Efter mødte med den røde håret gamle flamme Yume'Ave, som havde været i et forhold for et halv år siden, men det var endt brat mellem, da den unge Rachel havde trådt ved siden af utroskab, men sandheden var en form for voldtag af en gamle flammede, som den røde håret kvinde havde gjort helt forbi, da hun var  endt i et forhold med Yume'Ave. 

Rachel havde fremvis heste det meste af dagen til nogen by vagter sammen med hendes fader, som var blevet sur over hun var stukkede af i Turmelinien for nogle uge siden, det var heller ikke gået ustraffede hen, da Rachel havde mærkede hendes far bælte hen over lænden. Det var sjælden at denne mand gav straf på den måde Greven havde altid haft et godt ry og et tålmodig sind, men denne gang var Rachel gået over denne grænse, som hun nok stadigvæk ville gøre igen. 

Da aften var brudt frem havde Rachel fået fri for hendes forpligtelse både i arbejde, men også for stalden. Så den røde håret kvinde var endte i på et værthus, hvor hun havde drukkede lidt for meget, men hendes sind var ikke det smilede og livsglade person. Alkoholen som strømmede gennem kroppen på den spinkel kvinde, havde indtil videre afvist hver bejle og havde søgt videre. Tristheden i kvinden krop var voksende sig op i løbet af aften, da hendes tanke var dreje over på den blege elverkvinden, som Rachel vidst var kommende videre. Hun gik hen af gaderne i nedre byen i Dianthos, selvom hun godt var klar over hun ikke burde bevæge sig rundt om natten, men den røde håret kvinde var på vej til hen til en gamle ven Winchell, han havde altid været en god og ægte ven, som næsten kendte til Rachel problemerne bedre hun kendte til dem selv. De ellers så grønne øjnene var en blanding af blålig og grålig, da hun prøvede at få hendes eks-kæreste ud af hovedet. Da Rachel kom til Winchell dør. Kom tanke ikke at han måske lå og sov, så det var med nogen halv hård bankeslag mod trædøren. Rachel kendte ikke hendes egen styrke på da være tidspunkt, da hun også havde drukkede end del her til aften. " Det Rachel, Winchell" Halv råbt hun op, selvom hun mente det var lav stemmen og forsatte med at banke på døren til han åbne, hvis han overhovedet var hjemme. 

De fleste nætter havde Winchell en anden i sin seng eller var i en andens seng. Han var ikke god ven med ensomhed. De dage, hvor han var på arbejde, kunne han ikke være alene og derfor elskede den buttede lystmand sit erhverv. Selvfølgelig var det at tilfredsstille andre og selv at blive tilfredsstillet kun godt, men det fjernede også ensomheden. Han var altid sammen med en. Nogle gange flere, hvis det var, hvad kunden var til. Men denne aften var Winchell endt tomhændet. Det var også svært at ende i andres hænder, når man ikke gik ud, men manden havde følt sig ualmindelig træt efter gårdagens arbejdsdag. Derfor var han nødsaget til at dele selskab med ensomheden i dag. Heldigvis havde manden brugt meget af formiddagen på bare at sove og samle sine kræfter. Og selv efter dette havde trætheden været stor, så manden var gået tidligt i seng. I hvert fald tidligt for ham. På de fleste af hans fridage kunne man finde Winchell på en kro eller et sted for at fjerne ensomheden, men ikke i nat. I nat var sengen blevet makkeren, selvom det ikke var nok til at fjerne ensomheden. Heldigvis var han faldet hurtigt i søvn.

Derhjemme gjorde Winchell lige, hvad den buttede mand ville. Og derfor var der ingen klæder over ham på nær sovetæppet. Manden elskede at føle sig fri og klæder var kun begrænsende. I hvert fald de fleste klæder. Der var bare noget over at kunne mærke vinden imod den nøgne hud. Men som Winchell sov roligt og drømte drømmeløse drømme, blev han hurtigt revet ud af hårde bank mod døren. Først vendte han sig bare rundt i sengen og pakkede hovedet ind i puder, men den mumlende stemme, der trængte igennem, var for bekendt til at være nogen, der bankede på den forkerte dør. Derfor rejste Winchell sig dvask og træt fra sengen, som han greb ud efter den sorte silkekåbe, der hang på dørhåndtaget ud af badeværelset. Inden han nåede til hoveddøren i det lille hjem, havde han bundet snoren rundt om kåben. Dog var det meste af brystkassen og helt ned til navlen blottet med bar hud og de korte, mørke hår. Det bølgende hår sad rodet og ikke så nydeligt, som han normalt gjorde for at se indbydende ud.
Døren blev åbnet og foran Winchell stod et alt for velkendt ansigt i årenes løb. "Rachel, jeg vidste ikke, du var i byen. Hvad er klokken?" spurgte Winchell og som havde hans krop timet det med ordene, valgte han at gabe, som han stod med hånden på dørens kant og kiggede på kvinden, han havde kendt næsten lige siden, han var flyttet til Dianthos og erhvervet sig sit elskede erhverv. Dog var den buttede lystmand vågen nok til at vide, at det her ikke var sådan, Rachel kom på besøg. Ikke midt om natten, ikke komplet fuld, ikke sådan her. Derfor var de mørke øjne da også på hende, som han trådte til siden for at lade hende komme ind. Der var ingen grund til at nogen af dem skulle blive syge. Og Winchell havde kun en silkekåbe på og den beskyttede ikke just det meste imod nattens temperaturer.

De omtågede grønne øjnene gav tydeligt præg af Rachel havde dukkede i løbet af aften. Dog afsløret øjnene tristhed, da de var en blanding af blålig og grå mixede sammen. Den kolde nordvind, som var kommende med vinterens fremtrædende. Rachel var iklædt et sort sjal, som var tyk til at holde den kulde vind ude. Under det sorte sjal var bær hun en lang ærme bluse i mørke blå og sorte buske. 

Da døren gik op foran Rachel faldt hun næsten om halsen på Winchell i en ulykkelig tone. " Hun har fundet en anden, Winchell.. Hun har bare glem mig, som var jeg ingenting " Snakkede hun blot og overhørt næsten alt hvad Winchell spurgte hende om, men savnet på hendes gamle eks kæreste Yume'Ave, som hun havde set til for et halv år siden. Den røde håret så kort ned af Winchell og så han kun var i kåben da hans brystkasse og ned til maven var blottede. " Har du gæster?" mumlede hun halv fuld frem, før hun slap hendes greb om Winchell og tørrede kort en tår væk. " Jeg kom i morgens.. har arbejde det meste af dagen. " Svarede hun blidt og lænede sig lidt op af den kolde væg, da hun var påvirkede af alkohol. " Undskyld jeg bare kommer.. Altså så sent " Prøvede hun at formulere frem og kløet sig kort i det røde håre og så mod Winchell, som lukkede døren til, så kulden forsvandt og varmen mødte den kolde hud. 


Sjal

Som døren blev åbnet og Winchell fik sagt få ting, blev hans hals overtaget af Rachels arme, imens den rødhåret kvinde begyndte straks at snakke. Men inden da havde manden opdaget kvindens øjenfarve. De var en blanding med blå involveret. Tristhed kunne han regne sig frem til. Men det samme kunne tydeligt siges om hendes reaktion.
Hun trak sig fri fra ham igen, som hun hurtigt kiggede ned af ham. Anstændig var Winchell alt andet end ikke, men han var også hjemme. Havde Rachel bare brast ind, ville hun have set ham uden denne kåbe. Alligevel kunne han ikke lade være med at smile en anelse og rystede på hovedet. "Ingen gæster, bare mig." Hun kom ind i morges og har arbejdet hele dagen. Og hvis Rachel led af hjertesorger, var kroerne nok første destination, hvor Winchells var anden. Og hun var her nu. 

Uden at give Rachel en chance for at takke nej lagde Winchell en hånd mod hendes ryg og blidt puffede hende indenfor, hvorefter døren blev lukket bag hende. "Tag plads i sofaen. Jeg finder nok at drikke," Winchell fulgte hende sågar hen til sofaen, før han vendte sig i køkkenhjørnet. Dog havde han forinden trukket blidt sjalet af hende og lagt det henover en lænestol. Der var et skab fyldt op med alkoholfyldte flasker. Men var det smart nu, når Rachel allerede drukket? Eller måske var det netop, hvad hun havde brug for. Alligevel kiggede Winchell over skulderen. "Hvad drikker du? Alkohol eller vand?" Hellere lade Rachel bestemme end træffe det forkerte valg. Det var også Rachel, der havde brug for trøst, ikke Winchell. Han drak bare, hvad hun ville vælge. Om hun ville fortsætte med at dulme smerten eller prøve at gøre sig ædru for at snakke måtte Rachel vælge. Winchell gjorde, hvad han var bedst til. Gjorde sine modparter glade så meget, som den buttede mand nu kunne.

En skamfuld mine var, der hos komtesse da hun troede hun havde ødelagt en fræk aftale for hendes godmodige ven, som hun var faldet om halsen. Tankerne om Yume'Ave snurrede rundt i den røde håret kvinde fordrukkende hovedet. Dog var den berolige stemme for Winchell om der ingen gæster var, fik hende til at slappe mere af. " Jamen, det får så nu" svarede Rachel, mens hun langsom gav slip om hendes ven nakke. Et lille snøft kom fra den adelige kvinde, som prøvede at beherskede hendes hjertesorg over elverkvinden. 

Der havde ikke været meget tid for Rachel, at tænke over hun skulle gå igen, da hun mærkede det blidt skub for Winchell hånd mod hendes ryg. " av av winchell, er kommet til skade for nogen dage siden " klagede den røde håret frem, dog ville hun ikke fortælle det var hendes fader straf, efter hun stak af til Yume'Ave. Greven havde altid være en blide mand overfor alle og højt elsket af hans familie. Rachel havde og ville altid være fars pigen, selvom hun havde fået denne hård staf med et pisk slag over ryggen. Da Rachel kom hen til sofaen, som hun fik besked på så hun trist op på den kære ven " Jeg ikke færdig med at drikke alkohol enndu.. jeg prøv glemme hende" Mumlede hun lidt frem, da hun stadigvæk prøvede at glemede alt om den blege lilla elverkvinden. " Hvorfor skal jeg altid giv mit hjerte til de forkerte personer.. "  Snakkede hun ned i bordet, selvom hun tydelige spurgte Winchell til råds, Yume'Ave havde været en af de kæreste Rachel oprigtig havde elsket af hele hendes hjerte og dette var ikke første gang hun havde grædt over denne kvinde. De blå øjnene så op mod den buttede mand med et lille snøft før hun prøvede at tørre de våde kinder. " jeg skal aldrig havde en kæreste igen.. " Prøvede hun overbeviste sig selvom, dog ville dette aldrig kunne lad sig gøre, for denne flirte og charmerne kvinde, når hun ikke havde hjertesorger.

Winchell kunne intet andet til Rachels kommentar. Selvfølgelig ville han ikke takke nej til den rødhårets selskab, om så det var for at trøste. Faktisk ville han nok ikke takke nej til noget selskab, men et selskab med en bekendt var  nu meget fint.
Dog blev et beklageligt blik givet, da Rachel kommenterede om sin ryg. Winchell kunne ikke se nogen form for skade, men det kunne klæderne nemt dække. Derfor slap han hendes ryg, da hun var kommet ind. Ingen grund til at give fysisk smerte til den tydelige mentalsmertende kvinde.

Kommentaren fra Rachel var klokkeklar. Derfor fandt Winchell hurtigt en af de allerede opknappede flasker samt to glas - selvom det ikke ville være første gang, at de to havde delt mundvæsker, hvis de begge bare valgte at drikke direkte fra tuden. Dog virkede glas mere passende i denne situation. 
Henne ved sofaen skænkede Winchell hurtigt et mere end halv fyldt glas til Rachel, før han selv skænkede et i en mere passende mængde. Hvis den rødhåret kvinde skulle drikke sorger væk, skulle hun få lov. Dog ville den buttede ven ikke lade hende drikke alene, som han satte sig i sofaen ved siden af hende. "Du er et godt menneske og mange er ikke, Rachel," Helt præcis hvem hun snakkede om, vidste Winchell ikke just. Dog vidste han, at han var på hendes side. Som øjnene slog sig op mod Winchell, kunne manden kun se grædefærdighed i øjnene. En hånd blev lagt på hendes ene skulder - forhåbentligt den ikke var nær så skadet som ryggen. Med en anden løftede han sit glas halvt imod hende. "For ingen kærester mere." sagde Winchell skålende, som han ventede på Rachels glas, før de begge nok tog en mere end ordentlig slurk af den lokale brandy.

Da hun trådt ind enten og fået overtøjet af. Skaden på ryggen var en straf fra faderen side efter Rachel stak af til Elverly for at finde hendes gamle flamme, som hun også gjorde. Sårene på ryggen var dækkende af hendes trøje, som var i healing. Da den rød håret kvinde kom hen til Winchell sofa lod hun falde langsom tilbage og lukkede øjnene lidt i, da hun mærkede tårene presset sig lidt på. 

De trist grålige øjnene, som havde overtaget de ellers smukke grønne øjnene, der pleje at strålede af livsglæde den livsglæde, der på daværende tidspunkt var slukkede i ulykkelighed. De triste øjnene flugte den buttede mand, som hentet alkohol før han satte sig ved den ulykkelig røde håret kvinde " Winchell.. Det føles ikke sådan... Lever under en ulykke stjerne " Svarende hund trist før hun langsom tog fat om glasset Winchell havde hældt op til hende før hun tog den fri hånd og langsomt tørrede de våde kinder. " Skål, for ingen kærester" Sagde hun efter Winchell og lod glassene mødes kort så det gav en lille klik lyd.  Den adelige kvinde tog rolig glasset op til munden og smagte på hans alkohol. " Ville ønske jeg aldrig havde mødt Yume'Ave.. Føler hun tog mit hjerte og knuste det.. " Snøfte hun trist frem før hun stillede glasset fra sig. " Hun har bare skrifte mig ud med en anden.. ude jeg kunne forklare mig.. Hvad giver du mig.. " Brokkede den røde håret kvinde frem og prøvede at ligge et dæmpe på de mange følelser, som løb igennem hende. 

Øjnenes effekt havde Winchell erfaret. De skiftede alt efter Rachels humør. Han havde set et hav af dem og derfor vidste han da også, hvad de grå øjne betød. Og hvis ikke han gøre, kunne den buttede mand nemt regne sig frem til det. Gråt var en trist farve og den passede desværre tæt på perfektion til Rachels væremåde lige nu. Væremåde og tårer.
"Ting gør ondt, ja. Men de kommer til at gøre godt igen. Det skal nok blive bedre, Rachel." sagde Winchell opmuntrende, før han lod glasset nærme sig læberne for at tage en slurk. At vågne efter en søvn og kort efter tage hul på alkohol var måske ikke det smarteste. Men det var, hvad Rachel havde brug for lige nu.

Begge glassene kom hen på bordet. Rachel havde sat sit fra sig først og Winchell havde fulgt trop bagefter. Nu med begge arme fri lod han en arm komme rundt om kvindens skuldre. Hånden hvilede blidt på den modsatte skulder end den, der var tættest på ham. Det var gjort i en opmuntrende handling fra en ven end noget andet. Intet skjult gemt i dette.
Hånden kærtegnede skulderen i små cirkulære bevægelser, som Winchell kiggede ind i Rachels endnu grå øjne. "Det er hendes tab. Du er en gevinst for den heldige, der får dig til sidst, Rachel. Hvis hun ved, hvad godt hun havde, kommer hun tilbage. Jeg kommer jo til dig, når du er i byen." Et venskabeligt smil bredte sig på Winchells læber i håb om, at det smittede sammen med ordene. En buttet mand kunne kun håbe.