Hvilken dag! Vejret er lækkert, maden hans tjener har med er lækker, han er selv lækker. Det er bare en lækker dag. 
"De skulle have set løverne! De havde klør som blankslebne knive! Det er kun mine færdigheder som gjorde at jeg slap derfra med kun arret," sagde han som han pegede på sit ar over øjet, til den yngre kvinde som var gået på tur med ham. 
Hun var vidst en af Kaatimas veninder eller bekendte eller noget. Han var hvert fald blevet bedt om at vise hende rundt, og underholde hende. Han gjorde det gerne for sin underfulde hustru. Underholdning er lige det hvad han kunne bringe. 
"Men hvad var der ellers at forvente. Jeg er trods alt en af de bedste kæmpere i arenaen. Med mine færdigheder med en klinge, så vil jeg kunne kæmpe med ti løver."
Kvinden der gik med ham lo og spurgte mere ind til historien. Barakat var mere end glad for at fortælle om hans store eventyr. 
"Det startede her i Balzera, hvor jeg tog beslutningen om at jeg skulle på et eventyr, som enhver anden stor helt."
Til de opmærksomme ville man kunne se på tjeneren, hvor træt han var af at høre på historien. Han havde hørt den nok omkring hundrede gange, og hver eneste gang blev den vildere. Tjeneren tvivlede nok på om der overhovedet havde været mere end en enkelt løve.

Udhungret og stadig frossen efter den iskolde ørkennat, havde Ramé fundet en plet i solen hvor hun sad med sin kappe tæt trukket ind til hendes magre krop. Hun burde for længst have fået varmen, men livet på gaden gjorde strejferen hurtigt syg og feberisk. Hun vidste udmærket godt at hun ikke kunne blive ved med at leve på denne måde, men det var nu ikke fordi hun havde noget valg. Hvis hun nu kunne søge ly bare den kommende nat tænkte hun. Hvor meget hun mon skulle skrabe sammen for en enkelt overnatning på en af byens mere skumle herberg. Nok meget mere end hvad hun ville kunne samle på en dag. Fra sit sæde op af den varme mur, skurede hun folkemængden i Balzeras travle handelsområde. Hvis bare en rigmandsdatter havde været på udflugt her i dag, ja så... Ville hun nok blive overfaldet af hendes vagter for overhovedet at komme i nærheden af dem... 

Ud af alle i folkemængden fangede et par hendes opmærksomhed. En herre med brede skuldre og hår blegere end hvad var normalt for folk på egnen. Nej, det var ikke bare blegt, det var hvidt som kridt. Han lo højt og fægtede ud med armene med store bevægelser. Han så ikke ud til at bemærke alle de mennesker han næsten ramte i hans overlegne rus. Var det... Det var det vel ikke..? Undrede hun sig og prøvede sit bedste for at huske på alle det historier og rygter der gik på gaden. Kunne det ikke godt ligne ham den forkælede snot hvalp, ham der kom fra gode penge? Det kunne det godt være, Ramé havde bare aldrig set ham men vidste at det hvide hår var et af hans særlige kendetegn. Mon han ville bemærke hvis Ramé prøvede at komme tættere på? Om det virkeligt måtte være ham eller ej, så var det en chance der var for dum ikke at tage.

På stive ben rejste hun sig. Hun var øm i kroppen, og især i de led hendes misdannede ben gjorde det ondt. Hun løftede foden op for at knække hendes tær, for skulle hendes plyndring gå over og ende skidt, så skulle hun være klar til at løbe. Selv med en sygelig krop ville hun i det mindste kunne løbe fra de fleste, men man vidste sig aldrig helt sikker, og hun ville ikke tage nogle chancer.

Hun hev kåbens hætte ned. Hun ville jo klart ligne en tyv hvis hun klædte sig som så. Hendes fedtede hår redte hun ud med fingrene som hun så småt satte i gang efter de unge mennesker. Hvis hun nu stødte ind i dem frontalt? Nej, det ville være for åbentlyst... Hun måtte overveje sin taktik som hun bevægede sig tættere på dem. Lige pludseligt gik det bare op for hende at hun var kommet alt for tæt på uden nogen plan. Det var for sent at vende om nu, det ville virke mistænksomt. Så nu måtte hun bare gøre det. Hun bevægede sig op på siden af dem, og børstede med rask tempo forbi parret. Ingen synlig pung var tilstede, så hun havde måtte nøjes med at glide nogle guldbelagte armbånd af kvinden. Mere turde hun ikke. Med dem i hånden skyndte hun sig forbi før det blev bemærket. Eller det var det hun prøvede på, og mislykkedes i, da hendes ene ankel gav op under hendes vægt, og hun faldt ned på fortovet lige om fødderne på de 2 mennesker.

Barakat var fuldstændig fordybet i sin heroiske fortælling. Det var et episk værk værd! Hans heroiske oplevelser i Rubiniens ørken, der virkelig beskrev hans heltemod! Sin følgesvend virkede fuldstændig optaget af hans vilde fabler, fordi selvom at de var storslået og fuldstændig ud af proportioner grandiøst, så var Barakat en medrivende historiefortæller. Det kunne man ikke komme udenom. Ekspert i den dramatiske pause, med varierende spænding og tempo. Han kunne tale for sig.

Lige pludselig var der dog nogen der kom til at støde ind i Barakats følgesvend. Hun gav et udbrud af forargelse over at hun ikke kunne se sig for, mens Barakat blev helt revet ud af sin historie. Sikke en uforskammethed! Han vendte sig om mod hvem der end var stødt ind i dem, for at råbe profaniteter efter dem, som den kappeklædte væltede lige foran deres fødder, og guldringe klirrede mod jorden. Barakat lagde mest af alt mærke til denne uhumske kvinde. Usoigneret og fedtet. Hun vagte afsky hos ham, og det var tydeligt at se i hans ansigt.
"Mine armringe!", udbrød kvinden med et skingert hvin.
Folk omkring dem stoppede op og kiggede på hvad der var ved at ske. Ud fra folkemængden kom to armerede mænd, som Barakat genkedte som to af sin faders livvagter. Havde hans far virkelig ment at det var nødvendigt at få to livvagter til at skygge Barakat? Barakat kunne sagtens klare sig selv. Især over for sådan en gemen og ulækker tyv, som lå foran dem. Og ikke nok med det. Tyven havde misdannede ben! Hans ansigt forvred sig endnu mere end før i afsky.
De to vagter stillede sig over den væltede tyv. 

Ramé vidste at hvis hun skulle komme sikkert ud af denne knibe, måtte hun reagere hurtigt. Alligevel kunne hun mærke hvordan jorden kun gled væk under hendes føder, i stedet for at give hende fodfæste nok til at rejse sig. Nu lå hun desværre bare og sparkede jord og støv mod de fine mennesker. Vagter nærmede sig, og gisp kunne høres fra folkemængden omkring dem. Aldrig var en smule tyveri gået så galt for Ramé før. Dette var hendes største fiasko til dato. Havde hun selv stået som tilskuer i dette øjeblik, havde hun nok selv fundet det humoristisk hvor galt det var gået for den stakkels tyv. Men ingen syntes det var syndt for hende nu, nej, disse mennesker så intet andet end en fæl snylter ude på løjer. Rædsel og panik fyldte hendes øjne som de to vagter greb hende an og trak hende op på hendes ben, stadig med et fast greb om hendes arme. Kun det ene af armringene havde hun stadig i hånden, det andet lå henkastet på jorden.

"Jeg-" Mumlede hun uforstående for hendes mislykkede forsøg. "Nej, jeg mente ikke..." Prøvede hun at forsvare sig selv. Men det var til ingen nytte. Folk omkring hende var sikre på hvad de havde set forekomme, og der var ingen undskyldning der ville redde hende nu.

Sikke et ynkeligt kræ. Det ville næsten være det bedste at få det aflivet. 
Barakat bukkede sig ned og samlede de tabte armringe op og rakte dem til sin følgesvend. Han vendte sig så mod de to livvagter.
"I to. Jeg synes at i skal eskortere den nådige frøken her tilbage til min hustrus hjem. Hun har oplevet mere end det er nødvendigt."
"Jamen, ærværdige Barakat..."
"Ikke noget jamen. Denne gemene tyv kan jeg selv tage mig af. I vil gøre klogt i ikke at undervurdere mig."
Livvagterne var rådvilde, men Barakat havde givet dem en ordre. Kvinden Barakat havde fulgtes med virkede også ret bestyrtet, men taknemlig over at have fået sine smykker tilbage. Hun fulgte glædeligt med vagterne fra gaden, og tilbage hvor hun vidste alt var sikkert. 

Der havde samlet en stor mængde mennesker omkring Barakat og tyven. Barakat sikrede sig at de to livvagter var gået, inden han trak sit sværd og rettede sin opmærksomhed mod tyven, der skøjtede rundt på jorden.
"Jeg vil anbefale at du bliver liggende hvor du er," snerrede han.
Sværdet blev rettet lidt nonchalant mod tyven.
"Jeg burde hugge dine hænder af for din misgerning."

Ramé så op på den halvstore mand med store øjne. Hun var nu låst fast i sin position, og selvom et tidsrum åbnede sig hvor det måske kunne have været mulig for hende at flygte, kunne hun ikke røre sig. Hun var som en statue, liggende der på jorden

Hun lyttede til ordene der kom ud af munden på ham og panikken satte ind. "Nej! Nej, det må du ikke vil du ikke nok..." Bedte hun som var han en gud, og hun, en undersåt for hans fødder. "Vil du ikke nok være så barmhjertig..." Sagde hun med en knækket stemme. Ingen tårer var steget til hendes øjne, hun græd sjældent, selv i situationer som denne. Hun kiggede mod jorden og så op på ham igen. Han så ikke nådesfuld ud. Mange folk så stadig til fra sidelinjerne, så han kunne i hvert fald ikke tage hendes liv lige der på brostenene. Det ville være for makabert, det vidste hun. Spørgsmålet var bare, hvad vidste han mon om deres forventninger? Hvad var overhovedet en passende straf?

"Barmhjertig?"
Han kiggede hende fortsat med afsky, men inderst inde fik han næsten kvalme af at tænke på hvis han skulle hugge hænderne af hende. Nej, der ville være så meget blod. Blodet ville helt sikkert sprøjte ud over ham. Nej, det kunne han ikke bære. Han måtte finde en måde hvordan han fik straffet hende på, for den ugerning. Hun skulle ikke slippe for det.
Men måske var der noget ved barmhjertighed. De store helte var jo kendt som barmhjertige. Hvis han kunne få rygtet som en barmhjertig helt. Det kunne han godt se sig selv i. Han reddede en ung kvinde fra en gemen tyv, men udviste barmhjertighed! M
en han skulle heller ikke være fej. Nej. Han måtte vise at han var i stand til at gøre hvad der skulle til.

Mens han tænkte sin indre monolog gik han omkring tyven med sit sværd ude. Tavs. Som en løve der leger med sit bytte, inden han giver det sit nådesstød. Han måtte snart træffe en beslutning.
"Du trygler om barmhjertighed, selvom at du krænkede en god og ærlig kvinde."
Han prøvede at trække tiden ud, ind til han fandt den rigtige løsning. Hvis han overgav hende til en af de forskellige militser, så havde han ikke udvist handlekraft. Nej, han skulle finde ud af hvad hendes straf skulle være.
Så kom han i tanke om sin svigerfader og hans erhverv. Han handlede med de sølle folk. Sikkert kunne en af hans markeder sætte hende på plads, og på den måde kunne han have udvist handlekraft, straffet tyven, og undgået at spilde blod på sig selv. Det var hans beslutning.

Han greb ud efter tyvens arm.
"Jeg ved hvordan du kan sone for din forbrydelse."