Den sidste halvanden måned havde ikke været synderligt behagelig. Men når en fyrstinde, en af landets absolutte magtfaktorer, sender en personlig invitation så siger man kun nej hvis man selv er af lignende status. Så efter han modtog et brev, leveret af en dyrt udseende budbringer og forseglet med Kazimi slægtens let genkendelige segl, havde det ikke taget Joscelin lang tid at pakke de vigtigste af hans ingredienser, bøger og værktøjer i en solid kiste og leje en karet til at køre ham til Lazura. Under normale omstændigheder ville han blot have taget skib fra Juvelen. Det havde været nemmere og sikkert også hurtigere. Men efter at krigen imellem Lyset og Mørket havde tvunget mørkets hær til at søge tilflugt på Obsidianøerne var den strækning af havet simpelt hen for usikker til at satse på.
Og tak for den omgang besvær, deres majestæt og deres mørk-værdighed. Resten af os har et liv at passe, tænkte Joscelin da han stod af skibet i Balzera’s havn. At finde et skib med kurs mod Rubinien i Lazura havde ikke været svært da flere af de mere fornuftige handelsfolk havde tænkt i samme retning som Joscelin selv. Ingen grund til at risikere at rende på et af Mørkets flådeskibe hvis man bare tager skib ned langs den anden kyst. Så passerede man godt nok Kzar Mora, men selv det var sikrere i disse tider.
4 uger ombord på et ildelugtende, vuggende træbadekar fuld af uvaskede sømænd, fordrukne handelsfolk og selvhøjtidelige skibsofficerer havde ikke gjort underværker for Joscelin’s disposition. Han havde overvejet flere gange hvor stor en del af skibet han kunne tillade sig at forgifte og stadig have en acceptable sandsynlighed for at nå frem i live, men i stedet havde han blot isoleret sig selv bedst muligt. At holde sig ren ombord på en flydende svinesti var ikke det letteste i verden, så i stedet havde han holdt de fleste af sine ejendele i deres kister og levet med stanken. Bad var ikke noget man spildte vand på. Barbarer.

Balzera var, mere eller mindre, hvad Joscelin forventede ud fra de historier han havde hørt fra sin far som yngre. Her var ulideligt varmt, lugtede underligt og var fuld af folk der så ud som om de ikke havde hjerne nok til at skabe sig et bedre liv. Ellers gik de vel ikke barfodet rundt i de laser de gjorde.
Første ting først. Jeg kan ikke møde op ved Kazimi paladset sådan her. Der må være et badehus, eller en kro, eller lignende her i nærheden. Selv disse barbarer må have den slags civiliserede goder når de nu handler med resten af os…
Så Joscelin betalte et par af de lokale der så ud til at have væsentligt mere muskel end tankekraft, ikke unormalt her lod det til, for at slæbe hans ting, og en slesk udseende men veltalende herre han var rimeligt sikker på kun snød ham lidt, for at føre ham til et passende etablissement. Og, for god ordens skyld, betalte han i dyre domme for en velrenommeret budbringer for at give paladset besked på at han ville ankomme om få timer.
Efter sin ankomst brugte Joscelin et par timer på at få et ordentligt bad, som kostede absurde mængder af krystaller. Noget med at vand var dyrt. Bevares, det var en ørken, men havet var lige der. Kog saltet ud af vandet, fang dampene i et svalerør og så havde man vand der var rent nok til at bade i. Det kunne ikke være så svært. Her var endda varmt nok til at man blot kunne gøre det på taget. Men efter et endt bad og efter at have fået en slave til at børste og rette hans tøj ud efter dets tid i kisten følte Joscelin sig langt mere som sig selv.

Turen til paladeset, som han havde forventet at gøre i en karet, viste sig at blive i en bærestol båret af flere slaver. Han og hans bagage blev sat af ved trappen der førte op til det smukke, åbne palads selv. Her var der tilsyneladende ingen mangel på vand da paladset var omgivet af smukke haver. Han blev modtaget af en noget selvhøjtidelig herre i fint tøj som måtte være en eller anden form for butler, et par slaver og to muskuløse soldater hvis ansigtsudtryk kunne gøre sten misundelige.
Meget professionelt. Langt bedre end resten af den her støvede by, tænkte han ved sig selv før han trak sin invitation ud fra inderlommen på sin vest og afleverede den til butleren.
“Joscelin Amarr, alkymist og læge, inviteret af fyrstinde Kazimi personligt. “ Han smilte, så lidt stift han nu kunne, mens butleren læste brevet.
“De er ventet, hr Amarr. Vagterne vil kort gennemgå dem og deres ejendele før vi kan føre dem til fyrstinden. Jeg er sikker på de forstår. “ Butleren knipsede og de to vagter gik i gang. En gav sig til at undersøge Joscelin’s person for våben, ikke at der rigtigt var mulighed for at gemme et våben ordentligt i den kropsnære skjorte, vest og bukser han bar, og den anden gik i gang med hans kiste.
“Jeg forstår så udmærket, “ dit selvhøjtidelige drog. “Jeg vil dog anbefale at være forsigtig med kisten. Nogle af væskerne er temmeligt syreholdige. “ Vagtens lettere blege ansigt og meget langsomme bevægelser gav ham en kortvarig tilfredsstillelse.

Efter endt gennemsøgning tog slaverne hans oppakning og butleren førte ham gennem paladset. Det var et storslået sted måtte Joscelin indrømme, med åbne, buede vinduer der skuede ud over haverne og byen under dem, smagfuld kunst og næsten lige så smagfulde slaver. På mange måder en skam at resten af riget ikke tillod dem, men historien havde vist at det sjældent var en god ide at holde for mange slaver.
Endelig ankom de til et værelse der lod til at ligge i enden af en af fløjene, hvor et par slaver var i gang med at sætte borde og udstyr op imens en klassisk skønhed af en kvinde lå henslængt på en divan og en gang imellem dirigerede dem imens en tredje slave stod klar til at lystre det mindste vink.
Butleren slog sin stok i gulvet og, i den mest pompøse stemme Joscelin nogen sinde havde hørt til trods for at han var vokset op sammen med sin bror, intonerede: “Vi introducerer for hendes højhed, fyrstinde Florence af Kazimi, ørkenens øjesten og ophøjede skønhed, hr. Joscelin Amarr, alkymist og læge. “ Indvendigt rullede Joscelin med øjnene. Han vidst hvem hun var, hun vidste hvem han var. Unødvendigt spil for galleriet der spildte dyrebare sekunder af hans liv. Men han lodt det ikke se på hans ansigt. I stedet gik han, så glidende han nu kunne, på knæ og bøjede hovedet.
“Deres højhed. Det er en udsøgt ære at være her. “ Hans stemme var lys for en mand, hans ord tydelige og skarpe. Først da så han op på hende med sine gennemborende mørke øjne bag hans briller og et meget lille smil på læberne. 

Hr. Joscelin Amarr er ankommet til Balzera, Deres Højhed. 
Den lavmælte stemme bar en passende, neutral tone omkring sig, og det til trods for hans indvendige nysgerrighed hvad angik navnets person, omend slaven næppe vidste hvem denne herre helst præcis var. Det gav nu egentlig ganske god mening at han ikke kendte navnet, han kunne ikke have en jordisk chance for at vide andet, end at det ikke rullede med de genkendelige, rubinske r'er man kendte fra hjemlandet, det stakkels, stakkels væsen... men Florence, se hun vidste hvem han var. Smilet der bredte sig ved den fine lille nyhed han bragte med sig, bar det let genkendelige strejf af indvendig tilfredshed som fyrstindens kun præsenterede i de situationer der virkelig huede hende - tidspunkter hvor at noget længe ventet, ville stå foran hendes sandalklædte fødder, hvor at planer faldt i hak og hvor at ønsker blev opfyldt. 
Og selvom man måske var ganske vant til at de fleste ønsker og krav blev efterlevet, opfyldt, så snød det hende ikke fra at opleve det en gang til, når nyhederne faldt på så smuk en dag som denne. Hun havde trods alt ventet i ugevis. 

Med et sidste penselstrøg, var det at fyrstinden lod penslen falde i malerglasset ved siden af hende, og trådte tilbage.... hmm. De tvefarvede øjne skuede over det farvespil af rød hun havde fået kreeret, hvor at mørke og lyse nuancer fik lov til at changere imellem hinanden, jah hvor at intet andet end rød dækkede over mere rød, i hvad en professionel nok ville kalde heftige penselstrøg - og var han vovet, ville han også argumentere for at det fandt rod i en indvendig lille gnist af frustration, selvom det nok aldrig ville siges højt, og derfor aldrig noget der blev nævnt. ".... pak det væk for i dag, og find Lorella. Bring mig min svane-silkekjole, og informerer vores Herrer Fyrste, at min gæst er ankommet" sagt med en doven myndighed, hvormed at hun drejede omkring og efterlod hvad mange i huset 'kærligt' kaldte for 'evighedsmaleriet' til slaverne at rydde op. Hun havde trods alt nogle ting at forberede, med disse, nej, med denne gode nyhed lige på trappetrinet.
Slaverne fulgte hende med blikket idet at hun skred ud af værelset, et foruroligende blik tindrende i deres blide øjne... fordi godt humør bragte ikke nødvendigvis godt med sig. 

Og da de endelig ville få at se, eller nok nærmere opleve hvem det var hun havde inviteret, var det ikke som om at den foruroligende følelse forsvandt væk. 
En pompøs stemme sørgede for præsentationen, og Florence's magelige skikkelse bevægede sig en anelse. De halvlukkede øjne spærredes nysgerrigt en op da han trådte ind. Endelig. Den ranglede, tynde og ikke mindst skarpskårne mand så måske ikke ud af meget, men fyrstinden vidste at der gemte sig mere bagved facaden, end de tvefarvede øjne umiddelbart så. Hendes kontakter havde med billedsprog malet et smukt billede til hende. 
"Hr. Amarr. Velkommen til Rubinien, og velkommen til Balzera" et tilfreds smil omkring de bløde læber, da han retmæssigt gik ned på det ene knæ. Klogt valg. "Det glædede mig sådan, at De endelig svarede på min anmodning... jeg antager, at turen var god?" ganske ligegyldigt høflighedsfnidder, men stadigvæk noget hun trænet fulgte op med, den ene hånd nu hævet for med en vippende finger at få ham til at rejse sig og komme nærmere. De gennemborende øjne mødte der det blodsprængte blik hos Kazimi fyrstinden selv, smilet om Florence's læber blev en anelse mere underholdt i deres studie af ham; åhh han bringede nyt til en ensformig, skikkelig hverdag.

Et glas vin fyldte kort efter den 'svævende' hånd som hang tilbage, slænget over divaens armlæn - men intet af opmærksomheden veg fra hendes gæst imens det skete. Ørkenelveren der havde skaffet det trådte dog også hastigt og lydigt tilbage i baggrunden, og en anden slave fandt endnu et krystalglas frem, for at hælde op til Joscelin selv. 

Først da fyrstinden gav fysisk tegn til at han skulle rejse sig rettede Joscelin sig igen op og brugte et kort øjeblik på at rette hans vest så den igen sad lige. Det var tydeligt at fyrstinden studerede ham, selv for Joscelin, men hendes øjne var hvad der holdt hans interesse. 
Rød schlera, langt mere end normale blodsprænginger. Sølvfarvet iris. Usædvanligt. Ingen sygdomstegn. Sandsynligvis en bivirkning af enten magisk påvirkning, eller alkymi. Interessant begge dele. 
Lægens indre katalogisering var dog ikke særlig synlig på hans ansigt imens han trådte nærmere. Idet en slave bød ham et glas vin rakte han ud og plukkede glasset fra bakken med forsigtig præcision, og muligvis et par fingre mere end egentlig nødvendigt. 
"Rejsen selv var... tålelig. Jeg har aldrig brudt mig synderligt om at rejse, men nogle ting er besværet værd, deres Højhed. " Joscelin smilede let, og bøjede sit hoved en anelse mens han fortsatte frem imod fyrstinden og stoppede på hvad han håbede var den korrekte afstand. I hvert tilfælde den afstand de bøger omkring hofskik og brug han engang havde læst foreskrev. Men hvem vidste om de var for gamle nu. 
"Jeg beklager at de har måtte vente, men hverken veje eller søfart er hvad de har været. Jeg ankom med den hast der var mig muligt. " Og havde hun ikke været fyrstinde var jeg blevet hjemme... De sidste ord blev ikke sagt og Joscelin var omhyggelig om at sørge for at de ikke kunne ses på hverken hans ansigt eller det lette smil han bar. "Jeg må tilstå, at selv om jeg har hørt om Kazimi paladset før, så gør ord hverken paladset eller fyrstinden retfærdighed. " Ordene var den rene sandhed. Joscelin løj aldrig når sandheden virkede, og fyrstinden var bestemt andet end han havde forventet. Om det så var godt eller skidt... det måtte tiden vise. 

Joscelin lod sit blik dvæle ved det svævende glas kortvarigt imens fyrsinden rejste sig. Magi interesserede ham ikke som sådan, omend nogle af dens applikationer kunne være fascinerende. Og praktiske. Telekinetisk greb af en art? For stabilt til luft manipulation. Praktisk. Kunne eliminere behov for standere. Han afbrød sin tankerække og gemte den til senere idet fyrstinden gjorde tegn til at han skulle følge med hende. 
"Det håber jeg da, deres Højhed. Og det bringer et emne op jeg har været nysgerrig omkring. Nemlig grunden til at jeg er her. Deres invitation var noget mindre... specifik end jeg normalt får. " Joscelin faldt ind ved siden af fyrstinden, og lige et halvt skridt tilbage. Med mindre man specifikt fik andet at vide var det næsten altid den bedste politik. Adlen var noget... nærtagende omkring deres pads forrest i samfundet. Det ændrede en fascinerende optisk tilstand og mørkere hud næppe på. 

Imens fyrstinden svarede lod Joscelin sine øjne glide over bordene og begyndte mentalt at katalogisere hvad der var sat frem, hvor det var og hvilke formål de kunne have. Som forventet var alt udstyret i absolut top kvalitet og fyrstinden havde adgang til nogle få værktøjer som Joscelin formentlig aldrig ville få råd til at anskaffe. Hendes 'assistenters' sans for orden, rækkefølge og fornutig arejdsgang lod dog noget tilbage at ønske i forhold til Joscelin's eget nærmest manisk ordentlige laboratorium. Men det her var trods alt midlertidigt, så det var vel hvad man kunne forvente... 

"Nu handler det mere om hvad de vil vise mig. "

Fyrstindens sidste ord flød igennem luften som honning på en varm sommerdag. Og efterlod Joscelin med et dilemma. Han var ordentlig, metodisk og først og fremmest ikke hurtig i hans alkymi. Normalt. Den her slags 'opvisning' var det modsatte af hvordan han gjorde normalt. Et kort øjeblik stod han helt stille mens hans tannker spandt ud omkring ham i muligheder, forgreninger og forkastede eksperimenter. Et sekund. Tr.e Fem. Så smilede han lidt og rakte armen ud for at vinke af en af de tilstedeværende slaver. 

"Jeg skal bruge min kiste. Sæt den der. " Hans stemme var ikke direkte kommanderende, men den skarpe, klare tone i den forventede tydeligvist at det skete. Han stak den anden hånd i lommen på hans vest og trak et par meget, meget tynde handsker frem. "Lad os se hvad vi har... " Og så håber jeg at her er de ting jeg skal bruge, ellers bliver det her en kort fornøjelse... 

Joscelin trak handskerne over sine lange, slange fingre og gav sig til at se bordene med redskaber igennem. I løbet af ganske kort tid havde han samlet sig en gruppe kolber, glas, svalerør, brændere, tænger og andre småting. Flammer begyndte at slikke op af de kobberfarvede brændere og Joscelin vendte sig om med den fulde forventning af at finde sine ting klar. Hvilket de var. Hmm. Effektivt. Opvejer det risikoen for oprør og civile problemer? Måske. Han stak sin arm ned i kisten uden at kigge og kom op med et voksforseglet glas hvor en dybt rød, nærmest brunlig væske bevægede sig trægt i. 

"De fleste alkymister beskæftiger sig primært med mineralsk alkymi. Forsøg på at lave ædelsten ud af uædle sten. Amatør-agtigt og ligegyldigt, det er langt hurtigere at gro dem. " Joscelin holdt væsken op imod lyset imens han talte, for at sikre sig at det ikke var koaguleret. Men hans bremse-middel virkede stadig. Heldigvis. 
"Jeg finder det langt mere interessant at beskæftige sig med levende alkymi. Der er så mange måder man kan påvirke levende ting med alkymiens kunst. Tag nu dette, for eksempel. Trolde-blod. " Joscelin brød forseglingen med en negl og pillede linnedslukningen ud af glasset. En markant, næsten jordet lugt bredte sig omkring ham. Selv om det her skidt stinker...  Han hældte den tykflydende væske over i en stor, rund kolbe og satte den omhyggeligt ind over en brænder. 

"Alt efter hvordan man behandler troldeblod kan det omskabes til forbløffende ting. Alt fra dødbringende gifte til helbredende eliksirer. Det handler alt sammen om alkymistens evner for tilpasning og viden om hvordan den organisme han vil påvirke fungerer... " Imens Joscelin talte dykkede hans arm igen ned i hans kiste og kom op med en lille kugle som han dropede i en morter og gik i gang med at male til støv imens blodet langsomt begyndte at boble. 

Joscelin tog sig ikke meget af at fyrstinden havde stillet sig ved siden af. En lille del af hans opmærksomhed registrerede at hun var lidt tættere på end han faktisk brød sig om, men det var en uvæsentlig detaljer lige nu. Der var arbejde at tage sig til. Hans hænder stoppede aldrig deres arbejde med at male hans remedier til pulver med simple, præcise bevægelser imens han svarede kvinden ved hans side. 
"Alt alkymi bør, af princip, forholde sig til alle elementer af det vi arbejde med. Deriblandt den indeværende naturlige energi lagret i blod, især blod fra magiske magtfulde væsner. Det trods alt ikke simpel brygning vi har gang i. " Han skubbede morteren fra sig og holdt en hånd hen til den langsomt boblende røde væske. Næsten oppe i korrekt temperatur. Perfekt timing, som altid. 
"Energien til den effekt vi vil have ud af den transformation der skal ske skal trods alt komme et sted fra. Varmen er ikke, i sig selv, nok. " Joscelin fangede en mængde pulver mellem fingerspidserne, lagde det på en vægt og tjekkede nålen, før han fejede lidt af det af og tog resten mellem lange, slange fingre. 
"Hvis de vil træde et enkelt skridt tilbage, deres højhed, dette kan sprutte lidt. " Joscelin gav ikke mere tid end det tog at sende fyrstinden et kort blik fra bag hans briller før han slap pulveret ned i kolben. Og ganske øjeblikkeligt begyndte blodet at syde og sprutte, enkelte stænk så højt at de undslap kolbens hals. Joscelin lod sig ikke mærke af at en af dem landede på hans skjorte's krave. Han var for optaget af at montere et spiralformet svalerør hen over kolben og kort efter begyndte en brunlig damp at hvirvle rundt i cirkulære mønstre før den bredte sig op igennem røret. Med præcise, sikre bevægelse flyttede Joscelin et glas ind under rørets udløb. 
"Troldeblod reagerer kraftigt med pulveriseret Thatos' Urt og Skarlagenstæppe i en mild jernopløsning. Det frigør den del af blodet, under tryk, vi er interesserede i og lader mig tilgå det i en langt mere... medgørlig form herovre. "
Imens blodet, som nu var langt lysere og meget mere flydende, langsomt dryppede ned i glasset fiskede Joscelin to yderligere flasker op fra sin kiste. Den ene brød lyset omkring den i chancerende blåtoner, mens den anden indeholdt en væske så grå at man ikke kunne se igennem den. 
"Destilleret måneskinslilje. " Alkymisten holdt det blålige væske op. "Udkog af sort regnbuesnog. Ikke giften, men selve snogen. " Joscelin smilede skævt. "Hvilken skal vi give os i kast med, deres højhed?  "

Joscelin iagtog fyrstinden imens hun studerede valgmulighederne. Hun er anderledes end forventet. Aktivt interesseret, opmærksom, afbryder ikke. Har dog samme udtryk som en tilfreds kat der overvejer om den skal æde det den holder øje med. Og vagt distraheret. Arrogancen er dog på plads. Ingen af tankerne fik dog lov at vise sig på hans ansigt. Det ville være uklogt. 
"Et excellent valg deres højhed. Jeg tror resultatet vil falde i deres... smag. " Joscelin smilede, et smalt, skarpt smil. Og mente det faktisk. Han havde godt nok lavet denne reaktion før, men Blodliljer var nu engang et spændende forsøg lige meget hvor mange gange han lavede det. 
De fleste mænd ville muligvis være blevet distraheret af at have Florence så tæt på, men det generede nu ikke Joscelin. Han lagde perifært mærke til hvordan hun legede med sine slaver, En eller anden form for telekinetisk egenskab, givetvis. Praktisk. men han lod det ikke afbryde hans fokus. Det glitrende, blålige væske blev overført til et sæt kolber forbundet af glasrør på hver side så væske kunne bevæge sig imellem dem på hver sin side. Det ene rør havde en prop der kunne fjernes. Mere ild og den lette væske begyndte at koge så hurtigt at noget andet tydeligvis var på spil og hele systemet fyldtes af selvlysende blå damp. 
Handsker? Han havde lagt mærke til dem ud af øjenkrogen, men hans hænder øje fokus var optaget af de næste tre ting der skulle laves. Lad os se om hun mener det her alvorligt. 
"Hvis det huer deres excellence, vil de så tage destillatet af troldeblodet og blande en smule knust ibenholst torn i, og så forsigtet koge det op? Så kan jeg koncentrere mig om at findele denne tigerøje geode. Og vi får brug for en blomst. Levende. Sorten er ikke vigtig, men jeg anbefaler noget de finder æstetisk behageligt i forvejen. " 
Som han talte fiskede han de føromtalte ingredienser op af sin kiste og skubbede dem over så de stod inden for rækkevidde af Florence, et glas med små krystalliserede torne som skinnede sort i lyset fra vinduerne og det nu levende, flydende troldeblod. 

Hun kan sit arbejde. Overraskende. Det lå Joscelin ret fjernt at forestille sig de fleste adelige være i stand til at gøre noget mere fornuftigt end at slå hinanden ihjel over ligegyldige ting. Så at se fyrstinden selv give sig i lag med alkymi med tydelig kompetence var overraskende nok til at Joscelin holdt flere sekunders pause for at observere. 
"Tigerøjet kommer til at fungere som det nogle tekster referer til som en krystalliserings-agent. Egentlig kan de fleste uædle krystaller bruges, men geode af tigerøje er utroligt nemt at dele i forhold til flere andre. " Imens han talte fandt han en lille hammer og mejsel frem. "Jeg ved flere alkymister foretrækker kvarts, men der har aldrig virket lige så godt for mig. " Og det er ellers mildt sagt. Jeg har aldrig kunnet få det her til at virke med kvarts selv om mine udregninger siger at det burde virke. Der må være noget bagvedliggende jeg ikke kan måle.

Med hurtige, præcise slag fik Joscelin delt et lille stykke af geoden fra resten og gik derefter i gang med at findele den. Ud af øjenkrogen så han elver-slaven vende tilbage med den Lotus fyrstinden havde sendt bud efter. Så håber jeg min teori holder stik og det her virker på alle blomstrende planter. Det burde det... Det var trods alt længe siden han havde lavet udregningerne for blodliljen, men det burde stadig virke, så længe han ændrede på den sidste modifikator i formlen. Ganske kort efter var stykkerne små nok og Joscelin børstede lidt krystalstøv af sine hænder. 
"Hvordan er deres frihånd, deres højhed? Min er glimrende, men ikke hurtig. " Op fra kisten kom Joscelin's højt skattede formular-lexicon og en spøjst udseende glasdel. Det lignede mest af alt et T med en forbindelse i hver gren og en lille gitterkurv i midten. Denne kurv fyldte Joscelin langsomt og forsigtigt med det findelte tigerøje. "Vi er nemlig ved at være klar til at tegne modifikatorerne der får det her eksperiment til at gå fra basal alkymi til ægte transformativ alkymi. "

"Glimrende!" Joscelin smilede kort og sikrede sig at hans del af processen var stabil før han igen dykkede en hånd ned i kisten. Han kom op med et folio, tung, firkantet og indbundet i læder, som han lagde på bordet og åbnede på en tilsyneladende vilkårlig side. Siden havde et håndtegnet billede af en blomst, en lilje tilsyneladende lavet af krystal, samt en hel masse formler skrevet ret småt. Den eneste formel der ikke var lille var skrevet under blomsten, en blanding af matematik, meta-alkymi og modifikatorer. 
"Denne formel her. " Joscelin pegede på den. "Skal vi have skrevet ud som en cirkel, og disse to modifikatorer, " Hans finger landede på to symboler. "Skal ændres en smule så vi er sikre på det virker på en lotus. " Med en kulstift tegnede han to hurtige mønstre, lidt upræcise men tydelige hvad de skulle være. "Min håndskrift er fin, men langsom. Så det går hurtigere hvis de ønsker at give dem i kast med det imens jeg gør de sidste dele færdige? " 
Han lagde et papir og en pensel frem til hende, same rødt blæk, før han vendte tilbage til sine egne forberedelser. De sidste dele af denne process krævede mest fingersnilde og præcision, ting Joscelin havde massere af. Forsigtigt fik han rykket de to væsker til reaktionen tættere på hinanden, sin sag når der var ild under dem, og forbundet de to reaktioner med det t-stykke han havde fyldt med krystallerne. Som det stod der var der tydeligt plads til noget under t-stikket, og Joscelin placerede omhyggeligt lotusblomsten under den. 
Så nu mangler vi bare at jeg ikke har lavet nogen fejl, og så burde hendes højhed snart have et unikt, og temmeligt farligt, stykke kunst... 

Joscelin fulgte halvt med i hertugindens skrift som hun gjorde sig færdig, og tog imod den nyskrevne formel med forsigtige fingre. 
"Nej, deres højhed. Vi er klar til at afslutte eksperimentet nu. Det har været i gang i et stykke tid. " Joscelin så op på Florence med det første rigtige smil, bredt og overraskende varmt på hans smalle ansigt, siden han var ankommet. Lige meget hvad folk end mente om ham, så elskede han oprigtigt alkymi og denne transformation var et af hans foretrukne. "Jeg tror de vil finde transformationen og resultatet fascinerende. " 
Med lige så stor forsigtighed som før anbragte han den nyskrevne formel under blomsten så den befandt sig i cirklens eksakte centrum. Med præcise bevægelser rakte han ud til hver side af forsøget og skruede helt op for brænderne så de to væsker kogte op og blå og rødlig damp begyndte at hvirvle rundt i hver deres flaske. Så snart de to ingredienser var i fuldt kog åbnede han først den tilslutning der forbandt blodet, og den rødlige blodtåge begyndte at glide ind i T-glasset, så langsomt og glidende som fløjl der langsomt gled af et bord. Da det nåede halvvejs indtil tigerøjet i midten åbnede han den anden siden, og den blålige damp skød ind imod midten i langt højere fart. Det her var den sværeste del af eksperimentet, timingen. Det var vigtigt at de to gasarter nåede tigerøjet præcis samtidigt...
Rød og blålig gas mødtes imellem tigerøjets skarpe skår, blandes og begyndte at køle ned øjeblikkeligt. Som gassen kølede blev den mørkere, dybere rødlig, næsten lilla og sank ned igennem t-stykket indtil bunden af glasset, hen over lotusens blade, var fyldt af langsomt roterende rød-lilla røg. Små krystaller begyndte at klynge sig til glassets sider og med en hurtig bevægelse åbnede Joscelin den sidste ventil. Som dovent, tykflydende væske gled gassen ud af glasset og ned over blomsten, ned og ramte de sirligt malede formler som lyste op, skarpt som magnesiumild, og gassen brød ud i flammer i et splitsekund. Da flammerne lagde sig stod lotusblomsten tilbage, forvandlet. I stedet for den hvide, simple blomst stod nu en blodrød krystal tilbage i præcis samme form. Bladende vejede stadig let i brisen og oppe i t-stykket var tigerøjet blevet til støv. 
"Og her har vi det, resultatet af vort arbejde, deres højhed. Den første, og så vidt jeg ved, eneste blods-lotus. " Joscelin rørte forsigtigt ved en af bladende som knirkede faretruende. "Ikke så stabil som jeg kunne have ønsket, men for et første forsøg med lotus... en success! " 

Det er et farligt spørgsmål at stille, deres højhed. De færreste ser venligt på at omskabe levende væsner. Han lod ikke tankerne vise sig på hans ansigt og flyttede i stedet forsigtigt Blodslotusen væk fra udstyret og gik så i gang med alkymiens bagside... At skille alting ad og rengøre det. Kedsommeligt arbejde som ikke desto mindre blev nødt til at blive gjort. Han kunne heldigivis gøre det med lukkede øjne efter mange års øvelse, så han kunne fortsætte samtalen imens. 

"Den formel jeg benyttede her kan ikke gøre det. Men der er... lignende formuleringer som gør det muligt at krystallisere mere komplicerede livsformer. " Han tillod sig at se fyrstinden i øjnene kortvarigt som han svarede. "Det er absolut lettest at omskabe organisk materiale der ikke længere har cirklulation. " Han undlod at sige, direkte, at han havde foretaget indtil flere forsøg med smådyr gennem tiden, med varierende mængder af success. 
"Planter er absolut nemmest. Og når man først har en grundlæggende formel kan den modificeres uden alt for meget besvær, som deres Højhed selv prøvede. " Hans lange, slange fingre fik skilt t-stykket fra og begyndte at gøre det rent med nærmest mekanisk præcision. "Problemet med andet organisk materiale er at det er fundamentalt forskelligt fra hinanden, som jeg forstår det. Planter er langt simplere organismer. Så for at forårsage total krystallisering som vi ser her, især bevarende organismens helhed frem for bare at indkapsle det i krystal... er langt sværere. " Han trak lidt på skuldrende og fortsatte sin rengøring. Færdige dele blev lagt sirligt til siden. "Jeg har dog udført flere forsøg med krystallisering af blod gennem tiden, og har haft lovende resultater. Omend at afkrystallisere det igen er noget mere... besværligt. " 
Det havde ellers været umådeligt praktisk hvis man kunne krystallisere blod og afkrystallisere det igen så man altid kunne have det med sig i tilfælde af at man havde behov for at tilføre det til en patient... eller et forsøg.