Hun tog sig let til brystet som hun træk sig ind i tempel haven, tænder bidt sammen som blikket gik rundt for at sikre at haven denne sene aften, nærmere tidlige nat hvor stjerne begyndte at belyse de dødeliges veje, og holde zaladis mørke fra at overtage helt i nattens løb. Ingen vind snoet sig omkring bygningerne, de visneblade, hang stille og haven var nærmest lydløs. Blot hendes skov imod græsset gav lyd om hende. Med et grynt af ubehag fandt hun en bænk og satte sig. Det var ikke langt inde i haven, men på trods af hvor van hun var til disse fornemmelse, hjalp det ikke at være urimeligt træt også. Den mørkeblå, og hvide uniform var beholdt på, selv disse sene timer i ly af nattens mørke. Ryglænet mødte hurtigt de hvide vinger som bar utrolig lette lange fjer, vingerne kurvede let om hende for at tillade hende at finde ro på ryglænet. Hun træk vejret dybt i lettelse, alene, ro.

Det var intet galt med hende, ville de fleste påstå, selv om det var svært at gå, svært om at sidde ned lettede hendes smerte, var der intet på hendes krop. Tværtimod, hendes krop havde det bedre end den nogle sinde havde haft. Orson, en mand, eller rettere ny staldknægt i lyset hær, var dog en helt anden sag. Hvis man kiggede på hans krop ville man med det samme finde en blå og forslået brystkasse efter en af krigshestene fandt ham træls og viste ham hvor farlige de dyr kan være. Dog i dette øjeblik, lå han smertefrit i sin patient seng, og nydt natten i freds fulde drømme, men hun sad med en hånd nær sine ribben, for at give støtte til en skade der ikke var på hende selv. Hun sukkede, dagen havde startet tidligt, og en lille del af hende fortryd at have tage denne smerte så tæt på nattens kram. Men, han ville komme sig hurtigere med god søvn, så selvfølgelig skulle han sove. Hende selv, kunne søge søvn når solens spredte isaris lys på ny om nogle timer. "Lære nok, at tænke på mig selv en dag." hun fniste lavt af sine ord og rystede hovedet, som blikket søgte nattens malerig, de mange stjerne som fandt vejr frem som mørket lagde sig, og den fine halve måne som gjorde man faktisk kunne se, og vide at denne nat ikke tilhørte Nalish’ra ly og hemmeligheder, og ej heller Zaladis mørke.

Det var efterhånden et godt stykke tid siden, Alicia sidst havde ligget søvnløs; normalt havde hun ingen problemer med at finde hvile, men lige til aften var der en rastløshed over hende, hun ikke helt selv kunne forklare. Det var ikke engang fuldmåne, så heller ikke det kunne hun give skylden? Det var lidt nemmere, når man kunne give noget konkret skylden, men det at vandre rundt uden at kunne finde ro uden at vide hvorfor? Det var altså lidt irriterende.

Det var først, da Alicia trådte ind på tempelhavernes område, at hun rent faktisk opdagede, hvor hun var. Indtil nu havde hun egentlig bare gået, hvor hendes fødder bar hende hen. Hun stoppede derfor op et øjeblik og lod blikket glide omkring. Der var så fredfyldt her, hvilket fik et svagt smil frem på de røde læber. Efter en dyb indånding fortsatte hun dog sin gang.
Hun var i aftenens anledning ikke uniformeret; overkroppen var dækket af en hvid, løstsiddende skjorte hvor ærmerne strammede ind ved underarmene, et par lettere tætsiddende, brune bukser, der stadig gav rigeligt bevægelsesfrihed og et par sorte læderstøvler med sølvspænder. Udover havde hun en dyb mørkerød kappe hængende om skuldrene med hætten slået ned. Hun havde ingen våben på sig. Nogle så det måske som skødesløshed, men Alicia var udmærket i stand til at forsvare sig selv uden. Desuden havde hun holdt sig inden for Dianthos' mure, så hun så ikke rigtigt nogen grund til at føle sig i fare.

Lidt i sine egne tanker, var det en kvindes ord, der fik Alicia til at stoppe sin gang. De vide vinger fangede først hendes opmærksomhed, og det tog hende ikke mange sekunder at genkende resten af skikkelsen; Josefine. Det var et stykke tid siden, Alicia havde set den anden engel uden for tjeneste, så hun havde ikke haft tid til at snakke afslappet med hende længe. Hun havde kendt hende et godt stykke tid, og det havde taget hårdt på hende at lære om hendes død. Det havde dog ikke været mindre overraskende at se hende efterfølgende. Der var vist dog gået nogle år imellem? Alicia kunne i al fald huske noget om, at der var gået nogle år, inden hun havde set hende igen.

"Det ville da være første gang, det sker i så fald" svarede Alicia med et tydeligt smil. Hun havde med vilje valgt at nærme sig fra Josefines front, så hun ikke skræmte kvinden komplet fra vid og sans med sine ord. Hun stoppede dog et stykke derfra, da englen så ud til at være i smerter.
"Har du taget endnu et offers følelser på dig selv?" spurgte hun med tydelig bekymring i stemmen. Det var efterhånden en del år siden, Alicia havde opdaget Josefines evne, men det var og blev stadig ikke en rar ting at overvære. Specielt ikke når hun så ikke selv kunne lette bare lidt af den byrde, kvinden tydeligt lagde på sine egne skuldre.

At sidde i Isaris tempel tårns måne skygge, og nyde de tidlige natlige timer alene, ro for alle andres tanker var blevet en vane over de sidste par dage. Efter den episode med Treston var hun blevet lidt mere påpasselig, med hvordan følelser blev taget og hun havde holdt sig til smerte, velvidende hun ikke ville gøre dette forevig, men for nu var det nok bedst. Stadig en aften, og en episode der sad meget i hendes tanker, det var svært ikke at bære noget af skylden, og netop derfor havde hun holdt sin mund, derfor havde hun undgået visse folk, og netop derfor var disse alene time eftersøgt disse dage. Disse tanker, og den smerte hun havde slugt var skyld i at de tunge fodtrin ikke blev hørt, eller fornemmest, det var først som ordene nåede hendes øre at hun reageret, med et lille ryst og det grønneblik søgte den velkendte stemme. "Alicia!" udbryd hun glad, og kort overvejede at rejse sig, blot for blive mindet om det tryg der lagde om hendes brystkasse. Tænderne blev bidt sammen og hun måtte nøjes med at nikke høfligt i hendes retning. "Ja...en af de nye staldknægte..mødte styrken af vores heste og..syntes han skulle have mulighed for at falde i søvn." hun rystede hovedet afslappet, som dette var hverdag.

"Der er..svært at bare lade dem lide over natten." lyd forsigtigt, og hun tog blikket fra Alicia og søgte Krystalpaladset. Hvordan, kan folk få sig selv til det, at gå fra nogle når man føler den smerte de sidder med. Der var en grund til at hun ikke delte viden om denne evne, netop fordi andre aldrig ville forstå hvor svært det var. Der er en grund til at hun, ved egne ord, skal være venlig. Alicia måtte have regnet nogle af disse ting ud over årene, og hvad Rofus havde delt med hende anede Josefine ingen ting om. Men det var sikkert at forvente at Alicia vidste mere end de fleste.

Alicia kunne på ingen måde bebrejde Josefine at søge afsides. Det måtte ikke altid være rart at få kastet folks følelser i ansigtet til højre og venstre hele tiden. I hendes situation havde Alicia nok gjort det samme af og til for lige at få en pause.

Alicia blev stående, mens hun ventede på en invitation til at sætte sig. Hun var ikke typen, der sådan ville trænge sig på, hvis folk gerne ville være alene, og Josefine var ingen undtagelse. Glæden ved navnet fik hende dog til at smile.
"Jeg undskylder, hvis jeg trænger mig på" sagde hun og så lidt undersøgende på den rødhårede kvinde, som hun så ud til at bide en voldsom smerte i sig. Hendes ord forklarede dog en hel del for Alicia, og hun nikkede, som minen kun blev mere bekymrende.
"Og selvfølgelig skulle du tage hele byrden" svarede hun med en imponerende forståelse i stemmen. Empatien fejlede aldeles ingenting, og Alicia kunne sagtens forstå, hvorfor den anden engel gjorde, som hun gjorde. Hun havde nok selv gjort det samme, hvis hun havde haft evnen til det.
"Jeg forstår dig udmærket" fortsatte hun så og sendte Josefine et nyt smil. Alicia havde regnet en del ud omkring evnen, men hun kendte ikke alle detaljer. Hun var ikke i stand til at manipulere sine egne følelser nok til at bestemme, hvilken Josefine opfangede, men hun havde styr nok på sig selv til at vælge, hvilken der skulle være kraftigst, og lige nu var de to største glæde og tristhed. Glæde over rent faktisk at snakke med Josefine, men tristhed over at hun ikke kunne gøre noget for at hjælpe hende med den smerte, hun havde pålagt sig selv. Dertil var det dog tydeligt, at hun havde både forståelse og medfølelse for englen.

"Selvfølgelig trænger de ikke på! Kom og sæt dig, fald til ro." hun gav et høfligt smil i hendes retning, og sikrede sig at der var plads på bænken til sin veninde, vingerne blev let kastede til højre side, som hun selv flyttede sig så langt til højre som hun kunne. De bekymret øjne fik dog hurtigt fanget Josefines blik, "Lad være at vær så bekymret..Blot en time og så har han fundet ro, og jeg vil gøre det samme kort efter. Den ene knæ, mødte bagsiden af det andet som hendes ben blev slået over kors, vægten blev flyttet til hendes ben som hun lod sine arme hvile på det øverste knæ. "Der er ikke en byrde at bære." sagde hun med et forsigtigt smil, og først nu lod sine øjne møde Alicias.

At høre at hun blev forstået var rart, men langt de fleste måtte ikke kende til denne evne. Det skabte blot flere problemer end det ville rede, langt flere men at blive forstået af en som Alicia skabte en ro i hende. "Det..hjælper ikke at du tænker på glade minder." lyd det ud af intet, så om tanken blot kom til hende og et høfligt nik blev sendt i Alicias retning. "Fortæl mig..hvad der er der trykker? Hvorfor den triste følelse?" hun forsøgte tydeligt at holde smilet for sin veninde, men det var tydeligt svært som både hendes blik og smil flere gange kort skiftede til en trist natur. "jeg siger intet, selv hvis jeg burde." tilførte hun, var hun næste nød til, efter hvad der skete sidst hun hjalp nogle med deres følelser, og kort var hendes egne følelser tydelige, som en skam spredte sig i blikket, samt en tristhed over at hun intet vidste om Trestons tilstedeværelse i dette øjeblik, i disse dage, og nok ikke ville høre noget fra ham de næste mange dage, uger måske.

Alicia åndede tydeligt lettet op, som hun fik lov at sætte sig, og hun lukkede roligt den korte afstand hen til bænken, inden hun satte sig.
"Tak" svarede hun oprigtigt med et glædesstrålende smil. Det var virkelig længe siden, hun havde været tæt på Josefine, så det var stadig en kende uvant for hende at se de store, hvide vinger. Hun fnes dog en enkelt gang over ordene. Det var tydeligt, det som sådan ikke var morsomt, mere tanken om minder der kom frem omkring Josefines personlighed.
"Selvfølgelig er der ikke det. På det punkt bliver vi nok aldrig enige, Jose" svarede hun og rødmede en kende ved tanken om, at hun ikke var sikker på, hun måtte bruge forkortelsen længere. "Hvis jeg... altså stadig må kalde dig det?" tilføjede hun derfor lettere flovt.

Alicia vidste godt, hvorfor Josefine gerne ville holde evnen hemmelig, og hun både forstod og respekterede det. Det var jo mere eller mindre et tilfælde, hun selv havde fundet ud af det i sin tid. Hun sendte dog englen et nyt smil over ordene.
"Jeg... kom bare til at tænke på dig før..." hun stoppede sig selv i ordene. "Og... det er måske lidt fjollet, men... jeg er en kende nedtrykt over, at jeg ikke kan tage en del af den smerte, du har pålagt dig selv. Så du... måske ikke var nødt til at skulle tage det hele selv" forsøgte hun at forklare. Hun havde ikke forsøgt at skjule sine følelser, det var alligevel en tabt sag på forhånd. I stedet løftede hun forsigtigt den ene hånd op mod den ene vinge, men hun stoppede et godt stykke fra den.
"Må jeg?" spurgte hun med et sigende blik på vingen. Hun ville ikke bare sådan røre uden at have fået lov.

Smilet spredte sig let som Alicia gjorde tegn på hun ville sætte sig, og forsigtigt lod Josefine en vinge danne ryglæn for hende, bedre end det hårde træ, tænkte hun kort som hun håbede Alicia ville tænke det samme. bliver vi nok aldrig enige.Hun rystede lidt på hovedet over de ord. "Har vi aldrig været.." hun fniste let som de kort føltes så om de havde haft denne samtale før. "Og selvfølgelig må du det!" sagt med et stort smil, som Alicia gjorde klart hvor meget af deres venskab havde bibeholdt sig selv efter begge deres døde, selv efter hans død var deres venskab ikke særligt berørt. Blikket faldt væk fra Alicia kort efter hun havde sat sig, og blikket søgte væk, søgte de mange smukke, når vinterne og efteråret ikke havde fat i dem, bede og blomster.

Jeg kom til at tænke på dig før. Sætningen fik et blik fra Josefine og hun lænede sig lettere tilbage på bænken, og lod blikket forlade bede og falde på sin veninde som stadig ikke havde sat sig, og mens Alicia snakkede, gled de grønne øjne fra Alicia til bænken og tilbage til hende. "Jeg..er jo ikke nød til at gøre disse ting." kun lidt.færdig gjorde hendes tanker, og så snart tanken var der, ømmede hun sig let som det gik op for hende hvad hun sagde ikke var helt rigtigt. "Altså.. jeg gør det jo for andre..jo 'vågnede' med en sær tvang til at hjælpe andre..nogle gange kan jeg ikke stoppe..Men når man kan mærke hvor meget bedre folk føler sig, så er der ikke noget at bære, så lad være at være nedtrygt over det..jeg bliver belønnet øjeblikkeligt jo." hun tvang et smil let frem, og som Alicia gjorde tegn imod vingerne, bevægede den ene vinge sig væk fra bænken, og ud imod hende. "Selvfølgelig." tilførte hun som vingen kom nær Alicia.