Sommeren var snart forbi og Aliana havde været en smule fraværende de sidste par måneder. Faktisk ikke kun lidt, eftersom hun havde mistet en kærlighed til gud ved hvad og hvilken grund havde hun været fraværende. Hun havde ikke engang tænkt sig at slippe sin datter af syne, men det havde hun alligevel gjort. Hun havde ikke været der for Manuels og hendes datter Jamie. Dette skulle laves om. Efter som at Manuel ikke var hjemme og ude at jage, eller hvad den mand nu lavede havde hun bestemt sig for at lave en lille fødselsdagsfest alene. For hvorfor skulle ens datter ikke fejres med en fest når man nu fyldte et år. 

Hun havde lagt vægt på at være fin og var derfor hoppet i den nærmeste sø for at bade. Det var først da hun steg op fra vandet at hun kunne mærke den svage kulde imod hendes hud. Hun fik tørt det værste vand væk men håret forblev driv vådt og lå ned langs hendes side af hovedet og dryppede fra sig. Hun vandrede tilbage imod lejeren som hun skulle forsvare og hjælpe så godt hun kunne nu når Manuel ikke var til stede. Hun var beta for ulveflokken og det skulle klares ordentligt. Hende og Manuel havde ikke altid samme syn for sagen, og som regel var det Manuel der havde det sidste ord, men han lyttede til hende hvis der var noget. 

Hun vandrede tilbage mod lejeren og lagde blikket lidt rundt, der var pyntet op imellem teltene og Aliana havde været i Fredskilde for at kæbe en kage til hendes datter, for hvem sagde ikke at en datter skulle have en kage, alle fortjente en kage. Maden stod og simret i en gryde som Elise havde lavet og var i gang med. Faktisk havde nogen i flokken været ude og jage en Hjort, så der var da også noget magert kød der stod på en drejeskive over bålet. Lejeren ulmede af fred og ro, samt at noget skulle ske. Det var ikke vigtigt for hende hvordan festen ville gå, men hvordan den endte og forhåbentlig ville Manuel dukke op også. “Hvordan går det med maden Elise” spurgte hun stadig halv våd til hende og Elise smilte mens hun toede i en gryde. “Det går alt er som det skal være. Vi kan snart spise og give Jamie kagen som hun kan lege med” svarede Elise og sendte et fredfyldt smil. Det var det Aliana havde brug for at høre, hjertet slappede mere af og hun havde lagt om længe brug for at vække sin datter som stadig lå og sov til middag.

Efter en halv time hvor Aliana havde gået og pyntet det sidste op med små kugler og legetøj på et lille bord vandrede hun ind for at vække Jamie med et smil. Straks sang hun en lille snag som hun havde lært fra barns ben. Det var det eneste lykkelig hun kendte til i sin familie, og det eneste hun ville mindes. Det var en sang der gjorde hende glad på alle tænkelige måder. Hun legede lidt med sin datter inden hun blev sat ud i en stol og Elise holdte øje med hende mens Markus holdte øje med flokken og hvad de lavede. Straks kom Aliana frem med en kage med lys i som hun havde tændt med et stearinlys. Straks stoppede hele flokken deres gøremål og begyndte at synge en fødselsdags sang for Jamie som sad og grinte.

Dog blev en hvid tåge opslugt af hende og inden længe tabte hun kagen på jorden og blevet suget ind i noget. Man hørte gisp og råben fra både hende og resten af flokken, et barneskrig kunne høres i det fjerne da hun forsvandt.

Den tykke tåge havde kommet med en fornemmelse. Det havde kildet hele vejen fra tåspidserne og op til krøllernes ender. Et underligt sug i mellemgulvet og så følte Winchell, at han ikke længere havde stolen under sig. Ikke engang gulvet virkede til at være under ham. Han virkede til at svæve ud i ingenting, kun i selskab af den tykke tåge. Han ville skrige for hjælp, men hvad hjælp skulle det gøre? Hvis han var alene kun med tågen selv, hvad ville et skrig gøre godt for?
Hvor længe denne fornemmelse af underlig intethed varede, vidste Winchell ikke. Tågen var der endnu, men pludselig følte han underlag til fødderne. Dog var det ikke de velkendte gulvbrædder fra bordelhuset. Det var mere ru. Ja, nærmest som var han udenfor. Men det kunne da ikke passe. Hvad havde den underlige tåge gjort? Havde den flyttet Winchell? Det kunne ikke passe. Hvad med hans arbejde? 

Tågen begyndte gradvist at ebbe ud, før den forsvandt helt. Winchell glippede med øjnene lidt. At stirre ind i tåge havde han vænnet sig til, så alle de nye farver og lys blændede ham faktisk. Det var nok også derfor, han ikke lagde mærke til, hvor han var kommet hen. Det var først, da en piges skrig tvang Winchell til at kigge. Og hvad så han? Den buttede mand - der kun var iført en tyrkis silkekåbe, som stoppede midt på lårene - var i et telt. Men han var ikke alene. En lille pige i sin seng kiggede forskræmt og endnu skrigende på Winchell. Manden løftede hænderne og prøvede ihærdigt ikke at skræmme pigen mere, men hvad kunne han gøre? Han var en fremmed mand, der pludselig var kommet ind til hende. Havde han vækket hende? "Det er okay. Jeg gør ikke noget." prøvede Winchell at forsikre pigen om, men det virkede ikke. Og derfor valgte han bare at forsvinde. Hvor var tågen, når man havde brug for den?

På den anden side af teltet var Winchell udenfor. Skønt det var efterår, var der ikke koldt-koldt. Nu havde den buttede mand også vænnet sig til køligere vejr fra sin barndom. Alligevel strammede han kåben. Bare for ikke at vise mere end nødvendigt.
Pigens skrig havde tydeligvis tiltrukket fokus fra andre. For der var flere telte omkring. Det kunne Winchell se. Han kunne også se oppyntning. Pyntede de op til fest? Havde Winchells ankomst været på andre vilkår, havde han med glæde været med til fest. 
"Aliana, er Jamie okay?" En kvinde kom rundt om hjørnet bag et telt. Hun stoppede dog brat i sin gang, da hun så Winchell. Manden prøvede at se venlig ud, men kvindes ændring i krop var mere i den angribende form end forstående. "Hvem i zalans navn er du?"
Igen løftede Winchell sine arme og hænder for at vise, han intet ondt ville gøre. Hvor stor en trussel kunne han også være? Han var en forfjamsket, buttet mand kun iført silkekåbe. Han lignede mere en, der var gået i søvne og endt herude. Dén historie ville i hvert fald være mere troværdig end den rigtige. At en tåge havde taget ham fra Dianthos til... Ja, hvor var han? 
"Jeg spurgte dig om noget. Hvem er du? Hvad har du gjort ved Jamie?" Kvinden virkede klar til at hoppe på Winchell og rive hans øjne ud. Derfor tog han et enkelt skridt bag ud, ud mod centrum af teltene. 
"Jeg hedder Winchell," Han skulle lige til at spørge, hvem Jamie var, men så slog det klik for ham. "Og jeg har ikke gjort hende noget. Jeg kom her bare. Lige pludselig. Jeg ved ikke hvordan. Det er sandheden." Winchell snakkede hurtigt. Tydeligvis på grund af hans frygt. Hjertet hamrede afsted i den godt polstret brystkasse.
"Forsvind. Inden jeg fortryder at være barmhjertig." Truslen behøvede Winchell ikke høre igen. Men han tøvede dog med at dreje på hælene og løbe væk.
"Jeg ved ikke, hvor jeg er." prøvede Winchell, men kvinden virkede alt andet end behjælpelig i hans situation. Hun var ligeglad med ham, det kunne den buttede mand læse på hende. Derfor vendte han rundt og begyndte at gå barfodet væk fra disse telte. Forhåbentlig ville han komme til en by, hvor han kunne finde ud af, hvorhenne i landet han var endt. Han havde ikke engang nogle krystaller på sig. Ikke engang fodtøj. Han havde decideret kun en silkekåbe på. Lige nu var Winchell alt andet end sikker på noget. Én ting var dog sikkert. Winchell nåede ikke på arbejde dén dag.