Det var ikke lang tid siden, at healerhuset havde fået et brev fra Safirien. Et brev der havde udtalt et kald om hjælp hurtigst muligt til et sygt dyr. Under normale omstændigheder var det jo egentlig primært mennesker og andre dybttænkende racer, der blev sat fokus på, men Castor havde vinger og han ville ikke lade et stakkels dyr i stikken, så selvfølgelig havde han meldt sig frivilligt til at tage ud til brevsenderen. Og på vej var han også, flyvende gennem himlen med sine store, majestætiske hvide vinger. Han landede i udkanten af Safirien og fulgte retningslinjerne til hvor det hus han skulle til var henne. 

Og til sidst nåede han det. En mindre hytte, lige i udkanten af skoven. Her var nydeligt og relativt stille, til et lille kreatur kom ham flyvende i møde. Dyret kunne godt forveksles lidt med en brumbasse, men ved nærmere øjensyn var der kattetræk. En brummis? Uden at tænke nærmere over det, stak Castor en hånd ud for at hilse på den. Den landede på hans håndryg og en spindende lyd kom fra den. Aldrig havde Castor set noget lignende og for en kort stund var han helt opslugt af, at smile til det meget, meget lille dyr, før han gik op til døren og bankede på. "Er det her, der er behov for healerhjælp?" spurgte han, højt nok til at man ville kunne høre det indenfor.

Normalvis ville Ves selv være taget nordpå eller i hvert fald søgt den nærmeste healer, når det virkelig brændte, også gerne med dyret der havde behov for det, problemet lå lidt i at det Midnat, den store Ikiro som ikke ligefrem var en man bare rykkede på sig, eller ville lade sig rykke på. Han var heller ikke hurtig nok til at kunne tage til Dianthos og frem igen lynhurtig, især som han ingen teleportationsamulet havde klar, så i stedet for havde han sendt bud, med det hurtigste han kunne, og håbede inderligt nogen ville komme.

Da den bankende lyd nåede ham, var han hurtig på benene, lidt mere febrilsk end han normalvis var, og styrtede igennem stuen for at nå døren, desværre lidt for bekymret for Midnat til at overveje at hive fat i amuletten med formskiftningsevnen, så han ikke blev opdaget for hvad han var.
I stedet for rev han døren op. ”Er du... healeren?” det sidste ord næsten tøvende, som han pludselig stod ansigt til ansigt med en der forekom ham underlig bekendt, men ikke på en dårlig måde. Et hurtig ryst på hovedet, indikerede dog, at Ves ikke havde tid til at bekymre sig eller tænke over det.
”Kom med ind, hun er i køkkenet,” sagde han i stedet for at vendte om, for at begynde at træde tilbage ind i hytten. Hytten var overraskende rummelig, men ligeså snart man kom ind, så kunne man også godt se at det var en mand der havde primært to problemer. Der stod store bunker af papir, bøger og ting og sager, godt nok i en umådelig orden, men stadig så meget at man tænkte at noget af det måtte være bras, og derudover så var der... forfærdelig mange katte. Snebold, en hvid kat, havde allerede fået snoet sig hen for at se hvem den nye gæst var.

Ves viste dog Castor ind mod køkkenet, hvor den store Ikiro lå. Ves havde tydeligvis gjort det så bekvemt han kunne, for et dyr så stort som egentlig ikke hørte til. En bandage var lagt om bagbenet, men den var allerede gennemsølet i blod, som vidnede om at der var en massiv flænge der, som ikke så ud til at ville stoppe med at bløde.
De fleste ville nok have overladt Midnat til den skæbne, for hun var i sidste ende et vildt dyr, men ikke Ves, det kunne han ikke nænne, især ikke når hun selv havde opsøgt ham. 

Nogle gange var Castors hoved ikke helt og holdent med ham. Andre gange var det. Men hans hukommelse havde til tider en tendens til at være meget selektiv, så lige i starten fik han slet ikke husket på, hvem det var, der stod i døråbningen. Ikke før han hørte det tøvende tonefald og selv da, lod han til at begynde med som ingenting. Der var ingen grund til at presse manden nu hvor han havde et dyr der havde behov for hjælp. "Ja, det er mig," sagde han i stedet med et mildt smil over læberne. Han fulgte med inden for og lod hytten gøre sit indtryk på ham. Et væld af organiseret papirrod, det kunne man i hvert fald meget hurtigt konstatere.

Han sendte den lille hvide kat et smil også, som den snoede sig frem mod dem, men undlod at stoppe op. Der var lige nu meget vigtigere ting at tage sig af, for da de nåede køkkenet og han spottede den store ikiro på gulvet, spærredes hans øjne let op. Det så grumt ud, flængen i dens ben. Han gik langsomt frem og satte sig på hug med en armslængde mellem dem. "Hvornår er det sket? Og hvor mange gange har der været behov for skift af bandager?" det havde meget betydning i forhold til hvor kraftfulde bølger af healing han skulle sende ind i såret.

Det var først da Ves tog et par skridt over mod Midnats hoved, for at sætte sig på hug ved hende, og han så sin egen hånd at det gik op for ham, at han stadig var en mørkelver af skikkelse, men som Castor ikke så ud til at tænke mere over det, så lod Ves det også bare ignorere. Han var ikke engang helt sikker på at amnden var hvem han huskede, selvom han lød sådan og så sådan ud, men det var mange år.

”Hun dukkede op for et par timer siden,” sagde han inden han holdt en hånd ud for hendes ansigt, som hun begyndte at løfte det for at knurre af manden der var kommet ind i køkkenet. ”Hey, Midnat, det er okay,” hviskede han, og strøg et par gange over hendes hoved, for at få hende til at falde lidt til ro igen. Hun kunne trods alt ikke forstå hans sprog, men han kunne forsøge at få hende til at slappe af. De næste ord var dog igen henvendt mod Castor. ”Jeg tror det er tredje omgang efterhånden. Flængen virker ret dyb,” indrømmede han, en anelse sørgmodigt. ”Du kan vel hjælpe hende?” Hvis ikke, så vidste Ves ikke hvad han skulle gøre, for kompetente healere var der alligevel lidt langt imellem desværre. 

Castor så til som mørkelveren begyndte at berolige Midnat. Han gjorde for nu, intet, for at hjælpe, da han ikke helt vidste hvordan det skulle tackles, om mørkelveren havde formået at berolige det store, men stadig bløde væsen der lå og stadig blødte. Og det så ikke ud til at det ville stoppe uden en reel doktor eller en healer. Det skulle enten syes til, eller også var det Castor der skulle gøre jobbet. Og lige nu var Castor den, som Midnat havde, til at hjælpe sig. Mens mørkelveren forklarede hvor længe det havde varet, bemærkede Castor en kat der gned sig op af hans ben. Det var den samme, hvide kat der før havde rendt nysgerrigt rundt om hans fødder, så han rakte en hånd frem og lod katten undersøge ham, mens han lyttede.

"Ja, selvfølgelig. Jeg kan godt hjælpe hende," han sendte mørkelveren et smil, i et forsøg på at forsikre ham. "Men jeg kan se, at hun ikke er særlig glad for fremmede, og jeg synes ikke, at hun skal fastsættes nogle steder. Så..." han gned sine hænder sammen. Det her var en dyb nok skade til, at berøring nok ville være nødvendigt. "Bare lad mig gøre det, om hun så bider eller ej. Jeg healer mine egne skader bagefter, der er ingen grund til at sætte flere end mig selv i fare," forklarede han, før det blå lys begyndte at skinne fra både hans øjne og hånden der langsomt strakte sig ud og bevægede sig ind under forbindingen. Det var nemmere end at tage forbindingen af med et dyr der lige nu sikkert følte sig trængt ret meget op i en krog.

At begynde at sy i Midnat uden reelle magiske kræfter indenfor dyretæmning ville også bare have været en dårlig ting i Ves' hoved. De skulle bare gøre noget så blødningen stoppede og så det ikke blev inficeret. Det var så langt han selv havde tænkt i hvert fald, og han håbede blot at manden i det mindste kunne lukke overfladiske sår, også selvom det her var noget dybere end det. Midnat hvad havde hun dog lavet.

De næste ord fik dog Ves til at tøve, og han kiggede lidt på Castor, og så ned på Midnat igen. ”Hun bider til,” sagde han endelig og strøg hende over hovedet, men sørgerede for ikke at sidde i vejen hvis Midnat bestemte sig for at manden ikke skulle være der, selvom han forsøgte at holde hendes fokus på ham i stedet for.
Som forventet så rejste hun overkroppen op ligeså snart han begyndte at røre ved benet, og hun forsøgte at hive det til. En lav knurren kunne høres fra hende, som tænderne blev blottet og hun forsøgte at snappe ud efter manden. Ves ville ikke have kunne holde hende tilbage, selv hvis han havde forsøgt. 

Castor fortsatte ufortrødent. Han kunne ikke gøre så meget ved, at Midnat ville bide i ham, for selvom han var veltrænet, så var han ikke som kreaturet der lå her, såret eller ej. Hans healende magi spredte sig til såret, men samtidig havde Midnat allerede varslet ham og nu kunne hun ikke håndtere det længere, tilsyneladende. Castor nåede kun lige at beskytte sig selv ved at holde en arm fremme, men det ændrede ikke på smerten da det stærke kæbesæt satte sig omkring hans arm og bed til, så blodet piblede ud.

Men inden for ikke meget længere, lukkede såret sig effektivt sammen under forbindingen og Castor måtte blot vente til Midnat stoppede med at gnave i hans stakkels, blødende arm. En mindre lyd af smerte undslap hans læber, men han vidste bedre end at forsøgte at hive sin arm fri. Det ville kun gøre Midnat endnu mere selvbeskyttende og aggressiv og så ville såret bare blive større. Men Castor var hedlgvis ret vant til det. Smerte. Han havde været død en gang trods alt. "Såret er væk nu.. Du må meget gerne give slip," forklarede han mildt til Midnat før han så mod Ves efter lidt assistance. Nu burde Midnat vel også være lidt mere tilbøjelig til at kunne lide ham? Bare lidt? Måske?

”Midnat!” Udbrød Ves lidt overraskende men også irettesættende. De havde begge to godt vidst at der var en vis sandsynlighed for at hun ville lange ud, men det var også lang tid siden at Ves havde oplevet det. Normalvis var Midnat ikke om så mange andre humanide folk udover ham selv, men hun var trods alt stadig et vildt dyr.

Hun så dog ikke ud til umiddelbart at blive mindre arrig over at det var lukket, selvom hun nu kunne trække sit ben op til sig.
”Midnat,” denne her gang mere i et sukkende tilfælde. For selvom det ikke virkede til at Midnat mente at tingene var i orden, så kunne man se at mørkelveren havde fået det betydeligt bedre.
”Okay, sid stille,” sagde han, henvendt til Castor, inden han selv rykkede sig lidt rundt, så han bedre havde adgang til gabet og Castors arm der stadig blev holdt fast i den. ”Slip,” lød det lidt mere bestemt, og som Midnat ikke gav slip, så greb Ves fat i kæberne, ind i munden, så skulle hun ønske det, så ville hans hænder også blive bidt i stykker. Det havde dog virkningen som han regnede med. Ligeså snart hun så at Ves også ville være i fare for hvad der skete, så ligeså stille gav hun slip på Castors arm, ganske modvilligt. Ligeså snart armen blev rykket, så sprang hun dog også selv tilbage, om bag Ves, og begyndte stadig at små knurre med rejste børster. At hun ikke havde ondt mere pga. Castor var ikke ligefrem den sammenligning hun havde gjort sig.

”Er du okay?” spurgte Ves, han virkede til at han var ganske vant til at agere skjold for den store ikiro. 

//Afsluttet grundet inaktivitet.