Det var ikke just fordi sommeren havde varet længe, faktisk syntes den endnu unge halvelver at den var passeret ualmindeligt hurtigt, især sydlige himmelstrøg taget i betragtning. De gyldne øjne skuede op mod himlen, der på denne dag var grå og overskyet, selvom den klamme lune luft trykkede sig mod huden og vidnede om, at solen kæmpede for at komme igennem det tykke skylag. Halvelveren  gav et enkelt forjættet fnys fra sig, inden hun trådte ud af pavillionen der udgjorde hendes hjem på Fyrstens jorde. Alt omkring den beskedne, mendog utroligt smukke bygning, vidnede om det fremmede væsens evner. Alt stod i blomst, med en unaturlig perfektion groede planter omkring bygningen, såvel som de gjorde omkring resten af paladset. Havde hendes fader beskuet hvordan hun havde tvunget planter i sirlige forme, havde han nok gjort himmelvendte øjne, naturen skulle have lov at gro, som den gjorde, men ikke i denne del af landet, ikke omkring Fyrst Sephyrans hjem. Og dog... "Nej! Nu ikke igen!" Den lave blandingsrace tog de sidste snublende trin ned ad den hvide stentrappe, ud på stien, hvor en enkelt halvvissen busk stod sølle hen, som kæmpede den for livet, man havde allerede givet op. Bladene var endnu grønne, men hang slapt og slattent på planten, mens de øverste blade havde givet op og var faldet af. "Hvad mere er det du vil have af mig?" Halvelveren skubbede underlæben ud, i en utilfreds mine, som hun rakte frem mod buskens blade. Dette medførte at yderligere et par stykker dryssede håbløst af. "Fint... Fint!" Med overdreven lethed bukkede hun sig og lod fingrene synke ned i mulden omkring buskens rodnet, inden hun fik den rykket løs og fik planten op i favnen, ladende den sandede jord drysse nedover det ellers rene lette tøj "Flyttedag igen idag! Jeg har heldigvis ikke andet at tage mig til... det er ikke fordi jeg har Morgengry der skal høstes!" Nej, det var absolut ingen undtagelse at der blev ført lange samtaler med planterne heromkring, primært nok fordi de fleste i området havde et horn i siden på Ináras blandede blod, de fleste acceptede hende nok bare fordi hun havde været omkring længe og for ikke at snakke om hendes praktiske egenskaber de fleste gjorde brug af af og til.

Haven omkring Kazimipaladset havde de mest vidunderlige blomster, buske og træer. Mange var importeret fra forskellige egne af Krystallandet, og det krævede lidt af en mængde magi at få det hele til at blomstre. Heldigvis havde Kazimifamilien også midlerne til at slå kløerne i nogle af de bedste magikere til den slags opgaver..

Fyrsten havde for en gangs skyld lettet sit korpus fra divanen, hvor han ellers holdt af at slænge sig og drikke vin. Hans sarte, fyrstelige mave havde givet ham lidt problemer på det seneste, og han følte, at det bedste måtte være at gå det væk.
Først havde han for en stund moret sig med at betragte fodringen af hans nyerhvervede gyldne ænder - en stakkels slavedreng var i dag blevet sat til det, og han havde fået adskillige nap af de skarpe næb.

Derefter var han vandret videre. Silkeklæderne flagrede let om ham, det mørke hår og skæg var omhyggeligt olieret og sat og de observante, blå øjne holdt øje med alt, hvad der foregik på hans domæne. De skarpe ører fangede hurtigt lyden af noget, der umiskendeligt lød som .. brok.

"Jeg er sikker på, at De har rigeligt at tage Dem til, frøken Inára." Brummede han ved synet af halvdyret. En yderst nyttig investering i familien hans fader havde gjort sig. Det var blot svært at se bort fra hendes herkomst, på trods af de smagfulde klæder, hun var givet.

Havde det ikke været for den vakse hørelse, havde det nok kommet bag på halvelveren, at der pludselig var en som henvendte sig til hende, men de sagte fodtrin havde allerede givet vedkommende væk. Dét der dog kom bag på Inára var vedkommende fødderne tilhørte. I en vaks vending snurrede hun rundt på stedet, endnu med den halvvisne busks rodnet klemt godt sammen mellem hænderne, inden hun vippede kort anderkendende med hovedet. "Så absolut Fyrst Sephyran..." Sådan startede mange sætninger inden helvede brød ud "De skulle bare vide, jeg såede fakkellyng i vinters, som De nok har set, langs hele indgangspartiet... Ja, jeg fandt det faktisk næsten nødvendigt, det var så synd at de smukke hvide bygninger lå helt mørkt hen... og selvom jeg har passet og plejet dem, er der personage her i bygningen som insisterer på at knække grene af og bruge som.. Ja... Fakler..." Nej, det var ikke ofte at halvdyret havde selskab, af samme årsag gik der ikke meget taletid til spilde når der endelig var noget som henvendte sig, at det var Fyrsten selv lod ikke til at påvirke kvinden meget, i hendes verden var de to faktisk ligeværdige, i allerhøjeste grad "Det er faktisk en svær plante at holde liv i, hvis grenene ufortrødent bliver brækket af, jeg ved godt at det kan virke underligt med plantens effekt, men sådan er det nu engang..." Halvelveren pustede en vildfaren lok væk fra ansigtet som blotlagde nogle af de mørke prikker der var strøet over hendes pande "For ikke at snakke om Måneskinsliljerne, åh, klimaet hernede er slet ikke til at holde dem i live, men... Jeg gør hvad jeg kan, den er jo praktisk at have omkring, ikke? Folk har dog komplet misforstået hvordan den skal håndteres, de plukker den fordi de syntes den dufter godt! HA! Har De hørt mage?" Den slanke skikkelse trak på skuldrene, så jorden mellem hendes fingre dryssede ned på stien belagt af hvide marmor-sten, mellem hendes hænder tog planten til, mens ladene langsomt rejste sig og den grønne farve vendte tilbage, til planten var helt ved sit fulde fem, alt dette uden at det lignede halvdyret så meget som anstrengte sig det mindste. 
De gyldne øjne faldt imens på Fyrstens ansigt, hun skar en kort grimasse, som hun kom i tanke om at hun nok snart skulle tage snakken med ham endnu engang, men hun udskød det, som hun altid gjorde, som man udskød en aftale med havde med den lokale læge, hvis der nu var tilstødt noget... uheldigt. "Nåmen... Jeg er sikker på at De er helt opdateret på havens tilstand. Det er vel ikke derfor De er vandret til denne del af haven, hm? Det er ikke ofte man ser Dem hernede!" Inara lod planten falde over i en ene arm, som holdt hun et spædbarn, mens hun børstede den anden, nu frie, hånd af i klæderne for at fjerne det overskydende jord.

Ved alle Guderne, Sephyran havde sjældent mødt nogen, der gik lige så meget op i planter. Han selv havde én interesse - haven skulle være smuk og indbydende. Den skulle koste, og man skulle tydeligt kunne se, at der var brugt krystaller på det.
At der gik lidt blomster til i det varme klima af og til, ja det var vel prisen.

Et lettere uninteresseret ansigtsudtryk var gledet over fyrstens ansigt, som hun begyndte at plapre løs om fakkellyng. "Hvad skulle det ellers bruges til?" Afbrød han hende brummende. Der kunne vel plantes mere, hvis der begyndte at mangle.

Og minsandten, om hun ikke havde frækheden at fortsætte sin klagesang. Fyrstens ansigtsudtræk skiftede fra at afspejle ren kedsommelighed til at virke irritabelt. Når der var gæster til stede, var han fantastisk til at holde masken, men over for en glorificeret gartner var der ikke ligefrem grund til at gøre mere ud af det.
"Slaverne har fået besked på at de fyrstelige gemakker skal dufte vidunderligt. Det kan der vel godt plukkes lidt måneskinslinjer til." Sagde han med en faretruende mine. Hun havde vel ikke tænkt sig at sige imod, at der blev plukket til hans egen fornøjelse? Han selv var blevet ganske glad for duften..

Han åbnede munden for at forklare hende, at hans fyrstelige tid så sandelig var bedre spenderet med andre ting, men man kunne vel nyde en tur i haven i ny og næ, da hans øjne begyndte at følge jorden, der faldt fra hendes børstende hænder og satte sig i hans fine og rene silkeklæder. "Nej ved De nu hvad! Pas på hvor De børster jorden hen!" Udbrød han vredt.

Inára pustede distræt en lang vinrød lok væk fra ansgtet, som hun betragtede fyrstens ansigtsudtryk ændre sig. Andre ville nok anse dette som værende ren kedsomhed, men dette var ganske vist umuigt, det omhandlede jo planer, ikke ikke nok med det, det omhandlede Fyrstens planter. Noget Inára alle årene havde gået op i med liv og sjæl, der fandtes ikke smukkere haver i hele Rubinien. Af samme årsag kunne Fyrstens udtryk ikke være hedsomhed, måske var han blot dybt inponeret over hendes kunnen, det måtte være den eneste mulige forklaring, han var simpelthen åndeløs over hvad hun kunne udrette. Ikke så underligt når det kom fra et menneske. Af samme årsag brød hun blot ud i et stort smil, som Sephyran stillede spørgsmålet med det mest åbenlyse svar i mands minde "Åh, oplyse de hvide bygninger i det mest fantastiske røde skær om natten, naturligvis!" Halvelveren løftede øjenbrynene som var det en selvfølge, hvilket det for Inara også var, udover det ville det lyse grundene op og skræmme potenielle listetyve væk, det var ikke just fordi vagterne ikke havde brug for en hjælpende hånd. 

Som fyrstens irritation blussede op, spidsede halvelverens udtryk dog til, læberne blev skudt ud i til en utilfreds surmulen "Åh, det kan da klares med Lauranas Liljer! med det slitage der er på personalet heromkring er der brug for måneskinsliljerne... For ikke at tale om noget kluntet afkom..." Det sidste blev nærmere mumlet lavmeldt, end egentligt sagt. Hun havde lappet Fyrsten børn sammen mere end rigeligt, selv små uskyldige skrammer der tilsyneladende ikke skulle have lov at efterlade ar, var blever kureret med blomsten. som Fyrsten brød ud i en vældig klagesang, tog Inára sig hurtigt i at vende øjne, han var trods alt manden der sad på hendes forhåbentligt snart kommende frihed, og af samme årsag holdt hun tand for tunge og trådte i stedet et lille forskeækket skridt baglæns. "Undskyld Fyrst Sephyran... Det kan heldigvis gå af i vask.." 

Sephyran brummede et eller andet uhørligt. Jovist han havde godt bemærket, hvordan planterne smukt lyste op, men han bebrejdede ikke sine tjenere for at bruge dem til deres mere praktiske formål også. "De kan vel plante nogle flere." Svarede han med et skuldertræk. "Jeg skal nok sørge for, at der gives de nødvendige krystaller."

Det vigtigste for fyrsten var blot, at haven forblev skøn og et imponerende syn, når diverse handelsmoguler skulle på besøg. Af samme grund holdt han meget af at købe eksotiske planter og fugle - men selve pasningen og plejningen af haven, var ikke noget der interesserede ham det mindste. Den slags havde han folk som Inára de Abiléves til.

Igen blev der brummet lidt utilfreds. "Nuvel jeg giver besked om at de kan plukke andre lilj.. vent hvad siger De om mit afkom!?" Udbrød han, trædende lidt truende fremad med brystet skudt ud. Naturligvis kom hans børn til skade, de var jo børn, men ikke tale om at et halvdyr skulle stå der og kalde dem kluntede. Hvor vovede hun!

Han knipsede arrigt med fingrene, hvilket fik en slave til at komme løbende og omgående begynde at børste jorden af de fyrstelige klæder. De skulle sandsynligvis stadig vaskes, men katastrofen måtte udbedres så hurtigt som muligt. Og han var ikke færdig med Inára endnu..