Slavehandlen i dag havde været alt andet end lukrativt. Jovist havde den unge Jontar kigget på næsten alle slavesælgere med slaver, der var passende for adelslægten. Og der havde været nogle gode kandidater. En meget opdragen kvinde havde Jontar været tæt på at købe, men hun var godt oppe i årene. Over fyrre. Det var ikke ligefrem det mest sikre køb. Derfor var Jontar kommet hjem til Kazimi paladset uden en ny slave bag sig, ej heller var han en slave mindre. De købsdage var der også. De dage, hvor ingen krystaller skiftede hænder. Hverken til eller fra Jontars hænder.

"Morosa, gør venligst et bad klar til mig om en time eller halvanden. Indtil da har du fri." Ordren blev sagt venligt og nærmest ikke på en beordrende måde til halvdyret. Den hvidhåret kvinde bukkede blot taknemmeligt og forsvandt lydløst. Jontar kiggede kort på hendes bagside. Den halvpjuskede hale svajede modsat i takt med bagdelen. Han havde virkelig udvalgt en god slave allerede i en alder af ti. Et naturtalent nærmest.
Stående i et af de mange overdådige og store lokaler i paladset kiggede Jontar kort ned af sig selv. Skoene var en anelse beskidte fra turen på slavemarkedet. Normalt ville han have fået Morosa til at hente et par nye og give ham på, men nu havde han givet hende fri. Derfor var der kun to valg. Enten gå i beskidte sko eller gå i bare fødder - og han vidste udemærket godt, hvordan begge ting ville blive opfattet. Alligevel valgte han at trække af de beskidte sko og bare lade dem ligge i rummet. En slave eller anden af tjenestefolket ville finde dem og samle dem op. Gående i bare fødder vandrede den unge Kazimi videre ind i paladset. Kroppen var dækket til af en rubinrød kjortel, der var opdelt ved taljen af et slangeskinsbælte med guldbelagt metal rundt omkring. Og guldet stoppede ikke der. På den rubinrøde kjortel var guld syet ind i den flere steder og på den ene af de blottede underarme sad et bånd af skinnende guld rundt om. Og fingrene havde også en ring eller to på hver hånd. Kraven på kjortel gik en anelse op, men stropperne ved brystkassen var løsnet, så toppen af huden blev en anelse blottet. Det var bevidst, han havde valgt at trække badet ud til lidt senere. Han ville lige sunde sig efter turen, inden et behageligt bad med Morosas blidende hænder vaske ham ville ske. En hånd kørte igennem det mørke hår. Indenfor var der ikke det store skær af en anden farve i det. Lige nu var det bare mørkt, som det blev kørt en anelse bag ud. Han var en køn mand og det vidste Jontar udemærket godt. En køn fyrstesøn.

Dagen havde ikke været meget anderledes end så mange andre dage. Meena var som altid vågnet før, at morgensolens første orangerøde solstråle have sneget sig ind i og ramt den sovende prinsesse. Da solen endeligt havde sluppet horisonten, have Meena lige akkurat nået at blive færdig med den vanlige morgen yoga og løbetur, inden varmen begyndte at få sit tag i ørkenlandet. Efter et tiltrængt varmt bad var hun med hjælp fra sin personlige slave, ørkenelveren Kisra, blevet klædt på til dagen.
Valget var endt på et tredelt sort sæt med guldbrodringer. Sættet bestod af en kort simpel, sort top med tildækkede skuldre, der stoppede omkring nederste del af brystbenet. En langærmet tynd overjakke, givende illustrationen af hun i virkeligheden var iklædt en kjole, denne med guld broderinger over brystkassen, ærmer og den højhalsede krave, kantbånd i guld langs ærmekanter, i livet og langs bunden af ’skørtet’. Under bag hun sorte bukser med samme broderier og kantbånd til op over knæet. En frist duft af mynte og citrus dvælede omkring den petite kvindeskikkelse. Som sædvanligt var næsen prydet med en guldring og venstre lillefinger med en tynde guldring, mens en række andre smykker var blevet valgt ud for dagen – en tilpas mængde til at hun ikke virkede overpyntet. Det mørke hår trukket tilbage i en lavt sat hestehale.

Største delen af dagen var forløbet nøjagtig som så mange andre dage, uproblematisk og kedelig. Det havde været på vejen tilbage fra paladset dueslag, for tredje gang i håbet om et ganske særligt brev var kommet retur, hvor hun atter med vemod måtte gå tomhændet derfra, at hun var rendt på Darkhan. Allerede på afstand havde man kunnet fornemme den fremskudte underlæbe, der understregede hans utilfredshed. En utilfredshed der bundende i et sammenstød mellem den yngre og ældre Kazimi bror, at den yngste af brødrene altid smurte lidt ekstra på, var ikke ukendt for søsteren, men derfor betød det ikke at Jontar kunne se sig fri for en løftet pegefinger.
Med imponerende lange skridt for en af Meenas statur, der stadig formåede at virke rolige og elegante, nærmede hun sig den barfodet bror, efter at have fornemmet hans skikkelse gå forbi ude i periferien.
”Jontar…” kaldte hun med den normale melodiske, honning bløde stemme, så snart hun var ganske få meter bag ham.

Beklædning

Hele dagen havde ikke været brugt på slavemarkedet, ak nej. Jontar havde været i kort selskab med en af sine yngre brødre, Darkhan. Skønt Dain og Darkhan var tvillinger, var de alligevel forskellige nok til, at Jontar havde lidt anderledes forhold med dem. Hvor Dain var mere frisk, kunne Darkhan og Jontar nemt ende mod hinanden. Måske var brødrene for ens på visse punkter, der gjorde uenigheden større i mellem dem. Og takket været hans alder og størrelse gjorde Jontar sig ikke sky for at være måske lidt hård mod sin lillebror. Hvilken storebror ville han være, hvis ikke han var bare en anelse drillende mod sine yngre brødre og søstre?

Duften mynte og citrus ramte næsten hans næsebor, før hendes stemme havde trængt ind igennem ørerne på fyrstesønnen. Straks stoppede Jontar op for at vende sig rundt. Uden overraskelse stod han ansigt til ansigt med sin lillesøster, Meena. Med et par meters afstand kiggede han ned på hende. Det var endda lavere end med de unge tvillingedrenge, der var seks år yngre end Meena foran ham.
"Kære lillesøster, hej. Hvad bringer dig til mig, Meena?" Med den ene hånd i siden kunne Jontar ikke lade være med at lade det rolige smil falde på læberne. Han kiggede kort ned af sig selv. Beklædningen var endnu fin. Det var blot fødderne, der var nøgne og alt andet end fyrstelige, men så var det heldigt, at det var Meena og ikke fyrsten selv, der mødte ham lige nu. Normalt havde de to ældre søskende ikke noget som sådan mod hinanden. De var relativ enige omkring en del, men deres forhold til visse af søskende var forskellig og skulle månerne og guderne placere sig korrekt, kunne de to nemt komme op og toppes. Var i dag en af de dage, hvor guderne havde manipuleret månerne til at lægge op til splid? Eller var guderne gunstig anlagt til dem?

Grundene kunne være mange for pseudotvillingen at opsøge den et år ældre bror. Sjældent var det med en direkte fjendtlighed overfor ham, men en strengt løftet pegefinger som lille søsteren gerne stak helt op under næsen på ham eller lod insisterende prikke mod den hårde brystkasse, havde hun aldrig været bleg for at tage i brug. Denne gang lod ingen hånd løfte sig højre end hendes egen brystkasse.
Med krydsede arme foran sig standsede Meena op og først her lod det utilfredse spille i de mørke øjne ”Hvad har du sagt til Darkhan? Han siger du har været efter ham, igen.” stemmen tog en hård kant, tangerende mod klandrende, men også kun lige på grænsen. Meena bedste trods alt om nogen, at den yngre bror havde en forkærlighed for at overdramatisere og pyntede hellere end gerne på sandheden, for at sætte tingene lidt på spidsen. Hvorfor hun gik mere roligt til Jontar og gav ham uligheden for at forklare sig, inden han blev mødt af torden og lynild.
Noget virkede dog ikke som det skulle være ved storebroren. Langsomt begyndte blikket at vandre, væk fra ansigtet og ned over den høje mandeskikkelse, før det landede på de nøgne fødder. Overrasket og forundret løftede begge øjenbryn sig mod loftet over dem ”… Skal jeg til at blive bekymret for din mentale tilstand, Jontar?” den skarpe kant var som forsvundet som dug for solen, og i stedet byttet ud med en oprigtig bekymret tone. Han plejede at have noget mere orden på sig selv, end at rende på bare fødder udenfor egne gemakker.

At det skulle omhandle en af de yngre tvillingebrødre burde Jontar have regnet ud. Meena havde en tendens til at pylre mere om Darkhan end nogen anden af de yngre søskende. Meget vel var de begge storesøskende til den samme søskendeflok, men deres tilgang til at være en storebror og storesøster var forskellig. Jontar var mere typen, der ville være den klassiske storebror. I ny og næ ville han være efter de yngre Kazimi'er for sjovs skyld, imens andre gange kunne han tage disse med og snakke til dem som en fornuftig bror. Men at have forældrelignende træk lå ikke i hans kort. Det var Meenas spillehånd.
"Han overdriver, men jo, jeg snakkede kort med ham, inden jeg tog på slavemarkedet. Intet voldsomt. Det er ikke min skyld, ikke alle af vores søskende kan håndtere lidt broderlig kærlighed."  sagde Jontar endnu med et smil på læberne. Meena vidste godt, hvad Jontars broderlig kærlighed indebar. Lidt komiske bemærkninger uden den største mening i dem, men endnu stadig rettet mod de yngre søskende. Måske lidt svage puf, der ikke engang kunne få en enbenet fugl til at vælte.
Jontar fulgte sin søsters blik mod de nøgne fødder. Når, ja. De var blevet taget af i et af de tidligere rum på grund af beskidthed. Alligevel kunne den unge fyrstesøn ikke lade være med at grine et halvt sekund over sin søsters bekymring. "Kære Meena, hav lidt tiltro til mig. Jeg tog mine sko af, fordi de var blevet beskidte ved slavehandlen og frem for at give mere arbejde til andre, valgte jeg at efterlade dem der," Hovedet vippede bagud for at signalere til, hvor de beskidte sko lige nu befandt sig. Jontars tone i stemmen lød nærmest, som om de mange slaver og tjenestefolket skulle takke ham for sin gavmilde adfærd. Han havde ofret sin status for en kort stund og sine sko for at minimere deres rengøring. Hendes bekymrende tone var nu alligevel lidt hyggelig. Det var ikke kun de yngre søskende, der mærkede hendes moderlig bekymring. De nøgne fødder løftede sig og bevægede helt hen til lillesøsteren, der ikke var meget yngre end Jontar. Det minimale sved, der var på fodbundene, gjorde endnu, at der opstod en svag skvulpende lyd for hvert skridt. Ikke højt, bare nok til at vise, der ikke var sko på. En arm fandt vej rundt om søsterens skulder. "Du bekymrer dig for meget om dine brødre. Vi skal nok overleve. Vi er ikke lavet af glas. Vi er jo endnu Kazimi'er, for gudernes skyld."

Den ene arm løsnede sig fra korslægningen. Med albuen hvilende mod hånden, hvis arm endnu lå hen over brystbenet, viftede Meena lettere affejende for den ældre brors ord. Det var ikke fordi hun ikke lyttede efter hans forklaring ”Jo, men kunne du ikke… Være lidt mere mild ved ham, mere ikke så prikkende storebror?” spurgte hun med et mere opblødt ansigtsudtryk, end hvad hun var gået til ham med. Begge arme faldt omtrent lige så tungt langs hendes sidder, som sukket der fulgte ”Bare for en stund, jeg ved godt han har det med at overdramatiserer, det ved vi alle, men han har det lidt svært lige for tiden.” forsøgte hun at forklare sig, uden at komme nærmere ind på, hvad Darkhan havde været udsat for. Det var trods alt ikke hendes at fortælle, selvom hun pressede på for at få ham til at fortælle deres fader det.
Måden hvor på Jontar gjorde et kast bagud med hovedet og tonen ordene blev sagt i, kunne ikke helt undgå at få søsterens læber til at kruses i et mindre smil ”Ah, så du er i det gavmilde hjørne i dag?” spurgte hun tilbage med et drillende glimt i de brune øjne. Meena kunne ikke mindes at han nogensinde havde været uretfærdig eller på anden vis hård i sin behandling mod familiens slaver og tjenestefolk, når det ikke havde været berettiget. Derfor var det heller ikke så underligt, at prinsen skænkede dem en venlig tanke om at lette bare lidt på deres arbejdsbyrde ”Så gavmild at du måske endda har givet Morosas fri for dagen, siden hun ikke har bragt dig rene sko?” et lidt overfladisk blik blev kastet rundt i gangen, som søgte hun halvdyrets skikkelse.
Svuppende fødder nærmede sig. Inden Meena fik rettet blikket tilbage mod deres ejermand, fandt hun sig selv trukket ind i siden af den hårde brystkasse, gemt under det rubinrøde skjul, til hun stod med modsatte skulder end den som armen lå omkring. ”Jeg vil bekymre mig om jer alle, indtil den dag jeg ligger halv anden meter under jordens overflade.” svarede hun og placerede en ikke alt for skarp albue i siden og sendte et smil mod ham.

Endelig slappede den ikke meget yngre søster af. Først var det den ene arm fra krydslægningen, der bevægede sig, og efter de første ord kom den anden med. Som respons nikkede Jontar blot, dog ikke den mest stolende. Dain kunne klare de lettere prikkende kommentar og den klassiske storebror i Jontar, omend den ene af tvillingerne blev mopset, hvis man kaldte ham sød eller noget i den dur - og det sørgede fyrstesønnen da også at gøre. Skulle han nu lave forskelsbehandling og så mellem et tvillingepar? Det virkede underligt, men alligevel kunne han ikke lade være med at løfte det ene bryn til Meenas ord. "Hvis jeg vidste, hvorfor han har det svært, kan jeg være mere tilbøjelig til at være blidere. Mere forstående for hele situation, kære søster." Lidt manipulerende havde adelige vel lov at være? Dog var der ingen tegn på den magiske evne i ordene. Det var en principsag af Jontars. Ingen overtalelse og slet ingen livsdræning mod familien, medmindre det var moderen, der kom tilbage. Hun fortjente det som den eneste i familien.
Gavmild mod slaverne var Jontar, når de fortjente det og kun der. Ingen grund at lade dem gå nemmere til, hvis ikke dette var fortjent. Morosa, hun fortjente det, hvilket også var grunden til, hun havde fået relativ lang tid til at gøre et bad klar. Det tog næppe en time til halvanden, men Jontar lod hende få en puster. "Fri, nej. Hun gør et bad klar til mig om nogen tid. Jeg er jo intet pattebarn. Jeg kan klare mig selv, søster," prikkede Jontar med sit skæve smil. Omend de havde slaver, gjorde det ikke Kazimi'er hjælpeløse. I hvert fald ikke Jontar. Som albuen kom blidt i siden på ham, bøjede Jontar lidt til siden som respons, men smilet forblev på læberne og hånden om Meenas skulder forblev. "Forhåbentlig går der lang tid, før du ender der og mon ikke jeg ender før dig, så jeg ikke skal høre på din gråd om at miste din yndlings bror, søster?" Selvfølgelig kunne det være et sart samtaleemne. Især med forbandelsen hængende over slægten. Dog påvirkede den ingen af de to, hvorfor Jontar ikke følte dårlig smagen i munden ved kommentaren. Den var mest i humor, hvilket også kunne ses på smilet, der blev sendt tilbage ned til hende.

Tungespidsen gled ud mellem de mørke læber, hvor den bevægede sig frugtende hen over. Man kunne næsten være tilbøjelig til at tro hun have tænkt sig faktisk at svare ham, men bare lige først skulle kalkuleret risikoen først og afgøre om den var værd at tage. ”Hvis du virkelig tror jeg lader mig overtale så let, til at sladre om vores lille bror, så ville jeg mistænke at varmen er steget dig til hovedet, kære broder.” de mørke øjne blev skarpe i blikket. Længe nok til at det umuligt kunne gå Jontar forbi, men samtidigt kort nok til at understøtte der ingen nag blev båret for forsøget.
”Hvis jeg fortalte hvad der gik ham på, så ville han aldrig nogensinde betro sig til mig igen. Du må bare stole på mig, når jeg beder dig som din søster at være mild ved ham… Om ikke andet for en periode? Hvornår har jeg nogensinde løget for dig, når det gælder mere personlige anliggender?” spurgte hun, med en slående ro og alvor i stemmen. Løgne var ikke umulige at opsnappe fra prinsessens læber, mange steder kunne den slags være afgørende og endnu bedre hvis hun versioner af sandheden blev brugt til egen vinding, men aldrig nogensinde havde Meena løjet når det kom til de yngre søskende og deres ve og vel.
Hun ville derfor heller aldrig bede Jontar så stålfast som nu, om at forskelsbehandle tvillingerne, hvis ikke hun var sikker på det ville være til Darkhans bedste.

Smilet blev ingen gang forsøgt skjult da broen påpegede han intet pattebarn var ”Naturligvis kan du det, Jontar. Du er jo en stor, stærk og voksen mand.” prikkede hun tilbage, men ikke fordi hun ikke købte hans selvstændighed. Denne havde de begge rigeligt af, det viste sig bare på forskellige måder. Hendes til tider mere skjult.
”Tro ikke du slipper så let af med mig, hvis du vælger at takke af for tidligt. Næh nej, du kommer til at høre min gråd helt ind i efterlivet, hos Kile.” svarede hun lattermildt tilbage ”Desuden så har du slet ikke tid til at falde død om, der mangler både en kone og mindst 7 børn af dine.” 

Selvfølgelig lod Meena sig ikke blive overtalt så let. Alligevel gav Jontar ikke nok op så let. Selvfølgelig lod han sin søster tale ud omkring lillebroren, før han svarede igen med en rolig og broderlig tone og smil på læberne. "Men vil han nogensinde vide, hvis du fortalte det? Jeg kan holde på en hemmelighed, det ved du, søster. For det er nemmere at behandle ham bedre, når jeg kender hans situation. Jeg kan ikke bare gøre forskel på Darkhan og Dain. De er tvillinger. Dét vil være forkert," Jontar kunne ikke lade være med at lege lidt mod sin søster omkring dette. Darkhan var ikke i nærheden. Ingen af de yngre søskende var. Det var bare Jontar og Meena. De kunne snakke frit omkring de yngre søskende så meget, de ønskede. Jontar kunne i hvert fald fortælle lidt om Dain, hvis søsteren ønskede denne viden. "Og selvfølgelig har du aldrig løjet for mig. Men jeg vil hellere høre sandheden frem for at stole blindt. Det må du forstå, søster."

"Kone og syv børn? Så må jeg vist hellere komme igang," klukkede Jontar legende og alt andet end seriøst. Han var altid andet end gifteklar lige nu. Eller jo, han var gifteklar. Det var Jontar, der ikke ønskede at blive gift lige nu. Han var fri som den, han var. "Tæller bastarder? Hvis nu diverse tjenestefolk og andre pludselig bliver tykke med mine børn, søster?" Det var en tydelig reference til deres mange falske halvsøskende rundt omkring i byen efter farens mange stunder med alle mulige kvinder, der ikke var hans kone. Det var ikke kun deres yngre brødre, Meena og Jontar kunne snakke om som bror og søster. De kunne snakke om alt. Både det anstændige, men selvfølgelig også det uanstændige. 

Ingen af Kazimi børnene var kendt for at give op så let. Stædighed flød mindst lige så tykt i deres årer som stolthed. Det var derfor ikke overraskende, når Jontar ikke bare købte sin søsters ord og lod sig feje af så let. Men det betød ikke at en prinsesse ikke kunne have lov til at drømme? Selvom den fregnede ørkenløve gerne tog kampen op med pseudotvillingen.
Det var da også to ganske valide pointer som prinsen kom med. Så vidt Meena var bekendt med hvad han aldrig rent videre med den sladder, som hun havde delt med ham siden de var ganske små. Han kunne naturligvis bare have været ualmindelig dygtig til at skjule det, men turde han virkelig tage chancen? Nok var de søskende og Meena ikke kendt for udadtil at vise det buldrende Kazimi-temperament. Langt de fleste af de nærmeste familiemedlemmer var bekendte med det eksisterede, men også at hun gerne ventede længe på den rette hævn. En hævn der sjældent var blid. Brudt tillid ville derfor på ingen måde falde i god jord hos hende.
”De er måske nok tvillinger, men de er stadig deres egene personer, broder.” mindede hun om, mens det ene øjenbryn hævede sig i en skarp mine, blødt op af trækningerne i mundvigene ”Jeg ved du ville kunne holde på den, men du ved også at skulle det komme ud, så vil han aldrig stole på mig nogensinde.” Guderne ville vide, at Darkhan var den af fyrstens ægte børn, som bar mest nag.
”Det eneste jeg kan fortælle dig, er at han aldrig skulle have rejst med mig til Medanien. Han skulle være blevet hjemme. Lige nu har han bare brug for tid og den må vi give ham, uagtet om årsagen bag er kendt. – Det skylder vi ham som familie.” med de ord gjorde Meena det klart, denne samtale var ikke længere op for en tovejs diskussion.

Meena lod blikket glide ned over hans højere skikkelse med et bedømmende blik, lidt ligesom man ville tage en ny hest eller slave i nærmere øjesyn, inden hun med en ret så overbevisende påtaget mine sagde ”Ja, du bliver jo ikke ligefrem yngre, Jontar…” øjnene løftede sig tilbage op mod hans ansigt. Inden han kunne nå at komme med indskydende ord, slap hælende det polerede gulv, da søsteren stillede sig en anelse på tå og i en hurtig bevægelse trak et mørkt hår ud på ham med de drillende ord ”Hvad er nu det, er du ved at blive gråhåret, kære broder?”.
Med hovedet skrånet, lød en svag hmm-lyd ”Ja og nej. Til arvinger, så må det blive et nej.” det var ikke fordi hun havde et problem med bastard børn, så længe de var alle andres, men den unge brunette skelende hårdt med hvilken ret der tilfaldt urent og rent blod.

Kazimi'er var kendte for at kæmpe og dermed kæmpede de bravt med hinanden. Hvis den ene Kazimi ønskede noget, den anden havde, ja, så var det tid til en kamp, omend den var mere verbal end fysisk. Derfor var de næsten jævnaldrende søskende da også mod hinanden, skønt deres ansigter næppe skreg kamp. De var rolige. Det var deres ord, der ønskede hver deres ting. 
"Vi ved jo, at du er Darkhans favorit blandt os ældre. Vil han mere tro på, jeg pressede det ud af dig, end du fortalte det videre, søster?" De kunne ikke alle være lige så tætte. Tvillingebrødrene var tydeligt tætte netop på grund af dette. Det samme gjaldt Meena og Jontar. Han havde jo knap nok været ude af deres mors krop, før deres far havde skudt søsteren op. Fordi prinsen ikke var typen, der følte sig ulækker over at tænke på sin fars præstation i sengen, kunne Jontar ikke lade være med at tænke, at han havde været i samme rum, som søsteren var blevet undfanget. Sovende i en krybbe i den anden ende af fyrstens soveværelse eller liggende i naboværelset. Heldigvis havde fyrstesønnen ikke en fotografisk hukommelse, så han var ikke sikker. "Så du siger, det er din skyld, jeg skal være blid mod ham? Meena, min søster. Du gør det ikke nemt for dig selv. Jeg vil jo kun høre mere nu, når du er involveret."

Meena stoppede halvt op for at kigge op over Jontars øjne. Uden at spørge om lov tog hun fat i et af brorens hår og rev til. Rynker bredte sig i mellem øjenbrynene, dog uden at sige noget. De limegrønne øjne kiggede på det tydelige mørke og ikke grå hår. "Du burde tjekke dine øjne. Jeg er lige så gråhåret, som vores far er klar til at overgive fyrstetitlen til Reier-slægten."
"Kender du så ikke nogle søde adelige tøser, du gerne vil have nevøer og niecer af? Fader vil uden tvivl prøve at sætte mig sammen med nogen. På dén front stoler jeg desværre mere på dig end ham," Og dét var den ærlige sandhed. Fyrsten tænkte mere udelukkende på familiens position, hvor Meena måske kunne have hjertet mere med. Tænke, hvem og hvad Jontar havde brug for personligt og ikke, hvad Kazimi havde brug for. Prinsen ønskede ikke at være et middel for at forstærke slægtens forbindelser. "Glemmer du Kareem? Sidst jeg tjekkede, var han arving og ikke mig og mine ufødte børn."

”Du ved lige så godt som jeg, at Darkhan ikke altid er særlig rationel i sine tanker og slet ikke sine følelser. Ved alle Guder, Jontar, han er knapt nok en ung mand og du forventer han kan se logik over følelser?” lød svaret mens øjnene, slet skjult, himmelvendte sig for storebroren.
Det var jo ikke fordi at Meena ikke kunne se fornuften i, at Jontar kendte til mørkelveren, der havde været dumdristig nok til at lægge hånd på tvillingen. Fornuft stemmede bare ikke altid overens med virkelighedens konsekvenser. Nok var hun den der stod Darkhan nærmest af alle hans søskende, men et brud på hans tillid kunne betyde en længerevarende udefrysning. Noget der normalt ikke betød alverdens, for han skulle nok tø op på et tidspunkt, men med udsigten til besøg fra Medanien og en potentiel forlovelse i nærmeste fremtid, så ønskede Meena ikke mere brænde på det bål.
”Så du siger, det er din skyld,(…)”
Ordene var som en tarvelig kold spandvand. Hånden væk fra broren knyttede sig hårdt sammen, så neglene pressede ind mod håndfladen i de fire hvide halvmåner, inden den åbnede sig på ny.
”Jontar…” stemmen var rolig, uden præg af den pludseligt opblussende vrede, der drog næring fra selvbebrejdelsen. Men det ville næppe gå ham forbi af den grund. For hvor langt de fleste ville se forbi de få, knapt synlige, tegn op skiftet, så vidste Jontar som de fleste andre nære familiemedlemmer bedre end de fleste, hvad der skulle ses efter.

Håret dalede mod gulvet da det blev sluppet igen ”Det fejler så absolut intet, min kære broder. Jeg ville aldrig plukke et gråt hår fra dit hoved, ved du ikke at det bare giver fem nye, mindst?” det var en skrøne og det vidste hun godt, men det forhindrede hende ikke i at drille forsat.
Det spøgefulde udtryk blev dog skiftet ud med et mere alvorligt, eftertænksomt et af sin slags. Alt mens hun mentalt løb over de forskellige højbårne ugifte døtre ”Arya, men jeg tror vores fader vil få en kardinal blødning, før han lader en Arys gifte sig ind i familien.” svarede hun endeligt. Det var ingen hemmelighed at de to prinsesser var tætte, et umage venskab ville mange nok mene, og den fregne fyldte prinsesse havde da derfor også en gang haft et håb om at kunne kalde bedsteveninden for svigerinde "Desuden, så bliver det noget rod med trolovelser mellem førsteleds fætre og kusiner." tilføjede hun med et smil, inden han kunne nå at kommentere på forslaget om Arys prinsessen.

”Glemme min egen bror? Beklager, men demens er altså ikke nået til mig endnu.” lo hun ud i en kort, men oprigtig latter, der gled over i en hovedrysten ”Sidst jeg tjekkede, så er du den næste i arverækken, hvis Kareem skulle…” ordene ebbede ud, stod udsagte men stadig fuld af betydning. Forbandelsen havde allerede afkrævet to børn, to arvinger og selvom Kareem lige nu lod til at håndtere dens pinsler, så var intet sikkert.

"Måske det er på tide, han bliver mere rationel end ladet sig styre af sine barnlige følelser. Et slag fra virkeligheden ville gøre dette for en ung mand som ham." fortalte Jontar roligt. Det var ikke nemt ikke at sammenligne tvillingerne med hinanden. Hvor Dain nærmest var fremad i sine sko og virkede mere ivrig for at finde en kvinde at ægte sig med end Jontar, var Darkhan ikke sådan. Og især de yngre børn havde det nemmere. De følte, de havde mere tid og plads til at være børn. Havde det ikke været Jontar og Meenas led, der skulle være fyrstebørn som det første, før de var normale børn? 
Hendes rolige udtale af hans navn bar tydelig præg af følelser. Der var intet direkte at høre i stemmen, men tyve år i samme hus havde givet prinsen evnen til at læse sin søster bedre end bibliotekets bøger. "Kan du ikke bare fortælle lidt? Ikke nok til at fortælle historien, men nok for din kære storebror at proppe brikkerne sammen. Det vil gavne flere af dine brødre, kære Meena." Man kunne ikke være en mandlig Kazimi, hvis ikke man nød at udvise sin magt, nød at lege manipulator og elskede situationer som disse. Og Jontar var ingen undtagelse.

"Arya, siger du? Vi kan altid se, om fader vil skide krystaller, hvis jeg fortæller ham, jeg agter at ægte hende," smågrinede Jontar. Det ville ikke være ude af hans karakter, hvis han gjorde handlinger, der ikke lå i den bedste jord på fyrsten. Især, når det kom til ægtefæller. Hvorfor var der stres på? "Vores slægts historie har mere rod end førsteleds fætre og kusiner, kære Meena." Der var fortid med søskende ægteskab eller halvsøskende - for at holde det i familien. Heldigvis var denne tid ovre, men kusiner og fætre var endnu ikke komplet ude af billedet. Bare mere et fravalg, hvis man havde luksusen til dette.

Søsterens grin ebbede hurtigt ud. Straks strammede Jontar sin greb om hendes skulder, som for at trække hende ud af sine tanker, inden hun lod sig tænke sætningen færdig. "Kareem er stærk. Der skal meget tid. Jeg agter ikke at blive arving. Kareem klarer det, Meena," Meget vel kunne Jontar virke som en følelsesløs prins, men det kunne høres i hans stemme, at han også bar mærke af forbandelsen, der havde påvirket familien groft. Kvinden, der ikke var deres moder, havde gjort dette mod dem. Mod sin egen såkaldte familie. Hvordan kunne hun? Flere af hendes børn var blevet hendes ofre og det ville ingen ende tage. Hvorfor? "Men hvis jeg bliver arving, vil min første dagsorden være at høre, hvad du og Darkhan gemmer, kære søster. Ingen hemmeligheder for den kommende fyrste jo."

Meget kunne man sige om den unge Kazimiprins, men at påstå han ikke var vedholden var ikke en af dem. Jontar insisterede forsat på at lokke svar ud af søsteren, selvom hun havde gjort det ganske tydeligt det var en tabt sag på forhånd. Jo mere han pressede på, desto mere utrættelig blev Meenas stædighed, der i stedet lod til at stramme mere til som en kinesisk fingerfælde. I stedet var alt hans ord mødte en hånd der viftede afværgende mellem dem. Ville prinsen vide hvad der var hændt, måtte han gå direkte til kilden, Darkhan.

De mørke øjne klemte sig sammen til smalle sprækker i det fregnede ansigt. Enten misforstod den ældre bror hende eller også valgte han bevidst kun at lytte til vise dele af hendes ord, da det ikke lod til han helt havde forstået at søsteren ikke ønskede veninden gift med ham. Nok elskede Meena Jontar højt, som kun en søster kunne elske en bror og han ville da måske også blive en god ægtefælde, men bare ikke for den blonde Arys datter.
Øjnene tog deres vanlige facon igen med et lille hoved ryst ”Og derfor er det endnu vigtigere ikke at Arya og mine børn ikke skal være fætre og kusiner. Hvad nytter det, hvis vi forpurrer vores egen slægt inde fra, når der allerede står så mange der ude klar til at se vores familie lide skade? Du må se efter andre end Arya, for vores børn er allerede lovet til hinanden.” eftertænksomt trak munden sig mod den ene mundvig, før hun med et klik af tungen åbnede munden på ny ”Men,” startede hun og foldede armene bagom ryggen, med håndleddene hvilende mod lænden ”Der er en masse andre ugifte adelsfrøkener derude, som bare venter på et godt parti. Den yngste af Isenwald fyrstindens døtre er endnu ikke lovet væk. Familien de Richelieu, de Pompadour, Alryss, Margera og Reier har også en adelsfrøken eller to som kunne udgøre en god kone.” mulighederne var mange, det svære var at finde en der kunne være et fordelagtigt parti for familien og ikke bare Jontar selv.

”Ved alle lysets Guder, Jontar… Du er uforbederlig…” sukkede hun tungt ud med himmelvendte øjne, da han alligevel formåede at bringe hele sagen med Darkhan op på ny. Han var snu og forsøget måtte hun da også smile af ”Jeg fortæller dig det stadig ikke, om så du lagde dig på knæ for at tigge svaret ud af mig. Mine læber er lukkede med syv segl.” noget stolthed tog dog form i hendes blik, da øjnene søgte op mod hans. Stolt over den stædighed han udviste også selvom den kunne være trættende.
Læberne krøllede sig i et drillende smil før hun atter afviste ham ”Du ville slet ikke have tid til at hører om hemmeligheder som fyrste, køre broder. Du ville have alt for travlt med at drikke vin i bløde silkepudder og have folk til at hviske dig ind i øret hele dagen.”.

Tydeligt var det, at Meena ikke kunne tage en vittighed fra sin bror, hvorfor han ikke kunne andet end at smile med småblottede tænder af hendes reaktion. Meget vel var ægteskaber med familier så tæt som kusiner og fætre, var dette ikke Jontars ønske. At have sin egen søster som svigermoder til hans egne børn var ikke højest på Jontars ønskeseddel. Faktisk var den der ikke engang.
"Du lyder som fader nu. Snakker om slægter og individer, jeg burde gå ned på knæ for," sagde Jontar henkastet med himmelvendte øjne. Det var ingen hemmelighed, at fyrsten ønskede sine ældste afkom giftet væk. Og Jontar var som så mange gange, han tidligere havde været, været på tværs. Han hyggede sig med diverse kvinder som en rigtig Kazimi-mand, men han havde ingen kommende kone. Ej heller havde han ledt efter en. Dog vidste han, at der snart var en opsang fra faderen at se frem til. Med diverse baller over dem i den nærmeste fremtid, ville en samtale med sin fader om netop det at finde en passende kone være tæt på perfekt. "Har du ingen veninder, du gerne vil have som svigerinde? Til dét er jeg åben for forslag, kære søster." Atter var den arrogante og drillende stemme tilbage. Men det ville sikkert være et plaster på såret. Hvis Meena vidste, hun ikke skulle være i stridigheder med en svigerinde, for der ville komme en. Det vidste alle, Jontar inkluderet. Han kunne ikke gå rundt som en bejler resten af sit liv. Kazimi'er skulle ægtes, det var der ingen diskussion om - selvom Jontar meget nemt skulle tage den diskussion op. 

"Hvad skal jeg sige? Hvorfor ændrer på noget, der er så godt som det her?" Man var jo ikke fyrstesøn for ingenting. Selvtillidheden havde aldrig fejlet noget i Jontars tilfælde. Han vidste, hvor flot han var. Hvor klog han var. Hvor snedig han var. Hvor god til sit erhverv han var. "Den gang, jeg kommer på knæ for dig, skal være, fordi du har forgiftet mig og du er den eneste med kuren. Ellers vil jeg aldrig gå lavere end dig, kære søster." Dog var der et tydeligt grin efter dette. Det var endnu en vittighed. Drilleri mellem søskende.
"Hvis jeg blev fyrste, ville jeg sgu nyde mit liv mere, end jeg allerede gør," Måske Jontar ville få sig afsat, for at være fyrsten var ikke prinsens drømme. Det vidste han og Meena burde også. "Vil hellere have en kvindes tunge i mit øre end en gammel mands hvisken." Det kække smil, tone og blik var tilbage. Igen, han var en Kazimi og fyrstens søn. Var man ikke lidt slesk som mand, var man ikke en rigtig Kazimi-mand.

Selvom sandsynligheden for at de to fyrstefamilier skulle forenes i denne generation var uhyre lille, så var der altid en minimal risiko for at det faktisk ville kunne lade sig gøre. I sidste ende handlede det jo om alliancer familierne i mellem, hvad der kunne tilbydes så de kunne stå stærkere sammen. Hvilket var den overvejende årsag, hvorfor Meena fandt det så relevant at gøre det klart, hvor dårlig en ide hun mente det var at Jontar skulle vende de grønne øjne mod den blonde Arys prinsesse. Det til trods for hun godt havde opfanget ordene mest havde været prikkende drillerier fra hendes brors side af.
”Hvilket held siden, at jeg er hans datter.” kommenterede hun tilbage med en prikkende finger placeret i siden på ham, som svar på de himmelvendte øjne ”Men fader har nu oftest ret indenfor det felt, så lad ham ikke snakke for døve øre, Jontar.” pointerede hun dernæst lidt mere alvorligt, men ikke mere alvorligt end smilet forblev på hendes læber.
Tankefuldt vendte hun blikket ned langs den lange glatpolerede gang. Med underlæben trykket ind mellem tænderne, lød der et lavt hmm, mens hun tog til overvejelse om der faktisk var en veninde, der ville være værd at have som svigerinde ”Hun er ikke rigtig min veninde, men hvad med Malika’s bedste veninde Thalia af Isenwald? Hun skulle være godheden selv og hun er datter ad Isenwald fyrstinden?” forslog hun endelig.

”Forgifte dig, må jeg da være fri? Jeg ville aldrig vælge så kliché og åbenlys en dødsårsag. Jeg ville da få det til at ligne du var omkommet I en ulykke, et hændeligt uheld.” naturligvis havde hun ingen planer om at tage livet af ham, ligegyldigt hvor træt prinsessen kunne blive af særligt sine brødre, så var de kød og blod og dét var stærkere end et hver kort livet had. Ordene skulle derfor ikke tages alvorligt, som havde de været sagt til en hver anden hvor familiebåndet ikke bandt dem sammen.
”Naturligvis vil du det, hvem vil ikke hellere det, mhm?” lo hun mildt, med visheden om at han ikke kunne vide, hvor sandfærdige de ord var… At den unge Kazimi kiggede på kvinder med de samme øjne, som hun gjorde på mænd var trods alt ikke kendt i familien.

Den prikkende finger i siden fik de himmelvendte øjne til at vende tilbage til jorden og søsteren. Med deres moders historie og farvel til sine afkom var det intet under, at børnene mere mindede om deres fader end hende. Hvis man kunne vælge, ville man så vælge at efterligne hende, der efterlod familien med en forbandelse, der allerede havde taget livet af nogle af hendes børn, eller ham, der forblev, omend han havde en forpligtelse til det? Svaret var nemt, så selvom Jontar meget tydeligt og måske lidt for tit kunne stille sig på bagben mod sin fader, var han i sidste ende den forælder, prinsen ønskede ud af de to. Åbenlyst.
"Lad nu ikke dit sind blive styret af en anden. Fader eller andre. Du er jo ikke en gemen slave, kære søster." Måske var det derfor, Jontar nød individualitet. Var man som de andre eller blot hørte blindt efter, mindede man om dem, han arbejde med. Dem, han solgte og købte, som var de kvæg. Dem ville Jontar for alt i verdenen ikke sammenlignes med. Slaver og ham havde kun én ting til fælles. De levede begge på denne jord.
Kort løftede Jontar det ene øjenbryn. "Isenwald. Ja, de er tæt på. Fader ville sikkert mene, mindst en af os skal med dem. For at lade slægten forblive til syd," Jontar havde også hørt om Thalia. Det var nærmest skolearbejde for gamle nok Kazimi'er at kende til de mulige kandidater i de mange slægter. "Men lad nu giftemålene forblive liggende."

De fleste ville nok gøre store øjne, hvis de hørte Kazimi'er snakke om at forgifte hinanden og andre måder at få den anden til at kradse af. Dog klukkede Jontar blot over sine søsters ord. "Og hvad vil du gavne ved min bortgang, kære søster? Udover at skulle græde krokodilletårer i uger," sagde prinsen, imens ham puffede blidt til sin søster. Hun ville intet gavne ved det. Endnu i hvert fald. Hvad tiden ville give dem, ville den først vise til sin tid. "Livet skal nydes, ikke knokles som en simpel arbejder." Mest ment til hans køn. Meena var en kvinde, så der var ikke nær så meget nydelse for hende som for ham. Heldigvis.

"Pas på kære broder, du kunne risikerer at finde en hjerne gemt der inde." kommentaren var flabet, men ikke mere end storebrorens himmelvendte øjne. Drillerierne var stadig lige så varmhjertede som den bagende sol udenfor paladsets skygge, noget der ikke var til at slå fejl af ud fra den smil Meena sendte mod Jontar straks efter.

Desværre var det snarere reglen end undtagelsen, at samtlige af Kazimi fyrstens ægtefødte (og til dels også en stor del af hans mange bastard) børn bar på deres egen grad af faderliger problemer, affødt af ønsket om at leve op til deres faders høje forventninger og ikke at bringe skam til familienavnet. Særligt gældende var det for børnene at den ny eksilerede tidligere fyrstinde. Alle havde hver deres måde at gribe tingendes tilstand an på, forskelige måder at håndterer den konstante higen efter bare en my af anerkendelse fra fyrsten. Noget der typisk tilfaldt sønnerne væsentligt nemmere end døtrene - i hvert fald de der bar Sephyran's sande efternavn.
Prinsens ord vægtede derfor også tungt da han mindede sin søster om, at hun var sin egen frem for alt. Ord der fik smilet til at trække en anelse skævt. Selvom familien om nogle kendte ørkenprinsessen, så var det kun ganske få, der vidste hvilket udspekuleret sind der i virkeligheden gemte sig bag den solfregnede pande. Meena spillede spillet på alle dets facetter, og hun gjorde det godt: var en nikkedukke og et stykke palæpynt eller en slange i paradiset der hviskede folk i ørene fra skyggerne, når det tjente hende bedst.

"Der er naturligvis også Lynette de Richelieu. Hun er direkte kusine til den kommende hertugrinde, hvis familie sidder på Juvelen." forslog hun lidt løst. Olive de Richelieu var også en mulighed, men om fyrsten ville lade en af sine sønner gifte sig med hende var tvivlsomt. Ikke fordi hun ikke ville være et godt parti set med fortjenestens øjne, men fordi at Richelieu slægten næppe ville lade en Kazimi hertug tage styringen fra deres arving - også selvom hun var en ung kvinde.
"Giver tanken dig lidt svedige hænder, Jontar? Så lad da gå, vi kan jo ikke have at du går til før tid over noget så uskyldigt som et ægteskab.".

Et latterfnys blev udstødt. Ja, hvad ville det gavne at Jontar drattede om? Intet ville det åbenlyse svar være. Hun var jo blot en simpel kvinde, hvis eneste privilegie var hendes titel. Magt ville aldrig tilfalde hende, selv hvis pseudotvillingen døde. "Jeg er kvinde, Jontar. Jeg har ikke andet end livet at nyde, frem til jeg skal pleje mine ægteskabelige pligter.". Hun vidste han mente rådet godt, men det hang hende ikke mindre ud af halsen af den grund. Friheden var højt skattet, men et guldbur var stadig et bur.

Hjerne var noget, alle Kazimi'er havde. Det var nødvendigt. Ellers var slægten gået uddød for flere årtier siden. Der var sket alt for meget mod slægten. Blot tag Meena, Jontar og mange af deres søskendes moder. Forbandelsen havde taget hårdt på fyrsten og flere af de ældste. Og hun var ikke den eneste, som havde ramt slægten med noget. Det krævede hjerne, sind og kløgt at overleve. Og det gjorde de. Derfor vidste Jontar, at hans søster havde en hjerne gemt bag sit kønne ansigt. Det samme havde han.
Deres lille gåtur ned af gangen endte snart ud i en af de mindre opholdsrum. Måske var det tid til en lille pause. En lille siddepause. Det kunne Jontar godt tænke sig. Derfor løftede han også hånden, som han kom tæt nok på til, at en af slaverne kunne se ham. "Hent lidt forfriskninger til min søster og jeg." Med det samme var slaven væk for at hente køligt at drikke og sikkert lidt frugter, nødder og bær at distrahere munden med.

Inde i opholdsrummet tog Jontar plads i en af lænestolene. Der var både sofa og andre lænestole tætte nok på til, at de kunne snakke videre uden at skulle råbe til hinanden. "Juvelen siger du? Måske vi kunne begynde at transportere slaver igennem der. Det vil give os en større fordel." Dér var et tydeligt tegn på, at Jontar var sin faders søn. Lige der kiggede prinsen på fordelene ved ægteskabet professionelt. Hvor hans fader mere så på, hvordan de kunne forøge deres magt og hærdømme i landet, tænkte Jontar på slavehandlen. Hans fokus. 
Selvom tanken om at kunne bestemme over Dianthos' havn var fristende, viftede Jontar stadig snakken om ægteskab langt væk. "Det skræmmer mig ikke, men når det virker til, at fader altid prøver at vende snakken til det, er det trættende, når ens lillesøster også begynder på det."

Latteren fra søsteren fik blot et skævt smil på Jontars læber, som han lod Meena snakke. Ægteskabelige pligter. Ja, det var uden tvivl hendes tur, efter Jontar havde fundet sin mage. Så ville deres fader vende sit fokus mod hende for at skynde hende til en mand. Og dernæst ville børn være næste skridt for dem begge. Slægten skulle ikke uddø. "Pas på fader. Næste gang han vil have en snak kun jer to, vil han uden tvivl bringe ægteskab på banen for dig også. Jeg tror, han venter i spænding på børnebørn fra os, kære søster." jokede Jontar, selvom der uden tvivl var en form for sandhed over dette. Deres fader ville fryde sig, hvis offentliggørelsen af en kommende Kazimi kom dagen efter bryllupsdagen for en af dem - eller dem begge.

Trods den markante højde forskel på søskendeparret, fulgte Meena uden større problemer med broderens lange skridt. Hun formåede ligefrem at få det til at se problem frit ud at mens han tog et skridt, så måtte hun tage to. Ledt ind i en af de talrige opholdsstuer, tog hun plads i en af de posterede stole uden at tænke større tanker om at Jontar sendte tjeneren på vej efter forfriskninger. Det havde aldrig slået hende, hvor unikt det var at have tjenestefolk og slaver omkring sig, som kendte til hvert familiemedlems præferencer for vådt og tørt.
Knapt havde hun nået at gøre sig det mageligt, før prinsen konspirereret højlydt om hvilket muligheder det kunne give at få en fod indenfor bestemmelsen af, hvad der sejlede til og fra landets største havn. Hun kunne knapt nok tro sine egne øre i et forsøg på at holde overraskelsen i skak, glibbede hun forbavset med øjnene "Korrekt, men du glemmer hvor Juvelen er placeret. Hele den centrale af landet, for ikke at nævne resten, ville vende sig imod havnen, hvis der blev sejlet slaver ind.". Hun kunne ikke fortænke ham i at tænke på at udvide slavehandlen, det var trods alt Jontar's domæne, men handlen med slaver var allerede et sprængfarligt emne udenfor syden. Kun en Kazimi i hvert af de større huse ville måske kunne åbne op for slaveri i resten af landet.

"Tro mig han behøver ingen gang at bringe det op, jeg ved at vores fader allerede er på udkig efter et passende parti at gifte os døtre væk til." Havde det stået til fyrsten havde både Meena og Malika for længst indgået et ægteskab, heldigvis havde landets plager og konflikter bremset jagten på en ægtemand, så de ikke havde skulle lide samme skæbne som deres halv store søster Kaatima. Meena klagede i hver fald ikke, hun havde trods alt aldrig set frem til noget så kvælende som et ægteskab. Det var da lige indtil for nyligt, hvor en ganske særlig grønøjet adelsmand havde formået at gøre tanken noget mere tålelig.
"Tror du at du vil tage elskerinder ligesom fader, når du en dag har en kone der venter dig i sengen?" spurgte hun eftertænksomt, oprigtig nysgerrig på svaret. Emnet var kontroversiel og nogle ville nok mene ikke et en prinsesse brude hverken stille eller bryde sit hoved med, men der var ingen harme i stemmen ved tanken alene. Det var ikke uvant for de rubinske mænd have mere end en kvinde til at gøre ham selskab.