Midvinterbal, så længe Thalia kunne huske tilbage havde det været et årets højdepunkter, for hende. Det havde altid en helt særlig magisk følelse over sig, måske fordi det gav liv, lys og varme i vinterens mørke. Høj som lav var at finde til festlighederne. En mangfoldighed der normalt ville være højt værdsat, hvis ikke det var fordi hun havde mere travlt med at gennemsøge rummet for gift grønne øjne og hvide halvmåne smil. Det var derfor ikke med den sædvanlige kildende fornemmelse, af spænding og forventning, at den unge fyrstedatter trådte ind i den overdådige balsal. Is frøs hendes indre, fik maven tik at knuge sig sammen under det flakkende blik.
Selvom smilet fik fra øre til øre, så nåede det aldrig rigtig øjnene. Da end ikke skørte hvirvlende danse kunne dulme den tiltagende klamme fornemmelse, så blev et vinfyldt krystalglas til to og to blev til tre. Varme satte sig i kinderne, farvede dem sart rosa. Tankemylderet blev omtåget og hovedet mærkbart lettere, men smilet var stadig lige så påtaget. En skrøbelig maske der kun ventede på at blive slået skår i.

Skønt omstændighederne ikke var til at sammenligne, så var den unge brunette opsat på at denne aften skulle forløbe lige så gnidningsfrit, som hendes søsters bryllup havde. For en stund virkede det til at den resterende aften ville forløbe lige så nemt. Lige indtil hjernen spillede hende et puds, fik angsten til at føles så stærk og levende, at hun ikke turde andet end at føje den og spille med på dens præmisser.
Ved første mulighed hun øjnede sig, greb hænderne om kjole skørtets gule brokade stof fortil.
Skridtene var lange og forhastede, da kursen blev sat mod en af dobbeltdørene i modsatte ende af salen. I sin målsatte færd over det glat polerede stengulv, kastede hun blikket over skulderen uden tanke for hvilket konsekvenser den handling kunne afføde. Konsekvenser hun fik at føle i det at blikket blev rettet fremad igen.
Et bjerg af en mand var som vokset på ad gulvet foran prinsessen, alt for tæt på til en kollision kunne undgås. Kun med nødt og næppe undgik hun miste balancen fuldkommen, størstedelen af grunden lå i det paniske greb i den ene af mandens arme, så hun var redet fra et møde med gulvet. De lyse øjne åbnede sig på vid gab over det chorkerede gisp "Und-undskyld..." fik hun frem snøvlet, efter hvad der virkede som et alt for langt øjeblik.

Midvinterbal. Højdepunktet for alle's sociale liv her om vinteren, hvor alle kunne mødes og mængde sig. Også dem der virkelig ikke gad være her. 
Til trods for de mange glade, smilende folk til ballet og forventingen om en aften fuld af lys, glitter og latter var der stadig behov for vagter. Der var alt for mange vigtige folk til stedet til et bal som det her til at lade være. Soldater der tjente lyset og dronningen var posteret stratigisk fornuftige steder, godt af vejen så de almindelige gæster ikke behøvede lægge mærke til dem det meste af tiden. Deres job var simpelt hen at holde øje fra deres post og bytte pladser jævnligt. Et simpelt nok job, og behageligt nok det meste af tiden. 
Og gid det var deres job jeg havde trukket i aften, tænkte Ranulf da han nikkede til en vagt han passerede. Men nej, de veteraner der var på vagt her til aften havde andre instrukser. At bevæge sig rundt til ballet, holde øje og være klar til at tilkalde andre hvis der skulle ske noget. En opgave som den betød paradeuniformer og høflige møder med alle mulige folk. De fleste fandt det fantastisk. Ranulf havde hellere brugt natten på Dianthos' mur. Alene. I regnvejr. 

Efter at have taget en runde igennem balsalen og de nærliggende omgivelser stoppede Ranulf ude i en af korridorene hvor der ikke lige var andre at se, og løsnede kraven på hans uniform med et irriteret ansigtsudtryk. Den stive, hvide uniform med guldmønsteret var ca så langt fra hans normale udstyr som han kunne komme, og den føltes mindst to størrelser for lille. Hvornår havde han sidst brugt den? Efter belejringen af Dianthos? Selv hans normale, slidte klap for hans dårlige øje var blevet erstattet af hvidt læder med lyset's mærke påbroderet i gylden tråd. Den var også stiv og ubehagelig, alt for ny. Ranulf lænede sig op af en søjle og rettede lidt på den i et forsøg på at gøre den mindre irriterende. Det virkede næsten. 
"Nå, du er ikke stukket helt af endnu? " Lød en drillende stemme, og Ranulf så op og rystede på hovedet med et let smil. Opilon var for ung til rigtigt at være veteran, men hans patrulje-kammerat havde forbindelserne i orden og var i dag i sine fine klæder i stedet for uniformen. 
"Ikke endnu. Jeg har vagt frem til efter midnat. Men ved Thatos jernbeslåede navn, jeg havde brug for en pause fra det virvar. " Ranulf rettede sig op fra søjlen og rettede på sin krave. Igen. Jeg ender med at rive den her tingest af før jeg er færdig... "Men jeg burde komme i gang igen. Selv om der næppe sker noget. "
"Det er så sandt som det er sagt. Ind til videre er det værste jeg har hørt om to fjolser der røg i totterne på hinanden, men det er ikke vores prolem. Prøv at nyde festen, gamle ven? " Og med de ord forsvandt Opilon videre ned af gangen. Sikkert til et stævnemøde af en eller anden art. Heh. Unge. Ændrer sig aldrig. 

Kort efter drejede Ranulf om hjørnet igen og ind i balsalen gennem en af de store dobbeltdøre. Hans holdning var igen rank og hans skridt faste og hvis man ikke kendte ham ville man nok tro at han satte en ære i at være det. Inden for døren stoppede han op og så sig omkring, og overså på en eller anden måde en ung dame i en adeligs fulde pragt som var på vej hen imod ham. Ranulf så hende først da han drejede hovedet tilbage og spærrede sit ene blå øje op lige som hun ramlede ind i ham. Af refleks fik han grebet hende om skuldrende med den ene hånd, så forsigtigt han nu kunne nå, og en lille del af ham registrerede det paniske jerngreb hun havde i hans ene arm. Stærk, for sådan en lille sag. 
"Er de ok, my lady? " spurgte han mens han så ned på hende, et isblåt øje imod to. 

Det var et langt øjeblik fra den snøvlende undskyldning til det faktisk gik op for Thalia, at hun kiggede direkte ind i brystkassen og ikke på ansigtet, af den hun var tørnet sammen med. Endnu længere tid gik der før det berusede sind registrerede taget om armen, men ikke før end hovedet havde drejet sig mod hånden på den spinkle skulder.
Et eller andet sted registrerede hun godt et spørgsmål var stillet, men det var svært at slippe tankerne om størrelsen personen foran hende. Ikke fordi det var uvant for fyrstedatteren at være omkring høje personer. Begge hendes søskende ragede et godt stykke op over hende, selv fyrstinden var et halvt hoved højere.  Ord der derfor skulle have været forblevet i tankerne, fløj fra hende, inden hun kunne nå at genoverveje sit valg ”Ved Isari du er godt nok stor...”.
Øjnene spærrede sig op i den samme bevægelse hovedet gled tilbage, i det hendes blik søgte mod ansigtet til kroppen. De røde kinder tog en kraftigere nuance, men denne gang af flovhed og et medfølgende ”Ohh…” da det gik op for hende, at hun stadig holdt krampagtigt ved ham. I en bevægelse som havde hun brændt sig på armen, slap hun ”Nej, jo jeg… Nej.” de mørke øjenbryn rykkede jeg nærmere hinanden i den lyse pande, som en større klump spyt blev tvunget ned ”Jeg tror jeg har brug for luft,” en kort pause blev lagt mellem ordene og de efterfølgende, men ikke længe nok til den bjerget af en vagt kunne nå at komme til orde "Vil De ikke gå med mig? Jeg er bange for at han vil være der. De grønne øjne." spurgte hun med i en bønfaldene tone.

Ranulf kunne ikke holde en grimasse tilbage ved kommentaren om hans størrelse. Det var altid det første folk reagerede på, og det var jo ikke rigtigt fordi man kunne bebrejde dem. Det var stadig trættende. Men han formåede at vende tilbage til sit høflige, let bekymrede udtryk han havde haft før. Den unge dame var tydeligvis fuld, men det var nu ikke uventet ved fester som den her. Thatos jernbeslåede navn, det er et mirakel der ikke er flere der er slingrende fulde, tænkte han mens han ventede på at adelsfrøkenen var kommet bare lidt til sig selv igen. 
Da hun slap hans arm gav Ranulf forsigtigt slip på Thalia's skulder, klar til at gribe hende igen hvis hun så ud til at vælte. Han besvarede hendes rødmen med at let smil, selv om det sikkert var svært at se gennem det rødlige skæg. Lige nu var det vidst vigtigere at få beroliget hende end at bekymre sig om præcis hvad der var galt. 
"Jeg følger dem gerne ud, my lady. " Hvad var det med grønne øjne? "Tag det roligt, der er ikke noget at være bekymret for. Lidt luft lyder som en god ide. " Om ikke andet kunne det være den kølige luft udenfor kunne hjælpe lidt på hendes beruselse. Selv om hun lyder som en der er oprigtigt bange. For hvad...? Det var nok til at få Ranulf til instinktivt at se sig om og undersøger folkene omkring ham, fæstne sig automatisk ved grønne øjne kortvarigt. Ingen så i deres retning. Altså, ikke mere end folk normalt gjorde når en lille adelig halvvejs lænede sig op af en vagt der var næsten en halv meter højere end hende. 
"Kom de med denne vej, så finder vi et roligt sted de kan få noget frisk luft. " Ranulf lagde så blidt han kunne en hånd bag Thalia's skulder og begyndte at føre hende imod en af de små have der lå rundt omkring, alt imens hans øje gled over folk og skygger omkring dem.  

Under normale omstændigheder, hvor sindet ikke var sløvet af et alt for stort indtag af alkoholiske drikke, så havde den unge kvinde nok bidt mærke i grimassen. Hun ville have beklaget og skammet sig over sin egen ufølsomme kommentar. Kæmpen af en menneske mand formåede dog at få kontrollen over sit ansigt, inden hun nåede at bide mærke i noget som helst.
Hånden på skulderen havde ubevidst støttet mere end først antaget. Faktisk havde Thalia knapt bemærket den før Ranulf trak den til sig, så hun endte med at svaje faretruende fremad, inden balancen blev genfundet med en lille overrasket uh-lyd.
Taknemmeligt trak mundvigene sig op ad, under et lettelsessuk, mere synligt end hørbart, da skuldrene skænkede sig kortvarigt. Kun for at spænde op på ny, så de trak sig en anelse op mod ørene.
”Mange tak Hr…?” hovedet tippede tilbage, mens hun lod sig føre afsted, væk fra festlighederne og alle personerne der havde travlt med deres eget. I guder, han var altså høj. Højre end Theo, det måtte han være!
”Jeg er altså ikke altid sådan her, det beklager jeg meget… Jeg lover jeg faktisk er ret sød og ordentlig normalt.” ordene fløj ud før de kunne overvejes om de overhovedet var værd at dele. Sagt i sådan en fart at de var tæt på at snuble over hinanden, da det gik op for hende at hun slet ikke havde præsenteret sig. Realiseringen fik de lyseblå øjne til at opspile sig ”Tha..- Thalia. Jeg hedder Thalia Ayoe Isolde af Isenwald... Kronhjort, vi har en kronhjort.” fortalte hun fulgt op af et lille nik og derefter rynkede øjenbryn ”Altså ikke en levende, vores skjold er en hjort.” mumlede hun lidt langsommere, da det blev klart det lød som om hjorten havde været en eller anden besynderlig ’klappe-ko’.

Ranulf lod hende snakke, imens han lyttede med et halvt øre. Alle dørene ud var lukkede, fornuftigt nok når nu det var vinter, men flere af dem var ulåste. Det var nemt nok at finde en han kunne åbne og blidt føre hans ledsager udenfor. Vejret havde været mildt op til midvinter, og luften var kold men ikke utålelig. Hvilket vil sige at den for ham var ret behagelig. 
En hjort? Skjold? Ah, våbenskjold. Det gik op for ham at han ikke havde fulgt helt så godt med som han nok burde, men han havde haft mere travlt med at se sig omkring i halvmørket. Store dele af den lille gårdhave var oplyst af paladsets skinnende vinduer, men hvor lyset ikke faldt lå dybe skygger omkring buske og små hække som tunge, sorte fløjelsduge. Ranulf fandt en bænk uden visne blade på og tog sin uniformsjakke af så han kunne brede den ud på bænken for hende. Under den havde han kun en kortærmet tunika på, men det måtte være rigeligt i det her vejr. 
"Mit navn er Ranulf, Deres Højhed. Ranulf Asgeirsson. Her, lad os få dem ned og sidde lidt. " Han smilede beroligende til hende. Hun er helt væk. Det går ikke at lade hende alene før hun har fået bare lidt ro på. Og fået lidt at vinen ud af hovedet. "Jeg er bekendt med deres familie. Jeg tror jeg har mødt deres bror enkelte gange. Ikke at jeg har talt med ham, blot set ham. Prinser og simple soldater omgåes sjældent. " Hvilket var helt sandt, efter som simple soldater med bare en smule fornuftig i kraniet undgik adelige som pesten. Og hvad siger det så om dig, gamle mand? Her er du, omgivet af dem. 
For at undgå at tårne sig op over hende som hun sad der satte Ranulf sig ned på det ene knæ, noget han var ret vant til at gøre omkring mindre mennesker. På den her måde var hans hoved ca på høje med hendes. 
"Er der andet jeg kan gøre for hendes Højhed? "

Thalia havde under sin pladren ikke bemærket, hvordan kæmpen kun syntes at lytte ed det halve øre. Hun havde alt for travlt med at undskylde for sig selv og nu på ideen om en kæle hjort. Det var vel ikke en helt umulig tanke? Hendes bror havde trods alt reddet et mindre kuld vildsvine pattegrise, under deres søsters bryllup, så hvorfor ikke også en hjort eller to?
Hun fulgte troligt med ud i en lille gårdhave, der blev aftens tilflugtssted. Den ængstelighed der altid truede med at æde hende op, når mørket føltes som om det lukkede sig tæt omring hende, var knapt nok mærkbar denne aften. Om det skyldtes hans tilstedeværelse alene eller det var hvordan lyset faldt fra vinduerne og sørgede for at holde en god del af mørket i skak, vidste den unge prinsesse ikke. Måske en blanding?
Den kolde aftenluft ramte hende, blev den friske luft trykket ind så dybt som det var hende fysisk muligt med det indsnørede liv. ”I mænd har det altså rart.” indskød hun ud af kontekst, lige inden han præsenterede sig. Først her gik det op for hende, at hun havde stået med lukkede øjne og lyttet til hvordan han galant ofrede sin jakken.
Øjenlågene sprang op mens hans navn blev gentaget ”Ranulf, det er et pænt navn. Det passer til dig, det er stærkt.” lød det, mens hun tog plads på bænken og lod hænderne falde tungt i skødet ”Han er en god mand, min bror. Jeg tror ikke han ville have noget imod at snakke med Dem hr. Asi… Ranulf.” proklamerede hun, inden hun måtte opgive at udtale efternavnet. Der var simpelhent for mange s’er, til det nogensinde ville blive kønt i hendes  nuværende tilstand.
Måden han sank ned på knæet fik et næsten barnligt fnis frem ”De behøver altså ikke sidde på knæ overfor mig. Jeg er vant til at være omkring høje mennesker. Kom sæt Dem I stedet her, ved siden af mig?” hun klappede lidt på pladsen ved siden af sig, mens de lyse øjne tog en bønfaldende kant. Bange for han pludselig bare ville efterlade hende alene til sig selv, til de mørke skygger der truede med at kravle nærmere. 
"Vil De fortælle lidt om Dem selv? De syntes sikkert jeg er fjollet og dum, et dumt pige barn der har drukket alt for meget og nu ser syner. Men jeg så altså gift grønt.".

Ranulf smilede lidt for sig selv ved kommentaren om at hendes bror ikke ville have noget imod at snakke med ham. Det var ligesom ikke der den døde gris lå begravet. Men det ville hun næppe forstå. Og det var heller ikke vigtigt. 
Da hun bad ham om at tage plads var han så småt ved at have vænnet sig til den strøm af ord der flød fra hende, som om hun var bange for stilhed, bange for at være alene med sine tanker. Det kendte han jo godt selv. Og i stedet for at brokke sig satte han sig ved siden af hende, lidt forsigtigt for at være sikker på at bænken ikke enten knækkede eller tippede. Men den var solid nok. 
"Ranulf er fint. Det der med efternavne er for officerer og adelige, Deres Højhed.  " Han trak lidt på skuldrende og så ned på hende. Hun var tydeligvis stadig skræmt fra vid og sans. Og det var mere behageligt herude. 
"De har helt sikkert drukket for meget, men de har ikke noget med resten at gøre. " Jeg burde vide det, trods alt. "Men der er ikke meget at fortælle. Eller, ikke meget der er spændende. Som jeg sagde før, jeg er bare soldat. " 
Også selv om det måske ikke var helt sandt. Men Ranulf foretrak ikke at dvæle ved sin fortid. Det var heldigvis længe siden han havde været nødt til at bruge de færdigheder der gjorde ham til en god soldat, for ikke at nævne en bedre kriger. Og det var sådan han foretrak det. 
"Jeg ved ikke om de så noget, deres højhed. Det vigtige er at de selv ved at de så det. Så hvis der er den mindste sandsynlighed for at de er i fare, så er det min pligt at passe på dem. Fuld eller ej. " Han smilede til hende igen og sluttede sætningen med at blinke til hende med hans gode øje... Han havde aldrig været god til det der med huske sin plads omkring adelen.

Det fløj Thalia fuldkommen over hovedet, hvad den blide kæmpe havde ment, da hun i en mumle slog blikket ned på den måneskins oplyste gårdbelægning "Men, jeg er adelig?". Med forvirringen total kravle de mørke øjenbryn nærmere hinanden, i et forsøg på at knytte sig sammen hen over næseryggen. Fødderne blev skubbet frem fra deres skørte skjul, inden de trak sig tilbage under de mange lag, næsten som gik der en usynlig snor fra skosnuderne og op en næsen.
"Så er jeg også bare en prinsesse," Kommenterede hun og rankede ryggen en anelse, før luften af ballonen gik lidt af og skulderne sank som havde armene været blylodder. "det er alt sammen bare titler." Hun drejede hovedet mod Ranulf i et suk, før et lille men ærligt smil trak munden skæv "Er du aldrig ikke bare en soldat? Jeg ville nogle gange ønske jeg bare kunne være Thalia eller faktisk også mindre Thalia." Ansigtet løftede sig op mod stjernetæppet over dem. Hun bemærkede først at hun havde lænet sig bagover, da følelsen af at falde af bænken fik hende til i et øjebliks panik at gribe fat i uniformsærmet.
I et sæt fik prinsessen rettet sig op på bænken, og gav sig koncentreret til at glatte stoffet hun havde grebet om ud "Beklager." Undskyldte hun hastigst inden fokusset tog et skifte. Det var trods alt svært at blive ved med at koncentrere sig om at fjerne noget der ikke rigtig var tilstede.
"Han er der alle steder, uanset hvor jeg kigger ser jeg giftgrønne øjne og blege halvmåne smil. Jeg kan ikke få følelsen af ham uanset hvor meget jeg skrubber mig..." Stemmen led flere knæk når halsen snørede sig sammen om ordene, men hun forsatte med at tvinge dem ud. Måske var det kombinationen af et bedugget naivt sind og soldatens storslået ro, der gjorde udslaget det fik Isenwalddatteren til at lette sit hjerte til den fremmede siddemakker.


// Lukkes grundet inaktivitet.