Luften var iskold og klar, så hver udånding næsten blev til iskrystaller, inden den tynde damp forsvandt. Rimfrosten lå over hustagene, men den tykke sne var endnu ikke kommet til hovedstaden. Solen stod lavt og fik det halvgennemsigtige islag til at glitre, og det var næsten til at føle knitren helt ud i fingerspidserne, når en lille fugl ladede på et tag med små, forfrosne klør. 
Adenas fingre var også røde ude i spidserne, hvor de tittede frem fra et par strikkedem, fingerløse handsker. Penslen strøg blidt henover det udspændte lærred, hvorpå hun prøvede at indfange vinterens glimmer i al sin herlighed. Den lille altan havde lige nøjagtigt plads til lærredet og to små stole, hvor hendes moder tidligere havde holdt hende med selskab, men til sidst måtte fortrække igen, da kulden bed for meget. Adena selv var blevet for optaget af maleriet til at lægge mærke til, hvor koldt det egentlig var. Hun havde både et sjal om skuldrene og et kraftigt uldtæppe henover benene. Kinderne var ildrøde af kulden ligesom fingrene, og luften kildede i næsen - men hun følte, hun var lige ved at have de fleste iskrystaller på en mere realistisk måde, end hun ellers havde haft før, så hun fortsatte den intense duppen med hvid maling over de mørke hustage.
Imens vandrede hendes tanker mod teaterturen med Aldamar. Den var ikke gået helt galt i det mindste - eller det var den, men på en eller anden måde havde de reddet den igen. Det tog ikke lang tid før Aldamar ledte tankerne hen til bryllup og bryllup førte videre til kjoler og kjoler førte til at fortænderne satte sig fast i underlæben, da billeder af at tage kjoler af en vis ung, brunhåret komtesse overtog Adenas ikke-længere-særligt-sobre-tanker.

Man skulle næsten tro at Mathilda havde trukket kulden med til Dianthos, sådan som alt var dækket af frost, også selvom kulden ikke kunne måle sig, med den hun oplevede hvert år. Hun havde derfor i dagens anledning af et spontant et ’pænt’ besøg iført sig et Erneyll-rødt jakkesæt, som dækkede for en hvid skjorte. På brystkassen bar hun en broche af familieskjoldet. For at kunne modstå kulden, udover de få ekstra kilo der var på kroppen, havde hun en mørk kappe over skuldrene med bjørnepels i kanterne. Det røde hår var bundet i en tæt fletning, således det ikke var i vejen, hvilket selvfølgelig også sørgede for at ansigtet ikke blev holdt varmt. Kinder, næse og øre havde derfor en rødlig glød hen over sig, da hun nåede frem til Adenas bosted. Hænderne blev gnedet lidt mod hinanden, inden der blev banket på døren og derefter blev de samlet på ryggen. Mathilda fik ikke lov til at vente længe før døren åbnede op.
”Mathilda, kære!” lød ordene kærligt fra Adenas mor, som straks vinkede hende indenfor i varmen. Mathilda fulgte de små vink indenfor og fik delt sit gøremål. Hun var kommet for at hilse på Adena, da det havde været noget tid siden. Mathilda modtog et smil og blev guided i retningen af Adenas destination. Så snart Mathilda var sikker på at der ikke var nysgerrige ører der lyttede, lænede Mathilda sig op af en af ruderne for at lurer på hvad Adena foretog sig. Så snart det virkede til at hun ikke var i gang med at male direkte på sit lærred, bankede hun på ruden og sendte hende et velkendt charmerende smil.

//Inspiration til påklædning og hår

Rudebanket fik Adena til at spjætte. Penslen var netop blevet dyppet i vandglasset, så det kunne ikke være bedre planlagt, men det ændrede ikke på chokket, der gled henover hende og endte som rødmen under de i forvejen frostbidte kinder. De tanker, hun var blevet revet ud af, havde på ingen måde været i nærheden af maleri eller fine, anstændige ting, adelskvinder burde tænke på. Nej, Adenas tanker var vandre langt, langt ind under kjolestof og fine flæser og blondekanter på tøj, hun måske engang i fremtiden kunne lokke Alyssa til at prøve for hende. 
Det var dog et rødhåret, fregnenæset syn,der mødte Adenas blik, da hun vendte ansigtet mod døren og forventede at se sin mor og potentielt få en opsang om ikke at fortabe sig så meget i sin maleri, at man blev helt ukontaktbar. 
"Malthe!" udbrød Adena henrykt og sprang op fra stolen. Ved døren gentog hun sig selv, for Mathilda  havde sikkert kun set mundbevægelserne gennem ruden. "Hvor er det længe siden! Hvordan har du det? Har I meget sne oppe hos jer? Har du hørt, jeg skal giftes - altså jeg mener fik du det brev jeg sendte? Kommer du til brylluppet? Hvor ser du godt ud! Holder I trækast i år? Åh hvor har jeg savnet dig!"
Allerede inden Adena var trådt indenfor igen, var talestrømmen begyndt, og mens hun overvældede sin gode veninde med ord, lagde hun armene omkring hende og trak hende ind i et varmhjertet, men meget koldt kram. 

Adena blev stadig forskrækket over at der blev banket på ruden, men det fik da hendes opmærksomhed, og det virkede ikke til at maleriet blev spoleret. En svag rungen af det vellidte kælenavn kunne høres, der hvor Mathilda stod. Så snart Adena rejste sig for at nærme sig Mathilda, rettede hun sig op fra ruden og sørgede for at hjælpe Adena indenfor, ved at åbne døren for hende.
Smilet på Mathildas læber var ikke til at vende, var hun overbevist om. ”Adena,” klukkede Mathilda glad. Hun nåede dog ikke at sige meget mere, før ordene væltede ud af Adenas mund, og ikke engang Mathildas tanker kunne følge med. Det havde i den grad været længe siden og Malthe følte hun havde nogenlunde styr på sine følelser efter Kile havde taget hendes mor, hvor vidt Adena kendte til moderens død, var Mathilda faktisk i tvivl om. Sne havde der været masser af, ved hende og hendes fader bosted i Turmelinien. Mathilda havde endda selv brugt masser af tid i den, for selvfølgelig var Mathilda meget ude.

Giftes? Av. En meget lille og kortvarig bevægelse med øjenbrynene indikerede at Mathilda ikke helt var med på spørgsmålet. Det havde hun ikke fået noget at vide om. Måske var Adenas brev blevet væk i bland de mange kondolerende breve? Smilet blev en lille tand mindre. Kommer du til brylluppet? Endnu en gang så Mathilda forvirret ud. Der var noget hun var gået glip af, og hun kunne ikke lide det.
Som hvis Adena vidste, at hun havde lavet et blødende sår i Mathildas hjerte, virkede det til at Adena prøvede at lægge et plaster på et afrevet legeme ved at komplimentere Mathildas udseende. Træstammekast; et helt andet emne, som Adena tydeligt selv kendte svaret på. Der blev altid holdt træstammekast; ingen undtagelser. Mathilda skulle jo vise sig overfor alle andre!

De let solbrune arme svag sig om Mathilda, som der blev sagt at hun havde været savnet. ”Adena, Adena – Jeg kan slet ikke følge med,” lød det fra Mathilda. Hun lod en enkelt varm arm smyge sig om hende og den anden lukke døren efter Adena. De varme hænder fandt derefter vej til de kolde sjal-beklædte skuldre, inden hun roligt skabte lidt afstand mellem dem. ”Du skal giftes? Med hvem?” Mathilda havde et lille smil på læberne, som forsøgte at dække forvirring der havde væltet sig ind over Mathilda.

"Åh du..." begyndte Adena, da Mathilda trak sig lidt væk og lignede en, der havde fået en lussing over de røde kinder. "Du ved det ikke..."
Adena og Mathilda havde været et tæt vennepar, mens de boede tæt på hinanden, og at Mathilda var blevet tvunget til ekstra ansvar havde gjort det sværere at holde kontakten. Men det klædte hende, det måtte Adena indrømme. Selv under det tykke vintertøj, kunne Adena se musklerne tydeligt, og der var noget voksent i den unge kvindes blik, som ikke havde været der sidste gang, de sås. 
Gid jeg kunne se så selvsikker ud, tænkte Adena.
"Det er lidt et-eh ... Medlidenhedsægteskab?" sagde hun og sænkede sit eget blik. 
Hun havde faktisk regnet med at Mathilda kendte til det og hun ikke behøvede forklare det. Det var altid sværere for hende at forklare det fra bunden, fordi det bragte så mange ubehagelige følelser frem. Selvom hun havde filtret trådene nogenlunde ud mellem sig selv og Aldamar, var der stadig en rest af den paniske frygt, hun havde overfor mænd helt generelt, der sad fast i hendes unge sind.
"Der er med Arysprinsen," fortsatte hun. "Fordi Penelope reddede fyrstindens søster dengang. Så nu får jeg lov til at gifte mig med ham, og blive fyrstinde og sådan. Det er ... Det er pisseskræmmende, men mor og far er glade, så ..." så hvad? "Og Aldamar er da flik nok, så... Det skal jeg nok overleve, ikke?"
Hun så op igen og prøvede sig frem med et forsigtigt smil. Nu hvor hun selv vidste, at hendes præferencer lå nærmere kvindekønnet end det modsatte, havde hun en ide om, at det forsigtige smil ville fortælle Mathilda det. Nok mest fordi, Adena - når hun tænkte tilbage på deres besøg hos hinanden - nok havde en idé om at Mathilda selv havde luret Adena på et par kilometers afstand allerede dengang. Egentlig kunne Mathilda også selv hælde i den retning, hvis Adena ikke tog helt fejl. Hun havde i hvert fald bukserne på i alt, hun lavede. Åh hvor ville det være skønt at kunne fortælle alting til Mathilda. til en barndomsveninde, der faktisk ville forstå. Forstå den kærlighed, Adena følte blomstrer i sit bryst. Forstå, hvor ægteskabet var et nødvendigt onde, mens hun gemte Alyssa væk fra alle. Måske behøvede det ikke være en hemmelighed for netop Mathilda.

Mathilda sendte hende et lille smil, som hun indså Mathilda ikke kendte til noget om det ægteskab, som Adena snart skulle befinde sig i.
Det havde i den grad været svære at snakke sammen, eftersom afstanden mellem de to adelskvinder havde steget gevaldigt. Siden de sidst havde set hinanden, havde Mathilda uden tvivl bygget større muskler og fundet sig mere til rette i sin ikke så feminine fremtræden. Adena derimod var nu en ung kvinde. Yndig, fin, delikat og ikke mindst skrøbelig, hvis man sammenlignede med Mathilda selv. Men Adena var nu snart en helt igennem voksen kvinde. Specielt hvis hun indgik det ægteskab…
Utrolig langsomt nikkede Mathilda, som det blev forklaret, at ægteskabet var et medlidenhedsægteskab. Så det var ikke et kærlighedsægteskab, ligesom det Mathildas fætter, Alaric, havde indgået. Nysgerrigheden om hvem der havde været så heldig at få Adenas hånd, skrabede dog stadig utålmodigt bag den fregnede blege pande. Og det virkede som om, at der var mange ting bagvedliggende på dette ægteskab, eftersom Adena tog sin tid til at give et uddybende svar.
En Arysprins. Endda arvingen. En kort bekræftende udånding kom fra Mathilda. Hun bed blidt i læben, før hun så kortvarigt væk, for at samle tankerne om det. Mathilda kunne intet stille op imod en arving. Intet. Blikket vendte dog tilbage til Adena, som hun nævnte at det var skræmmende for Adena. Mathilda lagde derfor sin ene varme hånd blidt og kærtegnende om Adenas kind og kæbe, som prøvede hun at gøre hende mere tryg. ”Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du overlever… Men… Er du sikker på at du vil være glad med ham?” lød det fra Mathilda, som nu så mere bekymret ud, end forvirret. Hendes grønne øjne hvilede sig i Adenas blågrønne.
Mathilda kunne ikke se en mening i ægteskabet, ud over at Adenas forældre kunne få sig en falsk trøst over Penelopes lys ikke længere brændte. Mathilda håbede at Adena ville fortælle hun hellere ville noget andet. Hellere ville Mathilda.

Adena lænede sit ansigt ind mod Mathildas varme hånd. Kulden bed stadig i kinden og blev understreget af den meget varme hud, der næsten brændte imod hendes. Men det var en kærkommen tryghed - der kunne hun altid regne med Mathilda.
"Det er ikke så vigtigt," svarede hun og lagde sin egen hånd op til Mathildas. De iskolde fingerspidser prikkede ved kontakten med den varmere hånd. "Jeg kan ikke rigtig sige nej til det."
Kort efter trak Adena sig for nærkontakten igen og fik endelig lukket døren bag sig, så det ikke trak ind. Tæppet, hun havde viklet om kroppen, måtte hun trække helt indenfor, da det var landet henover dørtærsklen, da hun var sprunget op for at komme hen til veninden. Hun gav sig til at folde det sammen og tage sjal og handsker af som tegn på, at hun ikke havde tænkt sig at sætte sig ud på den lille balkon igen.
"Jeg var ret panisk i starten," fortsatte hun med en kort, nervøs latter. "Gjorde nogle lidt dumme ting, der kunne have ødelagt det hele. Men jeg fik snakket med ham, og han er ... Mere forstående end jeg havde regnet med. Han vil ikke tvinge mig til noget, jeg ikke vil, og det var nok mest det, jeg var bange for."
Hun holdt det vagt i starten og gik så hen og lukkede døren til værelset helt til - hendes moder havde efterladt den åben. Så vinkede hun Mathilda over til de store, puffede puder, der lå på gulvet. Rummet var mest et kreativt studie med malerier ved alle vægge, udstyr og staffelier, pensler og maling. Et par steder havde væggen en underlig farve fra en af Adenas følelsessammenbrud og som det eneste rum i huset blev netop dette rum ikke gjort rent - det kunne undskyldes med så meget andet. Kastet eller væltet maling. Selvfølgelig var det ikke ukontrolleret magi, nejnej.
"Men Malthe ... Der er sket noget andet også ... Noget jeg ikke turde skrive i brevene," hviskede hun, mens hun satte sig ned på en pude. Hun kunne ikke fortælle Malthe, at Aldamar selv var afvigende og ingen interesse havde i kvinder - det kunne hun ikke fortælle nogen som helst. Men Malthe kunne hun stole på. "Jeg har fået en kæreste."

Det at Adena lænede sit ansigt ind mod Mathilda kind, gav hende en form for tryghed. Der var måske et håb at hente, hvis deres minder ikke var helt klemt.
Jo, din glæde er det vigtigste, Adena. Ordene kunne ikke klemmes ud af munden, for måden Adena sagde det på, fik det virkelig til at lyde som om, at hun allerede havde haft denne diskussion med sig selv. Hvor vidt var hendes egen glæde vigtig? Selvom Mathilda havde sin varme hånd mod Adenas kind, gav det alligevel kuldegysninger op langs armen, som Adena lod sin hånd hvile på hendes. Mathilda opsugede øjeblikket med et lille smil.
Armene fandt sin plads, ned langs siden, hvor den ene hånd fandt vej ind i en bukselomme, som Adena trak sig ud af den ’venskabelige’ omfavnelse. Mathilda lyttede, mens hun lod blikket følge skønheden pakke sine ting sammen og lukke døren ud til balkonen. Spørgsmål om hvilke dumme ting Adena havde rodet sig ud i og hvordan tingene var blevet redt ud igen begyndte at vække sig i Mathildas tanker. Tankerne kørte rundt, som Adena fortalte at Arysprinsen ikke ville tvinge hende til noget, som Adena ikke ville. Var det samleje med en mand eller ideen om at skulle få børn, som Adena frygtede? Eller var det noget, som måske slet ikke var relateret til en seng?

Døren til værelset blev lukket og Mathilda fik en fornemmelse af at de næste ord ville være tys-tys. Mathilda prøvede derfor at forberede sig på hvad det var, som Adena havde frygtet Arysprinsen ville tvinge hende til. Efter Adenas opfordring, begav Mathilda sig hen for at sidde i de store bløde puder på gulvet. Mathilda bed ikke rigtig mærke i alt ’rodet’, for Mathilda kendte godt til hvordan Adenas evner ikke altid havde været til at styre, hvilket faktisk havde været grunden til de var blevet så tætte. Mathildas selvsikkerhed havde i hvert fald prøvet at få Adena til at tro på sig selv.
Mathilda lagde hovedet let til siden, som Adena forklarede hun ikke havde turde at skrive om det i de breve som hun havde sendt, som Mathilda ikke havde læst endnu. Var det noget væmmeligt om Arysprinsen? Skulle Mathilda til at finde på en redningsaktion, så de to piger kunne stikke af sammen og leve lykkeligt til deres lys ende?

Håbet om de to pigers lykkelige liv, blev noget så voldsomt kastet ned i en kødhakker, og hakket i tusinder af stykker, for at det kunne lande på gulvet og blive trådt på. Det var som om tiden var gået i stå. Som hvis Adena på magisk vis havde hevet Mathildas hjerte ud af brystet på hende og nu sad og knuste det i sine bare hænder.
”E-en kæreste?” lød det lettere tøvende og retorisk. Hun lænede sig lidt frem i puderne, og lod sine albuer hvile på sine knæ, mens hun flettede hænderne foran sig. ”Hvad syntes din kommende husbond om det?” spurgte Mathilda, som gjorde alt hvad hun kunne for at lyde præcis lige så selvsikker, som da hun havde sagt hendes navn tidligere. Hun prøvede så vidt muligt, mentalt at dække det hul der nu var i hendes bryst. Stort, sort og endeløst.

Adena opdagede slet ikke den maske, Mathilda tog på over for hende. Mens den anden piges  blik kort var gået i stå, var hendes eget blevet sænket i pludselig rødmende forlegenhed over at have en endelig at kunne fortælle det - en der faktisk ville forstå, og ikke bare tage alt hun sagde, ligesom Aldamar havde for vane. Malthe ville aldrig fordreje hendes ord på den måde.
"Mh-mh!" nikkede hun og tog blikket op igen, mens hun lagde en hånd på Mathildas knæ. Egentlig ville hun have taget hendes hænder i sine, men de var flettet sammen med hinanden. "Han tager det meget pænt, for det er trods alt en pige, så der kommer ikke nogle uægte børn. Og han ved, hvordan jeg har det, og at ... At det bliver svært for mig at ligge med ham." Blikket veg igen og fortænderne gravede sig ned i underlæben. Dén del var stadig virkelig svær at tale om. "Men vi tager det stille og roligt. Og så nyder jeg tiden med Alyssa imens."
Den anden hånd fandt vej op til håret, hvor et par løse lokker blev ført om bag øret. Hun havde gået i månedsvis og ønsket at tale med nogen om det her. Nogen, der ikke var indblandet allerede (som Fabian jo også havde vist sig at være - i høj grad!), og nogen som ikke ville dømme hende for det eller gå direkte til hendes forældre og råbe vagt i gevær.
Lige der stolede hun på Mathilda. Stolede på, at deres venskab var solidt nok til at hun ikke engang behøvede at sige, at det her selvfølgelig var det mest hemmelige af alle de hemmelige hemmeligheder, hun nogensinde havde delt med Mathilda. Men det var også den skønneste, mest hjertevarmende hemmelighed, hun nogensinde havde holdt på, og nu hvor de sad inde i varmen igen, tog kærlighedens rødme over fra frostens kys på hendes kinder.

Den bekræftende lyd, som Adena gav, knugede lidt om det blødende hjerte. Det gjorde ondt, sådan som hun virkede så glad for en anden. Mathilda nikkede minimalt. Hånden der blev lagt på knæet, fik et kort blik. Hun vidste da også bare lige hvordan hun skulle gøre det hele bittersødt. Mathilda trak fingrende fra hinanden  og lagde sin ene hånd på Adenas, som hvilede på knæet.
Det er trodsalt en pige, var ordene Mathilda bed fast i. Men denne pige, var ikke Mathilda… Og det kunne det have været, eftersom Adenas kommende husbond tydeligvis virkede til at have det helt fint med at der ikke kunne komme uægte børn ud af to kvinder. Det at Adena videregav, at hun faktisk kun ville ses af kvinder, gjorde kun såret dybere. Mathilda havde haft chancen, men alt arbejdet og de lys der var blevet slukket, havde taget den chance. Kærligheds-kareten var kørt, og den havde ikke taget Mathilda med.
Hun så hvordan Adena bed sig i læben og ønskede stadig et eller andet sted, at det var Mathildas egne tænder, der sad blidt i læben.

Nyder tiden med Alyssa. Det var som Adena klemte det sidste ud af Mathildas hjerte. Et lille ulykkeligt fnys kom fra Mathilda, som endelig lod blikket fjerne sig fra den brune hånd på knæet, til Adenas øjne. Det var samtidig med at Adena ville rette på en vildfaren rød lok hos Mathilda. Mathildas øjne var blevet let rødsprængte, hvilket gjorde den grønne farve af iris var mere intimiderende og fremspringende. ”Jeg er glad for, at han tillader, at du har en kæreste,” lød det fra Mathilda, som efterfølgende ville gribe om Adenas hånd på knæet med begge sine hænder. De varme hænder ville prøve at varme lidt om Adenas hånd. ”Hvor længe har I kendt hinanden? Altså, din kæreste,” tillod Mathilda at spørge ind, selvom hun udmærket vidste det kun ville gøre det være for hende selv. Men hun havde brug for at få tingene på plads, og vide hvor lidt af en chance hun havde hos Adena.

En lille smule forvirring sneg sig ind på Adena, idet Mathildas røde øjne ved fra hendes, og fnyset vidste hun ikke, hvordanhun skulle tolke. Måske var det en mænd-er-også-underlige? Måske var det et halvt nys? Mathilda kom trods alt lige fra den bidende vinterkulde udenfor. De varme hænder, der greb om Adenas kolde fik et gys til at gå igennem hende af den store temperaturforskel.
"Længe, altså nok lige så længe som vi to har kendt hinanden," svarede Adena med et smil, der prøvede at fange Mathildas blik. "Alyssa bor i Safirien, så vi har ikke altid kunnet se lige så meget til hinanden, som vi ønskede. Men vi har altid været tætte - jeg havde aldrig troet, vi ville blive så tætte, dog."
En kort latter undslap hende, og den lå et sted mellem lettet og nervøs, som om den ikke helt kunne beslutte sig. Det kunne Adena nok i virkeligheden heller ikke rigtigt. Var det en god ting, alt det her med en pigekæreste? Eller ville det bare gøre hele ægteskabsdelen af hendes liv mere besværlig, fordi hun nu vidste med sikkerhed, at hun næppe ville komme til at holde af Aldamar som mere end en god ven? Ville man overhovedet kunne foreslå ham at tage Alyssa med på bryllupsnatten, når nu han heller ingen interesse havde i at være med en kvinde - eller ville det bare gøre det hele endnu mere akavet? 
"Jeg havde aldrig troet, jeg ville ende så tæt med nogen, egentlig," fortsatte hun og lagde sin anden iskolde hånd om Mathildas to omsluttende. "Du ved, hvordan jeg altid har været mere glad for at danse med jer piger til festerne, ikke? Hvordan jeg altid har haft et problem med at bejlerne stirrede så intenst på min udskæring? Jeg har slet ikke vidst det før nu... Jeg... " Hun kunne heller ikke rigtig nævne Fabian - hvordan ville dét ikke lyde, at hun havde søgt mod undergrundens skøger for at finde ud af, hvad der var galt med hende? "Jeg søgte noget hjælp, da trolovelsen blev arrangeret, fordi jeg ikke forstod, hvorfor jeg var så bange for hans berøring. Det hjalp mig til at forstå, at jeg har en afvigelse. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg løser det endnu, altså der skal jo arvinger ud af mig på et tidspunkt," Latteren besluttede sig for at være nervøs. "Men så må jeg glæde mig over, at Alyssa gengældte mine forvirrede følelser, tænker jeg."

Længe. De har kendt hinanden længe, mindst lige så længe som dem selv.

Zaladin tage dig, Mathilda. Du skulle have været mere ligefrem og gået efter guldet. Det har været lige foran næsen på dig hele tiden. Det eneste du gjorde, var at bygge et venskab til guldet. Du var aldrig tydelig nok i at du ville bære guldet, omfavne det og have det ved din side resten af dit liv – og nu er der en anden kvinde som har snuppet guldet – guldet som du havde lige foran næsen og lige til at gribe ud efter. Skvatnakke.

Det var ikke engang fordi at kæresten boede tæt på, næh, hun boede i Safirien. Så afstanden havde næsten været den samme mellem kæresten og Adena, som Mathilda og Adena. Hun trak på et kortvarigt smertefuldt smil og nikkede let, som et respons på Adenas lettet men nervøse latter. Adena havde aldrig troet de var blevet så tætte. Så de havde ikke engang været fordi Adena havde gået med håbet, men selvfølgelig, så havde hun også været lovet væk. Der var jo ingen grund til at håbe på noget, som aldrig ville kunne blive til noget – og alligevel havde Mathilda altid siddet med et håb og en brændende kærlighed.
”Det kan jeg forstå,” bekendt gjorde Mathilda. Det var jo nemt nok at forstå, at Adena aldrig havde troet hun ville være så tæt med nogen. Det skar dog alligevel i Mathildas hjerte, for det betød, at hvad end Mathilda havde gjort havde det aldrig været tydeligt nok. Interessen Mathilda havde haft havde aldrig været tydeligt nok. Den frie kolde hånd lagde sig om Mathildas og opslugte varmen som osede ud af de blege fregnede hænder. Hun nikkede tavst, som Adena skar det ud i pap, hvordan Adena altid havde elsket at danse med pigerne og hadet blikkene fra mænd. Det havde jo været tydeligt for Mathilda, men hun havde tøvet for længe.

Jeg har en afvigelse. Mathildas blik for ned på deres hænder inden hun trak dem forsigtigt til sig og rettede sig op. Alyssa gengældte mine forvirrede følelser. Mathilda rømmede sig lidt og så mod døren der ville lede ud til resten af huset. Det var som om at Adena borede sin hånd ind i brystet på Mathilda og voldeligt trak det ud. De grønne øjne så tilbage til Adena. ”Der er ikke noget galt med dig Adena. Du har ikke nogen afvigelse,” prøvede hun at forsikre sin veninde. ”Jeg har ikke en løsning på dit arving problem – men jeg er sikker på at du nok skal finde en løsning,” fortalte Mathilda. Hun tog en dyb indånding og trak hænderne helt op til midten af sine lår. ”Jeg beklager meget, men jeg bliver jeg skal være andetsteds snart,” lød det fra hende inden hun rejste sig op. Farve blussede til hendes kinder, som brændte fra at holde tårer væk fra komme til syne i øjnene, selvom disse glinsede. ”Det var rart at se dig, kære,” hun trak på et besværet smil. Sig nu noget, Adena! Lad mig ikke gå! Mathilda følte at Adena sad og balancerede Mathildas hjerte på en lillefingernegl. På kanten til at tabe det på gulvet. Havde Adena ikke mere at sige, som ville få Mathilda til at blive, ville Mathilda selv finde vej ud, med hastige skridt. Efterlade sit hjerte, blødende på Adenas gulv og de næste mange dage mærke hvordan Adena af og til trådte på det, når hun gik henover det på sit værelse. Som en tryggen for Mathildas brystkasse i hjertesorg.

Adena åbnede munden for at sige Mathilda imod. For selvfølgelig havde hun en afvigelse. Det var omtrent den eneste ting i verden, hun faktisk var sikker på lige nu. Det, og at hun skulle giftes på trods af det. Men der kom ingen ord ud af hendes mund, før Mathilda fortsatte og pludselig stod hun op - og Adena fulgte trop så hurtigt hun kunne, selvom hun var ved at snuble i kjolens skørt. De varme hænder havde sluppet hendes alt for hurtigt, og hjertet bankede stadig hurtigt i brystet efter den indrømmelse, hun nærmest kun lige havde turde åbne sig selv op for.
"Hva-Hvad? Jeg troede... Øh... Jamen," stammede hun, nu helt forvirret over det pludselige skift.
At gå fra at have siddet tæt lænet ind mod hinanden og dele en hemmelighed, Adena først lige selv havde opdaget, til at Mathilda nu pludselig skulle gå. Alligevel kom et helt automatisk smil frem på Adenas læber og hun gengældte den høflige afsluttende bemærkning. "Det var virkelig rart, du kom forbi. Men ..."
Men der var noget galt. Sådan plejede Mathilda ikke at være. Altså punktlig og sådan. 
En knude samlede sig i Adenas mave. Nu kunne det vel ikke være et eller andet sjovt nummer, de andre piger ville lave med hende op til brylluppet, som Mathilda nu ikke kunne gennemføre, fordi hun kendte hemmeligheden, vel? Nu ville hun vel ikke straks fortælle det videre?
Nej, sådan var hun ikke. Og hun havde ikke vidst noget om brylluppet, før hun dukkede op. Der var bare ... Noget galt. Noget, Adena havde svært ved at sætte fingeren på. 
Det var først, da hun selv stod med hånden på dørhåndtaget og Mathilda var halvt ude af døren, det gik op for hende.
Blanke øjne. "Er der sket noget?"
Var det derfor, hun var i Dianthos?

Men… Og mere kom ikke ud af de kønne læber foran hende. Det var på tide at smutte inden alt faldt sammen. Hun kunne ikke mere. Hun følte at hvert et trin hun gik blev tungere og hvordan hendes brystkasse higede efter at få sit hjerte tilbage på plads. Udfylde tomrummet, som gjorde så ondt.
Den blege og varme hånd blev sat på håndtaget og hun var i fuld færd med at åbne døren for at efterlade det hele hos Adena. Er der sket noget? Mathilda stoppede brat op, halvt ude af døren. Hun kunne mærke at uanset hvad så kunne hun ikke gå med sådan et spørgsmål hængende i luften, uanset hvor meget hun gerne ville afsted.
For en lille stund, som føltes som evigheder, stod hun blot i døren, med sine efterhånden våde øjne og stirrede på et maleri lige ude foran Adenas dør. Mathilda var sikker på at det ikke var Adenas evner der gjorde maleriet utydeligt, men de våde øjne der gjorde alt uklart. Hun sank en klump i sin hals, før hun tog et skridt tilbage og lukkede døren foran sig. Langsomt slap hun håndtaget og vendte sit blik mod sin veninde.
”Alt er fint,” lød det med en stemme, som tydeligt gav tegn på at alt ikke var som det skulle være. Hun trak på skuldrene og kastede underarmene opgivende ud til siden. ”Det her besøg var alt jeg havde brug for. Prikken over iét,” fortalte Mathilda. ”Jeg har fulgt en skadet herre hjemmefra og hertil, og ville blot lægge et kort visit, nu hvor jeg var i omegnen” hendes øjne gled ned og op af Adena som hun nævnte visit. Det hun så på nu, ville aldrig kunne blive til noget.
Det gjorde ondt at holde på så mange følelser, og låget kunne snart ikke holde dem inde. ”Jeg havde bare sådan brug for at se dig,” læberne dirrede lidt som ordene blev sagt og hun kunne mærke hvordan hendes krop endnu engang prøvede at trække hende tilbage til Adena. Tilbage til hendes hjerte, som lå blødende på gulvet under Adenas fødder. En enkelt tåre truede med at undslippe hendes øje.

Man skulle være blind for ikke at se, hvor meget Mathilda kæmpede lige nu. Kæmpede med følelser og tårer i øjnene. Adenas ansigt mildnedes i medlidenhed, og hun trådte frem og tog Mathildas hånd i sin. Trangen til at trække hende ind i et kram var stor, men samtidig virkede det til, at Mathilda havde brug for noget plads og afstand. Adena lod den ene arm være spredt ud i en indbydelse til et kram - så kunne den rødhårede veninde tage imod det, hvis hun havde lyst.
"I har været igennem så meget - jeg ville virkelig ønske, jeg kunne have været der mere for dig," sagde hun stille og lod være med at nævne moderens død direkte. Hun havde ingen intentioner om at rive op i et nyligt sår (og hun var helt intetanende om, at hun gjorde netop det, hvert eneste sekund lige nu). "Jeg er her for dig, hvis du har brug for at snakke, ikke? Hvis du vil forbi en anden gang, eller overnatte. Vores hjem er åbent for dig - altid, Malthe." 
Hvorvidt hun kunne love det samme om det nye hjem, der ventede hende i Safirien, var endnu uklart, men hun ville helt sikkert gøre forsøget, så Mathilda kunne have et sted at tage hen, havde hun brug for at komme lidt væk hjemmefra. Det havde Adena selv haft meget brug for, da hendes storesøster døde. Hun var ikke selv helt fri for sorgen, og hun håbede at Mathilda vidste, at hun ønskede at hjælpe - men hun vidste også, at man nogle gange bare havde brug for at være alene med følelserne og græde for sig selv, så man ikke følte sig som en så stor byrde på andre.
Derfor løsnede hun også grebet om Mathildas hånd igen, så den kunne trækkes fri og hun kunne gøre alvor af at tage videre.
"Det er helt i orden at have brug for at være alene," forsikrede hun. "Jeg er her, når du har brug for mig og hvis du får lyst til at snakke om det. Jeg ved godt, hvor ondt det gør."
Og alligevel anede hun det overhovedet ikke...

Den skønne adelskvinde trådte nærmere og to Mathildas hånd i sin. Det gjorde ondt. Nærheden og berøringen. Berøringen hun aldrig ville kunne nyde som hun havde ønsket sig så længe og nærheden som aldrig ville kunne blive så tæt som hele hendes krop higede efter. Hun ville ønske, at hun bare kunne opleve begge dele en gang inden det hele blev for sent og ødelagt af ægteskab og kæreste. Men Adena trådte ikke nærmere for at føre Mathilda ind i sin omfavnelse, til gengæld lagde hun armen ud og indbød. Adena ville være der for hende, og kunne måske se at det hele gjorde ondt lige nu. Mathilda trak kæmpende på et lille smil. Hun ville så gerne ind i den omfavnelse, men vidste at så snart hun ville give slip, ville det nok være den sidste hun ville kunne nyde i sådan en forstand. Hun vidste, at hvis hun tillod sig det, ville det gøre ondt at efterlade.

Adena fik udtrykt hvordan hun ville ønske hun kunne have været der for Mathilda. Det samme ønskede hun selv, men fortid var fortid nu og det var for sent at være der oprigtigt for hende og lægge mærke til hvad Mathilda følte hun manglede. Hun nikkede roligt og trak på et forsigtigt smil som Adena nævnte at hun ville være der for hende hvis hun havde brug for det og skulle være velkommen til at overnatte. Overnatte. Mathilda så væk, snøftede og tørrede sine øjne en smule således tårerne ikke fik lov at trille ned af kinderne i rindende strømme. Den hånd der lå i Adenas blev nu løsnet og Mathilda så tilbage på veninden som Mathilda havde været så forelsket i. Hun overvejede et øjeblik om hun skulle tage det uanstændige skridt og gøre som hun havde ønsket så længe, men da de forsikrende ord forlod Adena, var det som endnu en kniv i brystet. Jeg ved godt, hvor ondt det gør. Mathilda skar en smertefuld grimasse og rystede på hovedet. ”Ja. Selvfølgelig kender du til hvor ondt det gør,” sagde hun og trak på skuldrene som om det hele bare var ligegyldigt. ”Jeg skal nok huske, at du er her for mig,” hun trak været lidt dybere ind, klemte øjnene sammen et øjeblik mens hun prøvede at beherske sine følelser. ”Men lige nu er virkelig ikke det rigtige tidspunkt. Jeg håber du vil føle dig elsket i de forhold du kommer ind i,” hun sank en hård klump, ”Tak for alt, Adena,” hun tog igen i håndtaget så hun kunne forlade bygningen og havde denne gang ikke tænkt sig at stoppe for Adenas ord.

Mathilda var tydeligt i stor sorg, og Adena blev i det samme i tvivl om, om hun overhovedet faktisk forstod, hvordan veninden havde det. Nok havde Adena selv mistet en søster, men Mathilda havde mistet sin mor, og samtidig... Samtidig føltes det som om der lå noget mere bag. Som om der var andet, der trykkede. 
Men Adena ville ikke grave i det, for hun kunne se, at Mathilda havde brug for at komme væk. Måske bare for at være alene. Måske for at kaste lidt med nogle træer. Måske for at komme væk fra Adena. Forhåbentligt ikke det sidstnævnte.
"Jeg er her, når du har brug for mig," sagde hun, og turde ikke spørge om et kram.
Og så var Mathilda væk, og Adena burde egentlig gå tilbage til sit maleri udenfor. Men der var en sitrende uro i hende nu. Måske skulle hun bare gå ned i stuen og tage en kop te med sin mor, så hun kunne få vendt nogle af tankerne om Mathilda.