Forpligtelser var der altid rigeligt af for et overhoved. Den største af dem var at sikre samtlige klanerne af bjergelvere, uanset hvilken størrelse de havde og hvor spredt de var fra delt ud på de skarpe højderygge i Azuriens rejste klippelandskab. De seneste år var det dog særligt bjergkæden, der grænsede op til dæmonriget, Kzar Mora, og de bjergelvere besiddende der, som der havde været fokus på at holde sikre. Flere af de mindste klaner led stadig under de plager, der var sluppet ud sammen med dæmonerne i sådan en grad, at en enkelt ondsindet dæmon i en stor nok blodrus kunne udrydde resten af de klaner.
Rheia kunne have valgt at sende en håndfuld af hendes mest loyale og dygtige krigere, så hun blev kunne blive tilbage i den varme yurt. Nok var foråret kommet tilbage efter en lang og hård vinter, men langt de fleste bjerge lå stadig sneklædte i landskabet indtil den tidlige forårssol fik mere varme i sig, fik det hvide tæppe ville smelte og blande sig med vandet, der allerede løb i floderne for foden af bjergene. I stedet var hun denne dag taget afsted kun med følge af Erohir og Quenya, to af de mere erfarende jægere og krigere fra hoved klanen, hvis loyalitet lå dybt hos det blonde overhoved.

To mindre klaner, beliggende relativt nært hinanden, havde ikke kunnet berette om de store problemer med dæmoner eller andre væsner af mørket. Ved den første var største problem en mindre lavine i vinters, som havde ødelagt det ene forrådskammer. Hos den anden var det små interne konflikter. Beskyldningerne lød at en families søn skulle have gjort en anden families datter gravid og ødelagt sammenføring mellem dem og en helt tredje familie. Med Rheia som mægler var konflikten løst så alle parter var tilfredse, om end de hver havde måttet flytte sig for at nå til enighed.
Den tredje klan og den tættest grænsen til Kzar Mora stod det langt være til i. Omstrejfende dæmoner hærgede ofte og klanen var snart halveret, hvad enten de var gået Kile i møde eller draget mod andre klaner for at slutte sig til dem.
”De er for svækkede til at kunne stå imod endnu et angreb. De har kun enkelte jager tilbage og hvis de forsv-” den løftede hånd brød Erohir og trang ham til at rette sig op fra sin til sidelænede position han var endt i for at komme nærmere Rheias øre ”Og det er derfor at du og Quenya bliver tilbage.” Erohir spærrede øjnene op, inden de røde øjenbryn krummede sig mod det isblå blik, så streger tegnede sig i panden. Læberne nåede kun at skilles før han blev afbrudt på ny og han med en halvkvalt lyd måtte lukke den igen ”Der er et større behov for jer her.” det let hævede øjenbryn gjorde det klart, at valget var truffet og emnet uddebatteret selvom det aldrig havde været en debat. Den alvorlige mine blødte op med et skævt smil, der gav den bløde, let ru stemme en drillede kant ved de følgende ord ”Erohir, jeg er i uden mærket stand til at finde vej hjem på egen hånd.” den dybe brummen fra den alderssvarende følgesvend havde været let at tolke som utilfredshed, havde det ikke været for den lille trækning i den ene mundvig.

”Må Kainda bærer dig sikkert hjem, Ara.” det var ikke med hans gode vilje, at bjergelveren med det flammerøde hår, slap taget omkring den slanke nakke og trak hovedet til sig, så pande og næsetip ikke længere hvilede imod Rheias. Afskeden ville kun puste yderligere til det sejlivede rygte om de to elvere. Rygter Rheia kun kunne smilede ad. Der havde været flere grunde til at hun aldrig havde set på Erohir med den slags øjne, den største var udstyret eller manglen på samme.
”Må Thatos våge over og Chance tilsmile jer.” med de ord trak Rheia sig tilbage. Efterlod en af hendes tætteste, med håbet om at de ville mødes igen.

Egentligt burde hun have kaldt den store harpyørn til sig. Det var også hvad den oprigtige plan lød på, men ud af øjenkrogen fangede en sne-ged hendes opmærksomhed. Efter en vinter hvor jagt havde været besværlig gjort af dyb sne, så var der ingen mulighed for at Rheia ville lade chancen for at bringe mad med hjem, passere. Hun havde fulgt sporet et godt stykke længere ind i bjergkæden.
Med en pil lagt mod buen, klar til at trække strengen op og tage sigte, bevægede den blonde elver sig tæt på lydløst over afbrækkede klippesten. Nærmere hvad hun formodet ville være målet før hjem turen.

Det var meningen det skulle have været en kort tur til Nalish'ra templerne, til trods for hvor lang tid det kunne tage til fods, især i bjergene, men efter at Aistaraina selv var faldet lidt i snak med ypperstepræstinden, så havde det alligevel trukket lidt ud. Heldigvis sejlede skibet ikke uden sin kaptajn, og det var først meningen at de skulle sejle fra Fristavn om en uges tid. Masser af tid til at drikke sig i hegnet når det kom til de andre besætningsmedlemmer.

Hun havde været i templet med et par af hendes besætningsmedlemmer, og som solen begyndte at stå op og strække sig mod bjergtoppene, havde de taget afsked i templet, og var sat af ned mod lavlandet endnu engang, ud mod kysten, hvor de vidste at deres skib ventede på dem. De var dog ikke kommet langt ned af bjergsiden, inden at Aistaraina måtte vende om. ”Gå i forvejen, jeg indhenter jer senere,” sagde hun bestemt, dog med et smil på læberne, inden hun måtte gå tilbage op. Det var en simpel ting, men hun havde glemt skakbrikken som Solari havde givet hende. Den var blevet lagt fra hende, da de havde sovet, og hun havde aldrig fået taget den ned i lommen. Hun holdt så meget af de små ting hun kunne gemme på.
Turen tilbage var sådan set kort, og efter lidt udspørgning af dem i templet, blev den fundet, og hun var på vej igen. Hun var sikker på at hun kunne indhente besætningsmedlemmerne, som kun havde en halv times forspring på hende.
Som hun gik alene, brændte skakbrikken i lommen på hende, mens hun huskede på ordene fra ypperstepræstinden. Hendes tanker var et helt andet sted end at holde øje med hvem der kunne få øje på hende. Hun bar en lang rejsekappe, og hætten var slået op over hovedet, for at skærme hende mod solen, men også skærme den mørke hud mod eventuelle interesserede øjne der kunne finde deres vej, når de kom ned hvor folkene var mange af, selvom man nok ikke helt ville kunne undgå at se de lange sorte ører, når hun vendte hovedet engang imellem.

Hun var lige drejet rundt om en større klippesten og blev mødt af synet af en sne-ged som stirrede kort på hende, inden den begyndte at løbe væk, ikke klar på at møde en anden på bjergsiden. Et grin gled over hendes læber. Hvide tænder mod sort hud. 

Selv de mindste lyde ekkoede højt og længe, når de blev kastet rundt mellem klippevæggene. Længere fremme kunne små sten høres falde fra en afsats og trille ned langs bjergryggen, indtil de nåede en anden afsats eller faldt over samme i frit fald mod en af de mange dødsfælder.

Med pegefingeren læggende sig over pilen ved buens greb, slap den anden hånd der have tag om pilenocken. Stride hvide totter af pels sad fast på det lodrette klippefremspring, hvor en smal passage ledte rundt om. En mild brise ledte de hårstrå hun havde taget fra klippevæggen, og nullert undersøgende mellem pege- og tommelfinger, da Rheia endelig slap det.
Den, sne-geden, måtte have passeret forbi fremspringet, konkluderede hun, da hårene havde stadig haft fedtlaget. På ny greb lukkede fingrene sig på nocken, for at holde pilen liggende.
Følgende ruten rundt om stenvæggen, blev buen trukket op og en pil sendt afsted den forvoksede ged længere fremme, men noget længere fremme i dens synsfelt skræmte det store dyr, så pilen missede og forsatte sin kurs ufortrødent. Bjergets udformning dækkede for den hætteklædte mørkelver. Først da Rheia satte det lange ben foran, for at hente pilen og eftersætte det bortløbende dyr, blev hun bevidst om den anden ukendte elver og hvor tæt pilen havde været på at sidde i denne. Et lille lag af blød jord havde fanget pilen i dens bane, få millimeter fra Aistarainas forreste fod.

Et skridt foran det andet. Aistaraina havde gået i sine egne tanker, og det var kun den kendte lyd af en pil der susede mod hende, og så lyden som den ramte jorden, som heldigvis fik hende til at stoppe op for et kort øjeblik. De gule øjne gled ned på jorden, hvor den føromtalte pil sad i den bløde jord, og hele hendes krop stivnede kort, som hun prøvede at finde ud af hvor den var kommet fra.
Ejermanden af pilen viste sig dog snart, og et mere dystert blik gled over de gule øjne. Hun havde intet personligt imod de andre elver racer, andet end at de ofte fordømte hendes slags, og det her føltes ikke som en tilfældig. Det gjorde nok i sidste ende aldrig rigtig når man var vant til at være udsat.

Hendes hånd greb ud efter sin kårde, som hun heldigvis aldrig gik noget sted uden, og i den hurtige bevægelse geld hætten også ned af hendes hoved, og fremviste det fremtrædende mørkelviske ansigt, og hvide hår, der var flettet næsten simpelt ned af ryggen på hende.
”Hvad skal det ligne!” udbrød hun. Det var allerede tydeligt hvordan vreden ulmede under overfladen på hende, klar på at det kunne udvikle sig til noget mere fysisk, men også sikker i at hun godt kunne komme helskindet fra det. Det var kun én bjergelver.

At et par sten mere virkede til at rulle ned af bjergsiden, var ikke noget Aistaraina lagde mærke til, som alt hendes fokus lå på kvinden foran hende. En kvinde hun ville finde pæn i andre tilfælde, når hun ikke følte sig en anelse truet på livet.

Mange kunne skjule sig under en optrukket hætte og ikke alle lige behagelige møder. Velvidende at dæmoner ikke var så sjældent et syn som for bare få år tilbage, så tog Rheia ingen chancer. Kården var blevet trukket og derfra så hun ikke den anden person nærmere an. Manøvren var så dybt så dybt inkorporeret, at den kunne have fundet sted i søvne, da bjergelveren rakte den ene arm op og bagud. Slanke fingre lukkede sig omkring en af pilende i koggeret. Få sekunder efter lå det lange stykke træ mod buen, med stålspidsen rettet mod den ukendte skikkelse.
Hætten faldt om skuldrene, afslørede snehvidt hår, spidse øre og hud sort som natten selv. Synet fik kun buestrengen til at spændes mere. ”Hvad laver du her, mørkelver?” stemmen var imponerende rolig og kølig, på ingen måde afspejlende det adrenalin pumpende hjerte der slog hårdt mod brystkassen, så blod susede i ørene.
”Sænk din kårde eller jeg skyder." En kort pause, ikke lang nok til give den anden kvinde tid til indsigelser før næste advarsel faldt "Jeg misser aldrig.” de halvskum grønne øjne smallede sig en anelse, men veg ikke et eneste sekund fra mørkhuden. Under normale omstændigheder ville Rheia nok have været mindre… Defensiv, men en mørkelver med et trukket våben var ikke at spøge med. Dertil kunne det vise sig at være et hylster for en dæmon.

Man kunne se hvordan Aistarainas læbe trak lidt i sig, som skulle hun til at snerre af bjergelveren hun stod overfor, selvom hun ikke var begyndt på det endnu. Hendes øjne var fast på elverens bue, velvidende om at det nok var den der ville gøre mest skade, hvis den rent faktisk ville ramme hende. Hun havde dog heller ingen idé om hvad elveren ellers var i stand med, men lyn var heldigvis hurtigere end en pil, hvis hun reagerede hurtig nok.

”Jeg sænker først min kårde, når du sænker din bue!” kaldte hun tilbage, hendes egen stemme stærk og uden nogen form for tøven i det.
Hun kunne mærke hvordan adrenalinen var ved at gå hende til hovedet, og havde hun ikke været den hun var, eller sågar bare været yngre, så havde hun nok også været hurtigere til at lange ud efter bjergelveren.

Så langt nåede hun dog aldrig, og heller ikke reagere, som hendes krop skød lidt fremad, som en pil ramte hendes skulder, heldigvis den hun ikke havde sværdet i. Et overraskende støn kom for mørkelveren, og i et kort øjeblik var der panik at finde i de gule øjne. Hun havde ikke hørt nogen komme, og hendes første tanke var på at bjergelveren havde haft mere sig, inden hun kunne høre nogle råb bag sig. Selvom hun ikke forstod ordene, så havde hun været nok omkring dæmoner til at vide at de var dæmonisk i lyd.
Endnu en pil landede nær hende, og selvom hun ikke var meget for det så måtte hun vende sig om og se om hun kunne få øje på bueskytten der skød mod hende. Der måtte dog være en til, men hvem end det var, så havde kun givet sig til kende på en råben. Havde omstændighederne været anderledes så havde Aistaraina dog nok også bare løbet væk, men en bjergelver stod i vejen. 

Det havde været tæt på at virke som om hun fandt modsvaret morsomt. Mundvigene gav et ryk fra sig under det hårde latterfnys og derved havde været lige ved at bryde det den stramme, alvors mine.
Sænke buen. Den tynde luft måtte have skåret for meget af ilttilførslen til hjernen…
De fyldige læber havde været lige ved at skilles, med et skarpt modsvar, da et velkendte sus af en pil sendt gennem luften lød og mørkelverens rykkede frem for slaget pilen gav da den gik gennem det mørke stof og kilede sig fast i skulderen.
De smallede øjne spærrede sig op i overraskelsen og før hun nåede at se ordentligt i retningen af første pil, var den næste sendt afsted i hælene på de råb. Råbene var hverken at bedømme orkiske eller mørkelverske, men derimod fuldkommen uforståelige. Overraskelsen nåde kun at spille i de lyse øjne i ganske kort tid, før det gik op for Rheia, hvem eller rettere hvad der var i færd med at beskyde dem.
”Så få dog gang i de fødder!” kommanderede hun mod den anden kvinde og tog sigte i den retning pile var sendt fra. Buestrengen sang da hun affyrede den pil der før havde været rettet mod Aistaraina, velvidende den næppe ville ramme noget. Forhåbentligt ville det afskrække eller i det mindste købe dem tid til at komme i dækning. De var begge to alt for udsatte her og at dømme ud fra den andens reaktion, så kunne hun umuligt være en del af bagholds angrebet, hvorfor Rheia tog chancen for et forsvar med mørkhuden.
Ved alle Guder, hun håbede ikke mørkelveren var fuldkommen uduelig, at kården ikke bare var til pynt. 

Som udgangspunkt så kunen Aistaraina normalvis gå i fred. Om det var rigtig inde på fastlandet, så lang tid hun holdt sig fra byerne, eller Fristavn. Man skulle ikke løbe om hjørner med en mørkelver, og slet ikke en med hendes navn, men hvem end der hadve skudt hende, havde åbenbart ikke de kvaler. Derfor var det også chokket der havde ramt hende, og en lille smule frygt over at være omringet.

Det var buens lyd fra bjergelveren, der fik hende bare en anelse ud af chokket, hvilket primært var for at sende bjergelveren et surt blik over at blive kommanderet med, men rykke sig det gjorde hun. Dog ikke så hurtigt som hun kunne ønske sig, som da hun prøvede at små løbe væk, så vendte hun sig også om, bare en smule så hun kunne sende et lyn afsted mod hvor pilene var kommet fra. Hendes øjne blev kort blå som elektriciteten fik fat, og hvis man blinkede, ville man uden tvivl misse hvordan et lyn skød ud af sværdet, men et brag fra hvor det formentlig havde ramt noget var ikke til at tage fejl af.
Heldigvis tydede det også på at det havde hjulpet, for i samme sekund kom der også en pil afsted, men ramte fuldstændig skævt, som havde personen sluppet den i overraskelse.

”Zalans, Zalans, Zalans,” hvæsede Aistaraina, som endelig kunne dukke sig bare lidt ved en af klipperne som kunne give bare en smule dække. Hun kunne ikke engang nå op og gøre noget ved pilen der stadig sad solidt plantet i skulderen, og måtte i stedet for kigge mod bjergelveren. Det var vel hendes område, så havde hun en plan for at de kom væk, eller måtte de bare håbe at der ikke var mere end et par dæmoner de skulle kæmpe med? 

Hvis det var blevet hentydet tidligere på dagen, at Rheia ville søge tilflugt bag klippe udspring sammen med en mørkelver kvinde, så ville hun have sat et latterfnys op med en dertil uimponeret trækning i næsefløjen, så overlæben blev trukket en anelse skævt op.
Det ville have været nemt at lade sorthuden i stikken, rede sit eget skind. Hun var jo ikke en af Rheias egne. Desværre eller nok nærmere heldigt for Aistaraina, så var bjergelveren ikke helt samvittighedsløs.

Hvor lynet kom fra, så Rheia ikke, men lyden var ikke til at tage fejl af. Mørkelveren kunne noget med lyn, en noget mere brugbar evne end hendes egne. Ånder kunne alligevel kun gøre så og så meget og lige nu gemte de sig godt, hvis der var nogle afdøde i nærheden.
Det havskum grønne blik gled rundt på deres opgivelser, mens streger tegnede sig i den lyse pande. Forskellige scenarier udspillede sig overfladisk inde bag hjerneskallen. Hun bemærkede derfor heller ikke med det samme, hvordan de gyldne øjne var landet på hendes skikkelse, før hun drejede hovedet imod den noget umage makker ”Hvor meget kan du styre dine lyn?” en hånd blev løftet mod bjergryggen nærmest de dæmoniske stemmer, hvor forskellige stykker af klippen var ved at bryde fri fra bjerget. 
Inden Aistaraina kunne nå at svare, forsatte hun tilføjende da der ikke var tid til at vente svar ”Kan du ramme den klynge af sten?” det var det bedste bud på at købe dem tid. Et lyn ville slå stenene løse, så de ville falde ned, blokere noget af vejen og gøre den mere ufremkommelig – dog ikke umulig at passere. Om der så skulle falde lidt ned over en dæmon eller to, var ikke det store tab.
En ny pil, denne gang ikke nær så vildfaren som den sidste, blev skudt i deres retning og ramte lidt for tæt på det klippe de havde ly af. Et modsvar blev sendt tilbage, med intentionen om at udsætte et fremryk lidt endnu.
”Jeg håber ikke du har højdeskræk eller er bange for fugle. Du kommer ud at flyve på en, hvis ikke de bæster skyder hende ned først.” usagt lå der under det skarpe blik, at hun ligeledes skulle  undlade at beskyde kæmpe ørnen, hvis hun altså ville væk her fra.

Det føltes som om der gik alt for lang tid inden bjergelveren sagde noget, og Aistaraina var egentlig også lige ved at miste tiltroen til at der ville komme nogen som helst form ud af hende, og at hun selv måtte finde ud af hvordan de bedst udnyttede deres position. Desværre havde hun aldrig rigtig været en kæmper for landjorden, og det var noget anderledes end når man stod på de åbne have.
Endelig kom der et forslag, og Aistarainas øjne mødte kortvarigt bjergelverens inden forsøgte at ranke sig lidt op for at se bjergryggen der blev snakket om. Det ville blive besværligt, men ikke umuligt. Hun nåede dog ikke at sige noget eller sende afsted, inden en pil kom deres vej og hun instinktivt måtte dukke sig lidt. ”Jeg burde kunne ramme,” sagde hun fast besluttet. Det var nok mere af stædighed, end reelt fordi hun havde meget kontrol når det var så langt væk. Lige nu var hun dog mere villig til at komme væk, end at sætte spørgsmålstegn ved bjergelverens motiver.

Blikket der blev sendt til bjergelveren da den sidste kommentar om fugle og højdeskræk kom hendes vej, var dog undrende og lidt forvirrende. ”Så lang tid du ikke forsøger at lade mig falde til min død,” sagde hun så endelig, selvom hun ikke var sikker på at nogen kunne have en fugl stor nok til at ridde på. Bjergelverne var aldrig nogen hun havde brugt tid på, selvom et par historier da var kommet for hendes ører i Fristavn.

”Duk dig,” sagde hun så endelig, inden hun lod elektriciteten overkomme i hendes krop endnu engang. De gule øjne skiftede til blå, og gnister kom fra sværdet i hendes hånd, inden hun rejste sig op, pegede med sværdet, og et par lyn skød ud af det. Tre store brag lød, inden Aistaraina dukkede sig igen, og så... lød lyden af sten der rullede og bragede. Hun havde i hvert fald ramt noget der havde sat gang i lidt af et stenskred. 

Burde… Svaret var på ingen måde overbevisende og det kunne ses alt for tydeligt på bjergelverens ansigt, der i den givne situation ikke besværede sig med at holde sin ærlige reaktion skjult. Forventningerne til den mørkelveriske kvinde var allerede, ubevidst for hende selv, skyhøj og at fejle var ikke længere en mulighed. Hun ikke bare burde ramme, hun skulle ramme.

Et lidt for hårdt latterfnys mødte kommentaren om en fald død med følgende ord ”Og risikere du hjemsøger mig resten af dit efterliv? Ha, nej tak. Nok sætter jeg pris på et kønt ansigt, men jeg foretrækker ikke at hjemsøges af et utilfreds kønt ansigt.” svarede hun affejende og slog blikket op mod himlen. Med den ene hånds tommel- og pegefinger løftet til munden, flækkede et højt pitchet pift luften, båret afsted af de solide klippesider.
Hvorefter hun fulgte mørkelverens anvisning om at dukke sig, men blikket forblev rettet imod hende da hun uden tøven rejste sig og sendte ikke bare et, men tre lyn afsted og ikke længe efter fulgte lyden af sten imod sten. Dernæst noget der bedst kunne beskrives som vredesbrøl, måske fuld en edder af en art, men med en manglende evne til at forstå dæmonisk, så lød det mest som et arrigt rovdyr og dét var et ”sprog” alle jægere kunne forstå.
”Det her kommer til at gøre ondt, men det er nødvendig, så beklager…” kom det fra hende da Aistaraina fandt plads ved siden af hende på ny. Uden at forklare nærmere lænede rettede Rheia sig op, rakte frem mod den skadet skulder. Den hånd holdt pilen i ro ved indgangssåret, mens den anden knækkede enden med fanerne af og kastede den del af pilen fra sig. De ville ikke kunne sidde sammen på Kainda med så meget hele pilen stikkende ud fra skulderen, men den kunne heller ikke fjernes helt endnu ”Resten klare vi når vi er kommet væk herfra.” med de ord skubbede Rheia sig op og piftede atter en gang, denne gang med et tilbage kald fra deres lift væk. Lyden af ørne skriget og tunge vingeslag fik det lyse ansigt til at flækkes i et smil.
Derfra gik der ikke længe før den store grå ørn dukkede op og kastede en mørk, cirkulerende, skygge over dem, inden hunørnen landede ikke langt fra dem ”Klar til dit livs flyvetur, lyn tyv?” spurgte hun med en hånd rakt ned til den såret kvinde.

Havde de ikke været i en forfærdelig farlig situation, så havde Aistaraina nok bidt mere mærke i komplimenten der alligevel flød over de røde læber på bjergelveren, men lige nu var hun mere fokuseret på at overleve, så meget at hun ikke engang havde haft tid til at værdsætte den anden kvindes form.
”Ha, godt at du ved at du ikke ville slippe fra det,” kom det nu alligevel lidt mere humoristisk fra Aistaraina, selvom hun nu aldrig rigtig havde troet på at folk kunne hjemsøge. Der havde dog nok været noget andet i vente for kvinden dog, hvis nogen da kunne have opdaget hvem det var der havde dræbt hende.

Hendes blik fandt Rheia som hun pointerede at det kom til at gøre ondt, inden et sammenbidt udbrød af smerte kom fra Aistaraina, som pilen blev brækket midt over. Hun havde ikke selv kunne nå, og hun gav et nik for at indikere at det var i orden, nu når pilen var knækket. Det var den type ting man helst ville rode med når man har enten en helbreder eller nogen med lidt medicinsk viden i nærheden af sig. At blive ramt af pile var aldrig en fornøjelse.

Ørnen var stor, og havde Aistaraina ikke fterhånden set sin del af mærkværdige ting, og det faktum at hun stadig kunne høre dæmonerne bande, så ville hun nok havde taget synet lidt mere ind. I stedet for stak hun sværdet ned i skeden, og sendte smil i bjergelverens retning. ”Jeg har ikke så meget valg,” sagde hun, med et sidste blik over skulderen, inden hun tog fat i hånden, så hun kunne blive trukket med op. Den ene arm var ikke til meget nytte, som pilen forstyrrede hende i at kunne bevæge armen som hun ønskede.
Heldigvis var elvere normalvis lette, og selvom det var lidt bøvlet så kom hun op og sidde på ørnen med bjergelverens hjælp, og holdt så fast så godt hun kunne med den ene arm der stadig var brugbar, mens den anden måtte holde fast i hvor end nu armen kunne være uden at flytte den. 

Situationen taget i betragtning var det måske ikke helt tiden for komplimenterende ord. Det ændrede dog ikke på, at selvom begge de elviske kvinder lidt stod med ryggen mod bjergsiden. Gjorde fjendtlighed jo ikke blind, så naturligvis havde Rheia ikke kunne undgå at bide mærke i, hvor køn den anden kvinde var med sin sorte hud og det kontrastfyldte hvide hår.
Det faldt hende derfor også helt naturligt at flette komplimentet ind, så det var mere skjult og alligevel ligefremt. Faktisk havde Rheia knap nok selv bidt mærke i det.

Det sprøde knæk træet gav da pilen blev knækket, fik med det samme det blågrønne blik til at søge mod mørkelverens lidende ansigtsudtryk. Det ene øjenbryn havde løftet sig en anelse, imponeret over hvor lidt lyd der kom fra sorthuden. Trods for at gråelveren ikke havde givet hende meget tid til at reagere, før enden med fjerene blev kastet lettere skødesløst væk fra dem. Ind et sted mellem klippe fremspring.

“Nej, ikke hvis du vil leve til at se i morgen.” Stemte hun, mere muntert end det nok burde lyde. Rheia trak Aistaraina op til at sidde foran sig, med den skadet arm vurderede hun det mere sikkert. Den ene arm lukkede sig tæt omkring den samme talje, stærk nok til at forhindre den mørkhudet kvinde i at glide af, men på ingen måde så stærk som en fuldtids kriger. Kainda satte kraftfuldt af og lettede tids nok til at man kunne hører hvordan klippestykker sprængtes.
En mindre regn af pile blev sendt deres vej, men med få vingeslag havde kæmpe ørnen bragt dem udenfor rækkevidde. Først i ly af skyerne løsnede Rheia sit tag en anelse “Så vil du fortælle mig, hvad en sortelver laver i mit folks land?” spurgte hun gennem vingesus, efter at have givet Kainda besked om at flyve dem hjem, med tungeklik.

Som en mørkelver, så var man vel vant til en vis mængde af smerte. De fleste var opdraget med det, og Aistaraina havde nu heller aldrig kunne undgå det, selv i hendes nuværende erhverv, især siden hun blev en del af mørket. I det mindste var det stadig de færreste i den gruppe der forsøgte at starte noget med mørkelverne. En fordel ved at være i sådan en afgrænset klikke.

Det var overraskende nemt at komme op på ørnen, selvom følelsen var underlig. Hun var ikke vant til at ride på store dyr som disse, men hun følte sig lidt mere sikker med armen om livet, selvom hun trak bare en lille smule på skuldrene som overraskelse. Hun kiggede sig over skulderen, næsten i et forsøg på at fange bjergelverens øjne, men gav op på det. Det var noget andet at blive taget hånd om på den måde.
Det var også ufattelig så hurtig de efterlod verdenen under dem, og var væk fra dæmoner. Selv som de råbte af dem i frustration, så kunne det næsten ikke høres. Det var som en anden verden.

Det hjalp at bjergelverens hoved var lige ved hendes eget, for at høre hvad hun sagde, som vinden susede omkring dem. ”Jeg var ikke klar over at jeg gik igennem bjergelvernes land,” kom det næsten en anelse drillende og afvigende fra Aistaraina, men mørkelveren kom vidst alligevel hurtigere på bedre tanker. ”Jeg havde et ærinde i bjergene, men lod mine rejsekammerater tage af sted foran mig.” At hun besøgte Nalish’ra templet virkede ikke så relevant, og måske ikke noget bjergelveren ville værdsætte. Det var jo kun et lille ærinde.

Den kropslige respons hos mørkelveren var så lille, knapt nok synlig. Havde det ikke været fordi de to elver kvinder havde siddet så tæt som de gjorde, så havde trækket på skulderne meget vel være gået Rheias næse forbi. Godt skjult bag det hvide hår, kunne hun ikke helt undlade at trække på smilebåndet.
Så vidt hun havde genskab var det kun drageriddere for Lyset og Mørket, som havde indtaget luften sammen med bjergelverne. Det her var hendes domæne og hvor hun følte sig mest hjemme, når ikke der var klippesten under hendes fødder.
Lige akkurat ude af synsvinkel for Aistaraina, tillod Rheia sig at betragte de fine træk. De mindede på ingen måde om dem, som man ofte hørte beskrevet i fortællingerne.
De blonde bryn rykkede sig nærmere pandens midte, ved påstanden om hun ikke havde vidst hvilket bjerge hun havde bevæget sig i. Læberne nåede kun lige at skille sig, før hun kom hende i forkøbet og forklarede hvad hun faktisk havde lavet i bjergkæden. Et ikke særligt fylds gørende svar, men dog et svar.
”Så må du håbe dine rejsekammerater ikke er lige så uheldig som dig.” pointerede hun en anelse tørt og lod armen slippe lidt af sit tag omkring taljen, uden at fjerne den helt.
Sandheden var at hun ikke ville græde mange salte tåre over tabte elverliv, der ikke tilhørte hendes eget folk. Ønskede hun mørkelverne døde? Nej slet ikke, men det var nu en gang fakta. For at komme en mulig konflikt i forkøbet, tilføjede hun dog hurtigt ”Jeg håber de er kommet sikkert ned fra bjerget, og at de ikke venter dig indenfor en vis tidsramme?”.

Det var nu ikke i sidste ende super praktisk at blive smidt af ørneryggen, fordi Aistaraina ikke kunne finde ud af at svare på et sølle lille spørgsmål, også selvom hun foretrak ikke at give for meget information ud uden grund. At falde til sin død var vel også en grund. Dog udover starten af deres måde, og stressen der havde ligget som de blev angrebet, ja, så havde bjergelveren ikke ligefrem virket fjendsk. En underlig ting, da Aistaraina var vant til at blive mødt på en måde af andre elvere, foragt.

”Selv hvis de er, så skal de nok klare sig,” lød den stærke og måske lidt stolte mørkelviske stemme. Hun havde fuld tiltro til sine besætningsmedlemmer, ligeså meget som de havde til hende, forventede hun i hvert fald. Selvom hun godt kunne forstå at en uro ville skabe sig på skibet, skulle hun ikke komme tilbage indenfor en vis tidshorisont.
”Det gør de nok, men vi sætter ikke sejl lige foreløbig,” sagde hun, hvilket var den første information fra hende selv der faktisk vidnede om hvor hun var fra, og at hun ikke var vant til det her. Hun ville jo nok nå tilbage inden det tidspunkt, som de nu engang havde sat op.
Det virkede stadig som om at alting under dem bare fløj forbi dem, og om emnet omkring hvornår det var meningen hun var forventet tilbage, så kom det større spørgsmål også. ”Hvor er vi på vej hen?” Hun vidste godt at det måske ikke var smart at sætte hende ned med den halve pil stadig i skulderen, men føltes ikke som om at de kom længere ud mod vandet. 

Skjult bag mørkelveren gjorde Rheia ikke et forsøg på at skjule, det smil der trak sig frem over hendes mund. Imponeret over den styrke og ikke mindst stolthed der lå bag den anden kvindes stemme, ikke at den overraskede. Det krævede trods alt sin kvinde at stille sig op mod en af bjergets børn, når det ikke var på ens hjemmebane og en endnu større kvinde at blindt tage imod hjælp fra selv samme.

”Sætte sejl?” gentog hun tankefuldt, højt nok til at det ikke kunne gå Aistaraina forbi, før hun tog ordet på ny inden hun kunne nå at komme med forklaringer ”Og jeg som troede de blot var rejsekammerater? Og ikke besætningsmedlemmer, det er jo nærmere familie er det ikke?” spurgte hun dernæst mere aktivt ind. Hverken for åbenlyst eller skjult, i forsøget på at trække mere information ud af hende. Hun holdt sine kort tæt ind til kroppen og med god grund, nok var bjergelverne ikke en favorit blandt mange, men det var vand til sammenligning med hvad mørkelverne blev mødt med.
”Til Ered Mithrin.” svarede hun uden at præcisere, hvor de var på vej hen i bjergkæden med kaldenavnet de grå bjerge, men bekræftede dermed Aistarainas mistanker; de var ikke på vej mod hverken hav eller havn.


// Navnet på bjergkæden er ikke et officielt navn (endnu?), men et jeg har sendt til Krys til de bjerge som bjergelvernes hoved stamme ligger i. Bare lige så du ikke undre dig alt for meget og evt. kan spille på at Aista har hørt om navnet før <3

Den manglende fjendtlighed fra den kønne bjergelver havde nok været med til at bidrage til at Aistaraina havde valgt at tage imod hjælp, for ikke at nævne at hun ikke havde meget valg. En kvinde var ofte også mere troværdig end en mand, i hvert fald i mørkelverens egne øjne, selvom hun sjældent sagde det højt.

Hun vendte hovedet en lille smule til siden, så hun bedre kunne høre bjergelverens stemme, men også så hendes stemme nok ville være nemmere at høre. Uanset hvor højt hun kunne snakke, så var det aldrig bekvemt over længere tid. ”Det er vel ikke så vigtigt,” pointerede hun, selvom bjergelveren nu havde ret. Hendes besætningsmedlemmer var familie, uanset hvor skævt et syn folk som dem måske havde på det. Hun holdt nu stadig af dem, selvom det til tider var med hård tone og streng disciplin. Der var bare visse ting der ikke skulle finde sted på et skib.

Hendes skulder dunkede stadig smertefuldt, men hun kunne for det mest ignorere det, selvom hendes ene arm føltes lidt… ubrugelig. Det var dog også den primære grund til at hun blot fint kunne følge med, og det faktum at de var voldsomt højt oppe i luften.
Hun vidste dog ikke helt hvordan hun havde det med at bjergelveren blot ville tage hende med til bjergkæden og ikke noget specifikt sted. ”Det er ikke særlig specifikt,” pointerede hun, og selvom hun ikke helt ønskede det, så kunne hun ikke helt lade vær med at overveje hvad en bjergelver skulle bruge en mørkelver til. Hun ville trods alt ikke være meget værd.

Det var ikke så underligt at kortene blev holdt tæt til kroppen, det var trods alt det mest fornuftige ikke bare at bladre alt nyttig information ud til vildt fremmede. Selv ikke en fremmed der havde sørget for at man stadig kunne trække den friske bjerg luft ind. Latterfnyset var derfor mere moret end irritabelt, inden at Rheia valgte at kommenterer på ligeså pointerende tilbage “Det er lige så præcist et svar, som du fandt mit spørgsmål relevant.” stemmen var forsat overraskende rolig og selvom mørkelveren ikke kunne se det, løftede det ene øjenbryn sig understregende. Det var fuldt intentionelt med den flabede kant der lage sig omkring ordene, men den gav samtidigt også med en lille åbning for et ordenligt svar. Det ville bare koste at den anden kvinde ville droppe sit eget hemmelighedskræmmeri. Noget for noget, det var vel mest rimmeligt ikke?

Forsigtigt, mest af hensyn til mørkelveren, lænede Rheia sig til de ene side, for at kigge fordi Kainda, så hun kunne orienterer sig. Ikke fordi hun ikke stolede på kæmpe ørnen, hjem skulle de nok komme, det var ganske enkelt for at se hvor langt de var kommet, så hun vidste hvornår den grå fugl ville dykke.
"Stol på at jeg har dig, at jeg ikke lader dig falde. Hold godt fast i hendes fjer og læn dig så meget frem som du kan, luk øjnene om nødvendigt, men hvad end du føler for så hold fast, okay? Hun dykker inden længe og det første stykke vil gå stejlt ned." forklarede hun og strammede samtidigt grebet omkring hendes liv. Mindre end et minut efter brød de igennem de lavsthængende skyer, med direkte kurs imod en af de højre bjergkæder i passet under dem. I et øjeblik kunne det føltes som om at kæmpeørnen ville kollidere med bjerget, uden chance for at rette op inden, kun for i sidste sekund at dreje af ind gennem et smal korridor lignede udspring, der førte dem til bjerglomme, mindende om en dal omkranset af skarpe klipper med åben himmel over sig.
Kainda landede blandt de andre kæmpe ørne og deres redder, med udsigt ned på formateringen af de runde yurt'er i gråelvernes stamme, der befandt sig i hjertet af bjerget "Jeg behøver næppe fortælle dig dette, men jeg gør det nu alligevel. Lad være med at lave et postyr, hold dig tæt ved mig og lad være med at snakke med nogen, okay?".

Det var nok alligevel ikke det klogeste at være helt afvigende overfor spørgsmålene, når nu Aistaraina godt vidste at der ikke skulle meget til, før hun var vippet af ørnen, og var på vej mod de hårde klipper under dem. Hun havde næppe en evne der kunne gøre landingen blødere trods alt.
Heldigvis var det ikke den vej tingene ville gå endnu, og selvom det føltes underligt hvor venlig stemmet bjergelveren havde været efter den første konfrontation, så var det nok for Aistarainas eget bedste at i hvert fald at lade tvivlen komme hende til gode.
Hendes øjne rettede sig lige ud, hvor hun kunne se landskabet strække sig under dem, men et svar kom der dog også denne gang. ”De er vel så tæt på en familie, som en af min race kan have,” sagde hun endelig, med et lille suk. Hun var ikke ligefrem vokset op med den varme, som hun havde hørt mange andre elverracer var. Faktisk var det de færreste mørkelvere hun havde hørt om som faktisk havde noget der kunne minde om en familie. ”Og der er vel altid nogen man er tættere på end andre. Nogle af dem bliver nok bekymret, men jeg tror de fleste nok bare vil overveje om jeg har ladt dem i stikken.” Hun håbede da på at de stolede på at noget ville være hændt, men hun ville ikke tage det op imod dem, hvis ikke. De fleste på skibet var vel vant til at blive forladt på enten den ene eller anden måde. Man var malet af sin baggrund, og desværre satte den udstødelse visse ting på sjælen.

Som Rheia lænede sig ind, kunne Aistaraina mærke en smule mere varme mod hendes hals, som føltes lidt markant med den kolde vind der ellers piskede omkring dem. Hun drejede hovedet lidt, inden han valgte at lade vær, og i stedet for greb lidt mere fast i fjerene foran sig. Et stik af ny smerte ramte igennem hendes skulder, men hun kommenterede ikke på det.

Dykket ned gav et sug i maven på Aistaraina, og hun gjorde som Rheia havde bedt hende om. Vindmodstanden var dog ikke som noget hun var vant til, men hun nægtede at lukke øjnene, der var også noget fantastisk ved denne her følelse. Men det var næsten kun for et øjeblik, før at ørnen landede ordentlig, og vinden var blidere omkring dem.
Hun satte sig lidt op igen, og kiggede rundt, inden hun, med lidt bekræftelse, gled ned fra ørnen, så hun endnu engang var solidt plantet på jorden.
”Så alle er ikke ligeså venligsindet overfor mørkelvere, som du?” kunne hun ikke helt stoppe sig selv i at spørge. Det ville i hvert fald føles lidt mere rigtigt, hvis det bare var denne her elver der var lidt… underlig på det punkt. På den gode måde godt nok.