Mørket havde de sidste mange dage været der, lige foran porten, og mange inde i byen også. Ganskevis var byen omringet af en mur, men en mur har døren og desværre var denne belejring blot et tydeligt tegn på hvor mange døre der var i denne mur. Vagterne og lyset selv havde været for afslappet, var tydeligt, mørket havde lige besat Dragorn, så alle, havde forventede tid før deres næste træk. Mere end blot disse få månederne, og nu bankede de på døren, og denne banken havde lydt i dagen, denne vandvids drivende høje bank, af horn, og trommer som de aldrig gav befolkningen, byvagten, eller lyset folk ro, altid skulle de være klar på det næste, hvert et øjeblik var vigtigt og kunne koste både byen og liv. To ting der ikke måtte ske, og alliancen med Elverly, de nyheder ventede alle stadig spændt på, elverrådet havde siddet i møde i hvad virkede som en evighed for at beslutte sig. Halvdelen af 2015 var gået, og beslutningen var ikke taget og ingen der var midt i dette kaos, vidste hvornår den kom og ved guderne måtte det være snart.

Josefine Solberg, var ingen undtagelsen, og hun følte presset fra de evige horn og trommer hårdere end nogle anden. Ikke blot hendes eget, men også alle andres. De få øjeblikke hvor det unge menneskelige kvinde kunne finde for sig selv, var med tanker omkring hendes børn, den snart et årig datter, og ældre søn som begge befandt sig hos deres svækket og gamle bedsteforældre. Netop disse tanker havde fået hende til at trække sig fra sit post. Blot et øjeblik med ro, var alt hun søgte fra krigen, fra vandviddet, fra spændingen, dagen kamp var nærmest lige sluttet så dette var muligheden hun fik. Så snart Mirabelle fik blik på hende blev hun sent i heler lejren, og hvis det blev som de sidste mange dage, var der oprettet en ny lejr. Så dette øjeblik, ville ingen brokke sig over, håbede hun. Men den ro hun søgte fandt hun ikke, som uror ikke blot blev følt, men hørt. Et skrig, og lyden af metal, træk hende i netop den retning, den retning hun, hvis hun kendte fremtiden, aldrig skulle have gået. Den gamle varehus, der havde stået tomt, et varehus lyset havde benyttet til opbevaring af mad, medicin og rent vand, og netop nu var der ingen vagter og efter de lyde der havde ramt hendes sind, var der intet andet at gøre end at trække sig derind.

Stanken af blod hang i luften, og vagterne manglede ikke, tværtimod, de var der. Det var det første syn der mødte hende. To byvagter, en en fra lysets krop, og livs væske som træk sig langs trægulvet, samt en fremmede ung kvinde, for ung til at være soldat, men mørket holdt ikke alder kært, men der lå hun, en ung kvinde, for ung til at have levet, i mørkets uniform, og blodig økse i hånden. Den eneste som havde modtaget lidt respekt, hendes øjne var lukket, og hænderne samlet ved hendes hjerte. I det mindste viser de sympati for deres egne. Tænkte den unge kvinden som hun lukkede øjne på dem som havde mistet livet. "Må i finde kile og endelig få et fredfyldt hvil, i isaris lys." hviskede hun, som hun træk sig ind i de næste lokale. At gå derind alene var langt fra hendes klogeste øjeblik, de grønne øjne søgte rundt i de mørke lokale, og lygten af blod, stanken af blod, blev aldrig mildere  i det nye lokale. fem. Det tal hang i hendes sind, hvorfor, hvorfor lige fem. I dette øjeblik var tanken fremmede for hende, men netop som hun drejede ind i det store lokales åbning blev det klart, altid fem vagter. Flere af mørkets folk lå også, farvet af deres egens livs væske, og sjæleløse øjne. De sidste vagter, var der også, i samme stilstand, livsløse. Hun træk vejret dybt, men et bid af frygt på læberne som hun bøjede sig over den første fra lyset, "I gjorde det godt." hviskede hun, og inderligt håbede kampen endte uafgjort, og forsigtigt lod hun en blind finger lukke hans døde blik. Hun sukkede dybt og lod blikket falde på den sidste, som var i langt voldsommere tilstand, som et vredt dyr havde mødt ham. Hun havde set værre, men den kvalmende fornemmelse var tydelig i hendes blik, som kinderne kort pustede sig op.

    Nok var Treston stadig temmelig grøn i sit Riddervirke, men da hans delingsføre prikkede ham på skulderen til morgenmaden og instruerede ham i, at melde sig til vagttjans i helerlejren, blev han alligevel bare en lille smule fornærmet. Han forstod selvfølgelig godt rationalet i ikke at brænde alle soldater af på samme tid - at gemme nogen af Ridderne, der blev anset for de tunge spillere, i baghånden, så de kunne være friske og veludhvilede og klar til at overtage teten fra de soldater, der lige nu kæmpede for deres liv og døde i hobetal...
    Men derfra og så til at kunne værdsætte, at blive sat på banalt bevogtningsarbejde var der alligevel langt! Han ville ud, hvor der skete noget! - ligesom Ersten og Dastor. Ud, hvor hans indsats rent faktisk kunne gøre en forskel...
    Dog var Treston ikke dum nok til at sige sine overordnede imod, og derfor slugte han sine indvendinger og posterede sig ved lageret med de to byvagter, der også havde fået til opgave at passe på maden og medicinen.
    Det blev nogle meget lange timer - kun gjort endnu længere af de lyde, der hjemsøgte dem fra helerlejren, når de sårede fra træfningerne udenfor blev bragt ind. Det var en baggrundsstøj uden den mindste form for opmuntring i, og frustreret af en blanding af kedsomhed og dén tæring, de såredes skrig udsatte hans nerver for, bekendtgjorde Treston over for sine to medvagter, at han ville gå ind og tjekke den bagerste del af lageret - sikre sig, at der ikke var løse brædder eller andre smutveje ind til medicinen.
    
    Han havde netop puffet til det sidste bræt med foden og konstateret, at han ikke kunne tillade sig at bruge mere tid heromme, da der lød et halvkvalt udbrud fra det tilstødende lagerrum og derefter et blødt bump, der straks fik Treston til at rette sig op med et sæt med alle alarmklokker kimende i hovedet. Lyden af træ, der flækkede - en kasse, der blev mast? - og til Trestons overraskelse; en kvindes hvislende forbandelser, efterfulgt at mere håndgemæng og lyden af endnu en tung krop, der sank om på jorden. 
    De var under angreb - ingen tvivl om dét - og ud fra lydene at dømme, havde Treston netop mistet sine to medvagter til et ukendt antal angribere. Det krævede ikke megen overvejelse at komme frem til, hvad den bedste taktik ville være, og så lydløst som muligt trak Treston sit sværd og fik positioneret sig i skyggerne ved siden af den åbne dørbue til det tilstødende lokale. Han kunne se i hvert fald tre skygger forstyrre rektanglet af lys, der faldt ind igennem døråbningen til baglokalet, men det var umuligt at afgøre højde og drøjde på de fremmede - han kunne ikke gøre andet end at vente, og så forhåbentlig tage dem med bukserne nede.
    Han kom ikke til at vente længe. Angriberne konstaterede hurtigt, at de gode sager måtte være i baglokalet, og Treston strammede grebet om sit sværd, da fire skikkelsers skygger forstyrrede lyset på gulvet, og fire personer klædt i Mørkets uniform gik intetanende forbi ham og gjorde anstalter til at ville kigge kasser og sække igennem.
    Men han lod dem ikke få muligheden for at splitte op - gik til angreb uden en lyd, og havde fået hakket den første ned og stukket den anden i låret, inden det for alvor gik op for resten, at de var under angreb. 
    Et heldigt udfald tog hovedet af den sårede soldat og lod Treston koncentrere sig om, ikke at blive hakket i skiver af de to resterende, der i dén grad var kommet sig oven på overraskelsen, og nu gik til ham med en arrigskab, han sjældent havde set. 
    Det var en seriøs lorteposition. Selvom Treston anså sig selv som værende ganske ferm med et sværd, fik han i dén grad kam til sit hår med to modstandere, og der gik da heller ikke længe, før han blødte fra et snit op langs knæet og en lang flænge, der havde åbnet hans uniform hen over ribbenene og gjorde dét med at trække vejret til en meget ubehagelig oplevelse. Soldaten betalte for sidstnævnte med sit liv, og Treston tumlede bagud; uden for den sidste angribers rækkevidde - rettede sig op og så den uniformerede mand i øjnene. Velvidende, at han ikke stod sig særlig godt imod en uskadt modstander...
    "Hvis jeg var dig, ville jeg stikke af, mens tid er," bemærkede han forpustet og gjorde et kast med hovedet i retning af døråbningen, ifald manden foran ham ikke talte hans sprog. "Der er helt sikkert nogen, der har hørt larmen herindefra... Der kan komme forstærkninger hvornår-det-skal-være."

Det havde ikke ligefrem været nemt at trænge ind i Dianthos. Dage med endeløse kampe havde farvet jorden rød. Soldater på begge sider var gået tabt. Da først portene var blevet åbnet, var Gabriel en af de første til at storme hovedstaden. Det var et vigtigt skridt for, at Mørket kunne få skabt fred i landet og drevet de hedenske Isaritroende bort.

For Gabriel havde dette også betydet en oftere udskiftning af sit lager af kroppe, og med mindre helerne kunne lappe de brugte sammen, vidste han næsten på forhånd, at han ville få et hyr med Zen, når han besøgte hende igen. Han kunne vel ikke bebrejde dukkemageren. Han havde lovet hende, at han ville behandle hendes værk med respekt, så det ville vel kun være naturligt, at hun blev sur, når han kom og bekendtgjorde, at han havde brudt sit løfte? Det var noget, tiden i sidste ende ville vise.

Som de var trængt længere ind i Dianthos, havde de fået delt sig godt op. Gabriel var sammen med tre andre på vej ind i den noget mere øde del af byen, og han brød sig tydeligt ikke om, at de ikke var sammen med resten af delingen. Han var dog samtidig klar over, at det var for farligt at forsøge at komme tilbage til dem lige nu. Det krævede en del planlægning at omrokere og finde deres næste træk. De ledte derfor efter et afsides sted til at samle kræfter og tanker. Dette blev dog imidlertid afbrudt, da de nærmest kolliderede med to vagter efter at have rundet et hjørne. Om de var byvagter eller i Lysets tjeneste, havde ingen af dem tid til at finde ud af. Imponerende hurtigt - nok pga. det fordoblede antal - fik de kæmpet dem ned, og de valgte at tjekke bygningen for at se, om der skulle være andre. Hvis ikke ville dette være et godt sted til et hvil.

Som de kom ind i det bagerste rum, blev de dog taget med bukserne nede om sokkeholderne. En enkelt mand havde gemt sig i skyggerne, og han fik hurtigt nedkæmpet de første to. Hvis ikke situationen var som den var, havde Gabriel taget et øjeblik til at beundre mandens iver og teknik. Som han vaklede baglæns og ytrede sine ord, brugte Gabriel alligevel et øjeblik til at tage ham i åsyn. Han var ikke ret gammel, og det blonde hår nærmest lyste i det halvmørke rum. Ikke desto mindre fejlede hans teknik ikke noget. Gabriel tog et forsigtigt skridt fremad med hævet sværd. Det var tydeligt, han tog det som værende en tom trussel.
"Og hvis jeg var Dem, ville jeg se at stikke af. De kæmpede bravt, men jeg lover Dem for, at hvis De forsøger at trække tiden, mister De Deres liv" svarede han i en alvorlig tone. Han var stadig uden for rækkevidde, men han kunne heller ikke bare sådan tillade sig at træde indenfor igen af fare for, at den lyshårede ville angribe, mens han det korte øjeblik var forsvarsløs.

Netop som hun lukkede øjne på den sidste(om de var mørket eller lyset bekymret hende ikke, hvil skulle de have), hørte hun lyde fra det næste lokale, eller længere inde i varehuset, hun havde ikke været her nok til at vide hvordan bygningen lå. Men hun vidste hvad der var længere inde i bygningen, og at høre larm nær de dyreste urter til rensning af magiske sår var på ingen måde godt. Med sammenklemt kæbe lod hun sig snige længere ned i bygningen. Lette skridt og lyden af kamp, en kamp der endte lige så hurtigt som den forekom, og skridtende blev lettere og letter som hun kom nær, og i ly af en kasse hørte hun deres ord. Den første stemme kendte hun godt, han var lige blevet slået ridder var han ikke? Problemet var dog ikke ham, men tonen i hans stemme, og de ord der blev brugt, hvem end det var rettet imod var der ikke en af vores. Blikket gled tilbage på de døde hun havde hjulpet på deres vej til efterlivet som hun lyttede til den fremmede stemme, uden tvivl endnu en af mørket.

Er det kun de to tilbage? tænkte hun håbefuldt, som hun lod sig kigge ud fra kassernes skjul, og i dette korte øjeblik fortryd hun at hun blot havde sit sværd og sin bue lå langt væk i heler lejren. Med en dyb vejrtrækning samlede hun modet til at gå ud fra sin skjul, og gjorde intet for at skjule sin tilstedeværelse som den ene hæl slog et klang imod gulvet, og med let usikker hånd, var sværdet peget imod kilden til den fremmede mand. "Måske er det bedste de bare overgiver dem? På den måde vil ingen flere dø i aften." lyd det, for at få hans opmærksomhed, begge deres opmærksomhed. De havde begge siden imod hende, så ligemeget hvad, vidste hun at dette ville være til 'deres' (lysets) fordele, at blive set. På trods af alle forfærdeligehederne der var sket, og det blod hun havde på sine hænder fra at hjælpe ligene til hvil, ønskede hun inderligt at ingen andre ville dø denne dag, denne krig, og det kunne høres i tonen. Bevist holdt hun sig fra dem, ikke af et kamp fokuseret synspunkt, men for ny ville hun gerne undgå at mærke deres følelser. Så det var med nogle meters afstand hun stoppede, og peget sit sværd imod den ældre herre. "Lover de bliver behandlet ordenligt, og med en retfærdig rettergang." tilførte hun og stoppede op.

    Hjertet sank i livet på Treston, da han så roen og beslutsomheden i soldatens øjne - hvordan han bestemt ikke lod sig mærke med truslen fra sværdet. Forpulede...
    Treston havde ikke mere kamp i sig - ikke effektiv kamp i hvert fald... Ikke kamp af den slags, man gik vindende fra. Han havde virkelig håbet, at soldaten bare havde ladet sig intimidere...
    En lille, bitter grimasse gled over hans ansigt. "Se det er dét der er... med dét der liv..." gispede han og tog et usikkert skridt til siden - var nær gået omkuld, fordi det sårede knæ var ustabilt. "...Det er blevet svoret til Lyset... Så jeg bestemmer ikke rigtig over det selv..."
    Lyden af fodtrin fik det til at gibbe i Treston, til han fangede et glimt af Lysets uniform ud af øjenkrogen - genkendte stemmen, selvom han lige nu ikke helt kunne placere den. Forstærkninger... Isaris være lovet...
    Det skulle være nu - mens Mørkets soldat forhåbentlig var bare en lille smule distraheret af den nytilkomne. Treston ville ikke have en chance, hvis den anden fik muligheden for at rette sin fulde opmærksomhed imod ham igen... 
    Treston angreb uden en lyd - håbede på at tage fjenden med bukserne nede, hvis han ikke gjorde opmærksom på sig selv. Allerhelst ville han have kastet en håndfuld komprimeret sollys i ansigtet på soldaten, men den sølle smule, der fandt vej ind på lageret, var ikke meget værd, og det ville ikke kunne betale sig at spilde energi på det. I stedet slog han ud med sværdet i håb om at fange fjenden på det forkerte ben - håbede også, at den nytilkomne, var det Josefine hun hed?, var klar til at bakke ham op, hvis angrebet slog fejl. Glemte alt om finesse og teknik og smed det hele overbord til fordel for hurtighed og en aggressiv hamren imod soldatens parader.
    Hvis bare han kunne få et enkelt slag igennem...

Gabriel skulle netop til at lave et udfald mod den lyshårede mand, da bevægelse fangede hans opmærksomhed ud ad øjenkrogen, og han blev derfor stående med hævet sværd, klar til at forsvare sig selv. En kvinde? Menneske at dømme ud fra udseendet, men han kunne ikke være sikker. Hendes ord fik ham dog til at le. En imponerende glædesfyldt latter, situationens alvor taget i betragtning, der rungede i det ellers stille lokale.
"Ååh, ungdommens naivitet. Retfærdig rettergang? Min kære, der bliver sat en sjælebinder på mig, og så bliver jeg ellers henrettet ved magi. Lyset ser ikke pænt på dæmoner" svarede han, og han kunne ikke helt skjule bitterheden i sin stemme. Det var tydeligt, der, fra hans synspunkt, kun var ét udfald, hvis han overgav sig. Hvis han kæmpede, var der rent faktisk mulighed for at slippe væk. Selv hvis kroppen skulle give efter, havde han stadig en chance efter for at slippe bort.

"Så burde De virkelig overveje at skifte karri..." begyndte Gabriel, men mandens udfald afbrød ham, og han reagerede instinktivt; Gabriel trådte først et skridt til venstre for at placere den lyshårede soldat imellem ham selv og kvinden i håb om at mindske risikoen for et udfald fra hendes side, mens han var sårbar. Hernæst parerede han mandens sværd med sit eget, men en skarp smerte fra siden fortalte ham, at han alligevel var blevet ramt, og en knurren kunne tydeligt høres fra ham. Det var ikke nær så slemt, som hvis han ikke havde pareret, men han havde klart foretrukket ikke at blive skadet. Som han skubbede sværdet til side, greb han ud efter håndleddet på mandens sværdarm med sin frie hånd for at skubbe den længere over til siden, så den krydsede ind over mandens torso. Så hamrede han sværdknoppen fra sit eget sværd mod mandens ansigt i håb om at slå ham ud.
"Sov" lød det kommanderende fra ham, selvom Gabriel udmærket vidste, ordren alene ikke ville få ham til det.

At høre manden le af hendes ord, fik hende til at bide kæben sammen. Men før der var mulighed for at sige andet, gøre andet, bevæget begge mænd sig. Den unge ridder gik øjeblikkeligt til angreb imod den ældre herre, og den ældre herre af mørket var ikke overrasket over angrebet, nærmest virkede det til han havde planlagt en ny ankom som han hurtigt skiftede det hele. Den unge ridder og hende selv nu tættere side om siden med manden foran dem. Josefine tøvede meget kort før hun satte halvt i løb for at nå at komme nær de to, deres sværd mødtes med et klang som de to dansede forbi hinanden. Men på trods af skaden der forekom imod manden af mørket, stoppede kampen ikke. Som hun så sværdet dreje sig, og sværdknoppen blive blottet til lyset var der ingen tvivl om hvad der ville ske næst, og den unge kvinden hvis dybeste ønske var at beskytte alle, lod sine instinkter handle for hende.

Sværdet blev vendt i takt med den mere erfarende herre af mørket gjorde sit. Som den unge ridders arm blev revet i, trådte hun ind så tæt hun kunne og som sværdknoppen bevæget sig imod den ungeridders hoved, flyttede hun sin håndflade i dens retning, mellem den og riddernes hoved. Blank siden af hendes sværd fandt i samme øjeblik som sværdknoppen ramte hendes hånd, knæet blev hævet og mødte den nederste af hendes sværd. Alt gjort for at stoppe sværdknoppen for at møde riddernes tænding, og det lykkes. Dog som det lykkes kunne alle i rummet høre knækkende lyde som knoglerne i hendes hånd gav efter, og med et støn bidt hun kæben sammen så hårdt hun kunne, hendes øjne blev store som smerte spredte sig igennem hende, men, hendes mål lykkes, Ridderne mødte ikke en sværdknop, blot hendes håndryg, som gav efter og håndens knogler flækket på alle de måder de knogler kunne. Alligevel lukkede hånden sig om sværdknoppen, og endnu et samling af smertefulde ord forlod hende, som hun inderligt håbede ridderne fik overtaget ved denne mulighed.

    Treston blev revet ud af balance da manden - dæmonen - greb om hans håndled og flåede armen ind foran ham; fik ham til at snuble fremad. Blodtabet gjorde intet godt for hans koordination, og da han forsøgte at stabilisere sig, knækkede det skadede knæ sammen under ham, så han nærmest kollapsede - ind i favnen på dæmonen. Nåede kun lige at spærre øjnene op, da sværdknappen kom susende ned imod hans ansigt. 
    Et brus af bevægelse. En kvalmende, knasende lyd. Josefines smertensudbrud.
    Så var der pludselig en plan, der slog ned i hans overrumplede hjerne, og inden han rigtig havde fået tænkt den igennem, havde han taget hul på den - udnyttede forvirringen omkring Josefines pludselige indblanding. 
    Stadig halvt i dæmonens greb lod Treston sit sværd falde til jorden og greb efter de Bundne håndjern, der som en del af Riddernes standartuniform hang i hans bælte. Det kolde metal mod huden - magien fik hans fingre til at snurre - og mens dæmonen endnu var optaget af Josefines distraktion, smækkede Treston lænkernes ene manchet om soldatens håndled med et klik og higede sig fast i den anden ende, fordi hans tag i dæmonen og dæmonens tag i ham efterhånden var det eneste, der holdt ham fra at falde sammen på lagerets hårdtstampede jordgulv. På én eller anden måde fandt hans ene hånd frem til dolken, mens den anden havde travlt med håndjernene, og han fik den trukket - holdt det kolde metal op imod dæmonens ribben, så soldaten forhåbentlig ville kunne mærke spidsens prikken gennem Mørkets uniform. Der ville være noget på spil for dæmonen nu.
    "Stop!" fik han hvæset og måtte så meget ufrivilligt gribe fat i dæmonens uniformsjakke, fordi lagerrummet kørte rundt for ham og benene gav efter. Han snerrede og tvang sin hånd med dolken til at blive hvor den var, selvom det var begyndt at sortne for hans blik. "Slip sværdet. Og dig," ordene var henvendt Josefine. Det var Josefine hun hed, ikke? "Josefine. Træd væk fra ham."
    Han havde alle intentioner om at lade dolken synke i dæmonen op til skæftet - om han overgav sig eller ej - men han måtte have heleren ud af farezonen først.