Godt så, intet nyt under skyerne. 
Det var en arrogant tanke der sneg og krøb sig vej ind i Aldamar's hoved, da han med et indvendigt fnys kun følte sig bekræftet i egne tanker ud fra hvad hun sagde. Men han havde bedt om en uddybning, og en uddybning var så sandelig hvad han fik foræret. Men aldrig uden en form for pris, man ville være en tåbe, hvis man ikke regnede selv de små guldkorn, som noget der var uden en pris. 

Hvad fyrstinden kunne have tænkt om sin søn på grund af spørgsmålet, ville han nok aldrig vide - og det var fuldkommen udenfor hans kontrol at finde ud af. Men ganske rigtigt, så var der andre, og mere håndgribelige ting indenfor hans fingerspidsers rækkevidde, og en af dem var så sandelig hvordan de skulle tage den fra nu af. Nu hvor at det faldt på hans skuldre, konsekvenser og måske mangel deraf. Som om at det i sidste ende ikke ville gøre det, lige meget hvad. 
Han ville dog i sin egen arrogance, stadigvæk mene at der intet ærer var at tabe ved at konfrontere aktøren bagved det hele, at den ikke brød sammen, af at de reagerede. Han var måske ikke en folkets mand, den kære prins - han havde ikke samme føling (og ville heller ikke have det) med bøndere og borgeres stribadser, som han måske burde. Men han vidste at den generelle befolkning mening, ville forkaste dem for at føje Athelstan, kom det nogensinde ud at ægteskabet var brudt op på grund af det. Og dertil ville det næsten kun yderligere bekræfte den almene mands mistroiske tanker; at adelen lod de højbårne slippe afsted med for meget. 
Det var ikke en konflikt han ville tage idag, selvom det var bundet til at komme op i fremtiden. At lade stå til, var aldrig noget han i sin (ideologiske drøm) kunne se sig selv gøre, måske lige præcis fordi at han vidste, at det var en gentagelse af familiens historie. Tavs ære og stille sejre. Der måtte være andre muligheder, deres lille, politiske råderum til trods. 

Han havde altid været et barn af kontrol, og det var så sandelig ikke noget der var vokset fra ham i de seneste par år. Så Aldamar bukkede til sidst hovedet til, og for den ældre fyrstinde, noget der halvt om halvt var med til at skjule skuffelsen der gemte sig i det mørke blik. "Jeg hører hvad du siger" kom det lavmælt fra ham, og han tvang skuffelsen væk da han kiggede op igen. Jeg er bare ikke enig. "Lad os håbe at det løses bagved lukkede døre" håb var dog en luksus, var det ikke sådan man sagde? 
I sidste ende, skulle man dog ikke dømme manden på ordene. En stor del af det var ikke kun et testamente til 'rigtigt' og 'forkert', og selvom Aldamar nok aldrig ville indrømme det, var det for stort et tab - for ham - at miste Adena til det her. 
Han rømmede sig. "... du må snart komme forbi Dianthos, mor. At se byen og nyde palæets andre omgivelser, ville være.. tiltrængt?" sagt næsten forsigtigt, i forhold til tonen i hele samtalen op til nu. Hun arbejdede hele tiden, og selvom en rejse til hovedstaden næppe kunne siges at være en ferie, kunne det være en miljøforandring fra hende. Og på trods af gamle - og nye - konflikter, var der altid en del af ham som bekymrede sig for den stoiske kvinde.

Og med det faldt de sidste ting nogenlunde på plads. Fremtiden i sig selv, var stadigvæk ubehageligt... usikker. Det var svært at sige hvordan det hele ville udspille sig, men med en godt tilrettelagt plan, og den stædige stolthed der kendetegnede enhver adelig der ville have noget igennem, jah så skulle det nok ordne sig i sidste ende. Ikke? 

Den tid, den sorg. 
Nu hvor at emnet var blevet vendt imod Leonora selv, følte Arysprinsen et lille smil snige sig over det lyse ansigt. Et af de få, men et af dem der kom oftere og oftere, her den seneste tid. "Selvfølgelig. Det er efterhånden også noget tid siden sidst..." han havde været med da han var yngre, men der havde det mere været observation end reel samtale og relations dannelse. Som så meget andet, ville det sidste nok fylde mere og mere af den mørkhårede mands liv. 
"Jeg vil få tjenestefolkene til at gøre dit værelse klart, til når du ankommer" og sørge for at ingen uventede gæster var at finde, til det kommende fyrstindebesøg. Han ønskede som noget af det sidste, at hans mor skulle have fornøjelsen af at støde ind i Fabian igen. Eller omvendt for den sags skyld, ikke helt sikker på hvorvidt skøgen ville prøve at charmere sig ind på fyrstinden af Arys, eller helt havde givet op på det forsøg. 
Den mand gav sjældent op, vel og mærke. 

Hvide fingerspidser pressedes imod hinanden, og blikket blev et lille sekund fraværende. "Jeg sender et brev til Fyrsten af Erneyll, efter brylluppet" efter brylluppet, så hvad end der måtte komme af ondt blod, ikke ville påvirke selve fejringen. 

Da tågespejlet langsomt blev til et almindeligt spejl igen, var det at Aldamar med et lidt tungere suk fik pustet ud. Det var gået... okay. Ikke godt, ikke dårligt - men okay; og okay var helt fint en gang imellem. 

Man lærte trods alt så længe som man levede, og med en let belyst sti foran sig, følte han sig klar til at gå i den retning. Efter brylluppet. Fyrstesønnen vendte sig roligt omkring, blikket imod den vinkaraffel der gemte sig ved skrivebordet, og på vej efter et af krystalglassene for at fylde det op. Det skulle nok blive godt. 

Og det skulle nok gå godt, alt sammen.