Katarina forlod Phillippes værksted den kølige formiddag, med faste skridt direkte mod det bordelhus, der tilsyneladende havde bestilt uanstændigt håndværk fra hendes mand. Hun ville generelt ikke blande sig i Phillippes arbejde. Det kom ikke hende ved, hvad han tog imod af bestillinger for at tjene sine krystaller, men denne gang var anderledes. Det handlede ikke kun om de udfordrende formet stykker legetøj til et bordel, men nu havde hun også set en ung fyr, en halvkat så det ud til, forlade værkstedet. Jovist, han kunne have været intet mere end en kunde, men den intense lugt af fremmed på Phillippe havde hurtigt afsløret, at han vist havde været lidt tættere med en anden, end hvad der var acceptabelt mellem snedker og kunde.
Efter en lang række spørgsmål, måske nærmere små angreb, rettet mod sin mand, var hun snart på vej mod bordellet.

Der var ikke blevet gjort mere ud af hverken tøj eller håropsætning, end hun plejede. Katarina så som altid fejlfri ud, med en af de fine, bordeauxrøde kjoler, der sad helt tæt til overkroppen, men fyldte gevaldigt mere fra hofterne og ned til gulvet. Den hvide blondekant strittede ud af enden på de lange ærmer og kildede let hen over håndfladerne. Samme slags hvide kant viste sig i kraven, der var knappet tæt til halsen og sørgede for at markere det feminine ansigt. Det rødbrune hår var sirligt sat op i en lav knold, hvor ikke ét eneste hår sad forkert.
Trods det lidt skeptiske udtryk i ansigtet, var det med selvtillid i hvert skidt, at Katarina skubbede døren op og trådte ind i bordellet. Man kunne tydeligt se på hende, at hun forventede et af de usle, beskidte steder, der stank af uanstændige handlinger, da hun lige lod et dømmende blik glide rundt i lokalet, inden det landede på disken og dén, der stod bag. 
"Goddag. Mit navn er Katarina Jahnson. Jeg skal tale med hvem end der bestemmer her." Hendes ordvalg var med vilje. Hun kunne have været flink, som hun altid forfalskede, og spurgt pænt om det kunne lade sig gøre, men i stedet kom hun med noget, der mest af alt lød som en kommando. Hun skulle tale med den overordnede.

Tålmodigheden slap hurtigere op, end de fleste ville tro var muligt. Hvad der svagt kunne minde om et et lille, falsk smil, forsvandt lige så snart hendes sidste ord var sagt, og kvinden bag disken ikke valgte at svare med det samme. Det fik hende kun til at se mere intimiderende ud, end hun allerede gjorde, men hundepigens chokerede og lidt nervøse ydre fik ikke Katarina til at vise den mindste smule medfølelse.
Der gik dog ikke mange øjeblikke, før hendes opmærksomhed blev rettet mod den velklædte, unge mand, der med den mest uvenlige tone, hun nogensinde havde fået rettet mod sig, var på vej ned ad trapperne. Tænderne blev bidt sammen, men for ikke at vise den lille torn, der allerede havde sat sig i hendes øje over bordelejeren, skjulte hun den lidt opspændte kæbe med et nyt smil. Armene blev lagt over kors og vægten flyttet over på den ene fod, da hun skubbede hoften let ud til siden. Han skulle have lov til at se hvor afslappet hun var, at hun ikke var her for at råbe og skrige. Medmindre det blev nødvendigt.

Katarina lod den anden kvinde præsentere hende, men hun havde ikke i sinde at skænke den prostituerede et eneste blik mere. Hr. Silenes korte pause på trappetrinnet, fik hende straks til at tro, at det ikke var første gang han hørte om hende. Eller i det mindste kunne genkende efternavnet.
"Ikke officielt. Men jeg er sikker på, du har mødt min mand." Hun lød hverken nervøs eller dømmende, men heller ikke direkte venlig og imødekommende. For at støtte sine egne ord, rakte hun ned i den lille, sorte pung, der hang fast omkring hoften, og trak et stykke sammenfoldet papir frem. Det blev hurtigt foldet ud og lagt mod disken, hvor Hr. Silene ville kunne se den kopi hun havde lavet af Phillippes bestilling til bordellet.
"Jeg går ud fra det er dig, der har bestilt dette uanstændige håndværk?" Hun behøvede dårligt et svar, hun var rimelig sikker på, hun havde ret, men hun ville nu gerne høre Hr. Silenes svar.

Hvad er problemet? Hvis Katarina ikke gjorde en indsats for ikke at lade den tykke facade briste, ville svaret havde været simpelt. Simpelt, men ikke specielt høfligt. Hun kunne have ladet det falske smil forsvinde, lade bordelejeren se den side af hende, som kun hendes mand havde set før. Men det ville hun ikke få noget ud af. Hun havde i forvejen ikke været i stand til at skjule den afsky, der så tydeligt viste sig i hele ansigtet, da hun trådte ind ad døren. En detalje den anden uden tvivl ikke kunne overse. Hun måtte smøre lidt ekstra tykt på, hvis hendes besøg skulle betale sig.
Helt roligt tog Katarina imod sedlen og foldede den sammen igen. Trods hans direkte uvenlige tone, formåede hun alligevel at få et blødere udtryk over sig, da både skuldre og øjenbryn løsnede sig fra den lidt anstrengte position.
"Selvfølgelig ikke. Hvilken kone ville jeg ikke være, hvis jeg sendte alle kunderne bort og tog min mands indtægt fra ham," sagde hun med en mild latter, der skulle få hende til at fremstå langt sødere, end hun havde, da hun lagde sedlen på bordet for et øjeblik siden.
"Jeg har intet imod jeres valg af snedker, men du må forstå min bekymring over jeres valg af bestilling. - Ser du, Hr. Jahnson har lidt svært ved at holde fingrene for sig selv, og det kan kun blive en større udfordring for ham et sted som dette. Nu har jeg jo kun set den yndige lille hund, der tog imod mig, men hun kan umuligt være den eneste, der kan lokke mændene til." Hendes tone afslørede hurtigt, at hun helt bestemt vidste mere, end hun lige sagde. Tanken om den usle lille halvkat, ligge med hendes mand, kunne få hende til at koge teen over. Og hvad de skrækkelige stykker legetøj, hvis man da overhovedet kunne kalde dem det, så var blevet brugt til, ville hun slet ikke forestille sig. Tænderne blev bidt kortvarigt sammen, inden hun tog en lidt dybere indånding og fortsatte, denne gang med en let knækket stemme;
"Jeg beklager nødvendigheden for mit besøg. Men jeg kan ikke undgå at blive dybt såret, når jeg ser en ung mand, en halvkat, forlade værkstedet og vide præcis hvorfor, han var der. Jeg kan samtidig heller ikke undgå at tro, at den bestilling har været med til at skubbe hans besøg i dén retning." Selv dem der kendte Katarina bedst, ville sjældent være i stand til at se igennem hendes skuespil. Hun havde efterhånden haft mange år til at perfektionere ethvert udtryk og toneleje, så hun uden problemer kunne spille på følelserne, selvom en del af dem var helt oprigtige. Hver gang Phillippe gjorde den slags, blev hun forfærdelig ked af det, men hun sørgede selvfølgelig for at overdrive hvor ked, hun egentlig blev.

Katarina blev kun mere og mere irriteret. Tænk, at det var sådan her, hun var nødt til at bruge noget af sin dag. Og så et sted som dette. Trods det ikke var nær så lumskt, som hun havde forestillet sig, kunne hun alligevel ikke lade være med allerede nu, at se frem til et bad. Det ville ikke kun vaske uanstændigheden ved at sætte fod på et bordel af hende, men måske endda tage noget af det skidt med, som bordelejeren forsøgte at drysse over hende, i form af næsten fornærmende ord.
Ikke anderledes?! Hun måtte knuge hånden sammen, for ikke at lade den stryge hen over hans kind i én hurtig lussing. Den blev behændigt gemt bag kjolens mange lag af stof, der udgjorde den fyldige underdel. Hun kunne ikke slippe fatningen, lade ham høre, hvad hun virkelig mente. Selvfølgelig var Phillippe anderledes. Han var jo hendes mand! Han skulle ikke sammenlignes med hvilken som helst anden usling, som viste sit ansigt her fordi deres kone ikke kunne tilfredsstille dem. Det var ikke tilfældet for Katarinas søde mand. Han var ikke svær at tilfredsstille, kun lidt svag. Meget svag.

Hankatten. Det måtte være ham, hun havde set forlade værkstedet. Han var den største grund til hendes besøg. Til hendes vrede. Alligevel stod hun tålmodigt og lyttede til Hr. Silenes forklaring, som han uden tvivl sagtens ville kunne slippe afsted med. Hvis Katarina altså ikke kendte sandheden. Skulle hun virkelig stå der og lade som om? Naivt sluge ethvert ord og lade dem slippe så let? Nej. Men det skulle spilles rigtigt. Derfor holdt hun endnu fast i rollen som den stakkels kvinde, der til hver en tid kunne knibe en tåre over sin mands utroskab.
"Jeg forstår, Hr. Silene. Men hvis det er din overbevisning, er jeg ked af at skulle være den, der knækker den." Blikket blev kortvarigt vendt mod gulvet, idet hun bed sig let i underlæben, som var hun nervøs for at fortsætte. Det handlede vel om at holde få pauser på de helt rigtige tidspunkter, inden hun med et suk rettede ryggen og så hans vej igen.
"Det lader til, at dit halvdyr har holdt dig for nar, ligesom min mand har holdt mig for nar. Det var ikke svært at..." Hun rømmede sig. Hun var ikke sart, men det skulle ikke se ud som om hun ikke havde det mindste problem med at sige det næste ord;
"... lugte... hvad der var foregået i værkstedet. Jeg blev dog bekræftet i mine anelser, da min mand selv indrømmede sin fejl. Din forretning er muligvis kun for fine folk, men dit halvdyr har tilsyneladende intet problem med at finde de beskidte hænder andre steder. Jeg var sikker på, at du vidste alt dette?"
Åh nej, tænkt nu hvis hun lige havde prikket hul på en boble, han ikke var forberedt på at se briste. Det ville da være ærgerligt. En lille rynke i panden fik Katarina til at se helt uforstående ud, som hun nu stod der og afventede hans svar. Men kunne man pille den tykke facade fra hinanden, ville man se et noget så selvsikkert blik og et slesk smil der matchede, når hun stod med hånende, nedladende tanker i hovedet.

Uhh. Der var noget utrolig tilfredsstillende ved at rive hele verdener fra hinanden. Selv hvis hele den verden kun fandtes i hovedet på en anden. Hans falske forfærdelse var som sød musik, den sødeste i hele Tusmørkely, fordi hun ikke anede den mindste mistanke til hans vrede. Hun havde måske lidt for travlt med at drukne sig i lyden af den lille stemme, der bag den søde musik sang, at hun havde vundet. At hun havde fået præcis det ud af dette besøg, som hun ville. Når hun kom tilbage til Phillippe, skulle hun nok sørge for at fortælle ham alt. At hun havde afsløret hans og den lille hankats hemmelighed overfor bordelejeren, der straks tog hendes parti, så snart hun forklarede ham de grimme detaljer.
Hun havde lyst til at lade det indvendige smil bryde frem til overfladen, men standhaftigt stod hun endnu fast i sin rolle. Nu havde hun lige fået det svar, hun ønskede. Det ville være direkte dumt at ødelægge det nu.
I stedet løftede hun brynene i et lettere forfærdet udtryk, som var hun negativt overrasket over, at Phillippe ikke engang havde betalt hankatten sin sum for det uanstændige besøg. Godt nok ville hun aldrig anerkende hans profession for et ordentligt arbejde, men Hr. Silene skulle vel tjene til føden alligevel, og hvis Phillippe absolut insisterede på at gøre sig nytte af den form for kundepleje, måtte han vel også hoste op med krystallerne. Taget i betragtning at han tilsyneladende havde lavet et par bestillinger for bordellet, havde han vel råd til det.

Taknemmeligt lagde Katarina en hånd mod brystet, som et lydløst tak til hans forståelse for hendes besværlige situation. Jo, hun var uden tvivl en hel del såret, når hendes mand rendte rundt med alle andre end hende, men taknemmeligheden var ikke oprigtig af den grund. Ingen ville kunne forstå hendes følelser rigtigt. Heller ikke selvom hun lige netop havde afsløret hankattens hemmelighed overfor Hr. Silene, der åbenbart nærede mange følelser for det usle dyr.
"Jeg skal lige have en snak med Hr. Jahnson. Han har tydeligvis brug for lidt ferie. Brug for at komme lidt væk fra storbyen og de mange indtryk." Åh, der var meget hun ville gøre. Stadig helt opstemt på sin lille sejr, fik hun ubevidst lagt tryk på et par ord, måske de forkerte ord. Når hun først kom tilbage til Phillippe, ville han ikke være i tvivl om at der ventede ham en eller anden form for straf, men takket være hendes lidt sammenbidte ord, ville bordelejeren måske også fatte mistanke nu.
"Men misforstå mig endelig ikke, Hr. Silene. Jeg ønsker ikke at stoppe dine forretninger med min mand. Han er trods alt en vældig dygtig snedker. Den bedste, hvis du spørger mig. Jeg ønsker blot at sætte lidt grænser for hvilke ordrer han får herfra. Du ved, hvad jeg mener, - dem der ikke vækker hans interesse for at bruge de beskidte hænder på andet, end sit arbejde. Jeg ville jo ikke kunne tilgive mig selv, hvis jeg, som hans kone, begrænsede hans muligheder for at få kunder." Så længe de kunder holdt fingrene for dem selv!

Taget i betragtning af, at det var et helt hus fyldt med halvdyr, var det egentlig utroligt, at Enzel ikke havde gjort mere for at lydsikre de forskellige rum. Det var nok fordi, at langt de fleste af de ansatte gjorde deres bedste for at ignorere de mange lyde, Nicola vidste i hvert fald, at han ikke havde noget ønske om at Vide, hvad pigerne lavede på de forskellige værelser. Det var i det mindste en fordel ved, at han havde indtaget en speciel plads i Enzels liv, han var længere væk fra de forskellige lyde fra de mange værelser på bordellet.

Enzels kærlighed havde dog også gjort, at Nicola havde vænnet sig til mere eller altid at lytte efter Enzel, bare for at have en nogenlunde ide om, hvor i huset hans plageånd befandt sig. Efterhånden havde Nicola vænnet sig til at sortere de mange samtaler dra, det var nærmest som en konstant summen i baggrunden, og den eneste del af den summen han nehøvede fokusere på var Enzels stille fodtrin.

Selvfølgelig trængte der nogle gange noget igennem den konstante summen, og selvom Nicola ikke lagde videre mærke til, hvad der blev sagt i rummet ved siden af, lagde han mærke til Enzels toneleje. Han var vel efterhånden blevet ekspert i Enzels humør, så det var nemt at genkende, når der var noget galt. Var han mon oppe og skændes med en kunde? Nicola burde virkelig ikke blande sig, og han gad egentlig heller ikke.. Men hvis der var så store problemer med en kunde, at Enzels brugte tid på.. hende??.. så ville det næppe gøre noget godt for bordelejerens humør.

Med et dybt suk fik Nicola kæmpet sig op fra sengen, hvor han ellers lå henslængt. Et enkelt blik blev kastet mod blusen, som lå henkastet på gulvet. Det kunne vel være ligegyldigt, de var trods alt på et bordel. 
"Enzeeel?" Han gjorde sin stemme kælen som han kaldte på Enzel, da han trådte ud af soveværelset.

Bordelejerens forståelse bragte et lille, næsten usynligt, smil på de let farvede læber. Det var den alt for tilfredsstillende følelse af triumf, der endelig fik lov til at skinne bare lidt igennem. Kun fordi det kunne betragtes som taknemmelighed til Hr. Silenes beroligende ord. Eller hvad hun gik ud fra skulle tages som beroligende ord, for var der en snert af desperation at høre i hans stemme? Selvfølgelig kunne den alt for skeptiske kvinde ikke undgå at tænke, at der måske lå noget bag. At bordelejeren skjulte noget for hende, noget vigtigt. Måske kun fordi hun var vant til Phillippe, der ikke havde andet end hemmeligheder for hende. Den mistillid gik ofte også ud over alle andre, ikke kun hendes mand.
Katarina måtte samle tankerne, tænke rationelt i situationen, selvom hendes vrede og irritation hurtigt kunne ødelægge det. Bordelejerens desperation afspejlede ikke dybe hemmeligheder, men ønsket om ikke at have en beklagende, ulykkelig kvinde stående indenfor. Det kunne skræmme kunderne væk. Selvfølgelig var det intet mere, end dét.

Katarina havde været bekymret for, om hun ville ende med at have spildt sin tid. Om det havde været det værd at opsøge Hr. Silene, eller om hun skulle ende med at gå derfra med endnu mere vrede, end der overhovedet kunne være i den spinkle krop. Men nu så det ud til, at hun skulle derfra med en mere behagelig mavefornemmelse, end hun længe havde haft.
"Jeg sætter pris på din tid og forståelse. Mit besøg har vist sig at være turen værd, og jeg stoler selvfølgelig på dine ord. Dine løfter." Der skulle ikke værne tvivl om at Katarina helt bestemt havde taget hans ord for direkte løfter. I fremtiden ville hun nok forhøre sig hos sin mand, finde ud af om Hr. Silene havde fået talt med sin hankat, og om han selv havde bragt sine ordrer til Phillippe siden.

"Forhåbentligt ikke," svarede hun så høfligt hun kunne, men det var alligevel let at høre hvad hun egentlig mente; Hun ville ikke sætte sine fødder et sted som dette flere gange, ikke medmindre det var nødvendigt. Eller for at få flere måder at stikke til Phillippe på.
Katarina fulgte den anden, klar til at blive fulgt ud, som han lagde an til. Hun nåede dog kun at vende sig om og flytte sig få skridt, før hun hørte en andens mands stemme kalde. Var det mon....
"Din hankat venter dig måske?" Havde hun holdt bordelejeren fra at nyde godt af sin egen forretnings ydelser? Det var en strøtanke. Tanken der lindrede hos hende var helt anderledes; Kunne hun nå at få et godt kig på den mand, som havde lokket hendes ægtemand i fordærv? Hun kunne vel ikke tillade sig at spørge, men hun kunne vel forsøge. Så uskyldigt, hun nu kunne.
"Jeg burde ikke spørge, det ved jeg, men..." Der skulle en kortvarig, dramatisk pause til.
"Vil du hente ham ned? Jeg er nødt til at se hvem, min mand har ligget med. Jeg håber du forstår." Han havde jo været så forstående indtil nu, så hvorfor skulle hun ikke også lige få lov til dette. Hun var jo sikker på, at det måtte være ham.

Intet svar fra Enzel? Underligt. Normalt ville Nicola forvente et svar, enten for at bekræfte at han sbulle komme ud til Enzel, eller en ordre om at han skulle holde sig væk. Det var faktisk nok detz han mest havde forventet, for selvom han ikke havde hørt efter detaljerne i samtalen, så syntes han da bestemt, at der var to personer. Nå, nu han ikke havde fået en specifik ordre om at holde sig væk, så gjorde det vel ikke noget, at han lige kiggede ud for at se, hvad der skete?

Enzel var ikke svær at læse, i hvert fald ikke, når han var utilfreds, som han tydeligt var lige nu. Hvem end kvinden var, så gjorde hun Enzel irritabel. Det betød jo selvfølgelig, at Nicola med det samme slet ikke brød sig om hende. Både fordi han følte, at han nok burde holde med Enzel uanset hvad. Men også fordi, at han gjorde sit bedste for at holde Enzel så glad, som overhovedet muligt, og så var det bare forbandet irriterende, når et eller andet kvindemenneske skulle komme og ødelægge det.

Med det samme søgte Nicola over mod Enzel. Han havde hørt det sidste ord, som Enzel havde sagt, men det var også det eneste af samtalen, som han rigtig havde hørt. Var det mon ham, som de snakkede om? I det tilfælde var han sikker på, at Enzel ville beskytte ham mod kvindemennesket. Der var da trods alt noget positivt ved Enzels besættelse af ham.
"Hvem er hun?" Han viklede sine arme rundt om Enzels ene arm og kastede med hovedet mod den fremmede kvinde.

Det var ikke svært at mærke, at bordelejeren var direkte utålmodig. Hun kunne vel ikke bebrejde ham. Hvis hun var blevet opsøgt på denne måde i sin egen butik, så havde hun nok ikke været helt så høflig, som hun indtil videre havde oplevet fra hr. Silene. Hun havde råbt op om hvor upassende besøget var og smidt vedkommende ud på røven. Men hun satte nu pris på ikke at få samme behandling, som hun ville have givet en anden. Katarina ville uden tvivl ikke være godt selskab for sig selv, hvis hun en dag skulle stå over for en person med samme attitude.

Hun måtte stå fast mod gulvet for ikke at lade sig skubbe ud af døren.
Skønhed. Ordet gav hende direkte kvalme, når det blev brugt om den beskidte halvkat, der havde haft kløerne i Phillippe. Men hr. Silenes ord fik hende ikke ligefrem til at genoverveje hendes beslutning. Nej. Hun måtte se den unge mand i øjnene. Han skulle bare stoppe med at presse sådan på, for at få hende ud af døren!
"Det handler ikke om at salte såret. Det handler om afslutning. Det ville du måske forstå, hvis det var din ægtefælle, der havde ligget med en anden." Hun begyndte faktisk at lyde en smule irriteret, men udtrykket i ansigtet var stadig utrolig blødt.

Men det helt bløde udtryk blev straks ændret, da hun så halvkattens arme vikle sig om bordelejerens arm og derefter så hans ansigt. Nu var der direkte had i hendes blik. Hun var slet ikke i tvivl. Det var den lille møgunge, hun så forlade værkstedet. Hvis blik kunne dræbe, havde der ikke været meget liv tilbage i den stinkende halvkat. Det onde glimt i øjnene var der kun for en kort stund. Hun måtte dog virkelig tage sig sammen for at få det helt bløde ud på overfladen igen og se lige så flink ud, som da hun kom.
"Mit navn er Katarina Jahnson. Jeg så dig forlade min mands værksted og han fortalte om jeres... møde." Overlæben bevægede sig i en lille rynke af afsky ved det sidste ord, da hun i det samme øjeblik lige lod blikket glide hele vejen ned over dyret ved siden af hr. Silene.

Hendes ægtefælle? Hvad i alle verdener foregik der dog? Nicola havde trods alt ikke taget kunder i lang tid, ja for den sags skyld havde han slet ikke været sammen med andre i lang tid. Kunne det være Phillippes kone? Han kunne mærke, hvordan håndfladerne blev klamme. Han havde ikke været sammen med Phillippe i lang tid nu, men måske det var en gammel sag? I det mindste virkede det ikke til, at Enzel troede på at ord af, hvad det hysteriske kvindemenneske sagde.. Eller var det ren skuespil? Enzel kunne da næppe tro på, at Nicola ville være sammen med andre end ham!

Nicola klamrede sig ind til Enzel, det var gudskelov ikke spor svært at spille bange, for hele situationen fik ham nærmest til at gå i panik. Kvindens dræberblik gjorde ham heller ikke ligefrem tryg. Enzel ville da ikke lade hende få fingrene i ham.. vel?
"Hvad sker der Enzel? Hvad er det, hun taler om" Han nåede lige at se forvirret på Enzel inden hans ansigt blev trykket ind mod en skulder. For en gangs skyld fandt han sig i behandlingen, lige nu havde han ikke lyst til at prikke yderligere til Enzels temperament, og så havde han også brug for veskyttelsen, for han var ret sikker på, at hvis kvinden fik fat i ham, så ville hans nydelige udseende være knapt så nydeligt bagefter.

Det var underligt at høre Enzel forsvare ham så hårdnakket. Egentlig burde Nicola vel ikke forvente andet, de elskede trods alt hinanden, men Enzel havde ikke ligefrem givet ham grund til at stole på ham. Alligevel klamrede Nicola sig fortsat til Enzel selvom døren var smækket efter det vanvittige kvindemenneske.

Ved alle guder, hvor var der lige pludselig meget lyd på bordelejeren, der ellers havde holdt sig så fint i skak før nu. Det fik hendes attitude til at gå fra irriteret til overrasket, da hun straks rettede blikket mod ham.
"Nu har jeg da aldrig..." Lød det lettere mumlende fra hende. Sjældent var Katarina blevet bidt af på den måde. Sikke aggressiv han kunne være, når hun valgte at rette sin opmærksomhed mod skøgen, der tilsluttede sig dem. Det fik hende hurtigt til at tro, at der lå mere i deres forhold, end bare ansat og alfons.

Det venlige ydre forsvandt hurtigt fra hr. Silene. Han havde ellers virket så forstående indtil nu, hvor hun så tydeligt kunne høre raseriet i hans stemme. Så ulækkert beskyttende han skulle være over for dyret i hans favn. Det var afskyeligt. At beskytte en der så fælt valgte at ødelægge et ellers så velfungerende ægteskab, var direkte klamt.
Katarina fik ikke en chance for at reagere, før hun blev skubbet ud af døren der smækkede i. Det var med nød og næppe, at hun fik trukket alle lag af kjolen med sig, inden den blev klemt.

Der lød det højeste, fornærmede fnys fra kvinden, der nærmest smed kjolens længde fra sig, så den faldt hårdt på plads igen.
"Kirkelig hjælp?! Og det skulle komme fra sådan en som dig. Jeg vil bede dig om at holde dit halvdyr VÆK fra min mands værksted. Hvis jeg ser ham i nærheden igen, så svarer jeg ikke for følgerne!" Hun råbte ikke sin trussel, det behøvede hun vel næppe gennem den dør.

Med de ord vendte hun rundt, fandt det sædvanlige smil frem og gik mod markedspladsen.

Den værste fare var drevet over nu, men Enzel blev lige stående og ignorerede at Nicola krævede en forklaring. Han brugte sin fantastiske hørelse til at lytte efter Katarinas hæle, for at være helt sikker på, at hun forlod gaden helt, og ikke bare gik en runde rundt om huset. 
 
Først da han var sikker rykkede han på sig og blev mindre stærk i grebet om Nicola. “Tsk…” Forsøgte han at indlede med, men kunne umiddelbart ikke finde starten på en forklaring til Nicola “…Hun er bare…” Nej, han havde ikke haft tid til at gennemtænke en løgn. Aldrig havde han forventet at hun af alle, ville troppe op her i dag. Og havde hun virkelig udspioneret hendes mand mens han havde været afklædt med ham? Havde nogen set på, mens de havde fjollet rundt i sengen på værkstedet!?
 
Han vidste ikke hvor meget Nicola havde hørt af alt det her, men han måtte da mistænke et eller andet. Enzel havde nu aldrig gjort noget for at få Nicola til at tro, at han ikke havde nok i ham, så forhåbentligt… Han tvivlede lidt… men forhåbentligt kunne han slippe afsted med det her.
 
“Kvinder er hurtige om at drage til konklusioner,” Svarede han så, pludselig skråsikker og med en afsluttende tone i stemmen, da han slap det beskyttende tag om Nicola helt og havde travlt med at komme lidt væk fra ham, og hen bag skranken, hvor han begyndte at rydde op i nogle tilfældige papirer. Han ryddede ikke rigtigt op. Han nærmest rettede en stak allerede pænt stakkede papirer og flyttede dem hen i den anden ende af arbejdspladsen, og pillede ved kuglerammen og blækhuset.

Ligesom Enzel stod Nicol og hørte efter, om kvinden forsvandt. Det var dog svært for ham faktisk at lytte efter, for panikken over hele situationen fik det til at banke sådan i hans ører, at han knapt kunne høre andet end sit eget hjerte. Det virkede ikke til, at Enzel troede på denne fremmede kvinde. Men samtidig virkede han næsten lige så panikslagen som Nicola selv, så hvad hvis det bare var skuespil for ikke at tabe ansigt foran en fremmede? Selv da det stærke greb blev sluppet lidt klamtede han sig til Enzel. Aldrig før havde det været så vigtigt, at han kunne overbevise Enzel om, at han faktisk var forelsket i ham.

"Enzel hvad snakker hun om? Jeg har ikke.. jeg ville aldrig" Han så fortabt på Enzel. Der havde godt nok været en del mistanker dengang han havde sneget sig væk med noget af det legetøj, som Phillippe havde lavet, men Enzel kunne da umuligt tro, at han ville være sammen med andre! Han havde jo trods alt været så forsigtig, når han sneg sig afsted. Han vidste slet ikke, hvordan dette sindssyge kvindemenneske kunne have opdaget ham.

Taget i Enzel blev ikke sluppet, før han næsten blev tvunget til det. I stedet fulgte han efter Enzel hen til skranken med halen mellem benene, både bogstaveligt og billedligt. Hvorfor havde Enzel så travlt med at komme væk fra ham? Fattede han alligevel mistanke?
"Enzel jeg ved virkelig ikke, hvad hun snakker om. Det må være en anden halvkat, hun har set" Han forsøgte at se på Enzel med de mest bedende og bedrøvede øjne, som han kunne mønstre. Det her kunne ødelæge alt. Det måtte ikke ødelægge alt.