Ash var faktisk ikke helt sikker på, hvad han lavede her igen. Alt i ham skreg, at det var komplet åndssvagt at vende tilbage til selv samme tempel Reina havde forvist ham fra, og alligevel var han her igen. Og det var jo heller ikke fordi det var første gang, for han havde været forbi en enkelt gang efter deres første møde. I starten da han havde budt hende de ufrivillige besøg havde det været for at give hende blomster, sidst havde det været for at give hende en udskåret trææske i en vinrød farve. Æsken havde været smuk og værdig til et smukt juvelsmykke, men det havde ikke været det der havde gemt sig i æsken, men derimod et hjerte fra en af de vagter Ash og Spurven havde slået ihjel for nogle uger siden. Vagter, som Ash med jævne mellemrum havde været forbi for at rydde ud i, når han kedede sig eller sulten rev i ham.

Men nu var han tilbage. Denne gang var det dog ikke af egen lyst, men fordi han var blevet sendt af sted på endnu en mission og endnu en præst der skulle dø. Det var intet under, at Mørket ikke brød sig om Isari, men Ash syntes nu alligevel det var at strække det en smule at slå to præster ihjel indenfor så kort tid. Et var de tilfældige vagter der var røret i svinget, noget andet var endnu en præst.
Men han var ikke den der skulle stille spørgsmålstegn til ordre; han gjorde hvad han fik besked på, og så måtte nogen andre have de dybe tanker omkring deres ordre.

Templet var stille da han trådte ud af en skygge. Han vidste Reinas gemakker lå i soveafsnittet af templet, men denne gang var det ikke der han stillede hen, men derimod ned mod biblioteket, hvor han havde fået at vide, at præsten ofte befandt sig. Om han ville gøre det denne aften var Ash ikke sikker på, men han stilede efter, at denne opgave ikke ville tage lang tid. Forhåbentligt ville det være en hurtig tur ind-og-ud, dræbe en præst og så ned på de nærmeste kro for at bruge et par timer på at drikke mjød og blinke til damerne.

Tiden efter deres sidste møde havde været hård, især for Reina. Hun havde sørget for at der kom mere sikkerhed i templet, men det hadve også gjort at op til flere havde måtte lade livet, og selvom hun fik kvalme bare ved tanken om at udsætte flere for det, så måtte hun gøre noget. Det var dog først da æsken med hjertet var endt på hendes skrivebord, at hun rigtig måtte se i øjnene hvor seriøst det var.
Isari-katedralen havde altid været et mål for dem af Mørket, fordi de var så fremtrædende, men der havde sjældent været alt for store grunde til det, og derfor var den seneste tid også blevet ekstra hård for dem. De var ikke parat på at forberede sig. Dem der boede her var rædselsslagne. Reina vidste godt at det var hendes skyld, og derfor måtte hun endelig bede Lyset om at gribe ind. Hun ønskede ikke det for manden hun engang havde elsket, men hendes loyalitet lå i templet, ikke hos en forskruet mand der dræbte folk for sjov.

Reina havde fortalt dem hvad hun vidste om Ash's evner, og selvom de ikke vidste hvornår han ville komme tilbage, så var de klar, og forsigtige omkring det. Reina, der alligevel ikke sov de fleste nætter, var også begyndt at holde sig længere oppe.
Det var lyden af en telepatisk besked der dog hev hende ud af værelset. Lyden om at en ukendt entitet var i katedralen, og de formodede at det var Ash, og var begyndt at at omringe områderne han ville være i. Heldigvis var det ikke lysmagi der manglede i hæren normalvis, men Reinas var nu alligevel af den mere rene slags.
Hendes ben bar hende ned i retningen mod biblioteket. Det var formodentlig den vej han ville være gået, og også et af de få steder hvor nogen var på dette tidspunkt. Tingene var blevet mere strenge om at gå alene, men hvis de skulle have chancen for at lure nogle ud, så måtte de også sørge for at alle ikke var spærret inde i deres sovesale.
På hendes vej mødte hun dog ingen anden, til trods for at hun vidste at der burde være vagter heromkring, og selvom hun godt vidste at hvis hun kunne så skulle hun i det mindste bremse Ash, hvis de kom i kontakt med hinanden, så var det hendes job at bremse ham, indtil de andre var i position og han kunne indfanges. Alligevel var det noget der skabte en umådelig mængde uro i hendes indre. 

Der var noget ved templet der var en smule foruroligende for Ash. Det havde der altid været, og det var ligegyldigt hvilket tempel han satte sin fod i: han passede ikke ind nogen steder, og det vidste han. Og tanken om at et tempels helligdom - ligegyldigt om den så var god eller ond - skulle tage imod ham havde altid slået ham som usandsynligt. Måske endda umuligt. Han havde aldrig passet ind noget sted, og han vidste det. Som levende havde han været fanget i verden mellem menneskerne og elverne, og nu var han fanget mellen livet og døden.
De eneste der altid havde taget imod ham havde været skyggerne. De havde aldrig svigtet ham, og han vidste de ville være med ham til han ikke var mere. Af en eller anden grund var det en beroligende tanke og havde hans hjerte været i stand til at slå, ville det havde banket roligere ved den beroligende tanke.

For skønt Ash ikke var bange for den opgave han var sendt ud for at udføre denne nat, var han ikke helt rolig ved den. Der var noget der murrede i baghovedet: en sjette sans, der fortalte ham, at han skulle tage benene på nakken og stikke af. Men det kunne han ikke, han var sendt ud på en opgave og kom han hjem uden så meget som at have forsøgt at udføre den, ville det være hans hoved de ville have på et fad. Og han var nu ganske tilfreds med at have hovedet på halsen.

Så han skubbede den advarende stemme i baghovedet og fortsatte frem indtil han nåede et par enorme dobbeltdøre for enden af en bred gang. Gangen havde været fuldstændig tom, hvilket undrede ham, for de sidste par gange han havde været her havde der været vagter. Også dette ignorerede han idet han trådte ind i en skygge på den ene side af døren, og ud af skyggen på den anden side.

Biblioteket var stort og indholdt uden tvivl adskillige sjældne tekster om Isari og hendes virke. Det var dog ikke dem han var kommet efter, men den præst der betjente biblioteket, som han vidste burde være her.
Han bemærkede dog den mærkelige stilhed som han begyndte at gå fremad. Hans skridt var forsigtige og skønt han havde været overvågen fik han raget et par bøger fra sig, der lanede på jorden med et bump på gulvet. Han bandede lavmælt, men lod dem ligge som han endelig nåede præstens kontor.
Det havde været hans mening at træde ind, orienterer sig og hoppe om bag præsten, som han derefter ville skære halsen over på. Men da han åbnede døren kunne han konstaterer to ting: rummet var fuldt oplyst uden en skygge der ville være stor nok til at han kunne rejse i den, og rummet var tomt.

Nerverne sad over det hele i Reinas krop, som hun nærmede sig der hvor hun vidste målet måtte være. Det føltes næsten for ekstra at have lyset med på det, men hun vidste også godt at de ikke var krigere her i templet. Det var en nødvendighed, og heldigvis med alt den information hun havde kunne givet, så havde det også været nemmere.

Længere fremme kunn hun se en skikkelse og rummet der stod parat til vampyren. Var hun her virkelig i tide? Hun håbede det, og selvom hendes skridt ikke var lydløse, så virkede Ash ikke til at have fået øje på hende endnu.
Blodet brusede rundt i hendes krop, og hun måtte faktisk koncentrere sig for en gang skyld om at finde solens magi frem hos sig. Det her var ikke de bedste omstændigheder for hende selv at komme ud fra en kampsituation, men hun vidste at hun ikke var alene, og inden hun lod Ash forsvinde tilbage ud i skyggerne, nu når han havde opfattet noget var galt, lod hun lysmagien sprede sig til alle afkroge af gangen de var i, og over ham. Fjernede skyggerne der omkransede ham og mod lyset skinne flere steder fra, og hvis han ikke selv bevægede sig ind i lokalet, så ville hun snart nå ham for selv at skubbe ham ind i det. Også selvom der var en fundamental del af hende der skreg lidt af det. Hun vidste ikke hvad der ville ske med Ash, men hvad der skete i øjeblikket med alle de drab, det var ikke holdbart. 

Det var en fælde! For sent gik det op for Ash, at han var vadet direkte ind i den mest oplagte fælde han nogensinde havde set. Det var ikke første gang han var havnet i andres fælder, sidst havde det kostet ham hans menneskelighed, men denne her havde været så åbenlys. Og alligevel havde han ikke opdaget den, alt for optaget af egen stolthed og en tanke om at give gengæld på Reina. Småligheden og stoltheden havde vundet, og han havde ignoreret alle faresignaler.
Han var nødt til at komme væk, nu! Rapporterer til de overordnede og få fat i den mide der havde stukket dem de forkerte oplysninger. Når han blev færdig med ham så… - en lyd fik ham til at vende sig, tids nok til at se en skikkelse, som han lige akkurat nåede at genkende inden gangen omkring ham blev badet i et skarpt lys.
For mange ville lyset bare virke skarpt, men for Ash var det ulideligt brændende og fik ham til at trække sig bagud med et højt skrig. Han vendte sig for at finde en skygge at kunne trække sig ind i, men måtte konstatere at der ikke var nogen. Ash var en skyggens mand. Ikke kun fordi han var vampyr, men også fordi han færdes lang bedre i skyggerne end han nogensinde havde gjort i lyset, som var alt, alt for skarpt og nærmest brændte sig vej ind i hans hud med en smerte der var voldsom og skærende.
”STOP!” Det var ikke gået op for ham, at han var sunket sammen på gulvet, hvor han trak sig sammen for at skærme sig selv for lyset. ”Stop! Reina! Stop!” Fortsatte han med en stemme der var så forpint, at det mere var en bøn end noget andet.

Skriget skar direkte igennem til Reinas hjerte og medfølelse. Hun hadede situationen hun var endt i, og til trods for de blå øjne flakkede lidt, og lyset virkede en anelse mindre kraftig et øjeblik, så holdt hun ved, og lod lyset sprede sig yderligere. De var ikke som om at hun havde nogen chance for at gøre lyset mindre skadelig for Ash, med mindre hun fjernede det. Hendes magi var trods alt ikke blot lys magi, men opbevaret energi fra selveste solen, som var det der brændte sig ind i Ash.

”Jeg kan ikke lade dig gøre det mere,” hviskede Reina, selvom det her ikke var hvad hun havde ønsket.
Flere folk var ved at komme ind i rummet, som det efterhånden var sikkert, men de var stadig på højt beredskab. ”Håndjernene,” hviskede hun, og en mand trådte nærmere og rakte hende et par i den ene hånd, inden hun trådte endnu tættere på Ash. Forhåbentlig kunne hun få lov til at lænke ham, men selvom hvor hun gik, der gik lyset også.

Hun trådte hen til ham, og begyndte at sætte sig på hug, og rakte mod Ashs ene arm, så hun kunne begynde at lægge de magi-neutraliserende håndjern på ham. Det var det første det krævede, for at han ikke bare kunne løbe væk, når den mindste skygge kom forbi ham. 

Ash ville have svoret, at lyset ikke kunne blive mere brændende end det allerede var, men som Reina begyndte at træde hen mod ham mærkede han alligevel, hvordan lyset blev kraftigere. Det var ikke fordi der blev mere af det; det fyldte allerede hele rummet, men fordi det blev stærkere. Han havde altid beundret Reinas evner: hun var velsignet med selve solens lys, den ultimative livskilde og for hende havde hun været lysets ypperste skabning. Sådan havde det i hvert fald været da de var yngre, og hendes lys ikke havde gjort andet end varme ham. Men nu, nu brændte det og hvad han før havde set som livgivende blev pludselig ondskabsfuldt og dræbende.

Han fornemmede at hun satte sig på hug foran ham, og med de allersidste kræfter han havde i kroppen, skød hans hånd frem og lade sig om hendes arm. Den brændende fornemmelse blev fuldstændig ubærlig, som han søgte hendes ansigt gennem tårevædede øjne. Han fandt ikke hendes ansigt i det skærende lys, men vidste hvor hendes øjne måtte være og samlede kræfter nok til at fastholde sit blik på hende. ”Jeg gav mit liv for dig, Rein,” hans stemme var ikke andet end en hvisken. ”- og jeg ville gøre det igen uden tøven.” Han lod hånden falde; håndfladen var fuld af brandsår, men han registrerede dem ikke rigtigt. Svævende i en tilstand mellem vågen og besvimelse ænsede han heller ikke da håndjern der blev lagt om hans håndled, det eneste han kunne tænke på var, om det var det der var Reinas plan nu: at lokke ham herhen for at drukne ham i solen.

//Ah, Helli D: Jeg beklager virkelig, virkelig meget. Det har været nogle meget hårde måneder, og da jeg troede det endelig var ved at vende... well det var det ikke. Sorry for mit uforskammede sene svar.

De var i sandhed som natten og dagen, noget der engang havde virket lidt sødt, som de stod i kontrast til hinanden, men måske også hele grunden til at de to af dem bare ikke fungerede sammen. Det var altid nemmere at se forbi nogens fejl, indtil det blev seriøst. Reina var en del af Isaris børn og desværre tydede noget på at Ash mere var en af Zaladins børn, til trods for manglen på det dæmoniske ophav.

Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som hun kom tættere på ham, så tæt at han kunne røre hende, og han gjorde det. Hun rykkede uvilkårligt, men ikke nok til at det virkede til at hun forsøgte at trække sig væk, men nok til at han nok vidste at hun ikke var parat på at han ville gøre det. Lyset burde være nok til at hæmme ham, men alligevel kunne hun ikke lade vær med at tænke på om det nu alligevel var nok til at stoppe ham. Om han lige om lidt ville hive fat i hende og forsøge at overmande hende.
Hun var ikke forberedt på de mere bløde ord der kom fra ham, og uvidende om hvordan hun skulle besvare dem, og ikke sikker på at hendes tone ville være fast, så undlod hun. I stedet for fokuserede hun på sit arbejde. Med lettere rystende hænder fik hun fæstnet de magineutraliserende håndjern på ham, og da hun var sikker på at de sad godt fast, så dæmpede hun lyset lidt mere, hvilket blot gjorde det tydeligt hvilken skade hun allerede havde givet ham. Hun burde ikke føle sympati, men hun kunne ikke stoppe sig selv.

"Han burde være klar til at transportere," sagde hun højt, og kun den sidste del af det sidste ord knækkede en anelse. "Jeg bliver nødt til at gøre det," lød det mere hviskende fra hende, som hun alligevel dæmpede lyset en anelse mere. Nu var det op til Lyset at fragte vampyren ned til deres celler. Det var ikke længere i hendes magt, selvom hun havde været en central del af det her. Det mindede hende dog bare yderligere om hvorfor hun var stoppet i Lyset. 

//Det er altså helt i orden! Jeg har heller ikke været den mest aktive (bare se på mit sene svar nu), og tråden går ingen steder. Det tager den tid det tager <3