dagen var rolig under vandet. solen var på vej ned. og skibene var ude på havet. et skib var dog på vej ud til havet fra medanien. et pirat skib. Koia var ikke just glad for pirater og det samme galt hendes familie men hun elskede jorden over vandet. hun ville gerne lærer noget om den. måske bare for en dag ha ben og gå rundt der oppe.
hun svømmede rundt og sang roligt for fiskende og dansede i vandet. hun hørte ikke rigtigt det store når hun sang og dansede i vandet. Koia havde været væk hele dagen og nød faktisk sin frihed lidt endnu. hun kom til en stor sten på havets bund og satte sig imens fiskene svømmede rundt om hende. Koia stoppede sangen meget brat da hendes lys blev taget af et skib.
hun så op og ville gerne undersøge om det var et fragtskib og ikke piratskib. hun elskede fragtskibe de kom nogle gange med tøj der røg i vandet.

Koia kom langsomt op mod vand overfladen og da hun næsten var oppe blev noget kastet ned i vandet.... det var et net! hun skyndte sig ned af igen og væk fra nettet. hun tog sin dolk frem og trak vejret hurtigt. hun huskede da hendes søskende blev fanget i sådan et net og ville ikke opleve det igen med nogle. dette måtte være pirater. de var jo de eneste der fiskede på denne tid hvor fisker både ikke var ude.

Koia skulle til at svømme ned da hun pludselig ikke kunne bevæge sin hale. hun så sig tilbage. nettet havde været hurtigt til at falde ned og havde viklet sig om hendes hale. hvad i al verden gjorde hun for ikke at blive opdaget. hun satte kniven tilbage i bæltet men ved et uheld faldt den ned forbi bæltet fordi hun var lidt for hurtig. hun begyndte at rode ved nettet for at vikle det ud men hendes lange hale var viklet godt ind i dette net.

Frihed var virkelig undervurderet, hvis man spurgte Isarnia. Hun havde levet hele sit liv i fangenskab, ofte under kummerlige forhold, men for første gang i årtier svømmede hun frit. Der var klart vand så langt øjet rakte, og det var alt sammen frit for hende at undersøge. Hun snoede sig omkring sig selv i vandet, mens hun slog hurtigt med halen. Hun havde endnu mange muskler der skulle trænes op, for livet i fangenskab bød virkelig ikke på mange udfoldelser, som kunne styrke hendes hale. Til sidst slyngede hun armene ud, og nød følelsen af vandet der vred sig omkring hendes krop, mens hun snurrede rundt langs havbunden.

Men en skygge, fik hende til at stoppe op. Undrende gled hendes blik rundt i omgivelserne, inden det søgte op imod overfladen, hvor hun først så skibet som kastede skyggen, dernæst så hun det store net der var kastet i vandet. Hun vidste ikke hvorfor, men der var noget ved synet af nettet og skibet, der fik hende til at flygte helt ned til havbunden, til trods for hun var langt udenfor dets rækkevidde, men da hun fik øje på en havfrue der var blevet viklet ind i nettet, spærrede hun øjne op. "Jeg kommer nu!!" råbte hun højt og gav sig til at slå så hårdt hun kunne med halen, hvad hun ikke havde forventet at se var den kniv der langsomt vuggede sig vej ned igennem vandet direkte imod hende. Hun greb den i farten, selvom hun allerede var mere forpustet end godt var, og alle musklerne i hendes lange hale var syret til. 

Hun burde virkelig få trænet, men tiden var der ikke til at pive nu, for tiden var imod hende. Hun kæmpede alt hun kunne mens hun piskede med halen igennem vandet imod havfruen, og først da hun nåede hende, begyndte hun at skære i nettet for at forsøge at hjælpe hende fri, inden menneskene begyndte at trække nettet op.

Koia var næsten ved at gå i panik for vis hun ikke slå med armende eller halen sank hun ned af og nenet ville fortælle hun var der. Hun slå derfor lidt med halen for at blive oppe og ikke række for meget i nettet. Hun fik dog lidt af et chok da en stemme lød. En eller anden var på vej?! Hvor skønt... vis det var det hun gorstod på hvad der blev sagt, hun hev lidt nettet for at komme fri da synet af.... hendes dolk! Kom til syne og begyndte at skære i nettet. Hun fulgte de fine hænder op til en anden havfrue. Hun var lettet men forvirret. Hun havde aldrig set denne havfrue før.

Hun holdte nettet ud til habfruen så hun kunne skære i det of hjælpe hende med at komme fri. Hun så bare til og heldigvis da hun mærkede nettet blev hevet i blev hun fri. Hun akyndte sig at tage mod pigens arm og svømme ned af med hende. Hun vaf helt forfjamset over dette. Hun så op mod skibets bund og rystede lidt "tusind tak for hjælpen. Der var jeg ved at blivet hevet med op" sagde hun men ikke på krystiliansk men på havfolkets dejlige sprog. Hun smilte forsigtigt og studerede lidt denne havfrue. Nej bestemt ikke. Hun havde ikke set hende før.

Den paniske havfrue, hjalp ikke just på Isarnias egen indre uro, for selvom hun ikke havde nogle dårlige minder om skibe, eller net for den sags skyld, hvad hun kunne huske, så bragte hele situationen hende i et frygtelige ubehag, hun følte sig bange og fanget, selvom det ikke var hende selv i nettet. Hun skar så hurtigt hun kunne, men dolken var ikke just skarp, det rykkede mest af alt trådene i nettet over, men til sidst lykkedes det Isarnia at få havfruen fri af nettet.

Hendes hjerte hamrede og bankede i hendes bryst, i en sådan grad hun var sikker på hun kunne høre sit eget hjerteslag, adrenalinen pumpede i hendes krop, og da havfruen pludselig greb hende hånd, blev hun så overrasket at hun tabte dolken, der fortsatte sin færd imod havets dyb. Hun lod sig lettere lamslået føre ned imod bunden, af havfruen hun netop havde befriet, mens hendes øre vippede frem og tilbage i vandet, lyttende efter alt omkring dem, fra nettet der blev trukket igennem vandet, vandet der skvulpede imod skibets skrog, deres haler der slog i vandet og til kvindens stemme. 

Den frygt der før havde optaget hende, nærmest forduftede som dug for solen, mens hun lagde hovedet på skrå, for Isarnia forstod ikke et ord af det havfruen sagde. Det var smukt, men fremmede for hende. "Jeg forstår dig ikke..." svarede hun så roligt hun kunne tilbage. For måske havfruen i stedet forstod landfolkets sprog. 

//lukket med aftale for medspiller