Fingrene havde knapt nok nået at slippe det blodrøde silkegardin, som de havde holdt til siden indtil Isgaard ikke var andet end en prik i horisonten, før end de havde grebet rejse fjerpen og notesbog.
Sammen krøllede kugler af permanet få for hende og Kisra's fødder, på bunden af kareten. Enten fordi at vognes hjul havde ramt en større ujævnhed, i den hårdt pakket grusvej eller fordi Meena pludselig blev i tvivl.
I tvivl om det virkede måske for tideligt, for desperat at skrive et brev allerede? Hun havde jo knapt nok sat sig til rette i den lukkede karats polstrede sæder. Ikke desto mindre var det hvad hun brugte noget af hjem rejsen på, at skrive det første af forhåbentligt mange breve, adresseret til den skæggede kæmpe; Markus Alfie Isenwald.

Kæreste Markus Alfie



Beklager hvis min skrift til tider får lidt... kant... Men jeg skriver dig dette brev mens jeg endnu er på hjemrejse. Jeg lover dig, at den, min skrift, ikke normalt er nær så håbløs.



Tak for nogen helt igennem uforglemmelige dage, sjældent har jeg stødt på en mand som du, Alfie.

Havde nogen forsøgt at bilde mig ind, inden min ankomst på Isgaard, at jeg ville sidde med en støre længsel efter dit selskab og dine berøringer end jeg ville have efter ørkens varme, ville jeg aldrig have troet dem. Jeg ville sågar havde mistænkt dem for at have lidt af solstik...

Jeg ville dog lyve både overfor dig og ikke mindst mig selv, hvis jeg forsøgte at benægte at du de seneste dage ikke har formået at kravle under huden på mig, på mere end en måde og jeg har ikke det fjerneste imod det.

Snare håber og beder jeg til at det ikke bare var en enkeltstående oplevelse, at min fader vil tillade dig at komme under den varme sol, så du kan se min verden nu du har ladet mig se din.



Forelskelse er et stærkt ord og endnu stærkere følelser, selv de flygtigste af dem. Jeg ved endnu ikke om jeg vil eller tør bruge det ord om det virvar af følelser, som hærger i mit inderste, men hvad jeg  med sikkerhed ved er, at jeg allerede nu ønsker at tilbringe mere tid med dig.

 Afsøge alle dine facetter, selv de jeg måtte skære mig på. For jeg tror på at ikke kun vores lyseste sider ville kunne danse sammen, men også at vores mørkeste kan - hvis vi tør lade dem.



Ved alle Guder og Gudinder du må tro jeg er blevet tosset med dette brev, det er jeg måske også, men kan du fortænke mig i det? Jeg fortalte dig at ingen løve frygter en hjort, men det er står mig klart nu, at selv løver kan tæmmes af kronvildt.





De varmeste tanker


Meena Israa

De brune øjne sitrede på den våde blæk, men den langsomt skiftede fra blank til mat, mens den tørrede op. "Kisra, vil du række mig duftolien? Den med citrus og mynte?" øjnene havde endnu ikke sluppet den gulbrune pergament papir. Først da den lille flakon blev rakt frem mod hende, løftede det sig for at møde ørkenelveren med et taknemligt smil "Tak.". 
En smule af olien blev gnedet ind i papirets kant, før det blev foldet en gang på midten og stukket ned i den matchende konvolut. Voksforseglet med den brølende Kazimi løve blev først sat, da prinsessen atter var indenfor paladsets mure. Med skjult utålmodighed så hun til mens brevet blev sendt mod det frodige Medanien, inden sydens fyrste kunne nå at få nys om det var skrevet.

Alfie havde nu forsøgt at få skrevet starten på et brev i et par dage. Det var trods alt noget tid siden prinsessens besøg, og var vel næsten påkrævet, at han skulle tage kontakt. Det var bare ikke så let. Hver gang han satte fjerpennen mod papiret, fik han ikke skrevet andet end de første par ord;

Hej Meena.



Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive.....

Det gik ikke. Papiret blev krøllet sammen med et tungt suk, og kastet til siden. Sådan gik det et par gange til. Han måtte bruge en pause, få tankerne hen på noget andet, hvor han ikke skulle koncentrere sig så meget.


Dagen efter forsøgte han igen. Whiskyen blev hældt op til at dække bunden af glasset. En tår eller to blev hældt ned i svælget, inden fjerpennens spids blev dyppet i den sorte blæk.

Meena.



Jeg savner...

Nej. Det fungerede heller ikke. Endnu engang blev papiret krøllet sammen og kastet til siden. Så snart det ramte gulvet, lød de lidt forsigtige bank mod døren.

"Kom ind," sagde han. Det kunne næsten lyde som om han var irriteret, hvilket han egentlig også var. Dog kun på sig selv.
"Der er ankommet et brev til Dem," sagde den unge tjenestepige, der skyndte sig at tøffe hen og rakte det til Alfie. Med rynkede bryn tog han imod, hvortil alt irritation forsvandt fra det skæggede ansigt. Skuldrende endte også med at løsne lidt op, da han så Kazimis sejl, der holdt konvolutten lukket.
"Tak." Tjenestepigen nejede og nikkede let, inden hun gik ud af værelset og lukkede døren efter sig.

Idet Alfie brød vokssejlet, ramte duften af citrus og mynte ham straks. Der blev lige taget en ekstra indånding, før han gav sig til at læse.
Det var lige før han fik helt dårlig samvittighed, hvilket ellers aldrig var en følelse der ramte. Meena havde allerede sat fjerpennen for papiret, da hun stadig sad i kareten på vej mod Rubinien. Her sad Alfie selv og kunne ikke finde ud af at skrive en eneste sætning.
Men den dårlige samvittighed blev hurtigt erstattet af varme. Den samme varme, der havde siddet i hele kroppen under hele prinsessens besøg.
Da brevet var læst til ende, kunne han endelig sætte fjerpennen mod papiret og skrive uden problemer.

Min kære Meena



Jeg har vist aldrig været typen der talte om følelser. Den slags ligger oftest ret fjernt, gemt væk, hvor intet kan trænge ind. Som du nok også ved, kan det være en stor fordel, når man kommer fra en baggrund som vores.

Men du har nu alligevel formået at låse op for den gemte æske af følelser, som jeg egentlig var ved at tro var rustet fast.

Sandheden er, at jeg har forsøgt at skrive til dig, næsten lige siden du forlod herregården. Lige siden du forlod mig. Det har ikke været let at finde ordene, selvom jeg ikke er i tvivl om hvad jeg burde skrive;

Jeg savner dig.



Jeg håber og beder med dig. Dette skal ikke have været vores første og sidste møde. Jeg er stolt over at have delt et lille stykke af min verden med dig. Jeg vil blive lige så stolt over at blive en del af din, hele din.



Du har ret. Kærlighed er stærkt, men jeg må også indrømme, at jeg er tættere på den styrke, end jeg har været før.

Det kommer næppe som en overraskelse, at mine mange facetter har skarpe kanter. Til gengæld er jeg ligeledes sikker på, at det samme gælder for dig. Jeg er villig til at lade vores mørkeste sider mødes, hvis du er. Jeg tager gerne imod et par skrammer, måske endda mere, hvis det leder til et endnu tættere bånd mellem os. Et bånd jeg håber trækker lige så meget i dig, som det gør i mig nu.



Tosset. Ja, uden tvivl. Men jeg påtager mig gerne samme titel, når jeg nu sidder her og skriver disse ord til dig. Du har rørt mig dybt, på flere, fantastiske måder. Jeg vil vente på dit svar, både på dette brev og på din faders svar om mit fremtidige besøg i varmen.



Hjorten burde frygte løven, men denne har intet imod at overgive sig.





Din


Markus

Det tog ikke længe for Alfie at få brevet klar til afsendelse. Papiret foldet, konvolutten lukket og forsejlet med voks, der var trykket på plads med Isenwalds symbol.
"Sørg for at få sendt det afsted med det samme," bad han.

Ventetiden havde været ulidelig og Meena havde mere end en gang mærket en tyngde af bekymring for om brevet havde nået sin modtager. Flere gange i dagene efter sin hjemkomst havde prinsessen lagt ruten forbi familiens dueslag, inden en postrytter endelig ankom med det længe ventede brev. Paladsets postmester havde dårligt nok fået det i hænderne før fyrstedatteren med et snuptag havde frarøvet ham det igen. 

Det grønne segl utålmodigt brudt længe inden Meena endte med ryggen hvilende imod den lukkede dør, ind til egne private gemakker, hvor hun med en usædvanlig nervøsitet lod blikket glide ned over de nedfældede ord. Bekymringen for den potentielle afvisning blev hurtigt gjort til skamme allerede ved første strofe.

Kæreste Markus,




Det er med hånden på hjertet og guderne som mit vidne, at ikke en dag er gået siden min tid på herregården er gået uden at tankerne om, hvordan det ville være, hvis du var her har strejfet mit sind. Aldrig har min verden føltes så indsnævret og kold som når jeg ligger alene i sengen min og mindes vores møde.



Jeg håber du ved at du har formået at gøre en stærk kvinde svag, men forhåbentlig ikke så svag at hjerteæsken din atter formår at ruste fast. 



Lad dit næste brev være til Frysten, faderen min. Anmod om et visit, og lad mig åbne op for min verden som du har med din.





Med bankende hjerte,

din Meena.

Med en klat af den blodrøde voks blev brevet forseglet med den karaktriske Kazimi løve, men ikke før lidt af den samme duft olie hun havde båret under besøget i Medanien var gnedet ind i pergamentpapiret.

"Sørg for at få det sendt ud af Rubinen i dag, uden at min Fader eller hans mænd får nys om det." Påmindede hun i overrækkelsen af brevet til sin personlige slave.

Et brev forseglet med Isenwalds symbol trykt i voks og adresseret til Rubinien var lige blevet afleveret til en tjenestepige. Hun havde fået besked på at få det sendt afsted så hurtigt som muligt, men brevet var ikke til dén Alfie havde skrevet til de andre gange. Brevet var ikke til Meena, men hendes fader.

Alfie vendte straks tilbage til sine private gemakker, hvor han gav sig til at skrive et nyt brev. Nu var der orden på det officielle, trods han egentlig ikke rigtig så frem til det. Men indtil den dag kom, hvor han skulle rejse den lange vej til det varme Rubinien og møde Fyrsten, kunne han dykke ned i den verden hvor Meena var ved hans side.

Med det sidste brev fra Meena liggende på bordet, gav Alfie sig til at skrive;

Min kæreste Meena,



Jeg har gjort som du bad. Inden længe vil Fyrsten modtage mit brev, hvis han ikke allerede har set det, når du læser dette. Jeg har holdt mig så formel jeg kunne, men som du allerede ved, er jeg ikke en mand der holder på formerne.

Af samme grund må jeg være ærlig og sige, at jeg derfor ikke ser frem til mødet med din fader. Stod det til mig, ville traditionen blæse bort og du ville være min. Men for din skyld vil jeg gøre som der forventes.

Og så kan jeg jo ikke lægge skjul på, at jeg ser frem til at se dig igen. Røre dig igen. Kysse dig igen.



Min hverdag har ikke ændret sig. Alt er det samme som før, efter du tog afsted. Alligevel føltes det som om noget mangler. Du mangler.



Lad der ikke gå for længe inden dit næste brev. Afstanden mellem os er for stor og gør den i forvejen lange ventetid mellem dine ord utålelig.



Din

Markus

Alfie foldede brevet ømfindtligt sammen, ned i kuverten og forseglede det med det sædvanlige voks og symbol. På gangen fandt han den næste tjenestepige, som nu også blev bedt om at sende et brev afsted så hurtigt som muligt.