Turen op til Dianthos var heldigvis ikke lang, men det var også en Ves tog så sjældent som han kunne. Det gjorde ham altid utilpas at være tilbage i nærheden af Lyset, men desværre var der den årlige midvinter banko i Dianthos, og han havde endnu ikke misset et år, og i år skulle heller ikke blive året.
Han havde i flere dage gjort sig parat. Sørget for at nogen kunne fodre kattene mens han var væk, og havde sågar en teleportationsamulet, til hvis han skulle tilbage hurtigt, eller bare var træt senere. Den havde kun en ladning, men hvis han blev fundet ud af mens han var der, så var det her bedre.
Hans trofaste formskiftningsamulet var også ladet op, og hans hudfarve var lys og håret rødt, som var han faktisk en normals skovelver, og ikke en der var blevet korrumperet for så mange år siden.

Så han var sat afsted. Vejret var koldt, men ellers stod solen højt, selvom det var omkring minusgrader, og derfor fik han også samlet en ekstra passager med på vejen. En lille en, der tydeligt var blevet efterladt på vejen, som han nu gik med under sin kappe i en stor lomme, som han måske havde pga. dette her. Da han var ankommet til Dianthos var han derfor også blevet nød til at finde hende lidt mad, men nu stod han endelig foran kroen, hvor det skulle finde sted.
Et smil var på hans læber, og han skubbede indenfor i den varme krostue, og gik straks over og betalte for sine plader, inden han fik begivet sig ned til sin plads. ”Undskyld mig,” sagde han mildt, som han satte sig ned, inden et lille miav lød fra hans mave, hvor killingen stadig var gemt. ”Shhh..” hviskede han, men knappede lidt op, så han kunne snige en hånd ned og nusse hende over hovedet. Det her ville ikke tage alt for lang tid, og så skulle de nok finde hjem.

Banko… Hvad var banko overhovedet for noget? Var det ikke noget gamle væsner, der efterhånden var blevet indhentet af ensomheden dyrkede? Hvad havde man overhovedet på til banko?
Daenas tid var i dagens anledningen blevet købt af en ældre herre, der normalt havde sin gang på krystalslottet som en af de mange rådgivere. Hun havde set ham et utal af gange, oftest med armen slynget sammen med en betydelig yngre adelsmand, men aldrig havde de så meget som udvekslet et blik og nu stod hun her og skulle være hans armpynt til banko…
Brune øjne gled over de overdådige kjoler lagt frem på sengen. Kjoler der med lethed kunne få hende forvekslet med en ægte adelsfrøken, for de ikke helt så skarpe øjne. Ikke en eneste af dem virkede passende til lejligheden.
Hvad var det her? Hun havde aldrig tøjkrise!
I hvad der føltes som sidste øjeblik havde den unge skovelver truffet en valg. Iklædt sig en langærmet kjole med, små gentagende, gråbrune broderier over det støvblå stof og indsyet korsage, vendte og dejede hun sig i gulvspejlet der stod lænet op mod den ene væg. Nikkende tilfreds tilbage til spejlbilledet gled håndfladerne over kjolens stof, inden hun drejede omkring sig selv for at mødes med den ældre herre.

Karetturen var på ingen måde lang hen til kroen. Det havde nok været lettere og hurtigere at gå, hvis det ikke var fordi Hr. Szil tilsyneladende bakkede hurtigere end han gik fremad. Men som altid var det intet der lod til at gå den kurtisanen ved hans side synderligt meget på, i hvert fald intet hun lod vise ud ad til. Sandheden var at selvom vejen fra vognen og ind til pladsen virkede til at tage længere tid end selve karetturen, så tegnede alt sig til at Daena måske nok oprigtig ville nyde sin ’partners’ selskab, om end hun flere gange havde måtte gentage sig selv med let hævet stemme.
Mens Hr. Szil konverserede med personen på den modsatte side af hvor Daena havde plads, trådte en rødhåret skovelver nærmere bordet. Om end de ikke var sjældne at støde på i byen, så fulgte hun ham alligevel med blikket til han slog sig ned på stolen overfor hendes. Et imødekommende smil trak i mundvigene. Læberne nåede ikke så meget som at skille sig en millimeter, da det lille miav fra kappen lød ”Undskyld mig, men miavede De lige?” spørgsmålet fløj hurtigere ud, end hun kunne nå t bremse det eller de sammentrukne øjenbryn af forundring.

Kjole

Ves havde ikke kigget synderlig meget på dem han var omgivet af. Hvis det var nogen han kendte, så ville han sikkert helst ikke møde dem, og hvis det var nye, så var der ingen grund til at lære dem at kende. Så meget begav han sig nemlig ikke ind i Dianthos, kun når der var ting han skulle. Genstande at sælge, og... ja, banko at spille. Det var virkelig en af hans svage punkter, og skulle man spørge ham, så kunne han ikke helt forklare hvad der havde grebet hans interesse ved lige netop dette spil. Måske at overlade tingene til Chance?

Dog var han heller ikke uhøflig nok til ikke at svare hvis nogen henvendte sig, dog var det ikke så lige til, da hans blik blev fanget af elveren overfor ham, og han lignede en der var blevet taget med fingrene i kagedåsen. Han gik helt i stå, med hånden under kappen, og det blive udtryk i hans ansigt udskiftet med overraskelse, som havde han virkelig forventet at det ville gå uset. Det var også uset af de andre.
Han rømmede sig lidt, en smule akavet og kiggede sig omkring ved bordet, bare for at være sikker på at ingen anden gav dem opmærksomhed. ”Ikke ligefrem mig,” indrømmede han, og knappede lidt mere op, så han bedre kunne skubbe kappen lidt til side, så man kunne se et lille træt kattehoved. Orangestribet og en lille bitte smule beskidt stadigvæk, også selvom han havde gjort sit bedste. Han var også hurtig til at knappe op igen, da han var sikker på at hun havde set det, så killingen ikke blev forstyrret af alt larmen i kroen, siden folk stadig var ved at finde deres pladser.
Han var ikke ligefrem sikker på om kvinden mente at det var det, eller om hun ville forsætte samtalen. Man kunne aldrig vide om folk var venligstemt overfor katte, men Ves' eget udtryk var tilbage til at være blidt, som hånden nussede killingen videre. Hun ville nok snart falde i søvn. 

Det føltes som nogle meget lange øjeblikke, hvor de to skovelvere stirre på hinanden hen over det smalle bord. Mens de begge ventede på at den rødhåret elvermand fandt sine ord. Med en rømmen virkede det til at han endeligt fik samlet sig selv og sine tanker, inden hans suspekt lod de lyse øjne glide over selskabet der delte det samme langbord som dem. Kurtisanens hoved skrånede sig undrende, med en spæd fortrydelse over at have spurgt.
Tænk hvis det viste sig at være Dianthos mentalt ustabile person, der havde taget plads overfor hende og hun lige havde underskrevet sin egen dødsdom, ved at indlede en samtale med ham? Selv sindssyge personer kunne være behagelige for øjnene, en erfaring havde hun gjort sig ved mere end en lejlighed.
Heldigvis blev hendes frygt skudt i sænk, da et lille rødstribet hoved tittede frem fra inderlommen i kappen og denne gang var det Daenas tur til at påtage sig et overrasket mine ”Det er jo…” hun bremsede sig selv og sænkede stemmen betydeligt, inden hun lænede sig lidt frem overbordet ”Hvorfor har De en, - med?” den kunne da ikke bare sidde i lommen gennem banko'en, kunne den?
Lettere uroligt forsøget hun at finde ordentligt sæde på stolen, da hun rettede sig op igen. Mest af alt havde hun lyst til at rejse sig og stikke hænderne under kappen for at tage killingen fra ham, finde den en skål med op tyndet mælk og sikre den ikke var i hænderne på en vederstyggelig person. Ikke at han slog hende som det, men hun var ikke tankelæser og hvem vidste om han havde forstand på katte?
Hr. Szils samtale med den modsatte side af bordet, virkede til at være færdig for nu, da han i stedet vendte blikket mod hans borddame og den nytilkommende. "Hvem er det så vi er så heldige at have ved vores bord Lily, det lader til at I kender hinanden?" spurgte han med et smil der gjorde det i forvejen rosinrynkede ansigt mere krøllet. "Hr. Szil dette er," de mørkebrune øjne søgte hanelverens blå, med en usagte bøn om at hjælpe hende her, da den ældre mand tydeligt forventede et svar. Rådgiveren måtte trods det ringe syn have bemærket da hun havde lænet sig frem, for at komme den rødhåret nærmere med sin hvisken.

Det føltes også som om at tiden trak sig ud som Ves prøvede at finde ud af hvad kvinden egentlig mente om at han havde taget en killing med ind på kroen. Han burde nok også bare have taget den med hjem, men det var trods alt ikke første gang han havde taget en kat med sig på en længere tur, fordi han ikke ligefrem kunne afvise dens bedårende blik og bare efterlade den tilbage. Han havde trods alt aftaler og planer han havde tænkt sig at overholde.
Han rømmede sig lidt for at svare, men i det øjeblik, blev deres bordpartner opmærksom på deres samtale, og han blev derfor afbrudt inden han fik sagt noget, et undskyldende blik i denne Lilys retning. Hun måtte få en forklaring senere når der ikke var flere der havde deres opmærksomhed.

Hvis man havde vidst hvad Ves egentlig var, bag det røde hår og lyse hud, så havde man nok været mere overrasket over de bløde ord og høfligheden der kom ud af ham, som var han blevet undervist eller i hvert fald lært i det. ”I kan kalde mig Ves,” sagde han og nikkede venligt til manden, tydeligvis skjulte han killingen fra manden. Man skulle godt nok vide at den var der, før det blev synligt. ”Alle elvere kender vel altid lidt hinanden, det er trods alt sjældent man støder på nogen, på disse kanter,” sagde han med et let smil på læberne og nikkede mod Lily. Han hverken benægtede eller bekræftede om de faktisk kendte hinanden, men et ville nok også gå forbi den gamle mand. Han så lidt halv senil og små blind ud. Typisk mennesker desværre.
Engang ville Ves nok have haft flere kvaler om at lyve om bare at være en 'elver', men tingene ændrede sig, og man gjorde hvad man kunne for at overleve i den barbariske verden han nu engang var i. 

Det var med et taknemmeligt smil til Ves at Daena memorerede sig navnet. Samtidigt lod hun en mental fodnote hæfte sig ved måden han præsenterede sig selv på, da hun kunne ikke lade være med at få en følelse af at det virkede som et kaldenavn
.Ikke forbi hunelveren havde planer om at udfritte ham for det ved første give lejlighed. Grundende kunne jo være mange hvorfor man dæknavne, uanset hvor tæt de måtte lænede sig op ad ens faktiske nav. Det vidste hun trods alt bedre end så mange andre. Få kunder, oftest de faste kendte hende som Dae fremfor Lily, men selv de fik sjældent det fulde fornavn.
Hr. Szil drejede hovedet en anelse til siden, da øregangen var nærmere flammehåret, med let sammenklemte øjne lyttede han til Ves stemme, mandsstemmer var svære at med deres dybere toneleje. Den ældre herre vendte ansigtet tilbage mod ’genboen’ ”Ah ja naturligvis, det må siges at svært ikke at lære hinanden lidt at kende på den ene eller anden måde, når man er afklædt.” svarede han med et tilkendegivende nik og med en seriøsitet spillende i de grønbrune øjne, blødt op af den lille trækning på smilebåndet. Blikket blev vendt væk da taloplæseren kaldte opmærksomhed på sig og ro i kroen. Forhindrede Daena i at korrigere på sin bordherres antagelser, da det gik op for hende, at han havde hørt elvere som elskere og nu antog, at de sad overfor en anden af hendes tidligere kunder. Afventede sad hun og ventede på en passende pause til at kunne forklare hvad Ves egentligt havde sagt, kun for at vente forgæves.

Reglerne blev kridtet op for de nytilkommende banko deltagere inden de gik i gang, efter at have sikret at ingen var usikre på hvordan man spillede og efter en hurtig præsentation af præmierne, hvoraf ikke bare en levende høne men hele to af slagsen var dagens hoved præmie.
De første runder blev taget i et tempo hvor alle kunne være med. Kun få gange havde hun måtte hjælpe det rynkede menneske i at finde tallene på de udskåret træplader, men derefter tog det fart og selvom Hr. Szil fik lagt de små metalplader på nogle af tallene, endte Daena med at lægge på langt de fleste. Dybt koncentreret sad hun med sammen rynkede øjenbryn, forsøgte at bevare overblikket over de mange pladder, mens hun indvendigt små bandede over at der var så mange.
Da ”Banko.” lød gennem krostuen, så samtlige op og i retningen af stemmens ejermand, nysgerrige da oplæserens assistent snoede sig ned mellem bordene for at tjekke efter, kun for at proklamere der var fundet en vinder. Med yderligere to runder banko blev der takket pænt af til alle fremmødte og med ønsket om at de alle gamle, som nye ansigter ved næste banko arrangement.

Med støtte fra Daena kom rådgiveren på bene og fri af stol og bord. En let rystende hånd lagde sig over den mindre kvindehånd ved albueleddet ”Bliv du bare tilbage Lily, jeg er sikker på I har meget at snakke om, som er langt mere interessant end den vi vil have i vognen tilbage. Kender jeg mig selv ret, så falder jeg i søvn på halvvejen.” blide klap blev givet på håndryggen, efter han havde placeret et tantet kys på hendes kind ”De kan sige til kusken at han skal sende en buddreng til min bolig, når De er blevet kørt hjem.” roligt trak han armene fri og nikkede i retning af Ves ”De må have en god aften, Hr. Ves.” hilste han høfligt af inden de to elvere blev ladt tilbage i hinandens selskab.

Ves nåede lige at åbne munden og så lukke den igen, som et meget forvirret udtryk gled over de smukke elviske træk. Hvad havde han sagt? Afklædt? Ves havde opfattet at manden måske var lidt små døv, men som han prøvede at hitte ud af hvad der var sket, nåede han aldrig at få et ord indført, inden alles opmærksomhed blev hevet op til taloplæseren.
Det forvirrede blik nåede dog lige en sidst gang at glide over på Lily, inden et lidt mere opgivende smil gled over hans læber og han rystede på hovedet, som han forsøgte at fokusere på hvad han var her for. Det tog heller ikke lang tid for den forklædte elver at glemme alt om ordene og i stedet for at spille banko, som det var meningen det skulle spilles.

Det var dog lidt som om en lidt anden mand sad ved bordet som det rigtig gik i gang. Der var et smil og næsten manisk begejstring hver gang han kunne lægge en metalplade på numrene, og et næsten skulende blik mod oplæseren når det ikke var til ham.
Da den første banko lød, og Ves stadig manglede op til flere tal på sin plade kom der en række bandende mørkelviske ord ud af ham, ret lavmælte, og ikke noget man ville lægge meget mærke til. Han havde bare aldrig vænnet sig af med at bande på det mørkelviske sprog, da det stadig lå godt i hans mund.

Den blide smil var derfor også lidt forsvundet fra hans ansigt, som han begyndte at pakke sammen og mumle for sig selv om at Chance virkelig ikke var med hans side, og det var kun en lille pote fra killingen i hans lomme der fik et blidere udtryk til at glide over hans ansigt, og han var lidt mere forsigtig om ikke at rykke hende for meget rundt. Hun var faldet i søvn ret hurtigt, og havde kun vendt og drejet sig lidt i søvne.
Han ble dog revet ud af sine tanker som Hr. Szil faktisk sagde noget til ham, og han kiggede næsten lidt småforvirret op. ”Øh.. I lige måde Hr.... Szil,” lidt i tvivl om han faktisk huskede det rigtig, inden hans øjne igen fandt kvinden som var blevet efterladt.
Som manden forlod dem, kunne han heller ikke lade vær med at kigge på Lily. ”Nu håber jeg ikke det er frygtelig uhøfligt, men I sagde vel ikke noget til mig?” spurgte han og kiggede lidt efter manden der gik. Han havde kun hørt at han skulle have en god aften, alt andet var blevet lukket af til fordel for katten og hans behov for at forbande Chance i hans stille sind. 

Det var noget uvant at blive efterladt tilbage, mens ens kunde drog videre. Ikke at det var første gang den unge skovelver havde oplevet det, men det kunne tælles på to hænder hvor ofte det var sket. Det var dog uden indvendinger fra hendes side. Skønt hun var ung, så havde hun stadig danset blandt og minglet sig med det bedre borgerskab, til at vide hvornår man blot nikkede og accepterede den andens ønske. Dette ønske var dog ikke det sværeste at efterleve. Tankerne kredsede stadig om den lille røde killing, i inderlommen og hvordan den var havnet der.

Det var derfor med et varmt smil og et kys sat på en rynkede kind, at Daena tog afsked med rådgiveren og ønskede ham en behagelig tur hjem. Herefter blev opmærksomheden rettet tilbage på den rødhåret elver ”Det må De virkelig beklage, Hr. Szils hørelse er desværre ikke som den har været.” undskylde hun straks, da hun formåede, at forvirringen havde måttet være stor ved antagelsen om de skulle være bekendte, mere intimt ”Det forklare også min tilstedeværelse her. Jeg må indrømme dét dér banko er ikke lige frem en af mine forcer.” hun havde virkelig måttet sætte alle sejl ind på ikke at overse de udskårne tal i træpladerne, men havde også mere end en gang skævet over på Ves og hans plader, for at kryds tjekke om der var et tal hun havde misset.
Hver gang de brune øjne var landet på det røde hår, var hun blevet lige overrasket over, hvor meget hans karakter lod til at ændre sig. Hvor Daena kæmpede med at følge med, så var elvermanden virkelig i sit es. De små metalstykker, blev placeret som havde han aldrig bestilt andet i sit liv. Ord mumlet da det han desværre måtte gå tomhændet derfra, mens det ellers så kønne smil var svundet ind da der blev pakket sammen.
Hun havde godt bemærket hvordan blikket efterfølgende havde søgt mod kappens inderside, selv Hr. Szil henvendte sig til Ves, for at ønske god aften. ”Det skal De ikke tænke på, der blev ikke sagt noget af større betydning og hvem kan fortænke Dem i, at falde lidt i staver over din pelsede ven?” svarede hun høfligt tilbage, med en oprigtig varme i stemme og smil. Sandheden var at hun selv ville have gjort samme, hvis ikke hun var eller havde været på arbejde.
”Men De mangler vidst at forklare mig, hvorfor De har en killing med til banko?” blikket blev noget mere indgående, med et alvors glimt i sig.

Ah ja, dårlig hørelse, det kendte Ves nu ikke alt for meget til selv, men han havde været i Lyset i nok år, og dermed omkring de samme slags folk, at han godt vidste at det var noget der tilkom de kortere levende racer oftest, når de blev for gamle. Det var i hvert fald en ting han havde måtte lære at acceptere, når han skulle arbejde med de ældre individer på Krystalpaladset, som måske burde have trukket sig tilbage inden.
Det virkede dog også forkert at at lade Lily undskylde på Hr. Szils vegne, og derfor var det også et venligt smil på Ves' læber som han rystede på hovedet. ”Der er ingen grund til at beklage, det er næppe Deres skyld at han ikke kan høre så godt,” pointerede han. Hvis de andre i Måneskygge slægten kunne se ham, med de evindelige høflighedsfraser, som de havde forsøgt at lægge fra sig dengang de var blevet forvist fra skovelverne. I det mindste var det ikke som om at han stod og talte elvisk. Der var det også ofte lidt mere tydeligt, at han ikke snakkede sit modersmål så ordentlig som han engang havde gjort. Han hoppede stadig til tider over hvor gærdet var lavest, når det kom til det.

”Hun er ret bedårende er hun ikke,” sagde han stille og fuldstændig blød som smør, som hans øjne endnu engang fandt killingen. Generelt havde han opført sig pænt fordi han skulle når han var i Dianthos, men det var som om et helt andet udtryk kom over ham, når han snakkede om katte.
Hans øjne blev dog lidt mere seriøse som han kiggede op igen. Hvis han havde haft et mere iltert temperament, så kunne han nok godt hurtig have hidset sig op over det, for et eller andet sted så lå der lidt af en beskyldning i sætningen. Det var dog stadig rolige, men alvorlige ord der lød fra ham. ”Jeg fandt hende på vejen til Dianthos. Hun var efterladt ude i kulden, selvom det ikke kan have været forfærdelig lang tid, siden hun stadig virker til at have det godt,” sagde han. Det gjorde stadig ondt at tænke på det. ”Jeg havde heldigvis nok tid efter jeg ankom til Dianthos, så hun er blevet fodret, og siden hun virker til at have det fint i min inderlomme, så tænkte jeg at jeg godt kunne lade et par timer gå, inden jeg kan tage hende med mig hjem.” Og hun så da ganske tilfreds ud, i sin lille lomme, siden hun ikke rigtig var vågnet endnu. Desuden kunne Ves lynhurtig komme hjem igen, når det nu engang skulle være. 

Den dårlige samvittighed kunne ikke undgå at melde sin ankomst, da Daena kunne både se og hører, hvordan den forklædte mørkelver nærmest smeltede, i det han mere retorisk spurgte om ikke også hun fandt killingen bedårende. Hvordan havde hun overhovedet kunne få sig selv til at mistænke, at han ville den lille orange pelskugle ondt?
Hun nåede dog aldrig at stemme i og give ham medhold i, at hun fandt det sovende kattedyr mindst lige så uimodståeligt, som hendes artsfælle lod til at gøre. Alt kurtisanen formåede var at nikke enkelt gang før hun blev mødt af de blå øjne, der pludselig tog en langt mere alvorlig kant.
Ordene vakte harme og modsat Ves, lykkes det ikke den unge skovelver helt at holde samme ro i stemmen, der dirrende lød ”Hvordan man kan få sig selv til at efterlade sådan en lille skabning til dig selv, ude i kulden er mig uforståeligt. Tænk hvis ikke hun var blevet fundet, hvem ved så hvilken skæbne hun havde måtte gå i møde?” hænderne knyttede sig hårdt sammen i frustrationen, mens de brune øjne blev sørgmodige i blikket.
”Jeg beklager min anklagende tone tidligere, hvis jeg havde vidst… Der er bare så få som faktisk vil katte det bedste, fordi de har misforstået hvilket fantastiske dyr de i virkeligheden er.”.

Ves havde ikke forventet meget af den anden skovelver, siden der ikke var mange elvere han var kommet godt ud af det med de seneste par år. Det hjalp dog tydeligvis at have et emne at snakke om, og han kunne mærke hvordan hans eget hjerte blev lidt større, som samtalen endte på katte. Nogle ville mene at han havde en næsten sygelig tilgang til forladte katte, men han kunne bare ikke lade dem være i fred.
Han nikkede derfor også ganske enig i hvad hun sagde omkring det, og forstod godt hvor vreden kom fra. Hun var passioneret, og ikke et øjeblik var Ves i tvivl om at hun måtte være ung, selvom hvor ung var ikke just noget han kunne gætte.

”Det er helt i orden,” sagde han ganske alvorligt. ”De har ret i at man ikke kan stole på at alle vil katte det bedste desværre.” Om han ikke havde set det mere end en gang. Han havde levende beviser på det derhjemme. Millie var især ramt at tanken om hvad de havde gjort mod hinanden kunne stadig gøre ham vred.
Et suk gik igennem den gamle elviske krop, han ville hellere skubbe de forfærdelige tanker væk om krystalisianerne og mængden af onde folk der var her i verdenen. Især hvis de kunne snakke om katte i stedet for. ”De er måske selv en katteperson?” Havde hun selv en? Der var mange mere interessante spørgsmål der pressede sig på, og Ves var meget opmærksom på ikke at komme ud på en tangent. Så ville det pludselig handle alt om alle de uretfærdigheder der var i verdenen, deriblandt den uretfærdig Lyset også udviste mod hans egen slags. Noget Lily umuligt kunne kende til, som hun kun så hans gamle skikkelse. 

Daena mødte den røde skovelver med en rysten på hovedet, ikke af uenighed tværtimod. Hun var desværre alt for enig med hans ord, uanset hvor meget hun så end hadet at erkende det.
Det havde været så meget nemmere, hvis alle kunne se den samme værdig i katte, som hun selv og tilsyneladende også han kunne.
Hun havde ikke en jordisk chance for at vide, hvilket tanker der gik gennem hans hoved og sukket blev derfor tilskrevet skuffelse, irritation og måske endda en indædt vrede som han lykkes at undertrykke.

Spørgsmålet om hun selv havde kat fik hende til at lyse op i et tæt på blændende tand smil, der fik kinderne til at nive under presset ”Ja, en hankat. Jeg fandt ham som killing, han mangler det ene øje men han er i mine øjne den smukkeste skabning der findes i mit liv.” svarede hun uden den mindste smule flovhed. Hun mente godt hun kunne tillade sig til være bund ærlig, når hun stod overfor en der gemte på en hjemløs killing i sin inderlomme.
"Selvom jeg må indrømme at jeg har en svaghed overfor alle kattedyr, men det er altid noget andet når de er ens egen ikke?".

Det var nemt at skubbe tankerne der havde plaget ham tidligere, væk. Hvis der var en ting der trak ham ind, og som gjorde ham i et bedre humør, så var det katte og hele deres væsen. Der var allerede den lille han bar rundt på maven, men som han blev fortalt om Lily’s egen lille kat, så kunne man mærke sit hjerte smelte bare en anelse.
Smilet blev blødt om kanterne, og øjnene blide men dog stadig interesserede. Det var tydeligt at han bar en umådelig kærlighed til dyrene de snakkede om, hvis man overhoved burde være i tvivl. ”Han lyder fantastisk. Hvad er hans navn?” Personligheden var tydeligvis ikke så vigtig for Ves, som han hørte om den eneøjede kat. De var også næppe et sted hvor han kunne få lov til at møde ham.

Det virkede generelt som om at de to elvere faldt nemt i hak, som samtalen blev ved med at sværme om de vidunderlige dyr.”Det er det absolut,” indrømmede Ves, som måske også havde lidt af en vane med at tage alle katte ind, og at de dermed blev sine egne. ”Jeg hjalp en ung ikiro for et par år tilbage, og hun kommer stadig og ønsker mit selskab. Det er måske ikke den loyalitet man tillægger hunde, men de er i sandhed nogle unikke skabninger.” Han ville nok også altid havde en svaghed overfor Midnat, også selvom hun kunne være umådelig farlig, skulle hun blive vred. Det var jo også en ikiro der havde fået ham ud af mørket der ellers havde omgivet ham i så mange år.

Det havde aldrig været særlig besværligt for den unge skovelver at indlede samtaler med andre, det var trods alt en del af det at være en kurtisane. Man skulle kunne navigere i flere emner og få alle til at virke som om de vakte lige stor interesse, men et emne som katte var ikke et af dem hvor hun måtte forfalske en begejstring. Det var nærmere det modsatte der gjorde sig gældende, at hun måtte lægge bånd på sig selv for ikke at virke for stor nidkærhed overfor de pelsede væsner.
”Hans navn er Beelzebub, men jeg kalder ham for Beelze.” svarede hun med et blik der strålede af stolthed og et smil der trak på varmen fra den kærlighed, som Daena nærede for den rødstribede hankat.

Hun havde nært ikke troet sine egne øre og det var kun til nøds at munden ikke faldt åben måbende. ”En ikiro, en ægte ikiro?” gentog hun lettere forbavset, men uden skyggen af mistro for om han talte sandt. Han havde jo ingen grund til at lyve.
“Hun må virkelig føle sig tryg ved dig når hun bliver ved med at søge dit, jeg mener Deres selskab.” hun havde været så opslugt af hans fortælling, at hun ikke havde bemærket hvordan den formelle tiltale var smuttet fra hende. Røde plamager formede sig henover næseryg og kindben, mens hun slog blikket flov i gulvet ”Beklager.”. 

Beelzebub var et godt navn, ikke at Ves var specielt god til navne i forvejen. På det punkt var han ikke altid lige kreativ, og mange af hans katte var efterhånden blevet opkaldt af de fleste andre end lige ham. Folk kiggede dog også mærkeligt på ham, når han bl.a. præsenterede en som Bumle for dem, ikke at Skumle var et meget bedre navn, men dem havde han trods alt ikke selv valgt.

Han var hurtig til at vifte lidt med hånden i luften, som hun kom til at droppe tiltaleformerne. De var irrelevante. ”For min skyld kan vi godt droppe de høflige tiltaleformer,” sagde han venligt, inden han kastede sig tilbage ind i at fortælle om Midnat, nu når Lily tydeligvis var interesseret. Det var selvfølgelig heller ikke mange der havde haft muligheden for at snakke med en, og ikke mindst være tæt med en. Det var dog ikke ligefrem Ves’ første.
”Hun er ikke så glad for andre, men med lidt mad, og omsorg, så er hun næsten håndtam, ikke at en ikiro nogensinde rigtig bliver det,” sagde han. ”Hun bor også i skovene der ligger i nærheden af mit hus, så hun kan komme og gå lidt mere som det passer hende. De andre i landsbyen ville også blive skræmt, hvis hun begyndte at vandre lidt for tæt på dem.” De kunne tolerere hans mindre kattee, men de helt store? Nej, det kunne han ikke forstille sig at de ville være glade for, og det gjaldt om at holde sig på god fod med de omkringliggende mennesker, når han teknisk set var  på flugt siden han var mørkelver. 

Daena havde været lige ved at drage et lettelsens suk, da han gav hende muligheden for at droppe den høflige tiltale. Det burde efterhånden være mere vane end et tilvalg for den unge skovelver kurtisane, men hun glemte det stadig i situationer som denne, hvor samtalen faldt på et emne der stod hendes hjerte nært. I passionens ild var hun ikke altid lige god til ikke at lade munden læbe af med sig. "Meget gerne. Jeg ved at jeg burde være bedre til ikke at fejle, givet at min moder har gjort en dyd ud af korrekte tiltale former. Det er bare jeg har aldrig selv set en ikiro, så at møde en der har og endda haft den så tæt på som dig, det er intet mindre end fantastisk og misundelsesværdigt."  Taknemligheden lyste fra de kastanje brune øjne, og afslørede misundelsen ikke var af den giftige grønne slags. Tværtimod var det en sund misundelse over hvor heldig han var og måtte føle sig.

"Åh ja det -... Jeg kan kun forestille mig hvordan det måtte syne med en ikiro der kom spadserende ned gennem gaderne." og ikke mindst frygt, tilføjede hun i sit stille sind som en fodnote. Hun havde slet ikke tænkt tanken, selvom det overraskede at høre den anden lever bode i udkanten, måske endda et godt stykke væk fra bylinen?

Det var svært ikke at smile, når folk snakkede om de korrekte tiltaleformer. For en der var gået igennem et par forvandlinger i livet, så var tiltaleformer aldrig noget han var kommet tilbage til. Skovelverne gjorde trods alt en dyd ud af det, mens mørkelverne over årerne havde gjort sit for at droppe alle tiltaleformer i det elviske sprog de kunne. På det punkt der var krystallisiansk næsten nemmere, selvom han havde gjort sig lidt i det oppe ved paladset, når han skulle tale mere officielt med folk. Man gjorde som alle andre gjorde trods alt.

”De er nogle ganske enestående dyr, hvis man kan komme tæt på dem, selvom de færreste nu har evnerne til at knytte et bånd med dem,” indrømmede han. De færreste forstod også at en ikiro aldrig ville blive helt håndtam, uanset hvor meget man forsøgte. Ves havde gjort hvad han kunne, med de evner han havde, og det var ikke ligefrem magi indenfor for dyrekommunikation.
Nu hvor samtalen dog var kommet i gang, så var Ves dog heller ikke ligeså bleg for at dele ud af oplysninger om sig selv. ”Hun er faktisk ikke den første ikiro jeg har haft et partnerskab med,” indrømmede han derfor. ”Men hende jeg havde i gamle dage, hun blev desværre dræbt. Forhåbentlig lider Midnat ikke samme skæbne.” Hun var jo også ung endnu, så i sidste ende måtte det vel gå. En dag skulle hun dø, men forhåbentlig ikke på samme grusomme måde. Det var en ting han aldrig ville kunne tilgive sine klanmedlemmer for… blandt så mange andre ting. "Jeg byder altid en anden katte elsker velkommen, skulle du være interesseret i at møde hende, selvom jeg ikke kan love at hun vil bryde sig om dig, eller overhoved vil vise sig." Lige på det punkt ville man nok få mere fornøjelse ud af at møde alle hans andre katte.

Det var så sjældent at hun havde oprigtige samtaler som der faktisk interesserede hende, i stedet for de tusindevis af emner hvor hun med en påtaget entusiasme fremstod som om hun fandt det bare en brøkdel spændene. Hun havde efterhånden forgivet så mange gange, at det næsten var blevet en rutine, og en hun præsterede at forfalske ret så overbevisende. Sådan var det ikke når Ves fortalte, her lyttede hun med en oprigtig betagelse for hvad han kunne fortælle om Midnat.
"Virkelig?" Udbrød hun, men kunne godt selv høre hvor dumt det havde lydt. Det var jo ikke fordi at han havde nogen grund til at lyve overfor hende, og da slet ikke om at han tidligere havde været så heldig at en ikiro havde valgt hans selskab til (også selvom det var på kattedyrets betingelser). Endnu mindre grund havde han til at digte dens død. Flov over sin egen tåbelighed slog hun blikket i gulvet. Kunne mærke hvordan varme steg til kinderne der antog en rosa kulør. 
Tilbuddet om et muligt møde med det prægtige dyr, fik hende dog hurtigt til at løfte blikket tilbage på ham. Et smil der gik fra øre til øre skubbede de røde kinder op mod øjnene "Det vil jeg mægtig gerne. Om ikke andet så hvis hun ikke skulle dukke op eller bryde sig om mig, så er der jo altid hende den lille pelsklump der som jeg kan beundre." Hun gjorde et nik mod lommen med den sovende killing.
Om det var en killing, almindelig huskat eller en ikiro der mødte hende var ikke af større betydning. Hun ville prissætte og skatte øjeblikket lige højt.
"Men kun hvis du også ønsker mit selskab? Jeg mener du ville jo hænge på mig i mellemtiden.".

Ves tog det ikke ligefrem til hjertet om hendes udbrød. Han ville være ligeså forbløffet, hvis han hørte andre der havde formet et bånd med en ikiro. Det var ikke nemt, men det skete en sjælden gang, og med hans lange liv, der havde han bare været ekstra heldig. Måske Midnat også foretrak en der mindede om hende farvemæssigt. Han gjorde trods alt intet for at skifte udseende, når han var sammen med hende. At Lily måske ville fange ham i hans egen krop, var dog ikke noget der var faldet ham ind endnu.

Ves kunne ikke helt stoppe sig selv fra at nusse den lille killing han bar rundt på, med et nik. ”Ja, og ellers så huser jeg også et par andre katte, som du sikkert også ville værdsætte,” indrømmede han. Det var trods alt næppe hans. Han vidste godt at katte havde deres eget liv, men han havde det fint med at lægge hus og mad til dem, skulle de ønske det. Et par katte var dog nok en underdrivelse. Desværre en underdrivelse han gav lidt for ofte, så folk fik noget af et kulturchok, når de endelig besøgte ham.

Han så lidt eftertænksom ud, inden at han endelig rystede hovedet. ”Jeg ville næppe have inviteret dig, hvis det ikke var fordi jeg kunne holde selskabet ud,” sagde han endelig. Nok det tætteste hun ville komme på det kompliment i dag. Han havde i hvert fald intet imod hendes selskab som det stod nu, hvilket klart var en forbedring, for alle de andre han havde det mere anstrengt med. Det var nok kattene der gjorde at han kunne holde samtalen kørende i sidste ende, og ikke bare var gået. Han havde brugt for mange år på at være venlig mod folk han ikke brød sig om, så det havde han lagt bag sig, sammen med Lyset. 

Ikke på noget tidspunkt var der mistanke for at når den rødhåret skovelver lovede den unge kurtisane, at han havde et par katte udover den sovende killing og Midnat, som ville værdsætte hendes opmærksomhed og tilhørende øre nus, at det ikke faldt hende ind han i virkeligheden snakkede om en mindre katte hær.

"Jamen så vil jeg elske at komme på besøg hos dig. Det er svært at afslå muligheden for at nusse med katte i et behagligt selskab," Hun sendte ham et sigende smil, der afslørede det var ham hun hentydet til inden blikket rettede sig mod den udbulede lomme "og chancen for at se hvordan det går med den lille klump af pelset lykke." Læberne kurvede op ad i et varmt smil. Hun var oprigtig interesseret i finde ud af om killingen ville falde til hos ham og de andre katte, ikke fordi hun troede andet ville være en mulighed. Hun var tydeligvis allerede tryk ved ham.

Tiden gik altid hurtigt når man snakkede om ting der stod ens hjerte nært, og da Daena slog blikket omkring dem var krostuen så godt som tømt. Hun kunne have sparket sig selv, vedvidende om at hendes mor ville sidde med is i blikket når hun ramte byhuset i Dianthos "Jeg er desværre bange for jeg er ventet hjemme, men jeg har nydt at tale med dig Ves. Måske jeg kunne komme forbi dig og kattende i slutningen af ugen eller staren på den næste?".