Hvorfor skulle skibe gynge sådan!
Knap var man kommet ombord, lagt sig godt til rette i den store trækasse før hun blev slynget rundt og ramlede ind i træet og af flere omgange slog næsen noget så grusomt. Som de lagde fra havn, var det intet problem. Det havde krævet noget snilde for den lille sorthårede tøs at snige sig ombord, og endnu mere at komme ned i lastrummet uden at møde en surmulet sømand der altid talte med råben og helst også ord der ikke skulle høres af nogen artig pige!
Ikke at Phoenix tilhørte den gruppe, men alligevel!
Turen ud af havnen var som forventet, og den første dag var gået i total kedsomhed gyngende frem og tilbage, men så kom stormen og hun begyndte at blive usikker på om kassen overhovedet var suet ordentlig fast! Det gyngede faretruende, og træet, både skibets og kassen knirkede så skrigende i ørerne.

Phoenix havde ingen ide om klokken eller dagene der var gået i total kedsomhed og derefter total tortur i stormens rasen, før rebet knækkede.
Den sorthårede piges øjne blev store og det føltes et øjeblik som om tiden stod stille. Det føltes som om hun fløj, i det hun ikke længere havde kontakt med hverken gulv eller sider af boksen før den ramte trægulvet. Holdbarheden af kassen var ikke at brokke sig over. Den trillede tungt over gulvet uden at splintres, men lyden der kom fra indersiden var en hel anden.
Phoenix skreg forskrækket og gryntede af både smerte og ubehag jo flere gange kassen trillede og hun følte sig imponerende nok mere søsyg. Omtumlet forsøgte Phoenix at åbne låget, der i tomulten var havnet nederst. Uuuuuurgh.

Der var et øjebliks stilhed, som de råbende stemmer der skulle holde lasten på plads, havde fået noget helt andet at tænke på. Kassen blev løftet, vendt så hun faldte rundt i kassen og låget blev åbnet. Over hende stod der tre gennemblødte sure sømænd og stirrede ned på den spinkle unge kvinde med den løse skjorte sad i tomult og håret som en høstak. ”Øh.. Hej?” hun smilede uskyldigt, trods det på ingen måde gav hende noget uskyldigt udseende. Med et fast greb om armene blev hun hevet op af kassen og trukket afsted. ”Nå! Jeg håber ikke i kaster mig overbord i det mindste..”

Når man ofte var til søs, fik man prøvet lidt af hvert. til lidt af hvert. Bagende sol eller høje bølger var noget, som alle på skibet havde oplevet gentagne gange, men det betød ikke, at især stormene var noget, som man nogensinde blev vandt til. De høje bølger fik skibet til at vippe, så man nogle gange kunne tro, at nu ville det tippe helt og blive opslugt af bølgerne, og vinden rev i sejlene så man kunne frygte, at de ville rive sig løs eller masten ville knække. Men endnu var der ikke sket noget med skibet, og det var selvfølgelig på grund af ordentligt håndværk, bevares, men så bestemt også på grund af mandskabet på skibet.

På dækket kæmpede mændene mod elementerne for at sikre, at alle kom sikkert i havn. Alle havde en oogave, og egentlig også flere, og alle udførte dem med den præcision og hast, som der var nødvendigt. Hvis nogen ikke kendte deres plads eller mistede overblikket, var det godt at Merek stod klar til at brøke ordrene ud til mændene. Det var da bestemt heller ikke fordi, at han følte sig for fin til at tage fat, det var hans skib, hans mænd og hans ansvar, så han arbejdede mindst lige så hårdt som alle de andre. Alle var de for længst genneblødt af en blanding af regn og havvand som var skyllet op over skibet og alle var de trætte og kolde, men ingen klagede.

Der var et øjebliks stilhed, hvor Merek kunne træde et skridt tilbage og forsøge at skabe sig et overblik over situationen. Det var dog ganske kort, for der gik ikke længe før en af hans mænd kom og greb fat i hans skulder.
"Jeg har noget, som jeg tror de ønsker at se!" Råbte han for at overdøve stormen. Ordene blev besvaret med et nik, hvorefter Merek fulgte efter, på vejen sørgede han selvfølgelig for at overgive kontrollen til en anden. Det var nu egentlig rart nok st komme væk fra elementernes rasen, men han vilme hellere være ude ved sine mænd, så blikket var hårdt da han fik øje på grunden til, at han var blevet hevet væk.
"Og hvad har vi så her? En blind passager?"

Phoenix pustede til en hårlok der var faldet ned foran hendes øjne, nu hun var frarøvet sine arme til at gøre noget ved det. Det var ikke fordi de var brutale ved hende. Det var virkelig synd at sige, specielt med hende erfaring med en noget brutal og hård behandling. Derimod smilede hun ganske fornøjet, om end træt og stadig en smule grøn i ansigtet over stormens tag i skibet. Kunne de ikke lige havde gjort hende det behageligt, og ikke kaste sig med hoved først ud i et uvejr?!
”Orh blind og blind. Nok mere en uheldig en af slagsen.” havde hun været blind passager på den måde, det nu engang var tiltænkt, havde skibets kaptajn – det gik hun ud fra at han var – aldrig fået at vide at hun var der. Mændene var skam heller ikke til at slå eller stikke i for at lade det forblive deres lille hemmelighed.

Med det sagt, var tanken om at komme tilbage i den ikke synderligt rene kasse ikke spor tillokkende. Ikke nu hun havde fået en smag på bare en smule mere frisk luft. Det kunne stormen trods alt bringe med sig. ”Er der nogen mulig måde, vi kan lade som om, I aldrig har set mig?” så igen, hendes mave var tom og knurrede faretruende. Hun var bleg og en smule svedt af søsyge, for ikke at tale om hvor beskidt hun var blevet af at ligge i hvad mildest talt kunne betegnes som en høkasse. Men hun forsøgte sig alligevel med sit altid muntre smil, trods hun stod i lort til halsen.

Lettere udmattet lod Merek en hånd glide ned over det fugtige ansigt. En blind passager var det absolut sidste, som han havde brug for lige nu. Stormen gjorde det ikke nemmere for mandskabet, de havde brug for ham til at styre tingene, til at hjælpe! Men nu skulle han i stedet tage tiden til at tage sig af en blind passager, som, for at gøre det endnu værre, så ud til at være en ganske spinkel kvinde, som ikke engang ville kunne hjælpe her i midten af stormen!
"Jeg kan ikke mindes, at jeg har tilladt fremmede kvinder ombord på mit skib, så uheldig eller ej, er du stadig en blind passager" Han lagde armene over kors og så på hende med et blik, som gjorde det tydeligt, at han ikke var i humør til st dislutere det emne yderligere.

"Jeg burde lade dig blive smidt overbord. Der er garanteret flere, som hellere end gerne vil have æren af at gøre det" Han gjorde ikke det mindste for at ligge skjul på sin store irritation over hele situationen, hun var trods alt en blind passager og fortjente derfor ikke hans høflighed.
"Tag hende til min kahyt, så skal jeg nok finde ud af, hvad vi gør med hende" Han vendte sig mod en af mændene, som, om muligt, så endnu mere irriteret ud, end han selv gjorde.
"Kan i styre tingene uden mig?" Der blev givet et bekræftende nik fra sømanden, hvorefter Merek vendte sig om, og satte kursen mod sin kahyt.

Phoenix trak lidt på skulderen med et kækt glimt i øjet "hvor kedeligt. Fremmede kvinder bringer ellers ofte en god stemning" mumlede hun lavmældt, trods hun tolkede situationen til at det ikke var tid at bringe alt for meget diskussion ind i billedet. Så hun sank hovedet nok til at vise at han bestemte. Hvis nu han skulle være blevet i tvivl - ganske utænkeligt.

Hun kommenterede ikke på hans noget irriterede og negativt ladede kommentar med andet end et hævet øjenbryn. Mænd, på et skib, flere dage fra havn. Hun tænkte der nok var andre steder de hellere ville smide hende hen end overbord. Så igen, mange af de her mænd så da yderst irriterede ud. Det var da en underlig reaktion på lille hende. Hun stod da ingen for meget i vejen. Hun skulle blot fra a til b.
Tavst lod hun sig hive op fra gulvet og slæbt i en arm afsted hen mod kaptajnens kahyt. En alt anden en tør tur, og det var skam heller ikke spor nemt at holde balancen. Noget der så ud til at irritere sømanden endnu mere. "Ja ja, du kan jo lade være med at have så skide travlt" råbte hun muggent. Et råb der mere eller mindre druknede i uvejrets stormen.

Våd, kold og utilfreds blev hun skubbet ind i kahytten. Med armene om sig selv, svagt rystende af kulde, gav hendes øjne sig flittigt til at se omkring. Alt imens hun overvejede om den kolde skylder på vejen til kahytten gjorde den meget sure kaptajn bare lidt mere afkølet.