Foråret var for alvor kommet til Krystallandet og Aunahilds lange rejse, havde bragt hende til Azurien, inden tiden var inde til at fortsætte mod Dianthos. Landet var utroligt smukt - med sine høje bjerge, dybe dale og brusende floder, mindede det hende til dels om norden, hvor hun kom fra. Blot med mindre sne og flere elvere.

Sidstnævnte havde givet hende lidt af en udfordring, for elvere og dværge var ikke just kendt for at være på god fod, og Aunahild havde så sandelig også sine egne fordomme om disse høje folk. Mange af dem, som hun havde mødt i byen havde været ganske høflige, men hun bildte sig ind at have set et glimt af noget andet i deres øjne.

Noget der sagde "du er ikke velkommen her, dværg".

Posen med krystaller var ved at være slunken, så på trods af den tilsyneladende kølige tone fra de lokale, var hun blevet en tid i området for at samle og sælge urter, inden hun drog videre mod Dianthos. Det var endnu en af disse udflugter, der havde bragt hende forbi den lokale apoteker ... der naturligvis var en bjergelver.

Klokken over døren ringlede let idet Aunahild trådte ind, men apotekeren tilkastede hende blot en blik uden at hilse, og gik tilbage til sine egne ærinder. Småmumlende for sig selv gik Aunahild i gang med at inspicere hvad butikken havde at byde på, og der gik ikke længe, før hun fik øje på nogle små poser med pulveriseret elverod. En mild dose kunne hjælpe til at sove - noget der ofte kneb for Auna på landevejen.
Problemet var blot .. at de var placeret i en højde, der var langt uden for en dværgekvindes rækkevidde. Hun skævede over mod apotekeren, men kunne ikke bringe sig selv til nedværdigelsen ved at bede ham om at hente pulveret ned til hende. I stedet strakte hun sig først på tæer - uden held. Derefter tog hun sin stav og forsøgte at bringe den op i højde med poserne for at kunne vippe dem ned til sig..

Romeo havde rejst i nogle dage for at nå til Lazura inden månens cyklus nåede fuldmånen. Det havde taget ham cirka ni dage at nå hertil, delvist til fods, og med folk der var så venlige at dele en hestevogn eller andet transport med ham. Det var ikke altid at han rejste så langt da han havde sine pligter og gøremål i kirken. Heldigvis, vidste kirken godt at han havde en sygdom der gjorde at han fra tid til anden ikke var at finde på katedralen, eller kunne imødekomme sine pligter som præst. Der var fuld forståelse fra dem, og ingen mistænkte ham for at være varulv. Ikke endnu i hvert fald. Grunden til at Romeo havde rejst så langt, var fordi der gik rygter om varulve-jægere nær tusmørkely og udkanten af Amazonitskovene hvor han plejede at tage hen ved fuldmåne - helst så langt væk fra civilisationen som muligt. Men nu hvor der var jægere i øjeblikket, kunne han ikke tage chancer og valgte istedet Lazura. 
   
   Han var endelig nået til flodbyen, og var iklædt en kutte i mørkebrunt hør. Det var en af de lidt finere kutter, og hans tøj kunne også afsløre at han var fra de lidt mere privilegerede sociale lag i krystallandet. At være præst havde sine goder i forhold til økonomien. Under kutten var han iklædt en gråblå kjortel der gik ham til hoftelængde. Samt et par mørke bukser. Han havde et lysebrunt bælte bundet løst ved taljen og skoene var ligeså i en matchende lysebrun farve. Om skulderen hang en rygsæk af en art. Romeo lagde kuttens hætte ned. Det røbede hans bølgede midterskilte hår som hang løst og indrammede hans udmattede ansigt. Et ansigt der bærede præg af mangel på søvn. 

Klokken over døren dinglede da Romeo trådte ind i apotekerens butik. Han havde et håb om at købe lidt mere elverod til sig selv så han forhåbentligt kunne få sig noget søvn inden fuldmånen ville stå højt på himlen. Han følte sig altid gennembanket efter sin forvandling, og det blev kun værre hvis han ikke var i udhvilet tilstand. 
  "Velsignet dag." rømmede han for at klare stemmen. Det gik op for ham hvor lidt han egentlig havde snakket på hele turen, og det afslørede stemmen. Bjergelveren bød ham en varmere velkomst end han havde budt dværgekvinden. Præstens blik gled hen på dværgekvinden der så ud som om at hun havde brug for hjælp; det undrede ham at apotekeren ikke havde opdaget dette. 

"Lad mig." sagde han kærkomment, og stillede sig ved siden af den mindre dame. Da han så at det var knust elverod hun prøvede at få fat i, tog han en pose ned til hende og en til sig selv. "Her, det var denne De var interesseret i, ikke?" Han smilede, men øjnene var trætte og en smule røde. 

Auna stivnede et kort øjeblik med staven oppe i luften, da hun hørte klokken over butiksdøren ringle igen. Denne gang var et menneske trådt ind - kutteklædt og lignende, at han trængte til en god nats søvn. Hun følte øjeblikkeligt et kort stik af medlidenhed med ham, mens hun diskret fjernede sin stav fra hyldehøjde. Det så ikke så pænt ud, at sådan gå og daske invetaret ned.

"Jo, tak skal De have mine gode mand." Svarede hun med et olmt blik til butiksejeren, der havde hilst noget varmere på mennesket og nu var gået tilbage til at ignorere dværgekvindens tilstedeværelse.

Hun så tilbage på den kutteklædte og blikket blev en del varmere, som hun tog imod posen med elverrod. "Måske De også burde tage en pose til Dem selv?" Foreslog hun, før hun kunne bremse sig selv. Hans øjne var virkelig frygteligt rødsprængte, og det kriblede i hendes fingre efter at tilbyde den hjælp, hun nu engang kunne.

"Det er altid de ting man skal bruge som er sværest at få fat i." sagde han med sin rolige stemme, for at vise at han tog Aunahilds parti. Hun tog imod posen med Elverod og han smilede mildt. Han havde godt set hende prøve at få fat i poserne ved at daske med staven da han kom ind i butikken. Romeo havde nok gjort noget lignende af det samme, hvis der havde været noget han heller ikke kunne få fat i, og hvis hjælpen heller ikke bød sig. Men han havde heldigvis den fordel at han var forholdsvis høj af statur; så det var sjældent noget han kom ud for. 

  "De skal være så velkommen frue.. Øh, hvordan ønsker De at jeg skal tiltale Dem?" Spurgte han venligt og hævede brynene forventningsfuldt. Han sendte hende et blik der fik ham til at ligne hvalp.

  Romeo svang den lille pose frem med elverod, som han havde taget til sig selv, så den lå i et fast tag i hans hånd, "Det var planen." Hans mundvige trak sig op i et skævt smil. Romeo rømmede sig lidt igen, "Beklager, min stemme er vist en anelse rusten lige nu." undskyldte han venligt og sendte hende et anstrengt smil. 


  

Netop som Aunahild troede, at de fleste høje folk var imod hende, så var her et mandfolk, der kunne modbevise det. Det gjorde den gamle dværgekvinde ganske varm om hjertet, at der stadig fandtes venlige sjæle derude - og hun bestemte sig i sit stille sind for, at gøre det bedste for at sørge for den stakkels mand.

"Mit navn er Aunahild, så det kan De bare kalde mig." Strålede hun, som hun kiggede op på ham - forventende at få en præsentation igen. Efternavnen udelod hun - det var ikke nødvendigt lige nu, og der var næppe nogen uden for Dragorn, der kendte noget særligt til Torunn-slægten.

"Hvad siger De til, at vi får afsluttet vores indkøb, og så finder jeg Dem noget te til den rustne stemme?" Tilbød hun, allerede en smule pylrende. Man var vel bedstemor.

Romeo lyttede opmærksomt, "Aunahild." Gentog han for at huske navnet bedre, "Jamen det vil jeg gøre så." nikkede han venligt. 
  
  "Jeg hedder Romeo." præsenterede han sig selv som, og ville række hånden frem, men standsede sig selv i gestussen da han godt kunne se at Aunahilds hænder var optaget; både af staven og posen med elverod. Han puttede derfor hånden i sin lomme og havde stadig det samme venlige, men trætte udtryk i øjnene. 

Et øjeblik troede Romeo at han havde hørt forkert. Stod denne venlige dame og tilbød ham en kop te? Først var han på nippet til at sige nej; han skulle jo nødig ulejlige nogle. Og så var der jo også lige det med at skabe relationer som han helst ville undgå. Både for at skåne dem, og ham selv senere. Men da han så Aunahilds venlige øjne, kunne han pludselig mærke et savn i hjertet. Et savn efter sin familie som han ikke havde set i femten år. Øjnene mindede ham om sin mors. Der var noget omsorgsfuldt ved dem. 
  
  Romeo lavede en grimasse der var en blanding af et smil og overgivelse. Derefter lyste hans ansigt op i et drenget smil der klemte hans øjne sammen til en glad grimasse. Det gav ham smilerynker ved øjnene. "Heh." Han kom med et bremsende kluk og nikkede så til Aunahild. Overrasket over sig selv, men der var stadig to dage til fuldmåne, så mon ikke det gik for nu?
"Jo, tak. Det ville være rart." Hans stemme havde en blødhæshed over sig. Selvfølgelig kunne ikke nænne at afvise en ældre dames tilbud. 

De gik hen for at betale for deres vare. Og først var ignorerede elveren fuldstændig Aunahilds eksistens. Det kunne ses I Romeos øjne at han ikke brød sig om det. Og hans bryn rynkede sig til en grimasse der viste at sælgerens behandling var uretfærdig. "Aunahild her, har også noget hun gerne vil købe." Sagde han bestemt og rykkede sig lidt til side. Parat til at støtte hende. 

Hånden der blev rakt frem, satte i et kort øjeblik Aunahild i en vanskelig situation. Hun kunne hverken give slip på stav eller elverrod, og det så ikke så godt ud at stikke varerne i lommen, inden der var betalt. Heldigvis opdagede manden selv problemet, før hun fik sat staven fra sig, og hun nøjedes i stedet med at returnere et venligt nik.

"De vil De ikke fortryde. Jeg var shaman og urtekyndig i Dragorn i mere end hundrede år, så meget bedre te får De ikke." Sagde hun og blinkede let til ham, for at det ikke skulle virke som om, hun pralede for meget.

Disken de skulle betale ved var næsten så høj, at Auna forsvandt helt bag den. Måske var det derfor elveren til at starte med lod til helt at ignorere hendes eksistens, mens Romeo betalte, men efter kun at blive mødt med stilhed efter at have rømmet sig et par gange, var det endnu en gang ganske tydeligt, at butiksejeren simpelthen blot ikke brød sig om dværgens tilstedeværelse.

"Javel." Elveren tog endelig imod elverroden med et udtryk, som var det en død mus, hun havde lagt på disken. Auna udvekslede et taknemmeligt blik med Romeo. Hans væsentlig højere skikkelse udgjorde en beskyttende søjle ved siden af hende.
Krystaller blev udvekslet og butiksejeren kunne ikke dy sig for en bemærkning: "Pas på ikke at indtage for meget. Det ville være en .. skam .. hvis De ikke vågnede op igen." Aunahild snappede elverroden tilbage og gjorde et nik med hovedet mod døren. Hun ville ikke stå og skændes med den storsnudede elvertype.

"Jamen så er jeg glad for at jeg har sagt ja." sagde han imødekommende, og smilede lidt mere. Det gjorde næsten helt ondt i kinderne at smile sådan. Aunahild udstrålede bare sådan en rarhed, og godhed at han næsten ikke kunne lade være. En frisk lille dame. Shaman og urtekyndig.. Mon hun ved noget om hvordan man kan slippe af med forbandelser..? Han turde næsten ikke at håbe på noget. Men han tænkte tilbage på mødet med Phillippe, som han havde lovet at hjælpe hvis han kunne. Og så... selvfølgelig på sig selv. Hans smil falmede lidt ved tanken om sin forbandelse, og øjnene blev lidt mere trætte igen. Gløden var næsten forsvundet igen. 

Romeo var glad for at han var kommet ind i urtebutikken på samme tid som Aunahild. Elveren var tydeligvis ikke glad for dværgekvinden, og her kunne han være til hjælp. Romeo havde svært ved at sætte sig ind i elverens tankegang. Men ifølge historierne har dværge og elvere altid været i strid mod hinanden. Men, nu hvor vi var i det 21 århundrede.. burde det så ikke snart være fortid? Måske var dværge og elvere bare vokset op med at skulle nære had til hinanden.. men det var kun gisninger. 

  Da elveren kom med sin spydige bemærkning, rynkede Romeo på næsen. Han kiggede fra Aunahild til elveren, og rystede på hovedet. Han ville følge dværgekvindens eksempel og ville ikke sige noget til det. De fulgtes ad hen til udgangen, men imens Romeo holdte døren for Aunahild, vendte han sig med elveren, og kiggede skarpt på ham, "Tak for deres.. venlige advarsel." Det lød en kende passiv agressivt. Han slap døren efter at Aunahild og ham selv var gået ud derfra. 

Aunahild skottede kortvarigt op mod Romeo, idet han svarede butiksejeren. Det skarpe tonefald gik ikke hendes ører forbi og et svagt smil krusede hendes mundvig. På trods af Azuriens skønhed, glædede hun sig til at sætte kursen mod Dianthos og komme væk fra alle disse elvertyper. Hun havde heller ikke nogen umiddelbare planer om at se mere end grænsen mod Elverly.

"Denne vej." Sagde hun i stedet, som døren faldt i bag dem og hun ledte sit nye bekendtskab ud af bygrænsen, til stedet hvor hun havde lavet et lille lejrbål og kokkereret sin morgenmad. Der var stadig rester af gløder og det tog hende ikke længere at få en ild igang, mens hun dykkede ned i sin oppakning for at lede efter tekedel og urter.
Staven satte hun til at hvile mod et træ, og knap havde hun sat den fra sig, før en krage kom flyvende for at sætte sig på en nærliggende gren og betragte dem.

Ud af oppakningen kom også en lille mus, der straks pilede hen mod Romeo for at snuse til ham.

Romeo fulgte med hende uden indvendinger. Han var dog nysgerrig på hvad den anden lavede her, I Lazura. "Bor De så her I Lazura? Aunahild." Spurgte han nysgerrigt, og bare for at konversere. De skulle jo gå et lille stykke inden de nåede til det sted hvor dværgekvinden havde slået lejr. 

Han betragtede gløderne ved bålet, og hans øjne blev en smule fjerne da han nærmest blev hypnotiseret af dem. Aunahild fik dog hurtigt gang i ilden. Det rystede ham lidt ud af sin trance, og han placerede sin oppakning op af en stub i nærheden. 
  "Skal jeg hjælpe Dem med noget?" spurgte han i et venligt tonefald, og betragtede hende trisse rundt og gøre klar til te. 

Romeo stod og følte sig en smule overflødig, fordi han ikke var sat til at gøre et eller andet for hende, og i det han stod og kradsede sig rastløst i håndfladen, kom en nysgerrig mus hen til spidsen af hans sko og gloede op på ham. "Hov." Han så også kragen der havde sat sig et stykke væk, og blikket gled ned på musen igen. Den så ikke ud som om at den var bange. "Hej med dig.." sagde han mildt og satte sig forsigtigt på hug for at ikke skræmme den. Det overraskede ham at musen var kommet frivilligt hen til ham. Normalt undveg dyr ham.. fordi de nok kunne lugte varulven i ham. Det var i hvert fald hans tanke. "Er det Deres venner?" han skævede mod Aunahild, og nikkede i retningen af kragen, og rakte forsigtigt sin hånd mod musen. 

"Åh nej, jeg har boet i Dragorn hele mit liv." Konverserede Aunahild muntert. Det var rart at kaste sig over et samtaleemne, der ikke omhandlede den irriterende butiksejer. "Men nu er jeg blevet ganske gammel, og det er på tide at se resten af verden, hvis jeg skal nå det."

Hun savnede allerede sine familie grusomt, men heldigvis kunne hendes magi for det meste nå dem. Og det var så fantastisk at se alle de steder, hun ellers kun havde hørt om i fortællingerne. På trods af de trælse elvertyper var Azurien et vidunderligt sted at se.

"Nej, sæt De dem bare ned, De ser træt ud." Bød hun og nikkede i retning af en træstamme. Det var ikke ligefrem en magelig dagligstue, men man måtte tage, hvad man kunne få, når man var på farten. Desuden var hun ikke blevet for gammel til at sove på jorden.

Kragen skrattede lidt i baggrunden, mens hun rodede med kedlen og fik sat noget vand over bålet. Hendes blik faldt på musen, der bevægede sig om Romeo med en vis forsigtighed, selv om den tydeligvis var nysgerrig. "Du plejer da ikke at have noget imod at kravle op på folk, Max." Skændte hun, og musen satte endelig sine små poter på Romeos håndflade, fortsat snusende. Der var tydeligvis et eller andet ved ham, der lugtede besynderligt for den.

"Mine små rejsekammerater. Jeg har en tendens til at samle på dem op på vejen. Jeg håber ikke, at de gør Dem noget." Lo hun. En ting, hun altid stolede på, var om man brød sig om dyr eller ej..

"Dragorn?" Romeo slog øjenbrynene op i forbløffelse, "Det er jo et stykke væk." konstaterede han, og betragtede den ældre dværgekvinde med respekt. Det var ret imponerende hvordan hun havde valgt at rejse ud på sin færd, trods alderen. "De er en sej kvinde." komplimenterede han hende med et skævt smil, "Hvor længe har De så været på farten?" spurgte han nysgerrigt, og venligt. 

Han satte sig ned som han fik besked på, men stadig med opmærksomheden på den lille mus som viste forsigtighed overfor ham, men stadig med den nysgerrige mimren. Romeo kom med et brummende fnys til Aunahilds bemærkning om at han så træt ud. Jeg er altid træt.. Tænkte han opgivende, men valgte at lade være med at sige noget. 

Romeo skævede hurtigt hen til Aunahild da hun snakkede til musen, og derefter tilbage på det lille væsen. "Max, Så du hedder Max?" sagde han til musen, og smilte med læberne presset sammen forsigtigt. Han sad bumstille for at han ikke skulle skræmme dyret. Det gippede i ham da de små poter landede på hans hånd, og forsigtigt lod han sin tommelfinger nusse hen over musens små potefingre. Musen gav så slip igen, og pilede hen mod Aunahild. 
  "Slet ikke! Jeg bryder mig meget om dyr." sagde han imødekommende, og rettede lidt på sig. "Men dyr er lidt påpasselige med mig.." rømmede han, og så en smule bedrøvet ud. 

"Åh, tusind tak skal De have." Lo Aunahild, da han sagde, at hun var sej. Det kunne hendes børn og børnebørn også godt sige lidt oftere. Hun fandt et par kopper frem fra oppakningen og stillede dem på en sten ved siden af bålet, hvor kedlen var begyndt at dampe.

"Jeg har været på farten i halvanden måneds tid. Jeg tager den med ro .. det er vigtigt for mig at se det hele." Forklarede hun glad. Det næste ville blive Dianthos, og det var for alvor noget, hun så frem til. Turen gav hende også mulighed for at se et langt større udvalg af sjæle, end hun havde i Dragorn, og måske kunne hendes evner komme til nytte på vejen.

Teen blev skænket i de to kopper, mens Max forsigtigt snusede til Romeo og Auna holdt øje med musen ud af øjenkrogen. Hendes krage var fløjet op i det nærstående træ og betragtede sceneriet. Endelig rakte hun den dampende kop frem mod Romeo og tøvede i bevægelsen: "Virkelig? Ved De hvorfor?" Spurgte hun. Hun havde også bemærket Max' tilbageholdenhed, og dyr plejede at være ganske kloge .. men manden foran hende virkede nu så flink.

  Romeo smilede større da den ældre kvinde lo. Det gjorde ham altid lidt gladere, når han kunne se at han påvirkede folk positivt. Og kvindens latter var varmende, og tryg. 
  Han lyttede med stor oprigtig interesse, og nikkede forstående, "Selvfølgelig. Det skal man også når man endelig er ude at rejse. Hvad er så Deres næste destination?"


Da Aunahild skulle række ham teen, kunne han godt se at hun tøvede. Var hun ved at tvivle på ham? Et kortvarigt ubehag strøg over hans ansigt, og han kunne ikke helt finde ud af i hvilke folder han skulle ligge sit ansigt i. Det skiftede lidt fra et skævt smil, til rynkede bryn. Heldigvis lod hun ham få koppen og han tog imod den venligt. Hendes spørgsmål fik det til at vende sig i ham, og han kunne ikke rigtig give et sandfærdigt svar. Han havde ikke lyst til at fortælle hende sin hemmelighed.
  "Jeg er ikke sikker.." brummede han kort og hans blik søgte hen på træerne. Aunahild ville sikkert fornemme at han følte sig utilpas. Han tog en flygtig tår af teen - den var stadig varm, så det blev kun til et par nip. Han rømmede sig så, "Fik jeg sagt at jeg var præst? For Isaritemplerne." Det en måde at skifte emne på, men også hans måde at sige til Aunahild på at hun ikke skulle være urolig. Han anede jo ikke om hun pludselig fortrød at invitere ham på te. 

"Dianthos bliver mit næste mål! Har De været der og er byen lige så storslået, som folk siger?" Spurgte hun nysgerrigt. Hun kunne godt frygte, at en lille dværgekvinde let kunne blive væk i storbyens virvar, og at de høje mennesker ikke ville tage hensyn til hende. Men så skulle hun nok gøre sig bemærket!

Aunahild rynkede brynene kort, men derefter blev de igen glattet ud i et venligt smil. Det var tydeligt, at han ikke helt ville tale om det, selv om der ikke gik længe, før Max pilede tilbage og kravlede op af Aunahilds arm. Hendes blik blev kortvarigt lidt mere tåget, som hun brugte sin evne på at studere hans sjæl, men hun så ikke tegn på at der manglede noget. Hvad han ellers var, rakte hendes magi ikke til at røbe..

"Åh, en præst. Hvor vidunderligt. Jeg har selv haft lidt af en religiøs rolle hos dværgene som Shaman, men jeg kan ikke bryste mig af at have gået i præsterober .. Er det Deres erhverv der bringer Dem til Lazura?" Aunahild var taknemmelig for at kaste sig over et andet emne, nu hvor det med dyrene tilsyneladende gjorde ham utryg. Der var stadig et eller andet i hendes sind, der nagede hende, men hun havde ikke tænkt sig at løbe bort på sine korte ben, bare fordi Max havde tøvet en smule med at snuse til fyren. Hun ville blot være en anelse .. vagtsom.

Romeos øjne blev milde, og nikkede let til dværgekvindens ord. 
  "Jeg kommer derfra. Storslået.. Ja. Jeg var i hvert fald meget imponeret dengang jeg selv kom dertil i mine unge dage." Han følte sig nostalgisk, men fik også ondt i hjertet. Det var dér han måtte efterlade den gamle Romeo, sin familie, og sine venner for altid. "Men jeg synes at efter nogle år så vænner man sig til det hele.. Men jeg er sikker på at De vil finde Dianthos storslået når De kommer dertil." sagde han venligt. 

Da Aunahild blev stille, sad Romeo nervøst og nippede til sin te. Han prøvede dog at se upåvirket ud. Han bemærkede at hendes blik meget kortvarigt blev sløret, og det rykkede igen nervøst i ham. Han vidste ikke helt hvad hun lavede.. men eftersom hun svarede ham og blev mild som før.. lod han til at falde mere til ro igen. "Ja, jeg kan forestille mig at en shamans arbejde ikke er så fjernt fra en præsts." Selvfølgelig var der så al den spirituelle del, men når alt kom til alt - kom det vel fra den samme gren. 

Romeo drak lidt mere af sin te, før han svarede på Aunahilds spørgsmål, "Ja. Jeg skal agere præstevikar, under høstfestlighederne." svarede han roligt. Blandt andet.. Det havde jo ikke kun været derfor at han var kommet til Lazura. Men det var en god undskyldning. 

"Jeg er en lille dame, så det hele ser utvivlsomt stort og imponerende ud." Nikkede hun. Det var der også mange, der syntes om Dragorn, og som tiden gik, vænnede man sig til et sted. Det blev almindeligt at se på. Hun syntes dog også at fange en lille snert af sørgmodighed i præstens stemme, når han talte om Dianthos. Måske var det blot indbildning.

Hun tog om sin egen kop med begge hænder og førte den til munden. Forhåbentlig havde han ikke bemærket hendes forsøg på at se hans sjæl - hun ville ikke noget ondt med det, men det var ikke så høfligt at bruge magi på folk uden at spørge først.

"Ah, jeg ser. Er det værd at blive under høstfesten?" Spurgte hun nysgerrigt. Egentlig ville hun gerne videre til et sted, hvor der ikke var så mange elvere, men hun ville jo så ganske nødig gå glip af noget..

Romeo kom med et venligt smil, hvor et lille kluk fulgte med hans læber. Sandt at hun ikke var særlig høj, så han nikkede sig enig med at hun nok ville finde det imponerende. 
  "Uden tvivl." sagde han mildt, og tog en lille tår af teen, da den var kølet lidt af. "Det er en rigtig god te.." komplimenterede han hende, før han tog endnu en tår af den. 


Aunahild virkede nysgerrig angående høstfesten. Nu havde han ikke selv været med til høstfesterne i Lazura før, men af hvad han havde fået at vide af præsteordenen, gjorde de altid meget ud af det her. 
  "Hmm, Jeg har ikke selv været med før, men ud fra hvad jeg har hørt.. er det vist værd at se. Hvis man er til sådanne slags fester. De serverer god mad, og den slags." Lød det tænksomt fra ham. "Overvejer De at tage til det?" 

Romeos tanker begyndte at kredse over om hun mon kendte til at bryde forbandelser. Han havde studset over det tidligere, og det var nok også det som trak i ham, og hvorfor han valgte at følge med hende, udover at hun selvfølgelig var en venlig, ældre kvinde.. men han vidste ikke helt hvordan han skulle bringe det på bane.

"Tusind tak, det er en familieopskrift." Svarede hun glad til hans kompliment om teen. Med over to århundreder på bagen, så kunne Aunahild det meste i et køkken - også selv om 'køkkenet' bestod af et lejrbål og de redskaber, hun bar i sin oppakning. Heldigvis vidste hun meget om urter og spiselige planter - kød havde hun lidt sværere ved at skaffe, for det krævede at hun gik på jagt.

"Jeg havde egentlig ikke planlagt at blive længere end højst nødvendigt." Tilstod hun. Især hvis der var flere af de storsnudede elvertyper. "Men måske er det værd at se. Jeg overvintrer nok i Dianthos og rejser videre til foråret .. men det giver mig jo også noget tid at nå dertil." Hun behøvede ikke beslutte det lige med det samme. Hvis Romeo ikke vidste så meget om det, ja så kunne man jo nok spørge lidt rundt og finde ud af, om det var noget værd. Og han selv virkede jo ganske flink..

Hun skottede lidt nysgerrigt til ham hen over tekoppen. "Hvad består Deres arbejde som præstevikar i? Jeg beklager, Isari-kirken er ikke helt så udbredt i Dragorn.." Men hun ville gerne lære mere.

  "En familieopskrift? Hvor rart.. at have noget der går i arv og er en del af ens historie." Han smilede mildt, og hans blik hvilede i  teen, der hvirvlede lidt rundt i koppen som han bevægede den. Hvad ville hans arv være? Han havde jo sådan set fraskrevet sig alt fra sin familie ved at forlade dem. Han havde forventet at de havde glemt ham, og at de nu, var kommet videre med sit liv. Det håbede han. Der kom intet godt ud af at være en del af en familie mere.. når han nu var forbandet. 

  Romeo sendte hende et sympatisk smil, han vidste godt hvorfor hun ikke var særlig glad ved at blive her i Lazura. Indtil videre havde han kun oplevet at hun ikke var særligt velkommen blandt elvere. Han lyttede forsat opmærksomt til hvad hun sagde, 
  "Ja så, det lyder også som en god idé. Dianthos er hyggelig om vinteren, og jeg tænker at De ville nyde tiden der." Hans øjne var milde. 

Han tog endnu en tår, og skyndte sig at synke da hun spurgte ind til hans job. 
  "Hmm, altså." begyndte han tænksomt, "Det var lidt hektisk da jeg fik opgaven at vide, så det er ikke mange detaljer jeg har fået endnu. Men, prædikener, samtaler, og lidt papirarbejde, har jeg nok i vente." Han trak svagt på skuldrende. 

  Romeo sad og så på den ældre kvinde, før han så spurgte, "Og hvad med Dem? Hvad oplever De som Shaman?" Spurgte han nysgerrigt, og håbede at han kunne lede dem hen på en samtale.. om eventuelt at bryde forbandelser.