Da Bandorion først havde hørt at han skulle flytte til Tar Alsarif havde han ikke været… begejstret. Han havde hurtig vænnet sig til boligen i Balzera, og havde lidt forventet at de ville bo værre når de kom ud til en lille by, som han så fint havde kaldt det første gang han havde hørt navnet. Det var dog de typiske teenage skrupler, og ligeså snart han var blevet indlogeret på sit nye værelse, så var det alt sammen faldet tilbage i hak, og utilfredsheden havde ikke vist sig siden.
Forholdet mellem ham og Ramiel havde dog ikke udviklet sig helt som han havde ønsket. Det var næsten som om at noget holdt Ramiel tilbage, og Bandorion kunne ikke helt finde ud af hvad det skulle være, for han virkede nu aldrig genert nok til ikke at røre og kysse ham, især når han selv lagde op til det.

Heldigvis holdt hans træning ham godt optaget, og i dag havde været dagen hvor han havde været afsted for første gang. Nerverne havde næsten siddet ude på tøjet, men som han har fundet sig til rette i selskabet, væk fra alle de nysgerrige øjne, så var det lidt som om at alting bare løb uden problemer, og han kunne bare koncentrere sig om hvad der skulle siges. De få fejltrin der var blevet taget, dem lovede han sig selv at reflektere over senere.

Selskabet var dog endelig brudt op for dagen, og selvom han lige hang rundt bare et øjeblik længere for at se om der ville være nogen der blev og snakkede, vendte han dermed også snuden hjemad. Ruterne i Tar Alsarif var meget anderledes end i Balzera, og dermed endte han også på taget af deres nye hus, som han kom tæt på, hvilket ikke havde været med i planerne egentlig. Det var dog ikke værre, end at han vidste hvor Ramiels kontor var.
Hans fingre fandt nemt taget kant først, for derfor at lade sig glide ned i et lidt større ryk, til han til sidst greb overkanten af vinduet ind til Ramiels kontor og… kom ansigt til ansigt med halvenglen som åbenbart stod og nød solnedgangen.
Bandorion selv var iklædt sorte klæder, der gemte både det meste af ansigtet og håret. Man kunne dog stadig svagt ane smilet under det. ”Flytter du dig lige, så jeg kan komme ind?” lød det gennem stoffet, og skulle Ramiel træde til side, så ville Bandorion også svinge sig selv ind, så han kunne lande på gulvet inde i værelset. 

Det var et let sving Bandorion tog, som han fik svunget sig ind, og kun en lille indikation fra gulvet over, at hans fødder ramte det. Det havde sine fordele med sine elviske træk, og dermed lette skikkelse, og når man så også blev trænet i det. Det havde vist sig af Bandorion var overraskende god til at forholde sig lydløs, især i forhold til hvordan han ellers opførte sig omkring Ramiel. Der var han altid langt mere frembrusende og gjorde sit for at diplomaten ikke kunne få lov til bare at tage øjnene af ham.

Ligeså snart han rettede sig op, så tog han også en hånd op for at hive klæderne af hovedet, så de blonde lokker, og mørke hud rigtig kom til syne, og så også det lidt for fornøjet smil på læberne, som nok indikerede at Bandorion i hvert fald selv mente at han havde gjort et godt job, og han bare ventede på belønningen.
”Ja, det vil jeg da mene,” sagde han grinende, inden han med lette skridt gik over og smed sig i stolen, og gjorde absolut intet for at sætte sig korrekt. Han slængede sig over armlænet, og det ville nok bare være et spørgsmål om tid før hans ben også kom op og ligge, med mindre han fandt en mere… behagelig plads. Han var normalvis ikke bleg for at indtage Ramiels skød, når han kunne slippe afsted med det, og de forbehold Ramiel havde? Bandorion havde ingen af dem, selvom han for det meste respekterede ikke at være for åbenlys udenfor huset. "Men det er da virkelig nogle røvhuller der var til den middag." Bandorion var i hvert fald glad for at han ikke skulle snakke med dem fremadrettet, for at høre på dem var i hvert fald nok.

Krystaller ville altid motivere en, men det var nu alligevel for menneskeligt et koncept for Bandorion, selvom han elskede at omgås med dem. De var rare at have, men det elviske sind var nu stadig indstillet lidt anderledes, og han vidste at selv en rigdom nu, ville ikke betyde at han sad godt i det resten af livet. Nogle ting havde Thal’Elor lært ungelveren. En ungelver der mere og mere var begyndt at vokse op, i takt med at han faktisk udnyttede sit liv og sine evner på at opvarte manden foran sig. Det krævede tydeligvis bare en ordentlig motivation.

Bandorion greb glasset, med et drillende smil i Ramiels retning, som han fik sat sig mere til rette i stolen. De lange lemmer hang over det hele, og han lod en hånd glide gennem de blonde lokker som fik det til at stå lidt inden det faldt ned igen. Det havde alligevel været lidt af en varm oplevelse.
”Selvfølgelig, selvom du er velkommen til at nedskrive som jeg fortæller dig nu,” tilbød han, selvom han ikke forventede at Ramiel ville gøre det. Nej, de havde også gået over hvordan man aflagde rapport og hvad han skulle høre efter.
”De havde rigtig meget høflighed, og den første gode del af middagen skete der ikke så meget… Med mindre du har lyst til at høre om Kader’s børn, eller Al-Ghazzawi’s frygtelige kone,” tilbød han, inden han forsatte. ”Det var først efter hovedretten de begyndte at tale om detaljerne. Du var et meget vigtigt punkt, for ikke også at nævne Kazimi fyrsten, som de virker meget utilfredse med.” Han tappede sin finger lidt mod glasset, inden han tog det op til munden og tog en tår af det, mens han overvejede enten om Ramiel havde noget at spørge ind til, eller om han selv skulle finde ud af at forsætte. 

Utrolig som man kunne få Ramiel’s opmærksomhed når det handlede om arbejde, men stadig havde han nægtet at lægge en mere intim hånd på Bandorion. Det var næsten frustrerende. Bandorions læber blev dermed også skubbet en anelse ud, som han så ud som om at han tænkte over, dog stadig med et blik i Ramiels retning.
Han tog ligeså stille en tår af vinen, og lænede sig mere tilbage i stolen, og tog sig sin gode tid med at smage på vinen, og komme frem til informationen Ramiel så desperat ønskede. De kunne være to om at trække tingene ud. Hvis Bandorion skulle lære tålmodighed, så skulle Ramiel vel det også før eller siden. Han forventede ikke at han ville blive sur over det.

Endelig så det ud til Bandorion havde drukket den tår han havde taget, og et øjeblik så det ud til at han ville tage en til uden at svare, men så åbnede læberne sig i stedet for faktisk at svare på spørgsmålet. ”De mener fyrsten leger favoritter ved at indsætte dig her i Tar Alsarif, eller det mener nogle af dem, nogle af de andre mener at du er her for at holde øje med hvad det er de går og foretager sig. Åbenbart burde fyrsten have en grund til ikke at stole på dem,” sagde han og trak på skuldrene, for det var egentlig lige meget for ham. Hvad Ramiel ville bruge informationen til, det vedrørte ham ikke. Han var blot en lille fugl der lyttede hvor det var krævede. ”Derfor vil de også gerne af med dig. De er sikre på at du stikker din næse hvor det ikke vedrører dig, men de fleste af dem forventer også at du bare er inkompetent, så de bør intet have at frygte fra dig.” Meningerne var der blevet delt massere ud af til middagen, og Bandorion havde stadig lidt svært ved at huske forskel på hvem der havde sagt hvad, men ikke så meget at han ikke mente at rapporten noks kulle blive fyldestgørende. 

Med en diplomats indlærte tålmodighed, var det at Ramiel ikke foretrak en mine i de sekunder Bandorion fik ham til at vente, imens at han mageligt lænede sig tilbage i stolen, og drak slurke af den dyre vin, med en finesse der så sandelig kendetegnede den ørkenelviske race og dets... stolthed. Et punkt der stadigvæk kunne finpudses en anelse, om man spurgte den bevingede mand. 
Han var dog ikke dum nok til at påpege det - hastværk var lastværk - og om elveren havde behov for at smage sin vin rigtigt an, var det et simpelt behov han kunne opfylde. Han var alligevel så utålmodig på mange andre fronter, den kære Ramiel. 

Og da ord endelig fulgte trop, var det hele ventetiden værd. 
De gyldne øjne glimtede i aftensolen, med sådan en tilfredshed, jah underliggende begejstring over Bandorion's arbejde, at man et lille sekund ville ane hvordan at han ikke behøvede at lægge nogen falsk følelse af værdsættelse ud. Sådanne informationer var mere end blot guld værd, fordi i de kyndigste hænder... kunne de bruges som det perfekte våben. Og med den indsigt i hvad der foregik bagved låste døre og i lukkede selskaber, kunne diplomaten lægge en slagplan for hvad det næste skridt var. 
Hånden gled eftertænksomt op til det flettede skæg, og strøg det en anelse vurderende imens at han overvejede sine muligheder. At de så ham som inkompetent, satte ham i en god position. "Nævnte de hvordan de ville af med mig?" igennem politik? Igennem en simpel snigmorder? Igennem noget mere djævelsk? Det ville være en god detalje at bærer med sig; Ramiel tog endnu en tår af vinen, idet at blikket blev mere nærværende igen. 
Han håbede virkelig, at ørkenelveren havde noteret sig navnene på de enkelte mænd. 

Bandorion kunne mærke sig selv smile lidt mere, som humøret fra Ramiel også smittede af på ham. En varm følelse spredte sig i kroppen, og det var ikke som om at han ikke vidste hvilken følelse det var. Han havde til en hver tid været meget glad for at vide at han var brugbar, og at Ramiel var glad for at have taget ham ind. Det var underligt at føle at man var noget specielt, især efter alle de år Bandorion havde haft hvor det ikke ligefrem var tilfældet. Ramiel fik ham til at føle at han var noget.
Hans hånd kørte stadig glasset dovent rundt i sin hånd, så han kunne se vinen ligeså stille cirkle rundt dernede, selvom hans øjne for nu var fastlåst på Ramiel.

Det næste spørgsmål var dog ikke noget Bandorion kunne svare på, og han måtte ryste på hovedet og tog endnu en tår af vinen, denne gang drak han den noget hurtigere, for der var trods alt noget information Ramiel nok ville bryde sig forfærdelig meget om at få. ”De har planlagt et møde igen næste uge, men deres lokation er åbenbart hemmelig. De sagde bare at det ville være det sted,” sagde Bandorion, og for god ordens skyld tog han to fingre op, for at bukke dem to gange, da han sagde det sted. Han havde dog ingen idé om hvor det ville være, men han vidste at hvis Ramiel kunne finde ud af hvor det var, så ville han også sørge for at et par øjne og ører var på den samtale der ville komme. 

Bandorions øjne fulgte Ramiel som han bevægede sig væk, og han havde en ret godt idé om hvor tingene bar hen, da han så pergamentet, og det blev kun bekræftet som det så fint endte foran ham. Man kunne næsten se hvordan teeangeren i Bandorion kom frem, som han kiggede lidt modvilligt på pergamentet, til trods for at han egentlig godt vidste at han burde skrive det ned så hurtig som muligt.
Med et lidt dramatisk suk så satte han sig alligevel op og drak resten af vinen i glasset, inden han stillede det på bordet, og skubbede det lidt hen mod Ramiel, som et stille ønske om lidt mere, som Ramiel selv skubbede bogen med navnene over på hans side.

”Og så bliver jeg vel belønnet bagefter?” kom de næsten forventelige ord, som han kiggede over på Ramiel. Det havde været en lang dag, og lidt måtte Ramiel nu give, især når han altid gjorde en dyd ud af at fortælle ham, hvor dygtig han var.
Han ventede dog ikke på et svar, som han samlede pennen op, dyppede den i blækket, og ligeså stille begyndte at skrive. Hans øjne gled mod bogen et par gange, for at tjekke navnene, men ellers må han pennen danse over papiret. Han stoppede op et par gange for at tænke sig om, inden han forsatte.

Det var en lidt langsommelig affære, men primært pga. mængden af information Bandorion nedfældede på papiret, og et par enkelte gange krydsede han et par ting ud, for blot at skrive dem igen længere nede. Der var dog ingen hast, og det var vigtigere at han gjorde sit arbejde rimelig korrekt. 

Det var ikke somo m at Bandorion havde planer om at lade Ramiel snige sig udenom betalingen med krystaller ellers, men det kunne bare ikke være hans eneste motivationsgrundlag. De var rare at have, men de var ikke ligesom nødvendige. Hvis han ikke gad at være her længere, så var det ikke sværere end at han kunne finde tilbage til Thal’Elor og arbejde derned. Der var bage ingen rigtig motivation fra ham. For nu havde han det godt i den position han var blevet sat i… hvis bare Ramiel begyndte at punge ud af andre ting end krystaller også.

Hans hånd greb ud efter glasset som det kom retur og tog en tår af det inden han blot forsatte med at  nedskrive hvad han kunne huske. Hans øjne bevægede sig heller ikke som han hørte posen med krystaller rasle, selvom man kunne se hvordan Bandorions ører kort bevægede sig lidt.
Det tog stadig noget tid efter krystallerne var fundet frem, men til sidst blev Bandorion nu engang også færdig. Hans øjne skimmede kort skriften på, og han overvejede om der var noget han havde glemt, inden han skubbede det fra sig, tog vinen, og lænede sig godt tilbage i stolen endnu engang.

”Det burde være alt der var vigtigt af hvad de sagde,” sagde han, og hans blik kiggede en anelse sulten på Ramiels skikkelse. 

Bandorions slanke fingre rakte ud og tog pungen på bordet, men hans øjne forlod ikke Ramiel som han kiggede indgående på ham. Pungen virkede tung nok, men han havde nu heller ingen tvivl om at Ramiel vidste hvordan man betalte godt. Det her var trods alt hans første rigtige job, og han havde endnu ikke bestemt hvad han ville bruge krystallerne på. Nej, han havde måske i stedet for lidt håbet på at Ramiel ville give ham noget mere end hvad de var vant til.

I stedet for var det et skuffet suk der kom fra Bandorion, og i stedet for bandt han pungen omkring sit bælte, så det ikke ville blive glemt, når han engang skulle tilbage mod sit eget værelse.
”Det var vel egentlig fint,” indrømmede Bandorion. Ligeså snart adrenalinen havde lagt sig efter at have sneget sig ind, så havde det faktisk ikke været så sindsoprivende. ”Det er rimelig nemt, når man først er kommet ind.” Nu havde han vidst også de fleste ting på sin side, når det kom til at aflytte folk.
Han begyndte at lade vinen hvirvle rundt i glasset igen, som han studerede det lidt. ”Men det gør vel dig glad?” sagde han endelig. Han ville ikke havde gjort det for hvem som helst, og det havde han nu aldrig rigtig lagt låg på. Han vidste at hans egen fascination af halvenglen var tydelig, og nogle gange ville han ønske at Ramiel udviste det ligeså meget. Det kom frem nogle gange, men næsten kun nok til lige at ville have mere. 

Bandorion lænede sig tilpas tilbage i stolen, mens de sølvfarvede øjne fulgte halvenglens krop der bevægede sig rundt i værelset. Hans mund var dog optaget af glasset med den kraftfulde vin, ikke at det var nok for Bandorion at føle dens virkning, men måtte nøjes med smagen, og hvordan den skabte en vis form for ro i hans krop.
Som Ramiel endte bag ham, kunne han dog ikke følge med mere, og det var først da han mærkede hånden mod stolens ryglæn at han endelig kiggede op og blev mødt af et par gyldne øjne. Hele hans krop summede og han havde lyst til at række op for at hive Ramiel ned, men han gjorde det ikke endnu.

”Overrasket? Det får det næsten til at lyde som om at du ikke havde tiltro til mig,” sagde han i en drillende og fugtede sine læber. ”Hvis jeg har sat mig for at gøre noget, så lykkes det mig naturligvis, især med en god læremester.” Ikke at han havde kunne lære Bandorion så meget udenfor deres undervisning, men det var trods alt kvalitetstid han ellers ikke ville have haft med diplomaten. Han måtte tage hvad han kunne få, også selvom det brændte så inderligt i ham om at få noget mere. 

Smilet blev kun bredere på Bandorions læber, for havde man ikke hørt det før. På rigtig mange måder havde Bandorion dog ikke den selvsikkerhed i sig selv, som han ofte fremtrådte med. Der var mange usikkerheder fra hans tidlige ungdom, noget som kun havde gjort det nememre for Ramiel at få fat i ungelveren. Og selvom Bandorion vidste at diplomaten talte til de usikkerheder, så var han ligeglad. Han ville gerne tro på det bedste mellem dem, og Ramiel fik ham til at føle sig helt speciel.
Han lænede sit hoved lidt ind mod hånden der strøg det blonde hår, en unaturlig farve til hans mørke hud. ”Det tror jeg på. Hvis man ikke tror på hvad man laver, så falder man vel ligeså hurtigt.” Bandorion ville ikke have været uforsigtig på det grundlag, i hvert fald ikke på sin første gang.

Skuffelsen var tydelig i de sølvfarvede øjne som Ramiel rykkede sig væk, men han lænede sig nu alligevel tilbage og tog endnu en tår vin. Han skulle nok få hvad han søgte.
”En smule,” indrømmede Bandorion. ”Det sjove var at bryde ind, men bare at sidde og høre på et par gamle idioter, siger mig ikke så meget.” Det ville nok altid være svært at få Bandorion til at elske et arbejde for arbejdets skyld. Men han var drevet på et mere personligt plan, og hvis man først fik hans loyalitet, så skulle man ikke tro at den ikke holdt ved. Det krævede dog mere arbejde end bare at smide et par ekstra krystaller i hans retning.