Fuglenes muntre kvidren og skovens andre dyrs lyde af liv var alt hvad den tavse jæger behøvede for at havde et dejligt og fredeligt liv. Han bevægede sig over skovbunden som var han en del af skoven, kun trædende forkert ganske få gange, men ellers stille som vinden der gled problemløst gennem træernes tætte krat. Det var en prøvelse i sneen, når vejret oven i købet var isnende koldt og is havde det med at ligge sig som et tæppe over grene, nedfaldne blade og vandløb, så man nemt kunne glide.
Richard gik fra den ene opsatte fælde til den anden, og enten gik tomhændet derfra, eller tog en kanin, ræv eller lignende med sig over skulderen. Det var ikke hans foretrukne måde at jage på, men vinterens bid gjorde at man ikke just kunne bruge uanede mængder ude i kulden, uden at tabe et par tæer og en finger til frosten.

Gøremål var der altid at tage sig til, og Richard syntes ikke at formå at kunne kede sig. Hvor simpel en opgave end måtte være, skulle den på et eller andet tidspunkt ordnes. Derfor var det med ro i kroppen han gik tilbage til hytten, klappede jagthunden over hovedet – det var svært for selv Richard at se fælderne i den nyfaldne sne, der var ingen grund til at tage hunden med ud i sådanne vilkår. De indhentede dyr blev lagt frem på et frostdækket bord, inden han hurtigt og vant fik skinnet kaninerne og lagt resterne i en kurv og sat ind i hytten. ”Nej, Mille. De er ikke til dig” brummede han mens han puffede let til jagthunden der peb plagende, således han let kom til at grine.
Noget havde ændret sig som han kom udenfor igen til de to ræve og den efterladte pels fra kaninerne. Jagthunden stod med næsen i sky og snuste nysgerrigt ind. Fuglenes lyd havde ændret sig, og Richard hævede et øjenbryn i eftertænksomhed. Langsomt kom hans store krop i bevægelse igen og han lagde omkring halvdelen af hans opmærksomhed ned på skinnene. Enten spillede omgivelserne ham et pus, eller også gik der nogen rundt derude.

Det havde absolut ikke været lette måneder, uanset hvor meget Izilarna havde kæmpet at komme tilbage mod sydligere himmelstrøg havde arbejdet konsekvent meldt sig nordpå, hvor sneen og frosten havde indtaget landet konsekvent og for end ikke at vige for solens stråler. Ydermere var det ingen hemmelighed at det euforiserende drømmestof nox slet ikke var så let tilgængeligt sydpå, som det var i norden. En følgesvend der efterhånden var fast inventar i Izilarnas dagligdag, naturligvis til hendes egen overbevisning et bevidst valg, hun altid kunne fravælge igen. Det var efter flere måneder bundet i nordens land, at hun havde fastslået at det måtte være på tide at opsøge en gammel ven. Hun havde ikke mange af dem tilbage og hendes søgen efter ham i de større byer havde endt i den samme retningsangivelse. 
Turen i sig selv havde ikke været just ligetil, flere steder var vandrestierne dækket af knøhøjt sne og uden en hest var fremdriften ikke hvad den kunne have været, men hesten var for længt solgt til anden side, som hendes arbejde sydpå var løst og sulten havde trængt sig rigeligt på. Endelig havde jægeren dog fundet noget ornuftigt, store tunge fodspor havde sat deres vandring mellem træerne for ganske nyligt, og selvom den hvidhårede kvinde aldrig havde studeret Richards fødder, var der en meget lille tvivl i hendes sind om at hun var på rette vej. 
Det var ikke svært at følge sporene, sneen var en utilgivelig ven for alle som prøvede at skjule sig, men det lod nu heller ikke rigtigt til at være tilfældet for Ernyell-bastarden. Kort efter dukkede han op længere væk, på denne afstand lignede han bare en lille  plet, men bevægelsesmønsteret var ikke til at tage fejl af. Den eneste årdag til at hun ikke følte sig fristet til at liste sig ind på ham, for at give ham et grusomt chok var hunden, i tilfælde af Richards overraskelse ville den med alt sikkerhed blive aggresiv og det var ikke just et hundebid i rumpetten hun havde behov for.
"Ved Guderne, hvor er du blevet svær at finde!" Izilarna rakte armen i vejret, som hun begyndte at gå ned mod hytten, gennem sneen.  Over skuldrene hang en kraftig rejsekappe, foret med pels, som tydeligvis havde set bedre dage, mens det hvide hår var trukket tilbage i en kraftig hestehale. Hun brød ud i et stort smil, idét hun kom tættere på, og kunne tage ham bedre i øjesyn "Hvad skal det dog til for?" 

Richard var ikke vant til på nogen mulig måde at blive forfulgt eller for den sags skyld, at nogen forsøgte bevidst at følge hans spor for at følge ham. Det var ganske tydeligt i sneen, at han gik som han fandt sikrest for sit eget helbred, og ikke for at nogen ikke måtte vide han var der. Det var derfor, egentlig heller ikke en overraskelse at han var nem at finde gennem dem. Han havde ikke noget at skjule sig for – ikke endnu i hvert fald. Og han tvivlede stærk på at han nogensinde fik det.
Jagthundens næse og øre var alligevel bedre end hans. En af de mange årsager til at det var godt at have en hund i huset. Men hunden syntes også at være mindre urolig end hvis personen der kom havde været fuldstændig fremmet for hendes sarte næse.
Richard løftede sit blik fra skindene og så mod stemmens ejermand og et lunt smil kom frem på hans læber ved synet af en gammel ven, der efterhånden havde været et sjældent syn at komme forbi. Hendes beskyldninger om at han var svær at finde, fik en morende kluklatter fra ham. ”Jeg får ellers at vide jeg er som et træ der har slået rødder” argumenterede han imod, men helt fast stod han trods alt ikke.

Han fjernede sin opmærksomhed fra sit arbejde, og så Izilarna an. Hun lignede sig selv, med sit kraftige smukke hår trukket tilbage og godt indpakket i skindkappe der passede til det hårde vejr, som oftere end ikke nåede dette sted. Men der var alligevel et eller andet. Han kunne ikke sætte fingeren på det, men noget nyt. Noget forandret. Eller var det bare fordi, det var så længe siden han havde set hende? ”Det er godt at se dig igen, Izilarna” et oprigtigt glad udtryk var at finde hos den stoiske mand, og han lavede en gestus mod hytten, for at byde hende velkommen til at komme med ind i varmen. Kulden havde hun formentlig fået rigeligt af.

Den hvidhårede fik kæmpet sig gennem det sidste sne, nu da han var så tæt på sytnes benene pludseligt en smule trætte under hende, men det havde heller ikke just været nogen sviptur. Ydermere havde vejret medført at der ikke var plads til mange pauser undervejs, mens tanken om den lune hytte havde trukket noget så gevaldigt mod destinationen, dét og så roen. Når man som dæmonjægeren var vant til at opholde sig på diverse kroer eller på slagbænke hos bonden med masser af børn, var der altid larm omkring en, det var ikke til at finde skyggen af dette herude, midt i skoven. Det var tiltrængt. Så snart skikkelsen nåede tæt på Richad, gav hun ham et tæt knus, med mellemrummene der af og til gik mellem deres møder, glemte hun ofte hvor stor han egentligt var, det var ellers de færreste der kunne få Izilarna til at føle sig lille. "Åh det er også godt at se dig Richard, jeg tænkte nok at det var på tide at svinge forbi, inden du begyndte at savne mig for meget!" Hun skævede skæmlsk op imod ham, med det kække smil, inden hun slap hans skikkelse med afmålte kontrollerede bevægelser. Jagthunden fik et kærligt strøg over hovedet, inden hun trådte forbi de to og ind i varmen. 
Den lune luft fik det til at prikke og stikke i fingrene, hun bøjede og strakte nogle gange for at tilvende temperaturen, inden hun trak den store rejsekappe af. Herunder var skjult en slunken rygsæk og et mindre arsenal af våben, alle bundet sammen med læderstropper. Som de hang der, var det tydeligt at de var bundet til fragt og ikke til spontan brug. Kappen blev hængt op det første og bedste sted så den kunne tørre, mens rygsækken og våbnene blev smidt på bordet med en overdreven opgivenhed og overraskende hjemlig følelse. "Hm, har du noget at spise? Du plejede at lave noget tørret kød, var det hjort? Åh, lækkert. Jeg er ved at gå til af sult!" Izilarna slog sig ned på slagbænken, hvor hun begyndte at binde støvlerne op. De var noget af det dyreste hun ejede, når man gik så langt og ofte som hende, var det basale fodtøj nødt til at være i orden, men selv støvlerne havde efterhånden set bedre dage. "Hey, hvad får du tiden til at gå med? Udover at kløve brænde? Er det ikke længe siden at du har været i byen? Bageren sagde at han ikke havde set dig i flere måneder!" Hun trak anstrengt en stor læderstøvle af, der afslørrede en sørgelig våd uldsok, inden hun gav sig til den næste støvle "Oh, men jeg har morgengry-te med, jeg vandt det i et spil, er du klar over hvad de koster på markedspladsen, kun fordi folk tror den bringer held..." Hun rystede på hovedet, så hestehalen dansede i opgivenhed "Held... De aner ikke hvor god en te man kan lave på den..."

Richard stod ventende med sit rolige varme smil på læberne, og lagde sine store arme omkring hende i et velkomstkram, da Izilarna fik kæmpet sig ud af skovens tætte begroelse. Nogen gange glemte han hvor lang tid der var gået, for dagene i hans verden havde ikke megen forandring. Af eget frie valg. Men nu hun stod har, huskede han godt at årstiderne havde skiftet i hvert fald et par gange. ”Ja, det kan vi ikke have” brummede han muntert og lod hende komme ind i varmen.
Richard fulgte med indenfor, efter hunden også var strøget forbi ham og ind i varmen. Den var naturligvis, meget interesseret i gæsten, og huskede godt hendes duft, selvom det var længe siden nu. Kappen havnede over sit bestemmelsessted med en tung lyd, mens Richard selv trak det varme overtøj over hovedet og lagde vanterne på plads. Han selv, blev ikke meget mindre af at tage overtøjet af, men Izilarna derimod virkede pludselig meget mindre for ham. Hans blik fulgte bevægelserne, hvor rygsæk og våben blev kastet på bordet i et genkaldeligt raballer og et muntert fnys forlod Richards næse. Hun var altid så tungt pakket.

Richard svarede med en brummen på hendes ord. En mand af få ord, men bedre til handling, gik også målrettet til forrådskammeret og forsvandt derind, med døren åben så han stadig kunne høre hende fra slagbænken. Og ganske rigtigt, var der fyldt med forråd, trods der var enkelte hylder, hvor bestanden var sunket godt ned. Men tørret kød, gik han aldrig ned på. Det, og saltede stærke pølser der kunne få varmen helt ud i fingrene, med en god øl.
”Jeg jager og smeder, som altid” svarede han tilbage, inden han kom ud af kammeret og lukkede døren forsvarlig bag sig, så den altid sultne jagthund ikke kunne komme ind og tage for sig. Spækbrættet blev sat på bordet med et klonk, så det mindre bjerg af mad næsten trillede af. Osten var i hvert fald ved at hoppe af, men den havde også set bedre dage. Richard var et af de mennesker, der trods han godt kunne lide selskab, var nemmere at opsøge end forvente selv kom på besøg. Han havde det godt med det simple liv han holdte sig.
Richard grinede og rystede på hovedet med hende. ”Held, de skulle bare vide hvor meget held de selv kunne skabe. Og så bare nyde deres te” i stedet for at tro alt på magisk vis skulle løse sig. Det var spild af te, hvis man ikke nød den. Og nu hun havde nævnt det, så blev der også hældt vand på en stor kedel og hunget over den varme ild. ”Hvor har du været henne, denne gang?” våbnene var slidte, hendes støvler og tøj ligeledes. Han ville aldrig forvente at se hende i finpudset tøj og en ny skinnende rustning, men hun havde været væk længe. Længere tid end han havde holdt sig fra bagerens basser!

De natblå øjne fulgte roligt den store man som han selv trådte ind i hytten, det havde ikke taget hende længe at føle sig hjemme, det var vist ingen hemmelighed, som hun trådte den anden støvle af. HUn bukkede sig en kende fremover inden hun samlede begge de solide læderstøvler op og smed dem i den generelle retning af ildstedet. De trængte til at blige gennemtørre, faktisk kunne hun ikke rigtigt huske hvornår de havde været det sidst. "Jeg får nok brug for at låne lidt læderfedt inden jeg drager videre, ellers kommer de der til at sprække!" Hun kastede hovedet mod støvlerne der lå halvhjertet foran den åbne ild, i en rodebunke af dimensioner, der var ingen tvivl om, at de med tiden kom til at efterlade en mindre sø af smeltet sne. Kvinden rettede sig op, som Richard selv fandt ud af tøjet, hans solide bygning kom bag på hende hver gang hun genså ham, måske var det hans blide væsen der gjorde at man huskede ham som mindre... kæmpeagtig. Hun vippede hovedet på sned, han var en pæn mand, faktisk, meget som hans far var det. I en langsom bevægelse trak hun benene op under sig, til en magelig skrædderstilling, mens øjnene ivrigt fulgte efter brættet med mad, pludseligt kunne hun for alvor mærke hvordan sulten gnavede, ved synet af det tørrede vildtkød og osten. "Det er jeg slet ikke i tvivl om, men hvad ellers?" Så snart spækbrættet landede foran hendes skikkelse rakte hun fremad, ladende hånden lukke sig omkring et brød, og noget kød. I en grådig bevægelse brækkede hun brødet midtover, frigivende den mest himmelske duft, inden hun tog en ordentlig bid af det mindste stykke, for kun kort efter at stoppe munden yderligere med en luns af vildtkødet. "Hey, hvad med en dame, hm?" Hun hævede brynene mod ham mens hun talte, endnu med munden stoppet fuld, selvom hun tyggede trådigt. Richard var godhjertet helt til benet, der var ingen grund til at han skulle strande heroppe alene "Du kan ikke tage dig til takke alene med hendes selvskab for evigt!" Izilarna svang en hånd ud mod hundens hovedet, en hånd der ikke var fyldt af brød, inden hun igen klappede hundens hoved, der tiggende lå på slagbænken, tydeligt ønskende sig en smule pølse. 
Den hvidhårede kvinden trak en smule på skuldrene, inden hun lagde brødet fra sig på bordet efter endnu en bid, "Åh, jeg har været i fristavn et stykke tid, det vrimler med dæmoner der..." Hun nikkede for at bekræfte sin egen udtalelse, og de har nox i lange baner, "Kulden østpå er hård for bønnerne, der har været rigeligt at se til!" Izilarna tog endnu en bid af det tørrede kød, inden hun smed en lille luns til hunden der gladeligt nappede hvad den kunne få fat i

Richard brummede som svar. Det var en ganske normal respons fra den store mand, af accept af hendes ord. Han ville hellere at hun brugte læderfedtet op, end at hendes støvler begyndte at sprække, blive utætte og ødelægge hendes fødder mere end de i forvejen blev af at vandre fra den ene ende af landet til den anden.
Rodet der opstod med lynets hast, generede ham heldigvis heller ikke.

Richard satte sig med et bump på stolen og tænkte. Ja hvad ellers? Han havde været forbi byen med nogle skind, og planlagt en tur til Dianthos for at besøge sin niece. Ellers. Nej, så var livet jo gået sin almindelige gang.
Hans ansigt kom i en noget perpleks fold da Izilarna nævnte dame. "Hva?" brummede han forvirret, nærmest som om at han ikke havde hørt hende. Det havde han. Meget tydeligt! Og det var en smule svært for ham at finde en grimasse der passede til situationen. "Nåh, hun virker ellers ganske tilfreds med at bo herude for lands lov og retning." kom der i en munter tone som han så på den magelige jagthund der nød at få lidt opmærksomhed og ikke mindst tiggede uden omsvøb. Uforbederlig. Sandheden var, at Richard aldrig rigtig havde fundet evnen til at finde en kvinde der ønskede at dele et liv med ham. Mest fordi han ikke havde forsøgt særlig hårdt. Nogen ville påstå at kvinder fik ham til at gå i baglås.
Det var vel ikke helt forkert.

Han ville hellere høre om hvad Izilarna havde lavet, for det liv virkede en del mere interessant end hans eget. Richard rynkede de buskede øjenbryn ved nævnelsen af dæmoner. "Dæmonerne gør det nok ikke nemmere for bønderne." Den bredde mand rejste sig som kedlen begyndte at hyle. "Stakler" brummede han lavmældt, imens han hældte det varme vand over i tekanden, hvor det heldgivende te kunne afgive sin dejlige smag til det ellers kedelige vand.

// Offt: Jeg beklager, men jeg er nødt til at få lukket nogle tråde. Jeg vil meget gerne igang med at skrive igen, men de gamle tråde her demotiverer mig desværre en del, så jeg har valgt at få dem lukket, for at få lidt fornyet energi til at komme igang igen. Sorry <3