Det var nogle uger siden sidst, nærmere måneder og der var endelig ikke sket ret meget, arbejdet var blevet passet til det bedste af hendes evner, som altid. På trods af alt der var sket i hendes liv, var det ikke til at mærke på hende når hun var ude med sine patruljer, det sted man kunne mærke hendes liv havde forandret sig meget over de sidste år, var deres pause og aften lejr. På trods af hendes stille og dovne natur, var hun blevet mere social, man fandt hende ofte med et smil når hun sad alene, og blot for nogle uger siden var det nærmest det modsatte, hun holdt sig fra sine folk, virkede let irritable, hun havde stadig dage hvor hun var sådan, men der var mindre, nærmest det sjældne nu, når det blev aften kunne man ofte se hende undgå solnedgangen med et smil på læben, morgen med den nyeste rekrutter, og eftermiddags pausen med nogle sær valgte folk i hendes patrulje, hvor målet var at oplære dem i at bekæmpe væsner der slås som væsner der ikke benyttet sig af teknik, nogle ville endda påstod det var for at lære dem hvordan de skulle kæmpe imod Akurra selv, og spørgsmål om nødvendigheden af denne træning blev forkastet med et letter smil. Sandheden var at det var netop det hun havde gang i, en lille forsikring hvis den forbandet bank ejer tog kontrol over hende, målet var at gøre de fleste grupper klar til det uden at fortælle dem hvad de blev gjort klar til. Men denne aften var der ikke lejr der blev slået op, men i stedet var hun på vej hjem. Det havde været en sær uge, partruljen var ikke noget særligt, ingen overraskelser, det sære var nu mere hvordan hun havde haft det, forfærdeligt træt når det blev aften og ofte langt før aften og flere gange bange for at hi’en ville nå hende. Men nu, endelig hjemme. Hesten fandt sin plads i hendes have som altid, kappen og uniformen smidt og mere civil beklædning trykket over hende, den lange, sorte, ulv kappe og hætten langt ned over næsen som hun gik ind til byen. Det var sen eftermiddag, tidlig vinter, sent efterår, det var svært helt at vurdere som natten blev ufattelig kold, mens dagen havde en fornuftig temperatur. Denne tid på året var altid sær for hende, sløv grundet kulden men aktiv nok alligevel. Det bliver godt at få en pause, for alle hendes muskler var ømme, og i guderne hvor var hun træt. Med disse tanker gik hun ind i den lokale kro, hvis han var ude og jage endte det op her før de tog hjem alligevel. Så nu satte hun sig sådan hun ville blive set når man gik ind af døren, Mjøl i hånden og et smil på læben på trods af hvor udmattet hun endelig var. Forhåbeligt kom de ikke alt for sent hjem, det føltes så om regnen ville falde om ikke så længe. Det var sært, normalt havde hun intet imod at vente en dag før de mødtes, det var rart lige at være sig selv, men i dag..var det ikke der lysten var…hun savnede ham faktisk.

Jagten havde ikke bragt det store udbytte denne gang, men flere af dyrene var efterhånden også på vej i vinterhi. Nogle få kaniner og et par enkelte fugle, var hvad det var blevet til denne gang. Med et lille suk styrede Alf sin hest mod kroen. Det skulle blive godt med et godt krus øl og et sted at få varmen. Hesten kendte efterhånden vejen selv, og Alf lod tankerne flyve. Der var ikke gået en dag hvor han ikke havde tænkt på hende, håbet hun ville komme forbi eller han ville støde på hende.
Kroen var nået, og han svang sig af hesten og bandt den til en pæl, inden han gik ind. Så snart han trådte ind i lokalet fangede hans blik hende, og han lyste op i et smil. Med god hast fik han bestilt sig et krus øl, og skyndte sig ned til hende. Hendes skulder fik et lille klem, inden han dumpede ned i stolen ved siden af hende.
”Heej. Jeg har savnet dig.”
Hånden der havde klemt hendes skulder, landede blidt på hendes lår, som han tog hendes duft ind. Hun havde i sandhed været savnet, dog denne gang på en meget mere positiv måde, end før deres møde ved den anden kro den aften. Det var stadig til tider næsten helt uvirkeligt for ham, at alle hans håb og drømme var blevet til virkelighed.

Der var stille, eller rettere der var stille til at starte med og kroen blev mere og mere levende dets længere hun sad der, og selv om hun kun var et krus inde i sin tid her. Det var rart at mærke livet omkring hende, mærke, høre, og dufte folkene komme til som aften nærmede sig og dagligdagen faldt hen, og afslapningen begyndte. Kroen var altid et omdrejnings punkt i denne mindre by, på trods af de mange gennemrejsende som tog et sidste stop før de nåede diantos, var det også her beboerende i området træk sig hen i ly mens de første af solens stråler forsvandt. Dette tidspunkt blev tidligere og tidligere som vinteren træk sig hen over landet. Kruset var næsten lige blevet tømt som hun overvejede at rejse sig for at tage hjem men netop som overvejelsen ramte hendes sind, nåede en hånd hendes skuldre en velkendt, varm hånd og endnu mere velkendt en stemme, det var umuligt ikke at smile et kort øjeblik som han gjorde klar på sig selv, hånden hævede sig fra bordet og hvilede på hans håndryg, og bevægede sig med den til hendes lår. Helt automatisk vippede hendes krop sig over imod ham og fandt ro imod hans figur.
”Har også savnet dig.” lyd det tilbage som hovedet fandt hans form.
Hun træk vejret dybt, og lettelsen lagde sig over hendes skuldre som de faldt en grad. Endelig kunne hun slappe af, endelig kunne hun få slugt energi til sig.
”Haft en god uge? Sket en masse?” Spurgte hun forsigtigt, i håb om at lagde ham føre samtalen og hun blot kunne slappe af, hvorfor i alverden havde denne tur været så trættende, sidste gang hun kom hjem havde hun en del mere energi, var det vinter kulden der træk sig ind?

Hendes kølige hånd der lagde sig på hans og fulgte den, kroppen der blidt lænede sig mod hans, det var skønt endelig at have hende tæt på igen. Den hånd der ikke lå på hendes lår rakte blidt om hende og gav hende et kram, og han tog hendes duft ind. Måske var det fordi der var gået så længe, men det var som om der var noget anderledes ved hendes duft, en lille forandring han ikke kunne genkende. Det kunne selvfølgelig også være noget hun havde stødt på på sin vej, eller duftene i kroen der blandede sig med hendes. Han skød tanken væk, måske var det bare fordi der var gået så længe, at han nu bemærkede alle små detaljer ved hende igen.
Hendes ord fik ham til at smile, og hendes lår fik et blidt klem. Det var vidunderligt at vide, at han også var i hendes tanker.
Spørgsmålet fik ham til at trække let på skuldrene, mens han tænkte lidt. De havde været på jagt, ordnet mad til vinteren, de sædvanlige forberedelser til den kolde tid. ”Den har været fin nok, meget almindelig tror jeg. Der er ikke sket så meget mere end der plejer på denne tid af året.” En kort latter rullede over hans læber, inden han igen vendte sin opmærksomhed mod hende. ”Hvad med dig, har du oplevet en masse?” Hun virkede træt, så Alf forventede lidt at hun havde arbejdet hårdt. Det ville i hvert fald ligne hende.

Det var rart at komme hjem, hjem til ro og orden, hjem til alt det hun kendte, til de gamle flammer og varme. Det var rart at være i det kendte selv om hendes liv og arbejde dagligt træk hende ud i det ukendte og det nye og på trods af hvor meget hun nydt det, var det kendte rolige, landsby liv bare noget særligt. Det forandret sig aldrig, næsten aldrig, tænkte hun som blikket lagde sig over Alf. Nogle ting ændrede sig heldigvis. Hun træk på smilet som han begyndte og en del af hende håbede at  alt hun behøvede var at lytte, at der var sket en masse i familien af Lianna havde fået en kæreste og endda en ork eller mørkelver som havde sat den overbeskyttende bror i gang. Det var svært ikke at være lidt skuffet over den helt almindelige uge Alf havde haft, ikke at det knækkede smilet der var på hendes læber, men hun håbede, eller havde håbede hun bare kunne fokusere med sine øre og slå tankerne lidt fra. ”Ting er begyndt at søge til varme eller i hi?” lyd det træt fra hende, da hun selv kæmpede med netop de tanker og kroppen skreg på det hvis de varme klæder var af for længe. Jagt måtte endelig være svært om vinteren, jo spor ville være mere klare, men, det manglende liv. Hun havde aldrig rigtigt tænkt over hvor meget det blev påvirket vejret og årstiden, og nu var det måske snart nødvendigt, for på sigt ville deres økonomi vel blive lagt sammen. Hun blinkede nogle gange over sine tanker, og lod tungen hilse på verden. Nye indtryk nye tanker, en god gamle teknik til at tømme hovedet.
”Vinteren er altid en..sær periode, dem der har lidt af en dårlig høst kan blive urolige, og desperate, specielt hvis naboen har haft en ualmindelig god høst.” det var en trist sandhed at i nogle landsbyer hvor båndet ikke var så tæt voksede små kriminaliteten til tider. ”Det kan være ubehageligt at være hårdt ved folk der mangler penge for mad, specielt for..mig.” hun stoppede kort, hvor meget havde de endelig snakket om alle de ting? Om de ting hun kæmpede med og hvad han kæmpede med i sit sind. Ting havde vel altid været fysisk? Hendes fysiske behov, varme, kulde, mad, og de problemer der fyldte, og hans forsvinding og..alle de ting, hun rystede kort hovedet.
”Men orden skal holdes, selv hvis det er ubehageligt eller føles forkert.” tilførte hun, som en veløvet sætning.

Han fornemmede svagt en lille skuffelse hos hende, og han forstod godt hvis hun havde håbet på en spændende fortælling fra familien, der altid oplevede et eller andet interessant. Sandheden var bare, at efter hans forsvinden havde hele familien brug for at falde lidt til ro igen, og det var som om de alle sammen længtes efter en helt almindelig hverdag. Hvis der skete andet, holdt de det i hvert fald godt skjult for ham.

Hendes spørgsmål blev besvaret men en let nikken, inden han lod hende fortælle om sine oplevelser. Ordene fik ham til at prise sig lykkelig for det gode sammenhold de havde i hans egen landsby. Han vidste godt, at andre ikke var lige så gode til at hjælpe hinanden og dele hvad de havde, men hvorfor det var sådan var ham en gåde. For Alf var det simpel logik, at hvis man havde mere end man selv skulle bruge, kunne man jo lige så godt dele med dem, der havde mindre. Næste vinter kunne det meget vel være en selv, der blev ramt af en dårlig høst, syge dyr eller andet, der gjorde det svært at klare sig igennem den kolde tid, så man burde aldrig se sig for god til at hjælpe. Han nikkede kort igen, stadig med blikket hvilende på hendes smukke ansigt. ”Jeg forstår dig godt, kære. Det kan ikke være rart, men som du selv siger, orden skal holdes, uanset hvad. Det er mig en gåde, at alle landsbyer ikke bare kan fungere som vores derhjemme, men det er åbenbart ikke alle der kan se fidusen i at dele og hjælpe hinanden.” Et svagt suk undslap hans læber, inden han endnu en gang knugede hende let ind til sig. Han havde i sandhed savnet hende.

Det var svært ikke at have skyldfølelse hver gang de talte sammen, ikke at hun nogle sinde ville forklare ham det men selv her hvor de sad stille og roligt og snakkede lå skylden der. På trods af hvor tætte de havde været, og hvor mange skænderier der havde lagt mellem dem, havde hun jo alligevel tænkt på ham. Dog på trods af alt det vidste hun ikke engang han havde været væk, og mens de havde været fra hinanden hvad havde hun lavet? Vokset i rank, passet sit arbejde, solgt sig selv til en dæmon, købt et hus, alt mens hun nok mere skulle have kigget på sine omgivelser. Det var alt for sint i det hele hun begyndte at være bekymret, og hun havde en da givet hans lille søstre en dødelig gift med sig som hun kunne bruge til selvforsvar. Det hele havde været så nemt dengang man bare gik på arbejde, og til fægtnings konkurrencer, og på trods af de mange gode ting der kom fra det voksende social liv, var det da svært ikke at savne de mere simple tider.
Selv dette, at folk blev grådige og desperate blot grundet en dårlig høst mens løsningen var så nem som Alf selv sagde, spørg og landsbyen er normalt gode til at give ud, havde hun svært ved at forholde sig til. For hende var andres skadedyr nogle gange et fint måltid og når man kun skal spise engang om ugen var det nemt nok, på trods af opvæksten med fattige forældre. Hun sukkede med ham.
”Det er ikke bare landsbyer, alle skal blive bedre til at spørger om hjælp og række hånden frem. Du, og jeg er ingen undtagelser. Men det er forbandet svært når man ser sig blind på det foran en.” hun sukkede igen, hvis nu folk bare kunne blive enige så var alle problemer løst, lyset og mørket, de forskellige adelige, men nej, bare det at tale sammen var svært og netop den tanke fik hende til at lade blikket falde over Alf. For hvordan var hun bedre.
”Skal finde mine vinterpelse frem når vi kommer hjem - Skal ikke risikere at falde i for dyb en søvn nu hvor sneet snart kan falde. Altid sådan noget bøvl arbejdsmæssigt.” Det blev sagt med et let smil og et grin, for der var også mange flere måder at holde sig varm på i nattens ly.

Hendes tænksomhed, hendes ord, vidnede om at der lå meget mere bag det, hun sagde. Som altid gjorde det Alf en smule bekymret, han brød sig ikke om når hun holdt sine tanker skjult for ham. Ikke fordi han tænkte, at hun bevidst holdt ting hemmeligt, han var bare bekymret for hende.
Han nikkede kort. ”Du har nok ret, min kære. Mange, mig selv i blandt, sætter en ære i at kunne klare tingene selv, og glemmer derved ofte at spørge før alt virkelig brænder på. Jeg ved dog én ting med sikkerhed.” Hånden på hendes lår tog blidt om hendes hånd, og løftede den op til hans læber, hvor han placerede et kys på hendes håndryg. ”Jeg kommer aldrig nogensinde til at tage dig for givet, eller se mig blind på det vi har, igen. Det var den største fejltagelse, jeg nogensinde har begået. At du overhovedet har givet mig en ny chance, er til tider ikke til at fatte.” 
Endnu et kys blev placeret på hendes kølige håndryg, inden han atter førte deres hænder ned og hvile på hendes lår.
Hvert et ord var sandt, hans opførsel dengang var uden tvivl det, han fortrød allermest i hele sit liv. Selv det at have stolet på kvinden i skoven, der havde ledt til hans forsvinden, kunne på ingen måde måle sig med fortrydelsen over at have behandlet Akurra som han havde dengang.

Hendes kommentar om pelsene fik ham til at le en smule. Det var sandt nok at det ville være upraktisk hvis hun endte med at gå i hi, men det gav ham også andre tanker. Måske behøvede hun ikke de ekstra varme pelse, så længe han var der til at holde hende varm. Med et skævt smil så han på hende, og svarede. ”Det lyder fornuftigt nok, men altså, jeg kan også godt holde dig varm om natten, hvis det endelig er.” Ordene blev ledsaget af et lille grin, som han så på hende og afventede hendes reaktion.

Det var nok bedre hun stoppede med at brokke sig, gik det kort igennem hendes hoved som hun kigget op imod Alf og kunne ikke lade være at få et smil på læben og lod kort tungen hilse på verden som hun lyttede.

”Dig og din familie, har også altid være skønne for landsbyen” lyd det svagt som hun mærkede det lette kys imod hånden. De havde endda gået så langt at aflevere rotter og mus, i stedet for blot af dræbe dem til hendes egen familie, selv uden at der var et bånd mellem de to familier. Smilet falmede lidt, som han tog fat i de gamle dage, han racistiske fordoms dage, som hun stadig så inderligt håbede var helt væk, for en chance mere end denne fik han ikke. Dog kom smilet frem igen som han kyssede hånden igen, ingen grund til at minde ham om det nu for han havde intet gjort, og nærmest kun gjort det modsatte af hvad han ville før.
Tungen hilste kort på luften som han kom med sin metode.

”mhm.. Jamen det skal du da have lov til.” lyd det med et kækt smil som hun lænede sig væk fra Alf, men holdt sit hånd nær ham.
”Alf…” Begyndte hun forsigtigt. ”Tror også det er på tide at vi snakker om..Alt det her.. Det er vist ikke bare gamle følelser eller en flirt længere.” Hun træk på smilet, og lod blikket falde til hendes Mjøl og tog en større tår.
”Hvad..er planen? At vi bliver gift? Lever lykkeligt? Får børn? Hvad..vil du?” Hun vidste endelig ikke helt hvorfor hun spurgte som hun gjorde, men de havde jo aldrig snakket om det hele.. Det havde bare hoppet ind i det hele, dæmon, arbejdet, og det hele. Tanken fik hende til at sukke, for de var lige så barnlige som de havde været første gang de forsøgte.

Alf nikkede blot til hendes ord om hans familie. Jo, de havde altid hjulpet hvor de kunne, men sådan gjorde man jo bare i deres landsby, så han havde aldrig sat spørgsmålstegn ved det.
Et smil trak op, som hun svarede på hans forslag om at holde hende varm. Han skulle lige til at sige noget mere, da hun kom ham i forkøbet, og han lyttede interesseret. Hendes spørgsmål kom dog lidt bag på ham. Det var ikke fordi han ikke havde lyst til at tale om, hvad de var, eller deres fremtid, det kom bare bag på ham, at hun spurgte til det nu, og så direkte. Alf tænkte sig om et øjeblik, mens han lod kruset finde læberne og drak en slurk. Han så på hende, og rømmede sig lidt. 
”Altså… Hvis du havde spurgt mig dengang, så havde jeg alverdens planer for vores fremtid, men… Der er gået over 10 år, vi har begge ændret os meget, og vi er ikke just unge længere…” Han sendte hende et skævt smil, som han endnu en gang trak hendes hånd op og kyssede den, inden han fortsatte med at tale. 
”Du ved hvor meget jeg passede på de små dengang, og… Ja, at blive gift og få børn var noget jeg drømte om, en drøm jeg har haft svært ved at skulle slippe helt, men… Misforstå mig nu ikke, jeg ville elske at hoppe tilbage på det spor, hvis det er noget du også ønsker. Det er bare ikke noget, jeg har tænkt så frygteligt meget over. I alle de år hvor jeg gik og savnede dig, savnede det vi havde, tænkte på hvad det kunne være blevet til… jeg tror jeg på et tidspunkt endte med at tænke, at når det ikke blev dig, jeg oplevede de ting med, så var det okay ikke at blive gift og få børn. Det var i hvert fald ikke noget, jeg havde tænkt mig at gøre med hvem som helst. Såh… Det jeg prøver at sige er vel, at… Jeg inderst inde stadig gerne vil de ting med dig, men… Hvis tiden er løbet fra os, i forhold til bryllup og børn, så er det også helt i orden. Så længe du ikke forsvinder ud af mit liv igen, så er jeg glad.” Blidt gav han hendes hånd et lille klem, og trak vejret dybt, mens han ventede på hendes svar.