Muligheden for at forlade hovedstaden kom sjældent til Pax. Når den gjorde, var det også altid i relation til en ny indtægtskilde, hvormed hele ferie-konceptet var for ham en fremmed størrelse. Det var derfor heller ikke hans skyld, at Juno, lænende sig op af ham og sovende i den halvvarme halm, sad placeret ved siden af ham i vognen mod Turmelinien. Det var Junos egen skyld og noget, Pax så sandelig havde tænkt sig at pointere, når den anden unægtelig ville blive utilfreds med sin egen såvel som Paxs eksistens senere.
Under de kølige solstråler og til hestenes blide prust var alting dog fryd og gammen. Også selvom at den blonde mand var begyndt at savle – og flere gange, i søvnens greb, havde truet med at hakke Paxs køn af ham…

Pax lagde en hånd henover Junos, da de omsider nåede frem til den landsby, hvori de skulle residere. Efter at have betalt vognmanden, begyndte Pax at skridte i retning af den lokale kro, hans øjne hele tiden skævende i retning af Juno.
Han havde fremlagt, hvordan det kom til at forløbe: den næstfølgende dag ville de mødes med ham, der havde sendt bud efter ham. En gammel kending Pax havde handlet ufattelig mange gange med før; et kendt ansigt fra hans første år i hovedstaden, en smugler af illegale dyr, blomster, bær, ja, alt hvad hjertet kunne begære. Det plejede at være harmløst. Pax plejede at tage af sted alene, velvidende det langt snarere handlede om, at han kunne løbe frit i skovene og lytte til den stemme, der hviskede, at han ikke behøvede at vende tilbage nogensinde igen.
Ikke, at han hørte den nu. Juno var jo hjemme igen.
”Er du sulten?”, spurgte han, forinden Pax lagde sin hånd på dørhåndtaget. ”Du må være tørstig med alt det, du har savlet i hvert fald.” 

Juno vidste, at hvis ikke han tog chancen når den bød sig, så ville han aldrig få lokket Pax ud af hovedstaden. Hvor gerne Pax så end ville bruge en uge i en hytte langt væk fra al deres ansvar, så var ansvaret for Flokken noget der skulle vristes ud af hænderne på ham, og dét var endnu ikke lykkedes Juno. Så da han så chancen for at slippe væk med Pax, selv når det var for at arbejde, greb han den. 

Også selvom Pax havde jagtet dem op tidligt om morgenen. Intet havde endnu kunne få Juno til at brokke sig over noget af det, og så snart de sad på et lad med halm, havde Juno også blot møvet sig helt op til sin ægtemand og var faldet i søvn dér, med langt færre mareridt end normalt. 

Han var stadig sløv, da Pax vækkede ham og de kom af vognen, og det var med øjne, han kæmpede for at holde vågne, at han så over på Pax, der skævede til ham mere end hvad Juno brød sig om. Det fik ham til at tro at den anden var nervøs, og hvis Pax var nervøs, blev Juno nervøs. Han var dog for sløv til at tage sig af det, imens de gik, og først da Pax stillede ham et spørgsmål, reagerede Juno på noget af det. 
Først ved at gnubbe en hånd mod sit ansigt, som sad der stadig savl han skulle tørre af, og derefter strøg han sin hånd over Pax på de steder, som han forestillede sig, at han kunne have savlet på; hans kind, hans skulder, hans bryst. Det var selvfølgelig mest af alt en undskyldning for at røre ved ham. 
Samtidig lænede han sig ind for lavmælt at kunne svare ham. "Yeah, giv mig noget at drikke. Der er andre steder jeg gerne vil kunne gøre dig våd af savl," svarede han med et grin og stak tungen ud, kun for lige netop at møde Paxs kæbe med den, inden han ud ad øjenkrogen fik øje på en anden person og valgte langsomt at trække sig væk fra ham igen.
Tilbage på sin plads ved siden af ham, sendte han dog Pax et blik der sagde, at han ikke længe kunne undgå at blive savlet på igen. 

Pax gik instinktivt langsommere, da Juno begyndte at sværme omkring ham. Begge hans mundvige dirrede truende men da Junos ord nåede hans øregange, brød både et smil og en lavmælt latter ud mellem hans læber. Han rystede let på hovedet og var pludselig taknemmelig for mørket, der havde sænket sig omkring dem, for hans skarpe kindben var blevet varme – og både af Junos insinuation og hvorhen, hans egne tanker var endt.
”Fokus”, formåede han at mumle, skønt hans tone måtte forråde ham. Smilet over hans mund og i hans stemme blev da også afsløret end ikke øjeblikket efter, da han slog døren til krostuen op. Pax trådte ind, havende det bedst med at være den første i den potentielle skudlinje. Det sad i hans krop som et så umiddelbart instinkt, at han end ikke bed mærke i dét eller for den sags skyld, hvordan hans ene arm skød ud, parat til at gribe om Juno, skubbe ham ud og væk.
Det var dog ikke nødvendigt. Hvad der ventede dem på den anden side, var noget af det mest mærkværdige og uvante, Pax nogensinde havde set.

Krostuen var tom. Eller… næsten tom. Udover kroværten, med sit fedtede overskæg og daggamle forklæde, befandt sig der omtrent en håndfuld gæster og de sad alle for sig selv. Stilheden var slående.
Manden så op og nikkede til hilsen, næsten dvask, som gik han i søvne. ”Pax.”
Pax hilste igen med pege- og langefingeren til panden, hvorefter han kastede sit tofarvede blik rundt. Han vidste bedre end pointere det åbenlyse, hvormed han nøjedes med at bede om klargørelse af vand til bad, samt at drikkelse og mad blev ført op til deres værelse. Kroværten kendte proceduren efter Paxs forrige besøg; hvilket værelse han foretrak, hvad han ønskede at spise og fordi han ikke var nogen god vært, antog han, at det samme gjaldt for Juno.
Da Pax smed deres tasker fra sig på kroværelsets gulv, gik han derefter i gang med sit (for) typiske ritual: han tjekkede vinduets hængsler og låsen på døren – hvor lang tid tog det ham at dirke mekanismerne op? Dernæst ledte han efter et spejl men fandt heldigvis ingen. Slutteligt tog han en dyb indånding, lod alle duftsporene komme til ham og sætte sig fast i hans næse.
Ingen magi. Men nemme veje ind. Det betød mere, fordi Juno var med ham.
Pax drejede endelig rundt mod Juno, stadig fanget i alt dét, der gjorde ham den så kontrollerende Ulv: ”Okay, så han ved ikke, at –”

Juno himlede blot grinende med øjnene, da Pax lod som om han hellere ville fokusere på noget som helst andet, end at få smidt Juno i en seng. Med ét var Juno også energisk igen, ivrig efter at komme ind i kroen og i gang. 
Fra hvad han kunne se på Paxs ansigt, var også han ivrig efter at få et værelse, og Juno skævede undrende op på ham, da hans arm stoppede ham fra at komme indenfor. Den tomme krostuen sagde ikke Juno noget særligt. Selvom han havde været på få kroer udenfor Dianthos, så var det ikke mange, og han vidste ærlig talt ikke noget om, hvorvidt stilheden var normal eller ej. Måske de alle bare var deprimerede, fordi Turmelinien var en røvsyg by, der ikke havde andet end Paxs kontakt og en seng de kunne dele. Hvis der var andre problemer, var de desuden hverken Junos eller Paxs. De havde andre, vigtigere ting at tage sig til. 

Juno fulgte ivrigt med Pax op på værelset og lod Pax gøre sin ting i fred, selvom 'i fred' ikke betød, at Juno ikke hoppede utålmodigt op og ned på stedet, indtil Pax endelig, endelig vendte sig mod ham, og Juno, inden Pax kunne nå at sige mere ligegyldigt gøgl, trak ham ind i et kys. Pax havde trods alt selv sagt, at de først skulle mødes med hans kontakt næste morgen, så Juno regnede ikke med indvendinger, da han skubbede sin tunge op mod Paxs, eller da han forsøgte at lede ham baglæns hen mod sengen ved at skubbe sin krop mod hans, hans hænder allerede i gang med at åbne Paxs bælte. 
Båden mad, drikkevarer og bad havde Juno bekvemt nok glemt alt om, ligesom han ikke havde tjekket om Pax havde låst døren efter dem eller om værelserne ved siden af dem var optagede. Alt det betød mindre for ham her, hvor der ikke var nogen der kendte ham alligevel. 

Pax ville til enhver tid hævde, at han havde set overfaldet og det dertilhørende kys komme – det var bare ikke sandt. Hvad hans hjerne (i stedet) nåede at registrere, og før at hans bevidsthed tog over, var, at en skikkelse kom flyvende imod ham, hvormed han var et splitsekund fra at knytte næven og svinge den.
Heldigvis skulle han aldrig nå så langt, for da landede bløde læber mod hans egne og den så velkendte smag af Juno på hans tunge.

Pax tabte pusten og måtte bruge et øjeblik på at forsøge at følge med; hans hænder grænsede til at vakle, da de i tumult gled henover Junos jakker, næsten som kunne de ikke bestemme sig for at gribe fat eller skubbe væk. Forvirringen – eller måske nærmere forundringen – forblev i hans krop indtil Pax dog syntes at forstå, at det, der hændte ham, var godt. Rigtig godt. Det kunne faktisk ikke blive bedre, og da den tanke endelig satte sig fast bag hans blege pande, blev hans berøringer også målrettede.
Juno kunne ikke have været klarere i sit signal og Pax gav med ét efter. De tumlede, som havde de drukket alt for stærk spiritus, tilbage mod sengegærdet, hvor Paxs knæhaser stødte hårdt imod. Ikke, at han registrerede det – så optaget var han, af Junos hænder der kæmpede mod hans bæltespænde og hans tunge, der legede næsten intimiderende med hans egen.
Pax rev sine læber til sig, hans åndedrag med ét overfladisk. Han så ned på Juno, et dumt smil krusende i den ene mundvige, euforisk over endelig at være væk og så med ham. Imens han betragtede Juno med øjne, der sagde dét, hans mund ikke kunne formå, fik han bakset jakker og skjorter af den anden. ”Jeg troede – du var sulten”, mumlede han åndeløst, og uden i grunden at vide hvorfor, hvorefter han straks bøjede sig frem for endnu engang.

Det gjorde ikke Juno noget, at Pax ikke var helt med. Han vidste at det ville komme. Der var de ting, hvor Pax skubbede Juno i gang, og så var der dem, som situationen nu, hvor det var omvendt, og Juno havde ingen tvivl om, at hvad der var et tøvende greb om ham nu, nok skulle blive fastere snart. 
Det blev tydeligere end normalt, da Pax gav efter og de væltede tilbage mod sengen. Junos læber spredte sig i et smil, der ikke stoppede ham fra at fortsætte med at kysse Pax. Det var også med et fornærmet blik og lige så overfladisk vejrtrækning som Paxs, at han så op på den anden fyr, da han stoppede deres kys. 
Det fornærmede blik forsvandt kun delvist, da Pax hjælp ham af med jakker og skjorter, og forsvandt kun fuldstændig da Pax endelig genoptog deres kys. Han indåndede Paxs udåndinger, som var hans overlevelse afhængig af dem, og da kulden fik ham til at skælve, møvede han sig kun tættere op mod Pax, selvom det gjorde det sværere for ham at skubbe sin hånd ned i bukserne på ham. 
"Det her er vigtigere," mumlede han endelig som svar, uden at slippe hans læber helt med sine. "Pik først, mad senere," svarede han med et åndeløst grin og klemte forsigtigt om ham. "Hvis ikke du kommer ned i sengen nu, så sutter jeg dig af lige her og jeg stopper ikke, hvis de kommer op med maden imens." 
Der var en lang liste af ting Juno gerne ville gøre med sin mand på deres bryllupsrejse, men der var ingen af dem der krævede andet end et privat værelse. Flere dages spændt glæde eksploderede nu og konsekvensen var Junos beskidte mund og manglende tålmodighed. 

Pax havde mistet kontrollen over sin krop, des flere af Junos kys og kærtegn der væltede indover ham. De var alle som en tsunami, fuldstændig ødelæggende og insisterende, og selv hvis Pax havde ønsket det, kunne han ikke stå imod.
Det var også derfor, at han kom til at grine; hæst og højere, end han plejede. Latteren var så umiddelbar, at den end ikke kom bag på Pax selv, for han nåede aldrig at registrere den før, at Juno allerede var videre.
Den andens blide greb om ham fik ham til at tabe pusten i noget, der var en blanding af et dybt suk og et lavmælt støn. Det føltes som en evighed efter dage på beskidte og umenskelige veje, og Paxs øjne ned gled ufrivilligt i - Junos næstfølgende ord kom dog så meget bag på ham, at han straks åbnede dem igen og måtte synke en besværet klump.
"Okay", formåede han at mumle, velvidende hvor absolut åndeløs han lød. Pax var trods alt ikke døv, end ikke for sin egen stemme eller måske snarere mangel på samme. "Selvom det er et fristende tilbud."
Paxs læber skiltes atter i et smil, også selvom den for velkendte ubehagelige summen indfandt sig i hans krop. Med sine hænder om Junos hofter, lod han sig dog falde bagud og ned at sidde på den - overraskende - bløde madras.
Nogle dage var nemmere end andre; nogle dage mærkede han ikke smerten, der så ofte skød frem i hans blodbaner, når Junos berøringer fandt vej til ham. Andre dage skulle han overvinde den; kaste minderne i kroppen fra sig, tilintetgøre dem og huske på, at Juno ikke var som dem, der havde rørt ham som ham og at han i det øjeblik var okay. At Juno var okay. At det var rart. Det var dog ikke noget, Juno ikke syntes at vide eller være i stand til at fornemme, hvormed Pax lod sin krop tale for sig i stedet.
I dag var en af de sværere dage.
Pax hev Juno ned til sig, så den anden blev tvunget til at sætte i hvert fald et knæ i madrassen, ønskede han ikke at falde. Pax lod ham dog ikke finde fæstne før, at han guidede ham det sidste stykke, så blidt at det næsten blev varsomt, og dernæst rullede med ham rundt, så han kunne placere begge hænder og knæ på hver side af Juno.
"De får sig et chok men det tror jeg, at du synes er lidt fedt", mumlede Pax spøgefulde, hvorefter han bøjede sig frem og fangede Junos læber med sine. Han hævede sig derefter op, støttende på sin ene underarm, alt imens den modsatte hånd gled ned og henover bulen under Junos bukser.

Der fandtes ikke en bedre lyd en Paxs umiddelbare latter, og Juno jagtede den næsten lige så meget, som han jagtede andre slags valideringer fra ham. Til gengæld var det ham selv der fnøs med en halvkvalt latter, da Pax omtalte hans trussel som et fristende tilbud.
"Ja, jeg ved det er lige sådan noget du kan lide," drillede han, og lod begge sine knæ følge med Pax ned på madrassen, da han blev trukket med ham ned. Det var ikke under Juno at spille kostbar eller at lade som om han pludselig ikke gad noget, han selv havde startet, men med Pax risikerede han, at den anden ikke ville jagte ham, som det var pointen i den slags. Pax var alt for respektfuld og hvis Juno spillede kostbar, risikerede han at slet ikke ville få det han ville have, men kun beroligende ord, og selvom det også var, hvad Juno til tider havde brug for, var der ingen grund til at forvirre Pax med, hvornår han havde brug for hvad. Det var et af de eneste områder, hvor han gjorde et oprigtigt forsøg på at være så direkte som muligt. 

Med en begejstret lyd, Juno gjorde alt for at kvæle, lød han sig rulle rundt på madrassen, indtil Pax var over ham. Det eneste Juno var utilfreds med, var at han med Pax over sig ikke kunne sprede sine ben for ham, og han møvede insisterende et lår opad, for at kommunikere at han ville have det frit. 
"Det ville være det smukkeste de nogensinde kom til at se. Og ærligt, jeg vil bare gerne have at hele landet ved, at jeg elsker dig," mumlede Juno tilbage i deres kys og øjeblikket efter stønnede han mod Paxs læber, og stoppede sig selv fra at lægge en hånd over hans og tvinge den til at tage bedre fat, ved i stedet at lægge sin hånd i hans krøller. Også her havde han lyst til at tage fat og hive til, men der var nogen gange noget over Pax, der fik Juno til at lægge låg på det værste af sin opførsel, og han følte dét nu. 
Han tog en dyb indånding, der fik hans brystkasse til at hæve sig langsomt, og en skælven gik igennem Junos krop inden han løftede sin røv og med et suk forsøgte at komme tættere på Paxs hånd sådan. "Alt du skal gøre er, at bede mig om at holde kæft," lovede han åndeløst. "Så skal jeg nok forsøge at dæmpe mig." Hans kække smil fortalte en anden sandhed, men ikke desto mindre mente han det. Det var dog kun indtil videre - mange værre, mere provokerende trusler lå på hans tunge og ventede kun på at Pax var klar til at kunne tage dem. 

Pax grinede lavmælt og hævede sigende begge sine mørke øjenbryn. ”Mhm”, brummede han, på en og samme tid lige dele bekræftende og afvisende; som troede han ikke på Junos antagelse eller ord om forelskelsen. Det var dog i spøg, hvilket hans øjne og smil også signalerede, men snart efter trak han sig for endnu engang og placerede sig på knæ mellem Junos ben.
Hans hånd kærtegnede stadig Juno over buksernes solide stof, men der gik ikke mange øjeblikke før, at også den forsvandt. I samarbejde med den anden fik Pax omsider vristet hans bukser ned over de smalle hofter og han smed dem skødesløst fra sig, så de landede med et uhørligt sus på gulvet et sted bag ham. Derefter gik hans hænder på en blid men insisterende opdagelse henover Junos knæ og lår, indtil de nåede hans køn for endnu engang. Ikke, at de forblev der for længe men hele tiden vendte de tilbage. Pax led trods alt ikke under samme utålmodighed som Juno, hvormed han kunne beherske sig nok til at trække tiden og kærtegnene ud for dem begge.
Set i bakspejlet skulle han måske dog have undladt det…

En høj banken lød mod værelsesdøren men Pax forblev siddende mellem Juno, hans hænder da hvilende nær hans lyske og køn. Døren gik op, kroejerens stikirenddreng kom gående ind og havde tilpas med pli til at se forskrækket ud over dét syn, der mødte ham. Hastigt satte han dog bakken med varm mad fra sig, bukkede og var nær faldet over sine egne ben i sin djævlejagt på at komme ud af værelset igen.
Under det hele havde Paxs blik ikke forladt den yngre mands og da døren klikkede i bag ham, kom han til at grine lavmælt. ”Du ved godt, vi har givet ham ar på sjælen for livet nu, ikke?”

Juno fulgte Pax med et forventningsfuldt blik, og et smil, der nåede helt op til hans øjne, da fyren satte sig til rette imellem hans ben. Der gik dog ikke længe, før hans smil blev erstattet af en kæmpen efter vejret og mod lysten til bare at bande af Pax, indtil han kom videre. 
Heldigvis gik der ikke længe, før også Pax syntes bukserne skulle af ham, og Juno hjalp ivrigt til, indtil han helt nøgen kunne lægge sig tilbage mod madrassen igen. Hans blik løb søgende over Pax, der stadig var påklædt, og han var på vej op, lænende på sine albuer, for at hjælpe ham af med sit også, da Pax begyndte sine kærtegn af hans hud, og med et opgivende grynt faldt Juno igen tilbage på madrassen. 

Så længe Pax rørte ham på dén måde, var der intet han kunne stille op. Hans blide hænder mod hans nøgne hud fik ham til at føle sig både elsket og tændt, og Juno ville gerne blive hvor de var og samtidig videre. Det var en kamp for at holde sine øjne åbne, men Juno nægtede at slippe Pax med blikket, og da der løb en banken mod døren og Pax ikke længere bevægede sine hænder, men blot holdt dem hvor de var, skubbede Juno insisterende til hans arm med sit knæ, for at få ham i bevægelse igen. 
Først da døren også åbnede, gik det op for Juno at den virkelig ikke havde været låst, og han skævede måbende fra stikirenddrengen og op til Pax, imens varme hastig steg op i hans ansigt. 
Så snart Pax grinede, gjorde Juno dog også, men også først da fik han kontrol over sin krop igen og skjulte straks sit varme ansigt bag sine hænder. "Han har sgu da set en pik før," mumlede han, og gned sine hænder over sit ansigt, selvom det ikke hjalp på varmen i det. Da han fjernede sine hænder fra sit ansigt var det kun for at sende Pax et lumsk smil. "Han kunne have set meget værre. Du rørte knap nok ved mig." 
Uden at flytte sig den mindste smule væk fra Pax, satte Juno sig op og afkrævede et kys fra sin mand, inden han begyndte at hive tøjet af ham også. "Jeg er allerede hård, du behøver ikke at blive ved," mumlede han imellem kys, om Paxs blide berøring, men lod alligevel sine knæ falde til siden, så Pax kunne komme til hans inderlår.

Pax kunne ikke stoppe sit smil fra at blive fjoget og drillende. Junos røde kinder forrådte nemlig hans forrige kække attitude og modsvar til Paxs milde bekymring. Han måtte tilmed le lavmælt, da den anden dækkede sit for varme ansigt og efterfølgende brummede stille i forsvar.
Pax gengældte Junos kys men langt varmere, næsten irettesættende i sin egen blidhed. Hans efterfølgende ord cementerede også blot dén fornemmelse: ”Hvorfor har du så travlt?” Pax smilede stadig, da han derefter skubbede Juno ned at ligge i sengen, fast besluttet på at trække hele herligheden i langdrag. Det var ligeså meget en protest, som det var et implicit ønske om at nyde dét, de ikke havde meget af derhjemme, nemlig tid alene. ”Måske rør jeg ved dig, fordi jeg godt kan lide det, så lad mig fucking få det.” 
Pax rejste sig fra sengen og afklædte sig langsomt. Da han omsider var ligeså nøgen som Juno, kravlede han tilbage og henover den anden, ivrig efter at lade deres læber mødes igen. Han lod sig falde forsigtigt ned og henover Juno, deres forskel i højde i dét øjeblik mere nærværende end den plejede at være. Ikke, at Paxs tanker forblev der særlig længe. Den forsvandt da også helt, da deres nøgne kroppe mødtes og Paxs vægt pressede dem begge længere ned i madrassen.
Dernæst gik hans ene hånd på opdagelse. Hans berøringer var langsomme, pirrende, og efterlod ikke en eneste centimeter af Junos hud uberørt. Hans fingerspidser legede drillende med Junos ene brystvorte, hvorefter hånden bevægede sig ned og henover hans tynde brystkasse. De skarpe ribben fik fingerspidserne til at danse, alt imens Pax tvang sit ene knæ ind under Junos lår og pressede det op mod siden af hans egen krop. Det gav ham mere plads til dét, hans berøringer egentlig stilede efter, nemlig at gribe om Junos køn og langsomt, alt for langsomt, lade hånden begynde sin hengivne vandring op og ned af det hårde skaft.
Pax trak sine læber til sig, stakåndet og hivende efter vejret men stadig storsmilende. Hans ene øje var sløret af lyst, hans mund let åbenstående og da han fangede sig selv og Juno i sin ene hånd, lød et tungt, veltilfredst suk. 

"Fordi!" mumlede Juno, og nåede ikke længere, da han blev skubbet ned at ligge igen. Ikke at det gjorde nogen forskel, for han vidste ikke selv, hvad det var, der gjorde ham så utålmodig, udover den summen i hans krop, der bød ham at komme videre. En summen, der let lod sig undertrykke, når Pax så bestemt havde skubbet ham på plads. Det lykkedes ikke Juno at skjule sit smil, lige så meget over Paxs handling som over hans ord. 
"Jeg kan godt lide at se dig tage tøjet af," gengældte han med et grin, da Pax endelig også fik hevet sit eget tøj af. Selvom også dette gik for langsomt, var det det hele værd, da Pax endelig kom tilbage i sengen, deres nøgne kroppe mod hinanden og deres læber forenede. 
Denne gang, da Paxs hænder gik på opdagelse, gengældte Juno det. Med én hånd mod Paxs brystkasse, hvor han kunne mærke hans hjerteslag som en tromme, lod han den anden hånd stryge igennem Paxs krøller, ned ad hans nakke og ryg, over hans sider og op over musklerne i hans overarme. Da hans ben lår blev skubbet op af Pax, rykkede han selv sin læg ind over hans ryg og smilede i deres kys ved forestillingen om, at kunne holde Pax hos sig. 
"Pax," sukkede Juno lavmælt, da Pax endelig greb fat om mig, skarpt efterfulgt af et reelt støn, da Pax også tog sig selv i hånden, og Juno pludselig kunne mærke hver eneste af Paxs bevægelser som var de hans egne. "Jeg bestemmer næste omgang," truede han, selv som han stønnede og vred sig under Pax, tydeligvis yderst tilfreds med det de lavede. "Det her kunne vi have gjort, da jeg var 15." Hvilket var Junos måde at sige, at han fandt det uskyldigt, selv som sved løb ned ad nakken på ham og støn forlod hans runde mund. Desuden havde hans seksuelle fantasier om Pax været næsten lige så slemme som 15-årig, som de var nu. 

Pax brummede smilende mod Junos mund, hans læber stadig hvilende mod den andens, da han mumlede: ”Kan du lide, hvad du ser?”
Hans leg med dem begge fortsatte troligt og Pax nød Junos hengivne tilkendegivelser om, at også han nød det. Det fik en særlig varme til at sprede sig i Paxs krop, én der var affødt af kærlighed og begærets tilfredshed. Junos næstfølgende ord fik dog brat Pax til at stoppe og dernæst le igen. Det var ikke lig, som at få en kold spand vand i hovedet, men det var fandens tæt på.
”Vi kunne ikke have lavet noget som helst, da du var 15 –”, udbrød Pax stakåndet men stadig smilende, til trods for at det for blot et sekund vendte sig i ham. Han slap taget om Juno og ham selv, hvorefter han rullede ned på madrassen og hev den anden henover sig. ”Da du var 15, var du i virkeligheden 10 år gammel i mit hoved, så det – jeg stopper med at røre ved dig, hvis du siger det igen!” Pax lo stille, som hans hænder fandt vej omkring Junos ryg og han pressede ham ned mod sig selv, holdt ham fast, holdt ham stille. En anden tanke havde dog meldt sin umiddelbare ankomst derefter, og skønt Pax vidste, at Juno ville vrisse af ham, befale ham at fortsætte, holdte han inde. Juno havde godt af at vente.
”Tænkte du på mig, da du var 15?” 

"Jeg kan lide hvad jeg ser og hvad jeg mærker," brummede Juno tilbage, så kæphøjt som han kunne, når hans vejr samtidig blev taget fra ham, hver gang Pax bevægede sin hånd bare en smule. Des mere tændt Juno blev, des sværere blev det også at holde alle sine dumme ord for sig selv og han frygtede, at han havde fucket helt op, fra det øjeblik Pax vendte dem om. Dér sad han kun, når Pax havde det godt, eller når Pax følte, at han havde bestemt for meget, eller været for hård, og Juno skulede ned til ham, klar til at forsvare sig selv eller deres forhold. 
"Hvis du stopper med at røre ved mig, kværker jeg dig," truede Juno, hans lavmælte mumlen ikke særligt truende, ej heller hvordan han skubbede sine knæ helt op til Pax, for at kunne mærke mere af deres hud imod hinanden. Han løsnede først en smule op for musklerne i sine skuldre, da Pax pressede ham ned mod sig selv, også selvom det var umuligt for ham at sidde stille dér, og kun gjorde det, fordi han ikke havde anden mulighed med Paxs stærke hænder om sig. 

"Jeg tænkte på dig da jeg var 15," svarede Juno med en rigelig mængde skepsis, bange for at hans svar ville få Pax til at stoppe ved at røre ham. Alligevel kunne han ikke lade være med at bide på krogen, og skævede også med et voksende smil ned til ham. "Og 16. 17, 18, 19 og 20." Han grinede da han nåede til sin nuværende alder og forsøgte igen at møve sig rundt over Pax, utålmodig ikke bare efter friktionen, men også efter Paxs hænder på sin krop igen. "Jeg var bare en dum, liderlig teenager. Det var ikke andet end min fantasi og min egen hånd, vel." Juno forsøgte at forsvare sig med alt han havde, men alt han havde var sandheden og håb om, at det var nok. "Og jeg ville ikke have brokket mig dengang hvis - hvis det bare var det her. Du er sød ved mig, ikk?"

Pax lo lavmælt af Junos trussel, i grunden ikke overrasket over den. Stadig holdt han dog fast i Juno, hans arme ikke eftergivende selvom hans krop tiggede og bad ham om, at genoptage det de netop havde været i gang med.
Junos næstfølgende ord gjorde det dog atter nemmere. ”Ingen på 22 skal røre ved en på 15. Uanset hvor liderlig den 15-årige så er”, brummede Pax, hans læber adskilt i et smil skønt hans ord var alvorlige. Hvad angik det emne de havde berørt – i nogen grad ufrivilligt – var Pax hverken til at stikke eller hugge i. Hans overbevisning var ligeså klar som solen på en varm sommerdag, men velvidende at Juno ikke mente halvdelen af, hvad han netop havde sagt, lod Pax det farer. Han var allerede træt af sig selv.

Paxs hænder begyndte atter at glide ned ad Junos ryg og havde den anden mere at sige, fik han aldrig mulighed for det, eftersom Pax lænede sig op og afkrævede hans læber for endnu engang. Hans hænder fortsatte ned og forbi Junos lænd, indtil de kunne gribe om hver deres balle og skabe den friktion, Juno havde været så utålmodig efter.
Imod Junos læber, imens de kyssede, begyndte Pax at smile. Han var endnu engang optaget af Junos krop, hvad den lovede ham og hvordan den anden reagerede på hans berøringer.
Endnu engang rullede Pax dem begge rundt og landede mellem Junos ben. Hans ene hånd gled op i alt det blonde hår og holdte Junos hoved stille. ”Jeg elsker for resten også dig. Du er helt okay”, drillede han lavmælt, villig til at give Juno det, han havde tigget om og skilte derfor hans ben mellem sig.

Dybest set vidste Juno godt, at han var enig med Pax. Han ville heller aldrig selv have noget at gøre med én, der var så ung, eller så meget yngre end ham selv, men det var nemmere at se, når han så sig selv som den ældste i situationen. Når han derimod tænkte på, hvordan han havde været og tænkt, da han var 15, så kunne han godt se, at han havde været dum, men han havde også oprigtigt været vild med Pax, og havde ikke været nødt til at tage stilling til, om det var rigtigt eller forkert, for han vidste allerede dengang, at Pax aldrig ville have udnyttet hans følelser for ham, så længe han så ham som et barn. Der havde ikke været nogen grund til at Juno selv skulle se kritisk på sine tanker om Pax, fordi det altid havde været så tydeligt, at Pax til enhver tid ville gøre det rigtige. Fordi han altid havde været god. 

Det var også fordi Juno vidste, at Pax havde ret, at han ikke sagde noget, for stædig til at erkende det verbalt, og han åndede også lettet op, da Pax ikke lod ham svare, men blot kyssede ham. Han sukkede tilfredst imod hans læber, da han endelig kunne bevæge sig over Pax, og så åndeløst op på ham, da han endelig blev smidt ned på ryggen. 
"Kun helt okay?" gentog Juno med et åndeløst grin, for han kunne mærke i hver sin fiber af sin krop, hvor vigtig han var for Pax, i alt fra hvordan han holdt om ham og rørte ved ham til, hvordan han kyssede ham og så på ham, og Juno var stadig kun alt for ivrig efter at sprede sine ben for ham. Samtidig trak han ham ind i endnu et kys, opsat på at lade Pax føle og høre, hvor meget han nød det, han gjorde ved ham, så han kunne mærke Junos tunge støn mod sine egne læber, da han endelig kom op imellem hans ben. 
For første gang var det okay, at Pax tog alting så forfærdeligt langsomt, som han gjorde. Juno ville gemme hvert eneste sekund, trække det så meget i langdrag han overhovedet kunne, og han kys gik fra at være ivrige og desperate, til at være langsomme bevægelser og tunge åndedrag, hans tunge nærmest kun hvilende imod Paxs. Alle de beskidte ord, der altid truede med at forlade hans mund, var for et øjeblik forsvundet, lagt i dvale til de blev nødvendige for at få Pax i gang igen. 

Pax brummede smilende mod Junos mund. "Ja. Helt okay", gentog han lavmælt, hans stemme hæs af det begær, han følte for den anden. Ordene var naturligvis en løgn, men velvidende at Juno vidste, at han var hele Paxs verden, følte han ikke, at der var nogen grund til at berette om det. De havde trods alt ikke sådan et forhold, skønt de elskede hinanden højt og det var noget af det, Pax brød sig bedst om. Ikke fordi han havde ordene, men fordi at Juno gjorde alting lettere og fordi, at Pax derved var bange for at miste det lys, Juno udgjorde, skulle noget ændre sig imellem dem. Han kunne forårsage ødelæggelse ved et enkelt blik - Pax kunne ikke risikere at det gik udover Juno.

Paxs åndedrag blev langsomt tungere og tungere, og da Juno sænkede farten i sine kys og kærtegn, reagerede Pax modsat. Det var ikke med vilje men fordi han nød det mere end det forrige, rent faktisk at kunne smage og mærke Juno helt og foruden at kæmpe imod hastigheden. Det var de bedste kys, Juno nogensinde havde skænket ham og der kunne ikke herske nogen tvivl om, at Pax reagerede på det. Selv blev han ivrig, mere søgende og grådig. Hans ene hånd gled op af Junos baglår, op til den ene balle og ind imellem, forberedende på det, Pax ønskede, at der skulle ske imellem dem.
Hans hånds arrede fingerspidser var ikke drillende eller pirrende; lang snarere var de målrettede men stadig forsigtige. Pax havde smidt alle tanker fra sig og badede i alt det lys, der strømmede fra Juno i velduftende bølger. Der var ikke noget bedre end det her... og han havde været så tæt på at miste det for evigt.
Skulle Pax være ærlig, kunne det stadig gøre ham vred at tænke på... hvorfor Juno aldrig havde skrevet og fortalt ham sandheden.
Tankerne, minderne blev ikke hos ham for længe og ivrigt fortsatte han. Hans læber flygtede henover Junos kæbe og hals, hans tænder ivrige og hans bid hårde. Omsider føltes Juno klar til ham og fordi, at gamle ord, gamle udfordringer sjældent døde ud i Paxs erindringer, satte han sig op, greb om begge af Junos ben og rullede ham rundt. Dernæst landede hans hænder på begge af den blonde mands hofter, støttende for sig selv, da han dernæst satte sit yderste til Junos krop og langsomt blive et. 

Paxs insisteren på at Juno var helt okay, blev kun besvaret med en smilende brummen, for hvis der var noget, Pax var god til at kommunikere, hvor nonverbalt det så end var, så var det at Juno betød alverden for ham. Det var den slags opførsel der fik Juno til at tro, at han ejede hele verden, for i hans øjne kunne Pax skaffe alt, og hvad der var Paxs, var hans. 

Han kunne ikke undgå at mærke en tydelig forskel i Pax, en positiv én, og han fortsatte med et forsigtigt smil de kys han var i gang med at give ham, indtil Paxs fingre fandt vej op i ham og han slap et lavmælt støn mod Paxs mund og i flere sekunder lå han stille, uden at gøre andet end tage et par dybe vejrtrækning, fortsat med deres læber helt op mod hinanden. Det var nemt for ham at lade sig opsluge af følelsen, indtil han igen kunne genoptage deres kys, kun afbrudt af periodiske støn, fremprovokeret af Paxs fingre. 
"Du kommer til at efterlade mærker på dén måde," mumlede Juno med tung vejrtrækning om Paxs bid i hans hals, opfordrende i hans tone, selvom hans ord ikke lød sådan. For ham var der intet i vejen med at hele kroen vidste hvad de lavede eller havde lavet, men de skulle også møde en af Paxs forbindelser den næste dag, og Juno var nysgerrig efter Paxs reaktion på at blive mindet om dét. 

Med tankerne stadig om Paxs tænder i sin hals, var Juno både overrasket og forvirret, da han blev smidt om på maven. Den udfordring han selv havde givet Pax, var helt glemt, indtil hans hænder var om hans hofter, og med knæ og albuer i madrassen, svajede Juno i ryggen og skævede sig over skulderen. 
Positionen i sig selv var ikke ulig sådan, som Thanos havde taget ham hele vejen ned til Medanien, men dét var også det eneste, der så meget som mindede om dén oplevelse, for det føltes godt. Fra samme øjeblik Pax var i ham, føltes det som om, det var sådan, det altid havde været meningen, at han skulle kneppes. Han var forberedt, og hænderne var ham om ham, holdt fat i ham, men holdt ham ikke nede. Der var ingen modstand i hans krop, kun længslen efter mere, og der var et smil i Junos blik, da han møvede sin røv tilbage mod Pax med et tungt støn.
"Jeg troede du - ville kræve et spejl," væltede det ud af Juno med et grin, selv som han trak en pude til sig, for at begrave sit hoved i den med et støn, der kom helt nede fra maven. 

"... Ligeglad", lød det brummende til svar og imens, at Pax fortsatte sine bid og kys. Han var nemlig ligeglad; hvad end hans forbindelse måtte tænke, om det der mødte ham, var alligevel ikke op til Pax at bestemme. Desuden var han for optaget af det, de havde gang i til, at han kunne mønstre nogen som helst form for bekymring.

Paxs hofter bevægede sig i rolige ryk; både for hans egen såvel som Junos skyld. Han havde ikke travlt, skønt bad og et måltid ventede på dem, for den stramme fornemmelse om ham var euforisk. Der var ikke andre steder, han hørte til, og de forræderiske stemmer der hviskede til ham, når det blev mørkt, var forduftet og blevet til ingen ting. På den måde var Juno en sol og hans sjæl duggede græsmarker.
Efterhånden som Juno, igennem lyd og ivrige bevægelser, gjorde ham opmærksom på den nydelse, han oplevede, begyndte Pax langsomt at forøge hans tempo. Det blev dog også tydeligere for ham selv, at han havde brug for den anden tættere på, hvormed han lod sine glide fra den andens hofter og op til hans skuldre, hvorom de lagde sig.
Blidt men bestemt guidede Pax Juno op til sig, lænende tilbage så den anden kunne støtte sine baglår mod hans egne. Stadig var det dog Pax der bevægede sig, hans hænder glidende henover Junos markerede mavemuskler og ned til hans køn, han villigt lod sine fingre samle sig omkring. Han holdte sin hånd der, den anden gribende om Juno, som gjaldt det hans liv, og for hver gang han stødte op i ham, gled Junos lem også op og ned ad Paxs håndflade.
Han havde for længst mistet fornemmelsen af tidens gang. Kun Juno og hans egne bevægelser i ham eksisterede. Det var på en eller anden måde så meget bedre, at de ikke befandt sig i deres egen seng men Pax ville aldrig kunne determinere hvorfor, at det forholdt sig sådan. Med Juno i sin favn, let svedende og stønnende var det øjeblik dog fuldkomment og perfekt, og Pax kunne slet ikke forstå hans held.

Juno var ikke ligeglad. Han var i den syvende himmel blot ved tanken om at lade andre kunne se, at Pax elskede ham, på en måde som han aldrig ville elske andre end ham. Om det så var Flokken eller en forbindelse eller helt fremmede mennesker på kroen, det betød ikke noget for Juno. Der var under alle omstændigheder en reel chance for, at han ville være den af alle, der brugte mest tid på at stirre på dem, hvis han kom i nærheden af et spejl. 

Om Pax fulgte dem eller ej, så havde Juno det altid sjovt med at beordre Pax rundt, men som han havde det nu, kunne han knap nok sætte to ord sammen, meget mindre formulere hvad han ville have, eller finde på noget, han ville have, som han ikke allerede fik. Han var heller ikke meget mere end en kludedukke, da Pax hev ham op, og den første bevægelse han selv gjorde, var at vende sit ansigt mod Paxs hals, hans hoved hvilende mod hans skulder, og slikke ham op ad halsen, inden han også selv satte sine tænder i ham, i et bid der ikke varede mere end et par sekunder, inden han var nødt til at slippe ham, for stakåndet at kæmpe efter vejret. 
Hans vejrtrækning blev kun tungere, da Paxs hånd også fandt vej rundt om ham, og det var også i den position at han ikke længe efter begravede sit ansigt mod Paxs hals, hans kinder varmere end resten af hans brændende varme krop, hans syn sløret, og uden noget til at dæmpe hans højlydte støn, da han kom ud over Paxs hånd.