"Maria husk vi skal ud med det gamle olie i dag" lyd det afslappet som de begyndte at gøre køkkenet rent. Den sort håret kvinde drejede om og lod blikket falde imod den større spand af beskidt, brændt, og ulækker olie.
"Skal jeg nok mor. Men lad os blive færdige først." Den ældre kvinde smilte, det havde været en lang dag, sneen var begyndt at falde og derfor havde de startet med at tage sig af det. Skovlet sne, før de første begyndte at komme forbi deres bagerig, før zaladig fik sko på. Resten af dagen brugt i bagerigets varme, de tre ovne som havde kastet om sig i varme i flere timer. Både brød, kager og tærter var blevet solgt og nu, klar til aften var det hele fugle lige kommet ud, klar til at blive hentet af dem som havde bestilt dem.
"Mor, ved du om det er Jonas der henter deres gås?" Den ældre dame kunne ikke lade være med at trække på smilet som det blev sagt.
"Vi kan håbe. Hvordan går det endelig med jer to?"
"Huh? Hva..snakker du om?" kom det tøvende tilbage, nogle ord som blev mødt af et kort fnys fra den ældre kvinde, og kvinderne på Maria blev mere og mere røde.
"Ehm! Det der Olie!" afbryd hun sine tanker, som hun tog fat om spanden.
"Pas på dig selv skat!" råbte den ældre kvinde efter Maria som hun træk sig ud af køkkenet, ud imod havnen. Hun gik hurtigt, da hun kunne mærke kulden trække sig ind i hendes hud. I sin hast havde hun glemt både jakke og overtrøje, blot sine hoser, lette sved plettet trøje og forklædet, med sine mange indtørret melpletter. Som hun nåede havnen lod hun spanden svinge i hendes hænder og olien forlod den, og med et plask mødte det vandet.


Det var længe side Petrichor havde været i nærheden af haven, men nu sad hun på bunden af den med Turmørke, den flere meter lange sorte fisk som svømmede i ring om hende, stadig med snuden let blodig efter maden den lige havde jaget, haven var et skønt sted at slappe af, ingen større fisk, og nemt at finde ly under de store både. Men deres ly blev ødelagt som en plask kastede en forfærdeligt duft igennem vandet, en duft, en stank der fik turmørke til at skifte retning, og fik Petrichors blik til at falde på havne fronten, på den sort håret menneske kvinde. De gift gule øjne stirret som blikket blev fokuseret på hende, og med en bevægelse af Chakra kastede hun sig selv imod kvinden, elegant i en kast af vand stod hun på havne fronten, og vandet der havde båret hende derop, begyndte at falde som regn omkring hende, og mennesketøsen, Maria.

"Du.." lyd det i et hvæs som Petrichor rev i pigebarnets arm, rev hende til sig.
"HVAD HAR DU GANG I?!" skreg hun som Maria blev revet tættere på hende, og i samme bevægelse drejede hun sådan kvinden endte med næsen imod havne vandet. En fod stampede hårdt ned på Marias fod, som hun endte ude over vandet, foden under Petrichors, og en hånd holdt godt fast i, som hun hang der, over vandet, og blikket gled ned imod den næsten otte meter lange fisk, som cirklede i vandet under hende.
"Bed og tig, havet om tilgivelse! At kaste jeres affald.. At kaste jeres affald i hendes åbne arme!" Som disse ord hang i luften, faldt kul sorte tåre fra de gul sorte øjne. de spidse tænder blev blottet og der slap kort Marias arm, blot for at gribe hende som hun begyndte at falde imod vandet og turmørkes cirkler blev mere livlige.
"SLIP MIG!" skreg Maria, og Petrichors læber blev brede med et smil.
"Bed om tilgivelse!" hvæsede hun som hun træk sine læber tættere Maria skræmte ansigt.
"Slip..slip mig..vær sød at slip mig!" tiggede den sort håret ungdommelige kvinde som hendes blik fandt i de små cirkler i vandet og den store fisk som kastede et ohmt blik imod hende, spulten, og folk i nærheden stirret, uvidne om hvad de skulle gøre, om de kunne gøre noget. Hånden der holdt om kvinden blev lettere hvid, kold, forfærdelig kold som Petrichors hud frys til is, og hendes negle, hendes forfrosne negle skær i Maris håndled.

Undskyld at jeg sådan kommer og ødelægger legen. Som hun hørte de ord, stoppede alt. Selv de dele af hendes som virkede til at være mere vand end hud stoppede i dets bevægelser. Den sorte mærkeløse uniform som sad så tæt den kunne om hendes krop, det gyldne ur kæmpede med at skifte hvad den vidste men fejlede kampen med et utal af klikkende forsøg som lyd i den stilhed der kort spredte sig mellem samlingen og den mørke uniform bærende 'dæmon' som så ofte blev mumlet i dette øjeblik. Den blå tonet kvinde bøjede hovedet og så over sin skuldre, så imod hvem der afbrudte hende, krævede hendes opmærksomhed. De gift gule øjne, og de sorte åre omkring dem stirret imod..hvad? Imod et menneske som var den eneste med lidt mod i forsamlingen. Begge fødder på jorden? Hun drejede sig om, og flaskerne der hang i hendes bælte kimede sammen. Pigebarnet blev i akt med Petrichors bevægelser revet mere væk fra havnekanten. Dog holdt vand dæmonen stadig fast i et jerngrab om hendes håndled, foden presset mere ned imod Pigebarnets tær.

Hun sniffet kort til luften og vippede hovedet frem og tilbage som hun beskuet manden.
"Og jeg har lært, folk gør hvad man siger når livet er på spil." Kæben blev bidt sammen som hun tydeligt beskuet den et armet mand som faktisk reageret, som faktisk vidste blot en del af mod. Petrichors gule øjne, dansede over samlingen af væsner før de faldt tilbage på den et armet mand som nu havde hånd på sit sværd.
"Så..det eneste der tør gøre noget..er en et armet, defekt magi løst menneske?" hun rystede hovedet, med et skuffet blik.
"Så hvad vil du? Stikke mig?"Hun fniste som hun rev pigebarnet ind i mellem dem, og endelig slap foden med hendes egen. Pigen var ved at falde flere gange under dette riv, og bidt sine tænder hårdt sammen for at  holde sine smerte fulde lyde ind, som Petrichor negl og hårde greb, fik dybere fat i hendes hud.
"Pas nu på tøsen." lyd det med en legesyn tone.
"Hjælp.." fik Maria presset ud mellem sine sammenklemte tænder.

Det var næsten svært at holde blikket på ham, at stirre på et nul at tomt magi var altid ubehageligt for elementer, nok et større problem end hende, og hvor tydeligt dette besvær var for andre at opdage vidste hun intet om. Det gjorde jo ondt at se på ham, og man havde jo ondt af ham, sådan næste, både arm og magi løs man blev jo ikke mere uheldig end ham. Det var langt nemmere at fokusere på det sværd i hans hånd, som han kom nærmere, og alle andre træk sig på afstand som de forventede en kamp for Marias liv.

Så hvad er din plan mandsling.Tænkte hun i håb om at kunne forudsige ham, men at tænke som en magi løs, sværdkæmper lå så langt fra hendes natur som noget kunne og det måtte hun indse som hun tydeligt fokuseret på sværdet. Manerer? Hun lo, som han nævnte den absurde ide,
"Jeg har skam manerer, overfor dem som har sat sig i ret til det." hun træk på smilet som hun så sværdet komme nærmere, og nærmere, hans blik var ikke vigtigt, hans fødder, alt blev lige meget som hendes forventninger blev lavere og lavere for denne mands egenskaber.
Netop derfor blev hun også overrasket som manden hævede sig hast, og nærmest kastede sig ind i hende, overrasket nok til at slippe Maria, intet skub, intet riv, Maria gled blot ud af hendes hånd, som Petrichor blev revet fra hende.

Maria faldt, i samme retning som Asbjørn og Petrichor, men knap så langt. Skuldren først i havne fronten og hovedet ud over, hun så de to, den kamp berørte mand og den blåtonet kvinde falde, sammen imod havnens hav. Hun så den store fisk, forsvinde nærmest flygte fra hvad Petrichor faldt i vandet.

Som manden og Petrichor hang i luften, faldende imod havet, snoet hun armen om ham og træk ham så tæt hun kunne hendes legesyge smil helt op til hans læber, og som det var sikkert at de ville ende i vandet begge hviskede hun. "Er halvt vand element." i en legesyg sadistisk tone, blikket søgte hans, et blik som kopiet de følelser som lå i hendes ord så nøjagtigt som noget kunne.

Plask!

Det første hun gjorde som vandet slugte dem, var at slippe ham og lade sin chakra forlade hende, lade den ligge sig i vandet omkring dem. Nærmest øjeblikkeligt faldt temperaturen i vandet, grad, for grad. Det var koldt før, men som små iskrystaller formede sig i det, var det langt koldere ned bare vinter koldt. Koldt nok til nordiske pirater ville søge fra det. De gulgrønne øjne nærmeste lyste i vandet, vandet som blev mørkere, og mørkere til en nærmest sort væske som hendes chakra overtog naturens egen energi. 
"Velkommen.." lyd det, men ikke fra hendes læber, nærmest som havet talte til ham.
"Så, modig de er..skal de belønnes med et kys?" og med de ord, begyndte en unaturlig storm at tage fat i den del af vandet som nu tilhørte hende, en strøm hvor vandet søgte til samme punkt, nemlig punktet lige under ham, ikke for at trække ham længere ned, men for at holde ham lige der. Halvvejs mod bunden, men langt nok nede til at lyse fra overfladen lige netop rørte ham i det sorte vand. Mon han med sin ene arm? Kunne bekæmpe magisk vand? ..mennesker og deres overmod. Selvfølgelig ikke, så derfor var strømen ikke ret voldsom, og de fleste kunne bekæmpe den, men alt og alle i vandet ville kunne mærke den magiske strøm.

Hun hang der, blot få centimeter under hvor strømen søgte hen med hendes lysende legesyge blik, og et stor selvglad smil. Armene spredt, som en elsker som ventede på at blive taget i ens armene.

At se håbet forsvinde som han hørte hendes ord var vidunderligt, at se ham ligge der i vandet, kæmpe for at komme op var endnu bedre, hun holdt sig stille i vandet, og blot tog synet til sig. Han reaktionerne til magien, til hendes ord, fik kun smilet til at vokse på hendes læber. Hvad mon den kære mandsling tænker?
Lyd hendes indre underholdt. Defekt, et armet, mandsling som valgte at gå i krig med havet selv? Som tanken gled forbi begyndte en latter at sprede igennem vandet som et ekko i en hule. Dog blev det hurtigt kedeligt at se ham kæmpe, selv om hun igen så håbet forsvinde i hans blik, døde dette hurtigt ud og med latternes forsvinding forsvandt strømmen som gang på gang rev ham imod bunden af havnen, og i nærmest samme øjeblik var det så vandet hjalp hende til hans side, og en hånd søgte hans kind.
"Hvad med et vædde mål..Du får luft, dit sværd, og en chance? En duel? Min lille defekte mandsling?" hun træk på smilet, som hun forsøgte nærmest at snog sig om ham, den anden hånd fri, pegede imod bunden af havnes vand.

Under dem, var det tydeligt hvad der var ved at ske under dem. Magien omkring dem var forsvundet og nu, på bunden kunne man se en bubble af luft, en kuppel nogle meter høj, og nogle meter i radius.
"Kom kom..." hun træk mere og mere på smilet som gjorde tegn på at ville bevæge sig derned, og som hun gjorde gjorde vandet det samme, så om det ønskede at gøre alt hun bad om og ønskede.
"Reglerne kan vi snakke om i luften!" smilet blev så stort de spise tænder kom frem. forbandet dæmon blod, kan jeg ikke bare drukne folk uden..at skulle lege så meget! brokkede hendes indre sig som hun ihvertfald i hånd med vandet at bevæge sig ned imod den luft bubble hendes evner havde skabt på bunden. Mon han frivilligt ville følge med? Tænkte hun som hun slap ham, snoget sig fra ham og hånden forlod ham. Selv de gift gulegrønne øjne gik imod luften under dem.

Det var ikke fordi det skulle være uretfærdigt, så selvfølgelig havde havet selv hjulpet sværdet til hans fødder. Lige som vandet hjalp, bar, og nusset sig om hvert af hendes træk, og alligevel som hun kom ind i boblen virkede hun næsten tør, så om havet selv ikke kunne finde modet til at holde hendes uniform våd, den mærkeløse, guld berørte sorte uniform og hatten som hun rettet på som hun blev nusset frem til kuplen. Hans smil overrasket hende mere end man skulle forvente og med et ryst på hovedet smilte hun tilbage.
"Jamen dog, en mandsling med charme." hun træk på smilet som det blev sagt og tog armene overhovedet og strækte sin ryg, sine skuldre og sin nakke.
"At lade dig drukne er så...kedelig en slutning." blikket pulseret som det blev sagt, og den sorte væske det tydeligt forlod hendes øjne under den blålige hud, virkede til kæmpe med at finde sit hjem i hendes krop det virkede fremmede.
"Mon ikke du kan underholde mig lidt mere end som så?" spurgte hun med en lille latter, og armene faldt og blev slået ud til siden.
Hun fumlede lidt med den ene flaske hun havde på ryggen og som hans ord nåede hende blev det trykket ud af sit..hylster og ført til læberne hvor proppen blev bidt af og spyttet til side og lagde sig så fint på havbunden.
"Mhmm..hvis du vinder lyder det ganske fornuftigt, hvis det er handlet du vil lave." igen fniste hun let og rystede hovedet.
"Og hvis jeg vinder? hvad vil den lille mandsling tilbyde? At blive min? Komme med mig 'hjem?" hun lagde vægt på det ord, så om der var mere i ordet hjem end bare en lille hyggeligt hus i en fin hyggelig blomsterberiget eng. Flasken blev vendt om og indholdet faldt, sort, kul sort væske som tog form mens de frys til, og ikke længe efter fandt flasken hendes ryg, sit hylster, sit hjem, og i stedet for en pøl af vand, stod der en ganske fin le skabt af kulstort is som let blev svunget over den ene skuldre.

Over dem bevæget sig en skygge som den sorte fisk begyndte at cirkle og kuplen, dens hale blev mødt af dens snyde som den slog cirklen om dem. Flere energi fulde grin eller hvad de ellers kunne kaldes lyd fra den legesyge fisk der ventede på sin herre, eller et bytte.
Petrichor stirret op og smilede som hun så ham.
"Oh pusling vi skal snart hjem, bare rolig." lyd det faktisk glad og stolt, nærmest kærligt.

Det var jo en sand fornøjelse at hun kunne tage blikket fra ham og han gjorde intet andet end høfligt at vente på hun så ned igen. Smilet forsvandt som han faldt tilbage i blikket og hans ord nåede hendes sind. Hvordan kan en mandsling, med en arm, og ingen chakra at mærke ikke forstå at han er forfærdelig underholdende når han virker så livlig, og tror at han faktisk har ret til at pege et sværd imod hende uden at..uden at hvad? Han holdt jo faktisk et sværd imod hende, og satte krav. Satte krav til hvad hun fik hvis hun vandt, satte krav til hvad hun kunne gøre.  De sorte åre omkring hendes øjne pulseret vredt som hun lyttede mere til hans ord.
"Fint." lyd det irreteret nærmest som et hvæs.
"Jeg sætter aldrig fødder på fast landet hvis det lykkes dem at få mig på knæ." hånden klemte om hendes le, som hun tog et halv skridt frem og bøjede sig let forover. Tænkt at han tror han har lov til at opføre sig sådan, og så endda stå med sværdet imod jorden og ikke hende.
"Mod..mod alt forventning?" hun lod hans ord bevæge sig rundt i hendes sind nogle gange og vippede hovedet frem og tilbage som han forsatte med at sætte krav til hvad prisen skulle være og så nægtede han endda hendes ord, at lade hende tage sig af ham.
"Pas på mandsling." mumlede hun igennem sine sammenbidte tænder og tog det første hele skridt nærmere ham og lod den anden hånd møde leen og fjernede den fra bag sin nakke til en mere klar position mellem dem.
"Her kunne jeg faktisk lig dig...sådan..man nu kan lig en defekt magiløs ødelagt ting." og lige som de ord endte tog hun ende et halvt skridt nærmere ham og lod leen svinge horisontalt bedt sving.
"Uh! Du kender din plads!" lyd det glædesfuldt som svar til hans høflige bemærkning om damerne først. Dog i samme øjeblik lod hun tydeligt chakra forlade dig og forme sig bag hende hvor en kugle af hav vand hang i skjul, og med en tydeligt forventning at et magi løst menneske aldrig ville fornemme magien bag hende.

Tiden gik langsomt i boblen under vandet. Ja, det var nærmest som hvis der var gået 10 måneder siden han var faldet i det iskolde vinterhav.

Hvis det lykkes Dem at få mig på knæ.
Så det var alligevel ikke helt umuligt at forhandle med en dæmon? Det var dog imponerende! Han var næsten stolt af sig selv, dog måtte han holde sig i skinder. Af flere årsager; ikke nok med at han fortsat ikke just var til at stole på, men han havde desuden ikke ligefrem tid til at danse og fejre en mulig overlevelse.

I stedet lod han blot et selvsikkert smil glide henover læberne. "Åh, jeg ønsker så vældigt at gøre et godt indtryk. Jeg driller jo bare lidt, det ligger i min natur." Hans øjne blev smalle; hver gang hun brugte ord som defekt eller ødelagt, mærkede han en spænding i brystet. En irritation og frustration, der langsomt boblede frem. Hun gjorde det uden tvivl med vilje - for at få ham til at lave fejl. Eller også... Måske var det blot sådan hun så ham? Dæmoner var trods alt anderledes end mennesker. Måske mente hun hvert ord; ikke for at tirre ham, men blot fordi hun var uvidende? Uanset hvad, så tvang byvagten sig selv til at skubbe hendes tirren væk.

I et hurtigt svuptag løftede han sit sværd foran sig i defensiv form, så han var klar til at parrere et angreb fra den lange is-le. Den kunne uden tvivl fjerne et ben eller hans arm. Han måtte være forsigtig. Han var nødt til at se hvordan hun ville slås, før han gjorde noget drastisk.

"Og nu snyder du naturligvis ikke, vel kære dæmon? Nu hvor vi så godt kan lide hinanden. Det ville jo være en skam..."


OOC: Hvis du ikke ønsker at fortsætte - hvilket er helt fint siden jeg har ladet dig vente SÅ længe!! - så sig endelig til. Så slutter vi bare! Men jeg er totalt game!

Der var mange der undervurderet den mentale del af en kamp, en ting der kostede alt for mange unge soldater livet. Overmodet og den manglende respekt for modstanderes moral, dette rum lavet under havet, var netop en stor del af den kamp. Overvands væsner ser denne verden, havbunden som fremmede, utryg og farlig, mange påstod endda at det føltes som tiden bevægede sig urimeligt langsomt hernede, og til dets var dette sandt. Mens på overfladen verden ændrede sig hele tiden var det stadig hejer, og kæmpe blæksprutter som styret og der skulle meget til før det ændrede sig, selv få minutter kunne føles som dage her for overvands væsner, en frygt hele hendes fængsel var bygget på, og i guderne hvor hun glædet sig til at få en ny gæst med hjem!
Hun træk på sit legesyge smil som han gav sit svar, i guderne sikke en mand, selv her på havets bund gjorde han ikke skyld på sig selv. Det var ikke mange der var så sjove at tirre, englen, den nyttet engle hun endelig havde lukket ud af sit bur til at starte med havde det samme spil i sine ord, I guderne hvor hun glædet sig til at flå hans selvtillid fra hinanden. Men alligevel var hun forsigtigt, det var svært at læse ham, svært at se ham, måske var hun for afhængig af sine magiske sanser og nu var der endelig en som havde den sammen mængde magiske kraft som en søagurk, hvis hun lukkede øjne var han væk, det vidste hun. Derfor forbliv de giftgule, snævre øjne på ham, holdt øje med hver en bevægelse.
”Din natur? Din natur?” hun bidt kæberne sammen som det blev sagt. ”At tirre, drille, og lokke sådan? I guderne man skulle næsten tro du havde lidt lyst dæmon i dig!” den lange, flækket tunge slikkede hende om læberne som lysten til at gøre noget, til at se om han endelig havde rødt blod blev for meget og på trods af sine hånefylde ord tog hun første skridt frem, bøjede sig forover og tog tre skridt i god hast frem imod manden og sendte leen i hans retning, Imod hans knæ. Han manglede en arm, et ben kunne han vel også leve med? Som hun bevæget sig blev de også synlige, de tre kugler af is koldt vand der hang lige bag ved hende, klar, ladet med Chakra til at flyve imod manden, men for nu, hang de bare der, faretruende i luften.


"Snyde? Hvordan! Har i lands væsner regler for kampens hede?" lyd det fra hende som leen kom i bevægelse. Der var regler for dueller, selv i mørket, men flere regler, flere ord, ville aldrig komme til hendes fordel. Det ærefulde, ville være at hakke sig egen arm af, men ære var ikke noget der fandtes i hendes indre.

 OOC: Jeg lukker denne tråd, af flere grund! Smid en PB og vi kan finde ud af noget måske, eller hvis de ønsker en forklaring.