Foråret kaldte. fuglene sang som aldrig før og blomsterne var begyndt at springe ud. Vejret var helt perfekt og et gladelig gensyn efter vinteren. Helt vindstille og solen bagte fra en skyfri himmel, man skulle dog ikke lade sig snyde. Kulden kunne stadig bide, og den klare forårs morgen havde efterladt et tyndt lag af rimfrost, som langsomt blev brændt væk af solen.

Annabeth havde klædt sig varmt nok på til morgen i en lys lilla hverdags kjole. over den havde hun en varm kappe, i en lys næsten hvid farve, hun matchede næsten de fine krokus der var at finde på engene. Det var forår og de lyse farver skulle findes frem efter vinterens mørke. Man kunne finde Annabeth nede i en af de mange haver der var tilknyttet paladset i Dianthos. Her var hun på jagt efter vintergækker, krokus og Erantis. Hun kom måske til at hjælpe dem lidt på vej, her og der med en lille snert af magi. Ikke meget, men nok til at det trænede øje kunne se at blomsterne virkede til at stå klare og springe mere ud som Annabeth kom forbi dem. planen var at hun ville plukke nogle på vej tilbage til hendes gemakker. Måske stille små buketter rundt omkring for at livet indendørslivet en smule op, eller flette blomsterne ind i håret.

Annabeth stod helt i sine egne tanker, mens hun gik rundt i haven og puslede.

Det var en frostkold morgen der med sine skyfri himmel lovede for en klar og solrig dag. Rimfrosten dækkede stadig blomster og blade, hvor solens stråler ikke havde kunne nå dem og kulden bed let i huden det første øjeblik ude i den. Ikke at Moana bemærkede sig det, vant til dybhavets kølighed som hun var. Luften gjorde dog stadig sin forskel.

Ligenu var det dog ikke vejret der havde hendes opmærksomhed. Så lidt faktisk at hun var ude kun iført en enkel ufarvet skjorte, mørkebrune løse bukser og støvler. Håret var løseligt samlet i en fletning hun tydeligt havde sovet med og halm stak ud fra den, som det sad flere steder på hende. Ikke ligefrem billedet på den ridder hun var, men der vigtigere ting på spil end hvordan hun tog sig ud.
Konihi og Itiiti var løs.

Moana lod blikket glide fra busk til busk som hun fulgte en af stierne. Hun havde måske en fornemmelse af hvor den mindste af de to var at finde, men den anden? Den kunne ligge på lur hvor som helst. En puslen i busken ved svinget på stien fik hende til at stoppe op og knibe øjnene sammen. Som busken synligt bevægede sig, da noget større end der var plads til i den trængte sig frem, krøb et tilfreds smil frem på hendes læber. Afsløret! Så var det bare at....

Lyden af andre skridt, fik drageungen i busken til at stoppe sin fremfærd og Moana til at sukke mentalt, før hun gik frem kaldende ud. "Konihi, jeg ved du er derinde..." Så faldt hendes blik på den unge adelskvinde og smilet gled tydeligt skævt, før hun bukkede let. "Lady Alryss! De er tidligt på færde!"

Annabeth bukkede sig ned for at plukke nogle vintergækker. de var ved at være deres sidste lod i dette forår. snart ville anemonen dukke frem i dens sted. selvom det var en blomst man ikke fandt i mange haver. Den ville helst blive i skoven og var en stædig blomst.
Hun rettede sig op, som hun hørte nogle kalde et navn. En kvindestemme. måske der var et barn der var løbet på eventyr i haverne. Annabeth smilede lidt for sig selv over tanken. Hun ville have gjort det samme.

Hun så overrasket på Kvinden der dukkede frem rundt om hjørnet. Hun så bekendt ud, hun ville bestemt kunne huske det hår og de øjne. men den eneste hun havde mødt med det sæt, var den lille pige der stak af fra tante Stuckley, et hyggeligt minde selvom det lå noget tid tilbage. Måske det var et kælenavn til selv samme pige, selvom hun ikke vidste hvad Konihi betyd, kunne hun godt forstille sig den ballademager til at være stukket af... igen... "Jeg har Desværre ikke set lille Moana hvis det er hende De leder efter Miss" hun gik ud fra dette var moren til pigen, og det var derfra hun kendte hendes navn. "Morgen er den bedste... IIHHH hun fik et chok, så hun tabte sine vintergækker og trådte et par skridt tilbage. En bold hoppede frem fra busken for at gå efter hendes fødder. På trods af dens størrelse og dens vraltede fremgang var den dog hurtigt nok til at komme bag Annabeth og under hendes skørter hvilket fik et nyt hvin fra hendes læber, Som hun mærkede noget koldt snuse til hendes ben under selve underkjolen. Godt hun havde mamelukker på. Hun slog hænderne for munden og så overrasket med kvinden, mens hun forsøgte alt hvad hun kunne at stå helt stille, det havde jægeren engang fortalt hende hjemme på svaneholm, hvis du løber vil dyret tro du er bytte.

Det var ikke med genkendelse at den yngre kvinde mødte Moanas blik og den virkede heller ikke til at vokse frem, som havkvindens udseende blev taget ind. Håret adskilte hende altid fra de fleste andre landboer, hvor imod hun ikke helt selv vidste præcis hvad havde kaldt komtessens navn så hurtigt frem for hende. Måske var det smilet, men hun var alt andet end sikker.

Let forvirring gled da også over hendes ansigt, som den anden svarede, før forståelse ramte hende og fik hende til at ryste let på hovedet. "Det er det ikke og jeg havde troet Lady Stukly - den ældre, ikke den..." Hun afbrød sig selv, som en puslen afslørede bevægelse fra busken øjeblikket før en lys-rosa bold brød fri fra den med direkte kurs mod bedste kamuflage sted i nærheden.
Lyslilla skørter.
"Konihi!" Moana så drageungen forsvinde påny, mens komtessen hoppede over den pludselige invasion af hendes skygge.

Moana kneb to finger om næseroden, mens hun lukkede øjnene og trak vejret dybt. De unger var en hovedpine, der bare blev ved med at give. Så forsøgte hun sig dog atter med et smil til den yngre kvinde. "Jeg beklager dybt, Komtesse Alryss. Da jeg sagde jeg havde en drage glemte jeg vist at nævne dens unger... hvor af en De nu har mødt." Hun gav ordene en chance for at bundfælde sig, før hun hævede et øjenbryn. "Ingen fortalte Dem om Tvillingernes sommer-alder?"
Fra under skørtet lød en sniffen og et nys, der førte kold luft med sig mod den uheldige ankel.

Annabeth så let forvirret på kvinden. som denne forklarede men blev afbrudt af.. ja hvad det var, måtte Annabeth indrømme hun ikke rigtig vidste. Kvindens ord blev kun mere forvirrende og som det var lige nu, var det eneste der nåede Annabeths øre. Drage. Hendes øjne blev store, og hendes kæber vibrere let før Annabeths forsvars mekanisme gik i gang. "En Drage.. Drager har skarpe tænder har de ikke? og spyr magi? jeg vidste slet ikke de kunne være så små. Det var en unge sagde du? den er ikke farlig er den? Jeg mener, skal de ikke trænes, og rides til før de ikke er farlige, ligesom heste? " Hun snakkede hurtigere og hurtigere, det gys let som hun mærkede nyset fra dragen med hendes ankel. "Jeg ville være sikker på jeg ville kunne huske Dem, jeg mener..."

Hun gik kun i stå et meget kort øjeblik. Der havde vist være noget med tvillingerne, og det kunne KUN være et sæt tvillinger når det blev sagt på den måde, denne sommer. "Tvillingerne? Altså begge Stuckleys har været meget ude af det offentlige øje i år. Men jeg har da hørt nogle små bidder, min Fader snakkede om at de..." Det var som noget faldt på plads. Jo nogle havde snakket om at tvillingerne igen havde lavet ballade, hun husker stadig historien af hendes kusine i stalden som Centaur. Hun havde dog altid troet at historien mere var fulde-mands snak end nået der realt var sket. Denne sommer havde det været noget med at George havde klædt sig ud som Glorianna og at de var blevet forvandlet til børn... børn... "Dem? De er Moana? Undskyld jeg kan ikke huske Deres efternavn Ridder... jeg troede." hun blev gjort opmærksom på dragen under skørterne igen da den puslede og... gnid? sig op af hendes ben. Hun forsøgte stadig at stå meget stille. Selvom hvis den ville bide havde den måske gjort det. 

Moana så ordet 'drage' ramme den unge komtesses sind og fjerne det ellers så evige smil fra hendes læber. Automatisk holdt hun hænderne ud til siden i en indikation af ufarlighed, som pigens mund begyndte at løbe. "Rolig nu, blot stå stille. Ja de har skarpe tænder, men de små bider kun i hvad de tror kan spises og ankler har aldrig været i den gruppe." Heldigvis! De var så rigeligt besværlige selv uden at bide. "De har ikke brugt angrebsmagi endnu, så jeg ved det desværre ikke. Deres mor spyr vand der lander som is, men mest lægger hun sig på folk..." Hvilket måske ikke var det helt rigtige at sige nu.

Moana kunne ikke andet end smile og hæve et øjenbryn. "Jeg er den eneste med tyrkis hår i paladset..." Den unge kvinde havde trods alt husket sin lille ridder til midsommerballet, så alt var at få brikkerne på plads. Utroligt Stukley'erne ikke havde udleveret hende grumt, men noget kunne tyde på de havde skjult selv tvillingernes aldersdyk fra den fjernere del af familien.
Så faldt brudstykkerne på plads og det overraskede udtryk hos den anden fik Moana til at grine. "Yeah, jeg er Moana og som du ser er jeg virkelig ridder og har en drage... eller rettere tretten." Et let forpint udtryk gled over hendes træk ved det sidste.
Et der forsvandt som den unge Alryss stivnede og så ud til mere end noget andet gerne at ville hoppe op i favnen på hende. Stadig let smilende trak hun et stykke tørret kød frem for bæltepungen. "Men lad os nu få den lille ballademager ud i det åbne, så du kan se den." Hun sank ned på knæ og viftede let kødstrimlen. Noget fik en ny sniffen til at lyde fra under skørterne, før drageungen møvede sig frem mellem de besværlige stænger og stak hovedet frem under skørtet. En sniffen mere og en lille lysrosa bold skød frem.
Moana greb den som den lukkede kæberne om kødstrimlen og rejste sig op med den sikkert i favnen. "Du kan røre den nu, hvis du vil. Med noget at tygge på der ikke sådan lige forsvinde, så er der ro for en tid." At hun havde smidt de formelle former tog hun sig ikke synderligt af.

Annabeth stirrede ufortørnet på Ridderen foran hende, der så alt for rolig ud når man tænkte på han havde en løs drage. Hun klappede munden sammen for ellers ville hun blive ved med at snakke uden stop, så hun bid sig i tungen og som ridderen hold hænderne ud var hun ligeved bare springe op i favnen på Kvinden. Specielt når hun sagde mor-dragen ville ligge sig på Annabeth, - Hvor stor var moren helt præcis.

Annabeth havde sin fulde opmærksomhed på dragen under sine skørter og hørte kun efter med et halv øre hvad Moana egentlig sagde til hende. men hun mærkede det tydeligt da Moana fandt kødet frem. hun mærkede dens snude bevæge sig fra hendes ankler og.. Imellem hendes ben.. hun var lige ved at snuble, da den tykke krop pressede sig igennem. Annabeth så ned og så noget komme tittende frem fra hendes skørter, hun fik modet til at tage fat i fronten af kjolen og løfte den op så kjolesømmet var midt på hendes skinneben, ligeglad med om det var passende eller ej. Dragen fik frit lejde til at kødet og forsvinde hurtigere end man skulle tro sådan en klub kunne vralte.

Annabeth slap sine skørter, og gik forsigtigt hen til Moana og strøg den lille drage over kroppen. den var blødere end hun havde regnet med, ligesom silke. Så fandt hun sin tunge igen. "Hvor er den blød. De har tretten at holde øje med? det må være noget af et arbejde" hun rørte ved den igen. noget mere modig nu hvor hun kunne se dragen og Moana holdt den sikkert i sine arme. "Hvordan i alverden var De blevet et barn? og er det virkelig sandt at Lady Stuckley og hendes bror også var blevet børn?" hun havde ikke hørt meget. Men det gav pludselig mening hvorfor hendes tante havde været lidt træt.

Annabeth bid sig lidt i læben, og vendte sin fulde opmærksomhed mod Moana. Tænk sig et eventyr ridderen måtte have haft. At ændre sin alder, have drager, og komme fra vandet. det var så vidunderligt. hvorfra og hvorfor Annabeth valgte at stole blindt på ridderen foran hende vidste hun ikke, men hun sendte ridderen et smil, der tydeligt talte sit sprog. Hun var allerede over, at blive holdt gidsel af en enkelt drage. "Må jeg se dem?" spurgte hun nysgerrigt. Igen hentydet til dragerne, tænk sig at holde styr på tretten drager.   

At drageungen kom ud i det åbne og op i favnen gjorde alverden for den unge adelskvindes sindsro. Fuldt forståeligt efter Moanas mening, for at have et ukendt væsen i skjul i sine skørte måtte være noget nervepirrende. Især når den sådan sniffede ankler og møvede rundt.
Så det var med et lidt ekstra sikkert greb hun om Konihi, at hun tilbød den anden at røre ungen. Noget der ikke blev tøvet det mindste med og som fik Moana til at ånde lidt lettere. Den episode kunne trods alt være endt langt, langt værre. Måske var det på tide at pakke menageriet sammen og tage på besøg hos Stukley-familie.

"Ja, tretten." Det blev sagt med en blanding af varme og træthed. "Tolv på den her størrelse og så deres mor. Heldigvis har jeg en væbner, så jeg er ikke helt alene om det." Klumpen i hendes arme kom da med en tilfreds brummende lyd, vred sig rundt og blottede bugen for at blive kløet der.
De næste spørgsmål trak et muntert fnys fra den tyrkishårede ridder. "Åh det er sandt! Hvis De har lidt tid til en tur hen til havens sø, kan De få historien." Hun tøvede et øjeblik, så tilføjede hun. "To af ungerne var smuttet ud og den anden plejer at finde vandhuller mere sikkert end en to årig i regnvejr."

Med den andens accept og omplacerende drageungen så Annabeth stadig kunne kæle for den, førte hun dem af stierne gennem haven. "Har De hørt om spøgefulde alfer der fra tid til anden spreder krystaller rundt i landet med kaos til følge? Skift af race, af sted eller køn?" Hun så til siden på den anden og grinede så. "Det forklarede måske en del historier allerede der, men den sidste pulje gav 'tabt tid tilbage'." Hun lød alt andet end begejstret.

Da drageungen blottede sig for at få mere kærlighed og nus kunne Annabeth ikke lade være med at smile og give dragen præcis det den ville have. Det var lidt katte agtigt, og underligt kært. Hendes søster have også sine kæledyr, som Annabeth havde kælet for og de kunne også opføre sig sådan her.
"det må være hårdt. Oven i alle deres andre ridderlige pligter?" hun kunne ikke forstille sig det var nemt. Fætter George havde i hvert fald tit fortalt om alle de ting man skulle have gjort som ridder, og han havde også underholdt om alle pligterne dengang han var væbner. "Deres væbner må være dygtig" Eller også have George smurt lidt for tykt på historien.

Med lovning på allerede at møde endnu en af disse skabninger hvis hun gik med til søen var det mest naturligt at gå med. Helt underbevist gav hun stadig de små planter omkring hende et lille boost men ellers holdt hun opmærksomheden på dragen i Moanas arme og på sine omgivelser. Man vidste aldrig om drage nummer to også mente hun var et godt gemmested.
Annabeth rynkede brynene "Jeg har ikke hørt om de alfer?" Annabeth Tøvede for de ting Moana nævnte, passede skræmmende godt på historier hun havde hørt. Annabeth havde blot naivt troet at det var rigtige historier hvor alfens indblanding kun var for at gøre det mere eventyr end rigtigt. "eller måske.." Hun øjnede søen som de gik og på afstand, så det ganske rigtig ud til at noget dernede forstyrrede ænderne.
"Jeg var til en sammenkomst hos Lady Stukley for et års tiden siden. Lady Gabrilla var rasende fordi Lady Glorianna åbenbart forsvandt i den blå luft. - Undskyldning var vist at hun blev kaldt til piraternes by af netop en alf?" spurgte hun forsigtigt, hun kunne næsten ikke tro ag Gloriannas dårlige undskyldning for at have ødelagt Gabrillas kjole var sand.