Turen havde ikke været alt for lang, men det var ingen garanti for at Jaris vidste, hvor han var. Det sorte bind for øjnene og lammelsen i hele kroppen, gjorde det umuligt at orientere sig. Havde folk noget interessant at dele, ville hørelsen måske have været til bare lidt hjælp, men de afslørede kun hvor han allerede vidste, at han var. - I Dianthos. Han havde en bidende trang til at være frustreret, irriteret, rasende. Men egentlig følte han ikke noget som helst. Som om han havde accepteret det, der skete. Eller mere som om han var tvunget til at acceptere det.
Det måtte få en ende. På et eller andet tidspunkt, ville han finde ud af hvad der foregik. Hvorfor han på så ubehøvlet en måde var blevet dæmonnappet fra de små, ubefolkede gader i nærheden af markedet.

Lammelsen i hele kroppen og den underlige mangel på følelser begyndte først at forsvinde, da Jaris lå på det kolde, hårde stengulv. Hans taske var blevet smidt i den anden ende, så langt væk, at han ikke kunne nå den. Han kunne høre lænkerne rasle let, da han satte sig op, førte en hånd op for at trække det sorte bind for øjnene af og smide det fra sig. Fra lænkerne sat fast om begge håndled, lagde han også mærke til lænkerne om begge ankler.
"Hvad i..." Nu kunne han endelig mærke frustrationerne.
Hvad i Zaladins rådne navn?! Først greb han fat om lænkerne fra anklerne og trak til, i et desperat håb om at det ville virke. Det gjorde det selvfølgelig ikke, og alligevel forsøgte han sig også med resten af lænkerne, før han sukkede tungt og gav op. I stedet rejste han sig og gav sig til at trække, mens han bevægede sig så langt mod døren, som overhovedet muligt. Det var dog ikke mere end en halv meter han kom, hvis ikke mindre.
"HEY! KOM OG SLIP MIG LØS, DIN KUJON!" Han råbte så højt, han overhovedet kunne. Nogle måtte da høre ham?! Og i al sin frustration, havde Jaris ikke engang lagt mærke til det bånd, der sad og strammede en lille anelse om halsen, når han spændte sådan op.
Han havde jo slet ikke tid til at være her. Han havde lovet at komme tilbage til Daphnie.

Der var sine fordele ved at have et større hus. Mange ville nok fokusere på de mange værelser og flotte bygningsværk, et tydeligt symbol på ejerens rigdomme. For Declan var fordelene dog et helt andet, og nok noget unormalt, sted, for huset havde nemlig en kælder. Han havde aldrig rigtig syntes, at han havde manglet en kælder, fanger kunne trods alt stuves af vejen på hans gemmested, men det var jo altid med risikoen for, at vagterne gjorde noget ved dem. Jo, nu han havde en kælder, måtte han jo indrømme, at det var ganske praktisk. Især dagens gøremål taget i betragtning.

Der var en lille ting, som havde irriteret ham længe. Ting var måske forkert sagt, for der var vel nærmere tale om en 'den' end en 'det'.. Men nu havde Declan altid haft en tendens til at tænke på andre som ting, som hans legetøj. Han havde aldrig været god til at dele sit legetøj, hverken som lille eller nu som voksen mand, og derfor kunne det nemt blive ekstra frustrerende, når hans legetøj ikke opførte sig ordentligt. Især når det gjaldt noget af hans yndlingslegetøj! Han havde lagt alt for meget arbejde i Daphnie til at lade nogen forstyrre de planer. Så løsningen var jo egentlig simpel: få skaffet det forstyrrende element af vejen. Det var jo egentlig nemt nok. Få vagterne til at finde Jaris, holde øje med ham og slæbe ham med ned i kælderen. Normalt ville Declan egentlig gerne have gjort det selv, Jaris var trods alt ikke hvem som helst, men han var stadig ikke helt sikker på, hvad han var, så det var nok bedre, at være på den sikre side.

En af de få tjenere, som han havde anskaffet til at hjælpe med at varetage det store hus, stak forsigtigt hovedet ind ad døren til biblioteket, hvor Declan sad. Med lille stemme annoncerede hun, at hans gæst var ankommet. Hele hendes opførsel vidnede om, at hun udmærket var klar over, at dette ikke bare var en gæst. 
Afslappet og uden større hastværk rejste Declan sig endelig fra den lænestol, hvor han havde siddet. Det ville vel være grænsende til uhøfligt at lade hans 'gæst' vente meget længere, men alligevel tog han dig nu god tid med at gå ned til kælderen.
Den tunge dør som førte til kældertrappen blev åbnet og derefter forsvarligt lukket igen. Døren for enden af trappen lige så. Det virkede måske overdrevet med så mange solide døre, men man kunne aldrig være for forsigtig.
Det var ikke svært at høre de utilfredse råb, lige så snart han kom ind i kælderen. Det bragte et smil frem på hans læber, frustrationen var som sød musik.
"Du larmer" ordene blev sagt med hans sædvanlige følelsesblottede stemme, netop som han rundede hjørnet, så Jaris ville være i stand til at se ham. 

Den anstrengte stemme fik ikke en eneste pause, idet Jaris fortsatte sine frustrerede råb mod tremmerne. Han fik ikke andet end stilhed tilbage, udover sin egen stemme og det larmede uendeligt meget i den kolde kælder.
"JEG HAR IKKE TID TIL DET HER! BARE VENT TIL JEG KOMMER FRI! KOM OG VIS MIG DIT ANSIGT, SÅ JEG KAN GØRE DIG GRIMMERE, END DU ALLEREDE ER!"
Det tog ham heller ikke længe at gnave igennem de første par lag af hud om håndleddene, så meget som der blev hevet og trukket i lænkerne.
Frustrationerne blev kun større hver gang han desperat forsøgte at høre efter den mindste lyd, som kunne komme fra enten kælder eller ovenpå, for hver eneste gang kunne han ikke få det til at virke. Et eller andet forhindrede ham i at aktivere sine evner. At kunne høre alt, gav ham altid hovedpine, men det var helt forkert at være foruden.

Men endelig hørte han noget. Lige så snart døren gik op, stoppede han med at råbe, men kun for at bruge et øjeblik på, at finde ud af om det var virkeligt eller ej. Idet han hørte de første skridt nærme sig, fortsatte han;
"SKYND DIG LIDT, DIN RÅDNE SÆK LORT! LAD MIG SE HVILKEN USLING..." Stilheden ramte som en smækket dør, da Declan rundede hjørnet og sagde de første ord. Jaris så forbavset ud, en anelse forvirret også.
"Heeey," lød det fra ham, da det endelig gik op for ham hvem der stod på den anden side af tremmerne.
"Dig kender jeg da godt! Du er... Hm.. Arh.. Nej, jeg kan ikke huske hvad du hedder." Ikke at han brugte meget energi på at komme i tanke om det, men selvom han havde, ville det nok ikke lykkes.
"Hvis du så gerne ville i bukserne på mig igen, kunne du da bare have spurgt. Du havde virkelig ikke behøvet at bure mig inde," sagde han og rystede let på hovedet, som havde Declan været et lille barn, der ikke forstod logikken bag sit valg.
"Vær nu en god dreng, og kom ind og slip mig fri, okay?" Han smilede, men det var ikke svært at se den frustration, der stadig sad dybt i maven og gnavede, lige så meget som lænkerne gjorde om håndleddene, da han stadig stod og trak.

Mange ville sikkert blive sure over, at en tidligere sengepartner ikke kunne huske deres navn, men for Declan var det en ubetydelig lille detalje. Han tvivlede da også på, at han kunne huske navnet på dem alle sammen. Nej, det var kun de vigtige, som han gad huske på.. Og Jaris var en af de vigtige, men nok ikke af den grund, som Jaris selv troede, for i virkeligheden handlede alt det her jo slet ikke om Jaris. Egentlig så rørte kommentaren ham overhovedet ikke, selvom det i længden nok ville blive ganske trættende med de dumsmarte kommentarer, men så var det jo godt, at der var en masse metoder til at få Jaris at holde kæft.


Blikket flakkede ganske kortvarigt ned til kæderne, som holdt Jaris fast og begrænsede, hvor langt han ville kunne bevæge sig. De burde meget gerne holde, de havde i hvert fald været rigeligt dyre, men derfor kunne det jo ikke skade at tage et hurtigt kig, om de så ud til at svigte.
Selvsikker på, at Jaris ikke ville kunne springe op og angribe ham, gik han ind i cellen og stillede sig foran Jaris. Det ville være muligt for Jaris lige præcis at nå ham, men ikke nok til, at det ville være muligt at gå til angreb.
"Og hvad skulle jeg dog gøre det for? Nu har jeg skaffet en celle til dig og haft alt besværet med at få dig herned" Han låste sit blik på Jaris', frustrationen var ikke til at se, og det var nok til at få et køligt smil frem hos Declan, om end det kun varede et ganske kort øjeblik.
"Du skjuler ikke dine følelser ret godt" Det var en konstatering, en observation. Jaris skulle vide, hvor nemt Declan havde ved at læse ham.
"Hvad med, at du er en god dreng og sætter dig pænt ned i stedet for at lave alt den larm?" Han modstod kun lige lysten til at række ud og gribe fat i hans hår og trække til. Volden og smerten skulle nok komme, men lige nu var det hver ting til sin tid. 

Declan var på vej ind i cellen og Jaris tog det selvfølgelig straks som tegn til, at han havde tænkt sig at gøre, som han havde bedt. Han burde helt sikkert ikke have været så naiv. Måske det bare var fordi, han var så desperat for at komme fri. Jaris var ikke god til at være låst fast, men det havde Declan uden tvivl allerede regnet ud.
Hans begejstring for at blive sluppet fri var dog en kort fornøjelse, for lige så snart Declan afviste idéen, kunne man se skuffelsen i dæmonens ansigt. Han bed tænderne sammen og rettede sig helt op, for lige at tårne sig de fire centimeter over Declan. Hans blik løsnede sig ikke fra den andens, mens han stod der og spillede alt for høj i hatten.

Der lød et tungt suk fra Jaris. Han var forberedt på bare at stille sig i afventende position, i stilhed, indtil det gik op for Declan, at hans nye fange ikke var så let at knække. Men efter hans sidste spørgsmål, kunne Jaris ikke holde masken. Et stort smil bredte sig straks om hans læber, og udviklede sig lige så hurtigt til en alt for morende latter.
"Har du brugt så meget tid på at få mig herned, så du kan hundse med mig?" Lo han. Hans egne ord fik ham ligefrem til at grine mere.
"Årh, det er kært," grinede han videre, nu tæt på at få lidt tårer i øjenkanten, som han måtte holde tilbage ved at knibe øjnene sammen. Han forsøgte at få bare lidt kontrol over sin latter, da han åbnede øjnene igen og rettede det nu let glimtende blik mod Declan.
"Gør det igen. Kom nu, gør det igen." Han foldede læberne sammen, for ikke at lade latteren tage over, men små fnis fik stadig lov til at slippe ud.
"Få mig til at adlyde." Det var endnu en af de gange, hvor Jaris burde have holdt munden lukket. Han smed brænde på bålet, og han vidste det godt. Han ville bare virkelig gerne se hvorfor Declan mente, at han faktisk kunne få ham til at høre efter en ordre. Det var en direkte udfordring til hans fangetager. Få dæmonen til at danse.

Det var svært at kontrollere lysten til at skade Jaris. Skønne billeder af, hvordan han nemt kunne komme til at liggende blødende og ynkelig på cellens gulv spillede for Declans indre blik, men hele tiden fortalte han sig selv, at det ikke var endnu. Desuden var kæderne stadig lange nok til, at Jaris ville kunne gøre modstand, og nok kunne Declan godt lide en udfordring, men han var også yderst bevidst om, at Jaris var både større og størkere end ham.
Det virkede da også til, at Jaris var udemærket klar over dette faktum, sådan som han forsøgte at puste sig op og se stor og skræmmende ud. I realiteten egentlig et ganske morsomt syn, for hvem af dem havde kæderne på?

En svag trækning i øjenkrogen var alt som afslørede det raseri, som byggede sig op inde i Declan, mens han havde sit indre skænderi. Jaris kunne ikke vide, hvor dræbende irriterende hans ord var.
"Du stiller de helt forkerte spørgsmål" Han rystede lidt på hovedet og trådte et par skridt bagud. Det var ganske med vilje, at han ignorerede udfordringen, han skulle nok få ham til at danse. Ja, faktisk var han ret sikker på, at han nok skulle få Jaris til at adlyde selv det mindste vink. Åh hvor så han egentlig frem til at nedbryde ham, pille ham fra hinanden et lille stykke af gangen.
"Måske du skulle prøve at overveje, hvorfor jeg faktisk har valgt at tage dig herned" Han mødte Jaris' blik en sidste gang, før han gik ud af cellen.
"Ikke alt handler om dig. Men nu vil jeg give dig lidt tid til at tænke" og med de ord forsvandt han ud af kælderen. Jaris var slet ikke svær at regne ud, og han var ikke nær så hård, som han sikkert gerne ville tro. Det havde jo dårligt krævet, at Declan gik ned i kælderen for at han kunne regne ud, at Jaris bestemt ikke var skabt til at være alene. En besynderlig svaghed at have, men sikke en vidunderlig overraskelse det viste sig at være.

På vejen mod kontoret beordrede Declan alle tjenestefolkene til at holde sig væk fra kælderen, helst skulle de ikke engang nærme sig døren. Jaris skulle have fred til at tænke over tingene, så nu kunne han passende bruge en dags tid eller to alene i kælderen. 

Så tæt de stod, var det næsten umuligt for Jaris ikke at lægge mærke til det svage træk i øjenkrogen, der afslørede hvor muggen Declan egentlig var. Det var selvfølgelig kun en bonus. Jaris valgte jo ikke at fodre bjørnen uden at forvente, at bjørnen ikke også ville gå efter ham. Men selvom ordene uden tvivl ramte, så lod det ikke til at Declan bed på lige med det samme. Til dæmonens skuffelse, valgte den anden at smide udfordringen på gulvet og lade den ligge, hvilket gjorde det endnu lettere at holde latteren tilbage. Det var jo ikke lige så morsomt, når han ikke fik sin vilje. Det betød dog ikke, at morskaben var ovre.
"Jeg stiller ikke forkerte spørgsmål, du er bare virkelig dårlig til at svare," konstaterede han og nikkede let i enighed med sig selv.
Idet Declan trådte ud af cellen, forsøgte Jaris straks at følge efter, men endnu engang måtte han acceptere kædernes tilstedeværelse.
"Får jeg en præmie, hvis jeg gætter rigtigt? Hey! Du kan ikke gå nu!" Nu begyndte desperationen at vise sig igen, når man kunne høre kæderne rasle på ny.
"KOM TILBAGE, DIT SURE LØG! DU STINKER! ARGH!" Der var ikke stille længe, men han skulle lige bruge et øjeblik på at få styr på stemmen, der var tæt på at knække under det sidste skrig.

De fornærmende kommentarer fortsatte derefter i et par timer, kun med få pauser imellem, indtil Jaris faldt sammen. Det tunge suk gav næsten genlyd i kælderen.

---------------------------------------------

"En, to, du lugter lidt af ko. Tre, fire, det er det, de alle siger. Fem, seks, noget med en heks..." Jaris lå fladt på ryggen på gulvet og halvsang, i et rigtig dårligt forsøg på at underholde sig selv. Det havde han gjort de sidste par dage.
"Jeg gider ikke mere!" Råbte han, velvidende at den latterlige, rødhårede mand måtte kunne høre ham.
Håndled og ankler var kun blevet mere blodige at se på med tiden, fordi Jaris dårligt havde holdt nogle pauser i sine forsøg på at hive sig fri. Det var dog ikke en smerte, der generede ham. I stedet kunne han kun holde fast i den frustration der sad i hele kroppen, når han var alene med sine egne tanker. Han havde også forsøgt at få fat på sin taske, men den lå i den anden ende af cellen og han var ikke engang tæt på. Han var bare sikker på at der måtte ligge noget i den, som han kunne beskæftige sig med.
"DECLAN!" Stilheden lagde sig med det samme i kælderen, da Jaris blev utrolig overrasket over sit eget udbrud. Eller mere udbruddets indhold. Kom han lige i tanke om det sure løgs navn?! Trods sin ekstreme mangel på søvn, kom han meget hurtigt op at stå, med et lidt for muntert smil spredt over læberne. Så skulle der råbes;
"DECLAN! DECLAAAN! DEEEECLAAAAN! DECLAN! DECLAN!" Der blev ikke sparret på lungernes kraft, da Jaris fra nu af ikke havde tænkt sig at stoppe, før Declan kom ned for at få ham til at holde kæft.
"DU LUGTER! DIN MOR ER GRIM! DINE ØRER ER DUMME! DU VAR DÅRLIG I SENGEN! DECLAN! DECLAAN!" Måske de barnlige fornærmelser afslørede, at han virkelig havde brug for at sove. Men så let skulle det ikke være! Han kunne sove, når han blev gammel! Lige nu skulle han bare have Declan til at komme ned, så han ikke skulle synke sammen i sin egen ensomhed.

Selvom kælderen var forholdsvis lydtæt, slap der stadig lidt af Jaris' infernalske råberi ud. Ikke nok til, at man faktisk kunne høre ordene, men nok til at der komstant var baggrundsstøj. Oppe på husets førstesal var der i det mindste nogenlunde ro, men lige så snart han gik ned i stueetagen, var Declan klar til at gå ned i kælderen og skære halsen over på fangen. Han var endda nået så langt, at han var gået hen og åbnet døren til kælderen, en kniv klar i hånden. Selvom der stadig var en dør som adskilte dem, var det nu muligt at høre ordene nogenlunde, i hvert fald nok til, at man kunne høre, at der var tale om fornærmelser. Det var nogle svage fornærmelser, Jaris måtte være desperat efterhånden. Stik modsat af, hvad der tydeligvis var Jaris' intention, fik fornærmelserne Declan til at lukke døren, så han forhåbentlig kunne fortsltte med sin dag.

Der gik nok yderligere en halv dag, hvor Declan formåede at holde støjen ud, men så havde han også fået nok. Det her skulle stoppe! Jaris ville sikkert knække på et tidspunkt bare ved at være alene, men det havde han helt ærligt ikke tålmodighed til at vente på. Så nu var han atter på vej ned i kælderen, denne gang dog efterfulgt af en lille håndfuld tjenestefolk.
Nede i kælderen stillede to af tjenestefolkene et lille bord op, hvorefter de andre dækkede det op med mad og drikke, og selvfølgelig også lidt kager, bare for lige at være lidt ekstra ond. Bordet blev selvfølgelig sat, så Jaris lige præcis ikke ville kunne nå det, uanset hvor hårdt han rev i kæderne. Declan var godt nok ikke klar over, hvor afhængig af mad og drikke dæmonen var, men det var da et lille eksperiment værd. Han stillede sig ved siden af bordet og hældte et glas vin op til sig selv, som han tog en lille tår af, inden han vendte sin opmærksomhed mod fangen.
"Er du færdig?" Han hævede et øjenbryn, ude af stand til at skjule sin irritation. Der var mange måder hvorpå han kunne få Jaris til at holde kæft, og han havde efterhånden ikke noget imod at ændre planen lidt, hvis det betød, at han kunne få lidt ro.

Jaris råbte for fuld kraft, lige indtil han hørte døren til kælderen gå. Halsen føltes en anelse øm. Han var godt nok vant til at snakke meget, rigtig meget, men han havde aldrig haft brug for at råbe og skrige så forfærdelig meget. Han måtte lige rømme sig, rense halsen hurtigt, mens han stirrede i retning af celledøren og trappen.
"Kom nu, kom nu! Hurtigere! Skynd diiiig!" Som om det ville gøre en forskel, skyndte han irriterende meget på Declan, som han gik ud fra var alene. Det undrede ham faktisk, at han ikke havde hørt de ekstra skridt, da han så tjenestefolkene følge efter. Der var altså et eller andet galt med hans hørelse. Hvad havde Declan gjort?
"Har du gæster med? Ej, hvor hyggeligt! Skal de være med til at lege?" Smilet blev kun bredere, mens Jaris stod og trippede utålmodigt fra side til side, så langt han nu kunne bevæge sig med kæderne. Man kunne næsten forveksle ham med en gal mand. Det var al den tid alene.

Det var ikke meget opmærksomhed Jaris skænkede tjenestefolkenes arbejde. Han var mere interesseret i at nogle endelig talte til ham, men det lod heller ikke til at være let.
"Jeg vil bare gerne... hm?" Han afbrød sig selv, da den søde duft fra kagerne ramte hans næse. Straks låste blikket sig direkte på dem.
"Oooh." Stemmen rystede let og i samme sekund kunne man tydeligt høre den rumlen, der kom fra hans mave. Så sulten. Så tørstig. Men vinen interesserede ham ikke det mindste. Han vidste hvor bitter, hvor ulækker smagen var. Han ville hellere tørste. Han hørte Declans ord, men vendte ikke sit blik i hans retning. Kagerne var langt vigtigere.
"Du deler ud af dem der, ikke? Bare en lille én? Du kan umuligt spise alle dem selv. Ikke uden at blive helt rund og træt, og så bliver du først rigtig dårlig i sengen. Eller bare dårlig. Bare giv nogle af dem til mig. Kom nu. Jeg skal nok holde kæft bagefter, det lover jeg." Han ville gerne lyde helt oprigtig, men både det lille fnis og stemmen der knækkede en smule under sidste sætning, afslørede alt for let at det var løgn. Han kunne ikke holde munden lukket. Han ville bare gerne have noget kage.
"Kom nu, Declan. Giv mig, giv mig, giv mig!" Han gjorde uden tvivl alt han kunne, for at være så irriterende som muligt. Virkede det?

Det krævede næppe en så klog og observant person som Declan at se, at Jaris langt fra havde nydt sin alenetid. Godt. Det var altid rart at have midler, som kunne bruges, hvis Jaris skulle have en nem afstraffelse uden vold. Desuden var der noget virkelig fantastisk ved at se folk langsomt miste forstanden.

Blikket gled langsomt ned mod kagerne, før det igen gled tilbage på Jaris. Det var altid rart at få bekræftet, at han informationer var rigtige.
"Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at spise dem. Mit hån var faktisk, at det kunne motiviere dig til at samarbejde noget mere, men det ser ikke ud til, at det er tilfældet" Ham rystede lidt på hovedet med en påtaget skuffet mine. Han havde ikke regnet med, at Jaris ville bukke under så nemt. Faktisk ville det have skuffet ham en anelse.
"Jeg tvivler ikke på, at din irriterende tiggeri virker på andre, men jeg kan garantere dig, at det ikke virker på mig" Han tog en af kagerne og nærstudere den lidt, inden han trak på skuldrene og satte den tilbage.
"Så det vil være markant nemmere for os begge, hvis du stopper med det" På et eller andet tidspunkt ville Jaris' konstante larm og irriterende attitude få ham til at miste besindelsen. For ham betød det ikke det store, udover at det ville rykke lidt rundt i hans plan, hvilket ganske sikkert ville komme til at irritere ham. Men for Jaris.. for Jaris ville det langt fra blive en behagelig oplevelse. Nå ja, ubehageligt skulle det jo nok alligevel blive før eller siden, det ville trods alt være en skam ikke at more sig lidt, nu hvor han alligevel havde Jaris fanget, men graden af vold og grusomheder kunne hurtigt blive en helt anden, end han originalt havde tænkt sig.

Endnu en tår blev taget af vinen, før det atter blev stillet på bordet. Det var på tide faktisk at komme igang med planerne.
"Så fortæl mig, har du fået tænkt over, hvorfor jeg har fået dig ført herned?" Hvordan skulle Jaris nogensinde kunne gøtte, hvorfor han var blevet ført ned i kælderen. Af hvad Declan vidste, kendte Jaris ikke til hans forhold til Daphnie, men det skulle nu nok snart blive ændret. Skulle han være helt ærlig, var han en anelse spændt på at se, hvordan Jaris ville reagere. Declan havde endnu ikke været i stand til helt at lure, hvad Daphnies og Jaris' forhold var, og det irriterede ham.

Helt utålmodigt gjorde Jaris et umuligt forsøg på at strække sig langt nok, til at kunne nå bordet. Det var ikke nødvendigt at kunne nå selve kagerne, bare bordkanten, så han kunne vippe bordet, men trods det faktum, at det aldrig ville kunne lykkes, kunne man alligevel se spidsen af tungen stritte ud gennem læberne i koncentration. Det burde ikke være så svært!
Men den koncentration blev hurtigt brudt og i stedet erstattet med et lettere fornærmet udtryk, da Declan fortalte, at han ikke havde tænkt sig at spise dem.
"Du kan da ikke bare lade dem gå til spilde!" Det var jo en direkte fornærmelse for den lænkede dæmon, at lade de søde sager stå, uden intentionen om at inhalere dem i den nærmeste fremtid! Kun et glimt af håb for at smage ramte de orange øjne, da Declan tog en af dem i hånden og så den nærmere, men alt for hurtigt lagde den tilbage igen. Trods den ellers tydelige skuffelse, kunne han alligevel ikke lade være med at grine lidt. Der var vist ingen garanti for at Jaris nogensinde ville stoppe med sit tiggeri. Endnu mindre nu hvor han vidste, hvor meget det faktisk irriterede Declan.

Der måtte andre metoder til. Der blev stadig trukket ustyrligt i samtlige kæder, der holdt ham fanget, men nu forsøgte han sig samtidig med at manipulere det glas, der stod på bordet. Hvis han bare kunne flytte på det, kunne han bruge det til at skubbe kagerne ud over bordkanten og tættere på sig.
"Ja!" Svarede han hurtigt, alt for munter, taget hans situation i betragtning. Han kunne vel sagtens svare, mens han prøvede at flytte på glasset. Det var bare underligt, at der ikke var sket noget endnu...
"Du har taget mig herned, fordi du bliver forfærdelig jaloux, når jeg er sammen med andre. Eller! - Fordi du keder dig alt for meget, og jeg simpelthen er så underholdende." Man kunne langsomt høre stemmen blive mere og mere anstrengt. Han rettede nu blikket direkte mod glasset og knugede hånden sammen, i et forsøg på at knuse det, i stedet for bare at flytte det. Men der skete stadig intet!
"Eller måske fordi du har desperat brug for at føle, at du har bare en lille bitte smule magt? Hvorfor kan jeg ikke flytte det skide glas?!" Irritationen begyndte kun at fylde mere.
"Hvad har du gjort?!" Råbte han frustreret, idet han rettede blikket mod Declan igen. Han måtte have gjort noget, siden han ikke kunne bruge sin evne. Det var vel af samme grund han ikke havde hørt lige så meget som han plejede, mens han havde været i kælderen?

Declan var efterhånden ved at miste tålmodigheden med Jaris' konstante og yderst irriterende spydigheder. Måske det virkelig ville være nemmere bare at skære tungen ud af kæften på ham? Det burde være muligt at finde en healer, som kunne få den til at gro frem igen, hvis han faktisk blev nødt til at snakke med Jaris. Selvom den søde lyd af hans desperate skrig burde være mere end rigeligt.

Egentlig var Declan holdt op med at høre efter, hvad Jaris sagde, det var trods alt ikke relevant, og fantasierne om den forestående tortur var langt mere underholdende. Det sidste frustrerede udbrud tiltræk sig dog atter hans opmærksomhed. Et strejf af morskab kunne anes på Declans ansigt, og for en mand som generelt ikke havde de helt store følelser, understregede det virkelig, hvor underholdende han fandt Jaris' situation og frustration.
"Jeg har ikke rigtig haft held til at finde ud af, hvad du har af evner. Eller om du overhovedet har nogen. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte være på den sikre side. Vi kan jo ikke have, at du slipper fri før tid" Han gik en enkelt runde rundt om Jaris, hele tiden opmærksom på at være udenfor hans rækkevidde. Halsbåndet havde da vist sig at være et ganske godt køb, også selvom han havde været nødt til at betale en ganske svimlende sum for det.
"Det er utroligt, hvad man kan finde, hvis man bare vil betale den rette pris" Han pegede mod sin hals for at vise, at det var halsbåndet han hentydede til.
"En fascinerende lille tingest. Og lige så holdbar, som den er kraftfuld, så det ville være nemmest, hvis du hurtigt lære at affinde dig med, at du ikke kan bruge dine evner."

Han stillede sig ved siden af bordet igen, lod blikket glide over de forskellige ting, som var stillet frem. Hvor meget han mon kunne ydmyge Jaris? En af småkagerne blev taget fra bordet og vejet lidt i hånden, inden den blev smidt hen mod Jaris. Med vilje sørgede Declan for at den blev lastet, så Jaris umuligt ville kunne nå at gribe den, før den ramte gulvet. Med et sadistisk lille smil så han til, mens småkagen dalede mod gulvet, hvorefter den knækkede i adskillelige stykket ved mødet med det hårde underlag.

Nu var det altså ikke sjovt længere. Declan kunne gøre præcis hvad der passede ham, og Jaris fik ikke engang lov til at lege med. Han fik kun lov til at stå og se til, lige meget hvad der så end skulle foregå. Godt nok var det ikke meget indtil videre, men der stod stadig småkager på bordet. Dem måtte han heller ikke få fat på. Det var ikke så ofte, at Jaris blev mindet om hvor lidt han brød sig om at være fanget. Ved selv de mindste påmindelser, dukkede der hurtigt et par ting op fra hans barndom, og denne gang var ingen undtagelse. Det var dog lidt at en lettelse, at han trods alt havde en vis form for frihed, da han stadig kunne bevæge sig, omend det var ret begrænset. Men han havde fået nok. Nu hvor han ikke engang kunne bruge sine evner, hvilket var en kæmpe begrænsning for den dæmon, der ikke kunne holde sig fra at blande sig i alt der foregik. Stilheden tog alt for hurtigt over hernede.

I stilhed fulgte han efter Declan, så godt han nu kunne i den minimale cirkel lænkerne tillod ham at bevæge sig i. Selvfølgelig sørgede han for ikke at komme alt for tæt på, og Jaris ville da også have udnyttet det, hvis han gjorde. Brynene rynkede sig, da han lige drejede hovedet til hver sin side, for at mærke halsbåndet stramme let. Declan havde virkelig sat et halsbånd på ham? Som var han en hund?!
"Når jeg kommer fri, så skal du nok affinde dig med, at du ikke kan bruge dine ben," mumlede han fornærmet, for han skulle nok komme fri på et eller andet tidspunkt, og Declan skulle da ikke tro, at han ville slippe afsted med det her.

Opmærksomheden blev straks rettet mod småkagen, der havde direkte kurs mod det hårde gulv og snart lå i flere stykker. Halvåben mund og et helt andet udtryk end vrede, blev vendt mod Declan. Hvordan kunne han dog gøre det?
"Det var jo bare ondsindet," kommenterede han, næsten helt skuffet. På den anden side. - Den kunne vel stadig spises, han skulle bare lige have fat i stykkerne.
"Kom lige herhen. Jeg skal lige se om dit hoved gør det samme, hvis jeg kaster det hårdt nok ned i gulvet," sagde han, denne gang med et lille, uskyldigt smil og et let nik.
"Kom nu. Du er da virkelig ikke så bange for mig, at du ikke engang tør at komme tættere på end dét, vel?" Han skævede kort mod den rute, som Declan for et øjeblik siden havde taget hele vejen rundt om Jaris. Han havde muligvis mistet sine evner for nu, men styrken bag hans race var der endnu, og han ville bare så gerne have et enkelt, godt slag ind. Bare lige som start på at afreagere for halsbåndet. Og måske lidt den knuste småkage.

Det var dejligt forfriskende, at Jaris langt om læbge skiftede væk fra den der irriterende og overlegne attitude. Vrede var til at tage og føle på! Og jo mere vred Jaris blev, jo nemmere ville det forhåbentlig blive st knække ham, når han indså, at der intet var at gøre ved situationen. Ja, for Declan var det allerede en triumf, at han havde formået at gøre Jaris sur, hvilket også var grunden til, at han ikke reagerede videre på truslen.

Et enkelt øjenbryn blev hævet. Han var skam på ingen måde bange for Jaris, men det ville jo ikke ligefrem hjælpe på hans formål, hvis Jaris kunne løbe frit rundt i cellen og springe på ham, hvis han ønskede. Men alligevel irriterede det ham mere, end det burde, især fordi det ikke ville undre ham, hvis Jaris kunne finde på at komme med den samme beskyldning flere gange. 
"Skulle jeg være bange for dig? Behøver jeg minde dig om, hvem af os der er lænket til gulvet som en ussel hund?" Jaris burde virkelig blive sat på plads! Men som det hele tiden havde været, så var tålmodighed så sandelig en dyd! Men så måtte han jo finde en anden måde, hvorpå han kunne vise sin dominans og overlegenhed.

Det krævede en hurtig udregning.. men det burde sagtens kunne lade sig gøre. Hvis han nu bare sørgede for at stå langt nok fra Jaris til, at han kunne lige præcis ville kunne ramme, burde det ikke være muligt for ham at ligge alle sine kræfter bag slaget. Det burde, i hvert fald i teorien, heller ikke være muligt at gøre nogle andre former for skade. Det krævede selvfølgelig bare, at Declan var i stand til at placere sig helt præcist.. Men selvfølgelig var han i stand til det!
"Så slå mig" Stemmen var kølig, grænsende til ligegyldig, det var trods alt ikke ment som han udfordring, for han var faktisk ikke i tvivl om, at Jaris hellere end gerne tog imod muligheden.
Han stillede sig på det sted, som han mente burde være det optimale. Bare for en sikkerheds skyld holdt han dog et vågent øje med Jaris' kropsprog, hvis nu hans udregninger mod alt forventning skulle være bare den mindste smule forkerte.

Om Declan skulle være bange for Jaris? Generelt ville svaret helt bestemt være nej. Jaris gjorde sig sjældent i at true folk, der skulle som regel en del til at skubbe ham den vej. Declan havde tilfældigvis fundet et af hans lidt svagere sider, - mangel på frihed. Han havde vist efterhånden også udviklet en svaghed over for Daphnie, men det kunne Declan da ikke vide.
Svaghed eller ej, så kunne Jaris ikke lade være med at grine lidt over hans svar. Jovist, han var lænket og sat i halsbånd som en hund, men hvorfor?
"Hvis du ikke var bange for mig, ville jeg ikke være lænket. Ville jeg?" Det var et direkte morende smil om hans læber, men blikket i øjnene var helt anderledes. Hoverende. For det var jo sådan det var, ikke? Declan var ikke tryg nok ved at lade dæmonen rende frit rundt, for han vidste godt, at han ville tabe, hvis han gjorde. Lænkerne var ikke til for andet end at gøre Declan tryg i sin egen kælder.

Jaris trådte et skridt tilbage, for ikke at stå med lænkerne helt strakt. Det ville hurtigt gøre det umuligt at få længde nok til at slag, nu når Declan rent faktisk kom nærmere. Han fnøs i en let latter og hævede det ene øjenbryn. Blikket gled lige hele vejen ned over Declan og op igen. Han havde stået med strakte lænker stort set siden han kom, så det var da ikke svært at se, at en næve ikke ville kunne nå ordentligt.
"Det kan du gøre bedre," sagde han og trådte to skridt længere bagud.
"Er du bange for, at jeg ødelægger det uheld, du kalder et ansigt? Kom tættere på, kujon." Intet Jaris gjorde gav det mindste tegn til, at han havde tænkt sig at løfte hånden for at slå. I hvert fald ikke endnu. Han ventede pænt på at Declan skulle træde tættere på, bare et enkelt skridt, så han kunne lade en knyttet næve ramme helt, ikke kun halvt. Og hvis han kunne provokere lidt mere ved at stikke til den lille bange dreng, eller måske den voldsomt rasende mand foran sig, så gjorde han det glædeligt. Det var aldrig helt kedeligt at se hvor sur Declan kunne blive.

På et tidspunkt ville Jaris sikkert fornå at irritere Declan nok til, at han trådte endnu et skridt fremad. Bare et lille et.. Om ikke andet så bare for at få Jaris til at tie stille, forhåbentligt. Hvad skader det end måtte medføre, burde en healer sikkert godt kunne klare. Men så fortsatte Jaris med at snakke, og pludselig forsvandt en stor del af Declans irritation.

Jaris var forfærdeligt provokerende, ja, men hans vrede var også så bidunderligt underholdende. En så triviel ting som at forbærme hans udseende ville aldrig få Declan op i det røde felt, for hvad skulle han overhovedet bruge sit udseende til? Så længe han var præsentabel kunne det ellers være ligegyldigt.Et enkelt lille smil spillede på Declans læber, og lige så hurtigt som det var dukket op, var det væk igen. Jaris' barnlige vrede hjalp ham med at få følelserne under kontrol igen.
"Du kan ikke provokere mig" Han blev stående, stadig forberedt på, at slaget nok ville komme, nu hvor han nægtede at træde tættere på.
"Det er dig, som er fanget. Hvorfor skulle jeg lade dig gå til angreb? Jeg tilbyder dig et enkelt slag, så du forhåbentligt kan få det ud af dit system, men hvd ville jeg på nogen måde vinde ved at træde tættere på?" Han rystede lidt på hovedet. Det var spild af tid det her. Hvis Jaris havde tænkt sig blive ved med at være provokerende og irriterende, var der heldigvis masser af andre, og langt mere underholdende, måder at få han til at stoppe på.

Det var uden tvivl irriterende, at de barnlige kommentarer ikke påvirkede Declan. Det var jo ikke fordi Jaris kunne få meget underholdning ud af at være lænket, medmindre han kunne lade det gå ud over en anden. Dermed ikke sagt, at han ikke kunne finde nogen underholdning overhovedet. Et uanstændigt rim eller to, kunne det vel altid blive til, når der ikke var meget andet at lave.
Han kunne dog ikke lade være med at smile over Declans konstatering. Selvfølgelig kunne han provokere ham. Det kom bare an på hvad der skulle til. Hvilke ord der lige ville ramme helt rigtigt. Eller måske handlinger.

Det lille smil blev kun bredere og endte til sidst i en kort latter.
"Intet," svarede han straks og trak let på skuldrende. "Men Declan, din lille fjollegøj, nu var det virkelig heller ikke meningen at du skulle vinde noget på det," grinede han. Det var jo udelukkende kun fordi det kriblede i fingrene, for at få lov til at få bare lidt hævn for kidnapningen og lænkerne, der holdt ham i kælderen. Det skulle dog ikke forhindre ham i at give igen en anden gang.
"Hvorfor give mig tilbuddet, hvis du alligevel ikke er klar til at tage imod dét slag?" Jaris gav ham ikke et eneste sekund til at svare, før han i én hurtig bevægelse rakte ud efter Declans trøje. Lænkerne ville måske forhindre et slag i at ramme ordentligt, men han ville da kunne få ordentligt fat i en fold i tøjet. Derfra ville han straks trække ham tættere på og derefter placere et knæ hårdt og direkte mod den nederste del af maven. I samme øjeblik ville trøjen blive sluppet igen. Et slag, nej. Men et knæ kunne vel også gøre det. Hvis han da nåede at få fat.

Under normale omstændigheder ville Declan nyde den her frem og tilbagen, som han havde med Jaris, men lige nu fandt ha Jaris skuffende kedelig. Forhåbentlig ville han blive mere interessant med tiden, ellers ville hans ophold i kælderen nok blive kort.
Declan skulle lige tim at svare og derefter grække sig væk igen, da Jaris pludselig formåede at få fat i ham og placerede et knæ i den nederste del af maven. En forpustet lyd kunne høres fra Decan som han knækkede sammen på midten. På en eller anden måde lykkedes det ham at blive stående på fødderne og træde et par skridt baglæns, men det var da kun fordi Jaris ikke skulle have lov til at se ham ende på gulvet.

På trods af smerten i mellemgulvet og problemerne med at trække vejret ordentlig ind, havde Declan nærvær nok til at trække sig tilbage, så Jaris ikke ville kunne få fat i ham igen. Vreden sydede inden i ham og truede alvorligt med at boble over og sluge ham, som det så ofte havde gjort. Men ikke nu.. eller i hvert fald ikke endnu. Han kunne ikke lade vreden overtage endnu, for så ville han ikke få tilfredsstillelsen ved langsomt at pille Jaris fra hinanden. Og det var en tilfredsstillelse, som han bestemt ikke ville snyde sig selv for.
"På et.. tidspunkt.. Skal du nok.. lære det" Han hev stadig efter vejret, som ordene blev sagt.

Langsomt rettede Declan sig helt op og rettede på tøjet, som var blevet så forfærdeligt krøllet under Jaris' angreb. Vreden var lidt mere under kontrol, men han havde stadig en brændende lyst til at skade Jaris, og han havde efterhånden en god ide om, hvordan det skulle gøres.
"Men hvis du ikke vil lære at gøre, som der bliver sagt, er jeg jo bare nødt til at finde en erstatning for dig" Han trak på skuldrene som om det ikke betød det store for ham. Langsomt gik han hen mod døren ind til Jaris' lille fængsel.
"En forbandet skam. Det var ikke min intention at indblande hende, men siden du gør det så besværligt" Han stod med ryggen til Jaris nu, men hele hans opmærksomhed var stadig rettet mod ham i håbet om, at han ville få den ønskede reaktion.

Nu når de korte lænker gjorde det alt andet end nemt at bevæge sig alt for meget, var det præcis lige så tilfredsstillende som han havde forventet, at ramme så godt med knæet. Dog forventede Jaris ikke at få den chance en gang mere. Declan ville næppe komme så tæt på igen, han var endda hurtig til at flytte sig, netop for ikke at tage imod et knæ mere. Jaris kunne ikke lade være med at smile, klukke lidt i morskab over de ord som lød mellem den hivende vejrtrækning.
"Jeg tvivler," lød det som hurtigt svar, selvom det ikke krævede svar overhovedet. At lære den unge dæmon noget som helst, havde aldrig vist sig at være let. Han var selvfølgelig sikker på, at situationen nu heller ikke ville ende frugtbar for Declan i længden. På et eller andet tidspunkt ville han give op, indse hvor frustrerende en mand han havde valgt at holde fanget i kælderen og lade ham gå. Sådan endte det altid.

Smilet blev kun større af Declans næste udmelding. Erstatning? Regnede han med, at Jaris ville blive skuffet over den beslutning? Det ville vel kun betyde at han gav op langt hurtigere, end han havde forventet. Smilet forsvandt ikke, men falmede en smule det næste øjeblik. Ikke fordi han blev mindre underholdt, men fordi han blev forvirret.
"Hende?" Hvem snakkede den skøre unge om? Det faldt ham ikke ind at det kunne være Daphnie. Declan kendte hende jo ikke.
"Aner ikke hvem du taler om, men er hun lækker? For så kunne du måske lige lade mig hilse på hende, inden du erstatter mig med hende." Det ville jo ikke være helt forfærdeligt at blive sluppet løs igen.
"Det bliver sikkert også sjovere, end at have mig hernede. De fleste andre kan også give dig lidt spænding i form af gråd og skrig i rædsel. Det virker mere som din stil og lad os bare være ærlige; Jeg er bedre til råb og sang," sagde han og nikkede let, som om han lige skulle understrege sin pointe, der tydeligvis var løgn. Råb og sang var én ting, Jaris var nok mere irriterende end sanger, men når kedsomheden tog over, kunne han ikke gøre andet.

Forvirring.. frygt.. Selvfølgelig foretræk Declan at hans.. 'objekter' frygtede ham, men forvirring var nu også ganske fint. For nu var det vigtigt, at Jaris absolut ingen ide havde om, hvad der ville ske som det næste. Og hvem kunne vide, hvis Declan havde ret i sine observationer og antagelser, så ville forvirringen meget snart blive overtaget af frygten. Det var så fantastisk, han kunne næsten ikke vente! Men hver ting til sin tid. Nu skulle han lige lege lidt med Jaris.

"Jeg tror faktisk du ville finde hende ganske underholdende" Det var svært ikke at afsløre den nærmest barnlige spænding han følte over at fortælle Jaris præcis hvem han talte om. For nu formåede han dog at holde sig i skindet.
"Måske du endda ligefrem kender hende" Han vendte sig om igen, så han stod med front mod Jaris.
"Hun er omkring så høj" Han holdt hånden ud for at indikere Daphnies højde.
"Ustyrligt brunt krøllet hår. Grønne øjne, fregner" Han gik tættere på Jaris, han ville se hans ansigtsudtryk i det øjeblik, hvor det gik op for ham, hvem han snakkede om.
"Og et modermærke på skulderen, det ligner lidt et dyr.."
Nu kunne han da ikke blive mere specifik. Hvis Jaris ikke gættede det nu havde Declan nok seriøst overvurderet hans intelligens.