Solen var så småt begyndt at forsvinde ude i horisonten, men på nuværende tidspunkt var der blot kastet et rødligt skær over himlen. Dette var nok et af de tidspunkter halvelveren holdt mest af. Halvelveren der var tale om, var Leikaren. Mange folk forvekslede ham ofte med en kvinde, grundet den spinkle krop og det lange, velplejede røde hår. Han var en man ofte lå mærke til i gaderne i Balzera. Både fordi han var så feminin, men også grundet håret, samt hans klæder, der nærmest ikke efterlod noget til fantasien. Hans valgte aften outfit var bestemt heller ikke det der dækkede mest. Den råhvide skjorte stod åben i halsen og ned midt på brystet. På benene havde han et par sorte bukser og fødderne var dækket af nogle støvler. Det var hans casual tøj, medmindre man selvfølgelig opsøgte ham på bordellet, hvor han arbejdede. Det var ikke nogen hemmelighed at Leikaren arbejde som lystmand her i syden og ærligt, så måtte han indrømme han nød hvert sekund. Bevares, så kom der kunder der ikke var specielt behagelige, men det var blot med til at gøre ham stærkere, mente han selv, på trods af han har været nødt til at heale sine egne sår. Til aften havde han valgt at tage fri og havde valgt at tage en tur på bazaren.

Det havde taget ham omtrent ti minutter at gå til bazaren fra bordellet, hvilket havde betydet, at nogle af boderne var ved at lukke ned. Dette ærgrede ham lidt, da han ikke havde mulighed for at se på et eller andet han kunne give Radu. Et smykke eller et fint tørklæde måske? Nærmest som et lille barn brummede han og lavede en grimasse mod bazaren ” Hvis det skal være på den måde, nå” kom det fra ham, som han besluttede sig for at vende om og gå mod bordellet. Måske han skulle prøve en omvej? Det skadede vel ikke med lidt forandring. I stedet for at fortsætte ligeud, drejede han til venstre, noget nyt skulle der jo ske. Leikaren måtte have mistet sin stedsans, for pludselig kunne han ikke kende omgivelserne og vidste ikke helt hvor han havde gået og ikke gået. Han havde gået i ring flere gange og var endt ved den samme vej flere gange og var nu begyndt at blive en smule panikslagen. Med hastige skridt og blikket over skulderen fra tid til anden, kom han igennem gaderne og med et snublede han over et eller andet. Med et bump faldt han til jorden og da han fik vendt sig så han op på to mænd. Ret forfjamsket kom han på benene og børstede bukser og skjorte af, men inden han blev færdig greb en af mændene ham, mens den anden plantede et solidt slag mod Leikaren’s hoved, hvilket slog ham ud som et lys.

Leikaren missede med øjnene og inden han kunne se noget, kunne han allerede mærke følelsen af han var overvåget. Han rettede blikket ned mod halskæden, der svagt lyste. Ret hurtigt fik han spæret øjnene op og så febrilsk rundt. Dette var ikke bordellet. Hvor i alverden befandt han sig? Det havde han egentlig ikke tid til at tænke over... For hvor var de monstre!? Han kunne føle dem i nærheden, hvilket fik hans øjne til at flakke fra side til side. 

Det var ikke tit, at Jontar blev revet ud af sit palads, fordi hans medarbejdere havde slaver for ham at tilse og bedømme. Faktisk var det meget sjældent, at fyrstesønnen blev kontaktet, når solen var gået ned for professionelle gerninger. Derfor var det da heller ikke med sin gode vilje, at prinsen havde trukket en overkappe på for at følge med et par medarbejdere. Det havde krævet noget af en overtalelse fra dem for at lokke fyrstesønnen med sig. Og overtalelse kendte Jontar alt til. Men selv han kunne ikke lade være med at få øjnene op for en mulig guldgrubbe. En mandlig skovelver med langt, rødt hår og en krop, der fik ham til at ligne en kvinde. Jontar kendte mange tidligere købere, der ville byde hinanden højere og højere for at få denne slave - selvfølgelig, hvis ikke denne slave var blevet skadet under fangsten. For det var ikke en født slave, det havde Jontar fået at vide. Det var en fanget slave. Det kunne altid gå begge veje. Kun mere grund til, at nysgerrigheden krævede fyrstesønnen ud af paladset og hen til en af medarbejdernes hjem, hvor de havde trukket slaven med.

"Prins, herre. Slaven er herinde." Hoveddøren til det gemene hjem var blev åbnet, hvorefter Jontar var blevet ført op af et sæt trapper og ind til en anden dør. Derinde fandt han den rødhåret elver på jorden. Lidt blod var at finde på det blege ansigt. Blodet var straks stærkere i den røde farve end jordbærhåret. Hvad der ellers fangede Jontar, var halssmykket, elveren havde på. Det lignede ikke just noget, en slave var i besiddelse af. Selvfølgelig kunne det være tyvegods, hvilket kun ville gøre indslavningen mere retfærdigt.
"Han virker perpleks. Hvad gjorde I ved ham?" spurgte Jontar, som han havde drejet hovedet mod en af indefangerne. Kort kiggede de mere robuste mænd på hinanden og forklarede derefter, hvordan de havde fundet elveren. I en gyde, hvor denne elver var stødt ind i dem. Et slag til hovedet og så var elveren ude med blod piplende ud af tindingen. 
Med rolige skridt trådte Jontar tættere ind i lokalet for at se nærmere på elveren. Han var et godt eksemplar. Nydelig, kønt hår, feminint ansigt. Det eneste, der kunne skræmme købere væk, var de tydelige ar. Enten selvpåført eller gjort af andre, men de viste, at denne elver havde været tæt på at bukke under for Kiles magter. Med rank ryg borede de limegrønne ind i elverens i et par sekunders stilhed, før fyrstesønnens stemme brød igennem. "Tag dig sammen eller din tinding ikke bliver renset." Blodet dækkede huden. Jontar kunne ikke se, om der endnu var et hul fra slaget eller det allerede var healet væk, men prinsen havde erfaret, at det oftest kunne være en fordel at agere venlig for denne slags slaver. Lulle dem ind i en falsk tryghed og derefter komme med den hårde sandheden. Slavens kommende tilstedeværelse som netop dét. En slave.

Leikaren kunne slet ikke være i sig selv og han ønskede egentlig blot at blodet blev fjernet, eller halskæden gjorde. Lyden af stemmer fik ham til at stivne og han forsøgte ivrigt at forholde sig i ro, trods han havde det som om der var et eller andet der åndede ham i nakken. Han rystede over hele kroppen og bed sig da i underlæben, for at stoppe sine tænder i at klapre. Som døren ind til ham åbnede og han så skikkelserne, trak han sig let tilbage. Han genkendte to af dem, men hvem var den sidste? Han var sikker på han for lidt siden hørte de to mænd tiltale ham som prins? Leikaren blev nærmest stiv som et bræt da de limegrønne øjne nærmest gennemborede hans sjæl. Han skulle lige til at sige noget, men stoppede sig selv og bed sig usikkert i underlæben.

Leikaren’s blik rettede sig mod halskæden, der endnu lyste let op, derefter rettede han blikket mod manden foran sig og nikkede svagt ”J.. Javel” fik han fremstammet og forsøgte at forholde sig roligt. Dette var det sværeste øjeblik i hele hans liv. Hele hals krop rystede og han var klar over at der sikkert snart ville dukke et monster op omkring hjørnet, men manden havde lige sagt han ville rense hans tinding, hvis han forholdt sig i ro, hvilket han bestemt gjorde sit bedste for. Hans blik flakkede imellem de tre mænd der var i rummet med ham. Hvem var de egentlig? Det havde Leikaren endnu ikke fundet ud af og om han nogensinde ville, vidste han ikke. Han forsøgte sig med dybe indåndinger, forsøgte at få pulsen ned, men inderst inde, havde han det stadig som om, der var nogen udover de tre og ham selv, sammen med dem her i rummet, han anede bare ikke hvor.

Elverens skælven og tydelige frygt virkede på en måde som overanstrengelser. Så slemt var de da ikke. Der var ingen direkte slag eller lignende. Alligevel kunne Jontar ikke lade være med at kigge en ekstra gang på det lysende smykke, før hovedet drejede bag ud til mændene, der havde fanget elveren. "Find en balje med vand og enten en healer eller noget at helbrede med." Begge mænd nikkede forstående og forsvandt ud af værelset. Døren blev lukket bag dem, som stilheden bredte i lokalet kun ophørt af elverens egen skælven. Og med de ord var Jontar alene med den såret elver, der var i hjørnet.

Der var endnu afstand mellem Jontar og den kommende slave på jorden. Blikket var igen på elveren og endnu mere på det lysende halssmykke. Et skridt blev taget mere og Jontar bøjede let i ryggen for at komme nærmere elverens ansigt og smykket. Hvorfor lyste det? "Hvad er det? Hvorfor lyser din halskæde?" En hånd blev løftet og langsomt rørte en finger mod halskæden. Pressede blidt imod den, så den blev presset ind mod elveren. Og som kom en tanke flyvende fra det lukkede vindue, åbnede de limegrønne øjne sig endnu mere. I et halvt sekund havde prinsen sit hoved på skrå af nysgerrighed, før det vendte tilbage til oprejstposition. Et svagt smil formede på de spidse læber. "Er det smykke skyld i din nuværende tilstand, elver?" Jontar kunne være elverens frelser lige nu. Gøre ham en tjeneste, der ville sætte denne elver i evig gæld til ham. Mere end han allerede var.

// OUT, Starter forfra! //