Hvad var bedre end frisk luft og så en ny by at kigge på? Det vidte den unge havmand ikke men en ting var sikkert han skulle opleve en by mere her på fastlandet! Det var han nød til for at få sig selv til at se sig lidt om i den store verden. Han nød til fulde at være på fastlandet, også selvom han ikke kendte noget til byerne og hvor farlige de kunne være. Ja bevars sidst han var i Dianthos blev han angrebet af en fe eller var det en alf? Hun havde i hvert fald sagt at han var en tyv! Og det var noget af det sidste han var! Han var på ingen måder en tyv, og han ville aldrig blive det. Han lånte bare lidt tøj i ny og næ, men han lagde det altid tilbage igen når det kom til stykket!

Han vidste ikke hvor han skulle gå hen og han var vidst også farret en smule vild. Hn havde sit hvide tøj på fra top til tå, og den magiske halskæde sad på ham som den eneste arv han havde hjemmefra. Ja ja bevars han boede der jo stadig, men det var ikke så tit han var hjemme. Det var for kedeligt, og han ville egentlig bare gerne have noget at opleve. Det var kedeligt at sidde og lærer om sin magi han ikke kunne finde ud af alligevel. Men se kamp med hans trefork, det kunne han finde ud af, han havde den bare aldrig på sig på landjorden, ingen behøvede at vide han var havmand. Der var heller ikke nogen indikationer på at han var det som han stod og smørrede ærmerne op. Der var ingen rødlig farve der hvor han normalt var det når han havde halskæden af.

Han bevægede sig videre ned langs det hele og kom til en hvad var det de kaldte det? præstegård? Nej det var noget andet, der var mad! Og det duftede skønt! Han rørte lidt på sine lommer for at finde et par enkelte krystaller, men om det var nok til mad vidste han ikke helt. Han var ikke helt sikker på om han skulle gå længere op i byen det var trods alt der han blev antastet og faret vild i første omgang. Han bed sig lidt i læben som han stod og så på den unge dame med sværdet sat fast og en bod fyldt med noget mad. Du duftede i hvert fald skønt. "Undskyld men kan man få noget for dem her?" spurgte han og viste de sidse krystaller han havde 1 ravstykke og 1 jade. Han havde ingen ide om hvad man brugte her oppe på land, han betalte jo nærmeste aldrig for noget når man vidste hvem han var.

Duften var nok til at få munden til at løbe i vand - men tålmodighed var en dyd omkring mad. Og den der ventede, fik altid mere end den der skubbede og skyndede på kokkens tålmodighed. Det lærte man på den hårde måde. 
Men hun var ikke den eneste draget ind af den liflige fært. 

Nysgerrigt drejede den høje kvinde hovedet, for at betragte en hvidklædt mand med lidt pjusket hår og løvgrønne, smykke øjne. Helt automatisk gled blikket ned på de mønter han virkede til at ville betale med, og med et opfordrende nik bød hun ham nærmere, og rykkede en smule til siden. "Halløj" smilede hun, det markerede hoved en smule på skrå i sit studie af ham. Han lignede ikke en sømand. Men der fandtes trods alt også andre mennesker i Juvelen!
På den anden side og godt igang med grillspyddene, var Bastian dog knap så opmærksom på hvordan han så ud, fremfor hvad han stod med. "Ah, jah selvfølgelig. Hvor meget vil du have? Vi har 5 spyd for 1 jades tilbyd, lige i de her dage". Den ru stemme havde en opfordrende tone til sig - og Lynette forstod det. 
Hvem ville ikke sælge lidt ekstra, når og hvis de havde muligheden for det? Hvorvidt det var et rigtigt tilbud, eller et han på stående fod gav videre, var dog ikke til at sige. 

"Jeg kan virkelig anbefale dem" tilføjede flådesoldaten, med et lille sigende blink med øjet imod de roterende stykker kød. 

Det var ikke fordi han ikke forstod sig på mad. Han ke det bare ikke maden på landjorden. Normalt der hjemme handlede det om muslinger og østers. Eller tang for den sags skyld. Måske et lille algebra ellers ikke noget af det helt vildt spændende. Der var bare så meget andet mad på landjorden der gjorde det hele så meget bedre!

Som en kvinde rykkede sig og hilste på ham kiggede han på hende nikkede og smilte stort. "Halløj!" det var lidt højere end først antaget  men han blev lidt glad. Måske var denne her person ikke en der ville anklage ham for at være en tyv. Ikke som he de der Kaster. Nej kosten. Hvad var det hun hed? Kastanje? Ja det måtte være det hun hed!

Han vendte blikket tilbage på maden og manden so. Vedlagte sig at sælge ham noget mad, og da han ikke lige frem havde forstand på krystallerne kiggede han på fyren og nikkede langsomt. "Ja tak det tager jeg!" ha  rakte krystallerne frem mod manden og vidste ikke om han skulle give den ene krystal eller den anden. "Øhh.. tag selv" svarede han og var sikker på at manden ikke snød ham. Slet ikke når der tydeligvis stod en kvinde foran ham også. Desuden kunne han vel altid finde flere krystaller bede på havbunden omkring skibene. Handelsfolk og andre ting var gode til at smide krystallerne over bord.

Han vendte opmærksomheden mod kvinden igen og smilte til hende. Hvis de var gode blev han jo nød til at smage. Men kunne han spise 5?! Det kunne ikke lige frem gemmes. Måske der var nogle andre der manglede lidt mad? ["B]"Ehm.. må jeg spørge hvad det er lavet af og hvordan det smager?"[/b] han kiggede lidt fra manden til kvinden. Blot for at finde ud af hvem der ville svare først.