Edur mærkede susen i sine mørke vinger da han fløj henover tribunepladsen. Han kunne se mennesker der betragtede gøglere der stod og optrådte for en ravmønt eller to. Der var mange mennesker ude at nyde eftermiddagens gak og gøgl, og der hørtes lidt forskellig musik rundt omkring fra barter og gademusikere. Det var altid livligt her, og Edur havde måske overvurderet sit sind til at flyve igennem her, men sådan var det jo når han var kommet fra sydsiden. Normalt var han ikke glad for store forsamlinger.

  Han var på vej ind til Krystalpaladset. Det var noget med at der havde været nys om at mørkets krigere planlagde noget stort. Så nu skulle lyset planlægge deres næste træk. De skulle nødigt miste tropper, og mørket skulle nødigt tilegne sig flere krigere fra amazonitskovene, og fra de nærtliggende egne. Edur var dybt koncentreret imens han fløj. Han tænkte og tænkte hvad der dog skulle til at ske, og hvad ordren måske kunne lyde på. Godt nok var der fredstid lige nu, men hvor længe mon det varede ved? Mon der ville komme en stor krig, eller ville lyset kunne stoppe det før det kom så vidt? Dybt optaget af sit eget tankespind, opdagede han ikke at han fløj med høj hast ind i noget. "Uff!!" Lød det helt omtumlet fra ham. 

Solen var varm, og dagen var god. Og når dagen var god, så var Kastanje i højt humør, om hun var på arbejde eller ej. I dag havde hun dog fået en fridag, hvilket var helt underligt, så hun var faktisk ude af sin byvagtsuniform, selvom det var færre lag end normalt, grundet solen. En simpel sandfarvet skjorte, med en grøn vest uden over, der var smukt broderet. Det var nok lidt mere imponerende for et menneske at se på, end for en alf, hvis man skulle være helt ærlig, og så ellers et par brune bukser og lange støvler. Handsken over den venstre hånd bar hun dog stadig.

Hun var stoppet op ude på tribunepladsen, en god mængde plads oppe over dem, og kiggede ned, for at danne sig et overblik over alle folkene. Der var altid lystigt her.
Hun havde dog ikke fået lov til at være der i lang tid, før at hun mærkede noget puffe ind i sig, og hun kort fløj lidt til siden og var ved at dale ned, hvis ikke for hendes hurtige reflekser der greb hende tilbage op i luften.
Hendes brune øjne fandt hurtig ’synderen’, hvilket var en anden alf. En alf der så ud til at være større end hende selv. Hvilket var noget af en sjældenhed, især fordi hun så sjældent mødte alfer. Hun blinkede et par gange, inden at hele hendes ansigt lyste op, og som et lille lyn, fløj hun tæt på den anden alf, med begejstring strålende ud af ansigtet. ”Hej! Er du okay?” Det kunne godt være at han var ramlet ind i hende, men hun havde det jo tydeligvis stadig fint. Kastanje havde altid været bygget relativt robust for en alf.

Edur selv, fløj en smule tilbage fra stødet. Han blev en smule omtumlet, og rystede sit hovede en anelse for at ryste sig selv på plads igen. Hvem.. hvad havde han stødt ind i? En fugl? Han kunne fokusere igen, og fik et overblik over pladsen og hvem han havde fløjet ind i.. eller havde de fløjet ind i ham? Det var en alf. Til hans store overraskelse. Men selvfølgelig var der vel alfer alle steder. I sin tid som spionlærling, og de gange han havde været på besøg i Dianthos.. havde han ikke rendt ind i mange alfer. Og hende her.. kendte han ikke. Måske kom de bare ikke de samme steder. 

Det forekom ham som en overraskelse at hun så så glad ud. Hun kom tættere på ham, og Edur stivnede en anelse. Han var ikke vant til at have folk så tæt på sig.. ikke andre end sin familie i hvert fald. Var han alligevel lidt socialt akavet som hans søster havde sagt? Nej, det var for dumt. Han havde gode nok sociale evner. Han var trodsalt spion. Edur havde et ufrivilligt surt udtryk i ansigtet. Han var een af de uheldige hvis mine foretræk sig i et nedadgående udtryk når han slappede af. Han nikkede til hendes spørgsmål. "Ja jeg er okay." Han lavede tegnsprog der udtrykkede hans tanker. Stum var han jo. Hvis den anden alf tillod ham at tale til hendes sind, ville hun kunne forstå ham. Medmindre hun altså kunne tegnesprog. "Er du?" Spurgte han venligt, og pegede på hende efter at have udtrykt sig på tegnsprog igen. 

Kastanje var typen der aldrig var langt fra et smil også selvom dem hun så på kunne se lidt sure ud. Den anden alf virkede trods alt ikke decideret fjendtlig som de svævede heroppe i luften og det var godt nok for hende.

Hendes øjne blev lidt smallere som han begyndte at vinke med armene og hun lagde hovedet på skrå i forvirring. Uvidende om hvad han reelt havde gang i. Men han så ud til at have det fint og hun forstod da at han også henvendte sig til hende. Måske om hun havde det godt?
"Jeg har det fint. Jeg kan klare lidt af hvert." Hun bankede sig selv på brystet for at illustrere hvilket fik et halvkvalt host fra hende. Men smilet forlod hende ikke. Hun var som en lille solstråle der nærmest vibrerede lidt begejstret i vinden. Hendes vinger slog i hvert fald en anelse hurtigere end hvad man ville forvente af en alf på hendes størrelse. "Det er ikke ofte jeg ser andre alfer heromkring! Er du ny i byen?" Hun tænkte hun måtte have set de fleste i byen efterhånden fordi hun var en del af byvagten og hun susede rundt men alfer var ret svære at se.

Skulle han forsøge at trænge ind i hendes sind så ville hun i hvert fald ikke virke særlig modstandsdygtig. Mentalister var ikke noget hun var vant til og hendes sind, som hendes ansigt, var åbent.

En skæv grimasse malede sig om Edurs læber da hun bankede sig på brystet. Det var en antydning af et smil han fik. I hvert fald et.. slags smil. Edur nikkede anerkendende til hende da hun sagde at hun kunne klare lidt af hvert. Han ville ikke tro at hun skulle lyve om den slags. 

Kvinde alfen virkede temmelig energisk, og det var som om lidt af hendes energi smittede af på Edur. Han betragtede hende, og tog hver en detalje ind. Han prøvede at snakke til hendes sind igen, "Jeg har været her et par gange." Det var måske en underddrivelse. Han havde praktisk talt boet her i sin lærlingetid. "Bor du her? Jeg har ikke set dig før når jeg har været i Dianthos." Spurgte han nysgerrigt, og brugte forsat sit tegnsprog, hvis nu han ikke trængte igennem til hende. 

Der var kommet et lille festligt mylder under dem, og han var taknemmelig for at han havde vinger og ikke skulle gå rundt nede på brostenene blandt menneskene. Heroppe i luften var der en anden form for fred. Selvom man stadig kunne høre dem larme.  

Kastanje så lidt forvirret ud, som noget lød i hendes hoved, og hun kiggede sig først lidt forvirret om, som hun ikke vidste hvor lyden kom fra. Telepater var ikke ligefrem nogen hun stødte meget på, i hvert fald ikke som hun selv kendte til, eller også gad de ikke at bruge energien på at snakke til hende i hovedet.
Et lille grin gled over hendes læber, som hun endelig opfattede hvad der skete, og de brune øjne skinnede bare mere fornøjet. ”Heh, det er underligt,” sagde hun og lagde sine hænder kortvarigt på hovedet, inden hun fjernede dem igen, og i stedet for fokuserede på hvad der blev sagt til hende.

”Oh! Ja! Jeg er byvagt her i byen!” sagde hun, altid glad for at have en undskyldning for at tale om hendes erhverv. Det havde trods alt også været hendes store drøm i mange år. ”Så hvis du har nogen problemer, eller skal have en til at vise dig alle de gode alfesteder, så er jeg alfen!” Der var trods alt næsten ikke nogen alfer der boede i byen, men der var også nemt at overse hinanden, når man var så små. Kastanje blev i hvert fald altid meget begejstret over at møde en anden.

Edur lagde hovedet lidt på skrå og betragtede alfen med det mørkebrune hår - der nok først nu opfattede at han kunne snakke til hende via telepati. Han kom med en skæv grimasse, men øjnene fulgte ikke rigtig med og så forsat en smule kedsommelige og livløse ud. 

Imens den livlige, og energiske alf talte, pressede Edur siden af sin pegefinger mod sine læber. Det fik ham til at se tænksom ud. Han koncentrerede sig egentlig bare mest af alt, og gjorde sit bedste for at fokusere på hendes stemme og ord der kom ud af hende. Larmen kunne være distraherende for ham, og nogle gange endte det ud med at han blev mere fraværende fordi det blev for mange indtryk for ham. Det lykkedes ham dog at fokusere på hende, og nikkede opmærksomt til det hun sagde. 
"Byvagt? Det må jeg nok sige. Tillykke med sådan en stilling." Han stoppede nu med at bruge hænderne til at kommunikere med. Det morede ham lidt hvor stolt hun lød af sig selv og sit erhverv. Han fandt det ret sødt. "Tak skal du have. Det skal jeg nok. Et par alfesteder ville da være meget godt at kende til. Det tror jeg endnu ikke at jeg selv har fundet frem til, i min tid her i Dianthos." Lød det en smule funderende fra ham, og hans blik hvilede på pigens ansigt. 

"Beklager, Jeg har jo slet ikke introduceret mig selv. Jeg hedder Edur, og hvad hedder du?" Edur lød meget rolig, og måske en kende monoton. Det var sjældent at han blev så energisk som den fremmede alf var, men han brød sig da om hende, ved første øjekast.

Kastanjes kinder blev en anelse mere lyserøde, da han alligevel ønskede hende tillykke med stillingen. Hun var stolt jo, men ikke mere stolt end at hun godt kunne blive lidt forlegen når andre også pointerede hvor godt gjort det var af hende. Det var ikke alle alfer der kunne vinde en plads hos byvagten trods alt. Det vidste hun trods alt godt, også selvom hun ikke kendte særlig mange alfer.

Det virkede ikke til at det slog hende ud af han var langt mindre livlig end hende. Hun har også nok energi til dem begge, og til tider smittede hun jo også af på selv de mest stoiske. "Helt afgjort. Der er så mange steder man kan komme til hurtigere, hvis man ved hvilken vej man skal tage, og man ikke vil risikere at fuglene kommer efter en." Der var trods alt nogle større fugle der til tider havde været efter Kastanje når hun var fløjet langsomt. Generelt, så kunne man godt slippe afsted med at flyve over hustagene, men hun foretrak bare at følge gaderne for det meste. Derudover var der selvfølgelig også alle gemmestederne, hvis det var noget man ønskede. Kastanje var dog ikke bleg for at dele sine hemmeligeheder med andre.

Hendes øjne blev kort lidt større, før en latter slog ud af hende, og hun nikkede lidt forlegen. Hun havde jo helt glemt at introducerer sig selv også. "Hej Edur, jeg er Kastanje. Kastanje Natskygge," svarede hun. Det kunne jo være at han ville spørge efter hende i byvagten på et tidspunkt, og der var det altid godt at have et efternavn. Ikke at hun mente at der var andre med navnet Kastanje i byvagten. Det var vidst ikke så meget et bynavn, selvom hun var en byalf. 

Edur bemærkede at der kom farve på alfekvindens kinder. Han sagde ikke noget til det, men smilede indvendigt. Øjnene så dog forsat rolige og upåvirkede ud, munden i en lige streg. 

"Ja fuglene.. Dem har jeg også haft problemer med engang imellem.." Han skævede over skulderen for at holde øje med om der var nogle i nærheden. Edur havde det med at flyve højere oppe og var derfor ubeskyttet når bygningerne ikke var der til at dække ham som et skjold. Han kunne bedst lide stilheden, og fløj derfor ofte over tagene. Men når han havde lyst til at bemærke flotte omgivelser, og flotte genstande, fløj han lidt lavere - ligesom i dag. "Jamen, jeg ville da ikke have noget imod en rundtur." Han lagde armene hvilende over kors, og betragtede hende med hovedet let på skrå. Vingerne blafrede hurtigt bag ham imens han stod stille i luften. 

Hendes latter fik Edur til at løfte mundvigen i noget der mindede om et smil, og hans øjne blev en smule mildere, men hans attitude var aldrig helt afslappet. Selvom han følte sig ret afslappet indeni. 
"Kastanje." gentog han, "Hyggeligt at træffe dig." Det hele føltes en smule bagvendt, at introducere sig selv efter at man havde konverseret. Han kunne godt lide hendes navn, og han rakte sin hånd frem for at give en ordentlig hilsen. 

Heldigvis var Kastanje for det meste hurtig nok til at undgå fuglene, men uheld skete jo, og nogle gange var hendes hoved måske ikke helt hvor det skulle være. Lidt distraheret blev man jo, når tingene gik så hurtigt, og man lod ens tanker bare løbe amok.
Man kunne også se hvordan begejstringen bare tog mere til i den lille alfe krop, hvis det overhoved var en mulighed. Hun elskede at bruge tid med andre alfer, omend hun ikke havde mødt mange af dem, og muligheden for at vise dem rundt var bare endnu bedre.
"I lige måde Edur," sagde hun grinende, og tog hans hånd. For hende var det en ganske normal hilsen, hvilket nok mere stammede fra at hun altid havde boet i byen. Det var dog ikke alle der kunne tage hendes hånd, og som hun mærkede en hånd der faktisk passede til hende, kunne hun ikke lade vær med at mærke hvor små fingre han egentlig havde, selvom de stadig var større end hendes. "Har du tid nu? Jeg har i hvert fald tid, hvis det er." Markedet under dem var trods alt ikke mere unikt end at hun kunne komme forbi igen senere. LIge nu var hun mere interesseret i den nye ven, som tydeligvis ikke kendte til Dianthos.

  Selvom Edur selvfølgelig havde været bosat i Dianthos under sin læretid, så var der stadig ikke særlig mange ting han kendte til stedet. Han opholdte sig for det meste der hvor han fik fred efter træningen, og det var indenfor murene hvor han var i lære. 

  Edur bemærkede hvor glad og mere fyldt med energi Kastanje blev. Hun må have været blevet meget glædeligt overrasket over at se en anden Alf.. tænkte han. Da hun spurgte ham om han havde tid til at vises rundt, og finde alle de små hemmelige afkrogninger af Dianthos, kiggede han i retningen af Krystalpaladset. Han havde et ulæseligt udtryk i ansigtet. Havde han tid? Han var vel kommet i god nok tid til at han kunne rapportere ind senere. 

  Hans blik gled hen til Kastanjes lattermilde øjne, og nikkede så, "Jo jeg har tid. Så du fører bare an." Han prøvede at smile, men det kom kun ganske kort, og mundvigene løftede sig næsten ikke. 

Det var meget svært at læse den anden alf, men Kastanje kunne godt væbne sig med en lille bitte smule tålmodighed når det nu endelig var, for hun var trods alt omkring flere hårde folk til hverdag. Hun havde dog fuld tiltro til at folk nok skulle fortælle hende sandheden, også selvom de ikke var helt så sprudlende som hun selv var.

”Virkelig?” var derfor også det endelige udbrud der kom fra byalfen. Smilet strakte sig over hele ansigtet, og vingerne virkede til at baske endnu hurtigere end de havde før. Man skulle næsten tro at hun havde kolibri vinger, som hun baskede med dem lige nu.
”Der er så mange steder at tage hen!” Flere end hun kunne tælle på sine hænder. Hendes blik gled over pladsen de var på, og hun overvejede hvilke sted der var tættest på, for selvom hun kunne flyve rundt på må og få hele dagen, så var hun også godt klar over at hendes stamina var væsentlig højere end den gængse alf. Hendes forældre havde i hvert fald meget hurtigt mindet hende om at de ikke kunen følge med hende.
”Ooohh… denne her vej,” sagde hun begejstret, og greb ud efter Edurs arm, for at begynde at hive ham mod Krystalpaladset. Med mindre Edur faktisk gjorde antræk til at han ikke ville med eller ikke brød sig om det, så ville hun også bare holde fast.

  Edur så afventende hen på Kastanje, i noget han troede var et smil. Men han så bare en kende mere stiv ud i ansigtet, og med et intetsigende blik i øjnene. Hvis det ikke havde været for Kastanjes store imødekommenhed, samt positivitet - ja så havde de to nok ikke stået og snakket sammen. Han gjorde et godkendende nik til hende, som svar på hendes spørgsmål. 

Han var spændt på at se hvor hun ville tage ham hen først. Måske et sted med smukke omgivelser? Der var visse dele af Dianthos som var beskidt og snavset.. desværre var det mere normen end tilfældet. Han savnede altid flotte marker, eller naturområder at kunne besøge når han var i Dianthos. 

  Edur spærrede øjnene forbløffet op, og blinkede med dem i mistro et par gange da hun tog ham i armen. Men han lod ikke til at have noget imod det. Så han fjernede sig ikke fra hende, og lod hende tage ham med i armen. Hurtigt baksede han med vingerne for at holde sig på tempo med hende. Men hun fløj godt nok stærkt bemærkede han! Det måtte komme hende til gode i mange situationer, tænkte han. 

"Hvor skal vi hen?"

Kastanje var ikke den der blev slået ud af et intetsigende ansigt. Der var alligevel så mange i byvagten der også så lidt sure og tvære ud, og de var nu meget glade alligevel. Han var sikkert også bare nervøs.

Hun lagde ikke selv mærke til at hendes tempo måske altid var lidt højere end andre alfers, men hun var trods alt klog nok til at vide at hun ikke skulle bruge sin magiske evne.

Hendes blik fandt Edur, som de fløj afsted og han spurgte hvor de var på vej hen. Hun skulle til at åbne munden for at fortælle ham, inden et lille fnis kom fra hende. ”Det er en hemmelighed!” Hun var lidt stolt over at hun var stoppet sig selv i det inden hun havde fortalt ham det. Hemmeligheder var trods alt ganske gode.

Hun viste ham op af smalle passager og over hustage. Henover paladsets have, og op til de højere tårne, hvor vinden virkelig kunne få fat i dem, men hun endte med at at vise ham til under lidt af taget, hvor der var en lille afsats. Vinden var ikke så kraftig her, og udsynet gjorde at man kunne se over hele Dianthos. ”Tada!” sagde hun og gav endelig slip på ham for at sprede armene ud. ”Det er den bedste udsigt i hele Dianthos!” Hun arbejdede trods alt stadig under de forventninger om at han ikke kendte særlig meget til byen. 

 Med Kastanje om armen blev han hurtigt hevet med henover tribunepladsen, larmen der før havde været, blev en mere summende baggrundslyd der blot dæmpede sig mere og mere, jo længere væk de kom. 
 Edur så bemærkelsesværdigt på Kastanje og vurderede hendes sprudlende personlighed da hun fortalte ham at hvor de skulle hen var en hemmelighed. En barnlig glæde - men det var ikke noget han dømte hende for. Mange nu til dags var alt for seriøse. Det gik bare ikke op for ham at han selv virkede til at være en del af det seriøse slæng. 

 Som svar til Kastanjes fnisen, kom han med antydningen af et grynt og et accepterende nik. Han ville lade hende føre an, og beholde sin lille hemmelighed. Edurs blik gled hen over bygningerne der gled forbi dem som de fløj, og nu bemærkede han efter noget tid at de faktisk var på vej i retningen til krystalpaladset. Det var jo egentlig ligetil så, nu hvor det var Edurs originale plan at tage derhen. Krystal haven fløj forbi under dem, og han bemærkede en vag følelse af at være hjemme. Han havde brugt mange timer ude i haven i sin tid som lærling. 

  Da de nåede deres destination kiggede Edur igen uden at antyde noget med sin mimik som hun stolt viste udsigten frem. Han havde viklet sig ud af hendes greb - Det var på sin plads følte han - og tog et skridt tilbage da hans blik gled fra Kastanjes glade ansigt, til udsigten. Han kendte godt stedet. Trods alt havde han brugt mange timer i paladset - så dens afkroge var godt undersøgte for at finde et fredeligt sted at opholde sig. Han lænede sig op ad væggen med armene over kors. Øjnene lukkede sig og han tog en dybvejrtrækning ind gennem næsen for at få jordforbindelse igen og suge det hele til sig. 
  Edur ville nødig være bringer af dårlige nyheder, men han følte også at han skyldte Kastanje en eller anden form for reaktion, nu hvor hun havde taget tid ud af sin dag for at vise et af sine hemmelige steder. 

 "Jeg har været lærling her.. i krystalpaladset," begyndte han informerende, og så stadig ud i horisonten inden han skævede hen til Kastanje, "Jeg har tilbragt meget tid heroppe. Og du har ret, der er virkelig en smuk udsigt heroppe. Han forsøgte at få det til at lyde så mildt som hans monotone toneleje nu kunne lyde. Og håbede at han ikke havde ødelagt hendes overraskelse alt for meget.