Stemningen på Hovedgaden var en ganske anden om aftenen, når dagstimernes mylder af mennesker og heste, veg for fulderikker i slingrende gang med armene slynget om hinanden. Når lyden af kærrehjul og hesteprust og høflige hilsener blev erstattet af den muntre, højlydte lyd af latter og højrøstede stemmer, der blandede sig med musik, når dørene til de mange beværtninger fra tid til anden gik op, og lod et par grinende, rødkindede gæster ud i nattekulden.
    Treston løftede i det samme hovedet og lod de trætte, svømmende øjne følge et ungt par, der netop havde forladt en kro med armene om hinanden - kvinden tydeligvis med mandens slag over skuldrene, og han med en flaske i dén hånd, der ikke lå hengivent om hendes ryg. Høje på livet begge to... forelskede måske - eller om ikke andet det næstbedste; dybt betagede af hinanden, hvis måden de forsøgte at drukne sig i hinandens blik da ellers var nogen indikator...
    Sedna havde også bedt ham se hende i øjnene, da han snød sig til at snakke med hende i Lysets fangekælder, og hendes blik havde været som en malstrøm - havde revet ham med ud i dét følelseshav, der lod til at have trukket dem begge ned. 
    Han troede hende, når hun sagde, at hun ikke havde haft til hensigt at føre ham bag lyset - troede på, at der ikke havde været nogle bagtanker dér på kroen. Ikke andet end attraktion og en holdningsudveksling, der af én eller anden grund var faldet fuldstændig i hak... Og noget genkendeligt. En spejling. Overraskende fortrolighed...
    Men han kunne heller ikke glemme synet af Zirra - klynget op i ét af Tusmørkeskovenes træer. Blødende og forslået. Kunne det... tilgives? 
    Nej, men det kunne dén behandling, Sedna var blevet udsat for i Lysets hænder heller ikke - det kunne Kesters ulækre, upassende tendenser heller ikke! Kester, der var en Lysets Ridder ligesom Treston - én af dem, der burde holde sig selv til de allerhøjste standarter...
    Treston havde brugt alle sine ledige stunder siden besøget i fangekælderen på at forsøge at råbe ledelsen op, men ligegyldig hvor og hvordan han henvendte sig, løb han panden imod en mur. Blev bedt om at holde næsen for sig selv og passe sine egne sager - sagt på en marginalt pænere måde. Var sågar indirekte blevet truet af en enkelt officer, der naturligvis viste sig at være Kesters grandfætter, hvilket selvfølgelig forklarede en del...
    Hans forhåbning var, at hvis han kunne skabe noget røre - få ledelsen til at indse, at Sednas forhør var gået for vidt og at der var et generelt problem i Lysets fangekælder... Så ville en dommer måske se på det hele med mildere øjne. Så ville det måske... så var det muligt at...
    Én af de toppede brosten fangede hans støvlesnude og havde nær sendt Treston med ansigtet først i rendestenen. Han nåede dog at få sig selv på ret køl i sidste øjeblik - rakte ud efter en husmur og støttede sig tungt til den, til verden holdt op med at snurre. Han var alt for fuld til alle de tanker... Hele formålet med aftenens målrettede drikkeri havde faktisk været, at safte sig selv så langt ned i procenterne, at 'tanker' ikke længere var en mulighed, men efter Trestons mening var det ikke lykkedes helt efter hensigten. For han var netop kommet til at synke hen i for mange bange, bitre tanker undervejs med dét resultat til følge, at han havde fået drukket sig knuget og formørket, i stedet for bare at drikke sig dum. 
    Klassisk fejl...
    I frustreret desperation havde han begået endnu en klassisk fejl umiddelbart inden han endelig gav op og forlod værtshuset; han havde bundet fire mål rom i dén forhåbning, at den stærke spiritus først ville ramme ham for alvor, når han var vel hjemme på Paladset, så han kunne få lov til at gå ud som et lys i sin seng og sove tungt og drømmeløst.
    Men mens Treston stod dér med hånden imod muren og en følelse af, at alt omkring ham snurrede, kunne han godt se, at han havde forregnet sig. Ved samtlige guder... Han kunne knapt vurdere, om jorden var fast under hans fødder, eller om selve verden forsøgte at tippe ham af og ud af eksistensen... 
    Og han var så træt. Træt af det hele. Træt af sig selv... Træt af Lyset og Mørket og alt midt imellem.
    Med et lille suk vendte han ryggen imod husmuren og lod sig langsomt glide ned ad den, til han kunne smække røven i jorden og læne hovedet tilbage imod det flagende bindingsværk. Lukkede øjnene - trak skuldrene en anelse op imod kulden. Og hengav sig så til mørket.

” – stangstiv.”
”Helt væk?”
”Ja, totalt –” Tommys ivrige smasken afbrød hans tale. ” – troede – han skulle til – at – du ved – snave rendestenen!” 
”Klamt.”
”Ja!”
Pax sad lidt og betragtede halvdyret fortærer den smule mad, der til stadighed var tilbage på hans tallerken (dét var nemlig også ret klamt). Lidt efter rejste han sig med et tungt suk. ”Han kan jo selv finde hjem…”
”Han gik den helt gale vej!”
”Ah… men folk står vel i kø efter at hjælp-”
”Går bare forbi! Ænser ham – slet ikke!”
”Han må være blevet væk fra sine venner. De leder sikkert efter ham, soldaterbånd og alt det der fi-”
”Næ, han – gik langt – alene! Ingen – fulgte efter ham!”
Tommys for store og bulende øjne landede i Pax’ egne overvejende, og for et langt øjeblik stirrede det umage par på hinanden. Omsider måtte Pax dog se sig slået og med et dramatisk støn, kastede han hovedet tilbage i opgivelse.
”For – fucking – Zaladin…”

Pax bevægede sig med effektive skridt igennem gadebilledet. Hans arrede hænder var stukket i lommerne på den alt for lange kofte og fra tid til anden, nikkede han til hilsen til alskens lange skygger.
Skønt Tommy havde fortalt ham hvorhenne, at Treston døddrukkent sad placeret, var Pax ikke villig efter at satse på, at den høje blondine ikke havde kæmpet sig op af rendestenen med håb om, at kunne falde om et helt andet sted. Derfor mødte han med jævne mellemrum forskellige personer; en prostitueret fra en af Pax’ bordeller, en sælger, en stikirenddreng for en velhavende købmagerske og noget tilfældigt også Verdis, der alle bekræftede, at Treston ikke havde rykket sig ud af flækken.
Og ganske rigtigt, tænkte Pax, tilfreds ved ikke at skulle på en mindre jagt i den mørke nat, når han kunne ligge ved siden af sin mand i sin seng; der var han jo… og tilsyneladende druknet…

Pax rømmede sig og puffede til Trestons ene skosnude med sin egen. ”Ved alle Guderne…”, mumlede han frastødt, mere til sig selv og universet end til Treston selv; Guldlok stank af øl og den kraftigere spiritus Pax aldrig selv havde rørt med en ildtang.
”Du lugter, som jeg forestiller mig – hey, Tres? Guldlok? Er du død?” Pax rynkede sine øjenbryn, bøjede sig en smule forover og prikkede Treston i panden. ”Jeg er i gang med at fornærme dig. Gider du godt – gider du godt at se mig i øjnene, når jeg taler til dig? … gider du godt forsøge, at se mig i øjnene, når jeg taler til dig? Hold nu helt kæft, du er langt væk…”

    Treston vågnede op til følelsen af hårde, kolde sten under kinden og noget lige så hårdt, der prikkede ham i panden. Instinktivt vidste hans krop, at den ikke skulle sætte sig for hurtigt op, og derfor rynkede han også først bare panden - kunne ikke helt få følelsen af de kolde sten under sig til at passe ind nogen steder. Hvor var han? Hvad var-
    Hans tanker blev afbrudt af de trætte ord, afleveret med en stemme, han var sikker på, han genkendte ét eller andet sted fra. Hvis bare hans hjerne ikke havde føltes som grød... en grød, der var alt for tynd og alt for klumpet på samme tid... En grød, nogen rørte vildt og voldsomt rundt i...
    Hvor zalan var han henne? 
    Af én eller anden grund fortalte hans hjerne ham pludselig, at hvem-end, der havde prikket ham i panden, også havde kaldt ham Tres - ikke nu ganske vist, men før... før han vågnede rigtigt. Derfor forventede han faktisk også at se Zirra, da han endelig fik kæmpet sig op på den ene albue, og da de tunge, svømmende øjne i stedet lagde sig på den høje, gråhårede mand med det umage blik, gled Trestons øjenbryn lige så langsomt i vejret. 
   Så ramte genkendelsen, og han vendte ansigtet væk med et utilfredst udtryk. Fortrød det straks, fordi bevægelsen var sket lidt for hurtigt, og en pressende kvalme et øjeblik stak hovedet truende frem.
    "Jeg gider ikke at det skal være dig!" proklamerede Treston og kunne til sin irritation godt selv høre, at hans ord var utydelige - var heller ikke tilfreds med ordvalget i sig selv, men mente alligevel det beskrev dén følelse, han havde i kroppen lige nu, temmelig godt. Noget føltes koldt imod hans kind, og han førte klodset hånden til ansigtet, blot for at opdage, at han havde vejsøle smurt hen over kindbenet fra sin lur på de toppede brosten. Med en irritation, der så absolut ikke blev mindre, gned han sig selvbevidst over ansigtet for at få det væk. "Min uge har været gal nok som det er," uddybede han så, fordi han i bagklogskabens lys (som ikke var klart lige nu - det var der ikke noget, der var) godt kunne høre, at hans åbningsreplik til Ulven ikke havde givet nogen mening. "Du skal ikke... Jeg gider ikke flere tjenester eller dansetimer eller bollebær eller lysestager." Især ikke lysestager - hans hoved var mærkeligt nok i forvejen...
    Med en panderynken fik han spolet tilbage i dét, Ulven havde sagt, og tilføjede så: "...eller fornærmelser. Jeg gider heller ikke fornærmelser. Faktisk slet ikke..."

Pax hævede begge sine øjenbryn, da Treston protesterede hans blotte tilstedeværelse. Stående med hænderne støttende mod hans knæ, lyttede han med et halvt øre, alt imens øjnene tog den sølle forfatning i nærmere øjesyn. Hvad end det var, at Treston havde i hovedet og på hænderne, var Pax ikke interesseret i at røre ved det… 
”Jeg kommer med fred”, forsikrede han prompte den anden, hvorefter han rakte hånden ud for at klappe Treston kammeratligt på skulderen. Den nåede dog aldrig særlig langt men endte med at hænge ubeslutsomt og svævende i luften; først ved Trestons skulder, dernæst hans overarm, indtil den slutteligt søgte i ly på Pax’ knæ igen.
”Du er dækket af lort”, lød det, næsten forklarende, som havde Treston kapaciteten til at bide mærke i Pax’ tilbagetrækning og som var Pax selv forlegen over det faktum. Ikke, at det var tilfældet. ”Skal vi ikke se at få dig op, var? Hjem i seng! Hvordan lyder det?” Pax’ øjenbryn hævede sig for endnu engang men da i en indbydende grimasse. ”Eller måske forbi et vaskehus først. Tror det er rigeligt, at du bare går igennem, du ved…”
Pax lod sit blik glide henover soldatens beskidte ydre, hans næse rynket i mild afsky. Nok var han en del af hovedstadens usmagelige losseplads, men der var trods alt ingen grund til, at han selv både stank og rullede sig i slammen (ikke, at han ville beskrive sig selv som sippet, men det var dét, han var).
Pax rejste sig op, strakte hænderne frem, men rev dem da brat til sig igen. Han brummede noget uforståeligt og ledte efter et stykke stof, der ikke umiddelbart så befamlet ud af rendestenen. Det var overraskende vanskeligt. Da han omsider fandt det, var det en luns stof nær Trestons bælte og han greb behændigt ud efter det. ”Du skal ikke røre ved mig”, advarede Pax, hvorefter han forsøgte at hive afprøvende i den anden.

    "...og du er fuld af lort," mumlede Trestons læber - nærmest af sig selv - selvom han da lod sig hjælpe på benene villigt nok. Verden svajede og tog en rundtur, og han lukkede øjnene for at få styr på det hele - forsøgte at stabilisere sig selv, så han slap for den andens hjælp, selvom det lige nu virkede som et håbløst foretagende. De sidste mål rom kom virkelig tilbage for at bide ham i røven nu... Dét måtte han sige... "Seng... lyder forbandet godt..." indrømmede han så - en lille smule ynkeligt, selv i egne ører - og bemærkede først nu at den ene halvdel af hans skjorte også var mudret ind i vejsøle... Hvor zalan var hans uldslag blevet af? "Måske også et bad... Jeg ved det ærlig talt ikke lige nu..."
    Ridderen havde været så fokuseret på at holde benene under sig og stjernerne over sig, at hans hjerne først temmelig forsinket bed mærke i Ulven sidste, underlige kommentar. Derfor sagde han ikke selv noget til det - gik ud fra, at det var endnu én af Ulvens måder at være et røvhul på...
    "Skal jeg egentlig være bekymret, Ulv?" spurgte han så, da de havde gået lidt - han; slingrende som en trebenet hest og uden den fjerneste anelse om, hvorvidt Ulven førte ham imod Paladset eller et vaskehus eller noget helt tredje. "Jeg mener - siden du opsøger mig på denne måde efter vores sidste festligheder. Jeg havde ikke regnet med, at se mere til dig efter dén omgang. Men du fik måske ikke nok ud af brækket? Fik jeg forstyrret dig, inden du nåede at lette de sidste af ballets kvinder for deres arvestykker? Hjælper du mig nu med dén forhåbning, at jeg vil... tage dig med som min nummer to, næste gang Paladset spiller op til dans?" Han udstødte en hård, bitter latter, og kunne godt selv høre, at ordene var lige så snøvlende, som de var bidske - en underlig blanding...
    Treston rystede på hovedet. Af sig selv og situationen...
    "Ved du hvad, det værste ved hele dén historie egentlig er?" spurgte han så. Tonefaldet havde ændret sig - var blevet mere alvorligt, omend ikke mindre bittert. "Kan du huske Tadhg? - Dén slumbaron, du gav mig på et sølvfad? Vi tog ham af gaden fire dage efter ballet - i et stort samarbejde med Byvagten. Jeg tænkte jo, at jeg lige så godt kunne få noget ud af hele den pinlige historie..." Han drejede hovedet - prøvede at fange den andens blik, men havde svært ved det, fordi hans eget sejlede så voldsomt. "...Og det var præcis, som du sagde; han var syg i hovedet. Vi forhørte nogle af de børn, vi fandt hos ham, og det var kraftedeme ikke søde, små godnateventyr, de kunne fortælle, og det pisser mig bare af...!" Han havde hævet stemmen nu, "at den områdeansvarlige i byvagten indrømmede, at han faktisk godt havde hørt nogle rygter, men i sidste ende valgte ikke at reagere på dem, fordi man jo må 'tænke på freden!'" Treston gjorde sin stemme bøvet i efterligning af den ældre byvagts stemmeføring. "...og 'ikke starte gadekampe over småting'. Småting?! Drenge og piger, der ikke kender til andet end ondskabsfulde voksne, der misbruger dem for egen fornøjelse - og det kalder manden småting?" Han rystede vantro på hovedet - ophidselsen havde gjort ham en lille smule mere klar i hovedet. Så klar, at det gik op for ham, at han var kommet ud på et sidespor, og med en dyb indånding fik han sig selv tilbage til pointen: "Det værste ved dén historie var, at Lyset lukkede øjnene. Men at Ulven fra Slummen ikke gjorde!" Det bitre smil var tilbage på hans ansigt nu. Lyset havde lukket øjnene - præcis som han havde oplevet det ske med Kester... 
    "Hvad skal jeg tænke om dét - hva'? Lyset er jo godt, og Mørket er jo ondt! Og i Lysets øjne vil jeg tro, at du rangerer kun en brøkdel højere i agtelsen, end en Mørkets soldat ville gøre, Ulv! Så hvad skal jeg mene om, at dit - angiveligt - skurkagtige, moralske kompas tilsyneladende virker bedre end Lysets?" Treston fnøs for sig selv. "...det er fandeme dén slags tanker, der giver en mand lyst til at ty til flasken... det er i hvert fald helt sikkert...!"
    

Pax hjalp til, så meget slammen tillod ham og det var ikke særlig meget. Han forsøgte, og ombestemte sig utallige gange, hvormed hans arme fløj vildt frem og tilbage, hans øjne grænsende til desperat ledende efter noget stof, der ikke var vådt og mørkt. Treston kom dog til sidst på benene og svajede som flygtige markblomster i en al for frisk vind. Pax tænkte, at den høje blondine til enhver tid ville drætte om, hvormed hans ene hånd hele tiden hang hvilende i luften bag ham, parat til at gribe fat om Treston, skulle hans knæ bukke under.
Jo mere de gik, jo syntes den så typiske og snaksaglige ild også at antændes i Trestons bryst. Hans ordstrøm var snøvlende men ikke uforståelig, og Pax nikkede og brummede anerkendende, når det føltes passende. Han var tydeligvis ikke inviteret til at deltage i den bebrejdende monolog, skønt noget fælt meldte sig som tanker bag hans blege pande. Han synes nu ikke, at deres møder havde været så forfærdelige. De havde da også leet og vundet en form for gensidig respekt – at lysestagen overhovedet var blevet nødvendig, var jo, sat lige på spidsen, Trestons egen skyld. Havde han ikke været så forbandet retskaffen, ville det jo slet ikke være nået dertil.
”Jeg vidste ikke, at jeg sådan kunne få en dydig soldat som dig til at falde i flasken”, svarede Pax, påtaget konverserende, men også velvidende om, at Treston øjensynligt ikke var den første. Nej, Pax var ingen god mand. Han levede ikke i sådanne illusioner. Han var dog heller ikke en dårlig mand, en ond én; hans person var i sandhed grå hele vejen igennem og ud.
Og så var der naturligvis hele konflikten mellem Lyset og Mørket. Pax havde arbejdet sammen med væsner fra begge sider, mødt og fundet… ikke venskaber, for det havde han trods alt ikke, men da varmere bekendtskaber i de to så optegnede kæmpekliker.
Pax trak lidt på den ene skulder og trak lidt i Treston, der var begyndt at skele faretruende mod en husmur. ”Tres, der findes ikke gode og onde mennesker. Vi er alle sammen lidt af det hele jo”, forsøgte Pax at muntre ham op, dog overbevist om, at den anden slet ikke ville lytte til ham. Det var gået op for ham, at Guldlok virkelig ikke havde særlig høje tanker om ham, hvilket var fuldstændig uforståeligt. Pax havde jo netop brugt tid på at forklare ham, hvordan han selv opererede. Han havde set hans mænd, hvordan han interagerede med dem og hvad han selv ikke tillod, at der fandt sted.
”Hvis det kan gøre dig i bedre humør, så synes jeg, at alle tilknyttet både Lyset og Mørket er fuldstændig grødet i hovedet.” Pax forsøgte sig tilmed et smil, men vidste også instinktivt, at han fejlede grumt. Begge hans mundvige gik ganske rigtigt op, men hvis der var én ting, Ulven aldrig kunne formå, så var det, at smile på kommando.

    "Men det er jo det! Det er jo lige dét!" udbrød Treston - begejstret og forarget på samme tid, som man kun kan være det, når man har set for dybt i en flaske. "Det er jo lige præcis dét, jeg mener! Det er dér, problemet ligger! Jeg har fået at vide hele mit liv, at Lyset har monopol på godhed her i verden, men det er bare ikke sandheden... Vi er allesammen lidt af begge dele, som du siger. Det er bare...  Hykleriet, jeg..." Treston rystede frustreret på hovedet - ledte efter ordene. "Det bliver sværere og sværere at stå inde for, og så er det jeg tænker, at jeg i virkeligheden burde..." Han viftede vagt med den ene hånd. "Ja, enten bruge mere tid i flasken, eller i Undergrunden... Dér lader folk trods alt ikke som om de er noget, de ikke er..." 
    Ulvens sidste ord fremkaldte en ufrivillig, fnysende latter fra Treston. "Ja, dét kan der zalanme være noget om...!" mumlede han mørkt. Hans eget hoved føltes i hvert fald grødet lige nu... og oven på alt med Sedna og Kester og Zirra var han også begyndt at overveje, om han mon ikke var noget af et grødhovede, når han nu stadig erklærede Lyset sin troskab...
    Men dén slags tanker ville han ikke underholde for meget - ikke når promillen var som den var. 
    
    "Min søster kalder mig Tres." 
    Oplysningen kom temmelig meget ud af det blå, men gav perfekt mening for Treston - hans påvirkede hjerne havde nemlig spillet Ulvens ord over igen og først i anden omgang bidt mærke i kælenavnet. "Ingen af mine brødre gør det - heller ikke min mor, og slet ikke min far - men Zirra insisterer." 
    Det var også uvist for Treston selv, hvad Ulven skulle bruge dén oplysning til, men hans normale filter var på ingen måde på plads lige nu, og derfor sagde han også bare hvad-end der faldt ham ind. Tanken om Zirra medførte ubarmhjertigt mindet om, hvordan hun havde set ud, da da skar hende ned fra dét træ ude i Tusmørkeskovene - skarpt forfulgt af mindet om hendes sårede ansigtsudtryk i gangen, da han havde insisteret på, at han blev nødt til at snakke med Sedna... De havde ikke haft kontakt siden, og selvom der normalt sagtens kunne gå uger uden at det blev underligt, så føltes de to dage meget lange...
    Endnu en toppet brosten kom i det samme i karambolage med Trestons slæbende fødder, og af ren refleks higede Ridderen sig fast til det første og bedste, der kunne forhindre ham i at gå på ansigtet - nemlig Ulven - mens han fortumlet forsøgte at få benene på plads under sig.

Pax skar instinktivt en grimasse, da Treston afslørede sine overvejelser. ”Der er ingen grund til at drage forhastede beslutninger”, lød det påtaget mumlende, så lavt at det næsten var en hvisken.
Det var ikke fordi, at Pax ikke gerne ville se Treston. Der var, helt generelt, intet i vejen med manden. Det var bare… der var ingen grund til, at de skulle til at rende ind i hinanden i tide og utide. Ret skulle være ret; de fungerede bedst, hvis de forblev, som de var og fordi, at Ulven ikke brød sig synderligt om, at Treston ikke var i kontrol (det gjorde hans eget job så meget sværere), var han straks klar med en fornægtelse af den andens (fordrukne) ønske. Treston skulle helst blive dér, hvor han var nu.
Ikke, at Pax var sikker på, at den høje blondine hørte ham… det havde trods alt heller ikke været meningen…

Zirra.
Pax’ tanker ophørte med ét, som gamle minder om brev- og børneudveksling maste sig forbi og forrest frem til bag den blege pande.
Zirra, Zirra, Zirra… ser man det…
”Zirra har hovedet skruet godt på begge skuldre”, svarede Pax med et slet skjult smil, barnagtigt tilfreds ved, hvordan et uløst puslespil begyndte at tage form. Det hørte fortiden til, men skønt Pax så udmærket var klar over dét, gjorde det heller intet for den varme følelse af tilfredshed. Ikke, at Pax skulle have lov til at godte sig alt for længe…
Trestons djævelske skosnude satte med ét en stopper for Pax’ erindringer og skønt han ikke var specielt meget højere selv, blev Pax’ liv pludselig så meget sværere. ”Hvad Zaladin vejer du –” Hans eder og forbandelser blev kvalt i et anstrengt støn, alt imens hans hænder greb ud efter Trestons skjorte, parat til at gøre hvad end der skulle til for, at den anden ikke slog hovedet i brostenene (også selvom det naturligvis ville gøre det nemmere at fragte ham hjem i seng).
Adskillelige ”Nej, nej, nej” undslap Pax i lavmælte og opgivende udåndinger, for han kunne ikke undgå ikke, at undgå at røre ved alt den sorte slam. Det efterlod hans hænder beskidte og skønt han selv nær var kollapset under Treston, hans arme til stadighed hvilende under den andens mands armhuler og deres nærhed alt, alt for nærværende, var det dét, Pax var nødt til at fokusere på. Hans hjerne kunne ikke holde andet ud og Pax var ikke sikker på, at han ikke ville tæve Treston halvt til døde, hvis afskyen han følte ved deres tæthed for alvor gik op for ham.
Som havde han brændt sig, skubbede han Treston fra sig. Han skar en lidelsesfuld grimasse og mærkede, hvordan hans kinder begyndte at brænde. Hans hjerte brokkede sig, hans puls teede sig i vildskab og hans mave vendte sig i afsky.
”Hvis jeg sådan vidste, at du ville falde for mig…”, brummede Pax, hans hæse stemme en smule skinger af ubehag. ”Jeg er selvfølgelig dybt smigret men…” Han vidste ikke selv, hvad han sagde; kun at han forsøgte at provokere, skabe fysisk og psykisk distance mellem dem, spøge sig ud af den voksende og så velkendte panik.
Pax rømmede sig og tørrede sin ene hånd af i Trestons ærme, hvorefter han snøftede og nikkede i retning af gaden. ”Kom nu. Jeg vil også hjem i seng.”

    "Det har hun..." bekræftede Treston snøvlende, uden i sin fuldskab at tænke nærmere over, hvordan Ulven kunne udtale sig om Zirras hoved med en sådan skråsikkerhed. "Et godt hoved og et stort hjerte. Ved du hvad?" Ridderen ventede ikke på svar, men fortsatte med en alvorlig fortrolighed i stemmen: "Èn af de ting, jeg er allermest bange for i hele verden, er at skuffe hende - miste hendes respekt. Har du søskende, Ulv?" Skiftet kom fuldstændig uden anerkendelse af, at det var både brat og uelegant; Treston var ligeglad - hans hjerne fór hid og did, mens alting både flimrede og sejlede omkring ham. 
    Netop da tippede verden helt over, og Treston mærkede, hvordan han et par øjeblikke blev holdt på ret køl af Pax, før den anden tilsyneladende gav op på projektet, og lod ham falde det sidste stykke. Ikke at Treston rigtig nåede at opfatte, at han faldt, før han lå på jorden - dog med ansigtet opad, hvilket egentlig passede Treston rigtig udmærket. En flig af hans hjerne fortalte ham, at han burde ømme sig oven på mødet med brostenene, men smerten var dump og langt væk, og han var alt for distraheret af stjernerne, der var synlige her om natten, hvor brænderøgen ikke lå helt så tung over byen. 
    Ulvens bemærkning fik ham til at fnyse en latter og trække benene lidt til sig, som lå han på en sommereng et sted og nød solen, og ikke på ryggen på en nattemørk gade. "Sidst jeg faldt for dig, spændte du ben, så jeg tænker, jeg har lidt til gode...!" Han drejede hovedet en anelse, fordi ordene havde givet ham en pludselig indskydelse - bemærkede på ingen måde Ulvens ubehag. "Var det sådan du fik ham din mand på krogen? Det slår mig, at det ville være din stil..."

    "Jeg tror forresten, jeg er kommet på en fortsættelse til dén historie om bolle-bærrene," oplyste Treston så pludselig - temmelig uopfordret. "Dén der skulle imponere alle de kedelige købmandsdøtre, når de engang hænger dig på Tribunepladsen." Det faldt ham ikke ind, at den sidste bemærkning måske var en smule hård. "Du husker nok, at du byttede dig til bærrene hos en gammel heks, ikke? For en flig af din sorte sjæl. Men hvad nu hvis det nu ikke var den sorteste del, men i stedet den allerbedste? Samvittigheden, om man vil? Og heksen en dag kommer til at tabe fligen ned i sin heksegryde, så fligen opstår som sit eget menneske og tager tilbage til Dianthos for at hjemsøge dig? Viser dig sprækkerne i alle de ting, du troede var hele før?" Ridderen lagde nærmest mageligt den ene hånd bag nakken og lod sig drage helt op i stjernehimlen. "Hjemsøgt af sin egen samvittighed," proklamerede han så - nærmest som om han ville høre, hvordan det lød, når man sagde det højt. Ordene blev fulgt af en lille, selvbevidst latter. "Det ville måske ikke være skidegodt for din karriere... Men ville du lytte, Ulv?"  

Hele sit liv havde han taget fejl: der fandtes Guder. Og alt de ville, var at teste ham.

Pax brummede lavmælt og ikke-forpligtende, hans blik farende vurderende henover Trestons beskidte ydre. Den anden talte og talte, og Pax sørgede for at nikke ved lejlighed, indtil han til sidst måtte sande, at Treston øjensynligt slet ikke opfattede noget som helst alligevel.
”Jeg er barn af en skøge. En horeunge. Så mon ikke jeg har rimelig mange af slagsen”, lød det ligeglad, hvorefter Pax bøjede sig frem og hev Treston det sidste stykke op (der var ikke længere nogen grund til at være sippet – også selvom han ikke var det!). ”Min far har sikkert også avlet en masse, så jeg regner med minus i arv.” Pax klappede (med en frastødt grimasse) Treston på skulderen, hvorefter han rømmede sig. Han så kortvarigt den anden an, forsøgte at aflæse, hvad der foregik – foregik der noget overhovedet – bag hans beskidte pande.
Omsider kunne de atter begynde at gå; Treston ligeså vaklende som før og Pax hele tiden skævende til ham. ”Juno og jeg har kendt hinanden det meste af vores liv.” Pax trak lidt på den ene skulder, velvidende at det øjensynligt ikke betød dét for Treston, det betød for ham. Havde han hørt ordene sagt fra en andens mund, én der var ligesom ham, havde han instinktivt vidst, hvad det betød: loyalitet. Familie. Alting. Det betød alting. ”Og så… ændrede det sig bare med tiden. Det er – forsøg lige at koncentrere dig, når du går.” Pax kom til at smile ganske uden at ville det, da Treston endnu engang vaklede. Han mindede Pax om de sorte edderkopper, ofre for børnenes psykopati og som nu væltede rundt på alt for få ben. Instinktivt lagde Pax en hånd om Trestons ene albue.

Den uopfordrede fortsættelse på Pax’ og bolle-bærernes skæbne, blev modtaget med et moret fnys. Dernæst tavshed. Trestons evige talestrøm var dog ganske ligetil og Pax trak på den ene skulder, i grunden ikke så provokeret til hverken tanker eller overvejelser over det afsluttende spørgsmål.
”Jeg er hverken værre eller bedre end alle andre”, svarede han, hvorefter han smilende skævede til Treston. ”Så nej. Jeg ville nok ikke lytte. Jeg er dog ikke foruden samvittighed bare sådan helt generelt. Jeg er et røvhul men jeg er ikke decideret ondskabsfuld.” Pax havde aldrig set sig selv som andet end praktisk og kalkulerende: han ville overleve, han ville have en bid af kagen, kun nogle få havde adgang til og selvom han genkendte paradoksaliteten i ikke at mene, at der var nogen mening med hans tilværelse, så jagtede Pax den stadig med alt, hvad han havde i sig.
”Ville du?” 

    "Barn af en skøge...!" gentog Treston, uden egentlig helt at vide, hvad der fik ham til det - udover, naturligvis, at ordene lå godt i munden. "...og barn af en Ridder. Selvom det måske kan lyde som om jeg bidrager..." Treston rynkede panden et øjeblik, før det rigtige ord kom til ham: "Bifalder dine kriminelle livsvalg - hvilket jeg ikke gør! - så vil jeg nu alligevel sige, at det er godt, du ikke valgte at gå i hendes fodspor, sådan som jeg er gået i min fars... Det er noget forpulet pis dét med at skulle leve op til andres eftermæle... Og du er virkelig dårlig til at skjule din irritation. Dét skal en skøge kunne..." Treston rynkede panden igen - sprang frem og tilbage i sine egne talespor. "Eller også er du bare ligeglad - med om jeg skal se den altså. Irritationen, ikke... ikke skøgen..." De sidste ord ebbede langsomt ud i takt med, at Ridderen også selv mistede overblikket over hvad han havde været i gang med at sige...

    "Du er et røvhul," gav Treston ham lidt for villigt ret - dog uden at der lå den mindste bitterhed eller nedladenhed bag ordene; snarere fordrukkent morskab. "...Men jeg tror ikke på, at du ikke ville lytte - dét er en omgang lort. Hvad zalan laver du ellers her - lige nu? Ignorerer din samvittighed? Det virker ikke just sådan...! Og dog...!" Treston slog en lidt for høj latter op, der et øjeblik gjaldede imellem de mørke husfacader. "Måske ville det i virkeligheden være mere nådigt bare at lade mig krepere i rendestenen...! Jeg kommer til..." En lille snert af bekymring sneg sig over hans mimik - som om han først nu tog stilling til, hvad han havde været i færd med at sige. "Jeg kommer til at have de ledeste tømmermænd i morgen... gør jeg ikke?"
    Ulvens returkast af spørgsmålet kom bag på den fulde Ridder, og han måtte tygge på det et øjeblik, før han skar en overvundet grimasse. "Jeg tror mit problem er, at det er så svært at lade være..." mumlede han så og lod hovedet synke en smule - det var hårdt at holde det oppe. "...og så er jeg bange for, at min samvittighed er en kæmpe løgner, der bare fortæller mig de ting, jeg helst vil høre..."

Des mere Treston talte, des mere stift blev Pax’ smil. ”Du har ingen idé”, hørte Pax sig selv mumle, hvorefter hans ene hånd forsvandt fra rundt omkring Trestons albue.
Det var måske ikke retfærdigt, men Pax mærkede, at en kølig irritation havde fundet vej frem til hans bryst. Treston anede ikke, hvad han talte om! Han havde overlevet. Han havde været en eftertragtet trækkerdreng, på fineste vis uddannet af sin skøgemor og besøgt af mænd fra omkringliggende landsbyer, der alle betalte krystaller for timer i hans selskab. Han vidste, hvad han kunne formå. Vigtigst af alt var dog, at han vidste, at han aldrig havde haft et valg og at det var igennem mord, at han havde tvunget universet til at give ham ét. Pax havde valgt livet som luder fra – men det havde kostet ham og erindringerne spøgede stadig. Nok gik han ikke længere i Esmaraldas fodspor, men han var blevet placeret på stien som barn, skubbet, sparket, tortureret hele vejen til deres begges ende.
Hvad havde det kostet Treston? Hvad havde han måtte opgive og efterlade? Hvad stod i Guldloks liv ikke længere til at redde?
Pax måtte rømme sig og dernæst forholde sig tavs et langt øjeblik. Det umage par havde bevæget sig ned af endnu en mørklagt gade, dennes brosten ligeså ikke-tilgivende som de øvrige. Uden i grunden at ville det – i hvert fald ikke bevidst – lagde Pax atter en hånd mod Trestons albue. ”Ja. Du kommer til at ønske, at du aldrig var født”, bekræftede Pax, hvorefter han skævede sigende til Guldlok.
Atter var han stille lidt. Pax sloges med forræderiske stemmer bag hans blege pande, ikke længere i stand til at se klart. Han vidste ikke, hvad der gjorde udfaldet; måske det var visheden over, at Treston ikke kunne eller ville bruge historien imod ham. Eller så var det dét faktum, at den anden var så fordrukket, at han øjensynligt slet ikke ville kunne huske det. Ikke desto mindre hørte Pax dog sig selv fortælle, hans stemme lavmælt men blid, næsten som talte han om en anden end ham selv, en han holdte af.
”Min mor solgte mig, da jeg var barn. Til mænd, hvis du skulle være i tvivl. Jeg var tolv, da jeg stak af og endte i Dianthos. Jeg havde faktisk en drøm om at blive Ridder. Kan du forestille dig det? Mig som soldat?” Et lavmælt fnys forlod Pax’ mund, imens han behændigt førte Treston uden om en for stejl trappe af ujævne kampesten. ”De tjekker jo en i hoved og røv, når man starter og jeg kom aldrig igennem helbredstjekket. Jeg var halvblind, underernæret… og der var et eller andet galt med nogle af mine led. Mit chakraniveau er nærmest ikke eksisterende. Jeg kunne hverken læse, skrive eller regne. Jeg vidste end ikke, at jeg var endt i hovedstaden. Hvor gammel jeg præcis var. Hvem min far var. Jeg havde ingen penge, knapt tøj på kroppen, så da jeg fik mit nej, lagde jeg mig til at dø i kloarkerne. Der var jo ligesom ikke så meget andet for. Jeg skulle ikke ende i et af bordelhusene igen, forstår du. Men så kom Filip. Og Verdis. Domnall. Og så rendte jeg med dem, indtil de rendte med mig. Vi hed Løverne før. Pænt lamt, ikke? Men det var Filip der styrede slagets gang dengang så… der var ikke så meget andet for. Kan du regne ud, hvorfor jeg ændrede vores navn? Hvorfor vi blev til ulve i stedet?” Pax skævede hastigt til Treston, men gav ham ikke mere end et sekunds overvejelse før, at han fortsatte. ”Ulve er flokdyr. De jager, æder og sover sammen. Det gør løver ikke. Hannerne går for sig selv. Det er hunnerne, der gør det beskidte arbejde, alt imens deres han ligger og ser på… men det er stadig ham, der spiser først. Jeg har altid synes, at det var… en upraktisk måde at overleve på.”

    Trestons skuldre faldt en anelse ved Ulvens udmelding, for det var jo sandheden; allerede nu, i sin nedsprittede tilstand, vidste Treston jo godt, at morgendagen ville blive et smertefuldt bekendtskab...
    "Måske jeg skulle hoppe på te-vognen ligesom dig..." mumlede han, og refererede til Ulvens bestilling, da de mødte hinanden på Vandrerens Hvile. "Te og jomfrublod - var det ikke sådan..?" Han skulle lige til at tilføje, at det lød som en aftale, han kunne have lavet med sin svoger, men ordene blev stoppet inden de nåede at forlade læberne; selv i sin fuldskab var Treston sig meget bevidst om, at han havde givet Zirra et løfte, og trods promillen og det underlige, modvillige slægtsskab han altid endte med at føle i selskab med Ulven, ville Treston hellere hugge en finger af, end at bryde et løfte til lillesøsteren. 

    Han var mentalt gledet en lille smule hen, da Ulven gav sig til at fortælle - havde været i færd med at genspille samtalen med Kesters granfætter, da idioten havde passet ham op uden for staldene. I Trestons fulde hjerne var granfætterens tyrenakke af én eller anden grund ekstremt dominerende, og ordene, der var blevet hvæset op i hans ansigt, blev i mindet skubbet i baggrunden, for tyrenakken fyldte bare alt...
    Og så gav Ulven sig til at tale, og trods sin promille blev Treston meget stille og rettede sin fulde opmærksomhed imod den anden mand. Han fulgte på ingen måde med i, hvor de gik henne, og registrerede det kun med en flig af bevidstheden, da Ulven ledte dem begge uden om den stejle trappe - studerede bare den anden i tavshed, mens der var en del ting, der faldt på plads i Ridderens alkoholsløvede tanker.
    Og fordi det var sådan, han var opdraget, var Trestons første indskydelse at komme med en medlidenhedstilkendegivelse, for han kunne kun alt for levende forestille sig den tolvårige knægt, Ulven havde været engang - havde set rigeligt af dén slags børn dengang han udførte vampyrudrensninger i Undergrunden sammen med Lysets Jægere. 
    Men noget sagde alligevel Ridderen, at den anden ville tage medlidenhed ilde op, og derfor endte han også med at holde sin kæft og bare lytte. Og til sidst, da der havde været stilhed imellem dem lidt, rømmede han sig og sagde stille: "Jeg tror, der kunne være blevet en udmærket Ridder ud af dig, Pax. Men hvis jeg skal være ærlig, tror jeg, du gør en større forskel for flere mennesker dér hvor du er lige nu - på godt og ondt, naturligvis, men alligevel. Ridderære og alt dét pis er en forgyldt løgn. Og hæren har meget lidt med en ulveflok at gøre... Det er mere..." Ridderen trak på smilebåndet - et humorforladt elastiksmil; træt og bittert. "Mere dén løvementalitet, du snakkede om før, hvis løver samtidig dyrkede nepotismen og desuden opdrog deres unger til at holde kæft og stå ret og ikke stille kritiske spørgsmål... Du ville være blevet sindssyg inden der var gået en måned. Have snittet struben på den første officer inden for et år." Guderne skulle i hvert fald vide, at Treston mere end én gang havde overvejet det sidste. Primært fordi Ersten og Dastor var en del af officerstaben, men ikke udelukkende... "Nej, tag det fra én, der efterhånden kender systemet. Selvom de prøver at skjule det, gør Lyset lige så meget ondt som de gør godt - præcis som det er mit indtryk med dén Flok, du holder dig. Der er bare mindre gennemsigtighed i hæren..."
    Undervejs i sin talestrøm var Trestons blik blevet sløret, og dét med at holde fokus blev sværere og sværere. Jorden bølgede under ham, og de sidste ord blev nærmest mumlet, fordi Trestons hjerne måtte dedikere en lidt for stor del af overskud til at holde styr på de tre dimensioner, så op og ned ikke blev byttet rundt.
     "Jeg er glad for, at du åbnede op lige før," oplyste Treston pludselig, da der havde været stille lidt. Fortsættelsen havde intet med de første ord at gøre, men de føltes næsten lige så vigtige: "...kan vi sætte os ned to minutter? Jeg tror knoglerne i mine ben er smeltet..."

”Nu er jeg jo sammen med en mand og har været det igennem et år, så jeg tror jomfrublod er… en omvej og at det nok består af te og noget helt tredje.” Pax sendte Treston et påtaget smil, skønt hans øjne gnistrede af spøgefuldhed. ”Måske jomfrublod for dit vedkommende er mere… relevant. Jeg tænker ikke, at du bøjer dig forover for andet end kvinder.” Pax blinkede kækt til Guldlok, forinden at det blev hans tur til at tie og lytte.
Han kom til at smile i ly af skyggerne, velvidende Treston havde ret. Han passede ikke ind i Lysets Hær, havde aldrig gjort det. Ikke at Mørket var mere tiltalende. Pax havde for længst parkeret sig et sted i midten, gjort forretninger med repræsentanter for hver sin front, ligeglad med hvorhenne deres alliance lå. Når alt kom til alt, var det profitten, der afgjorde slaget. Og alt Pax ville var at vinde.
Pax’ smil voksede en smule, da Treston bad om at sidde og han nikkede tavst dertil. Han førte Treston det sidste stykke hen til en bænk, hvorefter han med et fast greb om begge den andens albue, lod ham sætte sig. Pax bildte sig selv ind, at han virkelig ikke ville skulle hive Treston op fra jorden igen – han var ikke sikker på, at han overhovedet kunne – men skulle sandheden frem… nej, han ville ikke anerkende tanken. Ikke endnu. Pax havde trods alt ikke venner og hvorfor skulle det ændre sig nu? 
”Der er ikke noget galt med dine ben. Det er kun resten af dig, der er noget galt med”, forsikrede Pax med himmelfaldne øjne, hvorefter han puffede til Trestons skinneben med en skosnude for at bevise sin pointe. Han satte sig ned ved siden af den anden, næsten en meter fra den fordrukne mand, og i grunden mere af vane end af vilje. Ligeså meget som afstanden var instinktivt undgået, således lod også Pax sine øjne glide henover deres umiddelbare nærhed, scannende efter eventuelle trusler; andre fulderikker der dømte dem som et nemt mål. Pax kunne dog med en hvis lethed konstatere, at de var alene.
Pax lagde sine arme over kors men viklede dem ud ikke lang tid efter. Dét at sidde uden andet formål end at lade Treston komme til hægterne var for ham fuldstændig uvant. Han sad aldrig for at slappe af. Alt hvad Pax gjorde havde en bagtanke og skønt deres handling nu ikke var foruden intention, kunne Pax ikke helt finde sig til rette i det. I stedet fandt han en mønt frem – den han havde fået af Juno for flere år siden – og begyndte at lade den glide vanligt rundt mellem hans slanke fingre.
”Hvad skal du så nu? Tænker i forhold til den her eksistentielle krise du går igennem.”

    Ulvens hentydninger - både om sin diæt og Trestons præferencer - fik Ridderen til at udstøde et lille latterfnys.
    "Jeg bøjer mig som udgangspunkt ikke forover, hvis jeg kan undgå det..." begyndte han, men tav så med et tænksomt udtryk, (der i hans nuværende tilstand så en lille smule anstrengt ud), før han tilføjede: "Måske med den rette kvinde. Jeg vil lægge krop til meget med den rette kvinde." Et mentalt glimt af gyldne øjne, før han fortsatte: "...men så må vi stryge dét med jomfruen, for hun skal kraftedeme vide, hvad hun laver..."

    Det var en sand velsignelse at slå røven i bænken, og Treston sukkede lettet. "Alt er galt..." mumlede han lidt uforpligtende, som svar til Ulvens stikpille, og lænede så med et lille, saligt smil lidt tilbage, så han kunne synke sammen på bænken og næsten kunne bilde sig ind, at det hårde træ var behageligt. "Alt er galt, når det er dig, der er min frelsende engel..." 
    Benævnelsen af engle fik ham til at tænke på Josefine og det salige smil fik endnu et lille nøk opad. De havde ved Zaladin også drukket sig ned sammen! Han havde endnu ikke helt fundet ud af, om det var hendes genopstandelse eller hvad - men den lille dame kunne kværne procenter, så Treston blev selvbevidst. Dét var i hvert helt sikkert...
    Bænken gav sig med en lille knirken, da Pax også placerede sit lange korpus på den, men Treston kiggede ikke på den anden - havde lukket øjnene og nød bare, at hans krop fik lov til at slappe af. Ved guderne, han var træt... og ved guderne hvor var det rart bare at sidde...
    Han bemærkede selvsagt ikke Ulvens rastløshed, men han hørte hans spørgsmål, da det blev stillet - åbnede også øjnene igen og vippede hovedet om imod den anden, mens en del af velværen sivede lige så stille ud af hans system.
    "Den eksistentielle krise er afgjort!" bekendtgjorde han så - lidt for højt og lidt for bittert. Han slog sågar ud med hånden. "Guderne har set sig onde på mig, og Lysets godhed er en løgn, min far har stopfodret mig med, siden jeg var gammel nok til at sluge den..." Han tav med et bittert smil og lod atter hovedet synke tilbage imod bænken.
    "Jeg har mødt en kvinde..." oplyste han så - det hørte mere end noget andet sammen med hans nye vished om verdens beskaffenhed, men det faldt ham ikke ind, at Ulven måske ikke ville kunne se sammenhængen lige så tydeligt. "En kvinde, jeg troede var perfekt. Kvik og flabet og smuk som forbandet synd... Og osende af sex, naturligvis også, for det skal zalanme ikke være let at holde sig på dydens smalle sti..." Det sidste blev mere eller mindre brummet, før han tav lidt og studerede stjernerne over dem. "Så jeg gik en tid og lagde planer for at tage ud og finde hende igen - forlade hverdagen og alle forventningerne om, hvad jeg skal blive og hvad jeg skal opnå, og så bare... finde hende. Se hvad det kunne blive til, ikke? Jeg mener - hvis det bliver kærlighed eller forelskelse eller hvad-ved-jeg, der bliver ens oprør, så er det vel ikke det værste; så kan skuffelsen fra omverdenen vel ligesom retfærdiggøres..." Han sukkede. "Men så gik det hele galt, Ulv, og nu ved jeg ikke hvad zalan der skal ske..."

Pax fik meget mere end han havde efterspurgt. Med opspærrede øjne og så hævede øjenbryn, at de næsten forsvandt i den krøllede hårgrænse, lod Pax sit blik glide vurderende henover Treston. Han var lige ved at komme til at le – af oprigtig morskab eller forundring, vidste han ikke – men alt, der fandt vej ud mellem hans læber, var: ”Hvordan ville det overhovedet lykke – nej. Nej, glem det. Jeg tror ikke, at jeg vil vide det…”
En næsten eftertænksom tavshed fulgte derefter. Pax sad stadig med mønten, jonglerede den mellem hver finger men foruden at betragte den, i stedet stirrende stift frem foran sig imens han forestillede sig…
”Altså, det ville hun jo ligesom ikke kunne… vent, jeg tror, jeg forstår det nu… av…”

Trestons udbrud, og dernæst den næstfølgende erklæring, var dét, der fik Pax væk fra sine (måske noget lumre) tanker. Han skævede til Treston, hans øjenbryn nu krøllet sammen i midten af hans pande i en grimasse, der kunne tolkes som fuld af afsky, men som i virkeligheden var håbløs forvirring. De tofarvede øjne gled dernæst søgende rundt i deres umiddelbare nærhed. Pax håbede, at en af skyggerne ville afsløre en skummel skikkelse, én, der kunne få ham ud af sin knibe, men der var ingen. Han bandede indvendig, irriteret over, at et overfald aldrig hændte, når man virkelig godt kunne bruge et, som eksempelvis i dét øjeblik, siddende med en fordrukken soldat med kærestesorger og smurt ind i sort slam…
Pax vidste ikke, hvad han skulle sige. Han var van til, at folk kom til ham med sine problemer men de var trods af en ganske anden karakter. Og de var tilmed, nogen mere end andre, nemme at løse. Han sad lidt en rum tid og panikkede over sine manglende ord, hvorefter han omsider rømmede sig og nikkede (uden at vide hvorfor).
”Altså, hvor galt gik det? Kan du ikke bare tage ud og finde hende alligevel?”, spurgte Pax, hans blik let vekslende mellem Trestons støvlesnuder og hans bagoverbøjede ansigt. ”Hvis hun er gift, kan du jo altid slå manden ihjel. Medmindre hun selvfølgelig holder af ham og alt det der… og hvis der er børn, bliver du nok nødt til at tage dem med i arrangementet, men der findes jo skoler og sådan, for de rige, hvor de også kan, du ved, sove…” Pax skar en grimasse af sig selv, temmelig sikker på, at dét ikke var det rigtige at sige. Og bestemt heller ikke det rigtige at mene det…
”Juno var sammen med en anden på et tidspunkt. Jeg var ret tæt på at slå ham ihjel… altså, Hector. Kæresten. Ikke Juno selvfølgelig. Han blev dog skide sur. Juno. Juno blev skide sur… så Hector, altså, lever stadigvæk.” 

    Selv i sin fuldskab kom den nonchalante og selvfølgelige måde Ulven foreslog mord på, bag på Treston, og han drejede hovedet en anelse og sendte den anden mand et temmelig foruroliget blik.
    "Der er da i hvert fald ingen, der skal beskylde dig for ikke at være løsningsorienteret, hva' Ulv?" bemærkede han - halvt i sjov, under dén klare forhåbning, at Ulvens kommentar også havde været det. 
    ....selvom det nu ikke ligefrem tydede på det... Slet ikke da Ulven forklarede videre om sin Juno, og dén Hector, han åbenbart havde en fortid med.
    "Din Juno lyder som en gut med temperament," kommenterede Ridderen - ikke fordi han mente, den omtalte vrede ikke havde været berettiget; Treston kunne kun levende forestille sig, hvordan han selv ville reagere, hvis nogen forsøgte at slå en tidligere partner ihjel... Men mere fordi han forestillede sig, det krævede sin mand - ikke bare at danne par med Ulven, men også at sætte ham på plads, når han gik over stregen. "...Jeg forestiller mig for resten stadig, at han er tre meter høj og hærdebred, at du ved det. Garanteret også typen, der har et fuldskæg, en mindre markmus-familie ville kunne overvintre i..." Procenterne fik Trestons hjerne til at vandre et øjeblik, og han fortsatte bare - fuldstændig filterløst: "Det kan være, du skulle lade mig møde ham engang - jeg kan have et vindende væsen, når jeg skal - være venligheden selv! Vi kunne drikke nogle fadøl... Eller - jeg og din Juno kunne drikke nogle fadøl; du kunne se på og komme med spidse kommentarer ovre fra hjørnet af..." Hans stemme ebbede ud, da det gik op for ham, hvorfor hans tanker så villigt var fortsat ned af dét spor; det skyldtes så udelukkende, at det var mere muntert, end samtalen om Sedna...
    Treston sukkede og hægtede albuerne bagom bænkens ryglæn, så han kunne hvile armene på kanten og læne sig endnu bedre tilbage - det faldt ham ikke ind, at han fyldte som en idiot. 
    "For at svare på dit spørgsmål fra før... Det gik nærmest så galt, som det kunne gå, og en stor del af problemet er, at jeg ved præcis hvor hun befinder sig lige nu..." Ordene var stille, og den muntre, underfundige tone fra før var fuldstændig forduftet, fordi alt Treston kunne se for sit indre blik var Sedna - på knæ og lænket til fangekælderens væg. "...Og hvis det da bare var fordi hun var gift, så ville det hele være lidt mere ligetil... Nej, hun viste sig at være en Mørkets Soldat, og i dette øjeblik sidder hun lænket i Lysets fangekælder, og jeg ved ikke hvad zalan jeg skal gøre... Hun skal for en krigsret om et par dage, og der er ligesom ikke så mange muligheder for, hvilken retning det kan gå, medmindre jeg kan råbe ledelsen op og få dem til at indse - at indrømme - at hun er blevet mishandlet i Lysets varetægt, og at det ikke giver en skid mening at vi dømmer nogen for krigsforbrydelser, når vi selv begår dem med skræmmende regelmæssighed..." Det faldt ikke Treston ind, at han efterhånden havde fået arbejdet sig ind på et mere indforstået område, og at Ulven muligvis ville have brug for noget kontekst, for at forstå til fulde, hvad han forsøgte at fortælle. Han vendte sig imod den anden mand på bænken med en alvor og en oprigtighed, som kun alt for fulde folk kan fremdrive. "Vi kan da ikke bare kræve det moralske højsæde og så lukke øjnene, når vores egne folk ikke er en skid bedre, end dem vi fordømmer. Det hænger jo ikke sammen! Vel?"

Pax trak lidt på den ene skulder men gav derefter Treston ret med et målrettet nik. Nej, at være løsningsorienteret var en af Pax’ styrker og en han stiltiende var ganske tilfreds med at være i besiddelse af. Trestons næstfølgende ord fik dog prompte den gråhårede mand tilbage på rette mentale sti og med himmelvendte øjenbryn skævede Pax til ham. For blot et sekund stirrede Pax på ham, som var han selv netop dumpet ned fra en anden planet og Treston var det første væsen, han nogensinde havde mødt.
”Han… er faktisk næsten et hoved lavere end mig”, mumlede Pax, ikke sikker på at Treston havde hørt hans protest men også usikker på, om han i grunden var interesseret i at det skulle være anderledes. Hvordan skulle han nogensinde kunne beskrive Juno – hvordan Juno så ud – til en anden? Selv hvis Treston havde set ham – en dag så ham – ville Pax ikke kunne sætte ord på dét, han så, når han kiggede på sin mand. Juno var på en og samme tid både Zaladin og Isari; Den Fortabte Prins, en alf, solen, månen, Den Hjemvendte. Han var alting… samtidig.
”Hvorfor vil du gerne møde ham?”, spurgte Pax, ikke i stand til at stoppe sig selv for at udbryde sit spørgsmål. Det forundrede ham, at Treston overhovedet havde præsenteret idéen. Var det hans grødede hjerne eller snarere et oprigtigt ønske? Pax var ikke sikker og på en eller anden måde formåede han også, at det ville forblive et mysterium.

Pax skar en næsten reserveret grimasse, da Treston pludselig vendte sig mod ham, fuldt tilfreds ved ikke at sidde hverken tæt eller ansigt til ansigt. Han lyttede dog opmærksomt og skyndte sig – per instinkt – at nikke, da Treston sluttede med et spørgsmål. Selvom gestussen havde været tom, mente han den dog; meningen kom i hvert fald til ham lidt efter, hvormed han nikkede igen.
Stadig siddende yderst på bænken, så langt fra Guldlok han kunne komme, og med sine arme hvilende foran sit bryst, sad Pax en kort rum tid og funderede. Pax vidste, at han hverken kunne gøre fra eller til – og slet ikke når det kom til det sagte – men til stadighed underholdte han tankerne.
”Hør, hvis hun er noget værd for Mørket, så får de hende ud inden hun ryger i løkken”, hørte Pax sig selv sige, hvorefter han kastede den hånd ud til siden i en ’det-jo-klart’-gestus. ”Eller så finder hun selv en vej. Du kunne selvfølgelig også betale dig fra det. Jeg kender nogle. Hvis du var kommet til mig noget før…” Pax tav. Det hjalp trods alt ikke at kaste bebrejdelser. ”Okay, så Lyset… de hænger jo folk. Øhm… men ja, jeg tror ikke, at Mørket bare lader hende gå planken ud, hvis hun er noget værd for dem. Jeg har lavet en del forretninger med – nej, det var før din tid i ringen men… ja.” Pax kløede sig lidt i håret, ikke helt sikker på hvor fanden hans ord var på vej hen. ”Kan du ikke forsøge at sælge hende? Eller smide en dusør ud i æteren? Jeg kan få rygterne til at gå. Og stærkt.” 

    Treston betragtede Ulven lidt med halvt sammenknebne øjne og et mistænksomt drag omkring den ene mundvige - som om han skulle bruge lidt for mange af sine bedøvede hjerneceller på at afgøre, om Pax tog pis på ham eller ej. Treston var et visuelt menneske, præcis som så mange andre, og Ulvens oplysning om denne mystiske Juno og hans tilsyneladende beskedne højde stemte bare ikke overens med dét billede, Ridderen ikke havde kunnet lade være med at danne oppe i hovedet.
    Til sidst besluttede han sig for at beholde det mentale billede til modsatte var bevist. Det var i hvert fald ikke nu, han skulle give sig af med at danne et nyt... Så blev det først for alvor mærkeligt...
    "Jeg er nysgerrig af natur," svarede Treston med et lille fnys og blev i det samme - og meget apropos - opmærksom på en størknet plamage på det ene bukseben, som han uvilkårligt kradsede i, selvom verden gyngede noget så grusomt, da han lænede sig frem. Hvad zalan var nu det...? "....og så har jeg dén hér idé om, at jeg måske ville fatte bare lidt mere af, hvad i gudernes navn, der egentlig foregår inde i hovedet på dig, hvis jeg rent faktisk mødte din fyr. For seriøst. Hver gang - hver gang..." Treston opgav kradseriet og slog selvforklarende ud med hånden, selvom hans ord endnu ikke gav den mindste mening og dermed på ingen måde kunne forklare noget-som-helst. "Jeg mener - jeg spiller efter reglerne, ikke? Og her mener jeg ikke i forhold til lov og orden og alt dét, men mere sådan..." Endnu en håndbevægelse. Treston vidste heller ikke, hvor han helt var på vej hen længere... "Men det er også lige meget. Dét jeg mener, er, at du laver dine egne forbandede regler, og jeg fatter ikke en skid af dem halvdelen af tiden. Men det gør ham din Juno vel. Og måske han kunne give et tip, eller... Ja, jeg ved ikke..." 
    Halvvejs igennem de rodede ord, var det gået op for Treston, hvem han egentlig talte med og hvordan deres sidste møde havde udspillet sig, og han mindede sig selv om, at han heller ikke behøvede forstå, hvad der foregik i hovedet på Ulven. Han rystede på hovedet og lænede nakken tilbage imod bænkens ryglæn med et lille, irriterende smil.
    "Nej, glem hvad jeg sagde. I virkeligheden har jeg meget ædle intentioner. Jeg antager nemlig, at der er tale om en form for gidselsituation, så jeg vil forsøge at redde denne stakkels Juno væk med historier om dit slette væsen mens tid endnu er..."

    Treston betragtede den anden mand, mens han gav sig til at remse betragtninger og halve planer op. Ridderen blev faktisk lidt overrasket og underligt rørt i sin fuldskab over, at Pax sådan tilbød at hjælpe ham, men alligevel gav han sig langsomt til at ryste på hovedet.
    "Jeg ved slet ikke, om jeg bør..." mumlede han så. "Bør gøre det mindste, altså..." Ulvens ord om, at Mørket ville gribe ind, hvis hun var vigtig nok for dem, både bekymrede og beroligede ham, og han valgte ikke at kommentere nærmere. "Hun er fjenden, jo... Men hun er også... altså..." Han pustede halvbittert og frustreret ud og kørte så hånden gennem håret - lod den hvile over øjnene. "Jeg ved ikke hvad zalan jeg prøver at sige," mumlede han så - bittert og halvsnøvlende.

Pax rynkede på næsen, da Treston dalrede forover og hans pegefinger landede i den sorte plamage. Han reagerede instinktivt i øjeblikket derefter og strakte sit ene lange ben så han kunne puffe hårdt til Trestons nærmeste knæ med en skosnude.
”Stop det der. Det er pisse klamt”, beordrede han frastødt, hans tofarvede blik fuld af afsky. ”Jeg fandt dig i en rendesten. Det husker du vel? Ved du godt, hvad folket bruger dem til?” Pax tav brat, i grunden interesseret i at irettesætte Treston med endnu flere ord, men da den anden straks derefter rettede sig op igen, for Pax tilbage, bange for at den anden ville række ud efter ham, at han derved ville få, ja, hvad end det ulækre skidt nu var, på sig. Pax endte derfor også kun med en balle på bænken, hans øjne fulde af alvorsfuld advarsel. Han kunne lige vove…
Pax fnøs og himlede med øjnene. Blev han afkrævet en estimering af, hvad i Zaladins rynkede røvhul Treston havde ment, ville Pax med en form for samvittighed kunne sige at det øjensynligt var cirka halvdelen; han var tilsyneladende noget af et mysterium for den finere klasse, præcis som de også var for ham omvendt.
Pax fnøs igen. Og dernæst for tredje gang. Han skulle til at protestere, at Juno var fri til at gøre hvad end han ønskede, men afgjorde hurtigt at det var ligegyldigt. I hvert fald i sidste ende. Der var ingen grund til at investere mere i Guldlok; de kunne trods alt aldrig blive noget der mindede om venner. Og havde den anden ikke netop proklameret, at han var uforståelig? Gav det så overhovedet mening at forsøge at give afklaring? Hvad kunne han i det hele taget svare?
”Du skal ikke i nærheden af ham. Du ligner en fucking gud. Du er alt for køn.” Pax hævede begge øjenbryn og trak derefter prompte på skulderen. ”Normalt. Lige nu ligner du en der har rullet rundt i en rendesten. Og du stinker. Sådan… du ved, den lugt der normalt går i Den Nedre Bydel? Du er selve personificeringen af den. Næste gang jeg kommer hjem efter en rejse ud af byen, så er dit sølle fjæs det første, jeg kommer til at tænke på. Det er lugten, forstår du. Du lugter nemlig. Virkelig, virkelig grimt. Giver det min mund siger mening for dig? Det er kraftedme nærmest et under, jeg ikke er død endnu, fordi den stank er –” Et lavmælt og hult bump fik Pax til at tie, hans øjenbryn krøllet med et krøllet sammen i midten af hans pande. ”Hørte du det?”