Det var efterhånden nogle måneder siden at nordboen første gang var vågnet op i det underlige tempel. Måneder siden at hun havde været udenfor den forseglede verden der befandt sig herinde, og i løbet af de måneder, havde hun - meget imod sin vilje vel og mærke - følt hvordan at hun gradvist var åbnet mere og mere op til de mennesker der bosatte sig heroppe. Thanos Orden var - fra hendes sort og hvide synspunkt - en spøjs sammensætning af personligheder, men noget havde de trods alt fat i, når de ikke alene lod hende være i fred, men også lod hende være i ro. 

Fordi ro var hvad hun virkelig havde haft brug for, her i starten. Hun havde ikke villet have noget med dem at gøre, hun ville bare væk. Men med begge arme bundet ubrugeligt ind, ben der knagede, en ryg der værkede og et sjælebånd der ikke syntes at blive svagere... var hun endt med at blive. Hende og griffen var trods alt i samme situation... så de kunne ligeså godt få det bedste ud af det. 

Mange eftermiddage of aftener var dermed blevet brugt i den luftige stald, hvor at det fantastiske væsen stille og roligt begyndte at komme til kræfterne. Han var ligeså... skadet som hende - det var jo grundet hans skader, at hun selv var skadet - så Alvilde forstod hans længsel, når han kiggede op imod dem lyseblå himmel. Hun følte hans savn, når han så fuglene kvidrer lystigt imellem loftsbjælkerne. Og som dagene blev til uger, og uger til den første måned... var hun selvfølgelig endt med at tale med ham. Der var jo ikke andre end ham, udover munkene og han... han var faktisk en ganske kløgtig grif. Samtaler om ordenen, samtaler om livet før nu. Forklaringer om de vilde vindstrømme og mægtige reder hvor han kom fra, og Alvilde selv der fortalte om de snedækkede bjergkæder og vilde skove. Og Dianthos, selvfølgelig. 

Arok kaldte hun ham, da kommunikationen primært foregik i billeder. Og Arok virkede til at være okay med det navn. 

Og på et eller andet tidspunkt, havde han fået overtalt hende til at... give dem en chance. Hvordan nordboen pludselig endte med at bruge timer med munkene i ordenen, se det ville hun aldrig kunne sige, eller tillægge en bestemt dato. Men pludselig var dagene brugt i deres fremmede men interessante selskab, og aftenerne brugt omkring den snehvide skabning Arok. Pludselig begyndte hun at lære, pludselig begyndte hun at lytte. Og måske havde det i sandhed været Vex' plan fra starten af, men Alvilde Alhaug følte at det var hendes egne ben der bar hende imod den vej der udfoldede sig, og en ny livsstil blev stille og roligt adopteret. 

Hun lærte kampfærdigheder hun ikke havde kendt, og hun lærte disciplinen bagved hvornår og hvorfor man brugte de evner. Hun lærte mådehold, og fornemmede at det gav pote i de venskaber hun fik dannet sig. 

Og da næsten 4 måneder var passeret... var Alvilde endt med at se en hvis form for logik i hvad der blev sagt, hvad der blev gjort og hvad der blev ment, af de kære munke. Hun var på ingen måde udlært lig dem, men værdier var blevet taget til sig. 

Og med nyt tøj, en ny mentalitet og en ny undren på verdenen, var det at hun.... tog en beslutning, der skulle påvirke resten af hendes år.