Kære Josefine.

    Jeg er nu nået Fristavn, som åbenbart er første stop på denne underlige rejse. Jeg ankom i går aftes og har indlogeret mig på en kro, mens jeg venter på mulighed for at leje mig ind på et skib, der har kurs sydpå - det har vist sig, at være sværere end man skulle tro. Vejret er elendigt det meste af tiden, og kroen her er et sandt hul, men ud fra rygter i ølstuen har jeg fået mistanke om, at Zirra måske har været her forbi, så jeg har valgt at blive her, selvom jeg kan afsløre, at det ikke er med min gode vilje.
    Jeg er ked af dén måde, jeg kom fra Dianthos på, og jeg har tænkt meget på dig, på turen hertil. Jeg ved ikke helt, hvad jeg gerne vil sige - og jeg er temmelig sikker på, at et brev nok heller ikke er det rigtige sted at gøre det under alle omstændigheder - men jeg håber, du kom godt igennem aftenen… og dagene der fulgte.
    Jeg har ikke så meget andet at fortælle endnu - andet end at Fristavn er præcis lige så skummel, som jeg husker den. Jeg har brugt det meste af min tid på at undgå slagsmål og spille kort i kroens ølstue, mens jeg venter på et skib…
    Venter på et skib - prøv lige at dvæl ved dét et øjeblik. Jeg er ude af stand til at finde et skib… i Fristavn. Jeg må virkelig ikke være i Gudernes gode bog, hva’…?
    Men nu har du hørt lidt om, hvordan det står til her. Har du det ellers godt? Har du været tilbage ved børnehjemmet? Går alting godt derhjemme?

    Jeg håber at høre fra dig.
    Kærligst:
    Treston

    Kære Treston Reynlest.
             Tres.

Det varmer at høre fra dig, og jeg er glad for at du har fundet noget at følge. Håber du får fat i hende før hun ender med at gøre noget tåbeligt. Mere tåbeligt end hun har gjort. En skam med vejret, havde sådan håbet du ville have haft mere medgang end modgang men lyder til modgangen stadig plager hvert et skridt du tager.

Lad være at tænk over hvordan vi skiltes, selvfølgelig var det ikke som nogle af os ønskede men sket er sket. Så lad os komme videre, jeg er ikke så snæversynet at jeg lader en dårlig afsked komme i vejen for os, så lov mig at vi kan få snakket om det hele en dag, og som du selv siger ikke igennem breve. Føler at vi begge vil være utilfredse hvis vi endte med at få tingende snakket igennem med blæk på papir.

Herhjemme er ting som de normalt er  i fredstiderne. Vi forventer ikke at have noget at lave, men så begynderne meningerne at lave sære væddemål, og drengestreger og så har vi næsten mere at lave end når fredstider ikke er over os.
Jeg er i dialog med herre Adler omkring min plads i lyset, og håber han vil tage tiden til at læse mine brev og tage kontakt til mig, men der er ikke meget at fortælle andet end vi har en snak om at finde et andet sted for mig hos lyset.
Ellers er der ikke sket for meget for mig, gjorde hvad du sagde og er begyndte at betrygge mine problemer hos andre, blandt andet er jeg endt i snak med Rasmus af Arys, hvis du kan tro det.

Jeg gjorde dog en opdagelse, hvor jeg virkelig godt kunne bruge dig. Det viser sig at langt de fleste engle glemmer dele af deres tidligere liv, jeg er bange for at have glemt visse ting, vigtige ting. Jeg kan kun huske gode ting, og det gør mig bange. For hvad ville det betyde for mig, hvis jeg har glemt alle mine problemer.

Jeg, beklager at ligge disse ord hos dig mens du ikke kan gøre andet end at læse dem, men jeg måtte betrygge dig med dette. Jeg håber at brevet finder vej til dig.

     Kærligst.
     Josefine Solberg.

Hvis du mangler noget, flere krystaller, et elle andet, så skriv det og jeg vil sende dem med det næste brev.

Kære Josefine

Du drømmer ikke om, hvor stor en lettelse det var at modtage dit brev - og du har ret; lad os snakke alt det komplicerede igennem, når jeg engang er hjemme igen. Det tror jeg, vi begge er bedst tjent med. Der kan forekomme så mange misforståelser på skrift...

Det lyder, som om livet går videre og tingene er, som de plejer at være - det er kun godt. Og ja - tro mig - jeg ved alt om de åndsvage ting, både rekrutter og væbnere udfordrer hinanden til. Det er måske svært for dig at tro nu, hvor du jo primært har oplevet den voksne, velovervejede version af undertegnede, men engang havde jeg det også med at gøre dumme ting for sjov...
Har jeg egentlig nogensinde fortalt dig om dengang, jeg og Zirra fik brændt Paladsets stalde ned?

Det lyder spændende med din brevudveksling med Adler. Dog bliver jeg nødt til at spørge: Skal jeg være bekymret for, at du bliver forflyttet til Rubinien, eller noget i dén stil? Jeg ved godt, vi har snakket om, at du mener, dine evner kunne være bedre brugt et andet sted - jeg tror bare aldrig vi kom ind på hvor...
Men under alle omstændigheder! Virker han positivt stillet? 

Og når du siger Rasmus af Arys... Mener du så Prins Rasmus af Arys? Jeg er glad for, at du har rakt ud til andre - mere end glad; taknemmelig - men at skifte mig ud med en prins...? Dét bliver svært at komme tilbage fra!
Jeg går ud fra, at du kan læse mine drillerier mellem linjerne, så jeg vil lade være med at påtale dem mere. Jeg bliver dog nødt til at spørge, hvor i Isaris riger og lande du kender Prins Arys fra?

Jeg forstår virkelig godt din frygt, Josefine. Det er en skræmmende tanke, at man har levet på en løgn... Jeg vidste ikke dét om engle, men det giver mening, at døden tager noget af livet med sig.
Har du forsøgt at få andre, ældre engle i tale? Der må da næsten være nogen, der har stået i samme situation, og som måske kan hjælpe dig til noget indsigt.
Det er måske ikke det rigtige at spørge om pr. brev, men har du mistanke om, at du kan have glemt noget... slemt? Hvis det er noget, der handler om familien... Så ved Alex det måske. Jeg ved godt, at indsigt dén vej medbringer sine helt egne problemer, men husk nu bare, at du ikke er helt alene - der er stadig nogen tilbage fra dit gamle liv.

Jeg har netop fået at vide, at Havnemesteren har sendt bud efter mig - forhåbentlig for at fortælle mig, at han har fundet et skib, der vil have mig med sydpå., og ikke for at forsøge at blakke mig af for flere krystaller... Jeg havde glemt, hvor korrupt Fristavn egentlig er...

Jeg skriver igen, så snart jeg får mulighed for det. Hvis du vil være sikker på, at dit næst brev når frem til mig, så send det til én af de nordligste havebyer i Rubinien - så skal jeg sørge for, at gøre et stop ind dér og samle brevet op.

Jeg håber, du stadig er ved godt mod.
Kærligst
Treston

     Kæreste Treston.

Jeg beklager, men velovervejet version af undertegnet, siden hvornår har du været velovervejet i vores lille relation? Jeg venter spændt på at høre historier om tider hvor du har været velovervejet. Det var jer? Selvfølgelig var det i to, hvordan du nogensinde fik dem overtalt til at slå dig til ridder bliver mere og mere en overraskelse som dagene går. Men vil med glæde høre om det, dig og Zirra historier får altid et smil frem på mine læber. Så, fortæl endelig, skriftligt, hvordan det lykkes jer to af få sat ild til dele af paladset.

Herre Adler, virker bekymret for mig, ganske rigtigt kan han se fordele i hvad jeg skriver og forstår at mine evner ville være brugt godt på andre fronter af denne uendelige krig. Jeg forklaret ham alt om min evne, alt, og han reaktion var omsorg, hvordan vi kan beskytte mig bedst muligt. Som nævnt fandt vi to aldrig ud af hvor jeg ville finde bedre hjem i lyset, men i takt med rådsmødet blev omtalt fik jeg inspiration til at forhøre mig om muligheden til at tilsluttet mig lysets diplomatisk tilgange.

Ja, prins Rasmus af Arys. Vi to, mig og Rasmus, var meget nære i mit tidligere liv, mødtes en del i templerne og sidst jeg så ham ordenligt var en nyttet mening som savnede sit hjem. Mest fordi han var van til at være møgforkælet og hverken lyset eller templerne ville se til hans for pjelenings behov som han ønskede dem tilset, så uden jeg vidste hvem han var begyndte jeg at passe på den lille knægt, som i dag er en voksen mand - hvilket er en sær fornemmelse, har altid set ham som en ung knægt langt fra sit hjem og nu, voksen velklædt pæn mand. Desværre var min genopstand kompliceret for ham og det er først nu vi rigtigt har fået set hinanden, burde jeg nok takke dig for, da din forvisning fra byen fik ham til at opsøge mig.

Så du vil have mig til hvad? At opsøge min søn, som allerede ikke kan lig mig, og spørger ham om hvordan vores liv var? Dengang han var otte år gammel? For at høre om jeg husker det helt galt? Treston jeg ønsker faktisk at blive tæt med Alex igen. Gør jeg dette ødelægger jeg det hele, alle muligheder for at få ham til at se mig som hans mor igen.

Rubinien, har længe drømt om at få set syden ordenligt. Har hørt de smukkest ting om det som aftensolen ligger sig over landskabet. Samt skulle det være noget af en oplevelse at begå sig på markedspladserne, husk at tag tid til at få slappet af, og nydt rejsen bare en smule, det fortjener du.

Håber vejret er bedre i syden. En pause fra den kolde regn og sne vi har heroppe.

     Savner dig.
     Josefine.

Kære Josefine

Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med, at skulle starte et brev med lige præcis dén historie... Men jeg kan også godt høre, at det er nødvendigt, at jeg forsvarer - ikke bare min påstand om at være velovervejet, men tilsyneladende også min tidligere, professionelle integritet...

Jeg var lige blevet optaget som væbner, så jeg har vel været omkring de tolv. Zirra ville ned og se stridshestene, og jeg havde lovet at gå med hende, og inden jeg fik set mig om havde hun stjålet én og var på vej imod Labyrinthaven, hvor hun så end havde fået dén idé fra... 
Vi blev overraskede af en flok Riddere og endte med at flygte fra hesten og gemme os på høloftet. Og jeg tror, at stalddrengen fik væltet et stearinlys eller noget, da Ridderne kaldte ham ud for at give ham et fur, for pludselig lugtede der temmelig røget nede fra stalden af.
Og jeg skal da ikke kunne udelukke, at vi gik en lille smule i panik og gjorde ondt meget værre, da vi gav os til at lukke heste ud, og jeg kastede med ildgnister til højre og venstre for at få fart i dyrene. Jeg tror da muligvis dén brand kunne være blevet slukket betydeligt lettere, hvis vi bare havde gjort nogle voksne opmærksomme på den med det samme, men altså... Jeg vil helst tænke, at vi måske ikke handlede klogt, men i hvert fald handlede heroisk...!
Ingen heste kom til skade, og stalden brændte ikke helt ned til grunden, så det er jo altid noget. Lad mig fortælle dig, at min fader ikke var begejstret.

Jeg tror, du kunne blive en fremragende diplomat, Josefine - og Adler er godt dum, hvis han ikke kan se det. Jeg synes helt bestemt, du skal jage dine drømme og lægge din energi dér, hvor du føler den kommer dig mest til gode...
Men - for der er et... Jeg har svært ved at se, hvordan diplomatlivet skal gå godt i spænd med dét liv, jeg havde indtryk af, at du gerne vil leve. Et liv med mand og børn. Lad nu være med at binde dig til noget, du i sidste ende bliver ulykkelig i, hvis det kun sker ud fra en idé om, at Isari ville ønske det; hvis det kun er for at tjene Lyset bedre. Lyset og Isari har fået nok af dig, Josefine. Husk at tænke på dig selv.
...og vær sød at brænde dét hér brev, når du er færdig med at læse det, for jeg er en lille smule i tvivl om jeg har lov til at skrive sådanne ting til en person af offentligheden... Jeg vil nødigt komme hjem til min egen hængning, bare fordi der er en Hushovmester, der har snaget i dine breve...

Rasmus af Arys... Jamen, det glæder mig da, at min dom har bragt jer sammen igen, selvom jeg da håber, det skete ude fra et ønske om at give dig noget trøst, og ikke fordi den unge prins troede, du skulle reddes eller noget i dén stil... 

Og jeg siger ikke, at du skal give dig til at udfritte Alexander som det første. Jeg siger bare, at du skal huske på at du ikke står helt alene - der er folk, der kendte dig bedre dengang end jeg gjorde. Folk, som uden tvivl gerne ville hjælpe dig, hvis du en dag finder modet til at give det en chance. 

Indtil videre har jeg ikke fået mulighed for at nyde Syden synderligt... Det viste sig, at det var Kommandørkaptajn Valeriev, der havde tilbudt mig plads på sit skib, og hun har ikke været alt for begejstret for at se mig. Jeg vil ikke gå i nærmere detaljer her på skrift, men lad os bare sige, at jeg havde et mindre forklaringsproblem... Og at hun vist ikke helt har tilgivet mig endnu. Jeg har i hvert fald fået lov til at skrubbe dæk til mine arme føltes som om de var klar til at falde af...
Næste stop bliver Balzera, så send dit brev derned. 

Jeg savner dig
Treston

         Kæreste Treston.

Jeg vil starte med at indrømme at dette er ikke første eller anden gang jeg forsøger at formulere mig til dig. Og vil undskylde for min sidste brev, lod mine følelser fra andre ting komme i din retning uden grund, beklager hvis jeg virkede sur, det var ikke rettet imod dig. Undskyld.

En del af mig forstår godt at din far er lidt, anspændt, med hændelsen der er sket fornyeligt hvis sådanne nogle historier har været hverdag i jeres hustand. Er endelig glad for ikke at have været jeres sitter da i var unge. Må have været nogle hårde ungdoms år for jeres forældre. Men du har ret, heroisk på sin vis hvis man ser bort fra du gjorde det værrer, er det helt skidt at jeg faktisk er overrasket brænden ikke var jeres skyld?
Du ved jeg ikke mener det skidt, men når man hører om i to, forventer man bare altid det værste. Er glad for det endte godt, og uden nogle kom tilskade, ikke engang en hest. Vil virkelig ønske at man kunne genleve og se nogle af dig og Zirras episoder, må være noget af en oplevelse. Måske vi skulle finde det? En magiker der kan trække jeres minder ud? Så vi andre kan få glæde af jeres ungdoms hvad er ordet, skandaler?

Jeg forstår godt dine tanker Treston. Dette ønske, denne fremtid, ligger langt fra det liv jeg virkelig ønsker. At kunne se mine børn hverdag, få nogle flere, og finde en mand der vil gøre mig lykkelig. Som diplomat er jeg klar har risiko for at medføre lange rejser på tværs af landet, lige så vel som en risiko for aldrig at forlade Dianthos.
Men jeg er træt af denne uendelige krig, træt af alle søger at slutte den med en sværd i hånden og en kniv bag ryggen, og nu med den spontane angreb hvor deres mål var at kidnappe folk som slaver, og ødelægge byen. Dette er ikke en verden jeg vil tillade mine børn vokse op i og heller ikke en verden jeg vil lade mine børnebørn opleve - for er vi ærlige Treston så ved både du og jeg, at hvis alt forsætter som det er nu og ingen nye tiltag sættes i gang vil denne krig aldrig finde ende. Det er ikke mit ansvar at slutte den, men jeg har fået nok af alt skal foregå med et sværd i hånden. Du kender min vision, på denne måde kan jeg arbejde for faktisk at opnå det.
Jeg vil heller ikke risikere mig selv så meget med et liv som diplomat, mindre farligt end at være i arresten, og du kender mig vil aldrig kunne holde mig helt fra hæler huset. Måske vil dette liv være mere roligt end hvad jeg har nu? Tillade mig at møde flere væsner, og hjælpe med mig at opnå min sande drøm, med børn, familie, hus, og mand.

Du får det til at lyde så om du mistænker Rasmus ikke møder mig med rene tanker, det må du meget gerne uddybe. Ved han har følt mistro hver gang vi har mødtes i templet hvor vi ikke engang har sagt hej til hinanden, og han følte både skam og medligheden da han opsøgte mig, og som vi krammede lagde sig en dyb lettelse over ham. Men vil du uddybe hvad du mente med: "ønske om at give trøst og ikke fordi han troede jeg skulle redes."

Jeg, har nogle andre tanker end Alexander jeg gerne vil prøve først. Hvilket er at få det snakket igennem med en jeg ved ikke er så følelsesladet som mig selv, og håbe jeg kan få nogle gode tanker eller ideer til hvordan jeg pågriber dette problem. Men Treston hvad hvis jeg ikke kan huske alle konflikterne med mit gamle liv? Det er min drøm at få et liv som det. Er det..virkelig min drøm? Når alt jeg kan huske er gode ting?

Du fik faktisk lov at befinde dig på et flådeskib?! Det overrasket mig meget hun ikke benægtet dig adgang til skibet.
Lov mig du finder tid til at få slappet lidt af, hvornår får du ellers mulighed for at få set verden som du har fået nu? Nyd det, for min skyld. Få nogle gode historier, gode minder, og nogle smukke syn du kan tage med hjem og fortælle mig om.
Jeg ved det er vigtigt for dig at finde Zirra hurtigt, men du skal også slappe af og tænke på dig selv - som du så ofte siger til mig.

    Må Isaris lys berige din rejse.
Josefine.

Dit brev brændte pænt forresten.

Kære Josefine

Vi skal vænne os af med at undskylde til hinanden hele tiden; der er ingen af os, der er sarte, små blomster - og der er ingen af os, der forsætligt vil den anden det ondt. Så tag det helt roligt - jeg føler mig ikke ramt. Jeg er bare glad for at høre fra dig...

Og vi skal absolut og under ingen omstændigheder finde en magiker, men evner i dén retning - om det så gjaldt mit liv! Så hellere gå i graven i sikker forvisning om, at detaljerne om vores ungdoms dumheder dør med mig! Jeg tror, du har været involveret i rigeligt med skandaler fra min side af - jeg ser ingen grund til ligefrem at opsøge katastrofen...!

Jeg håber, det er dét, diplomatlivet ville ende med at gøre for dig - give dig mand og børn og alt dét, du drømmer om. Og som du ved, så forstår jeg til fulde din frustration over Lyset og Mørket og alt de to sider har gjort ved hinanden. Jeg vil bare meget nødigt... se krigen suge livskraften ud af dig, Josefine - tage din gejst og gøre dig fortvivlet, sådan som det er sket for mig...
For som du selv siger, så er der frygteligt mange, flotte ord i spil - ord om ære, om mod og om retfærdighed. Men selvom Lyset gurgler dem op i en lind strøm, så efterlever de dem ikke, Josefine, og det ser Mørket lige så tydeligt, fordi de er mindst lige så slemme. Vores allierede ser det, og tager det som en mulighed for at hytte deres eget skind, og vores mulige allierede ser det, og tager det som et tegn til at være ligeglade... 
Jeg er så pissehamrende træt af at se gode mennesker blive opslugt af dén hér krig - se dem blive hevet ind og banket i facon og derefter langsomt blive brudt ned af konfliktens dobbeltmorale. Jeg har set den sluge soldaterkammerater - set den sluge mine søskende. Jeg vil meget nødigt se den tage dig også, så jeg beder dig; tænk dig nu godt om og tillad dig selv at rette blikket imod dine behov og ikke Lysets.

Dét jeg mente med mine ord om Prins Arys var nu ikke andet, end at jeg da nødigt vil have, at han tror, jeg har... fordærvet dig på én eller anden måde... at du skal reddes fra min forræderiske indflydelse, eller måske holdes under opsyn. Jeg håber da, at han har opsøgt dig, fordi han oprigtigt bekymrer sig om dit velbefindende og ønsker, at genskabe jeres relation. 

Jeg kan godt sætte mig ind i frygten for, at ens drømme og ønsker kan være baseret på en løgn... Og jeg ved ikke, hvilket råd, jeg skal give, andet end, at vished må være den bedste løsning. Vished - også selvom den kommer på bekostning af sjælefred. Drømme er hellige, for uden drømme og ønsker er livet gråt og kvælende; uniformt...
Men lige i dette tilfælde vil jeg nu også sige, at ligegyldig hvad du har glemt, så behøver det jo ikke ændre på, hvad du gerne vil have i fremtiden. Selv hvis det usandsynlige skulle ske og det viser sig, at du har fortrængt en masse forfærdelige ting fra dit gamle liv, så er det vel stadig i orden at ønske sig gode stunder med familie og elskede i det nye. Ikke?

Efter at have tilbragt en overnatning i Belzera må jeg indrømme, at jeg ikke bryder mig synderligt om byen. Den er... ulamindelig hård ved fremmede, hvis du spørger mig... Urimelig fjendtligt! Og tilsyneladende til salg for usle krystaller og blå øjne...
Jeg skal gerne fortælle dig alle detaljerne, men det korte af det lange er, at jeg har Zirra mistænkt for at sætte mig forhindringer i vejen. Dét er lidt et problem - jeg havde håbet, at hun ikke ville få nys om, at jeg er i hælene på hende... 
Men det er min hovedpine, og jeg tænker, at det hele nok skal gå. Jeg er stadig på sporet og ved nogenlunde godt mod.

Kærligst
Din Treston

     Kæreste Treston.

En skam, ville ellers nyde at opleve hvordan du ser verden. Men du har ret, måske ikke benytte sådanne magisk egenskaber til at opleve dig og Zirras skandaler. Har noget i tankerne jeg langt hellere ville opleve igennem dine øjne, mere i dag efter at læst dit brev. Et brev som virkelig fik mig til at smile, så mange tak for at hjælpe mit humør selv mens du er så langt væk. Jeg kunne godt tænke mig at opleve hvordan du faktisk ser mig. Den sidste dag vi havde sammen før du rejste, eller, andre dage. Vil det også være umuligt? Om det så gjaldt dit liv?

Jeg ved vi skrev tidligere at vi skulle vente med disse snakke til vi kunne ses, se hinandens øjne. Men Treston, jeg tror virkelig vi skal få dette snakket igennem, og for mig er breve en god metode at få alt dette ud på, delt, fordi her kan andres følelser ikke påvirke mig heller ikke dine. Du kan vælge at lade være at svare mig på disse ting Treston, og jeg vil forstå budskabet og ikke bringe det op i flere breve. Men jeg bliver nød til at høre, til at spørger, for jeg er ikke i stand til at lade vores snak i byen forlade min hoved, hver aften går jeg dine ord igennem og mine egne og nu hvor du skriver som du gør, så tror jeg at dette er det helt rigtige tidspunkt for os at have denne snak på.

Du skriver 'din Treston', men jeg troede vi var enige om at vi ikke var andet end venner. Jeg er klar over det er snart to år siden vi lavede den aftale. Men tillad mig at spørger, har alt dette slået hul på din moral eller er det noget andet der taler? Skrev du brevet i selvskab af urterne jeg gav dig?

Lad være at misforstå mig, jeg smilte da jeg læste det og gør jeg stadig som mine øjne glider over det. Det er ikke en hemmelighed at du betyder meget for mig. Men at sige du er min, efter den snak vi havde i Dianthos får mig til at under mig om det er savn, ensomhed eller andet der taler.
Jeg ved at savnen har fået mig til at tænke og føle ting, jeg tidligere har forkastet eller aldrig tænkt.

Jeg har altid sagt at vi ville gøre hinanden ulykkelige, at et liv sammen ville være en straf til os begge, men den savn jeg føler, og de tanker jeg har og den glæde at se dig skrive "din". Kan jeg ikke lade være med at tanke, ville det? Ville vi virkelig skabe et fængsel for hinanden? og gør vi ikke allerede det?

Du er den bedste ven jeg nogle sinde har haft.
og tror at, jeg aldrig har set dig som bare en ven, du har altid været mere.

   De varmest hilsner
   Josefine.

PS: Jeg forstår hvis du ikke ønsker at forsætte denne snak over breve, men ville lette mine tanker og rense mit hoved. Beklager at jeg tvinger dette ind i dit hoved mens du, er midt i det rod du er midt i, og undskyld at jeg forkaster så meget andet du har skrevet, men for mig er dette vigtigere end at hører om jagten på din søster.

Josefine.

Jeg vil starte med at sige, at jeg værdsætter din ærlighed, selvom den også skræmmer mig. For jeg ved ikke, hvad jeg skal fortælle dig... Alt er kaos, Josefine. Jeg er kaos... Og jeg må indrømme, at jeg både er bange for at skubbe dig væk og trække dig tæt på...

For nej, min moral er der ikke blevet slået hul på, men... Men der er bare sket så mange ting her på det sidste, der har fået mig til at tvivle på min egen dømmekraft, og jeg ved ikke, hvad der er sandt længere - der er alt for meget, der er gråt. Tosidet. Rodet...

Alt dette...rod startede jo af en grund, og dén... grund er skyld i, at denne brevudveksling overhovedet må finde sted... på mere end ét plan...
For jeg tror, jeg elsker hende, Josefine. Men jeg ved heller ikke, om jeg kan stole på dén følelse, og det er... forvirrende. Det er ærlig talt ved at rive mig midt over...
Og det er et utilfredsstillende svar - det forstår jeg godt. For det er jo heller ingen hemmelighed imellem os, at jeg...før har tænkt, at vi to kunne blive andet og mere end de venner, vi er...

Men du fortjener bedre, Josefine. Dét er det eneste, jeg er helt sikker på. Du har fortjent bedre end mig og dét hér, og al dén smerte, jeg tilsyneladende er blevet en mester i at nedkalde over folk, jeg holder. af... Og med dét in mente, så skulle jeg ikke have skrevet, som jeg gjorde. Jeg har ingen ret til at sende dén slags signaler, når jeg ikke kan tilbyde dig mere end dette meget utilfredsstillende, famlende svar...
Og jeg tror... Jeg tror - selv hvis alt dette viser sig at have været for ingenting; hvis Zirra havde ret til domsfældelsen... Jeg tror, jeg ville ende med at skuffe dig, Josefine... Og gennem dét, ville jeg skuffe mig selv...
Du har fortjent en mand, der ikke bare kan være dén far, du ønsker for dine børn, men også... er din helt ind i hjertet. Én der deler din tro og din godhed. Én, der ikke har gjort dig lige så meget, som jeg har...

Jeg er ked af det. Jeg holder uendeligt meget af dig.

Treston

    Treston.

Du har ret i en ting. Så længe alt er som det er så er den ingen grund til at snakke om dette nu, så længe du føler som du gør, følelser jeg har følt såvel som du har. Har jeg ikke ret til at brokke mig, som jeg gjorde i brevet før. Jeg ved du elsker hende, ikke noget jeg er i tvivl om du gør. Jeg er også klar over du aldrig har følt sådan overfor mig. Jeg siger ikke at du ikke holder af mig, det er jeg klar over du gør, og mere end mange andre, en fordel med mine evner, og en kæmpe ulempe. Men netop på grund af det Treston kan du så ikke lade være med at sige hvad jeg fortjener og ikke gør. Tror du at jeg har sagt disse ting uden at have tænkt over både dine og mine følelser?

Absolut intet andet end venner, var det vi blev enige om efter den nat, selv om vi begge to indrømmede at vi flere gange har tænkt på at kunne være mere. alligevel var, og er vi absolut intet andet end venner, den sætning har irreteret mig siden første gang vi sagde det. Hvordan, tror du jeg har haft det når jeg har mærket den kærlighed du føler for hende, mærket den, mærket noget du aldrig har sent imod mig? Mærke så intense varme følelser, hver gang du tænker på hende. Selv når vi har været tættes, har du ikke følt noget tæt på.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke når du siger, at du har tænkt vi skulle være andet, end absolut bare venner. Det er rart at høre manden jeg kan lig har tænkt sådan, er også glad for at fornemme den glæde, du føler i mit nærvær, selv de gange jeg fanger din lyst omkring mig. Det gør mig glad. Men hvordan kan du i samme brev, sige du elsker hende, med så voldsom en følelse som du gør..og sige du har overvejet at vi skal være mere end vi er?
Og så sige jeg fortjener bedre? Bedre end hvad? End dig? Bedre end en mand har jeg været forelsket i siden den nat? Siden før den nat.

Jeg tror jeg elsker dig.
Josefine.

    Kæreste Treston.

Jeg, beklager meget mit tidligere brev. Jeg skulle aldrig have sent det, og skrevet det om, ladet mine følelser falde mere til ro, og i alle gudernes navn ikke læse og skrive et svar til dine breve i nattens ly med en tom flaske ved mine side, og ej heller gå forbi budbringerne beruset.

Jeg ved godt det er lige meget med hvad jeg skriver nu, så kan jeg ikke få det ord til at forsvinde, og skal være ærlig at sige jeg ikke kan huske hvert et ord jeg skrev. Så hvis du læser dette brev først, kan du så ikke lade være at åbne det andet? Hvis du har åbnet det, så..undskyld. Blev grebet af en andens jalousi.
Omkring hvad vi er, kan vi ikke snakke om det når du kommer hjem?

Hvordan går rejsen? Fundet frem til noget? eller løber din guldsmed søster stadig om hjørner med dig?

   Hilsen
   Josefine.

Savner dig.

Kære Josefine

Du har ganske ret - det er altid farligt, at forsøge at nedfælde ord, når man ikke er helt ved sine sansers fulde fem... 
Men du kan være ganske rolig. Selvom jeg da ikke kan frasige mig, at være ikke så lidt nysgerrig, har jeg ikke åbnet dit andet brev. Jeg kan kun forsøge at tænke mig til, hvad der har afstedkommet dén reaktion... Er det én lang skideballe, eller hvad?

Og selvfølgelig kan vi snakke, når jeg kommer hjem - det tænker jeg er klogt under alle omstændigheder. For jeg sætter kursen imod Fristavn i morgen tidlig, Josefine, og jeg regner med, at finde Sedna dér og få... styr på mit hoved. Forhåbentlig. 

Jeg har fundet ud af, at Zirra har overnattet et par dage på kroen her, og antagelsen er bestemt, at hun også er at finde i Fristavn. Jeg håber at kunne overtale hende til at tage hjem, når jeg finder hende. Selvom det nok ikke er videre sandsynligt...

Jeg tilbragte godt en uge i Zircon, og bringer nu med mig en skrivelse fra Fader Pavel, der er er øverste i templet dér. Vi kom... ikke synderligt godt ud af det med hinanden, men jeg kan vel dårligt holde det imod ham... Jeg tvivler på, at jeg har været synderligt samarbejdsvillig. 

Hvis dit svar skal nå mig, bør du nok sende dit næste brev til Fristavn. Så skal jeg love at spørge efter det.

Jeg savner også dig.
Treston

    Med et dybt suk og en kvalmende tyngde i brystet pustede Treston på blækket til det var tørt og foldede så brevet omhyggeligt sammen - forseglede det med en klump voks, der blev varmet over stearinlyset, og maste enden af Sedna sidste nøgle med dødningehovedet og F'et ned i voksen.
    Lænede sig så opgivende tilbage på den hårde stol og sukkede atter. Betragtede hendes breve, der begge lå åbne og læste ved siden af hans eget, før han kørte en udmattet hånd igennem håret og skammede sig over at være sådan en kujon.

    Kære Treston.

Tak! Mange tak for at lade det gå forbi dine tanker selv om nysgerrigheden har været der, hvilket jeg godt kan forstå, men mange mange tak. Ja. mener jeg skrev en masse om ikke at tage valg på mine vejen og bestemme hvad jeg fortjener eller ikke fortjener. I alt andet end en pæn tone.
Jeg er virkelig taknemmelig for du lod det forblive lukket, og håber det i det mindste kan blive noget godt brændsel på din tur eller hvad ellers du kan finde på at bruge det til.

Vi får snakket når du kommer hjem, mistænker du får en masse at fortælle om på din tur. Dejligt at du er tæt på hende og håber sandelig du får fingrene i hende før det ender galt.
Hvis det hjælper så send hende min vej i stedet for hjem til jeres forældre, mistænker ikke hun lyster til at få den skideballe som det første når hun er tilbage.

Tænker meget på dig.
Josefine.

En enkelt af hendes fjer blev lagt i brevet, før det blev lukket med rystende hånd og sejlet med Isaris symbol blev dybbet i den smeltet voks, og lod lyets gudindes tegn lukke endnu et af brevende der gik hans vej. Albuerne mødte bordet og med et dybt suk stirret hun på flammen og resterne af den gule voks stang hun havde købt til dette formål. Blikket gled fra hendes brev, til hans åbne og den flaske hun åbnede for nogle dage siden der stadig stod halvfuld på bordet fra sidste gang hun skrev til ham.
"Isari tilgiv mig." lyd det igennem det tomme værelse som hånden mødte flasken, den var åbnet, så hvorfor ikke tømme den som hun havde skrevet hun havde.