!
"Bare kald mig Jaris," svarede han smågrinende. Frederik kunne lige så godt glemme at kalde ham 'Hr'. Hvis det ikke allerede var, ville det hurtigt gå op for ham, at der ikke var noget som helst formelt over Jaris, ikke engang når der nok burde være.

Idet Frederik forlod værelset, kastede Jaris lige et blik tilbage mod det rod af tøj, han havde efterladt. Godt, det ikke var ham selv, der skulle rydde op. Med et lidt for tilfredst smil og et let træk på skuldrende, fulgte han med, ikke uden at høre den mumlende kommentar på vejen.
"Barnlig?" Med farten sat lidt op, bumpede han ind i Frederik, da han vendte sig for at se, om han var med.
"Åh nej, jeg kan være meget værre. Men efter ni hundrede år må man vel vokse lidt op, synes du ikke? Eller det kender du nok ikke så meget til. Du ser stadig ret ny ud." Han lod blikket glide hurtigt op og ned af ham, inden han førte en hånd op og prikkede til hans kind et par gange. Den samme hånd strøg straks videre til det mørke hår, som han også lige skulle pille ved. Som om han skulle bekræfte det, han lige havde sagt. - Frederik var stadig ret ny.
"Men hvis du synes jeg er så belastende, hvorfor smider du mig så ikke bare ud? Det er fordi du synes jeg er lidt kær, er det ikke? Bare indrøm det," sagde han og tiltede smilende hovedet en anelse til siden, idet han trak hånden til sig igen.

 Det blev ikke andet end et brum, der blev budt gæsten da der endelig kom navn på ham. Frederik kunne ikke lade hver med at tænke, at det passede fint med et sjusket navn til en sjusket mand som ham. At Frederik måske var en smule fordømmende ud fra Jaris tilstand og uhøflige persona ville han selvfølgelig ikke indrømme. 

 Frederik havde ikke forventet at Jaris var så hurtig til at komme efter ham. Stående ved det øverste trin på trappen, fik bumpet ind i den unge olieforhandler, et sug af skræk til at storme gennem den lange krop, som der blev spillet for hans indre, hvordan han tumlede ned af trappen. Bumpet var dog på ingen måde hårdt nok til at få Frederik til at miste balancen, og han gispede blot overrasket, og greb nærmest panisk fat i den unge mand der stod foran ham, som var en et anker til at redde ham fra trappens skæbne. Øjnene var store, og hjertet bankede hurtigt i brystkassen, inden Frederik fik samling på sig selv, og med en let rømmen, slap Jaris og trådte til skridt til siden, så de ikke stod nærmest helt op af hinanden. Frederik kunne mærke den anden mand havde gode muskler. 
 " Det må De.. du undskylde..  " mumlede Frederik en smule fraværende, med en hånd mod brystkassen, i et forsøg på at berolige det galopperende hjerte lidt. Blikket var vendt mod trappen. Mon han ville kunne have nået at teleportere sig inden han ville være kommet til skade, havde han faktisk faldet ned af den? 
 Chokket og de efterfølgende overvejelser distraherede Frederik fra gæsten, og han hørte derfor ikke det første Jaris sagde eller registrere den åbenlyse iagttagelse af ham - nok for det bedste. Først da han blev prikket på kinden kom han ud af trancen, og blev mere sig selv. Panden rynkede sig i et irriteret og lettere uforstående udtryk, som han trak hovedet væk fra Jaris hånd. Da hånden forsøgte at nå hans hår, slog Frederik ud efter den.
 " Gider du lige! " bed han af den fremmed mand. Han skulle ikke stå der og pille ved ham. Grotesk! 

 Jaris' næste ord, fik Frederiks ene bryn til at løfte sig uimponeret inden han med et fnys vendte sig rundt og begyndte at gå ned af trappen. Han viftede afvisende med hånden mod Jaris, mens han rystede på hovedet. 
 " Jeg er blevet bedt om at tage godt imod dig.. Ubuden eller ej, er du stadig en gæst på Svennings Gård..  " Man kunne tydeligt høre irritationen i Frederiks stemme. For enden af trappen drejede Frederik til venstre og ind gennem døren fra førte dem fra entreen og ind i spisesalen med det lange træbord med tilhørende stole, og væggene fuld af portrætter. 
 " Hvad bringer dig til Svennings Gård? " spurgte han så, for at flytte samtalen over på noget andet end ham selv, inden han åbnede en dør overfor den de kom ind af, for at ønske at der blev gjort et bad klart.

Selvom det nok var tæt på umuligt at kunne ende sådan, stod Jaris klar til at stå fast, hvis det nu skulle vise sig at den fine herre var på vej til at tumle ned ad trappen. Dog ikke uden et morende smil, når han så den kortvarige panik i øjnene på den anden. Det blev lige efterfulgt af et let løftet øjenbryn, da han skævede ned mod hånden, der i samme moment havde grebet fat i ham.
Han fik en lidt fraværende undskyldning, men det gik vel hurtigt op for Frederik, at den slags nære berøringer ikke generede Jaris det mindste. Måske mest fordi han nu stod og prikkede og pillede ved ham, i hvert fald indtil han bidende blev bedt om at stoppe. Det var ikke en tone der lod til at sætte sig fast, idet Jaris grinende trak hånden til sig, efter den var blevet slået væk.

Hvad nogle ville kalde en påtrængende, men dog charmerende mand, ville Frederik uden tvivl kun påtale som direkte irriterende. Den sædvanlige attitude lod ikke til at virke helt så godt, som den ellers ofte gjorde. Det var ikke ligefrem en imponerende reaktion Jaris fik på sine drillerier og nærgående person, men det blev alligevel sjældent taget så dårligt imod. Alligevel kunne han vel kun være tilfreds med, at han i det mindste ikke blev smidt ud.
"Mhm.. Selvfølgelig. 'Bedt om'," sagde han med en tydelig tone af sarkasme, som han muntert fulgte efter ned ad trappen. Han var klar over, at Frederik nok var blevet bedt om at tage godt imod deres ubudne gæst, sandsynligvis af den kvinde, der var ejer af den perlekæde, som stadig hang og svajede let om hans hals. En detalje han måske ville have vidst med sikkerhed, hvis han havde hørt efter i stedet for at koncentrere sig om at rode alles ting igennem. Det var bare sjovere at indikere, at Frederik selv havde valgt at lade Jaris blive. Fordi han fandt ham lidt kær.

Flere gange på vej gennem huset måtte Jaris sætte tempoet lidt op, for at følge med. Han skulle jo lige nå at stille sin nysgerrighed og se på flere ting. Selvfølgelig ikke kun med øjnene, men også med hænderne. Endnu en ting der kun støttede Frederik i sin tidligere mumlen; Jaris var virkelig et forvokset barn.
"De har flyttet vejene i Dianthos igen," svarede han og nikkede.
"Jeg gik ud af den samme vej, jeg altid går ud af, men tættere på Rubinien kommer jeg ikke. Varmen kommer altid længe før grænsen, men sveder jeg? Næ. I hvert fald ikke på grund af sol og ørken," smågrinede han med en undertone af noget lidt lummert.
"Og det er jo ikke til at finde rundt, når alt ligner hinanden. Og jo, alle træer ligner hinanden," konstaterede han. Han var næsten lige kommet fra en samtale om hvorvidt ét træ lignede et andet, hvilket kun var endt i en meget lang og kold nat i vejkanten.
Alt dette gav helt bestemt mening for Jaris, men det faldt ham ikke ind, at det nok ikke ville give den mindste mening for Frederik. Det var muligvis et kompliceret svar på et simpelt spørgsmål. Noget der ikke skete sjældent, når man spurgte den retningsforvirrede dæmon om noget som helst.

 Døren ud til tjeneste gangen blev åbnet, men Frederik stoppede op, og stillede sig i døren i stedet for at gå længere ind. Noget sagde ham at det nok var bedst ikke at tage Jaris med længere ind. Han vendte sig i døråbningen og lod blikket lande på gæsten mens han lyttede til ham. Brynene blev løftet, i et udtryk der lidt sagde, at Frederik overvejede om Jaris havde mistet forstanden. Frederik rystede kort på hovedet over fortælling inden han tog en dyb indånding. Den her mand var noget for sig selv. 
 " Javel ja..  " det var ikke fordi fortællingen forklarede hvorfor Jaris var på Svennings Gård, men Frederik havde givet lidt op på at få en brugbart svar. 
 Frederik vippede kort hovedet bagover og så ned af tjeneste gangen på den anden side af døren. Her fik han øjenkontakt med Anett, der stoppede op. Det mørkeblå blik fandt tilbage til de orange.
 " Vent her, så får jeg ordnet noget bad og tøj til dig..  " han vendte sig rundt for at gå ned til Anett men stoppede midt i bevægelsen. Han havde selv sagt det, et forvokset barn. En tanke faldt ham ind, og han vendte blikket tilbage på Jaris.
 " Imens du venter, kan du jo se om du kan finde ud af hvilket af portrætterne der er af mig. " Frederik viftede kort med hånden ud i rummet, inden han lukkede døren efter sig og gik ned til Anett. Mon han kunne bruge de teknikker han brugte på sin nevø?

 Jaris blev efterladt til sig selv i spisesalen, mens Frederik snakkede med tjenestefolkene. Rundt på væggene hang der portrætter af en masse mænd, og midt i rummet stod et stort bord med tilhørende stole. Ikke længe efter Frederik var gået, lød lyden af en dør der blev åbnet.
 " Hm, jeg kan se jeg ikke er ene om at se godt ud i perler. " Helke trådte ind af helt tredje dør, og betragtede den unge mand, der i hvert fald ikke var hendes barnebarn med et glimt i de krystalblå øjne. Med langsomme, og lettere haltende skridt begyndte hun at gå mod den unge mand. Ryggen var ekstra træls i dag, og den hvidhårede dame havde derfor svært ved at gå ordenligt. Selvom Helke var ved at være oppe i alderen, opførte hun sig noget yngre, og smilet der spillede om de røde læber sagde at hun ikke bare var en stram, gammel dame.

Jaris fulgte troligt med den fine herre og kom nok lidt tættere på, end hvad godt var. Det var ikke fordi han prøvede at være nærgående i det øjeblik, men han skulle jo lige kigge ned ad gangen hvor tjenestefolkene vimsede rundt. Selvfølgelig landede hans blik kortvarigt på den ene, der stoppede op.
"Jeg skal ikke lige med og sige hej? Nej?.. Okay," mumlede han, da det lidt uopmærksomme blik fandt tilbage til Frederiks. At sige til Jaris, at han ikke måtte se hvad eller hvem der lurede på den anden side af en dør, var som at sige til en lille unge, at han ikke måtte røre småkageskålen. Det gjorde det kun mere fristende at prøve.
Frederiks hurtige forsøg på at distrahere Jaris virkede i et kort øjeblik. Han rettede sin flakkede opmærksomhed mod de mange portrætter, og da han så tilbage igen, blev døren lukket. Nå...

Med et lettere tungt suk, vendte Jaris sig rundt og lod blikket glide hen over portrætterne. Selvfølgelig overvejede han at gøre præcis som Frederik havde foreslået, men han havde nu aldrig været meget for at se på kedelige malerier. Det ville sikkert blive sjovere at se Frederiks reaktion, hvis han nu byttede om på nogle af dem?
Helt optimistisk over sin tidsfordrivende leg, gav Jaris sig til at pille et par portrætter ned og lægge dem på bordet. Han nåede kun at bytte om på få, inden lyden af døren gik og han straks, med et af de store portrætter i armene, vendte sig mod den ældre dame.
"Tak!" Svarede han muntert, idet han hang maleriet op på den forkerte plads.
"Jeg havde tænkt mig at aflevere dem tilbage, det lover jeg. Vil du have dem nu?" Spurgte han og gjorde klar til at trække perlekæden over hovedet. Den ældre dame så kort rundt på portrætterne, der helt bestemt ikke hang på sine pladser længere, og kunne ikke lade være med at smågrine.
"Nej, behold De dem bare indtil videre, unge mand. Jeg er sikker på at få dem tilbage, inden De forlader os igen. Nu har mit barnebarn vel sørget for at tage ordentligt imod Dem?" Med de stadig haltende skridt, trådte hun næsten helt tæt på Jaris og så ham an, og han kunne ikke undgå at lægge mærke til hendes anstrengelser.
"Ja da, der er et bad og rent tøj på vej," smilede han. Et bad var uden tvivl også tiltrængt. "Er du okay?" Spurgte han og nikkede let mod hendes ben, selvfølgelig hentydende til hendes haltende måde at bevæge sig på. Hun forsøgte at børste det diskret til siden med en let latter;
"Jeg har det fint, ryggen er bare lidt på tværs i dag. Hvad må jeg kalde Dem, Hr...?" Hurtigt blev der skiftet emne, hvilket måske også var på sin plads, siden han ikke engang havde præsenteret sig endnu. En tendens der efterhånden var blevet en dårlig vane, fordi han ikke selv gik så meget op i det.
"Bare kald mig Jaris," svarede han, men ventede ikke på at få hendes navn, da han straks gjorde tegn til at ville træde nærmere og føre hænderne mod hendes ryg. "Må jeg?" Den ældre dame så næsten helt overrasket ud i et øjeblik, men takkede da ikke nej til tilbuddet, da hun vendte ryggen til ham.
"Du er måske massør, Jaris?" Spurgte hun interesseret, men fik straks en latter tilbage som svar.
"Nej.. Bare gammel nok til at have samlet et par ting op."
"Gammel? Sådan en ung mand som dig? Hold da op," smågrinede hun. Det blev afbrudt kort efter af et let gisp, da Jaris tog fat og lige så stille og forsigtigt gav sig til at trykke let mod hendes ryg med et par fingre.

Det var ikke fordi Jaris havde påbegyndt dette med bagtanke, men han kunne ikke lade være med at more sig lidt over sin forestilling af hvordan Frederik mon ville reagere, når han kom tilbage om lidt.

 Frederik gik ikke afsted for at finde nogle til at gøre klar til Jaris' bad med det samme døren lukkede. I et øjeblik stod han og prøvede at skubbe den summende fornemmelse i hans krop væk. Det var selvfølgelig bare fordi den ubudne gæst var så irriterende, intet andet! Med et rul på skuldrene og et let ryst på hovedet gik Frederik ned af gangen. Det var nok bedst han ikke brugte for lang tid, for noget sagde ham at Jaris ikke gad bruge særlig meget tid på billederne. Hvad end han så endte med at gøre.

 Da Frederik havde fået sat det hele i bevægelse, vendte han tilbage til spisesalen med en tjenestepige i hælene. Som han åbnede døren forberedte han sig på hvad end han ville blive mødt - håbende på at Jaris ikke havde smidt tøjet igen. Han var dog på ingen måde forberedt på hvad det egentlig mødte ham, og han gik i stå midt i et skridt. Tjenestepigen trådte lidt til siden da Frederik gik i stå, og gispede lavt med en hånd for munden og mundviger det havde svært ved ikke at trække sig opad. 
 " Frederik, kære, du skulle virkelig lade den unge herre give dig en tur! Han ved virkelig hvordan man bruge sine hænder! " kommenterede Helke næsten saglig, med det glimt i øjnene Frederik stadig ikke havde gennemskuet hvad var. Det var nogle år siden han var begyndt at lægge mærke til det, men det var endnu ikke lykkedes ham at finde ud hvad det det var for et glimt. 
 " Mormor! " bed Frederik sammenbidt af hende, for af en eller anden grund fandt han hendes kommentar yderst upassende. Han rømmede sig lidt og slog blikket væk da Helke bare klukkede lidt.
 " Badet er ved at blive gjort klar. Marie vil hjælpe dig med at blive klar.. " Først da Frederik havde sagt det sidste ord flyttede blikket hen på Jaris. Et der var smallet og tydeligvis ikke imponeret over at havde fundet ham med hænderne på hans Mormor. Marie der stadig stod lidt bag Frederik fjernede hånden fra munden hvor et lille smil ikke kunne holdes tilbage. Hun havde været på Svennings Gård i et par måneder endnu, og det var en.. interessant familie. Hun nikkede høfligt mod gæsten.