Have. De små afbræk i den travle dags faste skema, var noget som Aldamar næsten levede for, når han i flere timer af gangen  fandt sig selv fastlåst i høflighedernes krav på tilstedeværelse. Smil og vink. Det var ikke altid omkring de samme mennesker, bevares... nej, se de blev næsten altid skiftet ud, og det manglede da også bare, men emnerne... de gik i ring, som en til tider kvalmende karusel, der aldrig helt lod sin deltager slippe. 
Og efter flere timers lykønskninger, takken og leen, var han undskyldt indtil aftenens madgilde stod for skud. 

Så han gik ud i slotshavens begyndende aftenskumring, for at nyde den friske luft som aftenen bragte med sig. 

Den svage vind løftede de mørke krøller fra skuldrene, da han med et dæmpet klik fik lukket døren bagved sig - Aldamar af Arys lænede med et suk hovedet tilbage for at tage imod dens velsignede kuldes kærtegn. Endelig. En aftentur var hvad han havde brug for, når det overstimulerede sind skulle falde til ro. 
Og med det begyndende mørke som et ekstra dække, bevægede den velklædte mand sig roligt afsted, imens hænderne uden meget tanke fandt den karakteristisk skårede slangepibe frem, og begyndte at stoppe den. Åh den stilhed. 
Slottets larm og latter var ikke langt væk, men gled mere og mere i baggrunden for hvert et klikkende skridt støvlerne bar ham afsted med - og sammen med larmen, gled trætheden også mere i baggrunden. Hvilket nok var den primære grund, til at Aldamar endelig opdagede at han ikke var alene herude, og overrasket fik øje på en skikkelse han knap nok havde ænset før - de mørke øjne spærredes en anelse op, og et lille nik blev givet den ensomme mand, der tog sig en pause ved slotshavens bænk. "Ah, jeg så Dem slet ikke der..." kom det med et undskyldende smil, og han drejede sine skridt en smule imod ham. At gå direkte forbi, ville være uhøfligt. "Men jeg kan se at jeg ikke er den eneste, der har haft brug for en pause - hvad flygter De så fra, siden De sidder her så alene?" en munter tone bar den stille bemærkning, og Aldamar stak piben i munden for at lede efter sin ildkrystal. Hvor Zalan havde han nu lagt den henne. 

Af ren vane var det at Aldamar's blik gled elevator-over den siddende skikkelse, for at bide mærke i de karaktertræk der kunne hjælpe ham med at finde ud af hvem han snakkede med, hvis han nu gerne ville slippe for at spørge. Fordi ganske rigtigt, så vidste han hvem Aldamar var, og Aldamar vidste ikke hvem han var. Ikke at man kunne forvente andet, selvfølgelig. 
Det var dog meget ordinære træk der trak det unge ansigt op. Lys hud, mørkebrunt lidt tilbage redt hår. Lyse øjne -  det var nok det mest fængende i hele hans udtryk - mødte Arysprinsens egne mørkeblå, og et skævt, lidt genert smil fulgte trop. Han var køn, men han var ikke til at gennemskue når det gjaldt hus eller slægter. Så måske lavadelig? Måske handelsmand? 

Hvad end han var, nåede Aldamar ikke at overveje det alt for meget i dybden. 
En ildkrystal blev rakt frem da det nok var gået op for den brunhårede at Aldamar manglede ild, og overrasket - men positivt overrasket - lænede prinsen sig frem så ilden kunne fænge den krydrede æbletobak i det udskårne slangehoved. Galant. 
Et par bab blev taget af den, inden at han med et lille nik trak sig tilbage, et skævt smil i den pibefyldte mund. "Jeg takker, og det to gange kan jeg fornemme" både for komplimenten, og for ilden. Røgen hvirvlede om det lyse ansigt med de konstrastmørke krøller, snoede sig i den vindstille luft omkring dem, med duften af æble. Og Aldamar sukkede endelig tilfreds, da snerten af nikotin luskede sig ind i hans årer. "Der har skam været overvældende, men man bliver jo kun gift en gang, heldigvis" sagt med en snert af tør humor, og han blinkede sigende. "Men jeg forstår Deres ønske om frisk luft, jeg er heller ikke vant til det i den her kaliber" i pausen der fulgte, virkede han kortvarigt til at overveje noget. Og i sidste ende, gjorde han et indbydende nik imod den rute han havde virket til at følge. 
"Hvis De vil, så skal de være velkommen til at slutte Dem til mig... hvis nu ilden går ud igen, selvfølgelig" ordene bar latter, der vidnede om at det selvfølgelig ikke var den eneste grund. 

Hvis man spurgte Aldamar hvad der motiverede ham til at dele sin aftentur, så ville han nok ikke kunne komme med et specifikt svar. Måske var det blot en snert af impulsivitet, som her fik plads til at udfolde sig - måske ønskede han selskab, men ikke selskab som han kendte godt. Måske var det bare et afbræk fra de andre gæster han havde mødt, hvoraf nogle af dem - ikke alle - men nogle, havde været utroligt... anmassende. Det var ikke den samme energi han fornemmede fra den navnløse mand, og den var tiltrængt. 
Så afsted kom de.

Efter et par skridt, og et par krydrede sug mere af piben, lød den dybere stemme dog igen. Spørgsmålet fik arysprinsens mørke øjne til dovent at glide sidelæns, inden at de overvejende søgte den stjernespækkede nattehimmel i stedet. Om det hele var blevet som han havde ønsket? 
Dets karakter fik smilet til at sitre en anelse, da han i sidste ende rystede på hovedet. "Mange ting har formet sig som jeg ønskede - dog ikke alle" Aldamar's blik søgte frem foran dem igen. "Men det er også en urealistisk standard at gå efter... " og det gled tilbage imod manden. "... er det ikke?" han ville altid i sit realistiske (nogle ville sige pessimistiske) selv, kunne finde ting der kunne blive bedre. Han vidste dog også bedre end at hænge sig i detaljer der aldrig ville kunne ændres, det levede han alt for privilegeret til, og kunne derfor næppe brokke sig. 
Der var dog en nysgerrig tone i stemmen, som han vendte det tilbage imod den mørkhårede aftenmakker. Dertil blev der også taget et lidt længere sug af piben, inden at han spørgende vippede den en smule imod ham. Nærig var han trods alt ikke. 

Det var at ramme hovedet lidt for godt på sømmet, da den ukendte mand bragte noget så abstrakt som kærlighed ind i samtalen, et koncept Aldamar ville have fnyst længe og godt af, indtil for ikke så længe siden. Hans vej havde altid været lagt klart ud foran ham, hans forpligtelser gik i den grad foran hans følelser, og på sin vis, var han mere heldig end så mange andre... når det nogenlunde kunne hænge sammen, den dag idag. 
Ikke på grund af hans medvirken, men på grund af Adena's eget ønske om fleksibilitet, hvis det da var et ord for det. 

Udadtil fik det dog en noget mindre reaktion frem, da et lille 'hmm' i stedet lød. "De sætter -" idet at piben blev givet tilbage strejfede hans hånd Aldamar's egen, og den lille pause på nok mindre end et sekund der fulgte, blev brugt på at sende et behageligt smil tilbage - hovsa? - Førhen at han samlede op på sætningen igen, et mere drillende glimt i blikket. "- kærligheden før alt andet? De slog mig ikke som en idealist, hr..." romantiker, ville nogle nok kalde det, eller ham. Naiv ville en tredjepart påpege. 
Pausen der fulgte med indbød dog uden tvivl til at et navn ville følge med, og Aldamar's læber sluttede om piben for endnu et afslappende sug. Havens stilhed, pibens duft og sindets nye selskab var en velkommen forandring fra de tidligere omgivelser. Hvert et skridt virkede til at løsne op i nogle af de spændinger der næsten altid hang omkring hans lavere statur, og Aldamar rykkede kort hovedet fra side til side, hvor at enkelte knæk kunne høres. 

Freddie. Et navn han ikke ligefrem kunne sige at han havde hørt før, men ikke noget han lod sig mærke meget af, da han tavst nikkede. Der kunne være mange grunde til at Freddie var inviteret, den ene grund nok bedre end den anden, når Aldamar selv ikke vidste hvem han var. Men heldigvis fik han ikke lov til at grave sig dybere ned i de tanker, da han hurtigt vendte samtalen imod noget andet. 
Tobakken? 

Aldamar's smil blev en smule bredere, da han med en lavmælt brummen af fornøjelse måtte ryste på hovedet, latter skjult i det høflige udtryk, holdt tilbage af det. "Ville det være slemt, hvis jeg sagde jah?" noget drillende tog dog brodden af kommentaren, han ville helst ikke sende et forkert signal. Slet ikke, at prinsen inviterede fremmede folk på mere euforiserende ting, uden at de vidste det. Sikke et rygte, imellem alle de andre. 
Derfor var det også at han med et beroligende klap på skulderen, lige rystede på hovedet kort efter - Aldamar's ellers mørke øjne lyste kortvarigt en anelse op. "Den er fra Medanien, fra et af de steder der grænser op til Rubinien. Ganske almindelig, bare rolig!" den direkte tone var en velkommen forandring, og den smittede i den forstand også. 
Det var dog også her, at de fraværende skridt havde bragt dem hen imod en skillevej: Til højre, til venstre og lige foran dem, en marmorhvid stenbænk som noget strålende hvidt, imellem alt det aftenmørke. Spørgende holdt han lidt igen, ville manden - Freddie - fortsætte med at gå? Eller ville han stoppe ved bænken? 

Da forbløffelse veg for erkendelse, var det at Aldamar's hånd gled af hans skulder, et næsten tilfreds glimt i øjnene over at det var lykkes så godt. Vittigheder var virkelig ikke en af hans styrker, og humoren var ikke noget han lænede sig op af, hvis det på nogen måde kunne undgås. Men det havde føltes overraskende ligetil, lige før. 

... De ellers kunne tilbyde. Det ene øjenbryn gled spørgende op, men det var ikke skepsis der prægede hans mimik, da en lille latter tiil sidst forlod ham. Nok nærmere tilfredshed, og en node der afslørede at smigeren virkede. Til det gled den slanke hånd løsnende igennem de løse krøller. "Det vil jeg holde dem op på!" grinte han, og nikkede da bænken blev udpeget, for at følge med derover. "De er dog advaret, nogle siger at jeg har en noget... atypisk smag, med mange ting.." eller bizar, skoen passede ved begge beskrivelser. 
Men det var ikke forkert. Der var mange ting han foretrak, som han ikke kunne spejle i sine søskende, eller for den sags skyld i resten af familien. Alle havde vel bare sine præferencer. 

Bænkens underlag var koldt og hårdt, og tøjet han havde på idag, var ikke lavet til udendørsbrug. Men det var en beroligende form for kulde... benene krydsedes da han drejede ansigtet imod Freddie igen. "... Så det er på eget ansvar" sagt i en forsinket opfølgning, med noget drilskt i stemmen. Tydeligvis noget der var lokket op til overfladen af aftenens gode gæster og festligheder. 

Det var altid et ubehageligt spring imod afgrunden, når man ikke kunne se eller vide hvor mørket sluttede og bunden startede. Men alligevel havde folk igennem årtier, hvis ikke århundreder fundet sig selv stirrende  imod dybere afgrunde, evigt nysgerrige på hvad der mon lurede dernede.
Aldamar var ingen undtagelse, på trods af at han sjældent brød sig om hverken overraskelser eller udfordringer. Han vidste (selvfølgelig) bedre end at udfordre skæbnen, og havde på papiret aldrig set sig selv følge med på så simpel en invitation som den der blev lagt foran ham nu. Men... nysgerrigheden trak, og hjalp den bestemte hånd fra Freddie, med at få ham op og stå.

Det ene øjenbryn gled spørgende op, og Aldamar pustede en mindre røgsky ud omkring dem, da adelsmanden gav sig til at lede dem imod mere skjulte steder. ”Bør jeg være bekymret?” gled det dog glat over tungen, en undertone af latter i den behagelige stemme. Burde han være vagtsom? I de midnatsblå øjne lurede et nysgerrigt glimt, omend han var påpasselig med ikke at træde alt for langt ved siden af hovedstien og dens lys. Det var måske tåbeligt ikke at frygte for sin sikkerhed herude. Men til sit eget bryllup, kunne man føle sig nok så uovervindelig.
Der var dog også en grund til at han spurgte. Nok kunne hans magi være ganske finurlig af natur, men den var et godt værn imod dårlige intentioner.
Og Aldamar holdt – sit summende, vinglade humør til trods – også øje med de summende fingerspidser der skulle advare ham om en hvid løgn eller tre.

Ikke at han håbede at det skete, da han trådte med videre til mere skyggefulde steder.

Skridt efter skridt ledte han Aldamar væk fra deres siddende bænkpause, og ud på afveje. Og se det i sig selv, var ikke første gang det skete. Man kunne nok komme med mange gode, holdbare og fornuftige argumenter til hvorfor opførslen var decideret dumdristig, særligt et sted som dette, på et tidspunkt som dette. Men argumenterne hviskede for døve ører, når havblikket var låst på ryggen som det nu engang var. Fordi han havde en forventning – en antagelse - om hvad manden ville vise ham.

Og måske var det lidt for nemt, sådan som han overgav sig til de små komplimenter og den spage, spage interesse, der talte til en mere savnet form for opmærksomhed. Let. Men det var dog så få gange at arysprinsen oprigtigt havde fået noget der bare mindede om den rigtige form for interesse - så man bort fra hans føjteri i hovedstaden - at man sagtens kunne kigge tilbage i fortiden, og se ham gentage synden med enkelte års mellemrum. Som regel plejede det dog ikke at have de store konsekvenser med sig, da hvem end der dristede sig til at charmere Aldamar, heller ikke selv ønskede at opdages i det. Og skulle det gå galt, så stolede han i sidste ende (arrogant nok) på, at en prins’ ord vægtede tungere end en… hvad end Freddie var. 

Skridt efter skridt, og Aldamar pustede endnu en røgsky ud imellem næseborene, og lod den søde duft overdøve natteduggen. ”Se dét ville også overraske mig” sagt med en snert af latter, og det lyse hoved gled en kende på skrå, idet at han fik forkortet afstanden. Afventende, og næsten forventningsfuld om hvad han ville vise ham, siden de skulle sådan et stykke væk.

Men aldrig villig til at afsløre sig selv, førhen han var sikker på hvad der burde ske.