Dusørjæger var vejen, hvor Tanto skabte mest af sin indtjening. Derfor kunne vægten af hans læderpose med mønter også variere drastisk fra uge til uge. Den ene kunne han opnå gode dusører og dermed have pungen fuld, imens andre uger ville han skulle skrabe bunden, indtil næste okay dusør kom. Men dusørjæger var ikke det eneste erhverv, halvdæmonen havde pådraget sig. Det var det erhverv, han ville sige, hvis nogen fra Lyset eller almindelige individer tog modet og spurgte ham. I skyggerne havde Tanto også et lille sidejob. Lejemorder. For de rette pris kunne halvdæmonen udlejes til at klare mord af alle sager. Dog havde halvdæmonen visse forbehold. Børn var et af dem. Ingen børn kunne blive hans opgaver. Og hvis nogen bare nævnte det - seriøst eller for sjov - ville Tanto vende ryggen og gå sin vej. Længere var den ikke. Men det var langt fra alle, der havde brug for en lejemorder. Dusørjæger var mere efterspurgt og derfor var det også hovedvejen for indtjening. Men der kom stadig opfordringer til jobs for lejemorderen i ham. 

Iført sorte klæder ankom Tanto til et palæ. En kvinde havde sendt bud efter ham. Ikke for en dusør. For et mord. Der var ikke blevet fortalt meget i beskeden, der en dag var kommet til halvdæmonen, efter han havde opholdt sig en god del af sin tid i landets hovedstad. Han havde ingen fast bolig, men når der ingen store dusører var rundt om i landet, var Dianthos stedet, hvor han oftest fandt en billig seng at sove i. Faktisk havde beskeden kun skrevet, at hans evner var efterspurgt og en kvinde gerne ville invitere ham for at snakke om et mord. En Lumine havde skrevet under i bunden. Det måtte være kvinden, tænkte Tanto. Halvdæmonen håbede ikke, at denne Lumine ville have et barn dræbt. Nu havde han rejst relativt langt for at møde hende - dog var dette blev gjort relativt hurtig takket været dæmonsværdsdansen, der kunne transportere Tanto fra den ene ende af landet til den anden. Men han kunne ikke udnytte magien i sværdet lige nu. Det var der ikke chakra til. Derfor ville det stadig være spild af tid og energi, hvis denne Lumine efterspurgte et mord på et barn. Hvem lejede overhovedet en til at myrde et barn? Svage individer. De svageste efter halvdæmonens sind.
Alligevel lod han knoerne banke hårdt imod døren ind til palæet, beskeden havde inviteret ham til. Han var måske lidt senere end tidspunktet i beskeden, men hvis Lumine gerne ville have Tanto, ville hun nok også vente de minutter, han var for sent på den. 

Ulmende, røde øjne gled studerende ned over det brandsikre pergament som dæmonen sad med, hvor at en dybrød skrift med svungne bogstaver, hintede om den plage der havde irriteret Lumine den seneste uge. Den bemalede overlæbe trak sig ubevidst op i en mindre snerren når hun så hans navn, og på stolens armlæn, klikkede de lange negle utålmodigt imens at hun ventede på manden hun havde sendt bud efter, som skulle komme og fikse problemet. 
Et nyt problem var dog, at hun mente hun havde ventet længe nok nu. 

Værende utålmodig og rastløs af sind, jah så brød den rødlige ild-dæmon sig ikke om at vente. 
Dem der kendte hende, vidste at man allerhelst skulle komme  nogle minutter før - gerne en halv time før, end det tidspunkt hun havde inviteret til. Dem der ikke kendte hende - som tydeligvis var tilfældet med det sværd hun ønskede at leje sig til - havde en ladfærdig vane med at komme for sent. Og som minutterne tikkede forbi det aftalte måde tidspunkt, jah tiden passerede foruden at hun var blevet givet besked om forsinkelse og tålmodigheden blev tyndere og tyndere... jah der var det godt, at der endelig blev banket på Fruen's dør, og en lavstammet, sortklædt tjener fik overbragt, at Sværdet var kommet. Godt. . 

Dem der åbnede hendes dør, ville være en af husets tjenere - et halvdyr med fugle aner, hvis hår var dækket af iridiscerende blålige fjer, og hvis bevægelser var hurtige, rykvise og en anelse nervøse. Jah, nervøs var et fantatisk ord at bruge om den stemning der hang over de fleste af de tjenere som Tanto ville passere, da en underliggende frygt ikke var helt unormal, i den ellers smukke, smukke bolig hun kunne præsentere. Han ville tidsnok erfarer hvorfor. 
Manden blev vist ind i et rum, hvor at vin, frugt og noget der lignede brød ville stå klar som forfriskninger, og en sofa såvel som en stol stod klar til at sætte sig i, på hver side af bordet. Ikke længe efter ville Lumine selv komme ind, klædt i rødt, guld og med glimtende drageskæl der dekorerede sin kjoles korset, men et mildest talt... utilfreds udtryk, i det ellers kønne kvindeansigt. 

Der gik ikke synderligt lang tid efter, at Tantos knoer havde mødt døren, før den åbnede sig. Foran ham stod en tjener med hår, der mindede halvt om en blåfugls fjer. En kort hilsen blev givet til halvdæmonen, der blot nikkede kort, før han blev vist ind i det fornemme hjem. En aura hang af denne tjener. En form for frygt. Måske var det ham, der bragte frygt i tjeneren og alle de andre tjener, han passerede. De vidste sikkert, hvorfor han var. Hvad han var. Uanset hvad fulgte Tanto denne tjener lydløst ind i et rum, der var lige så overdådigt som de tidligere. En gestus med armene blev givet til halvdæmonen som tegn på, at han kunne vente herinde, hvorefter tjeneren forlod rummet hurtigt.

Selvfølgelig kiggede Tanto rundt. Bordet med forfriskninger og frugter blev ikke rørt af ham. I hvert fald ikke endnu. Kun godtroende idioter tog en bid af fremmed mad før ejeren eller kokken. Tanto vidste ikke, hvad der var i disse vine, frugter og brød. Der kunne meget vel være gift eller andre stoffer. Og stolen eller sofaen blev ikke sat sig i. Det var ikke, fordi halvdæmonen var rastløs. Nej, han var meget rolig. Dette var måske ikke, hvad han normalt blev mødt af et muligt lejet mord, men der fandtes alle mulige individer og velgørere. I stedet valgte den unge halvdæmon at kigge rundt i lokalet. Han endte over ved en af væggene, hvor en reol med pyntegenstande befandt sig. Hvorfor bruge værdifuld valuta på skrammel som dette? Tanto havde aldrig forstået meningen i en overflod af genstande. Men nu havde han heller ikke just pungen til at købe alt, hvad han så på og han havde heller ikke plads til det. Han havde det, der var i rygsækken, som han havde på over dæmonsværdet på ryggen.
Hænderne var omme bag ryggen, da Tanto lænede sig lidt ind for at nærstudere en guldbelagt pokal. Kort rystede han på hovedet over denne Lumine. Dette var hendes hjem og dermed hende genstande. Og hvor var hun egentlig henne? Jovist var Tanto kommet lidt for sent, men hun havde ventet ham. Hvorfor skulle han vente yderligere?

Ikke længe efter kom Lumine selv ind, klædt i rødt, guld og med glimtende drageskæl der dekorerede sin kjoles korset, men et mildest talt... utilfreds udtryk, i det ellers kønne kvindeansigt. 
De ulmende, røde øjne hos kvinden, var ikke sen til at finde Sværdets ranglede og lettere... spøjse skikkelse, og på trods af at hun lige just var trådt ind i rummet, jah så gik der ikke lang tid... førhen at stanken af halvblod sneg sig ind i næsen; Lumine rynkede en anelse på den som lugtede hun noget utilfredstillende, men kommenterede ikke på det. Ikke endnu, i hvert fald. 
I stedet klistrede hun - men nok også kun for nu - et imødekommende smil på det lettere solkyssede ansigt, og bevægede sig med rolige, flydenden skridt fremad, en enkelt hånd slået ud imod sofaen ved siden af hende, og med intention om selv at sætte sig i den lænestol der sad overfor. "Tanto formoder jeg..." kvidrede den bløde stemme lavmælt, og de røde øjne betragtede afventende, jah tydeligt observerende hans menneskelige udseende, imens hun mentalt prøvede at placerer sin modvilje, eller for den sags skyld velvilje... på det indre barometer af værdi som alt her i huset blev vejet op imod. 

Givet hans forsinkelse, var det sat lavt - og med dén tanke var det at hun lænede sig en anelse frem, en enkelt, slank hånd placeret tænksomt under hagen og det fine hoved vippet på skrå. 
Det skulle også være sådan, at knap havde Lumine sat sig ned, førhen at en tjener var i bevægelse, hældte et glas vind op, og afleverede det uden et ord til hendes anden hånd der gled over stolens ryglæn, for at tage imod det. "... velkommen til. En lang rejse, formoder jeg?" forsatte hun. Ord, der blev efterfulgt af en enkel tår af den liflige vin, som til gengæld fik en varmere glød frem i øjnene. En god årgang syntes altid at mildne humøret en anelse. 

Bærende rødt og guld kom en kvinde ind til Tanto. Som halvdæmonen drejede sig rundt for at lade blikket hvile på hende, kunne han straks mærke, at dette var mesteren i hjemmet. Hendes beklædning, væremåde og alt andet gav hende en udstråling, der skreg 'mester'. På en måde fik Tanto en tanke om, at hun var en flamme. Måske var det hendes beklædning, det røde hår og den mørke hud, der gav en flammende silhuet, men sådan tænkte Tanto, som hun slog ud med en hånd for at signalere til halvdæmonen at sætte sig. Uden brok satte han sig i sofaen, imens hun erklærede hans navn korrekt, hvilket ham blot nikkede ja til.

Knap nok inden kvinden, Tanto hurtig konkluderede til at være Lumine, sat sig, blev hendes glas fyldt op af en tjener. Hvis der havde været tvivl om hendes placering i dette palæ, var der ingen nu. "Ikke så lang, som du tror," fortalte Tanto køligt, som han lænede sig tilbage i sofaen. Dæmonsværdsdansen var ikke den mest udbredte om ham, så dette faktum skabte måske lidt forvirring i hende, men så måtte det gøre det. "Du kontaktede mig af en grund, formoder jeg? For mine evner går jeg ud fra. Er dette korrekt?" Der var ikke behov for sniksnakkeri, når de kunne komme direkte til at tale forretning. Hendes øjne virkede til at gløde op af flammer, som hun drak sin vin, men hvor dette måske ville skræmme andre, sad Tanto blot tilbage uden at bevæge sig. De mørke øjne forblev på hendes uden en tøven i sig. Opvæksten hos Bagludan havde givet halvdæmonen hård nok hud til en del. Det var ikke nu, han skulle vise en svaghed, hans ikke vidste, han var i besiddelse af. Ikke, når det skulle omhandle forretning. Krystaller.

Det var ikke uden en ganske særlig livsstil bagved sig, at Lumine ikke blot udstrålede, men nok også følte sig berettiget til den behandling hun blev givet af sine tjenere. Hun havde trods alt selv købt dem, selv fundet dem, selv anskaffet sig dem og ganske selv også straffet dem, når uacceptabel opførsel blev sat for dagen-og flammernes lys. Ild-dæmonen var ikke nådig af sindelag, men derimod omskiftelig. Og trods det forfærdelige temperament hun kunne præsentere, var det ikke uden grund. 
Nogle gange skulle der bare ikke meget til at antænde bålet. 

Såsom at komme for sent. Lyttende var det at dæmonens øjne hvilede over hans ranglede, men dog høje menneskekrop, og umærkeligt syntes de at blive en anelse smallere, da han utroligt direkte... i hvert fald for til hendes smag, prøvede at presse mødets formål ud før nogen form for manerer eller høflighedsfraser var blevet udvekslet. Sikke en utålmodighed. Sekunderne efter var derfor præget af en knitrende stilhed, kun fyldt ud af pejsens varme flammer og deres lavt hviskende ilddans. 
Imens, jah der krydsedes det ene, slanke ben mageligt over det andet, afslørende en uanstændig slids i den smukke kjole, og endnu en overvejende tår blev taget; Lumine havde ikke hastværk når han tydeligvis intet hastværk havde med at komme hertil. Derfor var det også et emne hun hellere ville gribe fat om, end det hans fremtidige arbejde ville omhandle - at hun hægtede sig for meget i detaljer der ikke var ment som personlig fornærmelse, kunne der ikke være meget tvivl om. 
Endelig åbnede hun dog munden. "Du kom ellers for sent. En undskyldning for dét havde været en rejse der trak ud, men..." endnu en tår blev taget i kunstpausen, og hun lænede sig atter en anelse tilbage i stolen. "... det var tydeligvis ikke derfor. Faktisk, har der slet ikke været nogen form for undskyldning indtil nu" smilede hun, den feminine stemme med en knurrende kant til sig og et smil der - på trods af at være smukt, ikke var oprigtigt. 
De lange negle klikkede vurderende imod vinglasset i hendes hånd, og lod tiden tale godt for ham. Det kunne der stadigvæk rettes op på. 

Var det virkelig en afstraffelse for hans sene ankomst? Jovist var Tanto kommet for sent, men det havde ikke været med timer, dage. Det havde været med minutter, maks en halv time. Og inddirekte prøvede han netop at gøre op med ved at komme direkte til sagen. Dette virkede dog ikke tilfredsstillende for Lumine, der atter vendte tilbage til rejsen og den sene ankomst. Halvdæmonen tog en halvdyb indånding som første respons for dette. Var hun virkelig dén type? Krævede hun virkelig en undskyldning for dette? Den måtte hun kræve længe, for undskyldninger var næppe, hvad Tanto gav mest ud af med. Derfor forblev de kolde øjne da også blot på den varme kvinde.
"Jeg kom for sent, korrekt. Og derfor spilder jeg ikke længere din tid ved at tale direkte om din dagsorden," Det ene ben svang henover det andet helt tæt. Hænderne hvilede oven på det øverste knæ. Meget vel virkede han mindre nu, men sårbar var Tanto næppe. Udover det tydelige sværd på ryggen var der små klinger her og der, klar til at rive, hvis Lumines utilfredshed skulle vise sig at være fysisk. "Det er dig, der gerne vil snakke om min rejse. Det kan vi også. Hvis det er, hvad du gerne vil?" Øjnene observerede hende, som kiggede han på et muligt bytte - måske mere et, der ikke var nederst i fødekæden, men på lige fod med ham selv. Der kunne stadig være rovdyr og bytte i den samme kæde i naturen. 

Hendes lange negle klingede mod hendes glas i højlydte klirren, der fyldte stilheden i lokalet sammen med den knitrende ild. Svagt vippede Tanto med sin fod, som han fortsat kiggede på hende uafbrudt. Blikket blev kun afbrudt de få gange, hvor øjnene skulle lukke i. Selv der var det med større mellemrum end et gement menneske. Tanto var jo kun halv af dette. Han afventede hendes respons. Ville hun kræve en undskyldning af ham, før de kunne snakke videre, eller ville hun blot smalltalke med sine mulige efterspørgelser? Hun skulle i hvert fald ikke tale om spild af tiden af andres.

Oh joh, Lumine var lige præcis dén type. Med selvvigtighed udover alle grænser, og et ego der vidnede om mange, mange, mange år i en position af magt; den ulmende ild-dæmon var ikke vant til folk der talte tilbage, eller ikke behandlede hende med den respekt hun i sin egen forskruede verden fortjente. Hun var trods alt hende, og om det her skulle fungere, var det også hende der betalte for ydelserne han bragte med sig. Og perfektion var en af de ting hun krævede med de krystaller hun betalte tilbage. 
Fra den mindste slave til den ældste ærke dæmon - der var ikke noget der kunne undskylde utilstrækkelighed, men man kunne altid gøre forsøget. Det blev bare ikke gjort her, da han i sin arrogance understregede sin ret til at gøre lige præcis som han ville, og forsøgte at styre samtalen i det tempo han satte foran sig. 

Øjnene smalledes ind, og et flimmer af varme pulserede fra den ranke skikkelse, hvilket fik luften omkring hende til at bølge som ørkensolens brændende tilstedeværelse i Rubiniens ørken. På trods af at være en så kontrollerende tilstedeværelse som hun var, havde det altid været et ufrivilligt element af magien og kernen, som hun ikke kunne slå fra eller til - følelserne fodrede de flammer der brændte indeni hende. Og følelsen af irritation, var en stærk faktor. "Retfærdiggør ikke dig selv, når det er din egen fejl der satte dig i den her samtale" knurrede hun, og neglenes klirren imod glasset kom til et holdt. "Ydmyghed ville klæde en skabning som dig. Hvordan du er på dine opgaver, er jeg mildest talt ligeglad med - men herinde bør du træde varsomt, halvblodsbarn" der var ikke en lang pause imellem, og Lumine lænede sig en anelse tilbage, et spottende smil om de ellers smukke læber. 
Hun frygtede ikke at han ville gøre noget dumdristigt, og den dovne hybris gjorde hende selvsikker, selvfed og som enhver anden dæmon, irriterende selvhøjtidelig. Men han var jo blot et lejet sværd. Og hans erstatning kunne findes, hvis krystallerne ikke vægtede tungt nok til at han slugte sin kølige stolthed. 

Gnistrene flød igennem dem. Både figurativt og bogstavelig talt. Tanto kunne mærke varmen, der nærmest pulserede fra hende, som var hun Topalisvulkanen, der var i sine første stadier til at bryde ud. Det havde ikke været ubekendt for halvdæmonen, at hun måtte have en vis form for ildmagi. Hendes udseende gjorde tydeligt på dette samt hele paladset af hendes. Selvfølgelig havde Tanto sin egen pyrokinesis, men det var næppe noget, han ønskede at vise. Sådan som Lumine beherskede sig, ville hun mere virke ejerskab over ham, hvis han udviste ild end noget andet. 

Knurren og den bratte stop af fingrene mod glasset var tydelige tegn på, at Lumine ikke bare var fornærmet. Hun var direkte sur på ham. De fleste ville nok reagere på hende. Spjætte af frygt, kigge væk eller noget. Men Tanto forblev siddende, kold, som var han is, der ikke blev påvirket af hendes flammende persona. Han lod hende snakke uden afbrydelser. Ikke af høflighed. Mere fordi han var ligeglad. Måske ville Lumine have været en stor gevinst af krystaller at få, men Tanto behøvede ikke alle. Han kunne tjene krystaller på flere måder. Der var altid simple væsener at fange og sælge, hvis det skulle komme til det. Dog kunne Tanto ikke lade være med at reagere til hendes ord af ham. Halvblodsbarn. Hun kendte ham. Eller i hvert fald lidt om ham. 
Langsomt lænede han sig ind over sig - efter han havde landet begge fødder på gulvet under sig. "Du virker til at kende mig, hvis bare lidt. Så burde du også vide, jeg ikke bare giver respekt ud til alle og enhver. Hvis du er ligeglad med mig, hvorfor søgte du mig så? Der er vel andre, som er mere end frivillige til at brænde sig på dig." Træde varsomt var måske et godt og gratis råd givet af kvinden, men Tantos adfærd var rolig og alligevel ville den nok trykke på hendes knapper. Hun krævede respekt og ydmyghed af ham. Intet af dette var at finde i ordene. Kun en falsk tone af ydmyghed.

De ulmende gnister af røde øjne betragtede halvblodsbarnet foran hende, hvis ord mildest talt var latterlige. Ikke så meget fordi at han sagde det han sagde, men fordi at han viste det som han viste - ligeså meget som han mente han kunne finde andre til at ansætte sig, ville Lumine mene at hun kunne finde andre - mere passende lejesvende, at hyrer. Et lejet sværd var nemlig kun hvad det var - til låns... og hun havde aldrig haft meget tilovers for det til at starte med. 
Så da han ikke samlede op på et fint hint, var det så godt som overstået. 

Han var ikke hendes tid værdig. Ganske rigtigt var der flere der ville knuge sig selv hårdt i selskabet af ild-dæmonen, og hun brugte ikke sin tid på folk der næppe forstod sig på den dynamik der burde være imellem køber og sælger. Det spottende smil blev direkte glubsk, og hun rejste sig i et smidigt ryk fra sin stol, en gnist af gløder i hendes nærmeste sfære og svitsende imod gulvet. Hvorfor? "Du var den der var blot den nemmeste, og billigste" Lumine's blik hvilede vurderende over ham, som skulle hun i sandhed overveje om det var nemmest at lade ham blive - potentielt en del af den samling hun havde fået skaffet sig over årene, eller om han blot skulle strejfe videre omkring i verden. Sidstnævnte blev i hvert fald beslutningen, da hun med et affejende vink af hånden vendte sig omkring, skørter fejende omkring den slanke statur og rødt hår bølgende om hendes gnistrende skikkelse. "Kom godt afsted, barn... " det hånlige smil fik en kant af latter, og hun fniste. "... din tjeneste er ikke nødvendig i dette hus, alligevel" og med det bevægede dæmonen sig ud af lokalet, og efterlod Tanto med den nervøse tjeners sitrende skikkelse. 
Han ville vise ham ud, og så hurtigt som muligt undskylde for at have bragt den her mand om. Lumine's utilfredshed gik måske ikke ud over Tanto, på denne dag, men det var en utilfredshed der fik konsekvenser over de andre i huset.

Allerede nu kunne Tanto mærke, at dette ikke ville ende i betaling. Lumine var typen, der krævede respekt fra alt og alle i hendes nærvær - om hun fortjente den eller ej, ville hun have den. Og halvdæmonen var ikke typen til at give den ud til gud og hver mand. Han var jo ikke troende, så selv en gud ville kræve mere end bare blind respekt fra ham. Derfor kom det heller ikke som et større chok for ham, da Lumine kom med den bidende kommentar. Billig og nemmest. Han kendte billigere lejemordere - og de var næppe i den styrke, han var. Men han lod den flammende kvinde sige, hvad hun ville. Hans blik fulgte hende blot, som hun rejste sig op. Med endnu intet svar fra ham vendte hun ryggen til ham og bevægede sig ud af værelset.

"Må du finde et kompetent sværd til dine planer," sagde Tanto køligt tilbage, inden Lumine forlod ham helt alene med den forskræmte tjener. I et sekund eller to hvilede de mørke øjne på den tomme dør, før han kiggede mod tjeneren. "Går ud fra, du viser mig ud, korrekt?" Og dette var korrekt, for som Tanto rejste sig, førte tjeneren ham ud af værelset og direkte hen til hoveddøren og åbnede de for halvdæmonen. Og den blev lukket relativt hurtigt efter, han havde gået ud af den.
Et afsluttende blik og hævet hoved blev kigget til paladset, før Tanto begyndte at tage turen tilbage. Kræfterne til at rejse med sværdet var endnu svækket. Måske han kunne gøre det om en gåtur, ellers måtte turen tilbage til den nærmeste by, nærmeste kro og nærmeste værelse tages til fods. Dette havde været spild af tid. Jovist havde Lumines opgave givet mulighed for gode krystaller, men hendes attitude havde skudt samtlige muligheder ned fra start. Spild af hendes og hans tid. Intet mere, intet mindre.