Der var kommet fordele ved, at slavehandel havde brændt alle de måneder siden. Selvfølgelig havde det efterladt et erhverv i uorden og på nogle fronter kaotisk. Men midt i al denne kaos krævede det en god handelsmand - og en endnu bedre slavehandler - at finde fordele i kaos. Dette havde Jontar gjort. Sammen med resten af slavehandlerne og medarbejderne for fyrsteslægten havde de formået at styrke deres del af erhvervet. Det hjalp skam også, at paladset altid havde en overflod af slaver. Ikke mange af Kazimis slaver var gået tabt i branden. Ikke brændt op til kul eller forsvundet med vinden. Og med denne overflod kunne de sælges for en højere pris, end de ville have gået for. Ja, Jontar havde fundet fordele i en skændsel i historien - selvom han kun inddirekte ville tage æren helt alene. 

"Morosa, tak for klæderne," sagde Jontar til sin personlige slave. Han var kommet tilbage efter en handel med en vinhandler lidt nord for Medanien om nogle slaver, der skulle arbejde i marken. Der var da også kommet nogle smagsprøver på nye og gamle vine i løbet af forretningen. Og midt i al opskænkningen havde en slave - en af vinmagerens egne - spildt et helt glas på Jontar. Dette havde selvfølgelig gavnet i at forøge prisen en anelse og gøre vinmageren mere medgørlig. Men nu var han tilbage på paladset. En prins kunne ikke vandre rundt i beskidte og plettede klæder. Derfor var de rubinrøde klæder blevet skiftet ud med purpur. "Du kan smutte. Få noget frisk luft, hvis du ønsker det."
"Tak, herre." Andet sagde Morosa ikke, før hun forsvandt fra prinsens private gemakker. Jontar kiggede kort i spejlet. Spejlbilledet var af en flot mand, der ifølge mange ikke manglede meget i sit liv. Blot en hustru. Hans fader mente dette mere end nogen anden. Og inden året var omme, ville Jontar været tættere på at få en hustru. Af hans eget valg eller faderens.

Egentlig havde Jontar planer om at nyde resten af dagen uden at gøre meget mere. Sidde i en stol med et glas i den ene hånd, måske en bog i den anden. Men efter at have solgt slaverne i dag skulle de gøres klar. Ellers ville vinmageren ikke have dem. Derfor havde prinsen taget turen ned til alkymisten. Jontar havde set hende hele sit liv. Som helt lille havde hun altid fået drengen til at kigge to gange. Især hen over skulderen. Som voksen var det mere professionelt, men hendes udseende fangede endnu den voksne Jontar.
"Inára." Jontar spurgte ikke efter hende i hendes lokaler. Han erklærede, at hun skulle være ham. Han skulle jo bruge hende og hendes evner. 

Der var vitterligt altid noget at tage sig til omkrnig grundene på Kazimis grunde. Hvis haven ikke skulle passes, skulle dyrene tilses, eller årets frugter og bær plukkes. Halvelveren skævede mod de tørrede blomster som lå på et hvidt let klæde foran hende. Selvom det lignede enhver anden blomst i Krystallandet, var denne ikke til at kimse af, faktisk, var den dødsens giftig, hvis den ikke blev håndteret korrekt. Det var ikke fordi blandingsracen havde meget gift imellem de mange flakoner er prægede den ene væg, i den elegante pavillion hvori hun boede, men dét hun havde var yderst potent. Disse blomster skulle blive en fin del af samlingen, men den eneste årsag til at hun besad dem, var at hun havde fået en god byttehandel på markedet sidste sommer, hvori frøene var en del af handlen. Det var nok mest af alt et eksperiment. Med en rolig hånd rakte hun ud mod enden af det hvide klæde, just som hendes stille tankestrøm blev afbrudt af en velkendt stemme, det dog var en rum tid siden, hun sidst havde hørt. 
Øjnene med farve som flydende guld slog over mod døren til hendes kammer, inden hånden slap klædet og resten af kroppen vendte sig mod den unge fyrstesøn.
"Ah, unge Prins Jontar..." Inára vippede hovedet en kende på sned, som hun tog ham i øjesyn, selvom at det hverken var år eller årtier siden hun havde set ham sidst, synes han at blive ældre hver gang hun lagde øjnene på ham "Hvad bringer Dem hertil? Problemer med helbredet? Eller er der en ung dame der skal have en buket, hm?" Selvom mange på grundene nok opfattede Inára som slave af Kazimi, havde hun aldrig selv anskuet sig som sådan, faktisk tog hun sig så rigeligt friheder at de fleste slaver ville finde sig selv i en ganske problematisk situation, havde de tilladt sig halvdelen. Hun kneb de store øjne en kende sammen, som prøvede hun at lure hvilken problematik den unge Herre måtte have, dette dog uden udpræget succes

Inára var en speciel tilføjelse til tjenestestaben på paladset. Hun var ikke en ansat som tjenere og barnepigerne, men hun var ej heller en slave. Hun var offeret for en snu fyrste. Ebenezer af Kazimi, Jontar farfader, havde været ekstra snu, da han havde lavet en aftale med Inára i sin tid, hellig være hans sjæl. Hun ville være fanget på paladset under fyrsten. Dengang havde hun troet, det kun ville være under Ebenezers fyrstedom, men det var under en Kazimi-fyrste. Og som den stolte slægt aldrig virkede til at uddø, skønt så mange prøvelser på dette, ville Inára være en tjener for slægten. Indtil en fyrste valgte at benåde hende. Jontar havde aldrig nydt at høre denne historie. Den viste blot, at Kazimi-slægten havde hovedet placeret det helt rigtige sted. Snuhed og skarphed. Skarpere end andre racer sågar.
"Ork, nej. Giver jeg en ung dame en buket, ville min fader mistænke mig for at få hustru på," småklukkede Jontar, som han trådte ind i Ináras lille herredømme. Han kunne se blomsterne på klædet på bordet. Havde dette været for over et årti siden, havde den dengang alt for nysgerrige prins nok rørt ved blomsterne, men nu vidste han bedre. Der var utrolig meget forgiftet i landets natur. Det var ikke til at vide, om disse blomster var kønne for kønhedens skyld, eller om deres skønhed i sandhed var dræbende. "Nej, jeg har brug for resourcer til at gøre nogle slaver klar. De er blevet solgt til en vinmager. Små skrammer, svage led og lignende skal være helbredt, inden de overdrages til vinmageren." Kazimi gjorde ikke i dårlige slaver jo. Det sørgede Jontar for.
Blikket hævede op på den adelige elverkvinde. Det måske det, der mest fangede Jontar. Hvordan hans farfader havde fanget en adelig af skoven. Skønt hans fader ikke just så Abiléves-slægten som værende adelig. Jontar vidste endnu ikke, om han delte holdning med sin fader eller ej. Og det var taget i betragtning, at han havde kendt Inára hele sit liv. Hun havde set ham gå fra en skrigende baby til den rolige slavehandler, han var i dag.

Halvelveren lod de gyldne øjne for alvor granske Prinsen foran hende, hendes forhold til den unge mand havde gennem årene skiftet karakter flere gange. Som helt lille synes han at have en barnlig fascination for hendes forskellighed, men som årene var gået, var han blevet sværre at læse, og halvelveren mistænkte at faderens afsky for blandet blod muligvis havde smittet af. Endnu en årsag til at finde en vej hjem, men det var en plan der havde mislykkeds adskillige gange og med tidens tand var den ebbet langsomt ud. Hverdagen på paladset havde ligesom bare indfundet sig som hendes nye virkelighed. "Ååh..." Inára slog ud med armen, gestikulerende som hun var, fulgte en del af kroppen med "Det er vel også på tide at De finder en hustru Jontar, De kan jo ikke gå gennem livet ganske alene..." hun kneb øjnene en kende sammen, vurderende, hun kunne ikke længere huske alderen på alle fyrstens børn, guderne måtte vide at der var en hel del. Jontar så ud til at være et fuldvoksent menneske efterhånden, den ranglede unge mand havde fået bredde på skuldrene, mens øjnene fortalte om en modenhed mennesker opnåede med årene. 
"Ah, jaså, udmærket..." Slavehandel havde vitterligt aldrig været noget som Inára havde billiget, det stridede mod alle hendes principper, det afslørede hendes stemme ligeledes, det var ikke en opgave hun yndede og havde hendes situation været en ganske anden, havde det ligeledes været en opgave hun havde nægtet, men sandheden var desværre, at Jontar potentielt sad med magtens i hans hænder til en dag at lade hende vende hjem. Den lave elverskikkelse snurrede omkring, inden hun satte kursen mod bagvæggen i lokalet, hvorpå hylder fyldte hele væggen ud, med utallige små flakoner i alle farver og former. Skulle en fremmed bryde ind og stjæle hendes lager af diverse drikke og salver, måtte guderne vide hvilken effekt hvad havde. Det var nok nærmest et mirakel, at Inára selv havde styr på det endnu. "Det... Afhænger jo lidt af om det er det ene eller andet der skal kigges på, som De ved ..." Med en rolig bevægelse rakte hun nedunder et lille bord, hvorfra hun fangede en kurv med en garvet bevægelse, som vidste hun hvor den stod, uden at kigge, inden hun begyndte at finde flere forskellige af de små flakoner frem "Tror De ikke, at det er bedst, at jeg tager med og får kigget på det?" 

Det var ikke en hemmelighed, hvorfor Inára var på paladsets grund og dermed også, hvorfor hun ikke just var tilfreds med sin tilværelse. Jontar ville have det på samme måde, hvis han havde været så dum at indgå i en magisk kontrakt i den anden ende af landet og aldrig kunne forlade dem. Men nu var sagen, at så dum var prinsen ikke, hvorfor det var Inára og ikke ham, der lige nu var fanget på et palads af en helt anden race, værende på lige fod med tjenestefolk, kun over dyr og slaver - i den rækkefølge. 
"De lyder som min fader lige nu." sagde Jontar henkastende, men også bevidst. Hvordan mon Inára ville have det med at blive sammenlignet med selveste fyrsten? Den titel, der fastlåste hende i kontrakten og lås inde på paladset af mere komplekse kæder end dem af metal?

Uden at spørge om lov vandrede Jontar rundt i rummet. Armene var bag på ryggen, men øjnene kiggede nysgerrigt på alt. "Det er alt stort set, kære Inára. De skal være fine, udvendig såvel som indvendig. Jeg sælger ikke uhumske slaver," Jontar lød nærmest fornærmet i sin stemme. Han var af Kazimi. Hvis de begyndte at ødelægge deres kvalitet, hvad ville der så blive tilbage. Dog kiggede han med et roligt og afslappet blik på Inára. "De kan have ret. For at kunne gøre det helt rigtigt vil De have en fordel ved at se dem." Prinsen stoppede og kiggede på blandingsvæsenet. Der var noget både så urent og fascinerende ved hende. Men Jontar var ikke kommet for at kigge på gedeben, spidse ører eller horn. Han var kommet for hendes ekspertise og hjælp til hans arbejde. Derfor afventede han hendes respons, inden de kunne tage ned til slavekammeret og kigge på den håndfuld, der skulle gøres klar til morgendagens salg. 

Inára rynkede på næsen, blot en kende. Det var ikke en afskyende grimasse, så meget som det var en let betænksomhed, som små folder kortvarrigt lagde sig over hendes smalle næseryg. "Han har vel ret... " I en rask bevægelse tog hun en stor halvfuld flakon ned fra hylden, inden hun rystede indholdet ganske vurderende og betragtede hvordan små flager i den tyktflydende væske dansede omkring, afgivende et svagt lys, inden de falmede og sank til bunds igen i den rødlige væske. Kort efter dumpede flakonen ned i kurven der hang mageligt over hendes ene arm. De gyldne øjne ledte videre på hylden, uden at kaste så meget som et blik på prinsen fortsatte hendes tale "Har han ikke? De er ved at være giftemoden, måske en pagt med Nordfolkene? Det er vist længe siden I har styrken alliancen med de blege Nordboere..." De sortfarvede fingre gled over flere flakoner, inden hun fandt en lille elegant flaske med mælkefarvet væske, der ligeledes dumpede ned til de andre i kurven og gav en let raslen. Efter få øjeblikke kastede hun et blik over skulderen, som sikrede hun sig den unge prins ikke var pilfingret, der var adskillige delikate ting i hendes lille hus, der nok mest ville betegnes som en udestue. Vinduerne var enorme, men bygningen ganske lille. Selv halvelverens seng stod i samme lokale som hun arbejdede og opholdt sig i. Denne præget af sydens lækre tekstiler, som silketæppet der i kulørte farver bredte sig over sengen i spraglede farver, som sirligt stod redt. Det var vigtigt at holde orden, når man havde begrænset plads.

Småirriteret pustede hun til en af de rødlige lokker, inden hun i en rask bevægelse snuppede de sidste flasker, så snurrede hun rundt og tildelte prinsen sin fulde opmærksomhed "Alle slaver er vel uhumske, på sin vis" Stemmen dirrede kortvarigt i en nedladende tone, nej, selve slaven var muligvis ikke uhumsk eller ækel, men gerningen i at holde dem i kæder var i sandhed i sig selv fæl. "Nuvel... Jeg tror jeg var hvad jeg skal bruge, skal vi?" Gestikulerende slog hun ud med rmen, mod det store indgangsparti, der var ingen grund til at dvæle ved hendes skatte, hvis prinsen skulle vise sig fra menneskenes mest kluntede side, og ende med at slå noget i stykker 

Et fnøs undslap Jontars. Men det var ikke et af humor eller glæde. Det var et sukkende fnøs. "Jeg mindes ikke at have spurgt om dine alliancestrategier." sagde prinsen en anelse for irriteret. Alle - og Jontar mente alle - havde altid noget at sige til hans manglende kone. Havde folk virkelig ikke bedre ting at tænke på end, hvorfor han ikke have en køn og ikke mindst adelig kvinde om armen som vedhæng? Man nåede en alder, hvor man som en Kazimi burde have en ægtefælle, og når man ikke havde, skulle alle nok pointere det. Familie, venner, bekendte, fremmede og nu også ansatte. Jontar ville kun kunne undslippe det på to måder; finde en kone eller låse sig inde i et højt tårn og kaste nøglen ud af vinduet. 
Imes Inára tog den ene flakon efter den anden ned og med sig, vandrede Jontar rundt på, hvad der nok godt kunne betegnes som hendes kontor. Det var ikke normalt, at han snakkede så hårdt til de ansatte på paladset. Kun, hvis de fortjente en hård tone. Det var dog ikke, fordi Inára havde sagt noget, der fortjente en hård tone. Prinsen havde blot hørt det nok gange til, at irritationen tog overhånd. Men at undskylde? Og så til en ansat? Ja, det var nemmere at få en Kazimi til at afgive sin magt end undskylde. "Alliancer kan styrkes på så mange måder. Ikke kun igennem ægteskaber."

Blandingselveren snurrede rundt og virkede mere eller mindre klar til at forsvinde væk herfra og ned til slaverne, der snart skulle vinke farvel til Kazimi-paladset til fordel for deres nye ejere. "I visse øjne er du jo også lidt af en slave," Jontar kunne ikke lade være med at være lettere bidende, hvilket også kunne se på prinsens lidt for kække smil. "Lad mig føre an." Og med det forlod Jontar dette lokale ude at kigge bagud. Prinsen forventede bare, at hun fulgte efter ham. Man lod ikke en adelig tjekke efter unødvendigt.

// Offt: Jeg beklager, men jeg er nødt til at få lukket nogle tråde. Jeg vil meget gerne igang med at skrive igen, men de gamle tråde her demotiverer mig desværre en del, så jeg har valgt at få dem lukket, for at få lidt fornyet energi til at komme igang igen. Sorry <3