3 sølv blege fuldmåner havde rejst sig på det mørke himmelvæv. Alle 3 havde haft ledt den unge bjergalf afsted på adrenalin fuld jagt. Hver gang var den snehvide alf draget ud, under dækket af hun skulle ud for at samle sig inspiration, så nye unikke smykker kunne skabes for kongefamilien. Der havde ingen undtagelse været.
Ved den seneste fuldmåne også denne havde ledt Niëva på jagt efter den måneulv, der havde hærget nær Dianthos bymure. Denne gang havde jagten bragt hende indenfor Dianthos murer, men det til trods havde Chance til Niëvas store frustration endnu en gang tilsmilet varulven…

Vækket af en mave der i bedste facon lod sig højlydt beklage over manglen på mad, havde den forvoksede alf tysset halvsovende, som havde maven nogensinde tænkt sig at rette ind efter det. Da de hval lignede lyde tog til både i styrke og længde lod det ene lyse øje sig dovent glide op, efter den værste søvn var gnedet ud af øjenkrogen. Skottende til vinduet med de fra trukne gardiner, var hun nærmest væltet ud over sengekanten på det kroværelse, hvor hun havde indlogeret sig for natten.
Knapt var tøjet blev trukket på, før bjergalfen rev døren op og strøg med alt hast ned af gangen, hvor lukkede døre langs begge sidder fulgte hende på vej.
Farten blev taget noget af, når hun undervejs forsøgte at beholde fremdriften mens de højskæftede støvler blev trukket på. Det havde været fristende at sætte sig på trappens øverste trin, tage turen ned siddende på måsen mens snørerne blev bundet. En plan der var langt mere praktik i hovedet end i realiteten, hvorfor trinene blev taget fod for fod.
”Bare behold resten, god dag.” betalingen for værelset ramte kun lige akkurat den solide trædisk, inden hun med et smil havde drejet omkring sig selv og lagde kursen mod døren ud til gaden. Vævende ud og ind mellem den brogede skare af væsner bosiddende eller besøgende i hovedstaden, blev de hastige skridt til løb.
Selv med hele 156 cm skilte hun sig ud fra mængden, både fordi langt de fleste hun passede på vejen, ragede et godt stykke op over hendes forstørrede skikkelse, men endnu mere med hendes hvide farve og perlemorsskæret.
Enden for andet døgnet var ved at rinde ud og selvom Niëva kunne have købt en varm skål tilbage på kroen, så var stuvningen fra aften før ikke ligefrem faldet i hendes smag, primært grundet den manglende forsikring om den ikke ville indeholde kød.

Et væld af dufte fra nybagt brød, oste og mange flere forskellige dufte ramte næseborene og fik tænderne til at løbe i vand. Niëva nåede kun lige kanten af markedspladsen, da hun i et hvidt lys ikke længere rørte de glatte brosten under sig. Vingeløse 157cm var pludseligt blevet til 27cm og vinger.
”Ej helt ærligt?” udbrød hun lige dele frustreret og opgivende, hvor at være endt i sin oprigtige alfetilstand. Mindende mest om en ballon, hvor luften gik tabt, dalede vinteralfen langsomt mod gaden. Kun for at erfare sig det ikke var dagens klogeste valg. Tæt på at lade livet under et hjul på en forbi passende vogn, rød overtog hvid, da hun fór ud af farezonen og vrissende slyngede ”Hey! Se dig lige for!” efter vognen der allerede var langt ude for hørevidde for den lille alfestemme. Det var tydeligvis den stadig tiltagene sult, som lod besindelsen gå tabt bare et øjeblik. Det var i hvert fald hvad hun undskylde sig selv med. Den vrede kulør faldt lige så stille sammen med de krydsede arme, der lod sig vikle fri af hinanden og falde tungt langs siderne.
Hvad så nu?


Link til beklædning

Under normale omstændigheder ville vinter alfen for længst have trådt fri af Dianthos høje bymur, før hun skrumpede til sin normale størrelse. Denne gang var jagten på en måneulv bare ikke gået som sædvanligt. Derfor befandt hun sig nu alt for sårbart blandt trampende støvler, knusende hestehove og rullede hjul.
Niëva havde været så fokuseret for at få fat i en bid mad, at hun slet ikke havde bemærket at ikke langt fra hende selv, befandt der sig en alt for genkendelig lyserød alfedreng. Stående sammen med almene borgere af Dianthos, der var til hyre for dagen og med størst sandsynlighed ville blive tilvalgt før ham.
Hun var derfor også fuldkommen uvidende over, hvad der havde udspillet sig i kuske højde eller hvem der havde været hendes redningsmand, som rettere kunne tilskrives titlen som redningsalf.
Midt i hendes skullen efter den hestetrukne dødsfælde, fangede noget farvestrålende hendes blik ude fra periferien. Munden faldt åben da hovedet ble drejet i den retning noget som noget eller nogen var faldet til gaden i. Det kunne ikke… Tanken nåde aldrig at blive tænkt til enden, før hårdt læder trak en mørk skygge over prinsen som var den ikke andet end en stormsky, hvis da stormskyer kunne kvase en!
Med et godt afsæt mod brostenen og med de fire vingernes hjælp, ramlede hvidt sammen med magenta, ud af den nyopstået dødsfælde, men så de begge kolliderede mod stenene i et kaotisk rullefald.
Da først de var færdige med at trille rundt, lå Niëva på maven med luften slået ud af sig. Det var med en anstrængt lyd hun fik løftet sig op på alle fire inden hun kom i tanke om, hvem hun lige havde overrumplet. ”Deres højhed?” kaldte hun, mens hun fik skubbet sig op så hun kun sad på knæ og slog blikket rundt for at finde en klump af lyserødt.

Det føltes som en evighed, før de næsten hvide øjne fandt sig vej til den lyderrøde alfeskikkelse. Hjertet havde banket sig vej op i halsen, hvor det sad som en hård klump der gjorde det svært at synke. Indtil deres øjne mødtes og det blev hende klart, at han trak vejret. Lettet tømte hun lungerne for alt sin luft i et suk, mens den høje puls ikke virkede til at ville lægge sig lige med det samme.
Niëva havde endnu ikke bemærket, hvordan folkene på gaden veg uden om de to alfer fremfor at udsætte dem for endnu et utilsigtet mordforsøg. Adrenalinen var simpelhent for høj i den lille krop. Så høj at hun ikke selv bemærkede, hvordan en lille plamage af rødt langsomt indfarvede det, nu hullede, hvide stof på det ene knæ.

Hun formåede at kæmpe sig helt op at stå, mens et spørgende ’hvad’ havde været lige ved og næsten til at rulle af den yderste kant af tungen. Det var jo ikke fordi at hun ikke havde hørt hvad der var blevet sagt, det var bare mere en tankeløs reaktion.
Han genkendte hende? Overrasklen lod sig kort vise i hendes blik, mens hun hastigt tilbage lagde afstanden mellem dem og rakte en hjælpende hånd ned mod ham ”De husker mig?” lød det forundret. Hvor længe siden var det nu at han havde været forsvundet fra Alfera? Alle derhjemme, eller I hvert fald de fleste, troede at den unge prins var død og her sad han så. Forslået efter at have flirtet med døden.
Nu vrimlede det ikke lige frem med hvide alfer i skovriget og da slet ikke dem med perlemor skær, men det var ikke en tanke Niëva skænkede mange øjeblikke – hun var jo vant til sit eget spejlbillede og derfor også at se de hvide træk hos sig selv og sin familie.

Straks efter meldte de næste spørgsmål sig på banen; hvorfor var han her? Hvad lavede Alferas prins her? Hvorfor var han ikke vendt hjem?
Den utaktede klapsalve hev vinteralfen ud af sint eget tankespind, mens det gik op for hende at han var årsagen til, at hun ikke havde endt sine dage under et vognhjul ”Jeg vil nu mene det var ret succesfuldt, så vidt jeg ved så er jeg stadig ret tredimensionelt?” svarede hun muntert tilbage, med en drillende kant om ordene, mens et lille smil banede sig vej over de lyderrøde læber.

Aldrig i alle sine nuværende og fremtidige leve år ville vinter alfen, nogensinde, havde lagt så meget som én krystal på at en prins, af alle personer, ville være den hvis tunge slog knuder på tiltale.
Det var næsten helt rart til en forveksling. Hun kunne selv stadig huske alt for tydeligt, hvor besværligt hun havde fundet det at skulle bruge Dis over Dus, da familien flyttede ind i kongefamiliens tjenestefløj. Niëva måtte derfor bide sig hårdt i underlæben for at holde sit fnis tilbage, men det hindrede ikke mundvigene i at skubbe til kinderne "Dus er fint, Prins Juliander.".

På nævnelsen af hendes påklædning, fik den hvide alf til at dreje hoved mod den ene skulder og følge ærmet til blikket landede på hånden, som hun endte med at vende og dreje et per gange "Joh, men det er kun hjemme i Alfelunden. En kjole er yderst upraktisk når man skal handle hurtigere end lynild selv." svarede hun med et resolut nik, som var det alene fyldestgørende nok for den manglende forklaring over hvad en som hende skulle indhente med sådan en hast, eller flygte fra om man ville. Armen faldt slapt ned langs hende side i få sekunder før den fløj op igen, denne gang med pegefingeren presset overvejende imod de spidsede læber. "Har du været i Dianthos hele tiden?" lød det mumlende imod fingeren, nærmest som havde ordene været tiltænkt som en tanke frem for et åbent spørgsmål.
Der var så mange der havde ledt efter ham. Skoven var blevet finkæmmet ikke bare en gang, men hele 5 gange før man havde opgivet håbet. Ingen havde nogensinde tænkt tanken at skulle lede i hjertebyen - for hvilken alf der kærede om sit liv ville flyve direkte ind i sådan dødsmaskine, som byens liv udgjorde?

"Oh, ja det gør jeg sørme også." stemmen rolig, da hun lænede sig en anelse frem og tog den crimson røde plamage i øjesyn. Interessant, hun havde ikke følt at knæet var blevet slået, men nu hvor hun kiggede på det kunne en svag, men yderst insisterende dunken mærkes sprede varme op mod hoften.
"Er du okay? Du er helt farveløs." udbrød hun med alvor i det isblå og stemmen tyk af bekymring, i det blikket løftede sig tilbage på den lyserøde prins, der lige nu mest af alt lignede en fortyndet jordbærplet.

Ikke på noget tidspunkt havde Niëva tanken at Juliander intet anede, at han blot forgav at vide noget som helst. En lille indre stemme burde nok havde fået vinteralfen til at tænke modsat, stille spørgsmålstegn ved hvor meget at den unge prins overhovedet vidste om noget.
Måske hun da også havde gjort det, havde det været en af hans søskende der stod foran hende, men den lyserøde prins var ikke som de andre royale alfer. Han havde altid virket til at have en oprigtig interesse i sine undersåtter og ikke bare for deres vel og vel, men for deres person. Det var derfor også helt naturligt at han ingen spørgsmål stillede. Skulle hun dog være ærlig overfor sig selv, så satte hun nok mest pris på der ingen opfølgende spørgsmål kom, særligt når ikke hun havde forberedt en god, dybtgående løgn.

Læberne klemte sig sammen, mens svaret fik lov til at synke ind. Dianthos lå naturligvis et stykke vej fra Alfelunden, men ingen - heller ikke Niëva selv - havde så meget som tænkt tanken, at Juliander ville være at finde i Dianthos. Byen var ikke skabt til alfer, det havde hun selv konstateret for længst og siden havde hun ikke sat fod i hjertebyen i sin alfestørrelse; før nu.
Hun ville have kommateret på det, men nåede ikke at gribe ordet før prinsen forslog dem at komme væk fra trampende hestehove og rullende vognhjul. "Åh, ja, eh god ide." Medgav hun med et lidt åndsfraværende og fulgte efter den lyserøde skikkelse, mod nærmeste hustag.

I sikker hed fra den hektiske gade, stod Niëva med blikket låst på de for travlede mennesker og andre væsner under dem.  Øjnene slap gadebilledet og lagde sig i stedet på den forsvundne prins "Men," Begyndte hun og rynkede panden en anelse, mens hun forsatte "Alle der hjemme leder efter dig - eller det gjorde de..." Det sidste mest en mumlen.

"Kan du ikke bare ordne det hjemme fra Alfelunden?" Spurgte hun dybt uforstående og så grænsede ham mere indgående. Niëva havde svært ved at forstille sig hvad der dog kunne være så vigtigt, at Juliander ikke følte han kunne at forlade byens mange dødsfælder og konstante skrumle. Savnede han slet ikke skovens pulse og idyl? Der var jo et helt alferige der ventede på hans tilbagekomst! Bevares de fleste troede han var længe død, men hvilken jubel ville det ikke give når først nyheden om hans levende tilstand nåede Alfelunden? Vingerne vibrere opstemt, som hun levende kunne se det hele udspille sig for hendes indre øje.
"Er du overhovedet klar over hvor mange bladflad du har været borte?" Måske havde han slået hovedet, og derfor mente han havde ting og sager at gøre i de store racers verden? Armene krydsede sig, mens et bryn skred nærmere de hvide krøller.

Lige nu var han tættere på at komme hjem end nogensinde før, og alene det at frøken Niëva stilte spørgsmål til hans gøremål her, gav det ham kun endnu mere hjemvé. Han havde aldrig haft nogen grund til at have mistillid til hende – eller for nogen alf i det hele taget, men han var virkelig i tvivl om hvorvidt han kunne smide bomben om at han mistænkte sin storebror for at have forsøgt at myrde ham… Det var en alvorlig anklage, og ville kun skabe mere splid i familien. Men jo flere dage der gik, og jo mere Juliander tænkte over det, jo mere suspekt havde Prins Leanders fødselsdagsoverraskelse af en udflugt virket.

”Jeg…” Juliander delte slet ikke samme iver som Niëva. Hvor hendes vinger tydeligt vibrerede strittende, hang hans egne noget mere bedrøvet. ”Jeg tror det er for farligt for mig at tage hjem lige nu… Må jeg spørge dig om noget?” Han vidste ikke om Niëva overhoved kunne svare ham. Men det var trods alt et par måneder siden hans fødselsdag, dagen han forsvandt fra sit værelseskammer. Men der kunne være sket så meget. ”Lever min Hans majestæt endnu? Er han stadig sengeliggende af sygdom? Og har Prins Leander…. Sagt noget… om noget?” Noget. Den lille prins kunne godt se at det var svært ikke at hinte om hvad der var sket. Niëva virkede meget mere kvik end de andre alfer. Bjergalfer, eller vinteralfer især, måtte være mere intellektuelle, når det kom til stykket.

For farligt at tage hjem? Sneblege øjne blinkede uforstående ved påstanden. Mistanken om han mon alligevel havde formået at slå hovedet voksede langsomt stærkere. Hvordan kunne han mene det var for farligt at vende hjem? "Joh, det må du vel?" Formåede hun at svare små tørvene. Det burde vel egentligt være hende med spørgsmålene, og spørgsmål var der så rigeligt at tage af under perlemorskrøllerne, men måde hvor på Juliander's vinger hang på fik sat en bremse på hendes spørgeren.

Spørgsmålet, omend det var noget tvetydigt, kom tydeligvis bag på den unge vinteralf og fik hende til reaktiv at spænde en op og stramme grebet omkring sin brystkasse. Det var en hentydning var det ikke? Overtolkede hun? Det måtte være en overtolkning, han kunne umuligt...
"Jeg er ikke sikker på at jeg forstår, Deres højhed?" Ingen, heller ikke Niëva, havde mistænkt at Prins Leander skulle have haft en indflydelse på kronprinsens pludselige forsvinden. Han havde virket mindst lige så fortvivlet og bekymret som alle andre. Det havde endda været ham der insisteret på at sende endnu et eftersøgningshold ud, da troen på at finde Juliander i live begyndte at svinde ind. "Hvad er det nøjagtigt du mener at Prins Leander skulle havde sagt noget om?"

"At-" Juliander gik i stå og klappede i, før han fik sagt noget, som Niëva ikke burde vide. Hun forstod ham slet ikke. Men det var jo klart, når Juliander endnu ikke kunne få sig selv til at anklage sin bror endnu. Med ord. End ikke Kastanje, hans nye veninde, kendte til dette. Det var kun ham. Og efterhånden var han i tvivl om hvad der præcis var sket... 
Han sank og virkede synligt utilpas. Han var blevet forsøgt myrdet, og det var som om at han ikke kunne skjule det, selvom han ikke ville sige noget, der kunne skade sin bror eller sin familie.

Han kunne godt fornemme at han mistænkeliggjorde hans forsvinden overfor vinteralfen endnu mere med denne her reaktion, så han rystede på hovedet benægtende. "Ikke noget. Det er nok mig der bilder mig ting ind... Som skal undersøges nærmere. Men herfra. Jeg kan ikke komme hjem endnu." Hjemveen blev kun forstærket af at snakke om hjem. Og om hans syge far og hans mange søskende, som trods stridighederne imellem, stadig var hans familie. 

"Du må fortælle Hendes Majestæt dronningen, min mor, at jeg lever og har det godt... men de kan ikke vide noget om hvor jeg befinder mig." Dette var vel nok en slags... prinselig befaling. Men Juliander kunne ikke lide at hundse rundt med gode alfer. Han var slet ikke trænet i den slags endnu. "Altså.. når du lige kommer hjem?" Mon hun skulle være i Dianthos længe?

Prinslingens tydelige utilpashed over for emnet gjorde ikke forvirringen over hans manglende interesse i at vende hjem mindre. Måske skyldtes uviljen han havde lidt et kraftigt stød eller slag mod hovedet? Med de perlemors hvide øjenbryn trykket tæt sammen trådte Niëva nærmere for at lægge en støttende hånd mod hans skulder, men standsede sig selv midtvejs. Han skulle nødigt tro at hun havde i sinde at tvinge ham med sig tilbage til Alfelunden, lige nu.

Bekymringsrynken blev derimod ikke mindre som han beordrede hende til ikke at røbe hans lokation. "Du vil have jeg skal melde droningen, din moder, at du er i live uden at fortælle hende hvor hun han finde dig?" Gentog hun, som en forsikring af hun havde hørt rigtigt. "Og hvis hun befaler at få af vide hvor du befinder dig, hvad så? Jeg kan ikke lyve overfor dronningen." Pointerede hun og krydsede armene foran sig. 

De store, unge, øjne af hans, gloede overrasket på den lille rynke der opstod i panden på hendes perfekte ansigt. Det var præcis den samme rynke som hans mor fik, når hun stoppede ham eller hans søskende i at lege vildt på slotsgangene. Men han kunne ikke helt forstå, hvorfor Niëva skulle være bekymret for ham, når nu han stod her foran hende, i live og sprudlende. Han forsøgte at se hende i øjnene, mens hun remsede hans ordre op for ham, for at være sikker på, at hun havde forstået opgaven, gættede Juliander naivt.
Han nikkede med stor ivrighed, før hun fik lov til at tale færdigt. Han kunne ikke helt sætte sig i hendes sted og forstå problematikken med det samme, før hun fremlagde den for ham.

"Oh... Man må jo ikke lyve overfor dronningen," Hans ordre havde ikke været helt gennemtænkt. En anden feprins var forsvundet fra det kongelige alfepars kuld, men han var aldrig vendt tilbage. Det var ikke til at sige om hun, i kongens fravær, kunne finde på at bryde med de milde love i Alfelunden, og straffe deres juvelers lærling for at tilbageholde informationer om den forsvundne arving. Juliander ville nødigt være årsag til at hun blev fængslet eller bortvist på grund af ham... "Jeg vil bare så gerne have, at de ikke skal bekymre sig om mit velbefindende. Jeg er i live og menneskene har taget okay imod mig, sådan..." Altså deres gæstfrihed kunne være lidt bedre, men han havde da fået sig et par venner her i Dianthos. Hans snakke med Niëva havde været få, men nu hvor hun var her, var det virkelig rart at se et velkendt ansigt.

Han tog i hendes arm, selv efter at hun havde krydset dem. Hun måtte ikke være sur på ham "Okay, du behøver ikke, hvis du ikke vil. Det vigtigste er, at mine søskende... Prins Leander... ikke må vide hvor jeg er."

Selv frygtede Niëva ikke hverken fængsling eller forvisning, men muligheden for møde en moders vrede ville til hver en tid være nok til at give hende søvnløse nætter. Heller ikke en skovalfs moderlig vrede, mild som den end måtte være, var en vinteralfen var villig til at på front for. "Eller en mor." Påpegede hun derfor lidt indskudt i det besegle forsøg på at overbevise hende om at hans ophold blandt menneskerne, væk fra alt der var kendt, slet ikke havde været eller var så farefuldt som forventeligt. 

"Fint. Selvom jeg ikke forstår hvorfor det er så hemmeligt hvor du befinder dig." Sukkede hun tungt og viklede igen armene fri af hinanden. Rynken mellem brynene bestod dog lidt endnu. "Du har tænkt dig at vende hjem igen ikke?" De hvide øjne kiggede en smule mere intenst på ham ved spørgsmålet.

En ung teenagedreng kunne måske ikke sætte sig ind i hvordan en mor følte, men kærligheden til sin mor var nu stor. Han savnede også hende, men forsøgte ikke at tænke på det. For ellers var der måske chance for han begyndte at græde, og det var lidt pinligt overfor den lidt ældre hunalf.

Han var synligt lettet, da hun straks efter godtog hans ønske. Han forblev hemmelighedsfuld omkring hvorfor hans mor ikke måtte vide noget, også selvom han efter få interaktioner følte, at man sagtens kunne stole på frøken Frostine.

”Jo jo, selvfølgelig!” Tænk at nogen kunne betvivle det ”Mine forpligtelser er hos mit folk. Og Dianthos er et meget stort og overvældende sted for en alf. Hvorfor er du selv draget den lange vej?”

Hurtigt til at afvise mistankerne om at forblive en bortløben prins, havde Niëva svært ved at se, hvorfor han ikke ønskede at vende tilbage til alfelunden sammen med hende. Forvirringen fik brynene til at rynke sig undrende sammen i et tavst spørgsmål. Han sagde det jo selv, Dianthos var stor og overvældende for en alf.
Taget en smule bag over det pludselige skifte mod hende selv blinkede hun det usagte væk. "Åh, jeg, ehm..." Fumlede hun lidt gennem sine ord, og så søgende omkring. "Jeeg, skulle..." Blikket landede på frugt bod længere væk. Bingo!
"Jeg lovede min mor at se om det var muligt at købe frost bær her. Hun savner dem sådan og de er umulige at dyrke i Alfelunden. Du ved kuld og alt det der." Forsøgte hun sig glat, og så tilbage på Juliander.

Mærkeligt sådan som hun lod til at tabe tråden fuldstændigt, da han spurgte hende et simpelt spørgsmål. Havde hun mon slået hovedet alligevel, under optøjerne fra tidligere?
Juliander tænkte ikke yderligere over dette, men afventede høfligt at hun skulle komme i tanke om hendes gøremål her i byen. Tålmodigt kiggede han på hende med et smil og funklende, kvikke øjne. For Juliander så umådeligt kvik ud, ja. Men han var bare ikke kvik nok til at gennemskue hende, selvom det i det øjeblik var åbenlyst for enhver der måtte overvære dem, at hun var ved at søge tilflugt i en lille uskyldig løgn. Juliander var som mange alfer nu engang var. Ganske blåøjet. Og hvorfor skulle hun lyve? Hun, som var så hurtig til at nægte, at ville lyve overfor hans mor.

"Frost...bær?" Julianders tænkepause kunne næsten virke faretruende. Som om det slog ham, at hun ikke fortalte ham sandheden! Men så smilte han endnu bredere "Det lyder lækkert! Jeg vidste ikke at man kunne få dem her." Det var godt nok en lang tur hun var taget, for at stille hendes mors sult efter bær, men hvis Julianders egen mor havde bedt ham om at hente nogle til hende, havde han gjort det samme!

En lille sværm af farverige småfugle fløj over tagene, og også det tag Juliander og Niëva stod på. Fuglene, der havde fløjet i en meget bestemt retning, ændrede pludselig kurs i en meget skarp u-vending, og landede længere nede ad tagkippen. Juliander lod sig normalt ikke distrahere af fugle, men ud af øjenkrogen kunne han fornemme at deres bevægelser var atypiske. 

Og ganske rigtigt. Som han fik kigget nærmere på dem, kunne han genkende nogle alfesoldater stige af sadlerne og komme dem nærmere. Deres grønne rustninger var ens, lignede Alfera-soldater på en prik, men familiens våbenskjold, den røde blomst, havde fået sig en makeover siden sidst. Bladene var sorte, krøllede og nærmest visne i det. "Oh..." Lød det forundret fra prinsen, der ikke helt kunne gennemskue, hvordan så mange alfer pludselig havde fundet ham.