Luften er fuld af hujen og støj. Folk banker på jerngitteret omkring arenaen og råber til deres foretrukne kæmper. Sandet stinker af pis og blod. Folket stinker af alkohol og pis. Det virker ikke glorværdigt, men der er megen hæder at vinde i arenaen.

I det ene hjørner står en mand i en let rustning med et kraftigt spyd. Hurtig. Adræt. Han bliver kaldt for Sandsnogen. Hurtige hug. Pludselig. En dygtig kriger i arenaen.
I den modsatte ende stadser Isløven. Dyr poleret rustning, med en smukt skjold med tydeligt løvemotiv. Sværdet lavet af de bedste smede, glinsende i sollyset der trænger ned i arenaen. Alt udstyr er dækket i rimfrost. Den store mester! Alle forventer at Isløven vinder, men Sandsnogen kunne give ham kamp til stregen.

Tegnet bliver givet og de to krigere farer imod hinanden. Sandsnogen er hurtig på sine fødder og danser om Isløven. Isløven står tålmodigt og observerer sin modstander for at finde hul i den andens forsvar. Sandsnogen hugger ud med sit spyd mod Isløven, men spyddet bliver parreret af skjoldet, og isflager eksploderer omkring arenaen, som for kampscenen til at glitre. Nogle tilskuere gisper over synet. Isløven gennemskuer hvert eneste hug fra Sandsnogen. Lige hvad man forventer af ham. 

Lige pludselig ser Isløven en kort tøven fra Sandsnogen. Et hurtigt skridt frem og et kraftigt sving der trækker gennem sandet og op, slår spyddet ud af Sandsnogens hænder. Isløven sparker Sandsnogen i brystet, som vælter omkuld. Klingen bliver holdt for Sandsnogens strube. Hele arenaen bliver stille. Hvad sker der nu. Isløven har al ret til at dræbe sin modstander.
Sandsnogen giver tegn til overgivelse. En hvisken breder sig gennem folkemængden. Hvad gør Isløven? Vil han for første gang dræbe en kriger der har overgivet sig, eller er hans noble rygte sandfærdigt?
Isløven sænker sværdet og hjælper Sandsnogen op, og publikum går amok! Der bliver hujet og jublet! Penge skifter hænder. Isløven nyder hæderen han får inden han træder ud af arenaen.

I sit omklædningsrum smækker han døren efter sig. Han er rasende! 
"Den ærværdige herre ser ikke så tilfreds ud," siger hans tjener som han hjælper Barakat af med rustningen.
"Sandsnogen lod mig vinde."
"Er De sikker på det, min ærværdige herre?"
"Han sigtede efter mit skjold med sine hug. Han prøvede ikke en gang at ramme mig."
"De giver Dem selv ikke nok ære, min ærværdige herre. De er så dygtig en kriger, at de må intuitivt kunne afværge Sandsnogens stik."
"Så siger vi det."
Barakat var dog ikke overbevist. Hvis Sandsnogen lod ham vinde, så skulle han finde ud af hvorfor!