Amazonitskovene var intet nemt sted at være, når man oftest vandrede alene. I de dybere egne fandtes ældgamle, sovende og nogle gange også vågne monstre, og i udkanten af trægrænsen levede mennesker, elvere, satyrer og andet rakkerpak, en anden form for monster om man spurgte Seth. Det gjorde det til en nidkær balancegang, sådan at gå imellem træerne - og et tidspunkt hvor at man skulle tage sig særligt i agt... var under fuldmånens måneblege skær. 
Skoven livede nemlig op. Den mørkelviske mand havde aldrig været nogen stor teoretiker, men han var efter flere års erfaring, nok så sikker på at månen ikke kun påvirkede varulve. Nogle blomster blomstrede kun op, under de hvide stråler, nogle dyr fik eminence kræfter og han ville sværge på at de gule øjne havde spottet spøgelseslignende væsner danse under nattehimlen. 
Så selvfølgelig var han en gang imellem nødt til at trodse instinkterne, der bad ham søge i sikkerhed ved hver fuldmåne. 

Den her nat, var en af de nætter, og derfor også en af de undtagelser der var. Han havde brugt det halve af natten på at lede efter en måneblomst, og selv med sit nattesyn, så var det noget af en opgave at sætte sig for. Da han passrede månens højdepunkt, var der stadigvæk ingen blomster i sigte. Og da den var på vej ned, var det med en irriterende gnaven i sindet, at han vendte næsen mod hjemad. 
Det havde været et komplet spild af tid. Og ovenikøbet, så havde han også ervhervet sig en del nye smårifter efter med nød og næppe at have undgået en flok jagende skovulve.
Oplevelsen havde dog gjort ham mere opmærksom på sine omgivelser, hvor at en fremmed lyd pludselig brød den ellers hviskende tavshed imellem træerne. En pibende lyd, som mørkelveren kendte alt for godt; det var et dyr i smerte. 
Et tungt suk forlod den kappeklædte skikkelse, der gjorde holdt i skridtet han tog fremad. Urgh... 
Man måtte ikke være i tvivl om, at det var mere af nød end reel lyst, at Seth begyndte at følge lyden. Sårede dyr var den letteste måde, at mindske forbandelsens greb i ham. Og med de nye rifter langs arm og ben, var det ikke noget han havde råd til at slippe, bare fordi humøret var skidt. 

Intet kunne dog have forberedt ham på størrelsen af ulven han kom til, som næsten prøvede at forsvinde ind i træet den lænede sig opad. De grøngule øjne stirrede på bæstet - lugten af blod (og ikke hans) hang tungt i luften - og han kunne ane den glimtende væske i nattens mørke, som fik ham til at rynke utilpas på næsen. Flere ulve. Selvfølgelig.